Bruger Peter stadig Himmerigets nøgler?

 1. (a) Hvad er den almindelige opfattelse af Peters stilling i himmelen? (b) Hvornår blev Peter oprejst til himmelsk liv, og hvilken stilling vil han få i Kristi tusindårsrige?

DET er en almindelig opfattelse i nogle af kristenhedens trossamfund at Peter er himmelens dørvogter og at det er ham der afgør om man skal have lov at komme gennem porten til Himmeriget eller formenes adgang dertil. Det er sandt at Peter nu er i himmelen, for han var en af Jesu Kristi trofaste apostle og var tro indtil døden. Han har imidlertid, ligesom den trofaste apostel Paulus, i mange århundreder måttet vente i døden i graven indtil Jesu Kristi andet komme til Guds åndelige tempel. (2 Tim. 4:8) I 1918 blev han oprejst til himmelsk liv sammen med andre trofaste medlemmer af Kristi menighed der var døde forud for dette tidspunkt. Men Peter er ikke dørvogter. De der bliver oprejst til himmelsk liv sammen med Kristus skal herske som konger og præster sammen med ham i tusindårsriget. Da skal Peter sidde på en himmelsk trone som en af de 144.000 medkonger, medlemmer af Kristi legeme, der skal herske som konger og præster sammen med ham. — Åb. 14:1-3; 20:6; Luk. 22:28-30.

 2. Hvilket spørgsmål opstår derfor?

² Spørgsmålet er derfor: Hvad mente Jesus da han sagde til Peter: „Jeg vil give dig Himmerigets nøgler“? (Matt. 16:19) Hvad er det for nøgler? Hvor mange er der? Hvornår blev de brugt og i hvilken hensigt? Hvem får gavn af at disse nøgler anvendes?

 3. (a) Hvilket fingerpeg gav Jesus med hensyn til hvad „Himmerigets nøgler“ er? (b) Hvorfor var det at der blev lukket op for kundskaben om Riget noget nyt?

³ Jesus gav os et fingerpeg om hvad disse nøgler skulle lukke op for, da han sagde til de jødiske farisæere: „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ (Luk. 11:52) Nøglerne skulle altså lukke op for kundskab. De skulle lukke op for noget der hidtil, i århundreder, havde været tillukket. De havde noget at gøre med Guds hellige hemmelighed, hans himmelske rige der skulle styre universet. (Rom. 16:25; Kol. 1:26, 27) Skønt trofaste mænd i fortiden havde set frem til Messias’ komme og hans rige, havde de aldrig forstået at der sammen med ham skulle være mennesker der blev taget fra jorden til himmelen for at være himmelske konger og præster. Apostelen Paulus forklarer i Efeserbrevet 1:9-12 og 3:5, 6 hvad der er hensigten med denne hellige hemmelighed.

 4. Forklar hvor mange „Himmerigets nøgler“ der var, og hvordan de blev brugt.

⁴ Eftersom fortidens trofaste profeter ikke havde denne kundskab, hvornår blev den så først åbenbaret? Hvornår blev nøglerne brugt, og hvor mange nøgler var der? Læg mærke til at apostelen i sin omtale af den hellige hemmelighed siger at et træk ved denne hellige hemmelighed var „at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen — og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet“. (Ef. 3:6) Hedningerne skulle være meddelagtige i forjættelsen sammen med Paulus og hans jødiske medkristne. Han taler altså her om at hedningerne også ville få denne kundskab åbenbaret. Der var således to Himmerigets nøgler der lukkede op for kundskab. Der blev først åbnet jøderne en mulighed for at komme ind i det himmelske rige, og dernæst fik hedningerne tilbudt denne store forret.

Den første nøgle bruges

 5. (a) Hvilken profeti har at gøre med brugen af den første nøgle? (b) Hvorledes blev jøderne begunstiget i den første halvdel af den halvfjerdsindstyvende uge i Daniels profeti?

⁵ Det tidspunkt da nøglerne skulle bruges havde at gøre med Daniels profeti om de halvfjerds åruger.a Begyndelsen af den halvfjerdsindstyvende uge skulle markeres af Messias’ komme, og i efteråret 29 e.v.t. fremstod Jesus nøjagtig til tiden og blev døbt af Johannes Døber og salvet som Messias, Fyrsten. Jøderne var begunstiget med Messias’ nærværelse og tjeneste i tre og et halvt år. Daniels profeti forudsagde da også at midten af den halvfjerdsindstyvende åruge ville markere det tidspunkt da Messias skulle bortryddes i døden. Dette fandt sted om foråret, på den fjortende dag i den jødiske måned nisan, i år 33. Der var endnu tre og et halvt år tilbage af denne „uge“ hvor jøderne nød en særlig gunst. — Dan. 9:24-27.

