Løsrivelse fra selvtilfredsstillelse — Hvorfor? Hvordan?

ENGANG var masturbation noget man kun talte om privat og benævnte som „en lyssky uvane“ eller „last“. I dag føres emnet ofte på bane i både tale og skrift. Et ældre leksikon som Salmonsens Konversationsleksikon (1893-1911) har følgende definition: „En unaturlig Tilfredsstillelse af Kønsdriften, hvorved Individet ved forskellige Manipulationer med Kønsorganerne søger at fremkalde de Vellystfornemmelser, som ellers udløses ved den naturlige Kønsakt.“ Den „seksuelle revolution“ i vor tid med dens „ny moral“ bærer hovedansvaret for den udbredelse og anerkendelse masturbation har opnået. Følgende eksempler er betegnende for holdningen i dag.

Under en ret iøjnefaldende overskrift i Chicago-bladet Daily News: „Masturbation ikke fysisk skadeligt“ oplyses det at en universitetsprofessor opfordrer lærere og ungdomsrådgivere til at medvirke til at fjerne den frygt og ængstelse der knytter sig til masturbation. Det berettes også at en „fremtrædende seksuolog“ i forbindelse med seksualundervisning af skoleelever har opfordret eleverne til at „gå i gang med at masturbere“. En pjece som er blevet uddelt i mange klasseværelser i Frankrig, anbefaler masturbation, som siges at kunne „udfylde tomheden i en klassetime eller en kedsommelig aften“.

Også mange religiøse ledere støtter denne holdning til masturbation. For eksempel har en generalforsamling for Den forenede presbyterianske Kirkes 3,1 millioner medlemmer (i U.S.A.) vedtaget en rapport hvori det blandt andet hedder: „Vi finder intet grundlag for nogen teologiske, psykologiske eller lægevidenskabelige indvendinger imod masturbation i sig selv. . . . Der kan endda argumenteres for visse positive sider ved masturbation.“ I en film som metodisterne har produceret hævdes det at masturbation ’er et værdifuldt alternativ til samleje’. Denne film viser direkte hvordan både mænd og kvinder kan masturbere.

De fleste læger indtager samme holdning. En læge har sagt: „Jeg understreger at masturbation er normalt, almindeligt udbredt og uskadeligt.“

Hvor udbredt?

I denne promiskuitetens tidsalder må man give lægerne ret i at masturbation er „almindeligt udbredt“. Hvis vi søger oplysning i statistikken, hedder det: „Enhver seriøs statistisk undersøgelse vi har kendskab til viser klart at . . . mindst femoghalvfems procent af drenge og unge mænd mellem tretten og femogtyve år gennemgår kortere eller længere perioder med vanemæssig masturbation.“ Samme kilde siger om piger at „fyrre til halvtreds procent findes at øve egentlig masturbation“.

Nogle siger at disse tal beviser at der er tale om noget ’normalt’ og at „hvis masturbation ikke findes hos et ellers sundt ungt menneske, giver det anledning til bekymring“.

Hvad mener du om dette ræsonnement? Mener du at når masturbation er så udbredt, så gør det denne vane til en naturlig og normal legemsfunktion? At lyve og stjæle er i dag særdeles udbredt; det samme gælder brugen af tobak. Dog vil du nok ikke sige at dette gør disse foreteelser naturlige og rette, vel? Den almindelige forkølelse må siges at være ret udbredt, men det gør afgjort ikke denne sygdom normal og naturlig, vel?

Hvordan forholder det sig så med den påstand at masturbation skulle være uskadeligt? På flere sprog brugte man tidligere benævnelser der, som det danske „selvbesmittelse“, indeholder tanken om at krænke, tilsmudse eller skade sit eget legeme. Hvordan forholder det sig egentlig med dette?

Hvilke følger?

I det nittende århundrede og indtil for ikke så længe siden var det en udbredt opfattelse at masturbation var ødelæggende for ens fysiske helbred, hvilket skulle kunne give sig udslag i bleghed, træthed, søvnløshed, tuberkulose, sterilitet, nedsatte åndsevner, deforme kønsorganer og flere andre ting. I dag er det imidlertid fastslået at masturbation ikke har sådanne fysiske virkninger. Kun i usædvanlige tilfælde hvor mænd masturberer overdrevent hyppigt, kan det indvirke på deres frugtbarhed og sædens kvalitet. Det almindelige lægesynspunkt opsummeres med disse ord: „Der er intet videnskabeligt bevis for at masturbation er biologisk skadeligt.“

Hvis masturbation ikke er biologisk skadeligt, hvilken virkning har det så eventuelt på den mentale, følelsesmæssige og moralske sundhed at masturbere?

