En uvurderlig skat i lerkar
I BIBELSKE lande blev lerkar eller lerkrukker i gamle dage brugt som sikre opbevaringssteder for værdisager. Således læser vi i Jeremias 32:14 at profeten befalede Baruk at lægge nogle skøder i en lerkrukke „for at de kan holde sig i lange tider“. Apostelen Paulus har sikkert haft denne skik i tanke da han skrev til menigheden i Korint: „Denne skat har vi i lerkar.“ (2 Kor. 4:7) Af sammenhængen fremgår det tydeligt, at med de lerkar han her omtalte mente han sin egen og sine brødres, indviede kristnes, menneskelige organismer, og dette bliver yderligere bekræftet i 2 Timoteus 2:20, 21, hvor han siger: „I et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til ære, andre til vanære. Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde.“
Hvad er nu denne skat som er skjult i disse levende „lerkar“? Af Paulus’ argumentation forstår vi at det er den tjeneste der er betroet Jehovas trofaste trælle, ’tjenestens herlige skat’. Det er sandt at lemmerne på Kristi legeme er opbevaringssteder for sandheden, men dette alene dækker ikke apostelens forklaring. For vi læser: „Da vi nu har et sådant håb, går vi ganske åbent til værks og . . . da vi nu har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der er blevet os til del, så taber vi ikke modet; . . . men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden.“ (2 Kor. 3:12, 13; 4:1, 2) Ja, denne skat er tjenestens kostelige forret. Og er det ikke sandt at universets store Gud har givet ydmyge mennesker denne uerstattelige forret at tjene som hans vidner, skønt engle ville have taget imod en sådan opgave med den største glæde? Det er som Peter fortæller sine brødre: „Disse ting [som nu er blevet bekendtgjort for jer] ønsker endog engle at få indblik i. Derfor, stålsæt jeres sind til aktivitet.“ Og „I er ’. . . et folk til særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber’ som kaldte jer ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys“. — 1 Pet. 1:12, 13; 2:9, NW.
„Intet kød skal rose sig“
Men hvorfor har den almægtige Gud valgt sådanne skrøbelige lerkar, som i sig selv er absolut uværdige til en sådan ære og som mangler kraft til at modstå det tryk som fjenden udsætter dem for? Apostelen svarer: „For at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. . . . for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ (2 Kor. 4:7; 1 Kor. 1:28, 29) Og guddommelig kraft er i sandhed nødvendig for at disse kar kan holde ud under det tunge pres, og den bliver også givet i tilstrækkeligt mål. Lad os læse Paulus’ beskrivelse i de næste vers (8-12) her i 2 Korinterbrev, kapitel 4 2Kor 4:8-12: „På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort . . . dødelige kød. Så gør døden da sin gerning i os, men livet sin gerning i jer!“
„Så gør døden da sin gerning i os, men livet sin gerning i jer!“ Da apostelen skrev disse ord hentydede han til sig selv, sine medapostle og andre medarbejdere, i modsætning til de nyligt oprettede menigheder af troende i Grækenland. Men hvor udmærket illustrerer disse ord ikke det forhold der består imellem Guds salvede rest af skattebærende kar og hans „andre får“ der har den store forret at forvalte den livgivende sandhed og som nidkært og trofast tager del i den storslåede tjeneste at forkynde at Riget nu er oprettet! I Åbenbaringen 22:17 (NW) bliver der sagt til os: „Ånden og bruden vedbliver at sige: ’Kom!’ Og lad enhver der hører sige: ’Kom!’ Og lad enhver der tørster komme; lad enhver der ønsker det frit tage livets vand.“ Disse ord lader ingen tvivl tilbage om at tjenesten i vor tid varetages af begge de to klasser. Denne hellige tjeneste vil de fortsætte med at udføre lige til og igennem slaget ved Harmagedon, som det blev vist i det svar Esajas fik da han spurgte hvor længe han skulle fortsætte med at bringe budskabet til folket: „Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!“ (Es. 6:8-12) Efter kristenhedens fald vil der blive forkyndt mod det gudløse element der da er ved magten, indtil „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ødelægger dem, og Guds egen universelle suverænitet står retfærdiggjort til evig tid.
Den allerede „store“ skare af Herrens „andre får“ vil fortsætte med at vokse i antal, hvorimod resten af de salvede lemmer på Kristi legeme formindskes år for år efterhånden som dens medlemmer afslutter deres livsløb, trofaste til døden. De har imidlertid fået det dyrebare løfte at „deres gerninger følger dem“. De vil erfare en øjeblikkelig opstandelse og straks få deres andel i den regerende konges og brudgoms arbejde. Intet under at Åbenbaringen kalder dem „lykkelige“. — Åb. 14:13, NW.
Duft af liv, duft af død
I Åbenbaringen 22:17 blev det forkyndte budskab lignet ved livgivende vand som tørstige kan komme og modtage „uden penge, uden vederlag“ som Esajas sagde det. (55:1-3) Paulus bruger i sit brev til korinterne en anden illustration der viser hvor forskelligt denne tjeneste virker dels på folk med god vilje, dels på dem der er fjendtligt indstillet over for Riget. Han siger: „Gud ske tak som altid fører os i et triumftog sammen med Kristus og ved os gør duften af kundskaben om ham mærkbar alle vegne! Thi for Gud er vi en sød duft af Kristus blandt dem som er ved at frelses, og blandt dem som er ved at forgå; for de sidste en duft der strømmer fra død til død, og for de første en duft der strømmer fra liv til liv. Og hvem er tilstrækkelig egnet til dette?“ — 2 Kor. 2:14-16, NW.
