„Lad jer forlige med Gud“
„Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.“ — 2 Kor. 5:18.
1. Hvorfor har troende mennesker trods forholdene i dag tillid til Jehova?
JEHOVA Gud erklærer: „Jeg, Jehova, er ikke blevet en anden.“ At vide dette er en stor trøst for retsindige mennesker i hele verden, når de grunder over Guds vidunderlige hensigter, der allerede blev forudsagt så langt tilbage i menneskehedens historie som i Edens have. Adam ejede sin Skabers gunst og havde udsigt til at leve et lykkeligt liv på jorden. Menneskeheden i dag er i sandhed kommet langt bort fra den begunstigede stilling, Adam indtog hos sin Gud, og de fleste anser tanken om, at mennesker atter skulle få samme udsigter som Adam til et fredeligt og lykkeligt liv, for en skøn og uopnåelig drøm. I århundredernes løb er det store flertal af menneskeslægten ikke kommet Gud nærmere. Tilstandene i verden viser, at nationerne kun tilbeder Gud med deres læber, men ikke i deres hjerter. Folkene i almindelighed viser hverken kærlighed mod Gud eller næsten, tværtimod er forbrydelser og lovløshed i stadig tiltagende, og truslerne om krig bliver ikke mindre.
2. Hvad er der et presserende behov for i dag, og hvilken holdning er nødvendig?
2 De ord, Paulus skrev til korinterne, står endnu klarere og er mere manende nu, end dengang de blev skrevet: „Lad jer forlige med Gud!“ Dog er det overraskende at se, at mange mennesker ikke mener, de har brug for nogen forligelse med Gud. De føler, at de allerede er frelst og ikke kan begå uret i hans øjne. Men de ignorerer den advarsel, Jesus gav dem, som indtog denne fromme holdning og samtidig lod verden forstå, hvor „gode“ de var. Han talte om farisæeren, der gik ind i templet for at bede og sagde: „Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder.“ Jesus viste med sine ord, at hans sympati ikke var hos farisæeren, men derimod hos den ydmyge tolder. Denne ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men bønfaldt i oprigtighed Gud med ordene: „Gud! vær mig synder nådig!“ Tolderen viste ved sin ydmyge holdning over for Gud, at han var sig sit åndelige behov bevidst, og han bad om, at han måtte blive forligt med Gud. Han forlangte ikke noget af Gud, men bad om nåde og hjælp. Han gik ikke ind i templet med samme selvglade og selvtilfredse mine som farisæeren, en mine, mange mennesker også sætter op i vor tid. De siger: „Jeg går i kirke og lever et rent liv.“ De går ud fra, at Gud vil tage sig af dem og berede dem vej til frelse — farisæeren om igen. Han erklærede, at han ikke var, som folk er flest: Han levede et rent liv og betalte regelmæssigt tiende til kirken. Men han manglede sagtmodighed og ydmyghed, to egenskaber, der er nødvendige for alle mennesker, som værdsætter Bibelens løfter om, at de en dag vil blive forligt med Gud og modtage hans velsignelse. — Luk. 18:9-14.
3. Hvilken forkert betragtning anstiller nogle med henblik på Gud? Hvad mangler de?
3 Nogle, som ikke indser, at de har behov for forligelse, indtager den arrogante holdning, at „hvis der er en Gud, så burde han gøre noget for at forbedre forholdene i verden“. Medmindre de ser Guds magt blive lagt for dagen til fordel for dem selv og deres familie, vil de intet have med ham at gøre. De er blottet for tro og gør sig ingen anstrengelser for at finde vejen, der fører til liv. De vil tilbringe mange år med at skabe sig et levebrød, men regner det for uden betydning at studere den vejledning til liv, som Gud har givet os. I deres ligegyldighed siger de: „Lad os spise, drikke og være glade, for i morgen skal vi dø.“ De har den opfattelse, at Gud bør vise dem, at han har i sinde at gøre noget for dem, og før det sker, har de ikke brug for ham.
4. Hvilke eftervirkninger fik Adams ulydighed?
4 I betragtning af den almindelige mangel på tro, ja ligegyldighed over for Gud, er det på sin plads at spørge: Vil menneskeslægten nogen sinde blive forligt med Gud? Vil den velsignelse, som et enhedsforhold mellem Skaberen og skabningen i sig selv er, atter blive en virkelighed? Hvordan vil det ske? Vil alle mennesker blive forligt med Gud? Bibelen slår ganske afgjort fast, at Jehova har åbnet en vej, der giver mennesker mulighed for atter at opnå hans gunst. Det er rigtigt, at menneskeheden har været under Guds forbandelse og dødsstraf siden Adams ulydighed og oprør i Eden. Paulus forklarede dette for romerne og sagde: „Ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Adams ulydighed førte til et brud på det harmoniske forhold mellem Gud og mennesker. Adam fik ikke lov til at blive boende i sit skønne, paradisiske hjem. Han havde ikke længere evigt liv i udsigt, og han kunne heller ikke videregive det til sine børn. Tværtimod var han nu dømt til hårdt slid uge efter uge for at skaffe det nødvendige til livets ophold for sig selv og sin voksende familie.
