Glæd dig over samværet med den nye verdens samfund
„Du skal glæde dig for Jehova din Guds åsyn i alt hvad du tager dig for.“ — 5 Mos. 12:18, NW.
1, 2. (a) Hvad ønsker Jehova at vor tilbedelse af ham skal være præget af? (b) Hvorledes blev dette understreget da den første menighed i sin tid blev oprettet?
JEHOVA GUD er „den lykkelige Gud“, og han glæder sig i sandhed over alt hvad han tager sig for. (1 Tim. 1:11, NW) Det er hans agt at alle hans trofaste skabninger skal føle glæde og lykke ved at tilbede ham. Meget passende finder vi derfor i Bibelen følgende befaling sole blev givet Guds forbilledlige nation, Israel: „I skal spise for Jehova jeres Guds åsyn og glæde jer over alt hvad I tager jer for, I og jeres husstande, for Jehova din Gud har velsignet dig.“ „Du skal glæde dig for Jehova din Guds åsyn i alt hvad du tager dig for.“ — 5 Mos. 12:7, 18, NW.
2 Da den kristne menighed senere oprettedes og blev det åndelige „Guds Israel“, lod Jehova menighedens medlemmer forstå at de var kaldet til et lykkeligt fællesskab hvor de skulle glæde sig over at være sammen. I sin bjergprædiken erklærede Jesus de mennesker for „lykkelige“ som var klar over deres åndelige behov, som hungrede og tørstede efter retfærdighed og jagede efter fred. Selv under bitter forfølgelse skulle de ’fryde sig og springe af glæde’. Apostelen Paulus udtrykker sig i samme retning i sit brev til filipperne: „Glæd jer bestandig i Herren.“ „Glæd jer altid i Herren. Endnu en gang vil jeg sige: Glæd jer!“ — Gal. 6:16; Matt. 5:3-12; Fil. 3:1; 4:4, NW.
3. Hvorledes har Jehova givet sit folk grund til glæde?
3 Jehova Gud indbyder i dag alle sandheds- og retfærdselskende mennesker til at samles med det lykkelige nye verdens samfund, der består af hans vidner. Det er Gud selv som giver sit folk grund til glæde. Jehovas vidner i vore dage var for år tilbage ulykkelige fordi de befandt sig i en plaget og hjemsøgt tilstand, især henimod slutningen af den første verdenskrig, i 1918. Profetien skildrede dem som to vidner klædte i sæk, ja endog som lig der lå på gaden. (Åb. 11:3, 7-10) Men Jehova ændrede sit folks sorg og græmmelse til glæde og lykke. Han udfriede sine trofaste vidner fra deres uvirksomheds dødlignende tilstand, udgød sin ånd over dem og opfyldte følgende profetiske ord af Esajas på dem: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Es. 51:11.
4. Hvad er det retsindige mennesker lægger mærke til ved den nye verdens samfund, og hvad får det dem til at ønske?
4 Det er derfor ikke så mærkeligt at mange mennesker i verden har iagttaget Jehovas folks glæde og lykke. Dette er i sandhed en faktor som drager mennesker ind i et samvær med os. De opdager at de nærer samme ønske som salmisten der skrev: „At vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde.“ — Sl. 106:5.
5. Nævn nogle af de ting der bidrager til den nye verdens samfunds glæde.
5 Der er mange ting som bidrager til at skænke den nye verdens samfund denne glæde. Hvilken glæde er det ikke at kende og forstå Bibelens sandheder, at indse at Jehova nu har taget sin magt og er begyndt at herske idet han har indsat Kristus Jesus som konge i det himmelske rige, og forstå at Jehovas universelle suverænitet om kort tid vil blive hævdet af dette rige når det udsletter alle som sætter sig imod dets styre! (Sl. 97:1-12) Desuden har vi grund til at glæde os over håbet om at komme til at leve evigt i den tilstundende nye verden, over beviserne for at Jehova i disse sidste dage har udgydt sin ånd over sit folk samt glæde os over de vidunderlige sandhedsåbenbaringer og indsamlingen af en stor skare retsindige mennesker der føres ind i den nye verdens fold. Og Jehova, der kender sine skabningers behov, skaber den atmosfære hvori glæden kan trives — det lykkelige samvær og fællesskab med mennesker der ejer den samme tro.
6, 7. Hvad og hvem er vor glæde afhængig af? Hvad må vi derfor værne om?
