Menneskers trælle eller genløserens trælle?

„I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ — 1 Kor. 7:23.

 1. Hvor mange mennesker er født som trælle?

ER DU klar over at du er født som træl? Sandheden er at hele den menneskeslægt der er avlet af jordiske fædre, er født som trælle, er børn af trælle. Hvis du ærligt undersøger sagen og ser hvoraf det kommer, vil det hjælpe dig til at forstå mange ting vedrørende dig selv. Du vil komme til at forstå hvordan du kan blive løst fra denne trældom.

 2, 3. (a) Hvilken kendt person blev udfriet fra denne trældom og arbejdede senere for at andre kunne opnå den samme frihed? (b) Hvad kaldte han sig selv?

² Dørene til det trællehus som hele menneskeheden befinder sig i, blev åbnet for nitten hundrede år siden. Blandt dem der blev udfriet fra trældommen dér tilbage i det første århundrede, var en mand som nu er kendt på hele jorden. Selv om han blev udfriet, måtte han dog hele tiden være på vagt og gøre en indsats for ikke at komme i trældom igen. Han satte stor pris på sin egen frihed og prøvede at hjælpe så mange som muligt til at opnå den samme frihed. Det vil ikke sige at han førte krig mod romerriget, som havde ført millioner i trældom; han stillede sig heller ikke i spidsen for en frihedsmarch mod Rom for at protestere mod slaveriet. Hvorfor ikke? Fordi han arbejdede for en frihed der var større end den mennesker kan give.

³ På grund af det arbejde han udførte for frihedens sag har nogle religiøse organisationer gjort ham til „helgen“ og kalder ham „sankt“ Paulus. Men selv kaldte han sig slet og ret Paulus. For eksempel sagde han til nogle som ville gøre ham til deres specielle fører: „Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus’ navn?“ „Thi når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham.“ — 1 Kor. 1:13, 3:4, 5.

 4. (a) Hvordan var Paulus’ retslige status i romerriget, og hvordan havde han fået denne status? (b) Hvilken trældom var det at Paulus var interesseret i at blive udfriet fra?

⁴ Paulus havde romersk borgerret. Den romerske stat betragtede ham derfor som en fri mand. En romersk militærkommandant spurgte ham engang: „Sig mig, er du romersk borger?“ Han svarede: „Ja.“ Militærkommandanten kunne også gøre krav på at være romersk borger og sagde: „Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge,“ hvortil Paulus sagde: „Jeg er endog født med den.“ (Ap. G. 22:27, 28) Egentlig var Paulus en omskåren jøde, men da han var født i den lilleasiatiske by Tarsus var han romersk borger af fødsel, idet den romerske statsmand Antonius over et hundrede år tidligere havde skænket alle indbyggere i Tarsus romersk borgerret og kejser Augustus senere havde stadfæstet denne ret. (Ap. G. 21:39; 22:3) Den trældom som Paulus blev udfriet fra, var altså ikke en trældom under romerriget, og han trådte heller ikke frem på den politiske skueplads for at hjælpe andre til at komme ud af en sådan trældom. Der fandtes en anden, langt mere vidtrækkende trældom, en trældom der førte til døden. Det var en udfrielse fra denne trældom den romerske borger Paulus var interesseret i.

 5, 6. (a) I hvilket brev forklarede Paulus denne større trældom? (b) Hvad var det der forhindrede Paulus i at gøre det han gerne ville gøre?

⁵ Hvordan var Paulus kommet i denne større trældom? Hvordan er vi alle kommet i denne trældom? Hvilken indvirkning har den haft på os? Paulus forklarer det på en letfattelig måde i et brev til sine medtroende i Rom. Om Guds lov, ikke den romerske lov, sagde han:

⁶ „Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden. Thi jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med loven og bekræfter, at den er god. Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

 7. Hvilken uønsket lov fandt Paulus i sine lemmer, og i hvilken grad var han underlagt den?

⁷ Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet.“ — Rom. 7:14-25.

 8. Hvad måtte Paulus kæmpe imod i sig selv, og hvad var grunden?

⁸ Paulus’ legeme var „kødeligt“ ligesom vore legemer. I sit kødelige legeme fandt han en lov som vi også kan finde i vore legemer. Det var syndens lov. Når han ville gøre det der var rigtigt og i overensstemmelse med Guds gode lov, fandt han at han ikke formåede at gøre det til fuldkommenhed. Synden der boede i hans kød overtog føringen og hindrede ham i at gøre det han ville. I hjerte og sind var han i harmoni med Guds lov, sådan at han med sindet var en træl under Guds lov. Men hans kød stemte ikke altid overens med hans sind, og derfor måtte han kæmpe for ikke at tjene syndens lov, der var i hans kød. Hvad var grunden? Paulus var blevet „solgt som træl under synden“. Hvis det gjalt Paulus, gælder det også os.

 9. Hvorfor er det ikke godt for os villigt at underkaste os syndens lov?

⁹ Det er ikke godt for os villigt at underkaste os syndens lov, som altid prøver at herske uhindret i vort kød. Hvis vi lader den gøre det, kan det måske give os et øjebliks nydelse, men det medvirker ikke til at vi opnår evigt liv i lykke. Guds lov viste jøderne hvad synd er. Hans lov dømte syndere til døden. Derfor sagde Paulus at synden bragte død over ham ifølge den fordømmelse som Guds gode lov udtalte over syndere. — Rom. 7:13.

10. Hvilken udfrielse længes vi efter ligesom Paulus, og gennem hvem vil den komme?

¹⁰ Hvis vi nærer ønske om at opnå evigt liv i fuldkommen lykke, sådan som Paulus gjorde, vil vi længes efter at blive befriet for den synd der bor i os og som bevirker at vore kødelige legemer dør. Paulus selv viser hvem befrielsen vil komme igennem da han udbryder: „Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!“ (Rom. 7:25) Hvordan kommer da denne befrielse fra Gud ved Kristus?

11. Hvad måtte der ske for at Paulus kunne udfries fra trældommen under „syndens lov“, og hvilket spørgsmål melder sig naturligt i den forbindelse?

