Bevar din stilling
„Hold jer vågne og bed til enhver tid at det må lykkes jer at undfly alt dette som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:36, NW.
1. På hvilken måde adskiller de nuværende forhold sig fra tidligere, og hvordan beskrev Jesus dem?
DER er ingen tvivl om at vi nu oplever en tid uden sidestykke i historien, en tid fyldt med angst og uro, hvor intet synes at stå fast og sikkert. Det er rigtigt at menneskehedens historie altid har været fyldt med beretninger om onde forhold, uretfærdigheder, vanskeligheder og krige, men aldrig har menneskene oplevet en så ubrudt krisetilstand, nu og da markeret af åbne stridigheder og blodsudgydelse, som den de har oplevet siden den første verdenskrigs udbrud i 1914. Samtidig er uhyre menneskelige bestræbelser gået for sig i forsøget på at oprette en ny og bedre orden og give denne en sikker position, men alligevel har denne samme tidsperiode været præget af stigende uro, mens en bølge af forbrydelser skyller ind over så godt som alle lande. Det ville være falsk optimisme at sige at historien blot gentager sig, og det ville være at lukke øjnene for de nøgne kendsgerninger og tal. Tværtimod er forholdene nøjagtig som Jesus sagde de ville være, da han i sin store profeti om endens tid fortalte at folkene ville „ængstes i rådvildhed“ og at menneskene skulle „dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. — Luk. 21:25, 26.
2. Hvilken betydning har Guds ord for mennesker i dag?
2 Eftersom der er al god grund til at tro at hele Bibelen — heri også indbefattet hvad Jesus selv sagde og lærte — er „inspireret af Gud og gavnlig til belæring“, ville det da ikke være klogt af os at lægge nøje mærke til det der siges her med direkte henblik på vor tid, ja, ganske særligt når vi ser at vort studium har at gøre med en sag der er af livsvigtig betydning for hver eneste af dette blads læsere. I virkeligheden sagde Jesus at det ville have den største betydning, ikke alene for hans efterfølgere men for „alle dem, der bor på hele jordens flade“. Ingen ville være undtaget. — 2 Tim. 3:16, NW; Luk. 21:35.
3. (a) Hvilken afslutning vil indtræffe i vor generation? (b) Hvilken advarsel fremsatte Jesus herom?
3 Hvad er det for en sag der personligt vedrører os alle? Betragt engang den profeti Jesus udtalte. Efter at have opregnet de mange enkelte begivenheder der tilsammen ville udgøre tegnet på hans „nærværelse og den samlede afslutning på [den nuværende] tingenes ordning“, sagde han: „Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.“ Jesus vidste at hans genkomst ville resultere i at den nuværende tingenes ordning ville blive fuldstændig fjernet. Han forstod til fulde betydningen af de ting der ville finde sted. Med dette for øje fremsætter han derfor den kraftige advarsel der danner afslutningen på profetien, sådan som Lukas har nedtegnet den. Han siger: „Giv agt på jer selv,“ og „hold jer vågne og bed til enhver tid at det må lykkes jer at undfly alt dette som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ Jesus vidste med sikkerhed at når „den dag“ kommer da Jehova endeligt eksekverer sine domme over den nuværende „himmel og jord“, vil der kun være én ting der vil have betydning for hver enkelt af os, og det er: Vil vi være blandt dem der bevarer en gunstig stilling ind for Menneskesønnen, og vil vi blive godkendt af ham? Alt andet er uden betydning. — Matt. 24:3, 35; Luk. 21:24-36, NW.
4. Hvilke spørgsmål rejser sig i forbindelse med vor stilling?
4 Efter at vor opmærksomhed nu har samlet sig om dette betydningsfulde emne, vor stilling, vil det være en stor hjælp for os hvis vi først ser hvad Bibelen har at sige om den stilling nogle andre indtager i dette samme tidsrum. Hvilken stilling indtager Jehova på denne dag, og hvordan vil han bevare den? Hvilken stilling skænker Jehova Kristus Jesus? Hvad kan der siges om den stilling som „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, indtager sammen med alle dem der står under hans styre. Svaret på disse spørgsmål vil hjælpe os til at få det rette syn på det sidste spørgsmål vi skal betragte, nemlig: Hvilken stilling indtager Guds folk på denne dag, og hvordan kan vi, hver især, ’bevare vor stilling ind for Menneskesønnen’? — 2 Kor. 4:4; Luk. 21:36, NW.
