Rust jer til fremtidig virksomhed
„Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med.“ — 2 Pet. 3:17.
1. Hvilke forskellige synspunkter eksisterer der med hensyn til religiøse sammenkomster?
DE fleste af dem der læser disse ord, bor i lande hvor det er respektabelt at gå i kirke og hvor kirkemedlemskab er noget ganske selvfølgeligt, ja så selvfølgeligt at man ofte ikke tænker dybere over det ansvar der er forbundet dermed. De fleste vil også beredvilligt indrømme at deres åndelige styrke skyldes at de kommer sammen med mennesker der har samme tro som de. Men lad os forestille os at vi pludselig blev afskåret fra enhver forbindelse med menigheden. Lad os forestille os at alle større sammenkomster blev forbudt ved lov og at der skulle særlig polititilladelse til så snart mere end tre ønskede at komme sammen, og at alle religiøse forsamlinger kategorisk var forbudt. Lad os også forestille os at det ikke var tilladt at tale om Gud og give udtryk for sin tro på ham og hans løfter. Hvad ville vi gøre hvis det skete?
2. Hvilke omstændigheder kunne svække troen hos nogle, og hvilke spørgsmål bør vi tage op til alvorlig overvejelse?
2 Lad os antage at det kun var muligt for kristne at mødes hemmeligt, to og tre ad gangen, og at de kun kendte hinanden ved et nummer, ikke ved navn, så det ikke var muligt for det hemmelige politi, hvis det arresterede en af dem, at narre eller tortere vedkommende til at røbe sine brødre. Lad os antage at det fra tid til anden lykkedes politiet at få fat på nogle af dem der kom sammen på denne måde, og at de blev arresteret, sat i fængsel eller i koncentrationslejr. Lad os antage at der begyndte at gå rygter om at en af de ledende brødre var gået til det hemmelige politi og nu blev brugt som stikker. Lad os antage at vi en dag så denne broder komme gående på gaden sammen med nogle fra det hemmelige politi, at han ikke så ud til at være under arrest og at politifolkene behandlede ham som en af deres. Hvad ville vi gøre? Ville vi holde fast ved vor tro? Hvor længe ville vi blive ved med at tale med andre om vort håb når der var lejlighed til det, ja hvor længe ville vi skabe os selv lejligheder til at ophøje Guds navn og hjælpe vor næste til at befri sig for de åndelige lænker som en gudløs regering havde lagt på dem? Hvad ville vi gøre under sådanne forhold?
3. Hvad er Jehovas vidner blevet udsat for i den hensigt at nedbryde deres tro, og hvilken beskyttelse har vi i Guds ånd?
3 De her beskrevne situationer er ikke blot tænkte. Det er ting som Jehovas vidner har oplevet og stadig oplever i mange lande i dag. Mange trofaste Guds tjenere er blevet underkastet tortur af nazister og fascister der ville søge at tvinge dem til at give slip på deres uangribelighed, og mange af de samme kristne er nu udsat for et voldsomt kommunistisk angreb der er rettet mod deres sind og deres tro. Kun Djævelens ånd kan stå bag en så lumsk taktik som den ovenfor beskrevne: Først sørger man for at udsprede rygter om at en kendt person inden for organisationen har afsvoret sin tro og er blevet angiver, hvorefter man tvinger vedkommende til at spadsere hen ad gaden i følge med medlemmer af det hemmelige politi for at give det udseende af at rygtet har talt sandt og han virkelig står i ledtog med dem. Men selv om det ikke var en list, selv om en broder virkelig blev en Judas, var der ingen grund til at vi skulle lade os rokke i vor tro. Der er ingen grund til at vi skulle føle os alene selv om vi blev afskåret fra menigheden på grund af forfølgelse. Guds ånd vil aldrig forlade os hvis vi har givet den en fast plads i vort hjerte. Jehova vil heller ikke lade os uden beskyttelse, for tusinder af engle står rede til på hans befaling at våge over og bistå dem der stoler på ham. Imidlertid må vort forhold til Gud være velfunderet hvis vi fortsat skal bevare det efter at vi er blevet afskåret fra menigheden. Vi véd at Guds ånd er til stede i menigheden, og vi kommer der for at få hjælp til at bevare Guds ånd. Nu vil vi gerne forvisse os om at vi er tilstrækkelig rustet til fremtidig virksomhed selv om vi skulle blive afskåret fra at komme til menighedens møder samt om at vi er rustet til at tage de prøver der følger med.