5. Gør rede for den vej, mennesker har fulgt ned gennem århundrederne.
5 Eftersom Adams ufuldkommenhed og dødsstraf gik i arv til alle hans sønner, var udsigten til, at mennesker nogen sinde skulle opnå Guds gunst igen, meget ringe. Århundreder efter oprøret skrev salmisten David: „Ingen gør godt, end ikke een!“ (Sl. 14:3) Mennesket kunne ikke genindsætte sig selv i Guds gunst eller vinde livet; han evnede det ikke i egen kraft. I de forløbne århundreder af menneskets historie har menneskene i stedet gjort, hvad de selv fandt for godt, og den vej, de har valgt, har været en sorgens og dødens vej, der har ført til udplyndring og ødelæggelse af jorden. Fremfor at leve under Guds velsignelse og med glæde arbejde på at udvide grænserne for deres oprindelige, paradisiske hjem har menneskene fulgt en ulykkens og modgangens vej. Derfor spørger vi: Hvordan kan velsignede levevilkår under Guds bevågenhed og paradisiske tilstande atter blive indført på jorden? Hvordan kan en forligelse med Gud bringes i stand?
Guds forudviden om en forligelse
6. Hvordan kan vi være sikre på, at Jehova fremdeles vil velsigne sine tjenere?
6 Lige fra begyndelsen har Gud vidst, at der skulle finde en forligelse sted, og han har ladet det omtale i Bibelen til trøst og håb for troende mennesker. I Esajas 45:21, 22 forsikrer Jehova os om, at hans hensigter aldrig vil slå fejl: „Hvo kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som er Jehova? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud. Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen.“ Lige fra menneskehedens første tid har Jehova givet den forsikring, at de, som tjener ham, ikke gør det forgæves. Hans hensigter vil blive fuldbyrdet, og jorden skal atter blive et lykkeligt hjem for hans tjenere. — Es. 45:18.
7. Hvad sammenlignes mennesker med i Esajas 45:9-13? Og hvilken forbindelse har dette skriftsted med forligelse?
7 Gennem sin trofaste profet Esajas har Jehova vist, hvor omsonst det er for mennesker at prøve på at gøre det, som Gud selv har sat sig for at gøre. Menneskeheden sammenlignes med leret i en øvet håndværkers, en pottemagers, hånd, og Jehova viser, at leret ikke kan kæmpe mod ham, som former leret, eller på nogen måde forandre den form eller den anvendelse, dets Skaber har bestemt, det skal have. „Ve den, der trættes med sit ophav, et skår kun blandt skår af jord! Siger ler til pottemager: Hvad kan du lave? hans værk: Du har ikke hænder! . . . Så siger Jehova, Israels Hellige, fremtidens ophav: I spørger mig om mine børn, for mine hænders værk vil I råde! Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den; mine hænder udspændte himmelen, jeg opbød al dens hær; det var mig, som vakte ham i retfærd, jeg jævner alle hans veje; han skal bygge min by og give mine bortførte fri ikke for løn eller gave, siger hærskarers Jehova.“ (Es. 45:9-13) Jehova pegede her frem til ham, som han i retfærdighed ville udvælge til at bringe en forligelse i stand for dem, som elsker Gud i deres hjerter. Det understreges atter her, at det kun er gennem Guds foranstaltninger, menneskeslægten kan opnå forligelse og de velsignelser, et liv i Guds gunst fører med sig.
8. Siden hvornår har Jehova fremholdt håbet om en genløsning?
8 Helt fra begyndelsen pegede Jehova frem til, hvorledes Jesus skulle bringe sit menneskeliv som et offer, og at dette ville markere det vendepunkt, der skulle genoprette det gode forhold mellem Gud og mennesker. „Hertil var han forud bestemt [kendt, NW], før verdens grundvold blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld, I, som ved ham er kommet til tro på Gud, der vakte ham fra de døde og gav ham herlighed, så jeres tro også er håb til Gud.“ (1 Pet. 1:20, 21) Efter at Adam og Eva havde været ulydige i Edens have, gav Jehova dem dyreskind at klæde sig i. Derefter fortæller Bibelen os, at Abels dyreoffer blev anerkendt af Gud, for dette offer afbildede på rette måde Jehovas foranstaltning, at uden blodsudgydelse kunne der ikke ske syndsforladelse. — Hebr. 9:22.
9. Hvad var påskeofferet et billede på?
9 Påskelammet, som Israels familier ofrede, lige før de drog ud af Ægypten, var også et forbillede på det offer, som Jesus skulle bringe. I det gamle Ægypten blev der som en del af påskeforanstaltningen stænket blod på dørstolperne og overliggeren til de israelitiske hjem, og de, som lagde tro på Jehovas anvisninger for dagen, blev velsignet af ham, idet han lod deres førstefødte blive i live. På denne måde kastede ofringen af påskelammet lys over de foranstaltninger, Gud ville føre ud i livet århundreder senere og derved bane vej for forligelse og evigt liv. (2 Mos. 12:21) Derfor skrev Paulus: „Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ (1 Kor. 5:7; 1 Pet. 1:19) Johannes vidnede også herom, da Jesus kom til ham i ørkenen. Idet Jesus nærmede sig, sagde Johannes: „Se Guds lam, som bærer [borttager, NW] verdens synd!“ — Joh. 1:29.