Jehovas stilling
5. Hvordan hjælper Guds ord og hans navn os til at forstå hvilken stilling Gud indtager?
5 Jehova er det navn som den sande Gud bærer. Mennesker har ikke opfundet eller valgt dette navn, men Gud har selv valgt det, og det han siger om det tilkendegiver samtidig hvilken stilling han indtager. „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære.“ „Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er ’Hellig’: I højhed og hellighed bor jeg.“ (Es. 42:8; 57:15) Jehova er Skaberen, men dette beskriver ikke fuldt ud den stilling som han alene indtager. I virkeligheden er det umuligt for mennesker at give nogen fyldestgørende beskrivelse. Derfor vender vi os atter til Guds ord, hvor vi finder mange skriftsteder der fortæller os om Guds stilling som universets suveræne Hersker, og dermed også jordens og menneskets Hersker. For eksempel læser vi: „Så siger [Jehova]: Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel.“ Han er „evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud“. Han er „[Jehova], Hærskarers Herre, han er ærens konge!“ — Es. 66:1; 1 Tim. 1:17; Sl. 24:10.
6. Har Jehovas stilling nogen sinde været truet?
6 Dette betyder imidlertid ikke at den stilling han retmæssigt indtager anerkendes af alle skabninger i himmelen og på jorden. Guds ord fortæller om forræderi og oprør mod ham, først i himmelen, dernæst på jorden. (Ez. 28:13-16) Dette har dog aldrig svækket eller været nogen alvorlig trussel mod Jehovas stilling. Snarere må vi sige at Gud har tilladt dette i et vist tidsrum med et ganske bestemt formål for øje. Når dette tidsrum er udløbet, hvilket vi tror allerede er sket, behøver Jehova ikke at ændre sin stilling, men blot definitivt og umiskendeligt at fastslå sin ret til den ved at gennemføre sin hensigt. Ja, Jehova har en ganske bestemt hensigt, ligesom han indtager en ganske bestemt stilling, og vi gør klogt i at overveje det mere specielle spørgsmål: Hvilken særlig hensigt har Jehova i dag og hvilken særlig stilling indtager han nu, og hvordan vil han gennemføre sin hensigt og hævde og bevare sin stilling?
7. (a) Hvorfor vil mennesker aldrig opnå den afgørende position? (b) Hvilket syn modtog Johannes heraf?
7 Først må vi dog lige påpege at menneskene befinder sig i en mærkelig situation i dag. Mens de i vid udstrækning ignorerer Gud og er opfyldt af det forfængelige ønske om at erobre verdensrummet, øjner de muligheden for at opnå det man kalder „den afgørende position“, det vil sige den position i verdensrummet som giver den der indtager den, kontrol, den fuldstændige kontrol, over hele jorden. Men vi behøver ikke at nære nogen frygt. Som tidligere forklaret i dette blad er det Jehova der som den Øverste i universet alene indtager den „afgørende position“, langt uden for menneskers rækkevidde. Apostelen Johannes fik et henrykkende, symbolsk syn af denne „afgørende position“ og den der indtager den. Meget betydningsfuldt er det første Johannes ser og beskriver i dette syn en trone: „Og se, en trone stod i Himmelen, og der sad Én på tronen.“ Dette siger os med al tydelighed at herredømmet retmæssigt tilhører Jehova som den Højeste, og at han indtager førstepladsen, hævet over alt og alle. Man kan også sige at anerkendelse af dette, mere end noget andet vil hjælpe os til at ’bevare vor stilling’ på den dag da den endelige dom eksekveres. — Åb. 4:2; Sl. 47:3; se Vagttårnet, 1959, siderne 213-215.
