Rådgivere som udviser „en mildhed der hører visdom til“
VISE og forstandige mænd er i sandhed en velsignelse for en kristen menighed. Det der gælder i en almindelig husstand, gælder nemlig også i „Guds husstand“ — at „ved visdom vil en husstand opbygges og ved skelneevne vil den vise sig at være urokkeligt grundfæstet. Og ved kundskab vil de indre kamre fyldes med kostelige og herlige værdier“. — Ef. 2:19, NW; Ordsp. 24:3, 4, NW.
De der tjener som kristne ældste, har det privilegium at give deres brødre råd og vejledning fra Guds ord. Hvordan kan en ældste gøre dette med visdom og forstand? Disciplen Jakob svarer: „Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til [i visdommens ydmyghed, AT; med den beskedenhed der kommer af visdom, New English Bible].“ En sådan mildhed udspringer af dyb respekt for og værdsættelse af Guds visdom, „visdommen ovenfra“, og af beskeden erkendelse af ens egne begrænsninger. Denne ydmyge indstilling vil beskytte rådgiveren mod at begå ødelæggende fejltagelser. Den vil i høj grad øge effektiviteten af hans vejledning. — Jak. 3:13, 17, NW.
Den vise vil vejlede i mildhedens ånd
Det sker at én henvender sig til en ældste, eller endog går fra den ene ældste til den anden, blot for at få det svar han ønsker — ikke nødvendigvis det der er rigtigt ifølge Bibelens principper. Det er ligesom børn der sætter deres forældre op imod hinanden for at få deres vilje. I nogle tilfælde vil den ældste måske foretrække først at spørge den der søger råd, om han har talt med andre, og hvilken vejledning de i så fald har givet. Hans ydmyghed vil bevirke at han tøver med at modsige en sådan vejledning, især hvis han ikke har haft lejlighed til først at tale med den der har givet den.
Mildhed tillader ikke at man siger tingene rent ud på en unødigt hård måde. Dog må en ældste passe på at han ikke lader sig påvirke af personligt venskab eller af ønsket om at vinde den andens bifald, så han giver en vejledning der tager sigte på at behage vedkommende, i stedet for ærligt at fremholde vejledningen fra Guds ord. (Ordsp. 24:25, 26) Vi kan ikke svække kraften i Guds ord for at behage enkeltpersoner, udvande dets principper for at dulme deres samvittighed. Hvad godt kunne dette medføre, eftersom det jo bringer selve deres liv i fare? Det kunne gå som da Amnon fik et råd af sin fætter. Rådet medførte at Amnon i første omgang fik sit ønske opfyldt, men senere kostede det ham livet. — 2 Sam. 13:1-19, 28, 29.
I stedet for at sige noget der ’kildrer vore brødres øren’ må vi trofast tale „ordet“, Guds ord. (2 Tim. 4:1-4) Vi skal efterligne apostelen Paulus, der ikke holdt sig tilbage fra at meddele sine brødre „hele Guds råd“. Så vil vi undgå at pådrage os blodskyld over for Gud. (Ap. G. 20:26, 27, NW) En rådgiver der har „visdommens ydmyghed“ vil da lægge gudsfrygt for dagen og vejlede eller om nødvendigt irettesætte med retfærdighed, og i sidste ende vil han blive mere værdsat af sine brødre end hvis han blot havde talt dem efter munden. — Ordsp. 28:23.
Mens en ældste ikke vil holde sig tilbage fra at give nødvendig vejledning, vil han dog ydmygt anerkende at han ikke kan træffe andres beslutninger for dem. Der hvor Bibelen taler klart, kan han også tale klart. Men i en lang række spørgsmål, må den enkelte med sin egen samvittighed og personlige dømmekraft afgøre hvad han eller hun vil eller ikke vil gøre. Hvis en ældste træffer en afgørelse for en anden, bliver han også medansvarlig for følgerne. Han må bære sin del af skylden for de eventuelle dårlige resultater. — Gal. 6:5; Rom. 14:5, 12.