10. Hvilken pris forlangtes der til forsoning af synd? Hvordan blev den tilvejebragt?
10 Lovpagten, som Jehova indgik med Israels folk, var ligeledes et fingerpeg om den forligelse, der skulle komme i stand ved Jesu Kristi offer. Som nævnt i 5 Mosebog 19:21 krævede denne lov liv for liv. Det var en utvetydig bekendtgørelse af Jehovas retfærdige krav. Adam havde ved sin ulydighed forspildt enhver ret til evigt liv som fuldkomment menneske, og Kristus Jesus var den eneste, der var hans jævnbyrdige i Guds øjne og derfor kunne bringe balance i Guds retfærdige vægtskåle. Det fremgår tydeligt af Salme 49:8-10, at syndige mennesker ikke kunne opfylde Guds retfærdige krav: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ Det liv, Jesus modtog som Jehovas menneskesøn, var fuldkomment, og han var således Adams ligemand og jævnbyrdig med ham og blev meget træffende betegnet som den anden eller den „sidste Adam“. Kun ofringen af hans fuldkomne menneskeliv kunne for evigt udligne det tab, Adam havde påført menneskeslægten.
11. Hvorfor kunne Moseloven ikke skænke retten til liv?
11 Skønt Loven, der blev formidlet ved Moses, var god, da den jo var en foranstaltning fra Gud, kunne den aldrig gengive menneskeheden retten til evigt liv, for så længe mennesker var syndige og ufuldkomne, kunne de ikke i retfærdighed holde Loven. Derfor var det nødvendigt, at Jesus villigt ofrede sig selv, som det også bliver os fortalt i Apostlenes Gerninger 13:38, 39: „Så skal I da vide, brødre, at ved ham forkyndes jer syndernes forladelse; og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.“
12. Hvad var hensigten med Loven?
12 Ifølge de lovanordninger, Gud gav Israel, blev der regelmæssigt bragt ofre af tyre og bukke, men det, at blodet af sådanne dyr blev udgydt i hvert enkelt tilfælde, kunne ikke borttage synd. (Hebr. 10:4) I Galaterne 3:19-25 stiller Paulus spørgsmålet: „Hvad skulle da Loven?“ Svaret lyder: „For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det „afkom“, hvem forjættelsen gjaldt, kom, . . . Er da Loven i strid med Guds forjættelser? Nej, langtfra! Ja, var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved Loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror. . . . så at Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ I Romerne 10:4 stiller Jehova måske sagen endnu mere på spidsen for os, idet han siger: „Thi Kristus er Lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.“ Lovens mangeartede bud og befalinger henledte gang på gang israelitternes opmærksomhed på den kendsgerning, at de umuligt kunne holde Guds bud til fuldkommenhed og derved vinde livet. Men Loven lærte dem, som var oprigtige og ydmyge af sind og hjerte, een ting: De havde brug for en genløser, der kunne forlige dem med Gud.
13. Ved hvilket profetisk billede blev Jesu død skildret?
13 Endelig vil vi omtale et profetisk billede, der viser, at Jehova fra ældgammel tid har vidst, hvad han ville gøre for at iværksætte en forligelse, der kunne føre til liv for menneskeheden. Med stor skønhed blev dette skildret i 1 Mosebog, det 22. kapitel, der viser, hvordan Gud beordrede Abraham at bringe sin højt elskede søn Isak som et offer. Abrahams kolossale tro på Jehova og hans hensigter hjalp ham til at følge anvisningerne helt frem dertil, hvor han med løftet hånd skulle til at ofre Isaks liv. Isak hjalp på sin side sin gamle fader med forberedelserne og viste sin villighed til at underkaste sig Gud Jehovas og sin fader Abrahams anvisninger. Det førte til, at Jehova knyttede et nyt løfte til velsignelsen over Abraham, nemlig løftet om, at alle jordens nationer skulle velsignes gennem Isaks slægtslinie. På grund af sin store tro på Gud indtog Abraham en begunstiget stilling og blev kaldt Jehovas „ven“. (2 Krøn. 20:7) Abraham er her et udmærket billede på Jehova, der lod sin enbårne søn lide offerdøden, og Isak er et billede på Jesus, der villigt underlagde sig sin Faders vilje.
14. a) Forklar Johannes 3:16. b) Hvordan gjorde Jesus sin Faders vilje?
14 Denne forligelsesforanstaltning er Jehovas kærlige gave til menneskeslægten. Som skriftstedet siger: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Vi ved, at Jehova ikke elsker den gamle uretfærdighedens og ondskabens verden, men at hans kærlighed til den retfærdige nye verden, som han vil oprette med Kristus som konge, ingen grænser kender. Det er for denne nye verden og af hensyn til retsindige mennesker inden for alle generationer, at Jehova har tilvejebragt dette offer, sin elskede, enbårne søn. Jesus vidste, at det var Guds vilje, at han skulle dø som et genløsningsoffer, og han bad til sin himmelske Fader, kort tid før han skulle forrådes: „Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:42) Paulus minder os om Jehovas ufortjente godhed i denne henseende og siger: „Thi mens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:6-8) Efter sin død og påfølgende opstandelse til selve himmelen fremlagde Jesus værdien af sit offer for Faderen, og ved således at ofre sig selv borttog han synden. — Hebr. 9:23-28.
15. Hvilken vej er den eneste, der fører til forligelse med Gud?
15 Hvis vi skal opnå Guds gunst nu og holde fast ved håbet om fortsat velsignelse fra Jehova, er det nødvendigt, at vi i tro anerkender denne forligelsesforanstaltning for mennesker. Det bør vi gøre med stor glæde og med ønsket om at tjene Jehova af al vor magt og evne. Som Paulus udtrykker det: „Thi når vi, mens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv. Og ikke det alene, men vi priser os endogså lykkelige over Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forligelsen.“ (Rom. 5:10, 11) Ved Kristus er det atter muligt for troende mennesker at indtage den begunstigede stilling, Adam indtog i Edens have. I virkeligheden gives der ikke noget andet navn under himmelen, hvorved mennesker kan blive frelst. Jesus vidnede om sig selv: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ — Joh. 14:6.
