Paradis

„Det blev ført bort til Paradiset og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale.“ — 2 Kor. 12:4, NW

 1, 2. (a) Når vor opmærksomhed er blevet henledt på noget der kan sammenlignes med en persisk have, hvornår vil det da være os tilladt at tale om det? (b) Hvordan henledte apostelen Paulus opmærksomheden på et sådant paradis?

NÅR NOGET så storslået og herligt som en orientalsk, persisk have er blevet åbenbaret som følge af en guddommelig profetis opfyldelse, da er det tilladt og passende for os at tale om det. Da kan vi tale om det med vished fordi det hviler på en fast grundvold af klare kendsgerninger. I dag, nitten århundreder efter at apostelen Paulus nævnede dette for den kristne menighed i Korint, kan vi med forståelse tale om de vidunderlige ting der blev åbenbaret for ham. Da Paulus over for de korintiske kristne fremlagde beviser for at han var en Jesu Kristi apostel, sagde han:

² „Jeg er nødt til at rose mig. Det er ikke gavnligt, men jeg vil gå over til at drøfte overnaturlige syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske der er forenet med Kristus og som for fjorten år siden om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det — blev ført bort som sådan til den tredje himmel. Ja, jeg kender et sådant menneske — om det var i legemet eller skilt fra legemet, jeg ved det ikke, Gud ved det — at det blev ført bort til paradiset og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale. Over sådant et menneske vil jeg rose mig, . . . ikke være urimelig, for jeg vil sige sandheden. . . . blot som følge af de overmåde mange åbenbaringer.“ — 2 Kor. 12:1-7, NW.

 3, 4. Hvornår havde Paulus dette syn af paradiset, og hvordan beskrev han over for kong Agrippa sin omvendelse til kristendommen?

³ Fjorten år før Paulus skrev disse ord vil sige omkring år 41 e. Kr., eller mindst fem år efter at han var blevet omvendt fra jødedommen til kristendommen som følge af et mirakuløst syn, hvori han så noget af den blændende herlighed der omgav Jesus Kristus der var blevet oprejst til himmelen. Da Paulus refererede dette for den romerske landshøvding Festus, kong Agrippa II, samt den fornemme tilhørerskare der var mødt op i den offentlige forhørssal i Kæsarea, sagde han højtideligt:

⁴ „Da jeg i den hensigt drog til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne, så jeg undervejs midt på dagen, konge! et lys fra Himmelen klarere end solens glans omstråle mig og mine rejsefæller. Og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som sagde til mig på hebraisk: ’Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver strengt for dig at stampe mod brodden.’ Jeg spurgte: ’Hvem er du, Herre?’ Og Herren svarede: ’Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og stå på dine ben; thi netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig.’ . . . Derfor, kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn; men jeg forkyndte — først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne — at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.“ — Ap. G. 26:12-20.

 5. Med hvilken indstilling skrev Paulus om sine syner og åbenbaringer, og hvordan bruger vi vor tid når vi betragter dette syn af paradiset?

⁵ Dette syn var ikke dagdrømmeri, heller ikke blot og bar fantasi eller sansebedrag. Så sandt var det at Paulus tog det dybt alvorligt, og han var ikke ulydig mod dets budskab til ham. Fordi han hele sit liv viste sig lydig mod synet led han martyrdøden. Paulus var lige så alvorlig når han skrev om de andre overnaturlige syner og åbenbaringer som Herren Jesus Kristus gav ham fra himmelen. Ét er derfor sikkert: Vi spilder ikke tiden på et blot og bart sansebedrag når vi nøje betragter det overnaturlige syn ved hvilket den mand Paulus kendte, blev ført bort for at se Paradis og høre usigelige ord som det ikke var tilladt mennesker at udtale. Nej vi udnytter tiden for at opnå en forståelse.

 6, 7. Hvem var det menneske som havde oplevet hvad Paulus skrev om? Hvordan fik også et andet menneske af Jesus en åbenbaring om Paradis?

