Skal alle sande kristne være ordets tjenere?
„Alt er fra Gud, som har forligt os med sig selv ved Kristus og har givet os forligelsens tjeneste.“ — 2 Korinter 5:18.
1. Var der noget præsteskab i menigheden på Paulus’ tid?
„DER var intet skel mellem præsteskabet og lægfolket [på apostelen Paulus’ tid], for der fandtes ikke noget præsteskab.“ Denne forbløffende meddelelse, der stod at læse i Londonavisen Times, udtrykker en grundlæggende sandhed angående kristendommen i det første århundrede. Der var intet skel mellem præsteskab og lægfolk. Betyder det nu at den kristne menighed slet ikke havde nogen synlig ledelse? Var der ingen der førte an på nogen måde?
2. Hvilken form for ledelse havde man i de første kristne menigheder? (Filipperne 1:1)
2 Nogen tid efter pinsen i år 33, på et tidspunkt hvor antallet af sande kristne voksede med flere tusind, blev det nødvendigt at udnævne kvalificerede mænd til at tjene som tilsynsmænd og menighedstjenere i de enkelte menigheder. Men de udgjorde ikke et præsteskab. De blev ikke udnævnt fordi de havde en høj uddannelse. De fik ikke løn for deres tjeneste. Det var ydmyge mænd med åndelige kvalifikationer, og de blev udnævnt af den hellige ånd til at drage omsorg for hjorden. Men var det kun dem der forkyndte ’den gode nyhed om riget’? Var de de eneste der virkede som ordets tjenere i menigheden? — Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:17, 28; 1 Peter 5:1-3; 1 Timoteus 3:1-10.
3, 4. Hvem havde ifølge Paulus andel i den kristne tjeneste?
3 Svaret på disse spørgsmål finder vi i den vejledning Paulus gav i sine breve til de kristne i Korint. Læg mærke til indledningen til hans andet brev: „Paulus . . . til Guds menighed som er i Korint, sammen med alle de hellige som er i hele Akaja.“ Der er ingen tvivl — Paulus skrev til alle de salvede kristne i Korint og Akaja, ikke blot til dem der førte an i menigheden. Hans vejledning angående den kristne tjeneste må derfor også være henvendt til „alle de hellige“. Med baggrund i sin og Timoteus’ gerning skrev Paulus: „Da vi har denne tjeneste ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os, giver vi ikke op.“ „Men alt er fra Gud, som har forligt os med sig selv ved Kristus og har givet os forligelsens tjeneste . . . Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os.“ Han fortsatte: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet; men på enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget.“ — 2 Korinter 1:1; 4:1; 5:18-20; 6:3, 4.
4 Disse ord lader os forstå at alle salvede kristne skal være ordets tjenere og ambassadører for Kristus. Hvorfor? Fordi verden i sin syndige tilstand er ’udelukket fra det liv der hører Gud til’. Den har brug for en forligelsens tjeneste for at lydige og loyale mennesker fra alle nationer gennem Kristus kan få et forhold til den suveræne Herre Jehova. — Efeserne 4:18; Romerne 5:1, 2.
5, 6. Hvordan bekræftede Paulus denne opfattelse i brevet til romerne?
5 Til menigheden i Rom skrev Paulus: „Men hvad siger [Guds ord]? ’Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte’; det vil sige, troens ’ord’, som vi forkynder. For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ — Romerne 10:8-10.
6 Henvendte Paulus disse ord til nogle få udvalgte? Nej, for i indledningen til brevet skrev han: „Til alle der er i Rom som Guds elskede.“ Han tilføjede: „Jeg [takker] min Gud gennem Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro bliver omtalt i hele verden.“ Paulus henvendte altså sin vejledning og opmuntring, deriblandt kapitel 10, til hele menigheden. Alle havde adgang til den offentlige bekendelses privilegium. Paulus gav oven i købet sit argument særlig vægt ved at tilføje: „Men hvordan skal man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan skal man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan skal man høre uden at nogen forkynder? Og hvordan skal nogen forkynde hvis ikke de er blevet sendt ud? Sådan som der står skrevet: ’Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt om gode ting!’“ — Romerne 1:7, 8; 10:14, 15.
7. Hvori adskiller sand kristendom sig fra andre religioner? (Lukas 19:36-40)
7 Hvor er dette opmuntrende for alle salvede kristne! Det betyder at de alle kan erfare glæden ved at forkynde Rigets frelsesbudskab for andre. I Guds øjne kan og bør deres fødder være „skønne“ i overført betydning. Hvorfor? Fordi sand kristendom ikke er en egocentrisk religion der fører til selvoptagethed, afsondrethed og tavshedsløfter. Sand kristendom opfordrer tværtimod til aktiv kristen tjeneste der kommer til udtryk i ord og gerning! At Paulus var klar over dette ses af hans udbrud: „Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Korinter 9:16; Esajas 52:7.
