’Husk de fattige’
ENGANG da apostelen Paulus deltog i et møde for apostlene og de ældste i Jerusalem, gav det centrale ældsteråd ham og Barnabas „højre hånd som tegn på fællesskab“ og overgav dem desuden et officielt brev til menighederne i Asien. Dette brev skulle nedbryde det nationale skel mellem jøder og hedninger. Hvor vigtig denne opgave end var, var der dog også en anden sag der lå de ældste så stærkt på sinde at de følte sig tilskyndet til at fremholde den over for Paulus og Barnabas. Denne særlige instruks gik ud på at de skulle „huske de fattige“. — Gal. 2:9, 10; Apg. 15:22-29.
Paulus fortalte senere at han ivrigt bestræbte sig for at gøre dette, samtidig med at han arbejdede ihærdigt med forkyndelsen. Han stræbte bestandig efter at indpode en gavmild ånd i menighederne. Da de kristne i Jerusalem kom til at lide nød, tilskyndede han menighederne i Europa til, i den udstrækning de kunne, at dele deres materielle midler med deres trængende brødre i Jerusalem. — Rom. 15:26; 2 Kor. 8:1-8; 9:1-5.
De kristne er gavmilde over for alle
Hele vejen igennem de kristne skrifter lægges der stor vægt på at man skal have omsorg for de fattige. Apostelen Johannes sagde: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ (1 Joh. 3:17) Jakob, Jesu halvbroder, skrev noget lignende: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?“ Jakob påpegede at „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jak. 2:15, 16; 1:27.
Paulus tilskyndede Timoteus, som han havde efterladt i Efesus, til at minde de velhavende i menigheden om nødvendigheden af at „være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre“, og han skrev til de kristne i Rom: „Del med de hellige, alt efter deres behov. Følg gæstfrihedens vej.“ Disse egenskaber, gavmildhed og gæstfrihed, er to væsentlige sider af de „gode gerninger“ der sætter den kristne i stand til at „få et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Tim. 6:18, 19; Rom. 12:13.
I forbindelse med at yde materiel hjælp drejer de fleste af Bibelens tilskyndelser sig om at man skal dele med andre kristne. Men de sande kristnes gavmildhed strækker sig dog videre. Gavmildhed bør være et konstant, karakteristisk træk ved den kristnes personlighed; den kristne må føle med dem der er i nød.
Den kristne har naturligvis ikke midler til at hjælpe enhver som er fattig eller nødstedt. Hvordan kan han da bedst afgøre hvem han skal vise gavmildhed? Paulus sagde angående dette spørgsmål: „Lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Gal. 6:10) De kristne bør derfor først og fremmest være opmærksomme på deres brødres behov. De må imidlertid heller ikke glemme andre som lider nød.
Ofte har de kristne kun få materielle ting at give væk af. Men der kan også være tilfælde hvor det vil være mere passende at yde et medmenneske praktisk hjælp. Det kan være at en nabo er syg — han eller hun har måske aldrig vist interesse for den gode nyhed når den kristne har talt derom. Ikke desto mindre er den kristne interesseret i at finde ud af hvad der kan gøres — hvordan han kan hjælpe. En husmoder er måske for syg til at lave mad eller købe ind. Eller en der er syg har måske brug for kørelejlighed hen til lægen. Et sygt menneske vil måske sætte stor pris på at man aflægger et venligt besøg, måske med en portion varm suppe. Handicappede og ældre mennesker kan man hjælpe på mange måder.
Sådanne ting hører med til de „gode gerninger“ som alle kristne skulle være nidkære for. (Tit. 2:14) Læg mærke til i hvor høj grad Bibelen roser Dorkas, en kristen discipel i byen Joppe, for de mangfoldige „gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede“. Uden tvivl ejede hun kun lidt i materiel henseende, men hun viste kærlig omsorg ved at lave klædninger til fattige enker. — Apg. 9:36-40.
Når det drejer sig om materiel hjælp bør den kristne altså være gavmild, men han bør også bruge dømmekraft og sund fornuft. Det vil ikke være rigtigt af ham at forære så meget væk til andre at han bringer sin egen husstands økonomi og velfærd i alvorlig fare. Det vil også være uklogt at give penge til en som blot ødsler dem bort eller, endnu værre, bruger dem på at opretholde en dårlig vane. Og hvis man hjælper en der er doven kan det ligefrem skade vedkommende, idet det bidrager til yderligere dovenskab og måske fører til at han også bliver efterladende med andre ting. Til den kristne menighed i Tessalonika følte Paulus sig nødsaget til at skrive: „’Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.’ Vi hører nemlig at nogle vandrer uordentligt iblandt jer, idet de slet ikke arbejder men blander sig i hvad der ikke vedkommer dem. Sådanne befaler og tilskynder vi i Herren Jesus Kristus at de arbejder i stilhed, hvorved de kan spise mad de selv har tjent til.“ — 2 Tess. 3:10-12; jævnfør Efeserbrevet 4:28.