¹¹ Paulus sagde at han var „solgt som træl under synden“ og derfor tjente „syndens lov“. For at blive løst fra denne trældom, måtte han løskøbes eller genløses. Hvordan var det gået til at Paulus, der var født som en fri romersk borger, var blevet „solgt som træl under synden“? Svaret på dette spørgsmål vil hjælpe os til at forstå hvordan alle vi andre er blevet ’solgt som trælle under synden’ med det resultat at synden har bragt død over os alle. Hvordan blev Paulus løskøbt? Hvordan kan vi blive det?

Hvordan syndens lov kom til at herske i menneskenes kød

12. Gennem hvem har vi alle fået vore kødelige legemer ifølge Bibelens skabelsesberetning?

¹² Paulus sagde at han var „kødelig“. Vi der lever i dag er af kød ligesom Paulus, der var „apostel, udkåret til at forkynde Guds evangelium, det, som Han har forjættet ved sine profeter i hellige skrifter“. (Rom. 1:1, 2) Gennem kvinden har vi alle fået vore kødelige legemer fra den første mand, Adam. Hans hustru Eva, der var den første kvinde, var kød af sin mands kød, og ben af hans ben. Apostelen Paulus var derfor enig med Bibelens beretning om menneskets skabelse da han skrev: „Ligesom kvinden blev til af manden, således bliver også manden til ved kvinden, men alt dette er fra Gud.“ — 1 Kor. 11:12.

13, 14. (a) Hvorfor er der ingen grund til at vi skulle blive grebet af nationalistiske ideer eller være stolte af vores nationalitet? (b) Hvorfor kan det ikke være Gud der har solgt os som trælle under synden?

¹³ Indtil den dag i dag, seks tusind år efter menneskets skabelse, har videnskaben ikke modbevist det som apostelen Paulus udtalte over for medlemmer af den hedenske græske domstol i Athen: „Gud . . . lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud.“ (Ap. G. 17:24-27) Derfor er der ingen der har grund til at hovmode sig over sin nationalitet.

¹⁴ Uanset vor nuværende nationalitet er vi alle ’solgt som trælle under synden’, er vi alle trælle under „syndens lov“. Hvorfor skulle vi da prale af vor nationalitet og mene at den er bedre end andres? Vi kan ikke gøre det over for Gud og opnå en særlig gunst hos ham af den grund. Derfor spørger vi nu: Hvem har solgt os? Det er absolut ikke Gud, vor Skaber, der har gjort det. Som følge af sin egen fuldkomne retfærdighed, godhed og hellighed kunne han ikke skabe den første mand og kvinde som trælle der var „solgt . . . under synden“. Hvordan var da den første mands og kvindes legemlige eller kødelige tilstand dengang Gud skabte dem? Hvad siger hans egen inspirerede bog, Bibelen, om det?

15. (a) Hvilke evner måtte Gud være i besiddelse af for at skabe os? (b) Hvordan afviger Guds vurdering af det jordiske skaberværk fra de orientalske religioners?

¹⁵ For at skabe os, der er så underfuldt bygget, måtte Gud være større end nogen jordisk videnskabsmand og være mindst seks tusind år forud for videnskaben i dag. Guds egen videnskabelige beretning om skabelsen som den er nedskrevet i Bibelen stemmer ikke overens med den menneskelige filosofiske tanke som vi finder i hinduismen, buddhismen og andre religioner, at alt det materielle er syndigt, groft og ondt i sig selv. Bibelen siger at efter at Gud havde skabt den første mand og kvinde og velsignet dem og befalet dem at opfylde jorden med afkom af deres egen art, betragtede han alt hvad han havde skabt, og så at det var „såre godt“. (1 Mos. 1:31) Gud hører ikke til dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, og som gør mørke til lys og beskt til sødt. Han nedkalder selv ondt over dem der vender op og ned på tingene på den måde. (Es. 5:20-23; Ordsp. 17:15) Når Han har sagt at hans værk er godt, må det være godt. Derfor må det arbejde Gud udførte da han skabte den første mand og kvinde også have været godt.

16, 17. (a) Hvor langt tilbage sporer lægen Lukas et fuldkomment menneskes slægtslinje? (b) Hvad må Adam have været fra begyndelsen eftersom Lukas kalder ham for Guds søn?

¹⁶ Foruden Adam har der levet endnu en fuldkommen mand på jorden. En læge i det første århundrede sporede denne anden fuldkomne mands slægtslinje tilbage til dens udgangspunkt. Denne læge, der hed Lukas, siger først: „Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad, og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: ’Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.’“ (Luk. 3:21, 22) Derefter siger Lukas som indledning til sin opregning af leddene i Jesu jordiske slægtsregister: „Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte. Og han var, efter hvad man mente, søn af Josef, der var søn af Eli.“ Dernæst går Lukas tilbage gennem mere end halvfjerds slægtled og slutter sin opregning med ordene: „søn af Enosj, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud.“ — Luk. 3:23-38.

¹⁷ Efter at have talt om Guds fuldkomne og godkendte søn, Jesus Kristus, siger Lukas altså at den første mand, Adam, var „søn af Gud“. Når han kalder Adam for „søn af Gud“, side om side med Jesus, Guds fuldkomne og godkendte søn, må Adam også fra begyndelsen have været et fuldkomment menneske. Adam var virkelig en fuldkommen skabning efter Bibelens mål.

18, 19. (a) Hvorfor kunne Adam og Eva ikke have været syndere fra begyndelsen ifølge Johannes’ regel for hvem der er Guds børn? (b) Hvorfor var de ikke dengang i den Ondes vold?

¹⁸ Hvis Adam fra begyndelsen havde været syndig og ufuldkommen ville han ikke have været Guds søn. Til bekræftelse heraf kan vi anføre hvad den kristne apostel Johannes skriver under guddommelig inspiration: „Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham; ja, han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ — 1 Joh. 3:9, 10; 5:19.

¹⁹ Ifølge denne regel var den første mand Adam og hans hustru Eva ikke syndere fra begyndelsen fordi de var „af Gud“. De var hans direkte skaberværk. Han skaber ikke syndere, for han er ikke ophav til synd. Adam og Eva var ved deres skabelse ikke underlagt nogen ond skabning, men de blev skabt til at være den retfærdige Guds tjenere.

20, 21. (a) Hvordan viser Guds velsignelse af Adam og Eva og den opgave han gav dem at de ikke kan have været syndere dengang? (b) Hvad vil det sige at Adam var skabt i Guds billede, og hvordan kan dette vise os hvem Adam var søn af?

