Sensation i helvede

 1. Hvad viser spottesangen med hensyn til, at Satan er i helvede?

KRISTENHEDENS religionstilhængere tror, at menneskets sjæl er udødelig, og at Satan, Djævelen, der har eksisteret i så mange tusinde år, også er udødelig. Døden vil aldrig tage ham, mener de. Ordene sheol og hades i bibelens originalsprog oversætter de med ordet helvede. I deres fortolkning giver de det betydningen af et sted med evig, brændende pine for menneskesjæle, der er ved bevidsthed, og de lærer, at Satan altid har været i sheol eller hades og haft overopsyn med dette djævelske pinested. Men den spottesang, der rettes til kongen af Babylon, viser, at Djævelen aldrig _har været der, men at når han dør, vil det vække forbavselse og sensation. „Lignelsen“ eller spottesangen siger til Babylons konge, når han er slået ned: „Sheol nedentil har du forstyrret med dit komme, de vækker for din skyld rephaim, al jordens store, det har rejst alle folkenes konger op fra deres troner; de tager alle til genmæle og siger til dig: Også du er blevet kraftesløs som vi, du er blevet vor lige! Til sheol sendtes din højhed, dine harpers brus, udbredt under dig er ormen, dit tæppe er ormen.“ — Esajas 14:9-11, Young; En Amer. Overs.; Amer. Stand. Overs.

 2. Hvad viser det med hensyn til helvede, at dødninger vækkes op?

² Den inspirerede spottesang ligner ikke kristenhedens teologi, der lærer, at helvede (sheol, hades) er et sted, hvor udødelige menneskesjæle pines og alle er i bevægelse, medens de vrider sig i kval og fylder stedet med støjen fra deres smertensskrig. Denne lære er inspireret af Djævelen. Men spottesangen er inspireret af Guds ånd og beskriver helvede (sheol, hades) som et sted, hvor der råder stilhed, uvirksomhed og søvn, hvor maddiker vrider sig og orme glider rundt. Alt har været stille der hidtil og det er en så usædvanlig personages ankomst som „Babels konge“, der bringer forstyrrelse i helvede (sheol, hades). Helvede har været et søvnens leje for alle jordens store, heltene og de bukkeagtige førere på jorden; men ved denne uhørte begivenhed vækker helvede dem nu op fra deres søvn, for at de skal se, hvad der sker. „Det . . . vækker for din skyld rephaim.“ Ordet „rephaim“, som i den danske oversættelse gengives med „dødninger“, oversættes i andre oversættelser med „de døde“ (Amer. Aut. Overs.; Amer. Stand. Overs.; Luther; Hebrew Pub. Co.) eller „de hedengangne“ (Leeser). Det er et lån fra den hedenske mytologi, når det af nogle oversættere gengives med „ånder“ eller „skygger“. (Moffatt, En Amer. Overs.; Rotherham) Et ord, der ligner det i form, betyder „kæmper“. (Douay) Men ifølge Hebrew and Chaldee Lexicon af Benj. Davies betyder det hebraiske ord „rephaim“ i Esajas 14:9 „slappede eller svage, bortgangne eller døde mennesker“. I opstandelsen vil jorden give dem igen, siger Esajas 26:19. Når de, der er i sheol, er døde, er det ikke mærkeligt, at den amerikanske autoriserede oversættelse gengiver „Sheol“ med „graven“ i Esajas 14:11, skønt den i versene 9 og 15 gengiver det samme ord „sheol“ med „helvede“. I hvert fald viser det, at helvede (sheol, hades) betyder graven, dødstilstanden.

 3. Hvilke spørgsmål opstår angående Djævelen og helvede?

³ Nogle bibelstudenter vil bemærke, at de, der er i helvede (sheol, hades), kan komme ud ved de dødes opstandelse, og hvordan kan det så være, at Djævelen går til helvede (sheol, hades)? Skal han få en opstandelse? Viser ikke Åbenbaringen 20:1-3, 10, 14, at han skal bindes i afgrunden i de tusinde år, da Kristus regerer? Bliver han derefter ikke løst for en kort tid og derefter kastet, ikke i helvede (hades), men i ild- og svovlsøen, der er et billede på „den anden død“? Vi svarer, at bibelen modsiger ikke sig selv med hensyn til, hvad den lærer om Djævelens skæbne.