Farer ved at følge mennesker
4. Hvad bliver resultatet af at se hen til mennesker i stedet for til Gud?
4 Ofte er årsagen til at nogle ikke modtager Guds ånd den at de ser hen til mennesker i stedet for til Gud. Også på apostlenes tid var der nogle der var mere tilbøjelige til at sætte deres lid til mennesker i stedet for til Gud og Kristus. Det er en form for mennesketilbedelse og er i modstrid med det princip der fremsættes i 2 Korinter 5:7: „Thi i tro vandrer vi her, ikke i skuen.“ Lader man et menneske optage næsten hele ens synsfelt, spærrer det ens åndelige udsyn. Man ser kun den skygge som kastes af dette ufuldkomne menneske. Man taber Kristi eksempel af syne, og det bliver umuligt at øve trosgerninger uafhængigt af andre mennesker. Den der ser hen til et menneske er ikke i stand til at lægge Kristi sind for dagen fordi hans sind ikke er frigjort. Han kan ikke selvstændigt træffe nogen beslutninger, men er helt afhængig af det menneske som han har gjort til genstand for sin tilbedelse. Han formår ikke at bære „sin egen byrde“, sit eget ansvar. — Gal 6:5.
5. Hvilken fare for menighedens enhed er forbundet med at følge et menneske, og hvad er det tegn på hos den der ser hen til mennesker?
5 Endnu en fare der er forbundet med at følge mennesker er den trussel det frembyder mod menighedens enhed. Paulus så at dette var årsagen til den korintiske menigheds umodenhed, og han så sig nødsaget til at skrive til den: „Brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis? Thi når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham.“ — 1 Kor. 3:1-5.
6. Hvordan viste Paulus at han ikke ønskede at vinde sig personlige tilhængere?
6 Paulus nærede intet ønske om personligt at vinde sig tilhængere. Han vidste at det kun ville føre til partier i organisationen og at det ville være en sikker anstødssten. Han sagde at de hverken skulle være hans eller Apollos’ tilhængere. Paulus og Apollos var kun tjenere for den som de burde følge. Paulus’ eneste ønske var at føre den kristne menighed „som en ren jomfru frem for Kristus“. Som han skrev i sit andet brev til korinterne: „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med én mand,“ og det havde han gjort ved at forkynde den gode nyhed i Korint. Paulus kunne derfor ikke danne sig sit eget parti med sine egne tilhængere, og ville heller ikke tillade nogen andre at gøre det. „Men,“ skrev han, „jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri.“ — 2 Kor. 11:2-4.
7. (a) Hvilken fare advarede Jesus på forhånd om i samme forbindelse, og hvordan kunne man let bukke under for denne fare? (b) Hvad var grunden til at Paulus sagde at korinterne var umodne, og hvilket råd gav Johannes som en beskyttelse mod at blive vildledt af mennesker?
7 Denne mulighed for helt at blive draget bort fra troen frembyder en tredje fare der er forbundet med at følge mennesker i stedet for Kristus, for hvordan kan man være en Kristi discipel hvis man efterfølger et menneske? Jesus selv advarede på forhånd om denne fare da han sagde til disciplene: „Det kan ikke undgås, at forargelser [årsager til anstød, NW] kommer; men ve den, ved hvem de kommer!“ (Luk. 17:1) Du er måske tilbøjelig til at se hen til et menneske efter åndelig vejledning, måske det menneske der hjalp dig til kundskab om Guds hensigter. Men er du klar over hvilken fare dette frembyder hvis du bliver ved med at hente al din åndelige styrke her og lader vedkommende træffe alle beslutninger vedrørende dit forhold til Gud for dig? Det kan godt være du føler at denne broder eller søster er den helt rigtige at søge hjælp hos når vigtige afgørelser skal træffes, og måske har du ret. Men har du nogen sinde overvejet hvilke skæbnesvangre følger det kan få hvis du tager fejl? Det er muligt at vedkommende må tage den største del af ansvaret, men Jesus sagde alligevel at når en blind leder en blind, falder de begge i grøften. (Matt. 15:14) Det var grunden til at Paulus sagde at korinterne var umodne. De kunne ikke skelne ret fra uret fordi de så hen til mennesker i stedet for at veje disse menneskers ord mod Guds sandhedsord. Mange år senere sagde apostelen Johannes: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de stammer fra Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ — 1 Joh. 4:1, NW.