²⁰ Derfor siges der også i Bibelens skabelsesberetning, i Første Mosebog 1:27, 28: „Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ Mon den retfærdige Gud ville velsigne syndere og befale dem at opfylde jorden med deres syndige afkom samtidig med at alle jordens dyr skulle være underlagt deres syndige herredømme? Nej! Gud skabte den første mand Adam „i sit billede“ så Adam lignede ham. Eftersom denne lighed ikke kan gælde Adams legemlige skikkelse og hans livsfunktioner, må den hentyde til hans åndelige og moralske egenskaber. Han kunne tænke, drage slutninger og træffe afgørelser samt føle samvittigheden.

²¹ De egenskaber Adam ejede foruden fysisk kraft eller magt var visdom, retfærdighed og kærlighed, og disse egenskaber havde han i et fuldkomment mål. Det betød at Adam var søn af Gud fra begyndelsen, for det ville være i overensstemmelse med regelen: „Kærligheden er af Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:7, 8.

22. Hvorfor ville Gud ikke skabe en synder eller et ufuldkomment menneske når han skabte det i sit billede så det lignede ham?

²² Eftersom mennesket Adam var skabt i Guds billede og genspejlede Guds fuldkomne egenskaber, må han have været fuldkommen fra skabelsen af. Da Gud skabte en jordisk søn i sit billede, så han lignede ham, skabte han afgjort ikke en synder eller et ufuldkomment menneske. Et syndigt og ufuldkomment menneske ville have været en skamplet på Guds arbejde og rejst tvivl om Guds åndelige og moralske egenskaber.

23, 24. (a) Hvordan var den jordiske skabning Gud frembragte ved sit arbejde i betragtning af at en „søn af Gud“ ikke arver synd fra ham? (b) Hvordan var den jordiske skabning Gud frembragte i betragtning af at han ikke kan fornægte sig selv?

²³ Ingen „søn af Gud“ arver synd og ufuldkommenhed fra Gud. Det siges direkte i Femte Mosebog 32:3-6, hvor profeten Moses siger til Israels folk: „[Jehovas] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han. Skændselsmennesker sveg ham [de har af sig selv øvet ødelæggende gerninger; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen, NW], en forvendt og vanartet slægt. Er det sådan, I lønner [Jehova]? Du tåbelige, uvise folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?“

²⁴ Guds fuldkomne arbejde ville aldrig resultere i en ufuldkommen skabning. Han ville frembringe et fuldkomment menneske, der var uden fejl og ikke var forvendt og vanartet. Da Gud ikke kan fornægte sig selv, ville han ikke lade sit værk afspejle ham som noget han ikke er. Hans jordiske søn måtte, i overensstemmelse med Guds egen natur, besidde sin himmelske Faders egenskaber og være uden synd for at kunne genspejle sin himmelske Faders fuldkommenhed i sind og moral.

Hvorfor vor nuværende mentale, moralske og fysiske tilstand?

25. Hvordan gav Gud den menneskelige familie en fuldkommen start?

²⁵ Ved Guds fuldkomne virksomhed blev den fuldkomne mand Adam sat i en have på jorden, et „glædens paradis“, som den katolske Douay-oversættelse kalder den. (1 Mos. 2:7, 8, 15, 16) Senere blev ved Guds fuldkomne virksomhed en fuldkommen hustru skabt til den fuldkomne Adam, for at de kunne avle fuldkomne børn i dette glædens paradis. (1 Mos. 2:18-23) I sin egenskab af Adams himmelske Fader fortalte Gud Adam hvordan han kunne leve evigt i dette paradis. — 1 Mos. 2:17.

26. (a) Hvilke spørgsmål opstår på baggrund heraf med hensyn til den tilstand som menneskene og jorden nu befinder sig i? (b) Hvem kan man ikke laste for at det er sådan?

²⁶ Hvordan kan det da være at vi i dag ikke lever i et glædens paradis? Hvordan kan det være at jorden ikke praktisk talt overalt er blevet omdannet til et paradis, skønt menneskene har haft den under opdyrkning i næsten seks tusind år? Hvordan kan det være at de milliarder af mennesker der har levet på jorden efter at menneskene har formeret sig i seks tusind år, ikke er her mere men er døde og ligger begravet i jorden eller på havets bund? Hvordan kan det være at vi der lever i dag ikke er fuldkomne på legeme, sind og hjerte og at vore ufuldkommenheder synes at tage til? Hvordan kan det være at hver eneste af os ærligt må sige: „I mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt“? (Rom. 7:18) At menneskeslægten nu befinder sig i denne tilstand kan man ikke laste Gud for. Hele hans skrevne ord, Bibelen, viser at han gav menneskene en fuldkommen start. Giver Bibelen også forklaringen på vor nuværende tilstand? Ja, det gør den!

27. Hvad var det Guds hensigt at menneskene skulle arve fra deres forfædre? Fra hvilket slægtled i menneskenes historie har vi arvet den tilstand vi nu befinder os i?

²⁷ Bibelens enkle svar er at vi har arvet den tilstand vi nu befinder os i. Men fra hvilken af vore forfædre, fra hvilket slægtled, har vi arvet den? Bibelen svarer: Fra vore første jordiske forældre. Det er grunden til at vi alle sammen befinder os i denne tilstand. Det var Guds hensigt at vi kun skulle arve noget godt fra vore første jordiske forældre: jordisk fuldkommenhed, gudsfrygt, liv i et fuldkomment glædens paradis og et fredeligt, sønligt og datterligt forhold til Jehova Gud, vor himmelske Fader. Vi skulle til sidst være en stor menneskelig familie, hvori alle nærede broderlig og søsterlig kærlighed til hinanden og udøvede et kærligt herredømme over dyrene uden at frygte noget ondt fra dem. Vi skulle arve livet uden at være fordømt af Gud og uden at være trælle af synden. Ulykkeligvis arvede vi lige det modsatte fra vore første jordiske forældre. Hvordan gik det til?

