Det Sejrende Budskab om „Riget“

„Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.

 1. Hvorledes sammenkædede Jesus den verdensomspændende forkyndelse af Riget med enden på jordens nuværende tingenes ordning?

FOR OVER nitten århundreder siden, det var i foråret 33 e. Kr., sad der en mand på Oliebjerget og betragtede i frastand templet i Jerusalem. De fire mænd, der var med ham, var ængsteligt optaget af det, han havde fortalt dem om dette tempel. De udspurgte ham følgelig nærmere derom og også om andre verdensbegivenheder, der skulle indtræffe. I fortsættelse af sit udførlige svar på deres tresidige spørgsmål sagde han: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) I dag, i året 1956, eksisterer templet i Jerusalem ikke mere, som han ganske rigtigt forudsagde, men hans profeti angående „denne gode nyhed om Riget“ får nu sin opfyldelse blandt flere og flere af jordens beboere, og for alle folkeslag aflægges der et vidnesbyrd om „Riget“, idet der foregår en forkyndelseskampagne, som de ikke kan lukke ørerne for. Budskabet om „Riget“ har gået sin sejrsgang, siden det første gang begyndte at lyde, og forkyndelsen af det toner ud, ikke blot som et bevis for, at Jesus Kristus, der forudsagde dette, er en sand profet, men også for, at vi nu nærmer os den absolutte ende på jordens nuværende tingenes ordning. Forkyndelsen måtte foregå inden den absolutte ende. Enden kunne ikke komme, førend budskabet var blevet forkyndt i et sådant omfang, at det var blevet hørt på hele den beboede jord, og der var blevet vidnet for alle folkeslag.

 2. Hvor megen tid er der blevet afsat til denne forkyndelse?

² Hvor megen tid er der blevet afsat til denne forkyndelse? Helt frem til midten af året 1920 mente man, at der var blevet afsat omkring nitten hundrede år til forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, og at denne forkyndelse begyndte på Pinsedagen år 33 e. Kr. i Jerusalem, da Jesu disciple blev salvet med den hellige ånd og mirakuløst begyndte at prædike i fremmede tunger for den store skare, der var forsamlet, da miraklet fandt sted, og at forkyndelsen havde fortsat ned gennem århundrederne til nu. Man havde den opfattelse, at det drejede sig om forkyndelsen af et rige, der skulle oprettes som svar på den bøn, Jesus lærte os: „Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.

 3, 4. Hvilken stor misforståelse angående Guds rige på jorden har i mange århundreder gjort sig gældende vidt og bredt, ja lige indtil det tyvende århundrede?

³ En ærlig gennemgang af historien viser imidlertid, at efter Jesu tolv apostles død, ved slutningen af det første århundrede, var endog budskabet om vor himmelske Faders kommende rige ved at dø hen. Den opfattelse begyndte at gøre sig gældende, at kirken var Riget, og at Riget ville komme, når kirken var synligt etableret på jorden i magt og vælde. Efterhånden som kirken fjernede sig mere og mere fra det sande kristne håb og allierede sig med den romerske stat, blev der lagt mindre og mindre vægt på det kommende rige. Da sluttelig den romerske kejser Konstantin hævdede at være blevet omvendt og blev romersk-katolsk, følte det religiøse præsteskab, at nu var Riget kommet, og de søgte at udvide dette religiøs-politiske riges domæne. I år 800 e. Kr., da det hellige romerske rige blev oprettet, ved at Karl den Store blev kronet som kejser af pave Leo III i Rom, havde man en endnu stærkere følelse af, at Guds rige var blevet oprettet, og at dette rige, om end det var et rige, dog manifesterede sig i to retninger, i verdslig retning gennem det politiske kejserrige og i åndelig retning gennem den romersk-katolske pave.

⁴ Den protestantiske reformation i det sekstende århundrede havde et stærkt islæt af det vestlige Europas politik, og dette førte til en intim forbindelse mellem de protestantiske trosretninger og de politiske stater. De politiske magthavere i disse religiøs-politiske stater erklæredes at herske med guddommelig ret og at være Guds synlige repræsentanter på jorden, og det hed sig, at de herskede i hans navn. Denne opfattelse af tingene påvirkede alle synspunkter vedrørende Guds rige, og skønt der senere blev udsendt missionærer til alle jordens egne, måtte deres forkyndelse angående Guds rige nødvendigvis blive misvisende, fordi deres forståelse af dette emne var ukorrekt, og de forkyndte de kirkesystemers lærepunkter, som var blevet en del af denne verden.

 5, 6. Hvilken forbindelse er der mellem forkyndelsen af Riget og Kristi anden nærværelse, som denne defineres i Bibelen?

⁵ I direkte modstrid hermed havde Jesus, da han blev stillet for retten, og hans liv var i fare, sagt til den romerske landshøvding i Judæa: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Altså kan de romersk-katolske, græsk-katolske og protestantiske missionærers forkyndelse i de forløbne århundreder ikke tolkes som en opfyldelse af Jesu profeti i Mattæus 24:14.

⁶ Jesus hentydede ikke i denne profeti til en forkyndelse udført af de frafaldne kristne religioners missionærer. Den forkyndelse af Riget, han forudsagde, skulle ikke gå for sig før i dette vort tyvende århundrede. Gud havde tidsbestemt visse begivenheder, som først skulle finde sted. Hvad er da det rige, hvorom den gode nyhed skulle prædikes over hele jorden for alle folkeslagene til en forudbestemt tid? Hovedpunktet i det spørgsmål, de fire apostle stillede Jesus, er afgørende for det rette svar. De sagde: „Sig os, når skal dette ske, og hvad er tegnet på din nærværelsea og fuldendelsen af tingenes ordning?“ (Matt. 24:3, NW; Mark. 13:3, 4) Det var Kristi virkelige nærværelse i det ham gudgivne rige, apostlene ville vide noget om. Og i senere vers af samme profetiske svar sagde Jesus angående sit „komme“ i dette rige: „Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang . . . Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre.“ (Matt. 24:30, 31; 25:31, 32) Det rige, hvorom den gode nyhed skulle forkyndes, er følgelig det rige, hvori Jesus Kristus er nærværende iklædt magt og myndighed, siddende på tronen, hvorfra han udøver sit herredømme. Riget er ikke et rige, der står for at skulle oprettes, men det er oprettet.