Beskyttelse mod dem der handler forkert
8. Er det forkert at søge råd og hjælp hos en åndelig vejleder, og hvordan kan man vide hvornår det ikke er tilrådeligt?
8 Det betyder ikke at man ikke skal søge hjælp hos åndelige vejledere og ikke kan stole på dem. Det kan man og, det skal man. (1 Tim. 5:17; 1 Pet. 5:2-4) Men det er forudsagt at nogle ikke ville bevare deres åndelige indsigt, og at de ville falde fra og drage andre med sig. Peter gav den første menighed og dermed også os følgende advarsel: „Der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed.“ (2 Pet. 2:1, 2) Hvilken beskyttelse har vi herimod? Hvis man har haft god grund til at fæste lid til den bibelundervisning man har modtaget gennem en bestemt person, hvordan kan man da vide hvornår det ikke længere er klogt at lytte til vedkommendes råd? Hvis man har studeret rigtigt, med det rette motiv og det rette mål for øje, skulle man, i hvert fald i nogen grad, være i stand til at ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de stammer fra Gud’. På denne måde vil man være rustet til fremtidig aktivitet.
9 (a) Hvilken beskyttelse har Gud givet gennem sin organisation mod dem der handler forkert? (b) Hvilke advarende eksempler nævnes fra den første kristne menigheds tid, og hvad havde de hver især gjort sig skyldige i?
9 Jehova Gud har imidlertid givet os en yderligere beskyttelse i den organisation han har opbygget for sit navn. Gennem denne organisation af trofaste tjenere har han besluttet at opretholde en standard som alle der ønsker at repræsentere ham må leve op til. De der kommer til kort i denne henseende eller begynder at drage disciple efter sig må afsløres af hensyn til alle dem der kunne tænkes at ville følge dem. På Guds egen befaling blev denne ordning indført i det israelitiske folks menighed (5 Mos. 17:7) og kom til at danne forbillede for en tilsvarende ordning i den kristne menighed. Her forekom flere tilfælde, og blandt dem der nævnes som advarende eksempler og hvis navne er optegnet i de kristne skrifters permanente beretning er Hymenæus, Aleksander, Hermogenes, Demas og Diotrefes. (1 Tim. 1:20; 2 Tim. 1:15; 2:17, 18; 4:10; 3 Joh. 9, 10) Ligesom de der gjorde sig skyldige i umoralitet blev disse mænd udstødt af menigheden, og Paulus formanede menigheden til ikke at „have samkvem“ med sådanne, ja til ’end ikke at spise sammen med en sådan’. — 1 Kor. 5:5, 11, 13.
10. (a) Hvorfor har lærere et større ansvar? (b) Hvorfor bør de der modtager undervisning lære at stole på sig selv, og hvilken fremgangsmåde kan man benytte? (c) Hvilken fordel er der ifølge Peters ord ved at være forud advaret?
10 Hvis denne formaning gælder dem der er elever, hvor langt vigtigere er det da ikke at de som er lærere lægger sig den på sinde! (Jak. 3:1) Hører du til dem der er travlt optaget af at lære andre Guds ord at kende? Da har du ikke blot et glædeligt privilegium men også et stort ansvar. Husk altid på at det er menneskeliv det drejer sig om. Det de lærer, kan betyde livet for dem. Hvis de bliver Guds „får“, vil de være på vej mod det evige liv. Leder du dem mod dette mål? Det gør du, hvis du advarer dem imod at støtte sig til mennesker. Arbejd samvittighedsfuldt og utrætteligt på at give dem forståelse af at det ikke er dig de skal følge. Lær dem tålmodigt og venligt at stole mere og mere på sig selv, så de træffer deres beslutninger på grundlag af deres eget studium af Guds ord. Det kan du gøre ved at lære dem at tænke over de skriftsteder de læser. Det at de lærer at anvende et skriftsted i forbindelse med det emne I er i færd med at studere i en af Selskabets publikationer, kan for dem være det første skridt henimod at anvende disse skriftsteder i forbindelse med deres egne problemer. Dette hører med til det de bør lære, for Gud har ikke blot givet os sit ord for at gøre os bekendt med sine hensigter eller fortælle os hvad han kræver af os. Bibelen bør blive drivkraften i vort liv efterhånden som Guds ånd fylder vort hjerte og sind og leder os til på en forstandig måde at gøre brug af Guds ord. Som den der giver bibelundervisning kan du være et redskab for Guds ånd og i dine elever opelske ønsket om at kende Guds ånd og selv blive drevet af denne ånd, at lade Kristus og ikke mennesker være det eksempel de følger. De vil på denne måde lære hvilke høje moralske principper det kræves og forventes at de følger, og de vil føle sig tilskyndet til at følge Kristus. De vil stå rustet til enhver gerning som Guds ånd i fremtiden måtte tilskynde dem til at tage op. Ved således at være forud advaret vil de være forud væbnet, sådan som Peter sagde: „Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.“ — 2 Pet. 3:17, 18.