28. Hvilken samtale fandt sted i Edens have mellem Eva og et dyr?

²⁸ Den første kvinde, Eva, var ikke bange for en slange; den var jo underlagt hende og hendes mand Adam. En dag talte et dyr til hende. Det var ikke en papegøje. Det var en slange. Selv om det var noget ganske usædvanligt, lyttede Eva uden frygt. Den spurgte om Gud virkelig havde sagt det som hendes mand Adam havde fortalt hende. Eva gentog hvad Gud havde sagt til hendes mand Adam, idet hun sagde til slangen: „Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!“ Så sagde den talende slange: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ — 1 Mos. 3:1-5; 2:16, 17.

29. (a) På hvilken måde lod Eva sig trælbinde? (b) I hvilken forstand syndede hun, og hvordan gjorde hun sig skyldig i en overtrædelse og trådte ved siden af?

²⁹ Nu begyndte noget nyt at røre sig i Eva. Det var et selvisk begær efter at opnå noget som det ikke var Guds vilje hun skulle have. Eva satte ikke slangen, som var underlagt hende, i rette fordi den beskyldte hendes himmelske Fader og Gud for at være usandfærdig og for at være bange for at have andre guder omkring sig. Hun lod sig trælbinde af sit eget selviske begær og spiste den forbudne frugt. Da hun gjorde det, syndede hun, idet hun nu forfejlede det mål som er en fuldkommen adfærd over for Gud. Hun gjorde sig skyldig i en overtrædelse, for hun overtrådte Guds lov, som hendes mand havde gjort hende bekendt med. Hun trådte ved siden af,a idet hun faldt og var ulydig, mens hun burde være blevet stående og have holdt stand over for ulydigheden mod Gud og således have hævdet og ophøjet Gud som en sandfærdig Gud hvis lige ikke findes. På denne måde blev menneskeslægtens moder fordærvet.

30. (a) Hvorfor var fristeren ikke tilfreds med blot at få kvinden til at spise af den forbudne frugt? (b) Hvorfor brugte fristeren ikke slangen til at overtale Adam til at spise af frugten?

³⁰ Bag alt dette stod en frister. Hvem var det? Det var ikke den synlige slange ved træet med den forbudne frugt. Den virkelige frister var ikke tilfreds med blot at få kvinden til at spise af den forbudne frugt. Det var ikke hende der var familiens overhoved. Det vigtigste var derfor at få manden til at spise. Som familiens overhoved var han bestemmende for familiens eller slægtens kvalitet. Hvis Adam ikke længere kunne sætte fuldkomne børn i verden ved Eva, der nu var en synder, kunne Gud, når det behagede ham, skabe en anden fuldkommen kvinde som kunne blive Adams hustru og moder til hans børn. For at få manden til at spise af den forbudne frugt behøvede slangen ikke at nærme sig Adam og tale med ham sådan som den havde gjort med hans fuldkomne hustru Eva. Den listige frister der lurede usynligt bag slangen vidste at Adam ikke kunne bedrages sådan som Eva var blevet det. Adam havde fået Guds lov direkte fra Gud. Da det ikke var muligt at bedrage Adam ved hjælp af en slange, ville fristeren overtale Adam til at spise på hans selviske hustrus opfordring. Hendes ord ville have en større virkning på ham end en talende slanges.

31. (a) Hvad lod Adam sig trælbinde af, og hvilken handling førte det til for hans vedkommende? (b) Hvorfor var Adam den der bar hovedskylden i denne sag?

³¹ Eva vakte i Adam det selviske begær efter ikke at miste hende som hustru. Også Adam lod det selviske begær få magt over sig. Han lod sig trælbinde af det, så det førte til synd mod hans himmelske Fader, Jehova Gud. Første Mosebog 3:6, 7 viser os rækkefølgen i begivenhederne samt hvordan den dårlige samvittighed først meldte sig hos menneskene: „Hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende [bagefter gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, NW], og han spiste. Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.“ Således fordærvedes menneskeslægtens fader. Han var den der bar hovedskylden, for apostelen Paulus siger: „Slangen bedrog Eva ved sin træskhed.“ „Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ — 2 Kor. 11:3; 1 Tim. 2:13, 14.

32. Hvordan forklarer Jakobs brev 1:13-15 at Adam og Eva lod sig trælbinde af et selvisk begær?

³² Adam og Eva lod sig trælbinde af et selvisk begær og måtte betale hvad det kostede at tilfredsstille dette begær. Den kristne discipel Jakob (1:13-15) forklarer således hvorfra fristelsen kommer: „Ingen må sige, når han bliver fristet: ’Jeg fristes af Gud;’ thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ Døden ventede nu Adam.

33. Hvilken dom udtalte Gud over Adam, og hvad gjorde Gud derefter?

³³ Adam og Eva vidste at de nu kunne vente at blive dømt til døden af Gud, og da de var bange og havde en dårlig samvittighed prøvede de at skjule sig. Men Gud krævede dem til regnskab og fik dem til at indrømme deres overtrædelse. Tro mod sin egen lov udtalte Gud dødsdommen over manden Adam idet han sagde: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Så bortviste Gud dem fra sin familie og drev dem bort fra Paradiset, bort fra livets træ. Vejen tilbage var spærret, og det ville betyde øjeblikkelig død for dem at prøve at vende tilbage. De kom ud på en jord der nu var under forbandelse. — 1 Mos. 3:8-24.

34. Hvilke voldshandlinger blandt Adams og Evas første efterkommere viser at de havde givet sletheden i arv til deres efterkommere?

³⁴ Det var først da de befandt sig uden for glædens paradis, på den forbandede jord, at de begyndte at få børn. Som et bevis på at de gav det selviske begær, synden og ufuldkommenheden i arv til deres børn, blev deres første søn en morder, idet han slog sin gudfrygtige broder ihjel. Det gjorde han, selv om Gud havde sagt til ham at synden lurede ved hans dør og prøvede at få adgang til ham, men at han skulle prøve at „få herredømmet over den“. (NW) Det gjorde han ikke. Hans tip-tipoldesøn blev også en morder. (1 Mos. 4:1-24) Det var ingen såkaldt „evolution“ eller „udvikling“ til noget bedre der fandt sted her, men lige det modsatte. Det var arveligheden der spillede ind og som virkede efter de love der gælder for den. Menneskeverdenen kunne ikke undgå at arve synden og komme under dødens fordømmelse.

Menneskenes trældom

35, 36. (a) Hvad kom ind i verden ved ét menneskes synd, og hvem bredte dette sig til? (b) Er der nogen mennesker der ikke synder? Begrund svaret.