Ofte kan man hjælpe en medkristen til at træffe sin egen afgørelse ved simpelt hen at stille ham spørgsmål der hjælper ham til at overveje de ting der taler for og imod, og som også hjælper ham til at vurdere de mulige resultater af de forskellige handlemåder der står åbne for ham.
„Tid til at tie og tid til at tale“
Det kan ske at en ældste ikke kender svaret på et bestemt spørgsmål der bliver stillet ham. Eller han er måske ikke helt sikker på hvordan Bibelens principper finder anvendelse i en bestemt sag. Hvad bør han da gøre?
Af frygt for at ’tabe ansigt’ eller miste anseelse over for den spørgende kunne han let forledes til blot at give et eller andet svar. Men så udviser han ikke „visdommens ydmyghed“ eller mildhed. Hovmod fører til skændsel; visdom giver sig derimod udslag i beskedenhed. (Ordsp. 11:2) Ordsprogene 21:23 siger: „Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ I stedet for at give et forkert svar der kunne medføre problemer, er det langt bedre at indrømme at man ikke kender svaret. Ja, der er ’en tid til at tie og en tid til at tale’, og tiden til at tale er inde når man har haft lejlighed til at finde det rette svar. — Præd. 3:7.
Nogle spørgsmål er det endda bedst ikke at svare på. Det er sådanne spørgsmål som blot er spekulative, som ikke gælder nogen bestemt situation eller noget aktuelt problem. Ofte fører de ikke til noget, men fremkalder snarere „spørgsmål til granskning end bidrager til at noget af Guds forvaltes i tro“. Ja, de fører kun til „tom tale“. (1 Tim. 1:4-7 NW; 2 Tim. 2:14) Selv om spørgeren måske er ret ivrig, vil den kloge rådgiver muligvis undgå at lade sig inddrage i sagen. — Ordsp. 12:8; 17:27.
’Planer lykkes når mange rådslår’
Når man står over for vanskelige spørgsmål eller ømtålelige problemer er det altid vigtigt med bøn og personligt studium. Den forstandige vil imidlertid også huske at ’planer lykkes når mange rådslår’. (Ordsp. 15:22) Rådfører man sig med andre, kommer fleres visdom og erfaring til orde. (Ordsp. 13:10) Det kan føre til et mere ligevægtigt syn på sagen. Og hvis en anden ældste indbydes til at være med i en samtale med en der har søgt råd i et alvorligt spørgsmål, er man også sikret imod at en ældste senere bliver citeret forkert, med det resultat at hans udtalelser forvanskes. (5 Mos. 19:15; jævnfør Dommerbogen 12:1-3.) Når man opfordrer en anden ældste til at være med til at overveje et spørgsmål som en har stillet, bør man imidlertid ikke give spørgeren det indtryk at han eller hun nu er blevet impliceret i en slags „udvalgssag“. Den ældste som vedkommende først henvendte sig til, kan blot ydmygt vedgå at han føler at han kan have gavn af en andens hjælp.
Nogle ældste i menigheden har til opgave at tjene som et dømmende udvalg, men dette udelukker på ingen måde at de kan søge hjælp når de skal træffe afgørelse i en vanskelig sag. De kan udmærket spørge andre ældste til råds, skønt de selv må træffe den endelige afgørelse. Interessant nok oplyser den jødiske Mishna at domstolene i de israelitiske landsbyer havde et varierende antal medlemmer, alt efter hvor alvorlig en sag de skulle behandle. — Se Aid to Bible Understanding, s. 385.
Det er i sandhed værdifuldt at „mange rådslår“. Men antallet alene garanterer ikke at afgørelsen bliver rigtig. Flertallet kan godt have uret. Det der sikrer en rigtig afgørelse, er altid at man lader sig lede af Bibelen og Guds hellige ånd. Den mildhed der hører sand visdom til, kræver at man ydmygt og beskedent gør dette.