 4. Hvad vil konger i helvede sige til ham? Og hvad betyder det?

⁴ Vi må huske, at Esajas’s spottesang i kapitel 14 er en lignelse. (Amer. Stand. Overs., vers 4) Den er ikke rettet til Satan, Djævelen selv, men direkte til hans tjener „Babels konge“, som var et menneske. Den parabolske spottesang taler derfor med udtryk som gælder den menneskelige konge af Babylon. I sangens første eller mindre opfyldelse gik Babylons konge (eller den række af mennesker, som beklædte dette embede) til bibelens helvede, menneskeslægtens grav. Men dermed er ikke sagt, at Djævelen skal gå til helvede, sheol, hades, eller en jordisk grav med dens maddiker og orme. Nej, men profetien og dens opfyldelse i gamle dage på Babylons bogstavelige, menneskelige konge bruges som en lignelse eller et billede på, hvad der skal ramme det større Babylons usynlige konge, Satan, Djævelen. Også han skal til sidst føres ned i dødstilstanden, skønt det ikke bliver i vort jordiske helvede, menneskehedens grav, med vridende maddiker bredt ud under sig og med orme som dække over sig. Det er, fordi spottesangen er en lignelse, hvori der undertiden bruges symbolske udtryk i stedet for virkeligheder, at nationernes døde konger skildres som siddende på deres troner i deres gravhvælvinger, hvor de kommer til live og siger til den nylig ankomne konge af Babylon: „Og du blev kraftløs som vi, du blev vor lige.“ De døde i bibelens helvede er kraftløse og svage og kan ikke tage deres riger med sig. Således skal også Djævelen blive kraftløs og svag og vil ikke kunne tage sin babyloniske organisations magt med sig. For til sidst at kunne føre Satan i tilintetgørelse led Jesus Kristus døden som mennneske, „for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som har dødens vælde, det er Djævelen“. — Hebræerne 2:14, eng. overs.

Hvilket fald!

 5, 6. Hvordan og hvor blev Babylons konge „den strålende“?

⁵ Lignelsen spotter dernæst Babylons konge over, at hans yndlingsplan, hans høje ærgerrighed slog fejl på en så vanærende måde: „Nej, at du faldt fra himmelen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i det yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ — Esajas 14:12-14.

⁶ Babylons konge har aldrig hørt med til Jehovas organisation, men ødelagde Jerusalem i året 607 f. Kr.; og dog kalder spottesangen ham „du strålende morgenstjerne“. Det var ikke i Jehovas teokratiske organisation, Babylons konge var eller blev en sådan strålende morgenstjerne. Hvordan blev han det, og hvor? Ved at knuse de andre nationer, og især Jehovas nation Israel. For at nå sit ærgerrige mål, verdensherredømmet, brugte Babylons konge, navnlig i Nebukadnezars person, sin militærstyrke og undertvang den ene nation efter den anden. Jeremias’s profeti omtaler i kapitel 25 de nationer, Nebukadnezar undertvang på sine erobringstogter. Jehova brugte Nebukadnezar, uden at han vidste det, og dog drog Babylons konge i virkeligheden ud på disse erobringstogter for at tjene sin gud, Satan, og udførte det, der var Satans ærgerrighed. Ved at Babylons konge således steg til den højeste magtstilling på jorden, blev han som morgenstjernen Venus, der næst efter solen og månen er det klareste himmellegeme på vor himmel. I jordens nationers øjne blev Babylons konge „den strålende, morgengryets søn“. Han regerede i sin „gyldne stad“, Babylon, som han gjorde til „rigernes krone“, „kaldæernes stolte pryd“. (Esajas 13:19) Han følte sig uendelig højt ophøjet, som den højeste i hele verden.