Derfor vil de kristne først og fremmest yde materiel hjælp til mennesker der elsker Gud og som viser oprigtig interesse for den gode nyhed, og som virkelig trænger til en sådan hjælp. Men når de kan, hjælper de også andre som virkelig har brug for det, idet de naturligvis altid tilbyder alle mennesker åndelig hjælp. De har den samme indstilling som Jesus. Apostelen Mattæus, der ledsagede Jesus da denne gik fra landsby til landsby og gjorde gode gerninger, skrev: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ — Matt. 9:36.
Gud elsker den gavmilde
Gud glemmer ikke dem der viser deres nødlidende medmennesker omsorg og yder dem hjælp. Han betragter deres gode gerninger som gjort mod ham selv. Bibelen siger: „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ (Ordsp. 19:17) Den der er gavmild af hjertet behøver ikke at være bange for at hans rundhåndede gaver — der måske endda somme tider er i overkanten af hvad han for øjeblikket har råd til — skal gøre ham fattig. Den inspirerede apostel skriver: „Gud elsker en glad giver. Endvidere er Gud i stand til over for jer at lade al sin ufortjente godhed strømme over, så at I, samtidig med at I altid fuldt ud kan klare jer selv med alt, kan have rigeligt til enhver god gerning. (Som der står skrevet: ’Han har delt ud vidt og bredt, han har givet til de fattige, hans retfærdighed består for evigt.’)“ (2 Kor. 9:7-9; Sl. 112:9) Når den kristnes motiv til at give er kærlighed, er det til ære for Gud og den gode nyhed som han forkynder, for Skaberen „æres ved medynk med fattige“. — Ordsp. 14:31.
Der hvor Bibelen beskriver en god hustru siger den at hun, foruden at have gode egenskaber som flid og pålidelighed, „rækker sin hånd til den arme, rækker armene ud til den fattige. . . . Hendes husbond er kendt i portene [hendes gerninger bidrager til at folk i byen respekterer ham]. . . . Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov“. — Ordsp. 31:20-28.
Fattigdom vil blive afskaffet
Endnu gælder Jesu ord: „De fattige har I jo altid hos jer“ — selv blandt de kristne. (Matt. 26:11) Grunden er de usikre økonomiske forhold i verden, samt sygdom og forfølgelse. Men Bibelen lover: „Den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges håb.“ (Sl. 9:19) Under Guds søns styre vil de der udnytter folk og undertrykker de fattige og ydmyge, ikke være mere. „De arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned.“ — Sl. 72:4.
Som det ville have været i det gamle Israel hvis indbyggerne havde adlydt Guds fuldkomne lov, sådan vil det være under Kristi styre over jorden — der vil ikke være nogen fattige. Gud sagde til israelitterne lige før de gik ind i det forjættede land: „Der bliver ingen fattige hos dig; thi [Jehova] din Gud vil rigeligt velsigne dig i det land, [Jehova] din Gud vil give dig i arv og eje.“ (5 Mos. 15:4) I stedet for blot at have en skreven lov, vil folk under Rigets retfærdige ledelse have Guds lov i deres hjerte, for „når [Guds] domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd“. (Es. 26:9) Om en sådan tid er der profetisk skrevet: „Miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden; af jorden spirer sandhed frem, fra Himlen skuer retfærd ned. Derhos giver [Jehova] lykke, sin afgrøde giver vort land.“ — Sl. 85:10-12.
Hvor vil det være dejligt når fattigdom er udryddet for evigt! Men dermed vil gavmildheden ikke samtidig forsvinde, for enhver vil kunne bruge sine evner og talenter og frugterne af sit flittige arbejde til gavn og glæde for hele samfundet. Lad os alle, indtil da, opmuntre hinanden og dele både materielle og åndelige ting, idet vi ’giver agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger’, hvilket indbefatter at vi ’husker de fattige’. — Hebr. 10:24; Gal. 2:10; Rom. 1:12; Apg. 2:42.