Mænd som er udnævnt til at tjene i den teokratiske organisation

 1. Hvilke spørgsmål opstår der med hensyn til om alle var „ældste“ i menigheden når man læser Første Petersbrev 5:1-3?

OMKRING årene 62 til 64 skrev apostelen Peter, mens han opholdt sig i Babylon i Mesopotamien, noget om de „ældste“. Han sagde: „De ældste [presbyterne] blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer [i jeres varetægt, NW], ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:1-3) Hvis nu alle i „Guds hjord“ skulle betragtes som „ældste“, ville der ikke være nogen fornuft i at Peter talte om „de ældste blandt jer“, vel? Og det ville heller ikke have været rigtigt at sige at Guds hjord var „i jeres varetægt“, det vil sige i de „ældstes“ varetægt, vel? Hvordan kunne de være „hyrder for Guds hjord“ hvis hele hjorden bestod af „ældste“ og alle således var hyrder?

 2. Hvorfor må de som Peter her skrev til have beklædt en stilling som „ældste“, og hvor mange „ældste“ var der i menigheden i Jerusalem da den blev oprettet på pinsedagen år 33?

² Apostelen Peter omtaler sig selv som „medældste“ sammen med de „ældste“ som han skriver til. Hvis Peter beklædte en stilling som „ældste“ må de som han skrev til derfor også have beklædt en stilling som „ældste“. En Jesu Kristi apostel måtte naturligt have beklædt en stilling som „ældste“. Da den kristne menighed blev oprettet på pinsedagen i år 33 havde den følgelig tolv „ældste“, nemlig Jesu Kristi tolv apostle. (Ap. G. 1:13 til 2:37) Disse apostle lignede alle Peter i den forstand at hver eneste af dem havde været „vidne om Kristi lidelser“, idet de havde arbejdet sammen lige fra det tidspunkt da Jesus var blevet døbt og indtil hans himmelfart. (Ap. G. 1:21, 22; 1 Pet. 5:1) Som „ældste“ udførte disse apostle fra pinsedagen år 33 „det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning“. — 1 Tim. 5:17; Ap. G. 2:37-42; 4:33; se også 2 Johannesbrev 1 og 3 Johannesbrev 1.

Hvordan de „ældste“ blev indsat

 3. (a) Hvordan blev de tolv apostle „ældste“? (b) I forbindelse med hvilke begivenheder får vi i Apostlenes Gerninger, kapitel 14, at vide hvordan der blev indsat „ældste“ i menighederne dengang?

³ Jesu Kristi elleve trofaste apostle havde været hans disciple, nogle i mere end et år før han udnævnte dem til apostle. (Joh. 1:35 til 2:2; Matt. 4:12-22; 10:1-4; Luk. 6:12-16) Det var følgelig Jesus der udnævnte dem til at være „ældste“ (presbytere). Mattias, der senere blev den tolvte apostel, blev udvalgt ved lodkastning efter Jesu himmelfart og var således ikke udvalgt og udnævnt af noget menneske. (Ap. G. 1:15-26) Hvordan blev de senere „ældste“ i menigheden i Jerusalem og i de menigheder der blev oprettet efter pinsedagen år 33, da indsat i deres embede? Det fremgår af Apostlenes Gerninger, kapitel fjorten. Apostelen Paulus befandt sig på sin første missionsrejse sammen med Barnabas, og de var nået så langt som til Derbe, Ikonium, Lystra og Antiokia i Pisidien i Lilleasien og havde oprettet menigheder der. På vejen tilbage aflagde de besøg i de nye menigheder.

 4. Hvordan blev der indsat „ældste“ i de menigheder som Paulus og Barnabas vendte tilbage til, og hvorfor må det siges at denne fremgangsmåde var teokratisk?

⁴ Hvordan fik disse nyoprettede menigheder deres „ældste“? I Apostlenes Gerninger 14:22, 23 berettes der at Paulus og Barnabas „styrkede disciplenes sjæle og påmindede dem om at blive i troen, idet de sagde: ’Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.’ De udvalgte derpå ’ældste’ for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på“. Det er således tydeligt at menighederne ikke selv indsatte deres „ældste“ ved almindelig afstemning eller et valg holdt blandt menighedens medlemmer. De blev ikke indsat på demokratisk vis. Paulus var af Jesus Kristus blevet udvalgt til apostel, og han og Barnabas var blevet sendt ud på denne missionsrejse fra Antiokia af Guds hellige ånd. Deres udnævnelse af „ældste“ i menighederne var derfor teokratisk. — Ap. G. 13:1-4.