6 Jehova kan føle sig glad og tilfreds uden andres selskab. Han føler intet savn ved at være alene. Men han vælger at fryde sig over sine tjenere, og det behager ham at han kan finde glæde ved sit folk. „I dig er [Jehova] din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel.“ Om den åndelige velstand og fremgang der atter ville blive hans folk til del i de sidste dage udtalte Jehova: „Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk.“ I modsætning til Jehova ville alle hans skabninger imidlertid føle savn hvis de skulle være alene. Deres glæde og lykke afhænger af Jehova. De har alle visse behov som de må have opfyldt dersom de skal føle sig glade og tilfredse. Og dette gælder i højeste grad os ufuldkomne mennesker på jorden. Et af de behov vi må have opfyldt, er at vi må komme sammen med andre mennesker, og dette har Jehova sørget for på forskellige måder, især i form af det kristne fællesskab i den nye verdens samfund. — Zef. 3:17; Es. 65:19.
7 Dersom vi altså fortsat ønsker at glæde os over alt hvad vi tager os for som Guds folk, må vi værne om og bevare glæden ved at komme sammen med hinanden. Glæden opstår ikke af sig selv. Den er et resultat af at følge den rette handlemåde i en atmosfære af harmoni og fred med Guds folk. Den er en af åndens frugter. (Gal. 5:22) Vi gør vel i at bede om at glæden må findes iblandt os, men vi må også fremelske den ved at gøre vort til at skabe glæde når menigheden kommer sammen.
8. Hvem høster gavn af gavmildhed? Nævn et eksempel herpå.
8 Gavmildhed og glæden ved samværet med andre har en hel del med hinanden at gøre. Har du nogen sinde set et gerrigt, nærigt, hyklerisk og snæversindet menneske glæde sig over alt hvad det tog sig for? Den som altid prøver at få noget ud af livet uden at yde noget til gengæld, er aldrig et lykkeligt menneske. Glæde avler gavmildhed, og gavmildhed avler glæde. I sin omtale af de kristne i Makedonien skrev Paulus at der er „af deres overvældende glæde . . . vældet frem en rigdom af gavmildhed“. Den gavmilde giver høster glæde, og ikke mindst når han forstår at det udelukkende er i kraft af Jehovas ufortjente godhed at han er i stand til at give; gavmildheden fremkalder også glæde hos modtageren, og det vil den i høj grad også gøre hos dem der ser gavmildhedens resultater. Kong David indsamlede i sin tid materialer til templet som senere skulle bygges af hans søn Salomon, „og folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver; også kong David følte stor glæde“. Og derfor bad David således til Jehova: „Bevar til evig tid et sådant sind og sådanne tanker i dit folks hjerte og vend deres hjerter til dig!“ — 2 Kor. 8:1, 2; 1 Krøn. 29:9, 14, 18.
9. Er det tilstrækkeligt at være gavmild med vore materielle ejendele og vor arbejdsindsats?
9 På samme måde er det i dag. Når vi i fællesskab skal udføre et stykke arbejde, som for eksempel bygge en rigssal eller forberede et stævne, og vi frivilligt, utvungent og uopfordret yder en arbejdsindsats eller penge, vil dette skænke os glæde. Det glæder os når vi ser vore brødre så rundhåndet give sådanne gaver til disse formål, og det tilskynder hele menigheden til at være gavmild. At være gavmild med sine materielle ejendele, med sin tid og arbejdsindsats er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt hvis vi i fuldeste mål ønsker at dele Jehovas folks glæde. Så må vi være gavmilde med os selv, gavmilde i vor omgang med andre, gavmilde med tilgivelse og langmodighed, gavmilde i vort samvær og fællesskab med hinanden, og især gavmilde i vor kristne virksomhed.
10. (a) Hvoraf udspringer vor trang til samvær med andre? (b) Hvad er det der i verden ofte bestemmer menneskers valg af venner?
