er med til at bevise at Djævelen er en løgner og at de glæder Jehovas hjerte. Selv om lidelsen i sig selv ikke er til glæde, bevirker den omstændighed at Jehovas navn ophøjes, at man alligevel glæder sig. Desuden kan tanken om den belønning der loves de trofaste også berede en glæde. — Ordsp. 27:11.

Alle mennesker i dag vil erfare lidelser fordi de lever under denne onde verdensordning og er underlagt de ufuldkommenheder der skyldes arvesynden. De retfærdige kan desuden forvente lidelser fordi de ønsker at bevare deres uangribelighed ind for Gud. Men de kan glæde sig og fatte mod fordi den nye verden som Gud vil skabe er nær for hånden. Da skal der ingen lidelse være mere, for Gud lover at han da vil „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Lad os derfor ikke blive bitre over lidelser vi kommer ud for nu. Lad os tænke på fremtiden og sætte vort håb og vor lid til Guds nye verden, hvor ingen skal lide mere. — Åb. 21:4; 2 Pet. 3:13.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor tiltaler Jehovas vidner hinanden „broder“ og „søster“? Jeg har aldrig fundet nogen bibelsk begrundelse for det. Jesus tiltalte altid sine disciple „Peter“, „Johannes“, og så videre, men aldrig „broder Peter“ og „broder Johannes“. — E. J., De forenede Stater.

Indviede kristne har gyldige grunde til at tiltale hinanden „broder“ og „søster“. Ganske vist er der, på få undtagelser nær, tale om kødelige slægtninge dér hvor udtrykkene bruges i evangelierne og i Apostlenes Gerninger. Men Jesus brugte udtrykket „broder“ om trosfæller i almindelighed da han sagde: „Se, her er min moder og mine brødre! Thi enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder.“ Desuden sagde han: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ — Matt. 12:49, 50; 18:15.

Jesu apostle og disciple bruger udtrykket „broder“ endnu mere direkte. Derfor finder vi gang på gang dette udtryk i deres skrifter. Som Paulus sagde: „I [skal] ikke . . . have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig.“ Den trofaste discipel Ananias tiltalte forfølgeren Saul, der nu havde omvendt sig, „Broder Saul“. Senere talte Paulus selv om „broderen Sostenes“, „broderen Apollos“, „Titus, min broder“ og „vor broder Timoteus“. Og Peter omtalte Paulus som „vor elskede broder Paulus“. Og i Apostlenes Gerninger 21:20 læser vi: „Så sagde de til ham: ’Broder! du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro.’“ I betragtning af alle disse eksempler kan der afgjort ikke med rette rejses indvending imod at kristne tiltaler deres trosfæller „broder“ og „søster“. — 1 Kor. 5:11; Ap. G. 9:17; 1 Kor. 1:1; 16:12; 2 Kor. 2:13; Hebr. 13:23; 2 Pet. 3:15.

I dag, hvor man benytter familienavnet sammen med et fornavn, hvilket ikke var skik og brug i det første århundrede, er det også at foretrække at bruge udtrykket „broder“ sammen med familienavnet. Derved undgår man at gå til yderligheder og blive enten for familiær eller for reserveret. At tiltale en voksen ved hans fornavn antyder en fortrolighed som ikke altid er passende, navnlig ikke når et ungt menneske tiltaler en voksen, eller når fremmede tiltaler hinanden. På den anden side ville udtrykket „hr.“ smage af manglende venskabelighed, en reserverthed der ikke hersker blandt medlemmerne af de indviede kristnes samfund. „Broder“ og „søster“ synes derfor at være den bibelske og logiske betegnelse at bruge, eftersom indviede kristne betragter hinanden som medlemmer af en åndelig eller religiøs familie.