Prisen for at overtræde Guds lov
Det betaler sig at blive inden for de grænser Gud har sat for sine skabninger.
VI kan ikke komme uden om det. Vi er skabninger der i moralsk henseende er underlagt Guds lov. Vi blev skabt med en samvittighed, med evnen til at skelne mellem ret og uret, og skal derfor stå Gud til regnskab for vore handlinger.
Dersom vi overtræder Guds lov må vi, som hans ord advarer os om, betale den pris det koster: „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:7-9.
I denne henseende adskiller mennesket sig på afgørende vis fra dyreskabningen, for hvem der ikke eksisterer nogen moralske problemer. Evnen til at tænke og ræsonnere og evnen til at tale går hånd i hånd, og dyrene har ingen af delene. Som evolutionisten Hooton indrømmer i sin bog Up from the Ape: „Alle de antropoide aber er, hvad stemmebånd og muskler angår, udrustet på en sådan måde at de kunne have et artikuleret sprog dersom de ejede den fornødne intelligens. . . . Der er intet ved en snude der hindrer dens ejermand i at tale; men der er noget ved den hjerne som følger med en snude der gør tale til en umulighed.“ Det gør også at dyrene ikke evner at fatte moralske værdier.
Nutidens mennesker synes at unddrage sig deres ansvar for at tage stilling til moralske spørgsmål, og der er ikke så få psykologer der søger at overbevise dem om at den slags spørgsmål ingen betydning har. Men det bliver mere og mere klart at det for menneskets egen skyld er nødvendigt at det slutter fred med sin natur. Det er også hvad Guds ord siger: „Thi når hedninger, som ikke har loven [det vil sige mennesker som ikke har Guds lov ved Moses], af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven [Guds lov], sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ — Rom. 2:14, 15.
Hvorfor forholder det sig således? Fordi mennesket blev skabt i Guds billede, blev udstyret med et mål af de egenskaber som dets Skaber ejer i overflod og til fuldkommenhed, nemlig kærlighed, retfærdighed, visdom og magt. Disse egenskaber gør mennesket ansvarligt ind for Gud, og når mennesket overtræder en af Guds love må det derfor på en eller flere måder betale prisen for det. Når mennesket overtræder Guds lov kommer det således til at stå i et dårligt forhold til sin Skaber, til sin næste, til sig selv og endog til dyrene. At overtræde Guds lov resulterer desuden i lidelser af mental, fysisk eller følelsesmæssig art; det virker nedbrydende på menneskets personlighed og fører til sidst til dets død.
Lad os for eksempel tage den første overtrædelse der fandt sted, den det første menneskepar, Adam og Eva, begik. Nogle vil måske indvende at denne beretning er baseret på en myte. Men læg mærke til at Første Mosebog ikke er den eneste bog i Bibelen der omtaler Adam som menneskenes stamfader. Forfatteren til Første Krønikebog omtaler ham på samme måde og det gør evangelisten Lukas og apostelen Paulus også. Disciplen Judas giver udtryk for samme tanke idet han omtaler Enok som „Adams efterkommer i syvende led“. Og Herren Jesus henviste selv til beretningen i Første Mosebog om Adam og Eva som sandfærdig. — 1 Mos. 3:17; 1 Krøn. 1:1; Luk. 3:38; 1 Kor. 15:45; 1 Tim. 2:13; Jud. 14; Matt. 19:4, 5.
Et dårligt forhold til Gud og til næsten
Hvad skete der med det første menneskepar? Da Adam og Eva syndede mistede de Guds gunst, de kom til at stå i et dårligt forhold til deres Gud. Dette fremgår af selve den tone hvori Gud henvendte sig til Adam og Eva efter deres overtrædelse: „Mon du [Adam] har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?“ og „Hvad har du [Eva] gjort!“ — 1 Mos. 3:11, 13.
Vi kan ikke komme uden om det: at overtræde Guds lov fører til et dårligt forhold til Skaberen Jehova Gud, og dette gælder især hvis der er tale om forsømmelighed eller forsætlig synd, som tilfældet var med Adam og Eva. Som salmisten udtrykte det: „Frygtelig er du! Hvo holder stand mod dig i din vredes vælde?“ Det er den højeste form for dårskab at pådrage sig Guds vrede, for „er vi . . . stærkere end han?“ Visdom vil få os til at være på vagt så vi ikke overtræder Guds lov, men gør os værdige til hans miskundhed, hans gunst, som er „bedre end liv“. — Sl. 76:8; 1 Kor. 10:22; Sl. 63:4.