 7. Hvordan oversættes „Heylél“ på forskellige måder? Hvem sigter det til?

⁷ Det ord, der er oversat „du strålende“, er i den oprindelige hebraiske bibel ordet „Heylél“.a I den ældre bibeloversættelse, den græske Septuaginta fra det tredje århundrede f. Kr., er „Heylél“ oversat „Heosphóros“, som betyder „den, der bringer daggryet“ (eller „Phosphóros“, der betyder „lysbringer“). Dette navn blev anvendt om planeten Venus. Det er uden tvivl af den grund, at nogle oversættelser af Esajas 14:12 siger: „Hvordan er du faldet ned fra himmelen, o dagstjerne, morgenens søn!“ „Hvordan er du faldet ned fra himmelen, o morgenstjerne, daggryets søn!“ (Amer. Stand. Overs.; Leeser) Det er den latinske oversættelse Vulgata, der oversætter det hebraiske ord med „Lucifer“ (som betyder „lysbærer“), og herfra er det overført til nogle engelske oversættelser. I bibelfortolkninger fra det tredje århundrede og derefter har navnet „Lucifer“ været anvendt om Djævelen. Det gælder ham, som han er symboliseret ved Babylons konge. Vi har ovenfor set, hvordan det gik til, at navnet blev anvendt på Babylons menneskelige konge. Men hvordan kom det til at gælde Satan, Djævelen?

 8, 9. Hvad var „stævnets bjerg“, som han ønskede at sætte sig på? Hvorfor?

⁸ Efter den store vandflod på Noas tid brugte Djævelen den vældige jæger Nimrod til at oprette det første rige på jorden med dets hovedstad Babel eller Babylon. (1 Mosebog 10:8-10) Mange århundreder senere indtog David, israelitternes konge, byen Jerusalem i det forjættede land og gjorde den til kongelig hovedstad både for sig selv og for Jehova Gud. Han byggede sit palads på Zions bjerg. Han førte Jehovas hellige pagts ark dertil, og han traf foranstaltninger til, at hans søn Salomo skulle bygge et tempel til den på et bakkedrag, som strakte sig ud fra Zions bjerg mod nord Djævelen stræbte efter at blive Gud for enhver del af jorden. Ganske naturligt var han misundelig på Jerusalem eller Zion som centret for dyrkelsen af Jehova. Derfor besluttede han at udslette den. Jehova havde knyttet sit navn dertil, og hvis Satan ødelagde byen for Jehovas navn og dyrkelsen af ham, ville det tilsyneladende bevise, at han var lige med Jehova Gud eller snarere mægtigere. Det ville også bringe endeløs forsmædelse over Jehovas navn. Det bjerg, templet stod på, var mødestedets bjerg eller det ophøjede sted, hvor Jehova, den Højeste, mødtes med sit udvalgte folk ved sin mellemmand, Israels ypperstepræst. Sangerne i templet sang således om byen: „Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store konges by.“ (Salme 48:3) Derfor var det et angreb på Jerusalem med dets tempel, Satan tænkte på, da han talte gennem Babylons ærgerrige konge og sagde: „Jeg stormer himmelen, rejer min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ — Esajas 14:13, 14.

⁹ Angrebet på Jerusalem og ødelæggelsen af byen og templet var naturligvis kun et symbol på Satans højere ærgerrighed mod Jehova Gud og selve hans himmelske residens. Jerusalems ødelæggelse var et stort skridt i den retning.

10. Hvordan ophøjede Babylons konge sin trone over Guds stjerner?

¹⁰ I bibelen er en „stjerne“ et billede på en strålende fyrste, som da profeten Bileam sagde: „En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel.“ (4 Mosebog 24:17) Jerusalems konger, begyndende med David, sad på „Jehovas trone“ som den Højestes repræsentanter, og de var derfor ligesom „Guds stjerner“. (1 Krøniker 29:23) Men disse konger af Davids linie var kun forløbere for Jehovas store konge, Jesus Kristus, Davids søn. Da Jesus var blevet oprejst fra de døde og herliggjort i himmelen, sagde han: „Jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne.“ Han lovede at gøre sine trofaste, salvede efterfølgere lig morgenstjernen i Guds rige, og han sagde til dem: „Den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; . . . og jeg vil give ham morgenstjernen.“ (Åbenbaringen 22:16; 2:26-28) Da Babylons konge, der var et billede på hans gud, Satan, Djævelen, tog kongen af Davids linie til fange og ødelagde hovedstaden Jerusalem, følte han det derfor, som om han var steget op til himmelen og havde angrebet Jehova. Han mente, at han nu havde ophøjet sin trone over Guds stjerner. Han syntes, han havde krydset Jehovas hensigt at frembringe Messias, den virkelige „stjerne af Jakob“, og alle hans medforbundne stjerner. Han havde også indtaget tempelbjerget, Jehovas forbilledlige stævnets bjerg mod nord. Han havde trodset Jehova Gud og gjort sig til hans ligemand. På den måde blev Jehovas forbilledlige teokrati over israelitterne omstyrtet i 607 f. Kr. som et uafhængigt rige, og der begyndte de „syv tider“ for hedningernes herredømme over jorden.