⁶ Den mand der blev begunstiget med et sådant overnaturligt syn var uden tvivl apostelen Paulus selv, for ingen anden har fortalt os om denne hændelse der fandt sted i år 41 e. Kr. Imidlertid var Paulus ikke den eneste der af Jesus Kristus fik en åbenbaring om Paradis. Længe før Paulus blev kristen talte Jesus til en anden mand om Paradis. Dette skete i året 33 e. Kr. på jødernes påskedag, på Golgata, uden for Jerusalems mure.

⁷ Jesus hang dengang på en marterpæl hvortil han var naglet på hænder og fødder. Over hans hoved havde den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, anbragt den juridiske anklage for hvilken Jesus blev henrettet. Mange jøder „stod og så til; og rådsherrerne hånede ham også og sagde: ’Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.’ Også soldaterne spottede ham; de gik hen og rakte ham eddike og sagde: ’Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!’“ Men der var dog en mand der havde mod til at løfte røsten til forsvar for Jesus. Han erkendte at hvis denne mand, Jesus, var villig til at lide denne grufulde, skændige, smertelige død uden at kny eller klage, måtte der være noget sandt i hans overbevisning og i hans påstande om sin herkomst. Også denne mand hang på en marterpæl, skønt han vel nok ikke var naglet til den ligesom Jesus, der led endnu mere eftersom han „intet ondt [havde] gjort“. Efter at have forsvaret Jesus fortsatte forbryderen med at give udtryk for sin tro på Jesus, endog på denne hans henrettelsesdag, „og han sagde: ’Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige.“ Hvad svarede Jesus? „Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis.“ (NW) — Luk. 23:35-43.

 8. Hvad skete der med Jesu legeme efter hans død, men hvad skete der med den venligsindede forbryders legeme?

⁸ Jesus sagde dette til forbryderen omkring klokken tolv middag. Endnu tre timer hang de på marterpælene. Da hørte forbryderen Jesus råbe til Gud i himmelen: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.“ Jesus havde nu ikke flere kræfter tilbage. „Det er fuldbragt!“ sagde han, bøjede hovedet og udåndede. (Luk. 23:44-46; Joh. 19:28-30) Jesu forsvarer, den lidende forbryder ved hans side, levede endnu. Men da den jødiske sabbat skulle begynde ved solnedgang, fremskyndede soldaterne hans og den anden pælfæstede forbryders død ved at bryde deres ben. Forbryderen døde derfor samme dag som Jesus, hans valgte konge. Hvad der skete med forbryderens døde legeme berettes der intet om; men Jesu legeme blev taget ned og begravet i en ny grav der tilhørte en rig jøde fra Arimatæa, Josef, der var blevet en Jesu discipel. — Joh. 19:31-42; Matt. 27:57-61.

En tyv i Paradis?

 9. Hvilket spørgsmål møder der os nu når vi skal klargøre hvad paradiset er, og hvordan lyder svaret?

⁹ Nu stilles vi over for dette spørgsmål: Hentydede Jesus til det samme Paradis som apostelen Paulus langt senere omtalte? Talte Jesus til forbryderen på pælen om det samme Paradis som han nævnede da han omkring år 96 e. Kr. gav apostelen Johannes Åbenbaringen? I Åbenbaringen 2:7 siger Jesus: „Den, som har øre han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ Ifølge Bibelen må svaret blive nej.

10. Hvorfor talte Jesus ikke til forbryderen på pælen om et himmelsk paradis?

¹⁰ Jesus talte ikke med den pælfæstede forbryder om et himmelsk paradis. Forbryderen kunne ikke fatte åndelige emner, lige så lidt som den jødiske farisæer, Nikodemus, en af jødernes rådsherrer kunne det, og til ham sagde Jesus: „Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. . . . ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. . . . vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?“ (Joh. 3:3-12) Jesus talte til forbryderen om et paradis som denne havde mulighed for at forstå. Derfor opfattede forbryderen det ikke sådan, at han for at komme i Paradis sammen med Kongen Jesus, ved døden skulle oprejses til himmelen, eller at han efter opstandelsen fra de døde skulle til himmelen.

11. Hvordan viser også apostlenes spørgsmål til Jesus at forbryderen på pælen ikke kan have tænkt på et himmelsk rige eller paradis?

