os selv, men Kristus Jesus som Herre, og os selv som jeres trælle for Jesu skyld. Thi Gud er den, som sagde: Lad lyset skinne frem af mørket, og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn. Dog denne [tjenestens] skat har vi i lerkar, for at den kraft, der er ud over det normale, må være fra Gud og ikke fra os selv. . . . Da vi nu har den samme troens ånd som den, hvorom der er skrevet [Salme 116:10]: Jeg lagde tro for dagen, derfor talte jeg, så lægger også vi tro for dagen, og derfor taler vi, idet vi ved, at den, der oprejste Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus . . . Derfor giver vi ikke op.“ — 2 Kor. 3:16 til 4:16, NW.

10. Hvilken virkning havde Jehovas herlighed på de to mellemmænd for de to pagter, den gamle og den nye, og på Paulus?

¹⁰ Paulus henviste her til Moses, mellemmanden for den gamle lovpagt. Da Moses havde haft forbindelse med Jehovas engel på Sinaj bjerg, var han blevet ladet med et strålende lys, så „hans ansigts hud strålede“, da han kom ned fra bjerget, og han måtte tildække sit ansigt, så længe han talte med de skrækslagne jøder, og indtil han igen gik op for at tale med Jehovas engel. (2 Mos. 34:29-35) Nu udstrålede apostelen Paulus selv som et spejl Jehovas herlighed, som den skinnede i Jesu Kristi åsyn, han, som er den nye pagts mellemmand. Paulus forvandledes til det samme billede fra den ene grad af åndelig herlighed til den anden, nøjagtig som det gøres af ånden Jehova, hvem han bedre og bedre lærte at kende.

11. Hvorledes ærede Paulus sin tjeneste?

¹¹ Så længe Paulus således genspejlede herlighedens lys og blev forvandlet, kunne han ikke opføre sig uret i sin tjeneste. Han kunne ikke gå underfundigt til værks eller forfalske Guds ord med noget urent. Han måtte frasige sig alle de skjulte handlinger, som man må skamme sig over. Han måtte anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved at klargøre sandheden i al dens renhed. Han kunne ikke tildække noget for dem, han forkyndte for som en tjener for den nye pagt. Hvis den gode nyhed, han forkyndte, var tildækket, var Paulus derfor ikke at laste. Det var Satan Djævelen, denne tingenes ordnings gud, som havde tildækket den ved at slå de vantros sind med blindhed, „for at ikke lysglansen fra den herlige gode nyhed om Kristus, der er Guds afbillede, skulle skinne igennem“. (2 Kor. 4:3, 4, NW) Da han ikke tildækkede noget, kunne han ikke være en, der drev handel med Guds ord, som kristenhedens betalte præsteskab er det. Paulus skulle i oprigtighed forkynde det budskab, Gud havde sendt ham med. Han vidste, at han virkede „i Guds påsyn og sammen med Kristus“, og derfor måtte han ære sin tjeneste, ikke nedværdige den. — 2 Kor. 2:17, NW; Rom. 11:13.

12. Hvem må alle tjenerne for den nye pagt i lighed med Paulus kende, og hvorfor?

Præster skaber ikke forstyrrelse

Når de første kristne forkyndte den gode nyhed, vakte det ikke sjældent røre og forstyrrelse. Om Paulus’ forkyndelse i landsdelen Asien siger Bibelen: „På den tid opstod der et ikke ringe røre i anledning af „Vejen“.“ (Ap. G. 19:23) Men præsterne i kristenhedens kirker er varsomme med at forstyrre nogen. Det indrømmer de. Dr. Benjamin E. Mays udtalte ved den sekstende kongres for præster i Michigan: „Fristelsen til at gå middelvejen er stor, til ikke at sige noget, der kan bringe forstyrrelse hos tilhørerne eller fornærme myndighederne. Og det er let at rationalisere middelvejen. Når alt kommer til alt, en præst skal jo da leve.“ Videre erklærede dr. Mays over for de forsamlede 500 præster: „Der er ting, vi ved, vi burde gøre, men vi er bange for at miste vor stilling, hvis vi gør dem.“ — The Detroit News, den 19. januar 1955.