11. Hvornår og hvordan gjorde Satan sig til „denne verdens gud“?

¹¹ Afsættelsen af Jerusalems konge og ødelæggelsen af byen og dens tempel forøgede Babylons konges anseelse i de hedenske nationers øjne. Han havde så at sige ophøjet sig til himmelen, „op over skyernes højder“. Men han gjorde det med det resultat, at han blev fornedret til helvede (sheol, hades) for sin nedrige handlemåde. Som Jesus sagde om den galilæiske by, der var blevet så højt begunstiget af ham under hans gerning: „Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil himmelen? Til dødsriget [hades] skal du fare ned.“ (Mattæus 11:23) På dette højt ophøjede sted strålede Babylons konge med verdslig glans ligesom morgenstjernen, „den strålende, daggryets søn“. Men i alt dette genspejlede Babylons jordiske konge sin gud, Satan, det større Babylons usynlige konge. Ved at lade Jerusalem blive ødelagt eksekverede Jehova Gud i virkeligheden sin dom over det utro Israel. Men Djævelen tog æren for ødelæggelsen og pralede over for Jehova Gud med stor lystighed. I hvor stor udstrækning Satans tilsyneladende sejr over Jehovas forbilledlige teokratiske organisation påvirkede de hellige engle i himmelen, ved vi ikke; men han viste sig derved som en vældig gud for sin egen organisation, både den synlige og usynlige del. Ved at bruge Nebukadnezar til at omstyrte Jerusalem og dens konge, gjorde Satan, Djævelen, sig til „denne verdens gud“. Jesus kaldte ham også „denne verdens fyrste“. (2 Korinter 4:4; Johannes 12:31) Hvor han stråler i verden som en stjerne!

12. Hvad gjorde han for at nå højdepunktet af sin ærgerrighed?

¹² Denne sejr over Israels teokratiske rige var en stor ophøjelse for Satan, men det blev ikke enden på hans ærgerrighed. For fuldt ud at gennemføre det, der var hans hjertes ærgerrighed, som det er skildret i Esajas 14:12-14, måtte han gå længere endnu end til at omstyrte Jehovas forbilledlige jordiske teokrati. Hvorfor? Fordi Jerusalem og dens tempel blev genopbygget efter at have ligget øde hen i halvfjerds år, og dyrkelsen af Jehova blev genoplivet der. Endvidere trådte Jesus frem seks hundrede år senere og proklamerede den fremtidige oprettelse af det virkelige teokrati, Guds rige under hans Messias. Satan, Slangen, knuste Jesu „hæl“, kvindens sæd, ved at lade ham slå ihjel. Gud lægte såret ved at oprejse Jesus til udødeligt liv i ånden, og Jesus steg op til himmelen for at modtage Riget. For fuldt ud at gennemføre sine ærgerrige planer måtte Satan opsluge Riget, der skulle regeres af Jesus Kristus, „den strålende morgenstjerne“, så snart hans regering blev født. „Syv tider“ eller 2520 år efter, at Satans konge af Babylon havde ødelagt Jerusalem og Judæa, var tiden kommet til Rigets fødsel. I året 1914 satte Jehova Gud Kristus Jesus på tronen på det himmelske Zions bjerg, det sted, hvor den himmelske trone stod. Ved sin konge og ypperstepræst på Zions bjerg vil Jehova Gud mødes med menneskene for at genrejse dem til sin gunst og velsigne dem under Kristi tusindårige regering. Straks forsøgte den årvågne Satan at storme dette himmelske Zions bjerg og som en drage opsluge den nyfødte regering. Derved ville han ophøje sin trone „over Guds stjerner“ og gøre sig Jehova Gud lig. Således ville Satan kunne vedligeholde sit eneherredømme som „denne verdens gud“.

Ned i helvede med ham!