¹¹ Selv Jesu egne apostle, der i flere år havde forkyndt himlenes rige, vidste indtil det tidspunkt da Jesus for øjnene af dem steg til himmelen, intet om et himmelsk rige. Havde de gjort det ville de ikke have stillet ham følgende spørgsmål da de tog afsked med ham: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?“ (Ap. G. 1:6-11) Hvordan skulle denne forstående mand på pælen, en forbryder, ikke en af Jesu fortrolige apostle, så kunne forestille sig Jesus komme i et himmelsk rige, eller tænke på paradiset som noget der skulle være i himmelen?

12. Hvorfor anerkender nogle af kristenhedens religiøse ledere i dag den opfattelse af Paradis som rabbinerskolerne på Jesu tid docerede?

¹² Det paradis Jesus talte med forbryderen om var ikke det paradis som rabbinerskolen dengang docerede. Sådanne skoler lærte at paradiset, nemlig Edens have, stadig eksisterede. Hvor lå det ifølge deres lære? Vi citerer en autoritet: Paradis „var en afdeling af de dødes verden, af Sheol, i jordens indre. Gehenna lå på den ene side, med dets flammer og pine. På den anden side lå paradiset, de saliges midlertidige hjem. . . . Dér var patriarkerne, Abraham og Isak og Jakob, parate til at modtage deres trofaste efterkommere ved deres bryst . . . Den mest ærefulde plads ved de salige sjæles gæstebud var ved Abrahams bryst (Luk. 16:23), hvortil den nye arving til udødelighed lænede sig som den begunstigede og ærede gæst“.a En del af kristenhedens religiøse ledere anerkender i dag denne rabbinerlære.b De ved at Jesus ikke steg til himmelen samme dag som han talte til forbryderen på pælen. De ved at Jesus den morgen han opstod fra de døde sagde til Maria Magdalene: „Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ (Joh. 20:17, 18) Altså var Jesus ikke kommet ind i et himmelsk paradis.

13. Hvorfor var Jesus ikke, som også Peter beviste på Pinsedagen, kommet til et himmelsk paradis?

¹³ Hvorfor ikke? Fordi Jesus siden sin død og begravelse havde været i Sheol, i dele af tre dage. Som en opfyldelse af Salme 16:10 (NW) havde hans sjæl været i Sheol: „Du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke tillade din miskundheds mand at få graven at se.“ Denne fortolkning gav Guds hellige ånd gennem apostelen Peter på Pinsedagen. Under den nylig udgydte ånds ledelse sagde Peter: „David siger angående [Jesus]: ’Jeg havde bestandig Jehova for øje; . . . for du vil ikke lade min sjæl tilbage i Hades, heller ikke vil du tillade din miskundheds mand at se forrådnelse. . . .’ Derfor, fordi [David] var en profet og vidste at Gud havde tilsvoret ham med en ed at Han ville sætte en af hans efterkommere på hans trone, forudså han og talte om Kristi opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Hades, og heller ikke så hans kød forrådnelse. Denne Jesus oprejste Gud.“ — Ap. G. 2:25-32, NW.

14. Hvorfor var Jesus og forbryderen ikke i Paradis nede i Sheol, og hvorfor fik forbryderen ikke sammen med Jesus del i den „første opstandelse“?

¹⁴ På sin dødsdag var forbryderen sammen med Jesus i Sheol eller Hades. Han var ikke kommet til himmelen, lige så lidt som Jesus var det. Jesus og forbryderen var heller ikke i Paradis nede i Sheol eller Hades. Paradiset er ikke beliggende dernede, ej heller flyttede Gud senere paradiset fra Sheol til himmelen, hans umiddelbare nærhed, for Sheol eller Hades er ikke det fortidens rabbinere fejlagtigt lærte at det var. Den hellige Bibel lærer os at Sheol eller Hades er menneskehedens fælles grav. Da Jesus blev oprejst fra de døde for at hans sjæl ikke skulle blive ladt tilbage i Sheol eller Hades, erfarede han den „første opstandelse“. Vi læser således: „Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle.“ (Kol. 1:18) Tyven fik ikke sammen med Jesus del i den „første opstandelse“, for det er en åndelig opstandelse, en opstandelse til liv som en åndeskabning i de usynlige himle. Jesus fortalte Nikodemus at man måtte være „født på ny“, „født af vand og Ånd“ for at opnå denne opstandelse i ånd. Hvad Jesu trofaste disciple angår, da blev de ikke født af Guds ånd førend på Pinsedagen, enoghalvtreds dage efter at Jesus var død.