8. Hvilket betydningsfuldt spørgsmål berører nu mange?
8 Hvordan forholder det sig da med de millioner af sande kristne der ikke er blevet salvet med den hellige ånd, de der ikke har håb om et evigt liv i himmelen, men her på jorden? Skal de også være ordets tjenere? — Salme 37:29; 2 Peter 3:13.
Er de der tilhører den store skare ordets tjenere?
9. Hvilken gerning tager de der tilhører ’den store skare’ del i?
9 I Åbenbaringens bog finder vi en del af svaret på dette spørgsmål. For eksempel siger Johannes, efter i et syn at have set den salvede menighed bestående af 144.000: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ Disse, der nu indsamles for at overleve den store trængsel, lægger bestemt ikke skjul på deres kristne identitet. „Med høj røst“ fortæller de hvem de skylder deres frelse. På hvilken måde gør de dette i dag? Blandt andet ved at hjælpe den lille rest af salvede med at opfylde andre vigtige profetier og befalinger der har med tjenesten at gøre. — Åbenbaringen 7:9, 10, 14.
10, 11. (a) Hvilken befaling gav Jesus sine disciple før han steg op til himmelen? (b) Hvilken profeti skal opfyldes i vor tid?
10 Denne talløse skare spiller for eksempel en stor rolle med hensyn til at udføre den befaling om at forkynde og undervise som Jesus gav sine trofaste disciple i Galilæa. Ved den lejlighed sagde Jesus: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Dette bud blev givet til alle kristne, ikke til en særlig præsteklasse. — Mattæus 28:18-20; 1 Korinter 15:6.
11 Jesu befaling er også nært forbundet med den profeti han fremsatte angående „afslutningen på tingenes ordning“. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Hvordan er denne opgave med at forkynde Rigets budskab over hele jorden inden for en generations levetid, blevet løst? De få tusinder af salvede kristne, hvis antal stadig svinder, kunne afgjort ikke have udført dette livreddende arbejde alene. Det ville have været en håbløs opgave! — Mattæus 24:3, 14; Lukas 21:32.
12. Hvad er de salvede i dag glade for at anerkende?
12 Kristi salvede „medarvinger“ er glade for at anerkende hvilken andel de over to millioner ordets tjenere i den store skare har i at budskabet om Riget er blevet forkyndt over hele jorden inden for et så relativt kort tidsrum. Allerede i 1930rne var der mange sande kristne der påtog sig det ansvar at forkynde i andre lande, og som tilbød at tjene hvor behovet var større. Takket være det selvopofrende eksempel der blev sat af disse brødre og søstre, hvad enten de hørte til de salvede eller til skaren af „andre får“, fik Rigets arbejde fodfæste i mange lande i Europa, Afrika, Asien og Amerika. — Romerne 8:17.
13. (a) Hvordan har Jehova fremskyndet arbejdet siden 1943? (Esajas 60:22) (b) Hvor stor en rolle har de der tilhører ’den store skare’ spillet med hensyn til missionærtjenesten?
13 Før 1943 indså den trofaste og kloge trælleskare af salvede kristne behovet for at oprette en missionærskole hvor kristne tjenere kunne modtage yderligere oplæring og blive forberedt med henblik på at indlede og fremme forkyndelsesarbejdet i mange andre lande. I perioden fra indvielsen i 1943 til den 4. marts 1984 er 6100 missionærer blevet oplært på denne gileadskole („Gilead“ er hebraisk og betyder „vidnedysse“). De fleste af disse er blevet sendt ud til fremmede distrikter verden over. Kun 292 (4,8 procent) af gileadmissionærerne har givet udtryk for at de hørte til den salvede skare, så størstedelen af disse særligt oplærte forkyndere har altså hørt til ’den store skare’. Da de indviede sig til Jehova gennem Jesus Kristus accepterede de, ligesom alle andre Jehovas vidner, at den kristne tjeneste er uløseligt sammenknyttet med det kristne liv. — Mattæus 24:45-47; Hebræerne 10:7.
Et kald baseret på hvad?
14, 15. Hvad er den kristne kaldelse til tjeneste baseret på? (Mattæus 22:37-40)
14 Vil det nu sige at hver enkelt kristen personligt er blevet kaldet af Gud til tjenesten? Nogle i kristenheden har skildret deres „kaldelse“ som en yderst følelsesbetonet oplevelse, hvor Gud efter sigende direkte har kaldet dem til hans tjeneste. Men er den kristne tjeneste kun baseret på noget så flygtigt som følelser?