13. Efter hvilken begivenhed begyndte vi da på spottesangen?

¹³ „Kamp i himmelen“ fulgte, da Jehovas nye teokratiske regering under Kristus Jesus tog offensiven mod Satan og hans onde engle. Ville det nu gå op eller ned for Satan? Kun ned, naturligvis! Jehovas konge og hans engle drev oprøreren og hans engle ned til jorden, og de skal aldrig vende tilbage til de himmelske højder. Så gjaldede sejrsråbet ud: „Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds og magten hans salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.“ (Åbenbaringen 12:1-11) Da Satan og hans hærskarer således var drevet ud af himmelen, var tiden inde for Kristi anklagede, men sejrrige brødre på jorden til at synge spottesangen over det større Babylons konge og til at sige: „Hvordan er du faldet ned fra himmelen, o du strålende, daggryets søn!“ (Esajas 14:12, Young) Det har de gjort siden 1919, efter at de var blevet udfriet fra Babylons magt.

14. Har Satan endnu nået den fulde dybde for sit fald? Hvorfor?

¹⁴ Satans forsøg på at klatre endnu højere op i himmelsk magt og herredømme ved udløbet af de „syv tider“ for hedningernes herredømme i året 1914 e. Kr. endte med en fiasko. Han var nået så højt op i universet, som det var blevet ham tilladt at nå. At han blev tvunget ned på jorden, var dog ikke den fulde afslutning på hans fald. Her på jorden er han stadig yderst virksom i sin usynlige og synlige organisation. Han er endnu ikke blevet fuldstændig omhugget som et vældigt, knejsende træ. Han ønsker stadig at ødelægge jordens nationer, at svække dem, knuse dem i eet sidste selvmorderisk forsøg på at virkeliggøre sit hjertes ærgerrighed. Som svar på hans iøjnefaldende ærgerrighed fortæller spottesangen ham om den fulde dybde, hans fald endnu skal nå. Den siger: „Ja, ned i dødsriget [sheol] styrtes du, nederst i hulen! Ser man dig, stirrer man på dig med undrende blikke: Er det ham, som fik jorden til at bæve, riger til at skælve, ham, som gjorde verden til ørk og jævnede byer, ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet? Folkenes konger hviler med ære [i sheol, helvede], hver i sit hus [i sin gravhvælving], men du er slængt hen uden grav som et usseligt foster, dækket af faldne, slagne med sværd og kastet i stenbruddets hul som et nedtrådt ådsel. I graven samles du ikke med dine fædre, fordi du ødte dit land og dræbte dit folk. Ugerningsmændenes afkom skal aldrig nævnes.“ — Esajas 14:15-20.

15. Viser Esajas 14:16, at Satan vil materialisere sig? Hvorfor?

¹⁵ Nogle bibellæsere har opfattet dette som et udtryk for, at Satan vil materialisere sig som et kødeligt menneske før eller i slaget ved Harmagedon, og medens han således er materialiseret, vil han blive dræbt og ligge til beskuelse som et menneskeligt lig. Men husk på, at spottesangen er en lignelse og først er rettet til Babylons konge, der bruges som et billede på Satan. Så vil I se, at opfyldelsen af denne profeti ikke kræver, at Satan eller nogen af hans dæmoner materialiserer sig. Da mederen Darius og hans forbundsfælle perseren Kyros indtog Babylon i 539 f. Kr. og dræbte kong Belsazzar, kunne spottesangens ord med rette have været sunget over ham eller det embede som Babylons konge, som han engang beklædte.

16. a) Hvor når han den fulde dybde af sit fald? b) Hvilke forbrydelser begår han stadig? Hvilke fanger slap han ikke løs?

¹⁶ Men hensigten med spottesangen i disse vers er at vise, at Satans fald fra sin himmelhøje stilling ikke vil være fuldbyrdet, før han er nået til dybderne af den tilstand, der svarer til sheol, nemlig dødstilstanden, svag, hjælpeløs, magtesløshed og uvirksomhed. Det svarer til „afgrunden“ i Åbenbaringen 20:3. Hvilken vanære vil ikke blive dynget over ham i denne tilstand på grund af hans handlemåde i al fortidens historie! Jesus sagde, at „han har været en morder fra første færd“, idet han forledte menneskene til ulydighed mod Gud, hvilket medførte døden, og han tilskyndede Kain til at myrde Abel. (Johannes 8:44) Men må vi se tilbage på det gamle Babylons historie? Se på de veer, Satan, Djævelen, har bragt over jorden og havet, siden han blev drevet ud af himmelen! Her ud fra ved og forstår vi, hvordan han har fået det jordiske samfund til at skælve, har rystet rigerne, gjort vældige strækninger af den beboelige jord til ørken og omstyrtet byer med de mest djævelske midler, indbefattende krig med atomvåben. Det gamle Babylons konge gav ikke de israelitiske fanger frihed til at drage hjem. Erobreren kong Kyros var den, der lod dem vende tilbage til Jerusalem. Ikke Satan, det større Babylons konge, men Kristus Jesus, den større Kyros, lod den trofaste rest af det åndelige Israel få frihed i 1919, men først efter at have styrtet Satan og hans babyloniske organisation ned fra himmelen.