15. Hvorfor gjaldt det Paulus skrev i Romerne 6:3-5 ikke forbryderen, og hvad skete der derfor med forbryderen da Jesus opstod fra de døde?

¹⁵ Skønt forbryderen døde side om side med Jesus gjaldt Paulus’ ord i Romerne 6:3-5 ikke ham: „Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med [Kristus] ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.“ I stedet for at lide en død der lignede Kristi, døde ugerningsmanden en forbryders død. Til den anden døende forbryder sagde han: „Vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.“ (Luk. 23:40, 41) Vi kan deraf slutte at Jesus, da han blev oprejst fra de døde, efterlod forbryderen i Sheol, ikke i Paradis.

16. Bad forbryderen Jesus om den forret at komme i Riget, og brugte apostelen Peter den ene af „Himmelrigets nøgler“ til gavn for forbryderen? Hvordan kan vi vide det?

¹⁶ Læg nu mærke til hvad forbryderen sagde til Jesus: „Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!“ Bad han om at komme i Jesu rige? På ingen måde. Selv om vi betragter sagen fra et jordisk, menneskeligt synspunkt, hvordan skulle han så kunne bede om at komme i Riget når han ikke var af Davids kongelige slægt som Jesus var det? Desuden kunne denne forbryder ikke komme ind i Riget før apostelen Peter kunne. Forbryderen kendte bestemt intet til at Jesus privat havde sagt til Peter: „Jeg vil give dig Himmelrigets nøgler, og hvad end du måtte binde på jorden vil være blevet bundet i himmelen.“ (Matt. 16:19, NW) Det var først på Pinsedagen at apostelen Peter, der da havde modtaget den udgydte ånd, begyndte at bruge den ene af disse „Himmelrigets nøgler“. Men forbryderen kunne ikke være til stede på Pinsedagen og høre Peter prædike. Han kunne ikke drage fordel af at Peter brugte den første nøgle og åbnede vejen til at være i det himmelske rige sammen med den herliggjorte Jesus Kristus.

17. Med hvem indgik Jesus en pagt om Riget, og hvorfor var forbryderen ikke med i denne pagt?

¹⁷ Aftenen før Jesus blev hængt op på marterpælen ved siden af forbryderen, indstiftede Jesus Herrens aftensmåltid som en årlig højtidelighed. Han sagde ved den lejlighed til sine elleve trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige, og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ Foruden denne pagt om Riget var der en ny pagt. Jesus nævnede denne pagt for disse apostle da han gav dem et bæger vin, og sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod der skal udgydes til gavn for jer.“ (Luk. 22:19-30, NW) Ulig de elleve trofaste apostle havde forbryderen ikke holdt ud med Jesus i hans prøvelser. Derfor sagde Jesus ikke til forbryderen at Han ville tage ham med ind i pagten om Riget blot fordi forbryderen forsvarede Jesus og bad om at måtte blive husket når Jesus var blevet konge.

18. Hvornår gik Jesus som en forløber ind i Guds himmelske helligdom, hvorfor gik forbryderen ikke ind som forløber sammen med Jesus?

¹⁸ Hebræerne 6:19, 20 viser at Jesus i sin egenskab af Guds ypperstepræst, som en forløber gik ind i Guds himmelske helligdom, „ind bag forhænget“, efter at han havde ofret sit kød og var blevet oprejst som en åndeskabning. Forbryderen kunne ikke blive en forløber sammen med Jesus, for i det gamle Israel trådte ypperstepræsten alene ind i det Allerhelligste. (Hebr. 9:6-8) Den dag Jesus opstod fik forbryderen ikke et opstandelseslegeme, men han har måttet vente og må stadig vente til den tid da de der befinder sig i mindegravene skal opstå, og til den tid vil han blive iklædt kød. Efter at Jesus var blevet oprejst, skrev apostelen til sine kristne brødre: „Ved Jesu blod har [vi] frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, og . . . vi har en stor præst over Guds hus.“ — Hebr. 10:19-21.