15 Da apostelen Paulus omtalte den hellige tjeneste for Gud, hvad sagde han da om grundlaget for denne tjeneste? Vi læser: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste [„som et udtryk for forstandig tilbedelse,“ Phillips; „som fornuftbegavede skabninger,“ The New English Bible, fodnoten].“ Ja, hellig tjeneste for Gud er baseret på fornuft. Hvordan kan vi sige det? Af den grund at den enkelte kristnes indvielse og personlige forhold til Jehova bygger på kundskab om den sande Gud. Den kristnes kaldelse til tjenesten, der ganske vist er en glædebringende oplevelse i sig selv, er altså ikke kun baseret på følelser. Den har et solidt grundlag — kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. — Romerne 12:1; Johannes 17:3.
16. Kan man være en ordets tjener selv om man har et verdsligt heltidsarbejde? (Apostelgerninger 18:1-5)
16 Nu kunne du måske tænke dig at vide om de første kristne også var ordets tjenere hvis de havde et verdsligt heltidsarbejde at passe eller var husmødre. Ja, det var de. Måske havde de kun mulighed for at bruge en lille del af deres tid på at forkynde og undervise i den kristne tjeneste, men det var alligevel det der var det vigtigste i deres liv. De vidste at de måtte ’lade deres lys skinne’ som sande disciple af Kristus. De var i virkeligheden arbejdende ordets tjenere længe før bevægelsen med ’arbejderpræster’ opstod i kristenheden. — Mattæus 5:16; 1 Peter 2:9.
Et bevis på deres tjenestegerning
17, 18. (a) Hvilket generelt princip fremsatte Kristus angående sande kristne? (b) Hvad tjener som anbefaling for en ordets tjener?
17 Hvordan kan Jehovas vidner bevise at de er ordets tjenere når de ikke har nogen embedseksamen eller universitetsuddannelse? Ja, hvordan beviste de første kristne at de var ordets tjenere? Jesus nævnte dette kendetegn: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter.“ Kristne ordets tjenere bør frembringe „gode frugter“, hvilket vil sige at de blandt andet må deltage i arbejdet med at gøre disciple. — Mattæus 7:17.
18 Apostelen Paulus forklarede det på denne måde: „Begynder vi igen at anbefale os selv? Eller behøver vi måske, ligesom nogle, anbefalingsbreve til jer eller fra jer? I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker. For det kendes på jer at I er et brev fra Kristus, skrevet af os som tjenere, indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter.“ Hvordan gik det til at der blev skrevet på hjerter? Det skete ved at troens ord blev forkyndt, og dette ord var som en sæd der blev plantet i hjertet. Efterhånden motiverede denne sæd modtageren til også at forkynde frelsesbudskabet for andre. — 2 Korinter 3:1-3.
19. Hvilken urokkelig anbefaling som ordets tjenere har Jehovas vidner?
19 Har Jehovas vidner et bevis i form af ’et brev fra Kristus, skrevet af dem som tjenere’? Kendsgerningerne taler for sig selv. I 1931, da de antog det navn som kun de bærer, var der i hele verden omkring 50.000 Jehovas vidner der forkyndte. Rapporten fra 1983 viser et højdepunkt på over 2.652.000 ordets tjenere som forkynder den gode nyhed om Riget, fordelt på 46.235 menigheder. Ja, der er næsten lige så mange menigheder nu som der var Jehovas vidner i 1931! Sandheden er blevet skrevet på millioner af hjerter i løbet af de sidste få årtier — og det er et uigendriveligt bevis på at Jehovas vidner er ordets tjenere. — Esajas 43:10-12.
20. Hvad har vi, som kristne ordets tjenere, behov for i dag? Hvilke spørgsmål står stadig åbne?
20 Mere end nogen sinde før er der nu brug for kristne ordets tjenere. Tiden er kort og høsten er stor. Derfor er der så meget desto mere grund til at vi skal være kvalificerede, dygtige tjenere der forkynder og underviser på en virkningsfuld måde. Hvordan kan vi gøre det? Hvordan kan vi blive dygtigere som ordets tjenere? Har de eksempler Kristus og hans apostle satte, nogen praktisk værdi for os i dag? — Efeserne 5:15, 16; Mattæus 9:37, 38.
Spørgsmål til repetition
■ Hvordan kan vi vide at alle Kristi salvede disciple skulle være forkyndere?
■ Hvilken rolle har ’den store skare’ spillet i forbindelse med forkyndelsen i dag?
■ Hvad er den kristnes kald til tjeneste baseret på?
■ Hvilket bevis har Jehovas vidner på at de er ordets tjenere?
[Illustration på side 11]
Var der et kristent præsteskab på apostlenes tid?
[Illustrationer på side 12]
Gileadskolen blev oprettet i 1943 i South Lansing, New York. I 1961 flyttedes skolen til Brooklyn, New York
[Illustrationer på side 13]
Gileadskolen har nu til huse i nye lokaler i nærheden af Brooklynbroen, og her oplæres der stadig forkyndere til tjeneste i fremmede lande