 7, 8. Med hvilken virkning på de fleste af jordens beboere er Riget blevet forkyndt i stadig stigende grad bare siden efteråret 1914?

⁷ Nyheden om, at Riget er blevet oprettet, er ikke en god nyhed for alle og enhver. Ikke alle vil glæde sig over dets oprettelse i himmelen. Tværtimod vil, som Jesus sagde, alle jordens stammer jamre over det, og han selv vil som konge og hyrde skille folk af alle folkeslag fra hverandre på grund af Riget, ligesom en hyrde skiller bukke fra sine får. Den af Gud berammede tid, da hans himmelske rige skulle oprettes med hans søn på tronen, var henlagt til afslutningen på „de for nationerne fastsatte tider“, det vil sige 2520 år fra det tidspunkt, da riget i Jerusalem i Judæa blev lagt øde. Det skete tidligt på efteråret eller i den syvende jødiske måned i året 607 f. Kr. Disse syv „for nationerne fastsatte tider“ endte tidligt på efteråret 1914, omkring 1. oktober. Før da kunne den „gode nyhed“ om det oprettede rige ikke forkyndes.

⁸ I december 1879, i det sjette nummer af det tidsskrift, der nu er kendt som The Watchtower, henledtes opmærksomheden på det faktum, at disse tider ville udløbe i 1914. Tog kristenhedens såkaldt kristne nationer nogen notits af dette, og så de frem til denne begivenhed i tro og glad forventning? Nej! I det tidlige efterår 1914 var nationerne ikke opfyldt af glæde over Guds riges oprettelse i himmelen med Kristus på tronen som hans salvede konge. De rasede i deres første verdenskrig om verdensherredømmet, og det religiøse præsteskab, katolikker og protestanter uden forskel, tog parti for deres respektive nationer i den blodige krig og bad til Gud, om han ville give den ene del af kristenheden sejr over den anden del af kristenheden. Denne første verdenskrig berørte hele verden. Siden da har „alle jordens stammer“ jamret, og de er end ikke ophørt dermed den dag i dag, til trods for at tegnet på, at Menneskesønnen er kommet og er i sit længe ventede rige, tydeligt kan ses og virker overbevisende på ethvert øje, der ikke er forblindet af fjenden, Satan Djævelen. Disse jamrende stammer er ikke de mennesker, Hyrdekongen Jesus Kristus samler på sin højre side som får.

 9, 10. a) Hvem forkynder nu til rette tid „denne gode nyhed om Riget“? b) Hvorfor er tro og mod nødvendige faktorer for at kunne tage del i denne forkyndelse?

⁹ I nummeret for 1. juli 1920 offentliggjorde tidsskriftet The Watch Tower (Vagttaarnet, oktober 1920) artiklen „Rigets evangelium“. Først da forstod Jehovas vidner udover jorden, at den „gode nyhed“ eller evangeliet var nyheden om det allerede oprettede rige, og at den gode nyhed om dette rige måtte prædikes nu, efter de veer, der var begyndt under den første verdenskrig, samt at forkyndelsen måtte fortsætte til Harmagedonslaget, den store trængsel, hvis låge ikke har været „fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme“. (Matt. 24:7, 8, 21) Nu i „endens tid“ for denne sataniske tingenes ordning er det, at „denne gode nyhed om Riget“ skal prædikes, hvor som helst det er muligt. Det er nu, den bliver prædiket. Den vil fortsat blive prædiket, til denne tingenes ordning ender, og den nye tingenes ordning, Guds nye verden med „nye himle og en ny jord“, er her med alle sine velsignelser. Kristenheden kan tælle sine missionærer over hele jorden i tusindtal. Men til trods for at der findes så mange af disse missionærer, er det ikke for meget sagt, at Jehovas vidner er de eneste, der forkynder „denne gode nyhed om Riget“. Hvorfor? Fordi de er de eneste, som ser det oprettede rige i lyset af de nutidige begivenheder, der tolkes af Bibelens profetier, og de eneste, der har tro på Gud og mod til at prædike om det.

¹⁰ Men fordi nu Jesus kaldte det en „god nyhed“, må ingen lade sig forlede til at tro, at der ikke behøves mod og tro på Gud for at forkynde den. Det er Guds rige med Kristus som konge, der forkyndes, det er sandt, og dette skulle generelt set gøre det til det mest velkomne budskab. Men ved du, hvad det at forkynde det for denne af kvaler hjemsøgte verden vil sige? Det vil sige, at nyheden om et fjendtligt rige forkyndes i et fjendtligt land. Hvorledes det? Jo, verden, deri også indbefattet kristenheden, er ikke en ven af Guds rige, og heller ikke er Jehova Gud og hans Kristus venner af denne verden. Åbenbaringen, der giver os et syn af, hvorledes Guds organisation føder Guds rige i 1914, tegner billedet på denne måde: „Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.“ (Åb 12:5) Den „jernstav“, Guds rige har i hænde, er bestemt til at skulle sønderslå denne verdens nationer lig skøre pottemagerkar i Harmagedon, som det forudsiges i Salme 2:7-9. Intet under, at nationerne siden 1914 er gerådet i to verdenskrige, med mange mindre krige ind imellem og siden, og at de har optænkt frugtesløse foretagender som Folkeforbundet og de Forenede Nationer og har oplagt råd imod Jehova og imod hans salvede konge, Jesus Kristus, som samme salme forudsagde. (Sl. 2:1, 2) Når derfor den sande kristne kommer for at prædike den eneste virkelig „gode nyhed“, kommer han som forkynder af et rige, der er forudsagt at skulle tilintetgøre denne verdens nationer. Det gør, at der for at udføre denne forkyndergerning kræves et mod, som kun Gud kan give.

11-13. a) Hvorfor er det nu „så velsignet sikkert“ at være en af den slags „kristne“, som en af kristenhedens velkendte talsmænd for nylig omtalte? b) Og i modsætning hertil, hvorfor er sande kristne relativt usikre og utrygge og dog uovervindelige?