 5. Hvad skrev Paulus til Titus at han skulle gøre i menighederne på Kreta, og hvilke kvalifikationer skulle Titus være opmærksom på?

⁵ Flere år efter, omkring årene 61 til 64, altså efter at Paulus var blevet løsladt fra sit første fangenskab i Rom, skrev han følgende til sin medarbejder Titus, der da befandt sig på øen Kreta: „Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig.“ (Tit. 1:5) Derefter viser Paulus hvilke krav man måtte opfylde for at blive udnævnt til „ældste“: „Det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, én kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er genstridige. Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.“ — Tit. 1:6-9.

 6. Forklar hvordan Paulus her bruger ordene „ældste“ og „tilsynsmænd“.

⁶ Eftersom Paulus begynder med at forklare hvilke krav man må opfylde for at blive udnævnt til „ældste“, og derpå siger at „en tilsynsmand bør . . . være en mand, der ikke er noget at klage på“, og så videre, viser han dermed at en „ældste“ også er en „tilsynsmand“ (græsk: epiʹskopos). Samtidig med at Titus udnævnte eller indsatte „ældste“, udnævnte eller indsatte han altså også tilsynsmænd i menigheden. Paulus bruger således ordene „ældste“ og „tilsynsmænd“ som synonymer, som udtryk der betyder det samme. En tilsynsmand må derfor være en „ældste“, og en „ældste“ må varetage en tilsynsmands pligter. Det viste Paulus i Milét.

 7. Hvem lod Paulus kalde til sig fra Efesus da han opholdt sig i Milét, og hvad sagde han til dem at de skulle gøre?

⁷ Herom læser vi: „Fra Milet sendte han bud til Efesus og lod menighedens ældste kalde til sig. Og da de var kommet til ham, sagde han til dem: ’. . . Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd [græsk: epiʹskopoi], for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW].’“ — Ap. G. 20:17-28.

 8. Hvordan var de der besøgte Paulus blevet „ældste“, hvad var det deres pligt at virke som, og hvem var de først og fremmest ansvarlige over for?

⁸ Ifølge Paulus’ ord var disse „ældste“ ikke blevet indsat i deres stilling ved et demokratisk valg eller ved en afstemning, men de var blevet indsat af Guds hellige ånd der virkede gennem det synlige styrende råd over alle menighederne. Ved at de således var blevet udnævnt til at være „ældste“ (presbytere) var de samtidig blevet udnævnt til at være „tilsynsmænd“, og som tilsynsmænd var det deres pligt at virke som hyrder for hjorden, Guds menighed. Det var først og fremmest den store Tilsynsmand, Jehova Gud, de var ansvarlige over for, ikke det styrende råd. (1 Pet. 2:25; Es. 53:6) Paulus’ ord til de „ældste“ i Efesus er i overensstemmelse med apostelen Peters formaning til de „ældste“ om at være hyrder for Guds hjord. — 1 Pet. 5:1, 2.

Tilsynsmænd og assisterende tjenere

 9. (a) Hvordan kom det til udtryk at apostlene var „tilsynsmænd“ dengang man tog skridt til at udfylde den ledige plads efter den utro Judas? (b) Hvor mange „tilsynsmænd“ havde menigheden i Jerusalem til at begynde med på pinsedagen år 33?

⁹ Apostelen Peter og de andre elleve apostle var ikke blot „ældste“ men også „tilsynsmænd“. Dette kom tydeligt til udtryk dengang Peter anbefalede menigheden i Jerusalem at den plads der var blevet ledig efter den utro apostel Judas, skulle udfyldes. Som begrundelse for at gøre dette citerede Peter Salme 109:8, idet han sagde: „Der står jo skrevet i Salmernes Bog: . . . ’Lad en anden få hans tilsynsgerning.’“ (Ap. G. 1:20) Det hebraiske ord for „tilsynsgerning“ blev i den græske Septuaginta-oversættelse gengivet med ordet episkopeʹ, der hentyder til stillingen som tilsynsmand (græsk: epiʹskopos). Det følger heraf at stillingen som apostel også var en stilling som tilsynsmand, og apostlene var derfor tilsynsmænd der var udnævnt af Jesus Kristus. På pinsedagen i år 33 havde menigheden i Jerusalem, der bestod af cirka et hundrede og tyve medlemmer, derfor til at begynde med tolv tilsynsmænd. (Ap. G. 1:15 til 2:43) Og efterhånden som der blev udnævnt flere „ældste“ til at tage vare på den voksende menighed, var der flere end tolv tilsynsmænd i menigheden.