Ikke alle bliver forligt
16. Hvem vil blive frelst?
16 Jehova har i sin ufortjente godhed mod menneskene givet alle mulighed for at opnå forligelse, ligegyldigt hvor på jorden de bor. Er så det, at hans foranstaltning gælder alle uanset race, sprog og levevilkår, ensbetydende med, at alle vil drage fordel af den? Skriften viser, at den enkelte må opfylde visse betingelser for at opnå Guds gunst. (Matt. 21:28-30) Gud påtvinger ingen sin frelse eller forligelse, og han skænker den heller ikke ganske automatisk. Peter omtaler dette og siger: „Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ (1 Pet. 4:18) Peter, der havde gjort så mange erfaringer i tjenesten og besad et indgående kendskab til Guds ord, ventede altså ikke, at alle kristne ville forblive trofaste og opnå frelse.
17. Hvordan reagerede det jødiske folk over for Jesu tjenestegerning?
17 Vi har et eksempel i den jødiske nation. Jehova havde lovet dem, at hvis de var trofaste og lydige mod hans anvisninger, skulle de være et helligt folk, et folk for hans navn, og i overensstemmelse med dette løfte begrænsede Jesus sig under sin kortvarige, jordiske tjenestegerning til at prædike for jøderne. Men kendsgerningerne viser imidlertid, at de som folk betragtet ikke benyttede sig af denne vidunderlige mulighed. De fortsatte ikke i lydig tjeneste mod Jehovas befalinger, men nægtede at tage imod Messias, da han kom til dem. Intet under, at Jesus fordømte dem, fordi de manglede tro og endog modstod Guds tjeneste. „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38.
18. Hvilken mulighed blev åbnet for de retsindige blandt de andre nationer på grund af jødernes mangel på tro?
18 Da apostelen Paulus på et senere tidspunkt skrev til romerne, viste han, at den jødiske nation havde forpasset lejligheden. De var ikke længere de eneste, der havde udsigt til at blive Jehovas udvalgte præsteskab, som skulle regere sammen med Kristus i Himmeriget. I året 36 e. Kr. begyndte budskabet om Riget at blive forkyndt for folk af alle nationer. Paulus forklarede, at den omstændighed, at det israelitiske folk var blevet forstødt fra deres begunstigede stilling, åbnede vejen til forligelse for den øvrige verden. For at de romerske kristne ikke skulle lade sig fange i samme snare som jøderne før dem, skrev han: „Vel, de blev brudt af på grund af deres vantro, og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt! Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af. Men også de andre skal blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen.“ (Rom. 11:20-23) Selve det folk, der engang med foragt afviste Jesus med ordene: „Vi er Abrahams slægt“, blev forkastet, fordi de ikke lagde samme tro for dagen som Abraham.
19. Vil alle mennesker sluttelig blive forligt med Gud? Begrund dit svar.
19 I Lukas, det sekstende kapitel, understreger Jesus den kendsgerning, at ikke alle vil blive forligt med Gud, end ikke alle blandt dem, som gør påstand på at være hans indviede tjenere. Han advarede de pengekære farisæere, som gjorde nar af ham, og sagde: „I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ Han fortsatte med at fortælle dem lignelsen om den rige mand og Lazarus. Med tiden døde den rige mand og blev begravet, og mens han befandt sig i pine, så han langt borte Abraham og Lazarus på hæderspladsen hos ham. Det eneste svar, Abraham gav den rige mand på hans råb om barmhjertighed, var dette: „Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os.“ Vi siger selvfølgelig ikke dermed, at alle rige mennesker er fordømte i Guds øjne, for det er ikke tanken med lignelsen. Men Jesus påpegede, at de pengekære farisæere, der erklærede sig selv retfærdige over for mennesker, ikke kunne bedrage Gud. Skønt de var rige, idet de ejede hans ord og havde lejlighed til at ære ham, ville de ikke give åndelig næring, mad i rette tid, til sådanne, der ligesom Lazarus ønskede at spise sig mæt i lidt af det, der faldt fra den riges bord. Det var grunden til, at Jesus rejste den anklage mod sin tids troløse præsteskab, som står nedskrevet i Mattæus, det tre og tyvende kapitel.