 6. (a) Hvad er den største gunst der er blevet tilbudt jøderne? (b) Hvornår og hvordan brugte Peter den første nøgle, og hvad blev resultatet?

⁶ Den største gunst der nogen sinde er vist dem blev tilbudt dem af Gud kort efter Jesu død, nemlig på pinsedagen år 33, for da stod Peter op og brugte den første af Himmerigets nøgler. Den hellige ånd blev ved et mirakel udgydt over de 120 disciple der befandt sig i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem, og dette skabte røre blandt den store mængde jøder der var forsamlet i anledning af pinsefesten. Inspireret af den hellige ånd forklarede Peter disse jøder at denne mirakuløse hændelse var en opfyldelse af Joel 3:1-5, og han viste at Jehova havde oprejst Jesus og ophøjet ham til at sidde ved sin højre hånd og givet ham den lovede hellige ånd, som han nu udgød over de 120 disciple. Peter åbnede da døren for disse jøder ved at sige til dem: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.“ (Ap. G. 2:38) Der var tre tusind jøder som straks benyttede sig af denne mulighed for at arve det himmelske rige sammen med Messias eller Kristus. Kort efter voksede dette antal til fem tusind. — Ap. G. 2:1-41; 4:1-4.

 7. (a) For hvem var vejen til Himmeriget åben i den resterende del af den halvfjerdsindstyvende åruge? (b) Hvilken apostel blev udvalgt i denne periode, og hvilket spørgsmål angående brugen af den anden nøgle opstår som følge heraf?

⁷ I de tre og et halvt år der var tilbage af den halvfjerdsindstyvende uge bestod den kristne menighed stadig udelukkende af kødelige israelitter, samaritanere og omskårne jødiske proselytter. Det var i denne periode at Saulus fra Tarsus, en fremtrædende jødisk forfølger af de kristne, blev omvendt, idet Kristus mirakuløst viste sig for ham. Jesus udnævnte Saulus, der blev kaldt Paulus, til at være apostel. Han blev kendt som hedningeapostel eller som apostel eller lærer for hedninger, det vil sige uomskårne hedninger. (Rom. 11:13; 1 Tim. 2:7) Peter havde brugt kundskabens nøgle og åbnet jøderne muligheden for at komme ind i Riget. Ville det nu blive Paulus der skulle bruge nøglen til at åbne lignende muligheder for hedningerne? Nej, også denne forret havde Jesus betroet Peter.

 8. (a) Hvilket spørgsmål med hensyn til at få del i Riget opstod i den sidste halvdel af den halvfjerdsindstyvende åruge? (b) Hvilken illustration bruger Paulus for at forklare hvad der skete i forbindelse med udvælgelsen til Riget? (c) Forklar Romerbrevet 11:25, 26.

⁸ Den halvfjerdsindstyvende uge hvori jøderne nød en særlig gunst fortsatte. Den ville udløbe i år 36, syv år efter Jesu dåb. Ville jøderne benytte sig af den mulighed at blive meddelagtige i Riget og udgøre det antal som Gud havde bestemt dette rige skulle bestå af, nemlig 144.000? Apostelen Paulus forklarer senere i et af sine breve hvad der fandt sted. Han sammenlignede menigheden af jødiske kandidater, som havde de naturlige forudsætninger for at arve det himmelske rige, med et olietræ der havde et bestemt antal grene på stammen, som var et billede på Messias. Som han viser benyttede jøderne på grund af manglende tro på Jesus som Messias sig ikke af denne mulighed for at udgøre den fuldtallige rigsskare. Derfor blev disse jødiske grene brudt af. Guds hensigt måtte ske fyldest, og derfor måtte de ubesatte pladser udfyldes så hele rigsskaren kunne være fuldtallig. Paulus forklarer: „Der er kommet forhærdelse over en del af Israel [kun en rest af Israel troede på Messias], indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så [på denne måde, NW] skal hele Israel frelses [det antal som fuldstændiggør de 144.000 vil blive udtaget af hedningerne, som indtager de afhugne grenes plads], som der står skrevet [i Esajas 59:20]: ’Befrieren skal komme fra Zion [det himmelske Zion], han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob.’“ — Rom. 11:13-26; Åb. 7:4-8.