³⁵ Vor tids videnskab har ikke med sit kendskab til arvelighedslovene kunnet afvise sandheden i apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 5:12: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“

³⁶ Den trofaste Job talte om „mennesket, født af en kvinde“ og spurgte med arveligheden i tanke: „Kunne der komme en ren af en uren“? Han svarede selv: „Nej, end ikke én!“ (Job 14:1-4) Salmisten David gav under inspiration udtryk for den samme tanke: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Davids vise søn, kong Salomon, sagde i sin bøn til Gud ved indvielsen af templet i Jerusalem, hvor der skulle gøres soning for synd: „Der er intet menneske, som ikke synder.“ (1 Kong. 8:46) Da han senere skrev Prædikerens bog sagde han: „Intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder. Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (Præd. 7:20, 29) Menneskeslægtens syndighed stammer således ikke fra Gud.

37. (a) Hvem solgte os som trælle under synden, og hvordan gik det til? (b) Hvordan kom menneskeslægtens syndighed endnu tydeligere frem på Moses’ tid?

³⁷ Vi kommer nu tilbage til spørgsmålet: Hvordan er det gået til at menneskene, sådan som apostelen Paulus siger, er blevet ’solgt som trælle under synden’? Hvem solgte os som trælle under synden? Vi blev solgt ved en syndig handling. Det var vor første jordiske stamfader, Adam, der solgte os. Da Adam, det første menneske, blev skabt var han „Guds billede og afglans“. (1 Kor. 11:7) Da vi alle er født efter at han havde syndet mod Gud, er det rigtigt, som Paulus siger i Romerbrevet (3:23), at vi „alle har . . . syndet og mangler herligheden fra Gud“. Dette blev endnu tydeligere efter at Gud havde oprejst Moses som sin profet og gennem ham gav Israels folk en enestående lovsamling. Denne lov pegede på hvad der var synd. Den afslørede at israelitterne var syndere, at de ikke var bedre end alle andre mennesker. Ved hjælp af denne lov så Paulus endnu tydeligere at han var solgt som træl under synden.

38. Hvad ville Adam opnå ved at sælge sig selv, og som følge af hvad solgte han også os?

³⁸ Der skulle altså kun ét menneske til at sælge os alle som trælle under synden. Dette ene menneske, Adam, solgte sig selv som den første. Hvad ville han opnå ved at sælge sig selv? Han ville opnå den selviske tilfredsstillelse som Evas fortsatte selskab ville berede ham, skønt hun nu var en synder og lovovertræder der var dømt af Gud, og han ønskede at indtage samme stilling som hun over for Gud. For at opnå dette syndede han. Han gav afkald på det fuldstændige herredømme over sig selv og overgav sig til trældommen under synden og solgte således sig selv. Han gjorde som profeten Elias længe efter sagde at Israels konge havde gjort: „Du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i [Jehovas] øjne.“ (1 Kong. 21:20) Ti israelitiske stammer gjorde det samme som denne konge, Akab. (2 Kong. 17:17) Eftersom vi alle er Adams efterkommere og var i Adams lænd da han solgte sig selv, solgte han os alle som trælle under synden samtidig med at han solgte sig selv. Derfor er vi alle født som trælle under synden. Ét menneske var tilstrækkeligt til at gøre det, og det blev gjort med en eneste handling.

39. (a) Hvad viser menneskeslægtens historie fra Adam og indtil vor tid med hensyn til vor udfrielse fra denne „solgte“ tilstand? (b) Hvad kunne Paulus derfor sige om den tids Jerusalem og dets børn?

³⁹ Mange retsindige mennesker siger måske som apostelen Paulus: „Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ (Rom. 7:24) Menneskeslægtens historie fra Adam til vor tid har vist at mennesket ikke kan frelse eller udfri sig selv fra denne „solgte“ tilstand, denne trældom, „under synden“. I 1582 år (fra 1513 f.v.t. til 70 e.v.t.), fra lovgivningen ved Sinaj bjerg i Arabien til ødelæggelsen af det sidste tempel i Jerusalem, prøvede Israels folk at udfri sig selv fra trældommen under synden ved hjælp af den lov som Gud gav ved Moses. Men det lykkedes ikke. Derfor sagde apostelen Paulus også om de omskårne israelitter omkring tyve år før templets ødelæggelse: „Hagar [trælkvinden] er bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn.“ — Gal. 4:25.

40. På hvilken anden måde må vor udfrielse derfor finde sted?

⁴⁰ Det lykkedes ikke jøderne at opnå retfærdighed i Guds øjne ved at prøve at overholde Moseloven. Vi må altså ved Guds hjælp udfries ad en anden vej fra trældommen under synden og fra syndens straf, døden. Gud skylder os ikke at gøre det. Det må alt sammen ske som følge af hans ufortjente godhed og ved hjælp af en gave der kan løskøbe eller genløse os. Apostelen Paulus peger på den gave Gud har givet med dette formål for øje. Efter at han har spurgt om hvem der vil befri ham for det kødelige legeme der dør som følge af synden, udbryder han glad: „Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!“ — Rom. 7:25.

Hvordan det sker ved ét menneske

41. Hvor mange skulle der til for at bringe os i vor trælbundne tilstand, og hvor mange behøver Gud til at få os ud af den uden at retfærdigheden krænkes?

⁴¹ Imidlertid er vi mange, mens Jesus Kristus kun er én. Det er sandt. Men der skulle kun ét menneske, Adam, til at sælge os alle som trælle under synden og døden. Derfor behøves der ved Guds uforlignelige visdom til at gøre det fornødne, også kun ét menneske, Jesus Kristus, til at udfri os fra denne sørgelige tilstand ved en genløsning. I det samme inspirerede brev til den kristne menighed i Rom viser Paulus meget smukt hvordan retfærdighedens Gud opvejer ét menneske med et andet for at udvirke en genløsning og udfrielse uden at krænke retfærdigheden. Han skriver (Rom. 5:13, 14):

42. Fra hvornår har døden hersket som konge, og hvorfor kunne synden tilregnes Adam?

⁴² „Allerede før loven [Moseloven, givet i 1513 f.v.t.] var der synd i verden [ved arven fra Adam]; men synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er; dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams. Han er et forbillede på [lignede, NW] den, der skulle komme.“ Det vil sige at Adam fik en lov i Edens have, nemlig: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Da Adam spiste, syndede han derfor ikke blot ved at forfejle det mål som er fuldkommen lydighed mod Gud, men også ved at overskride grænserne for Guds lov, som han var blevet gjort bekendt med. Synden kunne derfor tilregnes Adam.