19. Hvorfor var forbryderen ikke en grundsten i den kristne menighed, og hvorfor blev han ikke større end Johannes Døber?

¹⁹ Forbryderen var ikke en grundsten i den kristne menighed; han var end ikke medlem af den. „Lammets tolv apostle“ var blevet gjort til sekundære grundstene i den kristne menighed, der var bygget på hovedhjørnestenen, klippen Jesus Kristus. (Åb. 21:14) Forbryderen modtog lige så lidt som Johannes Døber den hellige ånd der blev udgydt på Pinsedagen. Han blev ikke større end Johannes, for Jesus sagde om dem der skulle indgå i det himmelske rige: „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men et menneske der er blandt de mindste i Himmelriget er større end han. Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmelriget det mål som mennesker ivrigt trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.“ (Matt. 11:11, 12, NW) Forbryderen var ikke undtaget alle de betingelser og forskrifter der gjaldt den kristne menighed på 144.000 medlemmer som skulle sejre over denne verden. — Åb. 7:4-8; 14:1-5.

20. Hvorfor blev forbryderen ikke født af Guds ånd eller salvet med den da han hang på pælen?

²⁰ Da forbryderen hang på pælen blev han ikke født af Guds ånd og salvet med den. Det var hverken påskedag eller den dag Jesus hang på marterpælen at han udgød Guds hellige ånd over sine trofaste disciple. Han udgød den på pinsefestens dag mens han som ypperstepræst sad ved Guds højre hånd i himmelen. (Joh. 7:39) Først da blev disciplene i levende live gjort til Guds åndelige sønner og taget med ind i den nye pagt; de blev også salvet med ånden og taget med ind i pagten om Riget som arvinger sammen med Jesus Kristus.

21. Hvorfor var det paradis der blev omtalt for forbryderen således ikke det samme som himlenes rige, og hvorfor satte han sig ikke sammen med Jesus på denne himmelske trone?

²¹ Vi ser således at det paradis som Jesus omtalte for forbryderen ikke kan være det samme som himlenes rige. Forbryderen fik ikke løfte om at han skulle være sammen med Jesus i Riget. Forbryderen bad ikke om at måtte være sammen med Jesus i Riget eller om at blive en del af det. Da han ikke var af Davids kongelige slægt bad forbryderen om blot at få lov til at blive undersåt i Riget og om at Kongen ville anerkende eller huske ham og udvirke at han fik en opstandelse fra de døde og fik lov at leve i det område hvorover Riget skulle herske. Paradiset er underlagt Riget. Da det nu er sådan kan paradiset altså først oprettes efter at Riget er blevet oprettet. Jesu rige eller herredømme blev ikke oprettet på jorden dengang, den påskedag han døde. Alle Bibelens profetier og de stedfundne begivenheder der knytter sig dertil, beviser at Riget blev oprettet i 1914 e. Kr. Da Jesus den fyrretyvende dag efter sin opstandelse steg til himmelen, satte han sig ved Guds højre hånd hvor han skulle vente til 1914 da Riget skulle træde i funktion. Den venligsindede forbryder satte sig ikke ved siden af Jesus på den himmelske trone, en forret Jesus sagde ville blive skænket dem af hans menigheds medlemmer der i åndelig forstand sejrede over denne verden. — Åb. 3:21; Hebr. 10:12-14.

22. Hvorfor var det ikke fra paradiset Jesus blev oprejst, og til hvad vil forbryderen og de mennesker der befinder sig i mindegravene blive oprejst?