20. Hvilken advarsel gav Gud den „rige mand“ gennem Ezekiel og Jeremias?
20 Jehova inspirerede Ezekiel til at skrive noget lignende: „Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder, profetér og sig til dem: Så siger den Herre Jehova: Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! Skal hyrderne ikke røgte hjorden?“ (Ez. 34:2) I Jeremias 25:34-36 siges der, hvordan det til sidst vil gå dem, som kender Guds ord og foranstaltninger, men kun røgter sig selv og tror, at de kan bruge Skrifterne til deres egen personlige fordel: „Jamrer, I hyrder, og skrig, I hjordens ypperste, vælt jer i støvet! Thi tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig skål skal I splintres. Hyrderne finder ej tilflugt, ej hjordens ypperste redning. Hør, hvor hyrderne skriger, hvor hjordens ypperste jamrer! Thi Jehova hærger deres græsgange.“
21. Hvem vil ikke forcere den afgrund, Jesus omtalte?
21 Ligesom Abraham var et billede på Jehova Gud, da han i det profetiske billede næsten ofrede Isak, således er han også i Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus et billede på Jehova. Det vises der, at der er en dyb afgrund mellem dem, som i hykleri tjener Gud for personlig vinding, og dem, der ligesom Lazarus opnår Guds gunst, fordi de oprigtigt søger efter sandheden og af et ærligt hjerte beder om barmhjertighed. Jesus viste ganske tydeligt, at de, som forsætligt vedbliver med at handle som lignelsens rige mand, idet de forsømmer at trøste de ydmyge i verden og give dem åndelig næring, aldrig vil blive forligt med Gud.
Opnåelse af Jehovas gunst
22. Hvorfor er en blot og bar bekendelse ikke nok for at vinde Guds gunst? Hvad mere kræves der?
22 Almindelige mennesker, hvor oprigtige de end måtte være, kan heller ikke vente at komme i et ret forhold til Gud, bare fordi de skrifter deres synder en gang om ugen. Det er ikke nok at dyrke Gud med læberne, men der kræves en forandret, positiv handlemåde, som er grundet på kundskab. (1 Pet. 1:14, 15) Man kan umuligt opnå Guds gunst ved i sin handlemåde at følge en siksakkurs og leve, som man lyster i ugens løb, for så pludseligt een dag om ugen at tage en from mine på og tilbede Gud. Jehova ser på hjertet, og han kender menneskesindet, og det er derfor ikke nok at have et skin af retfærdighed for at opnå Guds velsignelse. Det menneske, som virkelig elsker retfærdighed, vil handle retfærdigt. Han vil lade sig lede af Gud og af hans ord og aldrig mene, at selve det at skrifte for et andet ufuldkomment og syndigt menneske kan bøde på gentagne og forsætlige forseelser. At tro, at det, at man fortæller en anden om sine fejl og mangler, på en eller anden mirakuløs måde kan få en til at stå med en ren samvittighed ind for Gud, er at vise utilbørlig og overtroisk ærefrygt for et andet menneske. Dette er ikke i overensstemmelse med Bibelen eller med Guds foranstaltning, der har gjort Jesus til vor mellemmand. Paulus protesterede på det kraftigste mod at lade sig ære som en guddom af sine samtidige. Dengang Lystras indbyggere forsøgte at tilbede Paulus og Barnabas, råbte disse: „Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I, og vi forkynder evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud.“ — Ap. G. 14:15.
23. a) Hvorledes så Paulus på sin tjeneste for Jehova? b) Vil Gud se igennem fingre med forsætlig synd?
23 Skønt Paulus bestandig var aktiv i Jehovas tjeneste, mente han ikke på noget tidspunkt, at nu havde han gjort nok, og at han godt kunne slappe af, sagtne tempoet eller trække sig tilbage. Han slog ikke til lyd for, at en blot og bar bekendelse var nok for at blive forligt med Gud. Tværtimod skildrede han sig selv som en, der jagede fremad og rakte efter det mål, som Gud har sat i Jesus Kristus. (Fil. 3:13, 14) Han havde blikket åbent for sin egen ufuldkommenhed og sine mangler, og han vidste, at det kun var takket være Jehovas barmhjertighed, at han nød den store forret at kende sandheden og at aflægge vidnesbyrd om Guds hensigter. Han sagde: „Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren [Jehova, NW].“ (1 Kor. 4:4) Selv om vi fra tid til anden kan opmuntre og styrke vore brødre ved at lytte til deres problemer og vejlede dem ud fra Skriften, bør vi aldrig mene, at en bekendelse kan forandre deres stilling ind for Gud. Det er den enkeltes handlemåde, det kommer an på, og ikke bare ord. Han kan ikke længere lade sig lede af den gamle verdens målestok, men han må forny sit sind i overensstemmelse med Guds ords sandhed. Det fremgår tydeligt af Hebræerne 10:26-29: „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige. Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens ånd?“
24. Hvilket valg kan vi hver især træffe?
24 I fortvivlelse mener nogle, at de er sunket så dybt under menneskelig modgang, at der intet håb er for dem. Det behøver ikke at være tilfældet. Hver enkelt har mulighed for at træffe sit valg. Det står til ham selv at vælge, om han ønsker at adlyde opfordringen til at ophøre med at lade sig forme efter den gamle verdens mønster og blive forligt med Gud eller ej. Til sådanne skriver Jehova: „Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. Lyder I villigt, skal I æde landets goder; står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Thi Jehovas mund har talet.“ — Es. 1:18-20.
25, 26. Hvilke eksempler viser, at hvem som helst har mulighed for at opnå Guds gunst?
25 Jesus sagde selv, at toldere og skøger ville komme ind i Guds rige før de genstridige og selvretfærdige ypperstepræster og folkets ældste. Det vil ikke sige, at sådanne toldere og skøger kunne fortsætte med deres onde handlemåde, men det, Jesus forklarede, var, at de lagde tro for dagen. På grund af denne tro ville deres tidligere adfærd blive glemt, og de ville blive renset ved Lammets blod. Endvidere viste Jesus, at ingen er for ubetydelig eller ringe til at benytte sig af Guds foranstaltning til genløsning og forligelse. Han brugte en hyrde som billede og spurgte: „Hvad mener I? Hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de ni og halvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der fo’r vild? Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg jer: han glæder sig mere over det end over de ni og halvfems, som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.“ — Matt. 18:12-14.