8. I kraft af hvad opretholder Jehova sin stilling, og hvilken sammenligning må vi ikke anstille?
8 Vi kan også af dette syn lære noget om hvordan Jehova bevarer sin stilling. Anstil dog ingen forkerte sammenligninger. Denne verdens herskere søger hovedsagelig at bevare deres stilling i kraft af deres styrke, deres militærmagt. Visdom, skarpsindighed og diplomati spiller også en rolle, men i det store og hele er det et spørgsmål om magt. Det er rigtigt at „hærskarers Jehova“ er almægtig, men det bør ikke forlede os til at tro at han udelukkende opretholder sin stilling i kraft af sin magt. Læg mærke til hvorfor de symbolske „levende skabninger“ „frembærer ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen“ i taknemmelig tilbedelse af ham, sammen med „de fire og tyve ældste“, der står som symbol på hele den kristne menighed. Som med én mund siger de til Jehova Gud: „Værdig er du.“ Ingen er blevet tvunget. De siger det ikke af frygt. Der er nemlig intet rædselsvækkende ved denne skønne og ophøjede beskrivelse af den der sidder på tronen. Han sammenlignes med kostbare, udsøgte ædelstene, et overordentlig frydefuldt og betagende syn, der hensætter beskueren i forundring og beundring. Jehova har den højeste moral, han er kærlighedens Gud; og det er kærlighed der er den kraft der forener alle de skabninger der skal leve for evigt i Guds univers, og som vil tilskrive ham den ære og pris der tilkommer ham i hans uforlignelige stilling som det skabende centrum for alt i universet. Det er ligeledes kærlighed til Jehova, denne ubrydelige hengivenhed for ham, samt glæden ved at gøre hans vilje helhjertet og uselvisk, der vil være bestemmende for om den enkelte kendes værdig til at bevare sin stilling i den afgørende prøve. — Åb. 4:3, 9-11.
9. Taler Bibelen om at Gud begynder at herske som konge, og hvordan skal dette forstås?
9 Skønt Jehovas stilling er uforanderlig, er der dog mange udtryk i Bibelen der viser at han på et bestemt tidspunkt begynder at herske som konge. For eksempel hører Johannes i et senere syn de føromtalte fireogtyve ældste sige: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme.“ For at få den rette forståelse heraf, må vi betragte den stilling som Jehova skænker sin elskede søn, Jesus Kristus. — Åb. 11:17; se også Salme 93:1; 96:10; 97:1.
Den stilling Jesus Kristus får overdraget
10. Hvordan hjælper Bibelen os til at fastslå hvilken stilling Kristus indtager på nuværende tidspunkt?
10 Som en del af det tidligere omtalte sammensatte tegn skulle følgende også finde sted i overensstemmelse med Jesu ord: „Og da skal de se ’Menneskesønnen komme i skyen’ med kraft og megen herlighed.“ Dette ville ske som en opfyldelse af det syn profeten Daniel modtog, i hvilket han „med himlens skyer“ så en „menneskesøn“ komme for at få overdraget „magt og ære og herredom“ af Jehova, „den gamle af dage“ som sad på tronen. Som det ofte er blevet påvist ud fra Skriften her i dette blad opfyldtes denne profeti i året 1914, da „hedningernes tider“ udløb og Kristus begyndte at regere som konge. Det er på denne måde og gennem dette rige ved Kristus at Jehova kan siges at tiltræde sit kongedømme, og det er ved hjælp af dette han definitivt og umiskendeligt vil hævde sin ret dertil. Da Jesus gik her på jorden sagde han: „Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen,“ og kort efter sin opstandelse sagde han også: „Mig er givet al magt [myndighed, NW] i Himmelen og på jorden.“ Men han vidste at han først måtte sætte sig ved sin Faders højre hånd og vente dér indtil tiden var inde til at han skulle modtage magten og herredømmet og kunne udøve sin myndighed og eksekvere dommen. — Luk. 21:27; Dan. 7:13, 14; Joh. 5:22; Matt. 28:18; Sl. 110:1.