²² Alt dette umuliggør at forbryderen kunne være sammen med Jesus i Paradis den dag de begge døde på marterpælen. Jesus blev ikke på den tredje dag efter sin død oprejst fra paradiset efterladende forbryderen dernede hos de døde. Det ville have været ensbetydende med at Jesus blot skulle have været sammen med forbryderen i paradiset i dele af tre dage, og derefter have forladt ham. Jesus steg ikke igen ned til Paradis for at være sammen med forbryderen. Han steg op til himmelen for at være sammen med sin himmelske Fader. Forbryderen fik ikke sammen med Jesus på den tredje dag en opstandelse fra et paradis. Intet dødt menneske vil nogen sinde opstå fra det virkelige paradis. For forbryderen og de mennesker der befinder sig i mindegravene vil der blive tale om en opstandelse til Paradis, her på jorden. Forbryderen var ikke den første der skulle opnå at komme i Paradis, ej heller kom nogen af de døde i Paradis før forbryderen. Paradiset er ikke et sted beredt for de døde, men for de levende!

Edens have

23, 24. (a) Hvem var det første menneske i paradiset, og hvorfor? (b) Hvorfor er det med rette at navnet Paradis anvendes om Edens have?

²³ Det første menneske i Paradis var Adam, Guds søn. Adam var levende. Der var intet Sheol eller Hades dengang, for endnu var intet menneske død; ingen var blevet lagt i en grav i jorden. Om ordet Paradis siger The Encyclopedia Americana (bind 21): „Edens have. Ordet er oprindelig persisk og betyder en park. Det er blevet indført i de moderne sprog og brugt som navn for Edens have . . . og følgelig også for enhver anden lykkelig bolig.“

²⁴ Navnet anvendes med rette om Edens have hvor Adam blev skabt og anbragt. Det hebraiske ord der i Bibelen bruges for have betyder et aflukket eller indhegnet sted. Det der var indhegnet var noget frydefuldt og smukt. Dette harmonerer med den persiske tanke om et pardes eller paradis: „En stor, åben park, indhegnet som værn mod fortræd, med naturlig, uberørt skønhed, statelige træer hvoraf mange bærer frugt, vandet af rene, klare vandløb ved hvis bredder store flokke af antiloper og får græsser — dette billede blev af en græsk rejsende ganske naturligt forbundet med ordet parádeisos, men ellers havde hans eget sprog ikke noget udtryk nøjagtigt svarende hertil . . .“ Visse græske forfattere definerede ordet således: „Et udstrakt område omgivet af et stærkt gærde eller en stærk mur, med en overdådighed af træer, buske, planter, og haveanlæg, og hvor udsøgte dyr levede frit eller inden for visse grænser, alt efter om de var tamme eller vildtlevende. Dette svarer meget nøje til ordet dyrepark, i tilknytning til en skønt duftende have med et rigt fugleliv.“c

25, 26. (a) Hvordan gik det til at ordet paradis blev brugt om Edens have? (b) Hvorfor bruger den katolske Douay-oversættelse ikke udtrykket „Edens have“?

²⁵ Da hebræerne i det tredje århundrede før den kristne tidsalder begyndte at oversætte de inspirerede Hebraiske Skrifter til græsk, brugte de derfor det græske ord parádeisos eller paradis når de oversatte det hebraiske ord gan. De der oversatte Bibelen til latin brugte det latinske ord paradisus; derfor lyder 1 Mosebog 2:7-15 ifølge den katolske Douay-oversættelse:

²⁶ „Og Herren Gud dannede mennesket af jordens dynd og pustede ind i hans ansigt livsånden; og mennesket blev en levende sjæl. Og Herren Gud havde fra begyndelsen plantet et glædens paradis: heri satte han mennesket som han havde dannet. Og Herren Gud frembragte af jorden alle slags træer, skønne at skue, og dejlige at spise af: livets træ stod også midt i paradiset: og træet til kundskab om godt og ondt. Og en flod udsprang fra glædens sted for at vande paradiset, derfra delte den sig i fire hovedstrømme. . . . Og Herren Gud tog mennesket, og satte det i glædens paradis, til at passe det, og til at bevare det.“

27. Hvor mange gange anvender den hebraiske bibel det tilsvarende ord pardés, og hvorledes viser hyrden i Salomons Højsang betydningen af dette ord?