26 Det samme understreges ved den glade velkomst, der blev givet den fortabte søn, der omtales i lignelsen i Lukas, det 15. kapitel. Sønnen drog til et fjernt land, hvor han ødte sin tid på et udsvævende liv, til sulten tvang ham til at vogte svin. Til sidst gik han i sig selv og vendte tilbage til sin faders hjem, hvor han blev modtaget med glæde. Faderen sagde: „Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.“ Således kan den, som har fulgt en færd, der har ført ham langt bort fra hans himmelske Faders, Jehova Guds, hus, måske modtage Jehovas barmhjertighed og tilgivelse, hvis han går i sig selv igen og får øjnene op for sine fejl og mangler. Det bliver os fortalt: „Han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:9) Selv om Jehovas store foranstaltning til forligelse og velsignelse er for alle slags mennesker, i alle stillinger og levekår, vil dog kun de høste gavn deraf, som indvier sig til Gud af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke. — 1 Tim. 2:3, 4.
27. Hvorfor må vi studere for at kunne behage Gud?
27 Skal vi opnå Guds gunst og blive forligt med ham, må vi studere hans ord. (Joh. 17:3) Hver eneste af os må fortsat vokse i kundskab om Guds ord. Ingen kan sige, at nu kender han det hele, for indsigtens lys skinner klarere og klarere indtil højlys dag. Føler du, at manglende skolegang er en hemsko for dig, så du har svært ved at forstå de dybe ting i Bibelen? Tab ikke modet, men husk Jakobs råd: „Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.“ (Jak. 1:5) Det er Jehova, der har truffet enhver foranstaltning til forligelse med sig ved Kristus, og det er Jehova, der i sit ord har givet os en rettesnor at følge, og som hjælper os at følge den. Skal vi behage Gud i vor tjeneste, er det nødvendigt, at vi har nøje indsigt i Bibelens dybe ting, og at vi står fast forankrede på et sikkert sandhedsgrundlag. Hvad en anden måtte vide om Bibelen, har ingen værdi for dig, men det er din personlige forståelse af sandheden, der til enhver tid vil tjene dig som en troens grundvold.
28. Er det nok, at kristne tror på Gud?
28 Hvis du har det rette hjertelag i Guds øjne, vil en sådan nøjagtig kundskab om Bibelen, befriet for al nedarvet overtro eller falske trosbekendelser, gøre dig stærk i troen. Men kundskab i sig selv er ikke nok for at behage Gud; tro i sig selv er ikke nok, og nidkært arbejde i sig selv er heller ikke nok. Men det er en forening af kundskab, tro og tjeneste, der vinder os Jehovas godkendelse. Den nøjagtige kundskab om sandheden, som vi tilegner os, giver vor tro en sikker grundvold, og den urokkelige overbevisning, der følger med troen, driver os til handling, til at vise vor tro i vore gerninger.
29. Hvordan viste Jesus, at Gud kræver mere, end at man lever et rent liv?
29 I alle disse henseender er Jesu eksempel den rettesnor, vi bør følge for at opnå forligelse. Med hele sin sjæl indviede han sig til sin Faders tjeneste og „efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. Han var ikke tilfreds med at leve et hæderligt liv som tømrer, men han tog en tjenestegerning op og virkede som en god hyrde og indsamlede alle dem blandt Israels folk, der følte sig tiltalt af retfærdighed. Han viede sit liv til først og fremmest at søge efter de fortabte får i Israel, og dernæst organiserede han sine disciple til at føre dette arbejde videre efter sin død. Han bød, at det gode budskab om Riget skulle forkyndes helt frem til enden på denne tingenes ordning, for han vidste, at det var Guds beslutning med tiden at indsamle trofaste mænd og kvinder fra alle nationer, og han banede vejen med dette for øje. — Ef. 2:15-18.
Offentlig forkyndelse for alle mennesker
30. Hvilken begivenhed under Jesu tjenestegerning viste, at der skulle åbnes folk fra de andre nationer vej til at høre sandheden?
30 Jesus vidste på forhånd, at Gud ville åbne mennesker fra andre nationer vejen til forligelse, og han talte ved en bestemt lejlighed frit ud til en samaritansk kvinde, da han sad ved brønden i nærheden af byen Sykar. Han sagde til hende: „Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede ham i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:23, 24) Tilbedelsen af Gud skulle ikke længere være begrænset til eet folk eller til eet sted, det være sig Jerusalem eller en anden „hellig by“, men vejen til at følge Guds ånds vejledning og blive vederkvæget af sandhedens vand blev åbnet for alle slags mennesker, hvor de end måtte befinde sig. I de sidste tre og et halvt år af sit jordiske liv helligede Jesus sig forligelsens tjeneste, idet han tjente som talsmand og udsending for sin Fader, Jehova. Det budskab, Jesus bragte folket, var et håbets budskab om evigt liv, for han kendte til fulde Guds hensigter lige fra menneskets skabelse i Eden og frem til dette tidspunkt. Han fortalte den samaritanske kvinde: „Men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.“ — Joh. 4:14.