Den der overtræder Guds lov får desuden et dårligt forhold til sine medmennesker. Hvordan var Adams følelser da han så at Eva havde taget af den forbudte frugt og nu tvang ham til at træffe en afgørelse ved at tilbyde ham noget af den? Øjensynlig ikke særlig venlige, efter hans senere bemærkning at dømme. Han lagde skylden på Eva og sagde: „Kvinden . . . gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Og hvordan mon Eva har følt det da hun hørte hvordan Adam gav hende skylden i stedet for som en mand at stå op og påtage sig sin del af den? Deres overtrædelse havde i sandhed skabt et dårligt forhold mellem dem. — 1 Mos. 3:12.
Sådan har det været lige siden. De der overtræder Guds lov må ofte betale prisen i form af et dårligt forhold til deres medmennesker, idet de enten går hinanden på nerverne eller bliver bitre på hinanden. Det sker også at samfundet eller den særlige gruppe de tilhører skrider ind over for dem ved at pålægge dem en bøde, idømme dem fængselsstraf eller udstøde dem. Selv om det ikke går så vidt følger der altid skam, ydmygelse og vanære med at overtræde Guds lov. Overtræderen prøver måske at skjule sin synd, men forgæves! „Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares.“ De vise som holder Guds lov „får ære til arv, men tåber høster kun skam.“ — Matt. 10:26; Ordsp. 3:35.
Et dårligt forhold til sig selv og til dyrene
Et dårligt forhold til sig selv i form af en dårlig samvittighed er endnu en pris som den der overtræder Guds lov må betale. Adam og Eva fik straks en dårlig samvittighed efter at de havde overtrådt Guds lov; det var grunden til at de skjulte sig. „Alt er rent for de rene,“ men fordi de havde syndet følte de sig ikke længer rene. (Tit. 1:15) Dersom et menneske med forsæt overtræder Guds lov gør det i virkeligheden oprør mod den grad af frihed som Gud har givet det og overskrider de grænser han har sat, blot for at blive træl af en dårlig samvittighed, og får således mindre frihed end før. — 1 Mos. 3:7.
De der med vilje overtræder Guds lov overser meget ofte dette spørgsmål om at bevare et godt forhold til sig selv. Som følge heraf finder de sig pludselig plaget af en dårlig samvittighed, som de ofte søger at skaffe sig lindring for ved at straffe sig selv på forskellige måder eller ved at skrifte for en præst eller psykiater, eller ved at bede bønner eller ofre til en guddom. Bibelen viser at dersom man stræber efter at have et godt forhold til Gud vil man også få det godt med sig selv. Men for at opnå dette gode forhold må man vise oprigtig anger og tro på Jesu Kristi rensende blod, som netop blev udgydt med dette formål for øje. Men i samme grad som der har været tale om forsætlig synd bliver der også tale om større eller mindre straf. „Den tjener, som kender sin herres vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter hans vilje, han skal have mange hug; men den, som ikke kender den og har gjort noget, han fortjener prygl for, han skal have få hug.“ Men for den der begår synd med vilje efter at være blevet oplyst, findes der ingen tilgivelse. — Luk. 12:47, 48; Ap. G. 3:19; 1 Joh. 1:7; Hebr. 10:26.
At overtræde Guds lov medfører endog et dårligt forhold til dyrene. Det var i hvert fald tilfældet for Adams og Evas vedkommende. Som fuldkomne mennesker havde de, i henhold til Guds påbud til dem, fuldstændig herredømmet over dyrene: „Hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ At Adam gav dyrene navne var et udtryk for det herredømme mennesket havde over dyrene. Ja, Adam og Eva var i nær kontakt med dyrene, både med kvæget og de vilde dyr, uden at det indebar nogen fare for dem. Men hvilket fjendskab hersker der ikke i dag mellem mennesket og dyrene! På den ene side har menneskene ved hensynsløst at drive jagt på dyrene reduceret, om ikke fuldstændig udryddet, adskillige dyrearter, mens de vilde dyr på den anden side har taget mange menneskers liv. Guds ord forsikrer os imidlertid at i den nye verden vil dyrene igen blive underlagt mennesket. — 1 Mos. 1:28; 2:19, 20; Es. 11:6-9.