Det er ret bemærkelsesværdigt at de samme læger som forsikrer os om at der ingen fare er for fysisk skade, dog ikke kan undgå at omtale de uheldige mentale og følelsesmæssige følger. Vi citerer Encyclopedia Americana: „Den nyeste holdning til masturbation er at de skadelige følger som så ofte iagttages . . . ikke skyldes nogen egentlig skade på legemet men snarere den skyldfølelse der findes hos dem der misbruger sig selv, og desuden den tendens masturbationen har til at fjerne dem fra naturligt samkvem med deres omgangskreds.“

Nu hævdes det ganske vist at en sådan skyldfølelse kun findes fordi de pågældende personer fra barndommen er opdraget til at betragte masturbation som noget usømmeligt. Mange siger at denne skyldfølelse er uberettiget. Men er det tilfældet?

De fleste vil indrømme at faktisk er det kun få forældre der tager sig tid til — eller viser deres børn tilstrækkelig interesse til — at tale med deres børn om masturbation. Hvordan kan det da være at den dreng eller pige som masturberer for første gang, ikke desto mindre har en følelse af skyld, af at det skulle han eller hun ikke have gjort? Hvordan kan det være at langt de fleste som kommer ind i denne vane, holder det skjult?

Fordi masturbation er noget unaturligt. Det er rigtigt nok at små børn ikke har nogen klar forståelse af det kønslige forhold mellem mand og kvinde. Men sammen med pubertetsalderen kommer en indre bevidsthed om at manden skal søge sin seksuelle tilfredsstillelse hos kvinden og omvendt. Masturbation er (ligesom homoseksuelle handlinger) en tilsidesættelse af den naturlige ordning. Det er én form for at vende sig fra „den naturlige omgang med kvinden“, at ombytte „den naturlige omgang med den unaturlige“. Det der er tilbage af den gudgivne samvittighed som alle mennesker har arvet, giver sig følgelig til kende ved at den misbilliger sådanne handlinger, hvilket mærkes som en indre følelse af skyld. — Jævnfør Romerbrevet 1:26, 27; 2:14, 15.

Så selv om mange psykiatere og læger prøver at fremstille det som om skyldfølelse i forbindelse med masturbation udelukkende skal tilskrives ’miljøets indoktrinering og opdragende virkning’, forholder det sig måske snarere lige modsat. Det er faktisk mere sandsynligt at det er når denne skyldfølelse mangler, at dette skyldes at vedkommende i forvejen er blevet påvirket af andre til at tro at masturbation i virkeligheden er „helt i orden“, „normalt“, ja endda „gavnligt“. Det meste af vor tids propaganda prøver jo netop at undertrykke samvittigheden.

Da masturbation er mod naturen, har den sin pris på det mentale område. Vanen indvirker på personens udvikling, følelsesmæssigt og i forholdet til andre mennesker, så vedkommende får svært ved at få en sund holdning til det modsatte køn og til folk i almindelighed. Vedkommende bliver måske indesluttet og får svært ved at opnå kontakt med andre. Endvidere kan masturbation, og gør det ofte, føre til homoseksualitet, hvor den der ikke længere er tilfreds med sin ensomme kønsleg søger en partner til gensidig seksuel underholdning. Skønt læger og psykiatere taler om at masturbation er noget normalt, kan de ikke undgå at iagttage hvor hyppigt vanemæssig masturbation bliver en alvorlig hindring for et lykkeligt og tilfredsstillende ægteskab senere i livet. Kendsgerningerne viser at det ikke er ualmindeligt at vanen bliver hængende efter indgåelse af ægteskab, og at dette til sidst bliver et så stort problem at den masturberende føler at han eller hun må søge psykiatrisk hjælp. Hvordan kan dette harmonere med at denne vane skulle være „normal“, „naturlig“ og „gavnlig“?

For at kunne betragte problemet med større indsigt er det imidlertid en fordel at vide visse ting om hvordan vi mennesker er indrettet mentalt og følelsesmæssigt.

Hvordan vi er indrettet

I puberteten, hvor drenge og piger i seksuel henseende bliver voksne, sker der mange forandringer i legemet. Det er hormoner som udskilles fra hypofysen, kønskirtlerne og andre kirtler der er på færde og fremkalder disse forandringer. For en dreng betyder dette blandt andet at hans testikler begynder at producere sædceller. Sæden føres gennem sædlederen til sædblærerne, hvor den opbevares ved siden af urinblæren. Når sædblærerne er fyldte er mandens seksuelle interesse som regel lettere at vække.