31. Hvordan kommer mange til kort, når det drejer sig om sand tjeneste for Jehova?
31 Da du nu selv har modtaget dette livgivende sandhedsvand, inviterer du så med glæde andre til også at drikke deraf? Der findes i dag millioner af mennesker, som kalder sig kristne, men som i virkeligheden ikke følger Kristus ved at indvi deres liv til en tjenestegerning. Millioner har et elementært kendskab til Bibelen og siger, at de tror på Jesus og drikker af livets vand. De takker Gud, at de ikke er som andre mennesker, og peger med foragt på de nationer, som de kalder hedenske, men de er ikke selv sande får, for de følger ikke hyrdens ledelse. De, som i sandhed er vidner om Jehovas forligelse, er lykkelige over at kunne tjene Gud og deres næste. De siger, som der står skrevet i Hebræerne 13:15: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: Frugt af læber, som [offentligt, NW] bekender hans navn.“
32. Hvilken storslået tjeneste har vi fået betroet?
32 Apostelen Paulus blev brugt til for første gang at bringe det gode budskab til hedningenationerne, og han talte med megen kraft om den store gerning, Gud har givet dem, som forstår hans hensigter i dag. Han sagde: „Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os [betroede os forligelsens budskab, NW].“ (2 Kor. 5:18, 19) Der bliver ofte lagt stor vægt på spørgsmålet om at frelse sjæle for Kristus. Det er imidlertid ikke med Kristus, vi bør forliges, men derimod med Jehova, vor himmelske Fader, ved hans søn, Jesus Kristus. Kristus virker som mellemmand og forligelsens ypperste tjener, og når vi viderefører det arbejde, han har sat i gang, er vi faktisk Kristi medarbejdere i forligelsen mellem Gud og mennesker.
33. Hvordan viste Paulus, at han var en trofast forkynder og Ordets tjener?
33 Hvad har du selv gjort med dette forligelsens budskab? Har du en andel i denne tjeneste? Intet burde svække din tro eller skræmme dig fra at gøre fremskridt i tjenesten for Gud. Du vil huske, at Paulus regnede denne tjeneste for så vigtig, at han, skønt han blev fængslet, overfaldet af pøbelsværme, slået og truet af sine egne landsmænd, alligevel sagde: „Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium. Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: Saligere er det at give end at modtage.“ (Ap. G. 20:24, 35) Selv om Paulus var lagt i lænker, lod han ikke dette hindre sig i at udføre forligelsens tjeneste, men han bad om, at han i sin egenskab af sendebud måtte tale med al frimodighed og kundgøre det gode budskab. — Ef. 6:19, 20.
Duelige til forligelsens tjeneste
34. Hvem er duelige til denne tjeneste? Hvordan?
34 Nogle vil indvende, at det ikke ville være muligt for dem at tage del i denne tjenestegerning, fordi de ikke er dygtige nok. Men Jehova har aldrig valgt denne verdens selvkloge og intellektuelle; tværtimod bruger han de ydmyge og sagtmodige til sin tjeneste. For at den unge tjener Timoteus kunne blive dygtiggjort til den gerning, der lå foran ham, opmuntrede Paulus ham med ordene: „Læg vægt på at oplæse Skriften, formane og lære . . . Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:13-16) Vi kan gøre det samme i dag.
35. Hvordan dygtiggør Jehova sine vidner til forligelsens tjeneste?
35 Hvis vi beflitter os på at tilegne os forståelse af Guds ord, og så frimodigt taler om det til andre, vil vi kunne give samme svar som Paulus på spørgsmålet: „Hvem er duelig hertil?“: „[Vi er, for vi, NW] bærer os nemlig ikke ad som så mange andre, der søger vinding ved Guds ord, men ud af et rent sind, ja ud af Gud, taler vi i Kristus for Guds åsyn.“ (2 Kor. 2:16, 17) Det kan vi sige, fordi Jehova igennem sit ord er vor lærer. Han sender sin ånd til vejledning og styrke for os, og gennem sin organisation oplærer og forbereder han sine tjenere til deres gerning. De, som har del i forligelsens tjeneste, forklarer, at deres duelighed er fra Gud: „Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt.“ — 2 Kor. 3:5, 6.
36. Hvad får os til at tjene Gud? Hvordan kan vi gøre det?
36 Viser vi gennem moden tjeneste, at vi er duelige til den gerning, vi har at udføre? Kan vi sige, at Kristi kundskab kendes på os gennem vor aktive tjeneste? Lader vi vort sandhedslys skinne, genspejler vi Jehovas herlighed, og er vor tale præget af stor frimodighed? Hvis vi er oprigtige, når vi siger, at vi værdsætter den store kærlighed, Jehova har vist os ved at åbne os en vej til forligelse, burde vi være villige til at vise vor kærlighed ved at tage del i den tjeneste, han påbyder. Vi kan takke hans foranstaltning ved Kristus for vort håb om liv. Med vor viden herom burde vi være ivrige efter at give andre af livets sandhedsvand, således som Jesus var det over for den samaritanske kvinde. Vi kan tale med folk, når vi aflægger besøg fra dør til dør; vi kan bruge lidt tid til at fortælle vore naboer om sandheden, og vi kan anvende en time til at lede et bibelstudium med et retsindigt menneske. Alt dette falder i tråd med Jesu påbud om, at det gode budskab om Riget, der nu er oprettet, skulle forkyndes på hele den ubeboede jord. På denne måde kan mennesker af alle slags, uanset nationalitet eller hudfarve, finde frem til og følge den vej, der fører til en gunstig stilling hos Gud.