43. Hvorfor syndede menneskene indtil Moses’ tid ikke ved en overtrædelse i lighed med Adams?

⁴³ Adams efterkommere blev syndere ved arv. Men da Gud ikke gav noget lovkompleks eller nogen systematisk ordnet lovsamling før han gjorde det ved Moses, kunne Adams efterkommere ikke begå en overtrædelse ligesom Adams. De var ikke blevet gjort bekendt med nogen lov som de kunne overtræde. De kunne ikke blive lovovertrædere ligesom Adam.

44. Hvem var „den, der skulle komme“ og som Adam lignede, og hvorfor udvirkede han det modsatte af hvad Adam gjorde?

⁴⁴ Jesus Kristus var det ene fuldkomne menneske der „skulle komme“ og som det første fuldkomne menneske, Adam, lignede. Men Jesus Kristus udvirkede ved sin handlemåde lige det modsatte af hvad Adam havde udvirket ved sin. Adam begik en overtrædelse og faldt, mens han burde være blevet stående. I modsætning hertil forblev Jesus Kristus fuldkommen lydig mod Gud under prøvelser, og han indtager derfor en vigtig plads i forbindelse med den ufortjente retfærdigheds frie gave som Gud skænker os der er syndere. Derfor fortsætter Paulus:

45, 46. (a) Hvor mange blev berørt af det Adam gjorde, og hvad medførte det for dem? (b) Hvilken egenskab lader Gud komme til udtryk her, gennem hvem kommer den til udtryk, og hvem nyder godt af den?

⁴⁵ „Men det er ikke med gaven som det var med overtrædelsen. For hvis mange er døde ved ét menneskes overtrædelse, er Guds ufortjente godhed og hans frie gave med den ufortjente godhed ved det ene menneske, Jesus Kristus, blevet de mange endnu rigeligere til del.“ — Rom. 5:15, NW.

⁴⁶ Ja, det ene menneske Adam begik en overtrædelse i Eden, og hans mange efterkommere har med rette været underlagt døden indtil nu. Men der findes et tilsvarende menneske, „det ene menneske, Jesus Kristus“. Med ham er Guds ufortjente godhed og den frie gave med denne ufortjente godhed begyndt at virke. I stedet for at mange dør som følge heraf, sker lige det modsatte. De får i rigt mål del i Guds ufortjente godhed og hans frie retfærdsgave der følger med hans ufortjente godhed. I begge tilfælde er mange berørt af det den ene gør.

47, 48. (a) Hvad var årsagen til Guds dom over Adam, og hvad førte den til? (b) Hvad nødvendiggjorde at Gud måtte skænke en fri gave, og hvad medførte denne frie gave?

⁴⁷ Apostelen Paulus fortsætter: „Og det er ikke med den frie gave som det var med den måde hvorpå tingene virkede gennem den ene der syndede. For dommen [over Adam] førte til fordømmelse efter én overtrædelse, men gaven førte til en retfærdighedserklæring efter mange overtrædelser.“ (Rom. 5:16, NW) Det vil sige at Guds ugunstige dom blev følgen af Adams ’ene overtrædelse’. Denne dom, som skyldtes „én overtrædelse“, førte til fordømmelse for Adams mange efterkommere. Da Gud senere gav sin lov ved Moses gjorde israelitterne sig skyldige i „mange overtrædelser“, og hele den øvrige menneskehed kom til at stå som syndere.

⁴⁸ Denne situation med bevisligt mange overtrædelser nødvendiggjorde at Gud skænkede retfærdighed som en fri gave. Hvis Gud lagde alle mennesker ind under Moseloven, ville det vise sig at de kun begik overtrædelser i stedet for at udvirke deres egen retfærdighed. Men hvad var virkningen af Guds gave, der blev følgen af de mange overtrædelser? Denne retfærdighedsgave førte til at alle der tog imod gaven, blev erklæret retfærdige.

49. Hvad begyndte at herske som følge af den enes overtrædelse, hvorfor, og over hvem?

⁴⁹ Læg nu mærke til hvordan apostelen Paulus opvejer det ene menneske med det andet i det følgende vers: „For hvis døden, ved den enes overtrædelse, herskede som konge ved den ene, så skal da meget mere de der tager imod den ufortjente godheds og den frie retfærdighedsgaves rigdom, herske som konger og leve ved den ene, Jesus Kristus.“ (Rom. 5:17, NW) En overtrædelse er en form for synd, og syndens straf er døden. Ved det ene menneskes, Adams, overtrædelse i Eden begyndte døden ikke blot at herske over Adam, men gennem ham begyndte døden at herske over alle mennesker, fordi de alle er hans efterkommere.

50. Hvad står som modsætning til det ene menneskes overtrædelse? Hvad medfører det for dem der tager imod dette, og hvem sker det alt sammen ved?

⁵⁰ Som modsætning til Adams overtrædelse står Guds ufortjente godheds og hans frie retfærdighedsgaves rigdom. Disse virker i den modsatte retning af død. Hvad sker der derfor med dem der modtager Guds ufortjente godheds og hans frie retfærdighedsgaves rigdom? I stedet for at døden fortsat hersker over dem, kommer de til at „herske som konger og leve“! Dette udvirker Gud „ved den ene, Jesus Kristus“. Så mens døden har hersket over mange ved den ene, Adam, kommer de mange der tager imod Guds ufortjente godhed og hans frie gave, til at herske som konger og leve ved den ene, Jesus Kristus. Hvilken vidunderlig balance Gud således skaber i tingene!

51. Hvad understregede Paulus vedrørende overtrædelsen i Edens have, hvem blev berørt af den og hvordan?

⁵¹ Paulus standser ikke her men tilføjer: „Altså: Ligesom én overtrædelse førte til at alle slags mennesker blev fordømt, således fører én retfærdshandling til at alle slags mennesker erklæres retfærdige til liv.“ (Rom. 5:18, NW) Det vil sige at der var den ene oprindelige overtrædelse der blev begået af det ene menneske Adam i Edens have. Denne overtrædelse berørte „alle slags mennesker“. Det førte til fordømmelse for dem, for de var efterkommere af en der var fordømt af Gud som synder, og fra ham arvede de synden der bragte Guds fordømmelse over dem.