11. På hvilket grundlag kendes Jesus værdig til at indtage en så fremtrædende stilling?
11 Hvilken glorværdig og ansvarsfuld stilling! Intet under at Jesus udtalte sig med en sådan vægt og en sådan alvor om nødvendigheden af ’at bevare sin stilling ind for Menneskesønnen’, eftersom han var den af Gud udnævnte dommer og konge. Hvorfor får han denne stilling overdraget? Lyt atter til dem der tjener nær Guds trone, da de ser ham som Lammet tage bogrullen „af hans højre hånd, som sad på tronen“. Johannes hører dem synge „en ny sang: ’Værdig er du.’“ Hvordan havde han vist sig værdig? Ved kærligt og uselvisk og med glæde at gøre sin Faders vilje, idet han endog steg her ned til jorden for at give sit fuldkomne menneskeliv som et syndoffer, hvorved han blev „Lammet, det slagtede“. Som følge heraf blev han blandt andet i stand til ved sit udgydte blods fortjeneste at løskøbe et folk for Gud ud af menneskeslægten, og disse gøres til „Kristi medarvinger“, „til konger og til præster for vor Gud“, og skal sammen med Kristus „herske på jorden“. — Åb. 5:6-12; Rom. 8:17; se også Esajas 53:5-12.
12. (a) Skal vi frygte for at Menneskesønnen er en streng dommer? (b) Hvor skal vi ellers søge årsagen til vanskelighederne?
12 Måske kan man, når man tænker på de vanskeligheder der er forbundet med at bevare sin stilling ind for Menneskesønnen, få den tanke at han er en hård og streng dommer. Men dette er imidlertid ikke tilfældet. Læs selv hans egen beskrivelse af de rige velsignelser og storslåede resultater hans domsarbejde vil hidføre, som berettet i Johannes 5:24-29, velsignelser som sejr over døden og et evigt liv. Læg derefter mærke til den solide grundvold hvorpå hans stilling som dommer hviler, når han siger: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Nej, den egentlige grund til vanskelighederne skal vi søge andetsteds, nemlig hos Satan Djævelen og hos dem der er underlagt hans styre og indflydelse. Lad os nu betragte denne side af sagen.
Satans lidet misundelsesværdige stilling
13. Hvordan og hvorfor mistede Satan sin oprindelige stilling, og hvilket ærgerrigt ønske førte det til?
13 Hvilket sørgeligt skue! Temaet for en spottevise! Det vil ikke være rigtigt at sige at Satan er en usurpator, en der tilraner sig en stilling som han ingen ret har til. Snarere må man sige at han misbrugte den hellige skat han havde fået betroet i form af sin oprindelige gudgivne stilling som „en salvet, skærmende kerub“, idet han havde fået overopsynet med Jehovas interesser, såvel som menneskets interesser, i „Eden, Guds have“, overdraget. Senere, da Jerusalem og området deromkring var blevet lagt øde af Babylons konge Nebukadnezar i året 607 f. Kr. og Guds forbilledlige rige var blevet styrtet, var det at Satan i fuldeste forstand blev denne verdens enevældige gud. Da var det han mente at han nu endelig var godt på vej til at foretage sit desperate forsøg på at bemægtige sig stillingen over alle stillinger — men vi vil lade Guds eget ord beskrive denne aldeles forrykte og ærgerrige tanke: „Du, som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.’“ — Ez. 28:13, 14, 16, 17; Es. 14:13, 14; 2 Kor. 4:4.
14. (a) Hvilken fornedrelse ville Satan komme til at opleve? (b) Hvordan og hvornår skulle dette ske?
14 Ville Satan have heldet med sig? Aldrig! Han kan måske bedrage sig selv som han bedrager de vantro, men det samme sikre profetiske ord giver i Esajas 14:12, 15-20 en levende beskrivelse af hans fald fra sin høje stilling til den dybeste fornedrelse. Opfyldelsen heraf begyndte i 1914 da Kristus Jesus som Mikael i spidsen for sine himmelske hærstyrker på den sande Gud Jehovas vegne indledte kampen mod dragen Satan, den falske gud, og dennes styrker. Resultatet af dette var at den store drage „blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham“. Da Guds tjenere på jorden forstod betydningen af dette syn var det at spottevisen mod Satan begyndte at lyde. — Åb. 12:9; Es. 14:4.
Striden om herredømmet og tilbedelsen
15. (a) Hvilket stridsspørgsmål rejste sig ved Satans ærgerrige ønske? (b) Hvordan kan tilbedelse bibelsk set defineres?