17. Hvordan vil hans livløse levninger blive behandlet?

¹⁷ Ingen ærefuld begravelse, ingen mindehøjtideligheder, ingen respektabel grav venter kongen af det større Babylon, når Jehovas konge har henrettet denne afskyelige i slaget ved Harmagedon. Mange af nationernes konger i Satans verden sover vel med verdslig ære i deres gravkamre, men Satan skal ikke forenes med dem i en ærefuld dødstilstand. På grund af sin modbydelighed vil han ikke blive lagt som et menneske i en gravhvælving, som man rejser sten over, men som et uønsket barn, der er født i utide. Han bliver slængt hen uden begravelse, som døde soldaters blodbestænkte klæder, som et lig under en bunke døde legemer, der er henrettet med sværd, som et foragteligt kadaver, der trampes ned i støvet. Guds „kvindes“ sæd, Kristus Jesus, skal knuse den afskyelige slanges hoved. Satan skal aldrig mere nævnes med nogen som helst ære, men alle, der bliver klar over hans vanærende endeligt, vil tale om hans store fald og omtale ham i foragtelige vendinger, som spottesangen forudsiger.

18. Hvordan viser spottesangen, at det skal gå slangens sæd?

¹⁸ I Edens have sagde Gud, at han ville sætte fjendskab mellem sin „kvinde“ og Slangen og mellem hendes sæd og Slangens sæd. (1 Mosebog 3:15) Og ingen bedre skæbne end slangens venter hans sæd, den yngel, som kongen over det større Babylon har frembragt. Med henblik på denne sæd og Satans organisations „gyldne stad“ slutter den inspirerede spottesang med de ord: „Bered hans sønner et blodbad for faderens brødre! De skal ikke stå op og indtage jorden og fylde verden med stæder.“ (Esajas 14:21) Denne „gyldne stad“ og dens afhængige organisationer vil aldrig blive genoprettet på jorden. Satans sæd, der opretholdt og anvendte disse, skal dræbes og blive ude af stand til at videreføre deres fader Satans og deres forgængeres traditioner og ugerninger i hans tjeneste. De skal aldrig omtales med ære i den nye retfærdige verden!

19. Hvordan vil Jehova udrydde af Babel navn, rest, skud og spire?

¹⁹ Det er sikkert, at opfyldelsen af spottesangen skal komme. Jehovas vidner kan nu synge den med fuld overbevisning. Gud den Almægtige, der har inspireret sangen, garanterer, at den opfyldes til de mindste enkeltheder på det større Babylon og dets konge og hele hans sæd. „Jeg står op imod dem, lyder det fra hærskarers Jehova, og udrydder af Babel navn og rest, skud og spire, lyder det fra Jehova; jeg gør det til rørdrummers eje og til side sumpe; jeg fejer det bort med undergangens kost, lyder det fra hærskarers Jehova.“ (Esajas 14:22, 23) Med Harmagedons undergangs kost vil Jehova feje det større Babylon, Djævelens usynlige og synlige organisation, ud af universet. Hvilket blodbad det vil blive! I den nye verden skal intet bære babyloniske navne. Ikke engang en rest af dens onde sæd skal overleve slaget ved Harmagedon og gå ind i den nye verden. Ingen vil frembringe den slags, og der vil ikke blive født nogen af den art. Fuldstændig udslettelse venter den, og evig ødelæggelse bliver dens skæbne. Så vil spottesangen tone ud i en storslået finale ved sangens fuldstændige opfyldelse til ære og herlighed for Jehova Gud og til evig velsignelse for retsindige mennesker i hans rige under Kristus Jesus.

(The Watchtower, 15. oktober 1949)

[Fodnote]