52. (a) Hvordan blev den ’ene retfærdshandling’ udført? (b) Hvem får gavn af denne handling og hvordan?

⁵² Til udligning heraf var der „én retfærdshandling“, der blev øvet af den ene der har handlet retfærdigt på jorden, nemlig Jesus Kristus. Ved sin handlemåde på jorden viste han at han var retfærdig, fuldkommen og hellig. Hvad medfører denne ene retfærdshandling? Dette: Jesu Kristi retfærdighed, som førte til hans retfærdiggørelse, kan anvendes til gavn for alle slags mennesker, uanset race, hudfarve, nationalitet, stamme, sprog eller sociale niveau. De ’erklæres retfærdige til liv’. Gud betragter dem ikke længere som syndere men lader Jesu Kristi retfærdighed komme dem til gode. Det befrier dem for dødens fordømmelse og gør dem værdige til liv, evigt liv.

53, 54. (a) Hvem blev berørt af det ene menneske Adams ulydighed, og hvordan? (b) Hvem får gavn af det ene menneske Jesu Kristi lydighed, og hvordan?

⁵³ Paulus forfølger denne tanke idet han videre siger: „Thi ligesom mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.“ (Rom. 5:19, NW) Det vil sige: Det ene menneske Adam var ulydigt mod Gud og blev en synder. Som følge heraf arvede alle hans efterkommere synden fra ham. På denne måde kom mange til at „stå som syndere“. Men ved det ene menneske Jesu Kristi lydighed mod Gud var midlet skaffet til veje hvorved mange kunne komme til at „stå som retfærdige“.

⁵⁴ De første der kommer til at „stå som retfærdige“ er dem der udgør Jesu Kristi åndelige menighed. Ved tro på den lydige Jesus Kristus, kommer de til at „stå som retfærdige“ for at de kan antages som åndelige sønner af Gud og som Jesu Kristi medarvinger. Da disse åndelige sønner af Gud til sidst udgør 144.000, kan man virkelig sige at „mange“ kommer til at „stå som retfærdige“. (Åb. 7:4-8; 14:1, 3, 4) Under Jesu Kristi tusindårige regering vil desuden mange fra menneskehedens verden, deriblandt mange opstandne, opnå retfærdighed ved Kristus. De der ikke gør det, vil blive udslettet i „den anden død“. — Åb. 20:14, 15.

55. Hvad blev større dengang Moseloven kom til, og hvordan kan man sige det?

⁵⁵ Paulus har allerede gjort opmærksom på at synden ikke tilregnes hvor der ingen lov er. (Rom. 5:13) Da Moseloven blev indført i 1513 f.v.t. kunne israelitterne derfor begå overtrædelser under denne lov. Hvis israelitterne aldrig havde set sig selv som syndere før, kunne de nu gøre det i lyset af Guds lov ved Moses. Med dette i tanke fortsætter Paulus: „Nu er Loven kommet til ved siden af for at overtrædelsen kunne blive større. Men hvor synden blev større, blev den ufortjente godhed endnu større.“ (Rom. 5:20, NW) Før Jesus Kristus trådte frem på skuepladsen kom Moseloven til ved siden af den allerede eksisterende syndige tilstand. Men i stedet for at denne lov erklærede israelitterne retfærdige, viste den at de var endnu større syndere, idet de nu overtrådte en lov de havde fået af Gud.

56. Hvad måtte blive endnu større fra Guds side, som følge af at synden blev større, og kunne det lade sig gøre?

⁵⁶ Synden blev altså endnu større selv efter at israelitterne havde fået Moseloven. Det betød at Gud måtte vise dem en endnu større ufortjent godhed. Men Gud kunne sagtens opfylde dette behov, og således blev „den ufortjente godhed endnu større“.

57. (a) Hvad herskede stadig efter at Moseloven var kommet til, og hvad var straffen derfor? (b) Hvad begyndte at herske ved Kristi første komme, og hvad skabte dette mulighed for?

⁵⁷ „Med hvilket formål?“ spørger Paulus. Han svarer selv: „For at, ligesom synden har hersket som konge med døden, således skulle også den ufortjente godhed herske som konge gennem retfærdighed med evigt liv for øje ved Jesus Kristus, vor Herre.“ (Rom. 5:21, NW) Det vil sige: Synden har fortsat hersket over menneskeslægten til trods for at Moseloven kom til, og denne synd medførte døden for syndens trælle. Men nu, i året 33 e.v.t., fik man evigt liv i sigte „ved Jesus Kristus, vor Herre“. Dette skyldtes hans fuldkomne retfærdighed. Gud var ikke forpligtet til at træffe denne foranstaltning; den udsprang helt af hans ufortjente godhed over for menneskene. I over fire tusind år havde synden hersket og betalt sine trælle med døden. Men nu, med Kristi første komme, begyndte Guds ufortjente godhed mod menneskene at herske. Den muliggjorde en udfrielse fra trældommen under synden. Den udvirkede at menneskene kunne opnå retfærdighed, som igen ville føre til evigt liv.

58. Hvad havde menneskene udsigt til da Guds ufortjente godhed begyndte at herske, og hvad måtte menneskene gøre for at opnå det?

⁵⁸ Gennem det ene menneske Adam var synden begyndt at herske over alle mennesker. Men ved det ene menneske „Jesus Kristus, vor Herre,“ var Guds ufortjente godhed nu begyndt at herske med dødens modsætning, det evige liv, for øje. De der ville opnå det evige liv måtte vende sig fra synd til retfærdighed. De måtte tage imod retfærdigheden gennem Jesus Kristus.

Genløsningen

59. (a) Hvor mange her på jorden har været underlagt døden på grund af Adam? (b) Hvordan opvejede Jesus Kristus virkningerne af det Adam gjorde?