10. (a) Hvordan blev der ført tilsyn i menigheden i Efesus dengang Paulus sendte bud fra Milét til Efesus? (b) Hvordan blev menigheden i Filippi betjent, ifølge Filipperbrevet 1:1?

¹⁰ Omkring treogtyve år efter Pinsedagen, da Paulus var på vej til Jerusalem og gjorde ophold i Milét, havde menigheden i det nærliggende Efesus flere tilsynsmænd, for alle de „ældste“ som han sendte bud efter, var tilsynsmænd. (Ap. G. 20:17-28) Fire-fem år senere havde menigheden i Filippi i Makedonien flere tilsynsmænd samt flere assisterende tjenere der virkede som assistenter for tilsynsmændene. Det er grunden til at Paulus, da han fra Rom skrev til menigheden i Filippi, indledte sit brev med at sige: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu tjenere, sender hilsen til alle de hellige i Kristus Jesus i Filippi med deres tilsynsmænd [epiʹskopoi] og menighedstjenere [assisterende tjenere, NW; græsk: diaʹkonoi].“ — Fil. 1:1.

11. At dømme efter ordningen i menigheden i Filippi, hvordan blev de forskellige opgaver da varetaget i alle de andre menigheder som havde tilstrækkelig mange kvalificerede mænd, i modsætning til ordningen med „biskopper“ som blev indført senere?

¹¹ Ifølge dette kan der ikke være nogen tvivl om at menigheden i Filippi havde mere end én tilsynsmand og mere end én assisterende tjener (diaʹkonos). Dette var uden tvivl også tilfældet med alle andre kristne menigheder i det første århundrede som havde tilstrækkelig mange kvalificerede mænd til at dække behovet for tilsynsmænd og assisterende tjenere. Det var først senere, efter de tolv apostles død, at det blev skik at have én tilsynsmand over en menighed eller over flere menigheder inden for et bestemt område.a

„Ældsterådet“

12. Hvad udgjorde menighedens gruppe af „ældste“, ifølge Første Timoteusbrev 4:14, og hvilken status havde de i forhold til hinanden?

¹² Menighedens gruppe af tilsynsmænd udgjorde et „ældsteråd“ eller „presbyterium“, som det apostelen Paulus omtaler i Første Timoteusbrev 4:14. (Se også Lukas 22:66 og Apostlenes Gerninger 22:5.) Medlemmerne af et sådant „ældsteråd“ var alle lige, idet de havde samme status i menigheden, og ingen af dem var det mest betydningsfulde, det mest fremtrædende eller det mest indflydelsesrige medlem af menigheden. Hvert medlem bar med glæde sin del af ansvaret i forbindelse med at føre tilsyn med og vogte hele menigheden.

13. Hvad var det for en „skøn gerning“ man kunne stræbe efter, ifølge Første Timoteusbrev 3:1?

¹³ Hvad mente apostelen Paulus da med det han skrev i Første Timoteusbrev 3:1? Her siger han til Timoteus: „Hvis nogen attrår et tilsynsembede [græsk: episkopeʹ], da er det en skøn gerning, han har lyst til.“ Han mente ikke at en sådan kristen attrår at blive den mest betydningsfulde, den mest fremtrædende, den mest indflydelsesrige og den mest betroede i menigheden som dens eneste tilsynsmand, i lighed med en „biskop“ i kristenheden der fører tilsyn med et bestemt område (et bispedømme) der består af flere menigheder. (1 Tim. 3:1; se den katolske oversættelse af Erikke Rosenørn-Lehn, 1933.) Nej, det en sådan mand ønsker er blot at være med til, sammen med de andre tilsynsmænd i menigheden, at varetage eller vogte menighedens åndelige tilstand, at give menigheden åndelig føde og lede den i tilbedelsen af Jehova. Han stræber efter at opfylde de krav der stilles til en tilsynsmand og som fremholdes af apostelen Paulus i de efterfølgende vers, i Første Timoteusbrev 3:2-7, og som svarer til de krav der fremholdes i Titus 1:6-9. Disse krav viser at det er „en skøn gerning, han har lyst til“.