Det er derfor naturligt for en sund og normal mand at føle en vis trang til seksuel tilfredsstillelse. Den ægteskabelige ordning giver mulighed for at denne kønsdrift kan komme til udfoldelse og blive tilfredsstillet. Men hvad så med dem der ikke er gift? Er masturbation det eneste middel — på nær utugt — til at lette det tryk kønsdriften kan udøve? Og hvis en mand ikke masturberer, vil ophobningen af sæd da virke skadeligt?

Svaret på disse spørgsmål er nej. Der findes andre måder hvorpå kønsdriftens tryk kan reduceres. Man taler blandt andet om at „sublimere kønsdriften“ — det vil sige at lade trykket finde udløsning gennem forskellige ikke-seksuelle fysiske og mentale aktiviteter. Det vil med andre ord hjælpe en dreng eller ung mand til at forblive glad og tilfreds, hvis han holder sig travlt optaget af forskelligt arbejde og personlige interesser.

Hvordan så med sædens ophobning i kroppen? Der er ingen fare for at dette på noget tidspunkt skal forvolde nogen fysisk skade. Og med hensyn til den seksuelle interesse, så påvirkes den i virkeligheden langt mere af det man lader sit sind være optaget af. Desuden er det sådan at mandens legeme almindeligvis reducerer sædmængden ved periodiske udtømninger der finder sted om natten under søvnen. Blandt nittenårige unge mænd, for eksempel, siges det at kun knap fem procent ikke oplever dette. (Selv om sådanne udtømninger ikke finder sted, behøver det ikke nødvendigvis at være tegn på nogen fejl ved kønsorganerne.) Det der almindeligvis sker er at urinblæren fyldes i løbet af natten og øver et stigende tryk på de tilstødende sædblærer. Dette kan med mellemrum udløse en ufrivillig udtømning af sæd under søvnen.

Ofte er sådanne natlige udtømninger ledsaget af fornuftstridige, mærkelige og absurde drømme. Om dette fænomen skriver sociologiprofessor Herbert J. Miles:

„Det voksende behov for at tømme blæren får personen til lidt efter lidt at bevæge sig fra søvntilstanden, hvor det bevidste sind hviler, hen imod den vågne tilstand, hvor sindet er aktivt og bevidst. Under denne gradvise overgang fra søvn til vågen tilstand befinder sindet sig i en slags ’skumringszone’ hvori det underbevidste sind er i virksomhed. Ideer og tanker optræder i en forvirret blanding, og der skiftes hurtigt fra én idé, oplevelse eller handling til en anden. Dette virvar af tilfældige, ukontrollable ideer kan indbefatte seksuelle tanker eller handlinger som ikke ville blive tolereret hvis det bevidste sind havde herredømme over tankerne.“ — Sexual Understanding Before Marriage, s. 160, 161.

Der er derfor ingen grund til at nære nogen skyldfølelse på grund af sådanne udtømninger eller de drømme der ledsager dem — medmindre man véd at man har ladet sine tanker dvæle ved noget umoralsk eller i en usund grad har beskæftiget sig med seksuelle emner.

Men er masturbation ikke et mere effektivt og tilfredsstillende middel til at udløse den seksuelle spænding end disse natlige udtømninger?

Nej; for i stedet for en simpel og øjeblikkelig udløsning af spændingen, erfarer den der masturberer at hele hans nervesystem kommer i en tilstand af svær ophidselse efterhånden som den seksuelle spænding opbygges ved den pirring han påfører sig selv. Han efterlades gerne med en følelse af utilfredshed og nervøs frustration. Dog fyldes han snart af en overvældende trang til at gentage handlingen. Det er en ond cirkel der er svær at bryde og som ikke giver nogen ægte tilfredshed.

At masturbation er noget unormalt og unaturligt støttes også af den omstændighed at mentalt skadede mennesker erfaringsmæssigt ligger under for denne vane. Som et fingerpeg i samme retning nævner The Bremerton Sun (Washington) at mange mentalt forstyrrede præster og nonner er kronisk forfaldne til masturbation.

Den kristnes syn på masturbation

Det er almindeligt kendt at folk i verden i dag, deriblandt også mange med tilknytning til en eller anden kirke, anbefaler og tilskynder til masturbation, idet de „har mistet al moralsk sans“. (Ef. 4:19, NW) I skarp kontrast hertil søger sande kristne at lære hvad Guds ord Bibelen siger om kønsliv og moral og at rette sig efter det. Det er sandt at ordene „masturbation“ og „selvtilfredsstillelse“ ikke forekommer i Bibelen. Moseloven omtaler det at „der går sæd fra en mand“, men som bibelkommentatorer påviser, er der her tale om ufrivillige, natlige udtømninger, ikke om masturbation. (3 Mos. 15:16) Imidlertid findes der i Bibelen principper som i tilstrækkelig grad dækker spørgsmålet om masturbation.