15 Med det foregående i tanke kan vi nu få et klart billede af det striden står om i dag, samt forstå grunden til den kraftige advarsel Jesus fremsatte til gavn for os. Lagde du mærke til at Satans stolte ønske ikke alene var at stige op til forbudte højder men også at rejse sin trone deroppe? Hvor der er en trone må der nødvendigvis også være et kongedømme, hvis undersåtter regeres af den der sidder på tronen. Og selv om det ikke altid er tilfældet, er der ingen tvivl om at der i dette tilfælde også er tale om tilbedelse, hvilket vil sige det at ære, hylde og respektere en som en gud. Tro ikke at dette kun sker når man besøger en helligdom, overværer en gudstjeneste eller deltager i en eller anden religiøs øvelse. Hvis man lydigt underkaster sig en person eller organisation og tjener denne, enten frivilligt eller fordi man er tvunget dertil, og ser op til den som en der indtager en højere magtstilling og besidder stor autoritet, da kan dette bibelsk set også kaldes tilbedelse.
16. Hvilken taktik har Satan og de organisationer der står under ham, fulgt?
16 Dette spørgsmål om herredømmet og tilbedelsen træder meget tydeligt frem i Åbenbaringsbogen, kapitlerne tretten til femten, hvis mange enkeltheder vi dog ikke her skal drøfte nærmere. Læg først mærke til at alle på jorden forledes til at tilbede dragen Satan og ligeså „dyret“, der er et symbol på hele Satans synlige regeringsorganisation. Det er dette „dyrs“ erklærede hensigt at spotte Gud, „hans navn og hans bolig“. At spotte vil sige at gøre nar af noget der er helligt, at føre blasfemisk, uærbødig tale mod Gud og alt hvad der er helligt. At spotte er således det modsatte af at tilbede. (Åb. 13:4-6) Læg dernæst mærke til „dyrets billede“, der står som et symbol på menneskets sidste og største forsøg på at bevare den nuværende tingenes ordning, nemlig De forenede Nationers organisation (tidligere Folkeforbundet). Denne organisation kræver ligeledes alles tilbedelse, idet den tvinger alle til at tage mærket på sig og er lige ved at gøre al eksistens umulig for dem der ikke åbent vil støtte og tilbede Satans organisation. — Åb. 13:15-17.
17. (a) Hvordan er Jehovas organisation en kontrast? (b) Hvilken betydning ligger der i de budskaber som Åbenbaringen 14:6-12 omtaler?
17 Som den stærkeste kontrast hertil beskrives i Åbenbaringen 14:1-5 Jehovas organisation med Lammet, Kristus, indsat i sin stilling som konge på „Zions bjerg“, Guds stad, og sammen med ham den sande kirke eller menighed, der åbent bekender sig som tilbedere af Jehova, idet de bærer Faderens navn „skrevet på deres pander“. „I deres mund blev der ikke fundet løgn [eller: spot].“ Derefter siges der: „Og jeg så en anden engel flyve midt oppe under himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som glade tidender for dem der bor på jorden.“ (Åb. 14:6, NW) De glade tidender er en del af den gode nyhed om Riget der nu forkyndes i hele verden af Jehovas vidner og viser hvilken handlemåde alle nu må følge hvis de vil bevare deres stilling: „Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ Umiddelbart herefter bekendtgøres dommen — udtalt to gange for at give ordene vægt — over dem der tilbeder „dyret og dets billede“, indbyggerne i det faldne Babylon, Satans stad eller organisation. Der er ingen begunstiget eller godkendt stilling til dem! I stedet råber de til deres egne vaklende organisationer: „Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?“ — Åb. 14:7-12; 6:16, 17.
18. Hvorfor er Jehova værdig til at sidde inde med herredømmet og modtage al tilbedelse?
18 Læs til slut ordene i den betagende sang der synges af dem der går „sejrende ud af kampen med dyret og dets billede“: „Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? [Hvorfor?] Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.“ Jehova er i sandhed værdig til at sidde inde med herredømmet og til at modtage al tilbedelse. — Åb. 15:2-4.