14. (a) Hvad måtte der være for at ældsterådets møder kunne foregå på ordnet vis, og hvordan blev dette behov dækket? (b) Hvor længe var man medlem af ældsterådet, og hvorfor?

¹⁴ I et sådant presbyterium eller „ældsteråd“ måtte der naturligvis være en ordstyrer der kunne lede ældsterådets møder. Det fremgår ikke af Bibelen hvordan et medlem blev udnævnt til at være ordstyrer. Hvervet som ordstyrer var sikkert ikke permanent men kun midlertidigt, idet det strakte sig over en vis tidsperiode og gik på skift mellem alle de ligestillede medlemmer af ældsterådet. Når den tidsperiode hvori en „ældste“ tjente som ordstyrer udløb, og hvervet overgik til den næste der stod for tur, ophørte han ikke med at være en „ældste“ eller „tilsynsmand“. Han var stadig medlem af ældsterådet. Eftersom medlemmerne ikke var blevet indsat ved almindelige demokratiske valg i menigheden, gjaldt hans teokratiske udnævnelse, foretaget af det styrende råd, på ubestemt tid, så længe han viste sig trofast.

15. (a) Hvorfor var der ingen assisterende tilsynsmænd eller assisterende ældste i menighederne? (b) Hvad er den egentlige betydning af det græske ord diaʹkonos, og hvor bred en betydning har det?

¹⁵ Der var ingen assisterende tilsynsmand eller assisterende ældste. Enten var man udnævnt til tilsynsmand, eller også var man det ikke. De der hjalp tilsynsmændene ved at varetage forskellige menighedsanliggender der ikke var af speciel åndelig art, blev udnævnt til „assisterende tjenere“ (NW; græsk: diaʹkonoi). Kravene som disse „assisterende tjenere“ måtte opfylde, fremholdes af apostelen Paulus i Første Timoteusbrev 3:8-10, 12, 13. Det danske ord „diakon“ er afledt af det græske ord diaʹkonos, som egentlig betyder „tjener“. Ordet „tjener“ (diaʹkonos) kan derfor have en meget bred betydning. Når apostelen Paulus taler om at han og hans medarbejdere var „tjenere for en ny pagt“ eller „Guds tjenere“ eller „Kristi tjenere“, mener han således ikke at de var „assisterende tjenere“ i en menighed og at de assisterede de „ældste“ eller „tilsynsmændene“. (2 Kor. 3:6; 6:4; 11:23) De kunne derimod være assistenter som havde det større ansvar at være „tjenere“ for Gud og Kristus og Guds ord. — Ap. G. 6:4.

16. Hvilket stort offentligt arbejde havde de første kristne at udføre, og i hvor stort omfang udførte de det sammen med deres ældste (tilsynsmænd) og assisterende tjenere?

¹⁶ Omstændighederne tillader ikke at vi ofrer den kristne menigheds teokratiske organisation i det første århundrede yderligere opmærksomhed. Den kristne menighed dengang havde også et stort offentligt arbejde at udføre. Hvad var det? Det var at udføre det arbejde Jesus havde omtalt med ordene: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne,“ og: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 24:14, NW; 28:19, 20, NW) Ledet og hjulpet af deres „ældste“ (presbytere) eller tilsynsmænd og de assisterende tjenere udførte de første kristne dette arbejde. Endog før Jerusalems ødelæggelse i år 70 var „denne gode nyhed om riget“ blevet forkyndt både i og uden for romerriget, og apostelen Paulus kunne fra sit fængsel i Rom skrive: „Det evangelium [den gode nyhed, NW], I har hørt, . . . er prædiket for enhver skabning under himmelen.“ (Kol. 1:2, 23) Den teokratiske organisation dengang støttede dette store arbejde. Det er et eksempel for os i dag.

Den teokratiske organisation i det tyvende århundrede

17. Hvad blev Guds helliges himmelske rige kaldt i Zion’s Watch Tower for august 1884, men hvordan blev disse helliges jordiske organisation ledet?