Den anden nøgle bruges

 9. Var det på egen tilskyndelse at Peter brugte den anden nøgle? Forklar.

⁹ Hvordan kom Peter til at bruge den anden nøgle? Ligesom det ved brugen af den første nøgle var den hellige ånd der ledede ham, sådan var brugen af den anden nøgle heller ikke noget han selv fandt på. Det var ikke ham der bandt eller lukkede for den specielle mulighed der blev udstrakt til de kødelige israelitter indtil den halvfjerdsindstyvende uge udløb. Det var ikke ham der løste hedningerne fra de begrænsninger de var underlagt, så de kunne stile mod det himmelske rige. Som det fremgår af kendsgerningerne blev alt dette først forordnet af Gud i himmelen og ikke af Peter på jorden.

10. Hvornår og hvordan blev den anden nøgle brugt?

¹⁰ Der var en hedning, en høvedsmand ved navn Kornelius, som var gudfrygtig og tilbad Gud uden dog at være jødisk proselyt. Nøjagtig ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende uge befalede Gud i et syn og ved sin ånd Peter, der først havde tøvet, at tage imod Kornelius’ indbydelse til at besøge ham i hans hjem i Kæsarea. Da Peter kom dertil og så de hedninger der var forsamlede for at høre budskabet om Riget, sagde han: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse [nu ophører jødernes særstilling]; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ Peter blev således ledet fra himmelen, og han stod frem og brugte den anden nøgle, idet han forkyndte for disse hedninger om den Salvede, Messias, og om hvordan han døde. Han sagde: „Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud [Jehova] var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han [Jehova Gud] har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han [Jesus] er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver [hedning eller jøde], som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“

11. Hvordan viste Jehova at han godkendte Peters anvendelse af den anden nøgle, og hvordan reagerede Peter?

¹¹ De hedninger der lyttede til ham tog i tro imod dette budskab om Riget, og Jehova Gud viste selv at han godkendte Peters brug af den anden nøgle ved at han tog imod de hedninger der skulle udfylde de pladser som det jødiske folk havde ladet ubesatte. (Rom. 11:17-19, 24) Beretningen lyder: „Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud [ligesom på Pinsedagen].“ Peter handlede i overensstemmelse med dette tegn fra Gud ved at oplyse disse hedninger om hvad de skulle gøre: „Skulle nogen [jøde] kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi [de kødelige jøder]?“ Ingen af de tilstedeværende omskårne jøder prøvede at hindre det, og Peter „befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn“. — Ap. G. 10:1-48; 15:7-9.

Ikke brug for flere nøgler

12. (a) Hvorfor var det nødvendigt med to nøgler? (b) Hvorfor var der ikke brug for flere nøgler, og hvad betød dette for jøder og hedninger?

¹² Spørgsmålet er nu: Blev Peter ved med at have disse Rigets nøgler på sig, så han kunne åbne muligheden for at komme ind i Riget for nogle og lukke den for andre? Findes der flere end de to nøgler? Svaret fremgår af følgende kendsgerninger. Indtil dette tidspunkt havde Jehova opdelt menneskeheden i to skarer: jøderne, som han handlede med som sit særlige folk, og hedningerne. Der var derfor kun brug for to nøgler. Og Peter havde ikke brug for nøglerne mere, for døren stod nu åben for både jøder og hedninger. Da Peter brugte den anden nøgle lukkede han ikke døren for jøderne, men åbnede blot muligheden for hedninger såvel som for jøder. Fra det tidspunkt var jøder og hedninger ens stillet med hensyn til muligheden for at komme ind i Riget. Der var derfor ikke brug for flere nøgler, og Peter kunne heller ikke lukke den mulighedens dør, der var blevet åbnet, for de to nøgler kunne kun bruges til at åbne og ikke til at lukke for den mulighed at komme ind i Riget.

13. (a) Hvilken forståelse havde Peters brug af den anden nøgle givet ham angående hedningernes omvendelse til kristendommen? (b) Hvilken foruroligende tilstand opstod der i menigheden i Antiokia i Syrien?