37. Hvorfor er budskabet presserende?
37 Dette budskab er presserende, for Gud har sat en frist for denne forligelsens tjeneste. „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:30, 31.
38. Hvad ser de kristne frem til? Hvordan reagerer de?
38 Vor tjeneste i dag tager ikke sigte på at støtte visse mennesker i deres ørkesløse drømme om, at de kan lappe verden sammen med politiske eller religiøse klæbestrimler, for deres planer er ikke i harmoni med det budskab, Jesus lærte. Han fortalte sine disciple, at de skulle bede om oprettelsen af Guds rige, under hvilket hans himmelske Faders vilje ville ske på jorden, som den sker i himmelen. Fremdeles sagde han, at hans rige ikke var af den gamle verdensordning, men at der skulle finde en forandring sted til et retfærdigt, teokratisk styre. (Joh. 18:36) Det vil ske i Harmagedonslaget, når Kristus i egenskab af sin Faders, Jehovas, skarpretter træder op mod dem, som vender Gud ryggen og modstår forligelsens tjeneste. Vi ved, at undergangen over dem, som ikke tror på Gud, ikke slumrer, for Jehova er ikke sen til at indfri sine løfter. Vi bør derfor ikke lukke vore øjne for tidernes tegn eller lade hænderne synke fra det arbejde, vi har fået at udføre. Indtag ikke samme holdning som dem, der siger: „Hvis der er en Gud, hvorfor gør han så ikke noget?“ Vær forvisset om, at han har udrettet noget! Han har givet sin søn som en genløsning for troende mennesker og vil snart fuldbyrde sine hensigter i forbindelse med jorden ved at udrydde den gamle tingenes ordning i Harmagedon og dermed bane vej for de nye himle og den nye jord, hvor retfærdighed bor.
39. a) Hvordan giver forligelsens velsignelser sig nu udslag? b) Hvordan vil disse velsignelser nå deres fulde mål?
39 Da vil mennesker atter ligesom i Eden have mulighed for at leve evigt i lykke på denne jord. Nogle vil leve gennem denne trængselstid, ligesom Noa og hans familie levede gennem Vandfloden, og de vil fortsætte deres tilværelse under Kongen Kristi fuldkomne herredømme. Efterhånden som Guds foranstaltning til menneskers velsignelse helt træder i kraft, vil sygdom og til sidst døden ikke længere have magt over deres legemer, men skal forsvinde. Ved slutningen af Kristi tusindårige regering vil mennesker have genvundet den retfærdige og begunstigede stilling hos Gud, som gik tabt, dengang Adam svigtede i Edens have. Allerede nu har de, som er udvalgt af Gud til at være af den himmelske „lille hjord“, hans forsikring om, at der tilregnes dem retfærdighed, og at de er blevet forligt med ham ved hans søns død. (Rom. 5:10, 11; 2 Kor. 5:18-21) Men for deres vedkommende, som har det håb at opnå liv på den rensede jord, kommer forligelsen med Gud først fuldt ud i stand ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Da vil Guds folk fryde sig over kundskaben om den forligelsesforanstaltning, de nu ser med troens øjne, og som giver dem fred i sindet. Under Kristi retfærdige styre vil den paradisiske skønhed, der rådede i Edens have, blive udstrakt til at omfatte hele jorden, idet hundredtusinder af overlevende fra Harmagedon i fællesskab vil arbejde på at forskønne deres jordiske hjem, og Guds hensigter vil blive fuldbyrdet, idet mennesker vil tjene under hans ledelse.
40. Hvilken vej er det klogt at følge trods alle vanskeligheder?
40 I betragtning af alt dette bør vi aldrig blive trætte eller give op, når vi gør det rette, selv om vi lider trængsel og bliver forfulgt, fordi vi holder urokkeligt fast ved sandhedens ord. Der siges os, at vor gråd måske vil vare en nat, men at morgenen vil bringe fryd og glæde, og det vil være noget, som alle de, der får den forret at være med i den nye verden under Kristi varige regering, kommer til at erfare. Under Satans herredømme oplever vi nu menneskehedens allermørkeste tid, men selv dette mørke er ved at vige for den nye retfærdige verdens gryende dag. Vil det blive din forret at se og glæde dig over disse skelsættende forandringer i menneskehedens historie? Nærer du dette håb, så vær med i forligelsens verdensomspændende tjeneste, som Jehovas vidner i dag udfører. Det er, som Gud ved dem formaner andre: „Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.
41. Hvilken udsigt har de, som elsker og tjener Jehova?
41 Handler du således, vil du erfare den sande lykke, der kun kan blive din, når du har fred med Gud. Du vil se den tid komme, da Gud vil gøre det samme for alle Kristi riges undersåtter, som han nu gør for de kristne, der er med i den nye pagt: „Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: Kend Jehova! Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Jehova; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jer. 31:33, 34; Ez. 11:19, 20) Forestil dig engang livet i samarbejde med dine medmennesker under så lykkelige forhold! Foran dig ligger tusind år, der er bestemt til at hidføre forligelse mellem Gud og mennesker, og derefter åbner der sig en evighed til tjeneste for Jehova. Jehovas kærlige foranstaltninger for menneskeheden vil genspejle sig i hans velsignelse over al skabningen. Vil du gerne glæde dig over livet til den tid, så tag del i forligelsens tjeneste nu.
(The Watchtower, 1. december 1953)