¹¹ Ved en frokost i K.F.U.M. i New York den 23. april 1955 sagde provst James A. Pike fra New York Cathedral, at han undertiden anså det for uheldigt, at „det at være en kristen er så velsignet sikkert“. Mon denne ortodokse præst, da han sagde disse ord, tænkte på Jehovas vidner, der forkynder det oprettede rige? Nej! De mennesker, præsten hentydede til, var sådanne, der bekender at være kristne, fordi de hører til et af kristenhedens velanskrevne religionssamfund, hvis medlemmer nyder popularitet og står under beskyttelse af kristenhedens politiske regeringer.

¹² Jehovas vidner bestræber sig for at være sande kristne i harmoni med Bibelens krav, men intet sted på jorden finder de, at det er „så velsignet sikkert“. Endog i kristenheden har de erfaret, hvad provst Pike dernæst går over til at sige, nemlig at kristendommen i dens første år var en „illegal“, „samfundsnedbrydende“ lære, og at „komiteen for u-romersk virksomhed“ ofte havde opmærksomheden henvendt på dens talsmænd. Kristendommen må, påstod provst Pike, genvinde sin oprindelige dynamik, hvis den lykkeligt skal kunne stå sig mod kommunismen. (New York Times, 24. april 1955) Det er i realiteten, fordi Jehovas vidner har genvundet kristendommens dynamik, som den var på aposteltiden, at de nu efter den anden verdenskrigs hysteri er „illegale“ i en række lande i kristenheden, ikke mindst de kommunistiske lande, og af deres religiøse fjender falskeligt anklages for at være „samfundsnedbrydere“ og en trussel mod sikkerheden. En overgang bliver de slået i klasse med nazister og en anden overgang med kommunister — i kommunist-lande betragtes de som spioner og agenter for imperialistiske lande, andre steder som hemmelige agenter for jødisk zionisme, ja enhver tænkelig anklage tages i brug for at rejse en folkestemning imod dem, og for at få regeringen til at skride ind og gøre deres tilværelse usikker.

¹³ Men altsammen uden held. Jehovas vidner i dag fortsætter med at aflægge en offentlig bekendelse om deres tro og håb og prædike den gode nyhed om Riget midt under den største usikkerhed og utryghed i koncentrationslejre, tvangsarbejdslejre og fængsler i kommunistlande og andre lande, der er under totalitært styre og diktatur. De vinder sejr over disse Djævelens styreformer og virkemetoder, således som det beskrives i Åbenbaringen 12:11: „De har sejret over ham [Satan Djævelen] på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.“ Ingen steder er det at være et Jehovas vidne en „let religion“, heller ikke sikrer det en mod had og angreb fra de mænd og de regeringer, der står under denne verdens usynlige fyrste, Satan Djævelen, og tjener ham. Kommunister og andre totalitære magthavere vil gerne give det udseende af, at Jehovas vidners religion er en mindreværdig religion, der ikke formår at holde stand mod denne verden, men den trofasthed, vidnerne lægger for dagen under de ihærdige forsøg, der gøres på at få dem til at opgive deres religion, er et nederlag for kommunister og andre totalitære folk. Provst Pike siger videre: „Kommunismen er en verdensreligion. Den kan kun besejres af en bedre religion. Intet andet kan tilføje den et nederlag.“ Når kommunisternes forsøg på ved forbud og forfølgelse at tilintetgøre Jehovas vidner eller sætte et punktum for deres stadige vækst er blevet en så ynkelig fiasko, er det et talende vidnesbyrd om, at de hos Jehovas vidner har mødt denne „bedre religion“, og det tjener til advarsel for disse Jehovas modkæmpere, at når kommunismen og andre radikale elementer er døde og borte, vil Jehovas vidner stå tilbage med sejren. Deres religion er lige så uudryddelig som det Jehovas rige, de forkynder. — New York Times, 11. januar 1955.

Måden

14, 15. Hvordan er kristenhedens forkyndelsesmetode i sammenligning med den måde, hvorpå Jesu befaling om at forkynde nu nøje adlydes?

¹⁴ Den måde, hvorpå Jehovas vidner forkynder „denne gode nyhed om Riget“, har været udsat for kritik. De forkynder ikke på den ortodokse, en gang vedtagne måde — den letteste måde — fra en prædikestol, klædt i gejstligt ornat og med hjorden samlet indendørs foran præsten eller prædikanten. Den ceremonielle, ortodokse måde, hvorpå man prædiker i kristenheden, har ikke været en opfyldelse af Jesu befaling til sine disciple: „Gå [ja gå] derfor hen og gør disciple af folk af alle folkeslag, idet I . . . lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20 NW) Kristenheden har ikke med sine ortodokse virkemidler formået at omvende verden eller blot folk i de såkaldt kristne lande, heller ikke har den formået at hindre storbyerne i at blive inficeret af hedenskab, og derfor søger de religiøse systemer i kristenheden at tvinge folk til at antage religionen eller visse religionsøvelser og trosbekendelser ved at få lovgivningsmagten til at påtvinge modstræbende mennesker religionen ved lov. Det er for så vidt i overensstemmelse med den westfalske fredstraktat, der afsluttede Trediveårskrigen i 1648, og hvori det hed, at herefter skulle i hver af Romerrigets provinser religionen bestemmes af, hvilken religion guvernøren i de enkelte provinser bekendte sig til, han være katolik, lutheraner eller calvinist. Men det har ikke formået at redde kristenhedens kristendomsform fra korruption, forfald og verdslighed. Det vil sige, at den ortodokse religion, der i århundreder har domineret kristenheden, har været uden virkning. Den er en fiasko.

¹⁵ Den bemærkelsesværdige måde, hvorpå Jehovas vidner adlyder Jesu befaling i Mattæus 24:14 og forkynder „denne gode nyhed om Riget“, former sig således, at de går fra land til land, fra by til by, fra landsby til landsby og fra hus til hus. Det er måske ikke den måde, der er blevet ortodoks for kristenhedens præster og lægfolk, men den er apostolsk, ja Kristus-lig. Efter at apostelen Peter og de øvrige apostle over for det høje jødiske synedrium havde erklæret: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker“, og de var blevet pisket og havde fået påbud om at høre op med at prædike om Jesus Kristus, gik de glade bort, og som beretningen siger, „de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. — Ap. G. 5:29, 40-42.