Paulus’ efterlignere
11. Hvad mente Paulus da han skrev til filipperne at de skulle efterligne ham, og hvilke andre udtalelser i Paulus’ breve klargør dette?
11 Måske I nu undrer jer over hvorfor Paulus sagde til de kristne i Filippi: „Bliv i endrægtighed mine efterlignere, brødre.“ (Fil. 3:17, NW) Apostelen opfordrede absolut ikke de kristne til at blive hans efterfølgere eller tilhængere. Det har vi allerede set. Ingen steder i de fjorten breve vi har fra Paulus læser vi at han havde nogen „disciple“. Brevet til korinterne lader os ikke i tvivl om hvad Paulus selv mente om dette spørgsmål. Han skriver: „Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus’ navn?“ (1 Kor. 1:13) I hvilken forstand skal vi da være Paulus’ „efterlignere“? Hvad er det vi skal „efterligne“? Afgjort ikke mennesket. Gud ønsker at enhver kristen efterligner det gode og ikke det onde. (3 Joh. 11) Selv sagde Paulus til efeserne: „I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn.“ (Ef. 5:1) Endvidere formanede han de jødiske kristne: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) I det samme brev skriver han også at de kristne skal være „deres efterlignere som ved tro og tålmodighed arver løfterne“, og han siger til dem: „Tænk på dem som styrer jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro mens I holder jer for øje hvordan deres adfærd er.“ (Hebr. 6:12; 13:7, NW) Hvad var det altså vi skulle efterligne? Deres tro, deres tålmodighed, deres adfærd, så længe den er i overensstemmelse med de bibelske principper og Jesu fuldkomne eksempel. (Sl. 119:105) Det er hvad Paulus opfordrer os til at gøre. Men hvis en kristen mister troen, bliver utålmodig og holder op med at vente eller gør noget forkert, hvad er der da tilbage som man kan efterligne hos ham? Intet.
12. Hvorfor er det tåbeligt at følge en der er udstødt?
12 Sådan må de kristne, der befinder sig i Guds organisation, nødvendigvis se på det. De kan ikke og vil ikke se igennem fingre med en uret adfærd; gjorde de det, ville de gøre sig selv til medskyldige. (1 Kor. 5:6, 7) Hvis nu en af dem som du i forgangne tider har set hen til, mister troen og udstødes, skulle det ikke være grund til at du følger ham i hans oprør. Du mener måske at dommen over ham var uretfærdig og alt for hård. Men skulle det give dig grund til at forlade Guds menighed? Og selv om du mener at der er begået en fejl i dette tilfælde, hvad da med alt det gode du har modtaget og stadig modtager i menigheden? Vil du forlade alt dette blot for en lille uret handlings skyld? Hvad forventer du at finde i den gamle tingenes ordning som du en gang har forladt? Er der noget der som Gud vil bevare? Nej, lad os ikke efterligne dem der falder fra!
Børnene rustes til fremtidig virksomhed
13. Hvordan kan forældre vide hvor stor en tro deres børn har, og hvordan sætter de børnene det rette eksempel?
13 Sørger I som er forældre for at ruste jeres børn til deres fremtidige virksomhed? Hvor stærk er deres tro? Véd I noget om det? Hvordan er deres syn på studiet af Guds ord? Kommer de ivrigt til jer for at få jer til at dele alt det gode I véd med dem? Eller skal I hele tiden opfordre dem til at gå med jer når I skal i rigssalen? Hører jeres børn efter det der bliver sagt ved møderne? Kan de bagefter fortælle i hvert fald én ting de har lært ved mødet? Har I alvorligt formanet dem til at være opmærksomme og opfordret dem til at gøre brug af den kundskab som de på denne måde kommer i besiddelse af? Sætter I dem et godt eksempel ved de udtalelser I fremsætter på møderne, et eksempel som de kan efterligne og som de kan se og høre er et resultat af troens virke i jeres liv? Efterligner jeres børn jeres tro? Eller efterligner de deres legekammerater? Taler de om det I har fortalt dem fra Guds ord, eller snakker de løs om andre ting, de sidste nye film, det sidste TV-program de har set, de sidste grammofonplader de har hørt eller nye danse de har lært? Hvis eksempel følger jeres børn? Efterligner de Kristus ligesom I, eller prøver de at efterligne nogen der ikke befinder sig på livets vej?