10 Når vi søger andres samvær er det i grunden et udtryk for kærlighed til os selv, skønt det ikke nødvendigvis behøver at være en selvisk kærlighed. Vi kan ikke undvære selskabet med andre; sådan er vi simpelt hen skabt. Lige fra begyndelsen fandt Gud det passende at give manden en ledsager, en fælle og medhjælp, fordi det ikke var godt for manden at være alene. (1 Mos. 2:18) Det er denne trang til venskab og selskab der er den egentlige bevæggrund når en mand og en kvinde ønsker at indgå ægteskab. (1 Mos. 2:24) Ligeledes søger man at finde venner for at opfylde dette elementære behov for samvær med andre. I denne verden søger mennesker venner blandt folk der kommer fra samme sociale lag og står på samme dannelsestrin, eller blandt dem der har samme interesser eller hobbies som de selv, således at der er et fælles grundlag for samtaler og virksomhed. De søger venskab med mennesker der kan bidrage til at øge deres glæde. Oftest er motivet bag sådanne venskaber at de blot skal tilfredsstille det selviske behov, og hvis et venskab ikke længere opfylder dette behov, eller dukker der et mere fordelagtigt venskab op, brydes det første. I vore dage er det særlig iøjnefaldende at venskaber mangler ægte hengivenhed, for mennesker er blevet så „egenkærlige“. — 2 Tim. 3:2, 3.
11. Hvad er det vi skal tage os i vare for i samværet med den nye verdens samfund?
11 Når vi drager nytte af det kristne fællesskab i den nye verdens samfund, må vi tage os i agt for at vi ikke søger sammen med vore brødre udelukkende af egennytte og for kun at tilfredsstille vort eget behov for samvær med andre. Når vi kommer ind i sandheden, optages vi iblandt en skare mennesker der kommer fra alle samfundslag og racer og har forskellig uddannelse. Havde vi stadig været i verden, havde vi måske ikke søgt at opnå deres venskab, idet vi følte at de ikke kunne bidrage til vor glæde. Selv inden for den nye verdens samfund føler vi os imidlertid draget mere mod nogle bestemte brødre end mod andre. Det er kun naturligt at vi søger sammen med de brødre og søstre i hvis selskab vi føler os glade, tilfredse og godt tilpas. Men hvis vi ene og alene søger sammen med dem vi har let ved at omgås, er det så ikke et udslag af simpel egennytte? Hvis vi altid omgås de samme når vi kommer i rigssalen, kan dette så ikke bidrage til at der dannes kliker eller opstår splittelser? Ja, måske opdager vi at vi tankeløst gør os skyldige i personsanseelse fordi vi bedømmer vore brødre ud fra kødet. — Jak. 2:4.
12, 13. Er det forkert at have særlig gode venner blandt brødrene? Hvad fordres der herforuden?
12 Vil det sige at det er forkert at være særlig gode venner med nogle brødre og søstre i menigheden, at knytte et stærkere venskab med dem end vi gør med andre? Nej, ikke nødvendigvis. Bibelen omtaler apostelen Johannes som „den discipel, Jesus elskede [foretrak, NW, fodnoten]“, og af andre steder fremgår det at der mellem Johannes og Jesus bestod et venskab ud over det sædvanlige. Men Jesus søgte også de andre disciples selskab og viste dem kærlighed. Han var meget overstrømmende i sin kærlighed til sine brødre, ofrede sig for dem, ja gav oven i købet sit liv for dem. Jesus kunne i sandhed sige at han ’glædede sig over alt hvad han tog sig for’. Han ønskede at hans efterfølgere skulle opleve den samme glæde ved at gøre Faderens vilje og vise andre en lignende uselvisk kærlighed, og derfor formanede han dem umiddelbart før sin død med ordene: „Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.“ — Joh. 21:7; 15:11, 12.
13 Men vi må altså tage hensyn til at der udover fællesskabet med alle vore brødre består sådanne personlige venskaber. Brødre eller søstre der har været længe i sandheden, har oplevet meget sammen og har udholdt de samme trosprøver, vil naturligvis finde forståelse for hinanden og indgå et gensidigt venskab. Dette venskab er vokset frem fordi de personligt kender hinandens trofasthed og uangribelighed, og sådanne venskaber kan vi glæde os over består, og de burde ingenlunde give anledning til skinsyge eller misundelse. Nogle kan undertiden på grund af skinsyge søge at vinde personlige venner blandt andre brødre, især blandt fremtrædende brødre i organisationen; men dette vil ikke bringe dem nogen glæde, eftersom det blot er udslag af egennytte. Alt mens vi vokser i sandheden, sammen med vore brødre deltager i tjenesten og udholder hån og forfølgelse, vil vi til gensidig glæde opdage at den kristne kærligheds og det kristne fællesskabs bånd bliver stærkere og varigere.
Hengivenhed for alle uden forskel
14. Hvordan har princippet: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage“ også gyldighed med hensyn til samværet i den nye verdens samfund?