16. Hvorledes efterlignede Paulus i sin forkyndelse Jesus, og med hvilket resultat?

¹⁶ På det tidspunkt var Paulus ikke blandt de apostle, der prædikede fra hus til hus, men år senere sagde han i sin afskedstale til menighedens ældste i Efesus: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. . . . jeg gik omkring og forkyndte Riget.“ (Ap. G. 20:20, 21, 25) I et brev til de kristne i Korint sagde apostelen Paulus: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner!“ (1 Kor. 11:1, NW) I forkyndelsen fra hus til hus var Paulus en efterligner af Jesus Kristus, thi foruden at Jesus prædikede på forskellige offentlige steder, blev han ofte set i folks huse, hvor han fortalte beboerne om Riget. Da han udsendte sine tolv apostle og senere også de halvfjerds evangelister for at forkynde, fortalte han dem, hvad de skulle sige ved dørene hos de folk, de besøgte: „Men hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus!“ (Luk. 10:1, 5) „Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; . . . Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.“ (Matt. 10:5, 12-14) Som et resultat af at forkynde på denne Kristus-lig, apostolske måde kunne Paulus skrive fra fængselet i Rom og sige, at evangeliet var blevet „prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg Paulus er blevet tjener for. Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer“. (Kol. 1:23, 24) Enhver skabning under himmelen var på det tidspunkt overvejende hedensk.

17, 18. Af hvem og hvorledes praktiseres i vore dage med stor fremgang Kristi og apostlenes måde at forkynde på?

¹⁷ Efter nitten hundrede års forløb er Jehovas vidner stadig helhjertet for forkyndelsen fra hus til hus i denne „endens tid“, for dermed adlyder de Bibelens teokratiske instruktioner. Det vil sige, at de efterligner resultatrige forkyndere som Jesus og hans apostle. Jehovas vidner har tro til denne oprindelige forkyndelsesmetode; de tror, den vil vise sig lige så rig på fremgang for dem, som den var det for Jesus og apostlene. De er ikke for dovne til at følge denne fremgangsmåde, fordi den er forbundet med lidt mere besvær end at stå på en prædikestol. De nærer ingen angst, fordi det er en usikker vej, der udsætter dem for latterliggørelse, grovheder, korporlig modstand og religiøs forfølgelse. De efterligner ikke præsterne og henvender sig ikke til „statens sværd“ om hjælp, men svinger derimod „åndens sværd, som er Guds ord“, og lader det gøre omvendelsesarbejdet. Deres undervisning i bibelkundskab er direkte, praktisk og grundig, idet de underviser folk i deres hjem, giver dem privat, personlig og individuel vejledning i Guds ord, efterlader litteratur indeholdende bibelske prædikener hos de mennesker, de besøger, og kommer igen senere for at besvare bibelske spørgsmål og begynde et bibelstudium i pågældende hjem. Det er den direkte, fornuftige måde, der hindrer hedenskab i at få indpas i mange hjem, eller som kommer mange mennesker til undsætning, der ellers ville blive opslugt af hedenskabets vældige flodbølge. Et eksempel:

¹⁸ Byen New York er en af de største hedenske byer på jorden, men alligevel har flittigt arbejde fra hus til hus og bestræbelser for, så langt det har været gørligt, at besøge hvert eneste hjem i denne verdensby på over syv millioner mennesker resulteret i, at der i sammenligning med 1935, da der kun fandtes en menighed af Jehovas vidner, nu, i 1956, findes femoghalvtreds menigheder med 7048 forkyndere, der prædiker den gode nyhed. Det vil sige, at der nu er omkring et aktivt Jehovas vidne for hvert tusinde indbyggere i byen. I de Forenede Stater rapporterede 187.120 at have været med i forkyndelsen i april 1955, hvilket vil sige, at der blandt Amerikas 165.000.000 indbyggere findes et forkyndende Jehovas vidne for mindre end hvert tusinde indbyggere.

19-21. a) Hvad er ifølge udtalelser af andre af kristenhedens talsmænd nu af største betydning? b) Hvorfor er den slags udtalelser ikke tidssvarende?

¹⁹ I betragtning heraf er det da noget under, at præsterne begynder at gøre visse iagttagelser og fremkomme med visse forslag? Uden selv at give et eksempel opløfter det ængstelige præsteskab nu røsten i en forsinket appel til lægfolket (deres sognebørn) om at gå ud og prædike, selv om de ikke ligefrem understreger nødvendigheden af at gå fra hus til hus og forkynde. Generalsekretæren for de reformerte kirkers verdensforbund erklærede for nylig, at der var brug for „Kristi vidnesbyrd i såvel forretningslivet som familielivet. . . . Den eneste måde, hvorpå man kan få folk ind i den kristne kirke, er, at man gør dem begribeligt, hvor overordentlig stor en nådegave Kristus er.“ (New York Times, 12. juli 1954) Og præsten ved Riverside-kirken i New York har sagt: „Det er et overset faktum, at gudsdyrkelse først og fremmest er at herliggøre Gud i hverdagslivet. Verden er det sted, hvor dyrkelsen af Gud må ses praktiseret.“ — New York Times, 5. juli 1954.

²⁰ I en beretning, der blev oplæst ved Kirkernes Verdensråds møde i Evanston, Illinois, i 1954, udtalte en lægmand, en oberst i hæren, følgende: „En af de faktorer, der i første række bestemmer kirkens fremtid, er lægfolkets pligt til at have deres tro med i deres arbejde, deres hjemmeliv, ja overalt. Vi behøver flere hverdagskristne end såkaldt søndagskristne.“ Ved det samme møde i Evanston erklærede ordstyreren for de evangeliske programpunkter i forbindelse med et opråb til kirkerne om at „give udtryk for samme evangeliets ånd som apostlene“: „Evangelieforkyndelse er ikke en særlig opgave for missionærer, det er en normal funktion for enhver discipel. . . . Dette udvider kirkernes virksomhed på en ny måde. De må nu påtage sig at lære lægfolket, hvorledes det skal evangelisere hverdagslivet.“ (Chicago American, 27. august 1954) Vær så venlig at lægge mærke til, at alle disse offentliggjorte udtalelser savner enhver henvisning til den apostolske hus-til-hus-forkyndelse.