¹³ Den kendsgerning at Peter ikke kunne lukke mulighedens dør i forbindelse med Riget ved at bruge en af nøglerne, og at disse nøgler, efter at have været brugt én gang, ikke længere var nødvendige, bekræftes af en begivenhed der indtraf i menigheden i Antiokia. Det var i Antiokia at Jesu disciple først fik navnet kristne. (Ap. G. 11:20-26) Af de ting der indtraf i forbindelse med Peters brug af den anden nøgle, havde Peter lært at hedningerne var godkendt af Gud. Da han senere kom til Antiokia kom han i begyndelsen i de omvendte hedningers hjem og spiste sammen med dem. Han holdt heller ikke på at de skulle omskæres ligesom jøderne før han kunne spise med dem. Men så kom der nogle jødiske kristne fra Jerusalem som sagde at Jakob, Jesu halvbroder, der var tilsynsmand for menigheden dér, var af den mening at de troende jøder ikke kunne komme sammen med de uomskårne troende hedninger. Dette var i sandhed et spørgsmål om tro og moral. Handlede Peter i denne forbindelse som den øverste af apostlene eller som paven? Vi henviser til Paulus’ beretning:

14. Hvordan reagerede Peter på dette spørgsmål om tro og moral, og hvordan greb hans medapostel Paulus ind?

¹⁴ „Da Kefas [det aramaiske ord for Peter] kom til Antiokia, trådte jeg [Paulus] op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han. Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de øvrige jøder, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: ’Når du, skønt jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?’“ — Gal. 2:11-14.

Døren står stadig åben

15. (a) Hvorfor var det rigtigt af Paulus at irettesætte Peter? (b) Hvad prøvede Peter i virkeligheden på at gøre, og havde han myndighed eller magt hertil? (c) Hvordan viste Peter at himmelen ikke stod bag hans opførsel i Antiokia?

¹⁵ Her blev apostelen Peter offentligt irettesat, og det med rette, for Peter gik ikke lige frem efter den kristne tro og moral. Det var menneskefrygt der igen påvirkede Peter, ligesom den nat han havde fornægtet Jesus tre gange. (Matt. 26:31-35, 69-75; Mark. 14:27-31, 66-72; Ordsp. 29:25) Det var som om Peter prøvede at bruge den anden af Himmerigets nøgler til atter at lukke døren for de uomskårne hedninger. Men det havde han ikke magt til, for den opstandne Jesus Kristus sagde senere: „Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har ’Davids nøgle’ og ’lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op’: Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke.“ (Åb. 3:7, 8) Så himmelen godkendte ikke Peters opførsel i Antiokia. Han rettede uden tvivl hurtigt sin opførsel efter den vejledning som hans medapostel gav ham. Dette er i overensstemmelse med Peters udtalelse under apostelmødet i Jerusalem, hvor omskærelsen blev drøftet. (Ap. G. 15:6-11) Og da han skrev sit andet brev til de kristne, indrømmede han at det Paulus havde sagt og skrevet var rigtigt:

16. Hvordan viste Peter i sit brev at han var i fuld overensstemmelse med Paulus?

¹⁶ „I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ — 2 Pet. 3:15, 16.

17. (a) Hvad lærer Bibelen med hensyn til om Peter eller en pave kunne lukke mennesker ind i himmelen eller udelukke dem derfra? (b) Hvad afgør om én der ser frem til det himmelske rige virkelig opnår denne belønning? (c) Hvem skylder vi derfor æren for at have åbnet vejen til Himmeriget, og æren for de velsignelser dette rige vil bringe menneskene?

¹⁷ Peter betragtede ikke sig selv som en ufejlbarlig pave, og han mente heller ikke at han var himmelens dørvogter. Alt dette er i overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen, der lærer at det er Jehova Gud og ikke Peter der er sit folks store Dommer, og at han har udnævnt Kristus Jesus til at være sin meddommer. Desuden må de der virkelig får adgang til Himmeriget have benyttet sig af denne mulighed mens de befandt sig på jorden, og de må have levet et uangribeligt liv. Hvis nogen får adgang til himmelen er det fordi vedkommende virkelig har fulgt i Jesu fodspor her på jorden. Det er Jehova Gud vi skylder al æren for den ufortjente godhed han har vist ved at åbne vejen til Himmeriget og udvælge dem der skal arve Riget sammen med Kristus. Vi skylder også Jehova æren for at dette rige skal herske over jorden, og for at Riget blev oprettet i 1914, så mennesker i vor generation ved hans ufortjente godhed vil komme til at erfare alle dets velsignelser.

[Fodnote]