Er der håb om en fuldstændig løsning?
JOYCE og hendes mand bor seks kilometer fra en fabrik hvor man smelter metal. De har tre børn. Et af børnene har indlæringsvanskeligheder. Et andet har gigtfeber. Joyce selv har astma, og der er mange dage hvor hun ikke kan gå ud på grund af røgen fra fabrikken.
„Er det forkert af os at vi er blevet boende her?“ spørger hun. Hendes mand, Lou, tilføjer: „Vi har en farm i den nordlige del af staten Idaho (USA). . . . Men der bliver hele tiden sprøjtet fra luften [med kemiske skadedyrsmidler] rundt om stedet. Hvor kan man så flytte hen? Los Angeles? Love Canal? Tremileøen?a Man spekulerer på hvor man i det hele taget kan flytte hen.“
Ja, hvor flytter man hen for at undgå forureningens virkninger? For at gøre det måtte man, med apostelen Paulus, ord — der handler om den moralske forurening — „jo gå ud af verden“. (1 Korinter 5:10) Så selv om vi kan gøre noget for at mindske problemerne, kan det være at vi alligevel må affinde os med forureningen ligesom vi må med de andre belastninger vi kommer ud for i livet.
Nødvendigt med indre styrke
„Det ydre menneske slides rigtignok, men hver dag får det indre menneske ny styrke,“ skrev apostelen Paulus. (2 Korinter 4:16, Phillips) At vore legemer „slides“ kan ikke undgås — selv uden forureningen bliver vi ældre og dør. Men Paulus sørgede for at hans indre drivkraft, der indbefattede hans sind og hjerte, fik „ny styrke“ ved at han dagligt arbejdede på at opdyrke et nært venskab med Gud. Han rettede sin opmærksomhed mod Guds løfter for fremtiden, og det hjalp ham til at klare sig igennem.
De belastninger Millie kom ud for var nok anderledes, men de var lige så virkelige for hende. (Se side 3.) Hun siger: „Jeg havde så mange smerter og var så forvirret at det til tider var en kamp fra det ene minut til det andet at holde ud.“ Hvad hjalp hende til at klare sig igennem?
„Jeg undlod aldrig at læse i Bibelen og i bøger og blade der hjælper en til at forstå den,“ forklarer hun. „Jeg måtte have alt mit læsestof i en speciel glaslæseboks der beskyttede mig imod dampene fra trykfarven, og somme tider kunne jeg næsten ikke koncentrere mig. Men jeg bønfaldt Jehova: ’Jehova, vil du ikke nok vise mig noget i dit ord der kan hjælpe mig til at komme igennem dagen uden at give op.’ Han besvarede altid mine bønner, og han hjalp mig gennem alt dette.“ Du kan også opbygge en lignende indre styrke ved at studere Bibelen og anvende den i praksis, og du kan få kærlig hjælp til det af Jehovas vidner.
En anden kilde til styrke var den opmuntrende støtte som hun fik fra sin familie og andre i den lokale menighed af Jehovas Vidner. De optog bibelske foredrag på bånd til hende når hun ikke selv kunne komme, og nogle syede tøj til hende af stoffer som hun ikke var overfølsom over for. Da hendes forureningsfrie „metalhjem“ skulle flyttes til en anden egn, var der mange fra flere forskellige menigheder der hjalp til.
’Men dét at leve efter Bibelen vil ikke forandre verden. Det vil ikke få folk til at standse forureningen,’ er der mange der siger. Hvis man i dag skulle standse den menneskeskabte forurening fuldstændigt, ville det være overordentlig kompliceret. Det fortælles for eksempel at „Englands mest snavsede og osende“ fabrik af myndighederne har fået lov til at blive ved med at forurene. Hvorfor? Fordi den, efter hvad der oplyses, giver arbejde til næsten 4000, og hvis man lukkede den ville det skade beskæftigelsen dér på stedet.
Vore dages økonomiske system er kendetegnet af begærlighed og ønsket om profit, samt af forbrugere der ofte køber den billigste vare og kun vil have frugt og grøntsager der er fejlfrie. Alt dette gør det vanskeligt at føre ikke-forurenede varer på markedet. Efter at have set på hvordan myndighederne tillader at miljøet bliver fyldt med farlige pesticider, siger Lewis Regenstein i sin bog America the Poisoned (Det forgiftede Amerika) at det skyldes „en kombination af pres fra industrien og myndighedernes passivitet“. Han peger på ’det nuværende systems håbløse ineffektivitet’. Ja, hele systemet trænger til at blive skiftet ud.
Guds rige — en retfærdig regering
Gud har lovet at fjerne hele den nuværende begærlige ordning og i stedet indsætte en retfærdig regering under kongen, Jesus Kristus, der vil vise oprigtig omsorg for alle sine undersåtter. „Deres blod er dyrt i hans [Jesu] øjne. Korn skal der være i overflod i landet, på bjergenes top.“ (Salme 72:14, 16) Ja, Guds regering ved Kristus har fuldt kendskab til alt hvad der angår økologien, og den kan derfor sørge for at jordens indbyggere i overflod får hvad de skal bruge — uden forurening!
,Men,’ spørger du måske, ’hvad med alle de steder der allerede er fyldt med giftige kemikalier?’ I fortiden har Gud vist at han kan rense vand og fjerne gift fra forurenet mad. (Se Anden Kongebog 2:19-22; 4:38-41.) I fremtiden vil han bruge sådanne mirakuløse kræfter sammen med jordens egen genoprettelsesevne til at skabe et smukt paradis uden forurening. — Lukas 23:43.
Da der er overvældende vidnesbyrd om at menneskene nu er ved at ’ødelægge’ jorden på en måde som man ikke har kendt til på noget andet tidspunkt i historien, er tiden da Guds rige vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“ nær for døren! — Åbenbaringen 11:18.
[Fodnote]
a Byen Los Angeles er kendt for sin tætte luftforurening; Love Canal var en giftlosseplads ved et boligområde (se Vågn op! for 8. februar 1981, side 6-11), og på Tremileøen skete der som bekendt et uheld med en atomreaktor.
[Illustration på side 12]
Gud vil snart fjerne dem der ødelægger jorden og gøre den til et paradis