²¹ Men hvornår håber man da at nå dertil, at man har fået kirkernes lægfolk opøvet til at bære deres del af forkynderansvaret? Hør, hvad præsten ved den episkopale kirke i Houston, Texas, sagde under en prædiken, han holdt i en kirke i New York. Han sagde, at i løbet af TO HUNDREDE ÅR ville evangeliets kraftkilde have forladt prædikestolen og være blevet et „vidnefællesskab“. Ganske vist ville prædikanter fortsætte med at prædike, „men prædikener [fra prædikestolen] ville ikke være det hovedmiddel, hvorved mennesker føres til Kristus“. Det ville ske i en atmosfære af vågnende tro, skabt af de troende, der ville fortælle, hvad „Gud gør i deres liv“. (New York Times, 31. maj 1954) Denne præst er i sine synspunkter mindst to hundrede år bagud for sin tid, i hvert fald så vidt det angår Jehovas vidner. Allerede nu forholder det sig således i Jehovas vidners menigheder verden over, at forkyndelsen ikke begrænser sig til, at habile talere holder foredrag fra talerstolen i rigssalen, men ethvert døbt medlem af menigheden opmuntres, hjælpes og oplæres til at blive et forkyndende vidne, duelig til at gå alene fra hus til hus og holde indledende prædikener på nogle minutter ved dørene og også aflægge genbesøg hos de interesserede „får“ og holde endnu længere prædikener for at vise værdien af bibelstudium.

22, 23. Hvilke privilegier og pligter har indviede mennesker, der gerne vil gøre Guds vilje, nu blikket åbent for?

²² Blandt Jehovas vidner, i den nye verdens samfund, er hver enkelt en forkyndende ordets tjener. Det er et samfund af ordets tjenere og forkyndere, og ingen kan slippe for sit ansvar, men må prædike i lydighed mod Kristi befaling og eksempel. Hver og en forstår de til fulde betydningen af Jesu profeti i Mattæus 24:14 om disse dage, da Riget er nær, og hver og en har de det som apostelen Paulus, da han udbrød: „Ve mig, om jeg ikke forkynder det [evangeliet]!“ (1 Kor. 9:16) Hver og en ved de, at det er af livsvigtig betydning, ikke blot for andres frelse, men også for deres egen, at de forkynder offentligt, thi Paulus’ ord melder sig med kraft for hver enkelt af Jehovas vidner: „Thi når du offentligt bekender det ord i din mund, at Jesus er Herre, og i dit hjerte har tro på, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ — Rom. 10:9, 10, NW.

²³ Hvad bryder Jehovas vidner sig om, hvorvidt verdslige domstole erklærer dem for at være „anerkendte ordets forkyndere“, der indtager en særstilling, eller ej? De ved, at de har indviet sig til Gud for at gøre hans vilje, og de ved, at han gennem Kristus befaler dem at gå ud til folk og forkynde og bevise, at de er ordinerede ordets forkyndere, idet de aktivt tjener hans riges interesser. Jehova har vidst bedre end at vente i to hundrede år på, at præsterne skulle få vakt lægfolket op til dåd. Den begrænsede „endens tid“ giver ikke rum for det af præsten bebudede åremål, og Jehova har derfor oprejst sine egne vidner, der aflægger vidnesbyrdet om Riget nøjagtig til rette tid, således som han har befalet.

Sejr over verden

24. Hvilken holdning må nulevende mennesker med en Kristus-lig tro indtage over for den nuværende verden?

²⁴ Det kræver tro at være et vidne for Jehova. Læs Hebræerne 11:1 til 12:3 og læg mærke til at lige fra Abel, der var den første, der døde på grund af sin tilbedelse af Jehova, og ned til Jesus Kristus har det krævet tro at være et af Jehovas vidner. Det var tro, der satte disse mennesker i stand til at sejre over den da eksisterende verden, thi i tro så de en retfærdig ny verden under Guds rige og nægtede af den grund at blive en del af den for hånden værende verden og leve som den og for den. Den kristne, der er blevet en åndelig Guds søn, må sejre over verden, og det kan han kun gøre ved at have urokkelig tro. Apostelen Johannes siger: „Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — 1 Joh. 5:4.

25, 26. På hvilken måde og hvorfor besejrer Jehovas vidner i dag verden?

²⁵ I 1914 blev det lovede rige født af Gud, og det vil sejre over verden. Det besejrede Satan og hans dæmoner ved at kaste dem ud af himmelen og ned på vor jord, og nu går det i forkyndelsen af Riget sejrende frem over jorden, og i Harmagedon vil det vinde en afgørende sejr over Satans nuværende verden. (Åb. 6:1, 2) På jorden i dag findes der en rest af kristne, åndelige Guds sønner, der ikke vil være en undtagelse fra den fastslåede regel, at alt det, som er født af Gud, sejrer over verden. De vil vise deres tro på Guds rige ved at prædike det, til denne verdens ende kommer. Der er også vordende jordiske sønner af Gud med os i dag, en stadig voksende „stor skare“ af sådanne, der håber at få liv som hans børn i det herlige paradis på den „ny jord“. Også de må sejre over verden, nøjagtig som de gamle, førkristne vidner for Jehova, fra Abel til Johannes Døber. For at kunne gøre det må de på samme måde i praksis vise deres tro på Jehova Gud og hans rige. Men selv om vi nu er omgivet af så stor en sky af gamle, førkristne vidner for Jehova, betragter vi dog ganske specielt Jehovas største vidne i universet, hans trofaste og sanddru søn Jesus Kristus, for han var den største besejrer af denne verden, selv i martyrdøden på marterpælen på Golgata. Han sagde: „Jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ (Åb. 3:21) Ved ham vandt Jehova en storslået sejr over de fjendtlige magter og myndigheder. Vi læser:

²⁶ „Gud levendegjorde jer sammen med ham. I sin godhed tilgav han os alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, der bestod af lovbestemmelser, og som var i strid med os, og han har taget det bort ved at nagle det til marterpælen. Efter at have klædt regeringerne og myndighederne af til nøgenhed stillede han dem til offentlig beskuelse som besejrede og førte dem herved i triumftog.“ — Kol. 2:13-15, NW.