⁵⁹ Således opvejedes det ene menneske Adam af Menneskesønnen Jesus Kristus. Virkningerne af det Adam gjorde, udlignes af det som Jesus Kristus gjorde. Hvordan? Ved at Jesus Kristus døde som et genløsningsoffer for alle Adams efterkommere, som Adam havde „solgt“ som trælle under synden, med døden som straf for denne trældom. Adam bragte død over alle. Alle var døde. Som apostelen Paulus siger: „Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én er død i alles sted, altså er alle døde.“ (2 Kor. 5:14) For dem der var døde i Adam, døde Jesus Kristus som et genløsningsoffer, som der siges: „Der er én Gud, og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ — 1 Tim. 2:5, 6, NW.

60. (a) Hvordan lød Guds lov om løsesummen i den lov han havde givet ved Moses? (b) Hvad krævedes der derfor til en genløsning af Adams efterkommere?

⁶⁰ I Guds skrevne ord lød loven om løsesummen således: „[Du skal] bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme. . . . men hvis der pålægges ham sonepenge [i stedet for at han selv dør], skal han betale så stor en løsesum for sit liv, som der kræves af ham.“ (2 Mos. 21:23-25, 30) For at Adams efterkommere, der var ’solgt som trælle under synden’, kunne løskøbes eller genløses måtte der ofres et menneskeliv der var lige så fuldkomment som det liv Adam var skabt med i Edens have.

61. (a) Hvad satte Adam over styr for sine efterkommere ved sin synd? (b) Hvordan kom Guds søn til at svare nøjagtig til den nyskabte Adam?

⁶¹ Ved sin synd satte Adam sine efterkommeres fuldkommenhed over styr. Det privilegium at blive født fuldkomne, uden dødens fordømmelse, at blive født med Guds godkendelse og med håbet om det evige liv, forspildte han for dem. Derfor sendte Gud i sin ufortjente godhed sin enbårne søn til jorden for at han kunne blive det fuldkomne menneske Jesus Kristus. Han blev født af en jomfru og havde således ikke nogen jordisk fader. På den måde blev han ved med at være Guds søn. Som voksen svarede han nøjagtig til den nyskabte Adam. Han kunne således tilbyde sig selv som et genløsningsoffer.

62. (a) Hvornår fremstillede Jesus sig selv som et genløsningsoffer, og hvordan og hvornår fuldbragte han dette offer? (b) Hvad ofrede han ved sin død?

⁶² Det gjorde Jesus da han som tredive-årig lod sig døbe i vand af Johannes Døber. Tre og et halvt år senere, i år 33, fuldbragte Jesus dette offer da han døde uskyldig, uden synd, og uretfærdigt dømt til døden. Da han havde bevaret sin retfærdighed og trofasthed til det sidste, oprejste Gud ham på den tredje dag fra de døde som en åndeskabning. Ved sin opstandelse genoptog Jesus Kristus således ikke livet som menneske på jorden, men han steg til himmelen og medførte blot værdien af sit fuldkomne menneskeliv. Denne værdi overgav han til Jehova Gud i himmelen, idet han gav afkald på det til gavn for menneskene. Han opfyldte således kravet om en „tilsvarende løsesum“ ved at give lige for lige, et fuldkomment menneskeliv for et forspildt fuldkomment menneskeliv. Det var ikke blot hans eget jordiske liv som menneske han ofrede, men han gav også afkald på sin menneskelige ret til at blive fader til en fuldkommen menneskeslægt der var værdig til at opnå evigt liv på jorden.

63. Hvad blev Jesus Kristus i stand til at gøre for Adams efterkommere da han ofrede sit jordiske menneskeliv?

⁶³ Ved på denne måde at ofre sit jordiske liv kunne han genløse Adams og Evas børn, idet han adopterede dem som sine børn og skænkede dem hvad deres jordiske fader Adam havde undladt at give dem i arv. Derved bliver han „Evigheds-Fader“ for dem. — Es. 9:6.

Svaret på spørgsmålet

64. (a) Hvilket vigtigt spørgsmål stilles vi overfor når magtbegærlige mennesker stiller krav til os? (b) Hvad må vi da huske på i betragtning af at vi har draget nytte af Kristi genløsningsoffer?

⁶⁴ Denne vidunderlige foranstaltning stiller os over for et vigtigt spørgsmål. Det er: Hvem vil vi herefter være trælle for? For mennesker eller for vor Genløser? I vor tid er befolkningen i mange lande hjælpeløst overladt til selviske og begærlige menneskers forgodtbefindende. Totalitære eller fanatisk nationalistiske regeringer overtager magten. Ærgerrige, magtbegærlige mænd og institutioner gør krav på andres fuldstændige underkastelse, ja de gør endog krav på deres liv, som om livet ikke var menneskets eget og tilhørte den enkelte selv. Skal vi underkaste os disse mænd, der selv er ’solgt som trælle under synden’? Skal vi, på deres bud, overgive vort liv til dem og blive „menneskers trælle“? Nogen retmæssig adkomst til at kræve vort liv og gøre os til deres trælle har de ikke. De af os som drager nytte af Jesu Kristi genløsningsoffer er allerede „købt og prisen betalt“. (1 Kor. 7:23) Vi skylder Jesus Kristus vort liv, vort håb om evigt, fremtidigt liv, da han er vor Genløser. Han er vor sande og retmæssige Ejer.

65. Hvordan besvarer Paulus i 2 Korinterbrev 5:14, 15 spørgsmålet om hvis trælle vi bør være?

⁶⁵ Apostelen Paulus viser hvis trælle vi bør være. Han siger: „Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: . . . han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.“ — 2 Kor. 5:14, 15.

66. (a) Hvem ville vi fornægte hvis vi blev menneskers trælle, og hvad ville det medføre? (b) Hvorfor tilhører vi der er kristne ikke os selv, og hvis trælle bør vi derfor ikke være?

⁶⁶ Hvis vi i ulydighed mod Gud bliver „menneskers trælle“, fornægter vi den Herre som købte os, og bringer hastig undergang over os selv. (2 Pet. 2:1-3) Det er vi besluttede på ikke at gøre. Tværtimod vil vi, når vi stilles over for valget, både huske på og handle i overensstemmelse med de inspirerede ord som apostelen Paulus skrev til sine medkristne: „Ved I ikke, . . . at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme! . . . den, der blev kaldet som fri, [er] Kristi træl. I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ — 1 Kor. 6:19, 20; 7:22, 23; Gal. 1:10.

[Fodnote]

[Illustration på side 111]

Ufortjent godhed