²⁷ Tre gange anvender selv den hebraiske bibel i senere skrifter ordet pardés. (Neh. 2:8; Præd. 2:5; Højs. 4:13) Den storslåede skønhed der findes i et pardés eller et paradis udtrykkes i Salomons Højsang 4:13, gennem de ord hyrden bruger i sin samtale med sin elskede: „En indhegnet have er min søster, min brud, en indhegnet have, en forseglet kilde. Din hud er et paradis af granatæbler, med de mest udsøgte frugter, hennabuske sammen med nardusgræs; nardus og safran, sukkerrør og kanel, sammen med alle slags virak, myrra og aloetræer, og de skønneste dufte; og en havernes kilde, et kildevæld med frisk vand, og sagte rindende strømme fra Libanon.“ — Højs. 4:12-15, NW; Dy; Yg; Ro; Da.

28. Hvad var det der gjorde glæden i Edens have endnu større, og hvordan viste det der skete efter at synden var opstået at haven var indhegnet?

²⁸ Og dog var der noget der gjorde Edens paradis endnu mere smukt for den første mand, Adam, og hans fuldkomne hustru, Eva, noget der bevirkede at de i fuldeste mål kunne nyde paradisets glæde og lykke. Dette var deres Skabers og kærlige himmelske Faders, Jehova Guds, tilstedeværelse. På underfuld måde vandrede han i haven og gav mennesket sin lov og vejledning. Hans nærværelse helligede dette Paradis, denne Edens have, og gjorde den til et sted beregnet til hellig livsførelse. (1 Mos. 2:19-25; 3:8, 9) Da Adam og Eva brød deres hellighed ved at henfalde til synd mod deres Skaber, Fader og Gud, blev de med rette drevet ud af det jordiske paradis for at dø som syndere, udenfor på den forbandede jord. Den kendsgerning at Edens paradis var indhegnet eller omgærdet, i det mindste af usynlige engle, vises i 1 Mosebog 3:23, 24 (Dy): „Og Herren Gud sendte ham ud af glædens paradis, for at dyrke jorden hvoraf han var taget. Og han drev Adam ud; og foran glædens paradis anbragte han keruber, og et flammende sværd, der vendte i alle retninger, til at vogte vejen til livets træ.“

29. Hvad kan man sige med hensyn til om Adam vendte tilbage til Paradis efter sin død, eller om Abel kom der da han var blevet myrdet?

²⁹ Udenfor levede Adam nu til han var 930 år. Adam vendte ikke tilbage til paradiset da han døde, selv om paradiset stadig eksisterede — ikke i jordens indre, som det religiøse præsteskab lærer — men oven på jorden. Adam vendte tilbage til jorden, som han var taget af. Salme 16:10 fortæller ikke om den første Adam at hans sjæl ikke skulle lades tilbage i Sheol eller Hades, men forudsagde det om den „sidste Adam“, Jesus Kristus. Den levende sjæl, Adam, havde syndet og var død som straf for sit oprør mod paradisets Gud og Skaber. (1 Mos. 2:7, NW; Ez. 18:4, 20) Da Adams gudfrygtige søn, Abel, blev myrdet af sin misundelige broder Kain, kom Abel ikke i paradiset; men hans blod råbte til Gud fra jorden uden for Edens paradis. — 1 Mos. 4:1-11.

30. Hvad kan vi i forbindelse med paradiset sige om Enok, der blev taget bort for at han ikke skulle se døden?

³⁰ Adam levede da Enok, det syvende led fra Adam, blev født. Ved sin hellige livsførelse „vandrede [Enok] med Gud“, og til sin tid tog Gud Enok bort. Men da Enok blev taget bort for at han ikke skulle se døden, kom han ikke til paradiset skønt det stadig eksisterede. Hebræerne 11:5 fortæller os at „man fandt ham ikke mere“. Ved et Guds mirakel sov han stille og roligt ind, hvilket skånede ham for en voldelig død. Fordi han havde behaget Gud blev han gemt i Guds erindring. Når Guds tid er inde vil Enok få del i de retfærdiges opstandelse. (Ap. G. 24:15; Joh. 5:28, 29) Den oprindelige Edens have eksisterer ikke mere, for den blev ødelagt i Vandfloden på Noas tid. Når Enok bliver kaldt frem fra graven vil han komme til at leve i det genoprettede paradis her på denne jord.

[Fodnoter]