27-29. a) Hvilket gammelt hedensk ceremoniel genkalder Paulus i vor erindring med sin hentydning til Jehovas sejrstog ved Kristus Jesus? b) Hvorledes og mod hvilke falske anklagere greb Jehova ind for at gøre det muligt for villige mennesker at få del i Jesu Kristi sejrstog?

²⁷ Lige siden denne sejr, der blev vundet for nitten århundreder siden, har Jehova Gud ført an i et strålende sejrstog, et triumftog. Ifølge originalordet, det græske ord, Paulus bruger her, er billedet taget fra den tid, da det hedenske Rom gjorde sine erobringer. For de hedenske romere var et sejrstog eller triumftog et imponerende ceremoniel, der gennemførtes til ære for en general, som havde vundet en afgørende sejr. Han fik lov til at drage ind i byen kronet med laurbær, med et scepter i den ene hånd og en laurbærgren i den anden, iklædt en toga med prægtige broderier og kørende i en rund stridsvogn af ejendommelig form forspændt med fire heste. Foran ham kom det romerske senat og magistraterne, musikere, krigsbyttet, krigsfanger i lænker o.s.v., og bagefter kom hans hærstyrker i marchorden. Optoget bevægede sig frem til Capitoliner-højen, hvor der blev frembåret ofre, og hvor der blev holdt et offentligt gæstebud for generalen.

²⁸ I forbindelse med Guds triumftog for nitten århundreder siden nævner apostelen Paulus skyldbrevet, „det håndskrevne dokument“ (NW). Det var den lov, Gud havde givet gennem Moses, og den bestod af „lovbestemmelser“ og „var i strid med os“, thi den fordømte os alle, jøder og ikke-jøder uden forskel, som syndere, der fortjente at dø, fordi vi ved arv var ufuldkomne og ude af stand til at holde Guds lov. Men hvad var det for magter og myndigheder, Paulus siger, der stilledes åbenlyst og offentligt til skue? Det var Satan og hans dæmoners usynlige regeringer og myndigheder. Moffatts bibeloversættelse kalder dem „engleherskere og englemagter“. Der var en tid, da disse kunne anklage os for Gud. Hvorfor? Fordi vi søgte at tilbede og tjene Gud fuldkomment, men ikke formåede det, hvilket bevistes ved, at jøderne ikke kunne holde Moseloven. Den lov kunne ikke, selv ikke ved sine dyreofre, gøre os fuldkomne. Den blotstillede os som syndere, som Djævelen kunne friste til fald, og som han kunne anklage for Gud. Men hvad vi ikke kunne, gjorde Gud for at sejre over den anklage, der af Satans magter og myndigheder var rettet mod Jehovas vidner. Han sendte Jesus Kristus til jorden som et fuldkomment menneske, og Jesus overholdt Guds lov fuldkomment. Det gjorde Jesus, til trods for at hans forkyndelse af Guds rige rejste en modstand imod ham fra alle Satans magter og myndigheder, synlige og usynlige. Jesus døde ubesejret af denne verden og fuldkomment loyal mod Gud som den universelle Enehersker. Han døde ikke alene som martyr eller som et trofast vidne om Jehovas rige, men tillige som et fuldkomment menneskeoffer. På grundlag af dette offer kunne Gud tilgive og afskrive de overtrædelser, Moseloven fordømte os for. På den måde naglede Jehova Gud Moseloven til Jesu marterpæl og udslettede dette „håndskrevne dokument . . ., som var i strid med os“, idet marterpælen var et symbol på Jesu offerdød.

²⁹ I gamle dage blev mænd, som var taget levende til fange hos en besejret fjende, ikke sjældent klædt af og nøgne ført i triumftog foran sejrherrens stridsvogn, således som profeten Esajas blev brugt til at illustrere det ved at vandre omkring i tre symbolske år nøgen og barfodet. (Es. 20:1-4) Da Jehova Gud besejrede de sataniske anklagemagter og myndigheder ved at lade Jesus dø trofast og derpå oprejste ham fra døden på grund af hans trofasthed, afklædte han i virkeligheden disse fjendtlige magter og myndigheder, afvæbnede dem og efterlod dem nøgne, fuldstændig blottede, besejrede. Jehova havde nu ret til at tilgive sine kristne vidners overtrædelser og retfærdiggøre dem eller erklære dem retfærdige, for at de kunne vinde Himmeriget sammen med deres leder, Jesus Kristus. (Rom. 5:1, 6-9, 18, 19) De sataniske magter og myndigheder kunne således ikke længere fordømme dem som syndere, der i forvejen var fordømt af den lov, Gud selv havde givet ved Moses, for som følge af deres tro på Kristi offer havde de fået tilgivelse og var blevet renset og erklæret retfærdige, og der var blevet givet dem en god samvittighed. „Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.“ (Rom. 8:1, 33, 34) Som en ypperstepræst, der har fået adgang til Guds allerhelligste nærværelse, hvor han har frembåret værdien af sit fuldkomne menneskeliv, går Jesus i forbøn og vinder retfærdiggørelse for deres synder, som bliver hans trofaste, åndsavlede, salvede efterfølgere.

30, 31. a) Hvilke magter og myndigheder har Jehova siden Pinsedagen ved sin sejrrige handling fortsat holdt frem til spot og spe som besejrede og magtesløse? b) For hvis øjne føres de i sejrstog til offentlig beskuelse?

³⁰ At de fordømmes af Satans dæmonorganisation, fordømmer dem derfor ikke i Guds øjne. Når Guds lov kolliderer med de menneskegjorte love, der er gældende i de jordiske regeringer, som står under Satans usynlige førerskab, bringer mennesker fordømmelse over Jehovas vidner, fordi de holder Guds fuldkomne lov fremfor menneskers ufuldkomne, ugudelige love, men det får ikke lov at standse dem eller berøve dem deres gode samvittighed, thi de ved, de har Guds anerkendelse og lider for retfærdighedens sag. Al denne uforskyldte, uberettigede fordømmelse, som mennesker bringer over Jehovas vidner, blotter de verdslige magter og myndigheders skændsel, de er blevet klædt af og er nøgne, fordi de er fjendtlige regeringer under Satan og nu er blevet besejret og bragt til tavshed ved den retfærdiggørende foranstaltning, Gud har truffet for sine trofaste tjenere. Den vedholdende trofasthed tillige med den ubrydelige retskaffenhed, Guds loyale tjenere lægger for dagen, viser, at fjendens beskyldninger ikke tæller, og at Jehova stiller disse afklædte magter og myndigheder frem til offentlig beskuelse som en besejret fjende.