Fysisk og moralsk nedbrydende
At overtræde Guds lov virker også nedbrydende på sind og legeme, idet det forårsager lidelser og psykosomatiske sygdomme. Før Adam og Eva overtrådte Guds lov var livet en uafbrudt glæde, men nu ville de komme ud for smerter og lidelser. Gud sagde til Eva: „Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn.“ Og til Adam sagde han: „Jorden [skal] være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage.“ — 1 Mos. 3:16, 17.
Hvor svær en lod har menneskene ikke haft siden da! Ikke blot fordi de har måttet kæmpe med jorden for at skaffe sig det daglige brød, men også på grund af sygdomme og legemlige skavanker. Hvor mange lidelser kan ikke direkte tilskrives menneskenes egen dårskab! For eksempel som følge af en løsagtig adfærd, alkoholisme, narkotikamisbrug og tobaksrygning. Ikke nok hermed, men tænk også på hvor skadelige sådanne følelser som misundelse, begærlighed, selviske ambitioner, had, frygt og bekymringer, er for legemet og helbredet. Legemet udgør en helhed, og det der berører legemet berører derfor også sindet, og det der berører sindet berører også legemet, alt sammen ifølge det der kendes som det psykosomatiske princip. Bibelen anerkender også dette: „Glad hjerte er godt for legemet, nedslået sind suger marv af benene.“ „Mands mod udholder sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt ånd?“ „Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en løve er den retfærdige.“ — Ordsp. 17:22; 18:14; 28:1.
At overtræde Guds lov virker ikke blot fysisk nedbrydende men også moralsk fordærvende. I samme grad som man hengiver sig til synd bliver man forhærdet, grov, plump og rå. Man bliver afstumpet i sit følelsesliv og mister mere og mere evnen til at værdsætte det der er smukt, rent, godt og ædelt i livet. Hvor hurtigt gik det ikke ned ad bakke med Adam efter at han havde overtrådt Guds lov! Hvilken utaknemmelighed lagde han ikke for dagen, da han skød skylden på Gud som havde givet ham alt, og på sin hustru med hvem han var „eet kød“! Det er i erkendelse af denne tendens at sociologer, selv de der ikke er særlig interesseret i Bibelens moral, tilråder afholdenhed før ægteskabet, idet udsigterne til et lykkeligt ægteskab er størst når begge parter træder rene ind i ægteskabet. Ja, personligheden påvirkes af synd, og det i en sådan grad at den der én gang med vilje har begået en alvorlig overtrædelse sandsynligvis aldrig bliver den samme igen, selv om vedkommende oprigtigt angrer sin handlemåde.
Den endelige pris — døden
Dertil kommer den endelige pris for at overtræde Guds lov — døden. Adam fik at vide at han skulle vende tilbage til jorden, som han var taget af: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“. Gud havde advaret ham: „Den dag, du spiser [den forbudte frugt], skal du visselig dø,“ og Adam og Eva erfarede at det var sandt. De døde inden for en af Guds tusindårige dage, idet Adam blev 930 år. Alle deres efterkommere er født som syndere og derfor underlagt døden. — 1 Mos. 3:19; 2:17; Rom. 5:12; 2 Pet. 3:8.
Der blev ikke sagt noget til Adam om at hans sjæl skulle i himmelen eller i et brændende helvede, for Adam var en sjæl; han havde ikke en sjæl. „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW].“ „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ „Syndens løn er døden.“ Når vi læser om ild i forbindelse med straf for synd viser sammenhængen uvægerlig at ilden bruges som symbol på tilintetgørelse. — 1 Mos. 2:7; Ez. 18:20; Rom. 6:23.
Skaberen, Jehova Gud, er i sandhed den suveræne Lovgiver og Dommer idet han har givet sine skabninger retfærdige love som han kræver at de adlyder. At overtræde disse love fører til sorg og ulykke. At adlyde Guds love er visdom, for derved anerkender man at Gud, i kraft af sin magt og i kraft af at han har skabt og ejer alt, har ret til at diktere sine skabninger hvad de skal gøre. Derved ærer man også Gud som den der ved hvad der er bedst og som den der uselvisk ønsker det bedste for sine skabninger. Det er at lægge sand visdom for dagen, for vi læser: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig.“ „Lykkelig den, der har opnået visdom“ og „lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 3:1, 2, 13, 18.