Apostelen hentydede her til en skik der var almindelig på hans tid og som bestod i at man brændte sød røgelse i alle hovedstadens gader når en militær sejrherre vendte hjem i triumftog. Når Jehovas sandhedsbærende kar i vor tid forkynder det ’triumferende budskab om Jehovas oprettede rige’ gør de således dette budskab kendt og lader det brede sig som en sød duft. Ærlige mennesker med god vilje over for Gud og hans teokratiske regering mærker den søde kundskab der således breder sig, og for dem har vidnearbejdet en duft af helse og liv. De ånder i en atmosfære af rigssandheder, som er en duft af liv der fører til liv. Budskabet vinder sejre da det omformer mange som tidligere var fjender af Gud og handlede ondt. Nu bliver de vidner for Jehova og forkyndere af den gode nyhed om hans teokratiske rige og opsender tak til Jehova og til hans konge hvis triumftog de med glæde slutter sig til idet de råber med høj røst: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:10) For dem som elsker denne gamle verden er budskabet om Riget derimod en stank i næsen, ’en duft af død’ der fører til død.
Det er ikke blot budskabet som Jehovas vidner forkynder der er en duft, men vidnerne selv er det også. Og derfor sluttede apostelen sin illustration med triumftoget med at sige: „Og hvem er tilstrækkelig egnet til dette?“ Han besvarer sit eget spørgsmål med disse ord: „Vi er; thi vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange mennesker gør, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud, i Guds påsyn og sammen med Kristus, taler vi.“ — 2 Kor. 2:17, NW.
Modstandere af Rigets budskab anklager vidnerne for alle slags „forbrydelser“, og ofte anklager myndighederne dem for at være „kræmmere“, i et forsøg på at standse deres forkyndelse eller i det mindste stille deres virksomhed i et dårligt lys. Paulus giver her et afgjort svar på sådanne anklager; og selv om nogle galt underrettede mennesker måske tænker noget andet, så forstår ethvert vidne at han udfører sit forkyndelsesarbejde „som sendt af Gud, i Guds påsyn og sammen med Kristus“, og som sådant bliver det også forstået og værdsat af mennesker med god vilje.
Frivillige lysbærere
I denne forbindelse er det værd at lægge mærke til at dette vidnearbejde fordrer frivillige arbejdere, mennesker der siger som Esajas for mange hundrede år siden: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Derfor skal ingen forsøge at tvinge folk til at tage del i dette arbejde. Det Jehovas vidner skal gøre når folk viser interesse for budskabet, er at studere Bibelen med dem og give dem den nødvendige kundskab om Guds hensigter og hans vilje, så Jehovas ånd kan virke på dem; og derefter at vise dem hvordan de kan dele deres nyerhvervede kundskab og glæde med andre. På denne måde kan alle mennesker der er indviede til Jehova være lysbærere i denne mørke og dunkle verden.
I andet Korinterbrev bruger Paulus en anden illustration som understreger denne funktion som lysbærere og samtidig forklarer hvorfor de fleste mennesker ikke ser det lys der udstråler fra Jehovas tjenere. Han hentyder til at Moses’ ansigt strålede da han havde set Jehovas herlighed på Sinaj bjerg. Denne herlighed Moses genspejlede var så stærk at israelitterne ikke kunne holde ud at se på den, og Moses blev nødt til at lægge et dække over sit ansigt da han talte til dem. Paulus forklarer betydningen af denne begivenhed og anvender den på vor tjeneste således: „[Vi] gør ikke som Moses, der lagde et dække over sit ansigt, så Israels børn ikke kunne se, hvorledes det, der svandt, fik ende. Men deres sind blev forhærdet; . . . men hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort. Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede. Thi Gud, som sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.“ — 2 Kor. 3:12-14, 16; 4:3, 4, 6.
Dette herlige lys, som Jehovas vidner har modtaget fra Gud gennem Kristus, genspejler de trofast. Og de har, for yderligere at citere apostelens argument: „Sagt [sig] løs fra al skjult og skammelig adfærd, så [de] ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler [sig] til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden.“ (2 Kor. 4:2) Hvis sandhedens lys derfor er tildækket for nogle mennesker, er det sandelig ikke Jehovas vidners skyld, men deres egen.
Dette kan især siges i betragtning af hvad der står i Åbenbaringen 18:1: „Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed.“ Da denne profeti begyndte at blive opfyldt ved Herren Jesu komme i sit riges magt, blev den profetiske befaling i Esajas 60:1, 2 ført ud i praksis: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, HERRENS [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses.“ Siden 1919 har Jehovas lerkar i overensstemmelse hermed været virksomme, med det resultat der er forudsagt i Es 60 vers 3: „Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær.“
Lad derfor hver eneste der hører til resten eller de „andre får“ vedblive med at skinne som himmellys i verden (Fil. 2:15), i taknemmelig værdsættelse af deres tjeneste som er det mest storslåede og enestående privilegium, den uvurderlige skat som de bærer i lerkar.