³¹ Lige siden Pinsedagen i året 33 e. Kr., da Jehova udgød sin hellige ånd over sine tjenere som et tegn på sin guddommelige godkendelse, har han ført disse fjendtlige magter som i sejrstog for øjnene af mennesker og engle, og det er sket i kraft af marterpælen og ham, som trofast døde på den. Vel har disse sataniske magter og myndigheder fortsat deres operationer siden Pinsedagen, men de er dog stadig slået, besejret, og Kristi efterfølgeres tro besejrer dem og gør dem til skamme som denne verdens sataniske magter, med hvem Kristi efterfølgere ikke kan være venner, og med hvem de hverken kan have lod eller del. Vi ser derfor nu disse sataniske magter i al deres nøgenhed, og vor tro giver os sejr over dem og bevarer os sande mod Guds rige, nu født i himmelen. I Harmagedonslaget vil Guds sejr over dem blive fuldstændig. Jehova Gud vil ikke bevare dem i live som fanger og føre dem i sejrstog efter Harmagedon, så alle de, der overlever Harmagedon, kan se dem, men han vil udslette dem og ikke føre nogen fanger frem i levende live på jorden efter dette universelle slag.

En vellugt på sejrstogets vej

32-34. a) Hvad mere har de af Gud begunstigede tilskuere kunnet se siden 1914? b) Hvilke andre sider af Jehovas sejrstog belyses af Paulus under billedet af dufte, liflige og frastødende?

³² Jehovas herlige sejrstog bevæger sig fremad gennem „endens tid“ for denne tingenes ordning, ganske specielt nu, da Riget, som blev født i 1914, har sejret i den himmelske krig mellem ærkeengelen, Kongen Jesus Kristus, og Satan Djævelen og hans engle. Disse besejrede magter og myndigheder er blevet kastet ned til vor jord, hvor de skal være en kort tid, til de ved Harmagedonslagets store klimaks styrtes i afgrunden og dermed ryddes af vejen. Jehovas sejrstog drager nu fremad mod en overlegen sejr i Harmagedon. Hvordan ved vi det? Jo, ved den kundskabsduft, kundskaben om Jehova Gud, der breder sig mere og mere og med stadig større virkning ud over hele jorden i kraft af „denne gode nyhed om Riget“, der forkyndes af Jehovas vidner, den salvede rest og den „store skare“ af medvidner.

³³ Ikke alle tilskuere betragter sejrstoget med samme øjne, og ikke alle indånder med lige stort velbehag den stærke vellugt, der ombølger det. På dem, der er en del af denne verden, og på alle, der er venner af denne ækle, dødsdømte verden, virker den duft, der ved forkyndelsen af Riget ledsager dette sejrstog, frastødende, uudholdelig at indånde, thi for denne verden er Guds rige en pestilens, en dødsplage. For dem, der længes efter befrielse fra denne fordærvede verden og forstår, at Guds rige er det eneste håb om udfrielse, er det en sød og liflig og kærkommen duft. Apostelen Paulus gav en beskrivelse af den, da han for nitten hundrede år siden forkyndte Guds kommende rige, men hans ord får en fyldigere betydning nu, da Guds rige er oprettet og er en realitet. Han var rejst til Troas i Lilleasien for at forkynde den gode nyhed om Kristus, og der stod en dør ham åben til at forkynde. Dette til trods forlod han stedet og rejste over det Ægæiske Hav til Makedonien for at møde Titus noget før. Også her fik han hjælp til at udbrede kundskaben om Jehova Gud. I taknemmelighed udbrød han:

³⁴ „Men Gud ske tak, som altid fører os i et triumftog sammen med Kristus og ved os gør duften af kundskaben om ham mærkbar alle vegne! Thi for Gud er vi en Kristi vellugt blandt dem, som er ved at frelses, og blandt dem, som er ved at forgå; for de sidste en duft, der strømmer fra død til død, og for de første en duft, der strømmer fra liv til liv. Og hvem er tilstrækkelig kvalificeret til dette? Vi er, thi vi er ikke kræmmere, der handler med Guds ord, som mange mennesker er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud, i Guds påsyn og sammen med Kristus, taler vi.“ — 2 Kor. 2:14-17, NW; 7:5-7.

35. Hvorfor har billedlig talt Jehovas sejrstog siden 1919 indbefattet jublende forkyndere af „denne gode nyhed om Riget“?

³⁵ Hvilken opløftende tanke! Hvis vi indvier os til Jehova Gud ved Kristus og bliver vidner for Jehova, idet vi prædiker den gode nyhed om hans oprettede rige, fører han os i sejrstog sammen med Kristus, den nu regerende konge. Han fører os, men ikke som fanger til offentlig spot og spe. Paulus siger ikke her, at sejrherren Jehova stiller os nøgne til skue for offentligheden som besejrede, hvilket han i Kolossenserne 2:15 siger om fjendens magter og myndigheder. Nej, som en sejrrig general fører Jehova sin hær i triumftog ad en vej, hvor luften er tung af vellugt, og gennem en hovedstad, hvor hyldestråbene lyder. Han fører os som sådanne, der får del i hans sejr ved Kristus. Ja, han fører os som sådanne, ved hvem han vinder yderligere sejr, idet han ved os og vor forkyndelse om Bibelen og dens budskab om vor tid udbreder kundskaben om sig selv overalt. Siden 1919 har Jehova betroet os dette budskab om Riget, og hvor som helst vi forkynder det, vinder det sejr. Det vinder sine sejre ved at gøre mange, der tidligere var fjender af Gud og handlede ondt, til vidner for Jehova og forkyndere af den gode nyhed om hans teokratiske rige.