¹⁷ Herren Jesu Kristi befalinger som vi lige har citeret, gælder stadig i dag, især efter at Jehova Gud ved udløbet af hedningernes tider i 1914 har oprettet sit rige ved Messias, Jesus. Vi er derfor interesserede i at se om den organisation af indviede, døbte kristne som adlyder disse befalinger, er i overensstemmelse med det apostolske eksempel i det første århundrede. I bladet Zion’s Watch Tower for august 1884 hed det på side 7: „De helliges rige er derimod et teokrati der skal herske over verden (i tiden for dens ufuldkommenhed og genrejsning), uanset om menneskene er indforstået dermed eller godkender det.“ Med hensyn til de helliges organisation på jorden blev den imidlertid i det store og hele ledet kongregationalistisk, det vil sige at de enkelte menigheder havde deres ældste og diakoner som blev valgt i det mindste én gang om året ved en demokratisk afstemning blandt de indviede, døbte medlemmer. Denne fremgangsmåde var i overensstemmelse med den forståelse man dengang havde af Apostlenes Gerninger 14:23.b

18. Valget af hvilke tjenere i menigheden blev behandlet i artiklen „Sømmeligt og med orden“ i 1895, og hvem sidestillede artiklen disse med?

¹⁸ Zion’s Watch Tower for 15. november 1895 bragte hovedartiklen „Sømmeligt og med orden“, der gik ud fra Første Korinterbrev 14:40. Den behandlede tjenerposterne i de indviede, døbte kristnes menigheder under følgende overskrifter: „Orden i den første kirke“, „Orden nødvendig i dag“, „Den apostolske vejledning værd at følge“, „Når der skal vælges ældste“ og „Ældstes kvalifikationer“, hvor der i de indledende paragraffer blev citeret fra Første Timoteusbrev 3:1-7, ifølge The Emphatic Diaglott New Testament: „Hvis en mand attrår en tilsynsmands embede [tjeneste], attrår han et godt arbejde. [Enhver tjeneste vi kan yde Kristi legeme er en velsignet tjeneste.] En tilsynsmand må derfor være uangribelig,“ og så videre. Det fremgår heraf at denne artikel sidestillede de „ældste“ med „tilsynsmænd“. — Se også Zion’s Watch Tower for 15. januar 1896, side 24, under „REPLY: — The article ’Decently and in Order’.“

19. (a) På hvilken måde ophørte man med at vælge ældste og diakoner på demokratisk vis den 5. oktober 1932? (b) Hvilket arbejde havde menigheden udført indtil dette tidspunkt, og hvilket navn havde den antaget?

¹⁹ Indsættelsen af „ældste“ (tilsynsmænd) og diakoner efter afstemning i menighederne fortsatte indtil den 5. oktober 1932, da New York-menigheden ved en resolution bad det styrende råd om at udnævne menigheden en „arbejdsdirektør“, som skulle have et arbejdsudvalg af assistenter der ville blive valgt ved afstemning i menigheden. Dette eksempel blev efterfulgt af menighederne overalt på jorden. (Se Vagttaarnet for 1. oktober 1933, side 304, under „Resolution“.) Indtil dette tidspunkt havde menigheden alligevel udført et imponerende arbejde for at forkynde Jehovas navn og gøre hans oprettede rige i himmelen kendt, og „høsten“, det vil sige indsamlingen af resten af de hvedelignende arvinger til Riget, var ved at være tilendebragt. Den 26. juli 1931 vedtog menighederne af disse arvinger til Guds rige desuden at kalde sig ved navnet „Jehovas vidner“. (Es. 43:10-12) — Se også Mattæus 13:24-30, 37-43.

20. (a) Hvordan blev denne ændrede ordning bragt til ophør i 1938? (b) Hvilken forbindelse er der mellem tjenesteafdelingen og det styrende råd?

²⁰ Denne ændrede ordning inden for Jehovas vidners menigheder varede fra oktober 1932 til 1938. I dette år (1938) bragte The Watchtower for 1. og 15. juni (Vagttaarnet for 1. og 15. august) første og anden del af artiklen „Organisation“, der viste hvordan menighederne kunne blive teokratisk organiseret. Efter den tid blev alle tjenerne i menigheden udnævnt af det styrende råd på hovedkontoret. Det styrende råd er ikke Vagttårnsselskabets tjenesteafdeling, for det styrende råd fører ikke blot tilsyn med den forkyndelse af Riget som forkynderne udfører på arbejdsmarken; det har også andre vigtige interesser at varetage. Men det styrende råd bruger tjenesteafdelingen og andre organer i forbindelse med ledelsen af arbejdet.