For eksempel siges der i Kolossenserbrevet 3:5, 6: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse. På grund af disse ting kommer Guds vrede.“ (NW) Som vi har set er masturbation afgjort et „skadeligt begær“. Den er også „urenhed“, for handlingen er umoralsk, og dette forklarer hvorfor den der masturberer almindeligvis skammer sig over sig selv og skjuler sin frastødende handling for andre.

Den kristne apostel Paulus’ vejledning lyder uden omsvøb: „Gud kaldte os jo ikke til urenhed, men til hellighed.“ Og et andet sted skriver han: „Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“ — 1 Tess. 4:7; 2 Kor. 7:1.

Kan man sige at den der masturberer har gjort sine lemmer døde med hensyn til „seksuel lidenskab“? Er det ikke snarere sådan at han ustandselig vækker og stimulerer sit seksuelle begær, så at han endog ’på forhånd lægger planer for kødets lyster’, i strid med det råd Bibelen giver? — Rom. 13:14, NW.

Vi læste før at lemmerne også burde gøres døde med hensyn til „havesygen, som er afgudsdyrkelse“. Dette berører også vort emne, for den der masturberer flytter sin hengivenhed fra Skaberen og retter den mod det der er genstand for hans havesyge, i dette tilfælde kønsorganerne, som får en urimelig stor betydning. Derved kommer denne vane til at grænse til afgudsdyrkelse, i lighed med oldtidens fallosdyrkelse, som var genstand for Guds had. I stedet for at være viet til Jehova ’med hele sin sjæl’ (Kol. 3:23, NW) kan man blive slave af sit køds seksuelle impulser, lyster og drifter og gøre disse til genstand for sin hengivenhed. De der gør det, siger apostelen „tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug“; „bugen er deres gud“. — Rom. 16:18; Fil. 3:19.

„Autoerotik“ betyder bogstaveligt et individs erotiske kærlighed til sig selv. Det er et udtryk der passende kan bruges om masturbation, for hvis denne vane fortsætter bliver vedkommendes tanker indadvendte således at han bliver selvoptaget og selvisk og får svært ved at knytte sig til andre. Af denne grund har nogle psykologer betegnet selvtilfredsstillelse eller masturbation som narcissisme, efter ynglingen Narkissos fra den græske mytologi, om hvem det siges at han blev så forelsket i sit eget spejlbillede at det førte til hans død. Har Bibelen i øvrigt ikke advaret om at ’menneskene ville blive egenkærlige’ i disse „sidste dage“? — 2 Tim. 3:1, 2.

At bevare den ugifte stand som „eunukker på grund af himlenes rige“ indebærer mange fordele i denne endens tid. (Matt. 19:12, NW; 1 Kor. 7:32-38, NW) Men ingen må tro at man gør dette ved at ty til masturbation. Derimod kan selvbeherskelse hjælpe en ugift til at bevare sin ugifte stand med et lykkeligt resultat. „Hvis ikke de har selvbeherskelse, så lad dem gifte sig,“ er stadig det bedste råd. — 1 Kor. 7:9, NW.

’Men vil det ikke skade min personlige karakter og mit nervesystem at jeg undertrykker de seksuelle drifter?’ vil nogen måske spørge. Bogen Why Wait Till Marriage? svarer på denne måde: „Der findes ingen vidnesbyrd om at selvbeherskelse skader ens kønsliv. . . . Det er ham eller hende der går omkring og stiller alle sine inderste følelser til skue der er i størst fare. Den der har selvbeherskelse kan sagtens tåle at vente.“ Og dette er ikke noget stort problem hvis man har Guds ånd, for frugten af denne ånd indbefatter også „selvbeherskelse“. Med selvbeherskelse kan den kristne undgå alle former for misbrug eller krænkelse af sig selv, og vil tværtimod høste mange fordele — mentale, følelsesmæssige og åndelige goder som vil give langt større tilfredshed end „kødets gerninger“, der kun fører til død. — Gal. 5:19-23, NW.

Men hvordan går det til at denne samvittighedstyngende vane overhovedet får tag i så mange?