36-38. a) For hvem er Jehovas riges herolder en afskyelig stank, der er alt andet end tilfredsstillende, og hvorfor? b) Hvad er tegn på, at sådanne Rigets herolder er en „Kristi vellugt“ for andre?

³⁶ Det er ikke blot den kundskab om Gud, der nu breder sig eller publiceres, som er en vellugt, i hvilken vi sejrrigt marcherer bag Jehova Gud og sammen med Kongen Kristus, alt mens vi delagtiggør andre i denne guddommelige kundskab; vi er også selv en duft. Men hvad os angår, reagerer folks lugtesans forskelligt. Ikke at vi med vor gode vilje ønsker at fornærme nogen, for vi vil gerne hjælpe alle og være alle til gavn. Men hele denne verden er en fjende af Jehova. Når derfor vi indvier os til Jehova Gud gennem Kristus, og han bruger os i sin tjeneste som overbringere af budskabet om hans rige, må vi være forberedt på at virke frastødende på mange, det kan ikke undgås, nemlig de mange, der er fjender af Jehova og hans teokratiske styre ved Kristus. Paulus, der søgte at behage alle mennesker på alle måder til deres eget gavn, for at de måtte blive frelst, erfarede dette. Selv vil vi ikke kunne undgå lignende erfaringer, navnlig ikke nu, da det oprettede rige har gjort spørgsmålet om verdensherredømme til det springende punkt for alle folk. Og med hensyn til dette stridsspørgsmål kan vi ikke være venner med denne verden.

³⁷ Vi vidner for Jehova må som kristne efterligne Jesus Kristus, vi følger i hans fodspor og bærer hans forsmædelser, vi forkynder ham som den nu regerende konge, og på den måde udånder vi en Kristi vellugt. Og vi ville gerne i så henseende være en vellugt for alle, men vi er det kun for et fåtal af menneskene, for dem, der frelses. For dem er vi en Kristi vellugt. For dem er vi som en duft, der kommer fra en livgivende kilde og derfor fører til liv i Guds nye verden. Hvorfor er vi en sød duft, en sød livsånde for sådanne? Fordi det er indlysende for disse få mennesker, at Jehova Gud, livets kilde, har sendt os, og vi kommer til dem, ikke i en dødbringende hensigt, men i en uselvisk, livgivende hensigt. Disse mennesker føler væmmelse ved denne modbydelige verden med dens uopfyldte løfter og dens desperate, selviske bestræbelser på at bevare magten og holde Guds retfærdige verden udenfor. Det budskab om Guds nærværende rige, vi forkynder, er virkelig en „god nyhed“ for dem. Det ånder liv, og det viser dem vejen til en lykkelig tilværelse i Guds nye verden med dens nye himle og en ny jord og giver dem mulighed for at overleve Harmagedonslaget.

³⁸ De vender sig til os, som indåndede de ved os en herlig duft, og tager imod os som kristne sendt af Gud. De lytter til vort budskab og tager imod vor bibelske litteratur og vort tilbud om at studere den med dem. På vor indbydelse overværer de gruppebogstudierne og møderne i rigssalen, bliver ved at indvi sig til Gud gennem Kristus medlemmer af den nye verdens samfund og er derefter sammen med os med til at udånde denne liflige, livgivende vellugt til andre, at også de kan blive hjulpet til at opnå evigt liv. Jehova, repræsenteret ved sin herskende konge Jesus Kristus, er ikke en „anstødssten“ eller en „klippe til fald“ for dem. De anerkender Jehova som universel Eneherre, universets store Klippe, hvis værk er fuldkomment. (5 Mos. 32:3, 4; Es. 8:13, 14) Når budskabet om Jehovas rige således sejrer over disse mennesker, hvis lugtesans reagerer på rette måde, fører det til liv for dem.

39. Bort fra hvem og til hvem vender sådanne, der elsker denne verden, sig nu, og hvorfor?

³⁹ På den anden side siger profetien, at andre, ja endog kristenheden, vil tage anstød og snuble over denne store klippe og derpå falde og fanges i en snare for til sidst at dø. (Es. 8:15) For sådanne vil de forkyndende vidner være en stank, „en duft, der strømmer fra død til død“. Vort budskab om Riget bebuder dem intet godt. Det er som en ækel lugt, der opstiger fra noget dødt og forurener luften og derfor er dødsfarlig at indånde. Det kommer fra en dødbringende kilde og varsler død for dem. Hvorfor? Fordi de er en del af denne verden og elsker den og ikke ønsker at rive sig løs fra den. De ønsker ikke at vende om og lade sig forlige med Gud gennem Kristus. De foretrækker at have omgang med hans fjender, deriblandt også kristenheden med dens ortodokse og menneskelige traditioner, der kildrer såvel deres næser som deres ører. Men vi forkynder „hævnens dag fra vor Gud“ og dermed den forestående tilintetgørelse af denne verden og alle, som forbliver en del af den. For dem, der elsker verden, er vi en stank. For dem er vi en pestilens, vi bringer død med os, vi burde begraves, så de hverken kunne se, lugte eller høre os. Dette budskab om Jehovas universelle overhøjhed, om hans nye verden og tilintetgørelsen af denne gamle verden er til anstød for dem og gør os til en grim lugt i deres næse. Vi giver dem intet løfte om liv i al evighed.

40, 41. Hvordan handler de, der tager anstød, og hvad er virkningen heraf?

⁴⁰ Jehova, der har givet Kristus magt i Riget, er blevet dem en anstødssten og en klippe til fald. Ved deres verdensplaner og deres sammensværgelser imod Jehova Gud og hans regerende Kristus søger de at få fjernet denne anstødssten og væltet den klippe, der er dem til fald. Og i harmoni hermed søger de at bringe Rigets budskab, som forkyndes af Jehovas vidner, og som forekommer dem at have sådan en fæl lugt, til tavshed. De kan fjerne navnet Jehova fra oversættelser af Bibelens Hebraiske Skrifter, men de kan ikke fjerne Jehova, Klippen, fra hans magtstilling som universel Eneherre. De vil blive knust i Harmagedon af denne store Sten, og de vil blive fladere end en pandekage.

[Fodnote]