14 Vi ønsker ikke at give vore brødre en snæver plads i vore hjerter. Nej, vore hjerter vil være „vidt åbne“ for vore brødre, så vi nærer hengivenhed og kærlighed til dem alle og gerne vil være sammen med dem alle uden forskel. Princippet: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage“ har også sin gyldighed med hensyn til vort samvær med brødrene. Lad os sige at en retsindig mand begynder at overvære møderne. Han føler sig imidlertid genert og synes ikke at han ved så meget, og derfor falder det ham vanskeligt at udtrykke sig. De første gange forekommer det os svært at indlede en samtale med ham, men vi nærer kærlighed til ham fordi han hører til Herrens „andre får“, og derfor bestræber vi os fortsat for at få ham til at føle sig hjemme iblandt os. I den glade atmosfære som det kristne fællesskab og samvær skaber, begynder genertheden at gå af ham. I den teokratiske skole lærer han at udtrykke sig rigtigt om Guds hensigter og dernæst at blive en dygtig forkynder. Inden længe får han gode oplevelser i tjenesten på arbejdsmarken, og disse oplevelser delagtiggør han os i. Borte er hans generthed og indesluttethed. Nu strømmer han over af glæde, og vi fryder os med ham over at se den fremgang han har gjort i sandheden og den glæde han som en broder føler ved at komme sammen med os. Dette ville vi være gået glip af hvis der havde været „snæver plads“ i vore hjerter og de ikke havde været så „vidt åbne“ at vi kunne modtage dette retsindige menneske i vor midte. — Ap. G. 20:35, NW; 2 Kor. 6:12, 13.
15, 16. Hvordan kan vi vise at vi interesserer os for vore brødre?
15 At vi er gavmilde i vort samvær med brødrene betyder at vi er interesseret i dem, og at vi ’ikke bare af personlig interesse ser på vore egne sager, men også af personlig interesse ser på de andres’. Vær oprigtigt interesseret i dine brødres åndelige fremgang og glæd dig over hvert nyt skridt de tager henimod kristen modenhed. Hvilken glæde føler vi ikke når et menneske vi har studeret med, begynder at komme til møderne, at svare ved vagttårnsstudiet og at gå ud i tjenesten! Vi brænder efter at fortælle vore medforkyndere om den nyinteresseredes fremskridt. De første gange han kommer til møderne er det os en glæde at forestille ham for tjenerne og andre brødre. Han er jo i virkeligheden et levende brev der anbefaler os som forkyndere. Imidlertid må vi for at undgå ethvert tilløb til at prale, som om dette var et resultat af vor indsats, være lige så rede til at glæde os sammen med vore brødre når de har lignende oplevelser og når andre nyinteresserede lidt efter lidt vokser til kristen modenhed. — Fil. 2:4, NW; Rom. 12:15, 16.
16 Vær tillige interesseret i de svage brødre og søstre der kun med mellemrum kommer til møderne og som står i fare for at pådrage sig et dårligt åndeligt helbred. Vær indstillet på at tale opmuntrende med dem når de kommer til møderne eller når du aflægger dem et besøg. Lad samværet varme dem om hjertet. Paulus skrev: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Somme tider kan vi ved at fortælle disse åndeligt svækkede en oplevelse, ved at sende dem et venligt smil eller trykke dem hjerteligt i hånden give dem ny lyst til atter at være aktive i Jehovas tjeneste. Ved på denne måde at optræde gavmildt og være interesserede i hinanden, yder vi vort bidrag til glæden i den menighed vi hører til. — 1 Kor. 10:24.
17. Hvad vil det være gavnligt at gøre dersom man synes at hjerteligheden mangler blandt brødrene?
17 Man kan af og til høre en broder eller søster sukke: „Det er ikke helt som det skal være i vor menighed. Der er ingen hjertelighed imellem brødrene, og jeg føler mig sat udenfor når jeg kommer til møderne.“ Såfremt Jehovas ånd ikke er til stede i menigheden og denne derfor ikke ejer nogen glæde, er dette en sag der vedrører alle i menigheden, især tilsynsmanden. Men hvis en broder eller en søster synes at menigheden savner hjertelighed, ville det så ikke også være gavnligt om han eller hun ærligt spurgte sig selv: „Hvad gør jeg for at der kan herske glæde blandt brødrene? Kommer jeg til møderne for bare selv at få noget ud af dem, eller går jeg derhen med et ønske om at yde mit bidrag ved at svare og ved at tale med brødrene? Har jeg sat mig for at jeg vil hilse hjerteligt på brødrene og tage initiativet til at gå hen til de nye og hilse på dem? Er jeg oprigtigt interesseret i mine brødre, eller er jeg så selvoptaget at jeg kun har øje for mine egne interesser?“ Måske er det den som føler sig tilovers der virker kølig, utilnærmelig og uden hjertevarme. Dersom kærligheden skal give glæden næring må begge parter yde deres del. Men skulle en broder eller en søster ikke gengælde kærligheden, vil vi dog ikke af den grund undlade at gøre det rette. Vi vil stadig væk tale opmuntrende til en sådan broder eller søster når vi har lejlighed til det.