21. (a) Hvem virker i dag som menighedens ordstyrer, og hvilke pligter har han? (b) Hvad sker der med den der har beklædt hvervet som ordstyrer når stillingen overgives til et andet medlem af ældsterådet?

²¹ I dag findes der almindeligvis en menighedstjener i Jehovas vidners menigheder. Han virker som menighedens ordstyrer eller formand og fører især an i den forkyndelse og undervisning på arbejdsmarken som menighedens medlemmer udfører. Ifølge Bibelen er han både „ældste“ og tilsynsmand. Når tiden er inde til at den stilling han har beklædt som ordstyrer skal overgives til et andet medlem af „ældsterådet“, forbliver han stadig medlem af dette „ældsteråd“ og får tildelt passende pligter.

22. Hvilke pligter og hvilken status har vicemenighedstjeneren og bibelstudietjeneren, og hvem er blevet brugt som et dømmende udvalg i menigheden?

²² Der findes også en vicemenighedstjener, en der er i stand til at tjene som ordstyrer når som helst menighedstjeneren ikke kan gøre det. Ifølge de bibelske krav er han ikke en assisterende tilsynsmand, men han er en tilsynsmand og „ældste“. På grund af det vældige undervisningsarbejde i forbindelse med at lede private bibelstudier i interesseredes hjem, har menighederne også en udnævnt bibelstudietjener. Eftersom Bibelen kræver at en tilsynsmand skal være „dygtig til at lære fra sig“ og „holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren“, må denne bibelstudietjener også være en tilsynsmand og en „ældste“. (1 Tim. 3:1, 2; Tit. 1:5-9) Disse tre tjenere er blevet brugt som et dømmende udvalg der tager sig af alvorlige sager som kræver åndelig indsigt.

23. Hvem i menigheden har ellers rang af „ældste“ og „tilsynsmænd“, og hvorfor?

²³ Så er der vagttårnsstudietjeneren og skoletjeneren. De pligter de har fået tildelt i forbindelse med undervisningen og forkyndelsen viser at de også bør være „ældste“ og tilsynsmænd som er ’dygtige til at lære fra sig’.

24. Hvilke andre tjenere er der i menigheden i dag, og hvilken bibelsk rang har disse?

²⁴ På grund af det vældige antal bibelske bøger og blade der trykkes, og det store behov der er for disse trykte publikationer, findes der også en blad-distriktstjener og en litteraturtjener. Der er også en regnskabstjener der fører menighedens regnskab over de bidrag der kommer ind og de udgifter menigheden har. Men eftersom deres opgaver ikke har at gøre med menighedens rent åndelige velfærd, svarer blad-distriktstjenerens, litteraturtjenerens og regnskabstjenerens arbejde til det arbejde der på apostlenes tid blev tildelt de udnævnte „assisterende tjenere“ (diaʹkonoi).

25. Hvem virker som „rejsende tilsynsmænd“, og hvilken rang har de, bibelsk set?

²⁵ I dag findes der også såkaldte „rejsende tilsynsmænd“ der rejser fra menighed til menighed i zoner og sektioner. De er udnævnt til „zonetjenere“ og „sektionstjenere“ og må også betragtes som „ældste“ på grund af de krav de må opfylde for at varetage deres tjeneste.

26. (a) Hvem udfører deres tjeneste under disse særlige betegnelser? Udgør de således et præsteskab med prangende titler? (b) Hvilket arbejde udføres med deres hjælp, og hvilke bestræbelser velsignes af Jehova?

²⁶ Under disse særlige betegnelser udfører vor tids „ældste“ (tilsynsmænd) og assisterende tjenere således deres pligter. Disse tjenere udgør ikke noget præsteskab med prangende titler. Men ved at drage nytte af deres tilsyn, omsorg, ledelse og hjælp kan menighedens medlemmer nu tilbede Jehova Gud i fred og enhed, og udføre arbejdet med at gøre disciple og forkynde den gode nyhed om Guds rige til frelse overalt i verden før afslutningen kommer for de demokratiske og kommunistiske nationer og hele den øvrige del af denne tingenes ordning. Jehova velsigner i høj grad sine kristne vidners bestræbelser for at deres organisation, tilbedelse og virksomhed kan være teokratisk. Ham, den mægtige Teokrat, tilhører herligheden og æren for evigt gennem Jesus Kristus, vor Herre. —— 1 Pet. 5:10, 11.

[Fodnoter]