Undgå eller aflæg vanen

Hvis man forstår årsagen til en dårlig vane, er det lettere at undgå eller aflægge den. Vidste du for eksempel at mødre og fædre som blidt kærtegner et klynkende spædbarn på dets kønsorganer for at berolige det, ubevidst opdrager barnet til at begynde at masturbere senere? Drenge og piger begynder måske at lege med deres kønsorganer i pubertetsalderen, og hvis de ikke modtager nogen vejledning i forbindelse med dette, er det blevet en vane for dem førend de ved af det. Og hvis nogen ikke af sig selv begynder at øve selvtilfredsstillelse, er der stor sandsynlighed for at andre giver dem ideen, enten skolekammerater eller måske endog lærere.

Visse undersøgelser tyder på at masturbation i mange tilfælde ikke så meget skyldes at trangen til seksuel tilfredsstillelse er vokset til en vis styrke, men i højere grad at vedkommende føler en bekymret, nervøs anspændthed af den slags som giver søvnløshed. Unge og også mange ældre som føler sig anspændte på grund af dybe følelsesmæssige problemer, tyr til masturbation som et middel til at flygte fra deres fysiske og følelsesmæssige ubehag. De opfatter masturbation som en slags beroligende middel der kan få dem til at glemme deres bekymringer for en tid. Derfor er det ofte sådan at netop mennesker der keder sig og er ubeskæftigede, som for eksempel fængselsfanger, især de der har været afhængige af stoffer, ofte masturberer.

Ved at undgå det som tilskynder til masturbation har man store muligheder for at forebygge, så denne hårdnakkede vane aldrig får tag i en. Men hvad kan man gøre for at aflægge den?

Der kan gives mange forslag. Undgå dårligt selskab, både i form af pornografisk litteratur og i form af mennesker med løse moralnormer. Sørg for at være travlt beskæftiget, både fysisk og mentalt. Lad ikke problemer opbygge nervøse spændinger som belaster sindet med ængstelse og bekymring. Dette kan lyde svært, men behøver ikke at være det, hvis man følger Bibelens råd i Mattæus-evangeliet 6:25, 33 og Filipperbrevet 4:8. Undgå at isolere dig fra andre; vær ikke for meget alene. For eksempel vil det sikkert være en fordel at dele soveværelse med andre familiemedlemmer, hvis det kan lade sig gøre. Lig på siden når du sover, ikke på ryggen eller på maven. Dette er nogle få forslag som kan være en hjælp i det daglige liv.

Imidlertid kan ingen gøre sig håb om at bryde vanen uden at have et stærkt og inderligt ønske om at aflægge den. Så længe „kødets lyst og øjnenes lyst“ er stærkere end lysten til eller ønsket om at behage Jehova, er det svært at frigøre sig. (1 Joh. 2:16; jævnfør Jakob 1:14, 15.) Først må du opelske et oprigtigt ønske om at frigøre dig for den uønskede vane, og dernæst må du yderligere væbne dig med viljestyrke, beslutsomhed og selvbeherskelse, hvis du skal gøre dig håb om at vinde kampen. Du må heller ikke overse betydningen af at bede, for Jehova lover at hjælpe os til at klare alle vore problemer når vi beder om hans hjælp. — Fil. 4:13; Kol. 4:2; 1 Pet. 4:7.

Nogle finder det meget vanskeligt at afbryde vanen fuldstændig konsekvent fra den ene dag til den anden. De erfarer med andre ord et eller flere tilbagefald. Når dette sker — som regel i en tilstand af halvbevidst søvn — opstår der hos dem en dyb skyldfølelse og en følelse af at de ikke er værdige til Jehovas barmhjertighed. Af denne grund er det ikke blot gavnligt men ofte tilrådeligt at de søger hjælp og opmuntring hos en kristen ældste. En pige med dette problem kan enten henvende sig til en ældste eller til en moden, respekteret kristen søster for at få hjælp. — Tit. 2:2-4.

Endnu en ting der kan virke som en stærk tilskyndelse til at aflægge vanen, er ønsket om at få lov til at betjene den kristne menighed i større omfang. Hvis en mand „attrår“ et sådant privilegium, bør han mærke sig at et af de krav der stilles til kristne ældste er at de „kan beherske sig“. (1 Tim. 3:1; Tit. 1:8, NW) Hvis en mand regelmæssigt og vanemæssigt masturberer, står han da mål med et sådant krav? En der allerede beklæder et sådant embede har måske en kortvarig dyst med problemet, og hvis han kæmper og sejrer behøver han ikke at føle sig ukvalificeret. Men den der vanemæssigt øver masturbation og mangler selvbeherskelse, er i fare for at falde i overtrædelser af en alvorligere art. Han er næppe i stand til at tjene som ’et forbillede for hjorden’. (1 Pet. 5:2, 3) Ønsket om at kunne tjene Gud og sine brødre i kærlighed kan derfor også hjælpe en til at frigøre sig for den vane at øve selvtilfredsstillelse.