14. Hvordan kan forældrene modvirke den påvirkning som børnene uvægerlig udsættes for når de må færdes sammen med børn fra verden, og hvorfor er det af største vigtighed at forældrene sørger for en modvægt?
14 I holder jeres børns liv i jeres hånd. I er hele tiden ved siden af dem. Det håber vi i hvert fald at I er. Det er rigtigt at børnene har deres liv at leve, at de skal gå i skole og må færdes sammen med andre jævnaldrende der øver en stærk indflydelse på dem. Men det antal timer de må tilbringe sammen med andre er færre end det antal timer de har til rådighed til samværet med jer. Gør klog brug af disse timer. Tænk på Guds formaning til Israels folk: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) Det er altså ikke nok at forlange at børnene bliver hjemme hos jer hele tiden. Hvis I ikke giver dem noget nyttigt at udfylde tiden med, vil de ikke høre på jer og begynder måske oven i købet at modsætte sig jeres krav. Men hvis de begynder at erfare de glæder og velsignelser der følger med at tjene Gud trofast, vil Guds ånd fylde deres små hjerter og sind, og jeres tro vil blive deres, og vel at mærke en tro som nu er deres efter egen overbevisning. Hvis I ønsker at jeres børn skal være virkelig rustede så de ikke ’bliver revet med af de tøjlesløses vildfarelser’ og mister det fodfæste I har givet dem, må de også på forhånd have undervisning og oplysning, så de kan være på vagt. — 2 Pet. 3:17, 18.
15 Hvilken fordel er der ved at et barn på forhånd véd at det som kristen vil være anderledes end andre, og hvilken formaning, udtalt af Paulus til romerne, vil det være godt at tænke på?
15 Kristne er anderledes end verdens mennesker. Hvis jeres børn er kristne og skal blive ved med at være kristne, må de have at vide at de vil være anderledes end andre børn. Dog skal de også vide hvorfor de er anderledes og forstå hvilke goder der følger med at være anderledes. De må vide at hvis de er som verdens mennesker i almindelighed, vil de blive behandlet som de. (1 Mos. 34:1, 2, NW) De vil erfare sorger, skuffelser og lidelser som de, ja miste det evige liv som de. Som kristne vil de derimod have et sind der ikke tynges af uvished med hensyn til deres fremtid, beskæftigelse og succes i livet. De vil allerede have opnået succes og vil være gode eksempler for deres kammerater. Børn kan øve en stærk indflydelse på hinanden, i såvel en god som dårlig retning. Hvis I studerer Bibelen sammen med jeres børn, lad dem da læse følgende skriftsted: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ (Rom. 12:21) Véd I børn hvad det betyder? I kan „stride for troen“, ikke som de der „unddrager sig og går fortabt“, men som de der „tror og vinder deres sjæle“, ja I kan ikke blot vinde livet for jer selv, men også for dem der følger jeres eksempel og efterligner jeres tro. — Jud. 3; Hebr. 10:39; 1 Tim. 4:16.
16. Hvilket dobbelt ansvar påhviler alle sande kristne?
16 Som kristne har vi, hvad enten vi er voksne eller børn, et dobbelt ansvar. For at ruste os til de prøver eller tjenesteforrettigheder der venter os i fremtiden må vi opbygge og styrke troen hos os selv. Men ikke det alene; vi må også kunne opbygge en stærk tro hos andre. Vi må ikke følge mennesker og må heller ikke få mennesker til at følge os. Vore gerninger skal være troens gerninger, som kan tjene til eksempel for andre og ikke være til anstød for dem. Vi må være forbilleder „i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed“. (1 Tim. 4:12) Med Jesus Kristus som vor fører, og vort eksempel retter vi os i ét og alt efter det råd som Paulus gav kolossenserne: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. . . . Kristus skal være den Herre, I tjener.“ — Kol. 3:23, 24.