18. Hvilken personlig interesse skal vi vise vore brødre, og hvilken ikke?
18 Vor ’personlige interesse’ for vore medkristne er ikke ensbetydende med at vi kan trænge ind i deres private anliggender eller i deres familieforhold; i så fald hører vi til dem „der blander sig i andres sager“. Naturligvis kan vi komme sammen med vore brødre under selskabelige former når lejlighed byder sig, og et sådant samvær kan være berigende og bidrage meget til vor glæde. (Se Vagttårnet for 1. juni 1960, siderne 259, 260.) Men interesserer man sig for meget for andres private forhold eller overdriver man selskabeligheden så man bruger for megen tid dertil, kan man hurtigt forringe eller oven i købet ødelægge glæden ved det åndelige fællesskab. (1 Pet. 4:15, NW; Ordsp. 25:17) Vi bør være allermest interesseret i vore brødres teokratiske virksomhed og i deres åndelige velfærd, hente glæde i det teokratiske samvær med dem, glæde os over deres oplevelser i tjenesten og over sammen med dem at lovsynge Jehova vor Guds navn. Ja, vore brødre er os en kilde til glæde. Som apostelen Paulus skrev til filipperne: „Mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde.“ — Fil. 4:1; 1 Tess. 2:19, 20.
19, 20. (a) Hvad vil hjælpe os til at bygge samværet i den nye verdens samfund på det rigtige grundlag? (b) På hvilken måde kan samværet i den nye verdens samfund sammenlignes med forholdet i en familie?
19 For at få den fulde glæde af den forret som det er at komme sammen med den nye verdens samfund, må vi sikre os at vort forhold til brødrene er bygget på den rigtige grundvold. Er vi unge af alder må vi vogte os for at optræde respektløst over for de ældre i menigheden og opføre os overdrevent familiært over for dem. Vi bør omgås dem som „fædre“. Du må have en ærbødig indstilling over for det modsatte køn, så forholdet til det er rent og sundt og du aldrig krænker det kristne fællesskabs og samværs rettigheder. Man behøver ikke at vise sin glæde over samværet med brødrene ved en alt for overstrømmende og sentimental hengivenhed. Vi vil tage os i vare for hykleriske venskabstilkendegivelser, som ikke indeholder nogen ægte interesse for brødrene. — 1 Tim. 5:1, 2; Rom. 12:9.
20 Når man føres ind i samværet med den nye verdens samfund er det ligesom at komme ind i en familie. Medlemmerne af en familie kommer til at kende hinanden godt, både med hensyn til gode og dårlige sider. Men de tager hensyn til hinanden. Den ene søger ikke at give det udseende af at være bedre end de andre, for han eller hun ved godt at de andre medlemmer hurtigt vil gennemskue det. Og familiens medlemmer er lykkelige for at det er sådan, for så kan de være naturlige, være sig selv, og de har tillid til at de andre familiemedlemmer vil vise dem hensyn og ikke vende dem ryggen fordi de har deres små særheder eller gør tingene på deres egen måde. Tilsvarende kan vore brødre i den nye verdens samfund stole på os, og derfor opfører de sig naturligt, de er sig selv, og lader ikke som om de er bedre end andre. Dette får os til at føle os glade og frie når vi er sammen. Samtidig er vi alle interesseret i at hjælpe hinanden til at forny vort sind så vi lever i overensstemmelse med den nye verdens principper. Lad os hver især altid bestræbe os for at bidrage til at glædens ånd findes inden for den nye verdens samfund, hvilket vi kan gøre ved at være gavmilde, venlige, hensynsfulde, mere interesserede i andre end i os selv, og således støtte og styrke hinanden til at være optaget af den glade tjeneste for Riget og at ære Jehova. — Rom. 12:2; Ordsp. 19:22.