Peter skulle være hovedet, ville Peter have haft lejlighed til at minde de andre om den kendsgerning. Men tværtimod var det nødvendigt for Paulus at irettesætte Peter og vise ham (den formodede pave, Kristi stedfortræder, den ufejlbarlige!) tilbage til den rette lære, idet han frygtagtigt var gået på kompromis i sin handlemåde over for de omvendte af hedningerne. — 1 Kor. 9:2; Gal. 2:11-14.

Dengang de ældste og apostlene samledes i Jerusalem for at drøfte spørgsmålet om omskærelsen, finder vi endvidere, at det ikke var Peter, men disciplen Jakob, der opsummerede emnet. Havde Peter været hovedet og i Kristi sted, ville han sikkert have gjort det. Kan vi tænke os, at Kristus, dersom han havde været til stede, således ville have ladet Jakob opsummere emnet? — Ap. G. 15:13-21.

De første „kirkefædre“ betragtede ikke Peter som klippen

Hverken den første kristne menighed eller de første „kirkefædre“ var af den opfattelse, at Peter var den klippe, hvorpå kirken var bygget. Dette ses klart af de kendsgerninger, som en biskop Strossmayer af Bosnien henledte vor opmærksomhed på, da han holdt en tale for et kollegium af kardinaler i 1870, i den tid, da man diskuterede dogmet om pavens ufejlbarlighed. Denne biskop sagde blandt andet til forsamlingen:

„Jeg kommer nu ind på det store argument — som I fremførte før — for at fastslå biskoppen af Roms overhøjhed ved klippen (petra). Hvis dette var sandt, ville diskussionen være endt; men vore forfædre — som uden tvivl vidste en hel del — tænkte ikke, som vi gør. St. Cyril siger i sin fjerde bog om treenigheden: „Jeg mener, at man med klippen skal forstå apostlenes urokkelige tro.“ St. Hilary, biskop af Poitiers, siger i sin anden bog om treenigheden: „Klippen (petra) er troens velsignede og eneste klippe, som St. Peters mund bekendte;“ og i sin sjette bog om treenigheden siger han: „Det er på denne trosbekendelsens klippe, at kirken er bygget.“ „Gud,“ siger St. Hieronymus i sin sjette bog om St. Mattæus, „har grundlagt sin kirke på denne klippe, og det er fra denne klippe, at apostelen Peter har fået sit navn.“ Efter ham siger St. Chrysostomus i sin tre og halvtredsindstyvende prædiken om St. Mattæus: „På denne klippe vil jeg bygge min kirke — det vil sige på bekendelsens tro.“ Hvad var apostelens bekendelse? Her er den: „Du er Kristus, den levende Guds søn.“ Ambrosius, den hellige ærkebiskop af Milano, (om det andet kapitel i Efeserne), St. Basil af Seleukien og Chalcedonrådets fædre lærer nøjagtig det samme. Af alle de lærde fra den kristne oldtid indtager St. Augustinus en af førstepladserne med hensyn til kundskab og fromhed. Lyt derfor til, hvad han skriver i sin anden afhandling om St. Johannes’s første brev: „Hvad betyder ordene: „Jeg vil bygge min menighed på denne klippe?“ På denne tro, på det som lød: „Du er Kristus, den levende Guds søn“.“ I hans afhandling om St. Johannes finder vi denne betydningsfulde udtalelse: „På denne klippe, som du har bekendt, vil jeg bygge min kirke, eftersom Kristus var klippen.“ Den store biskop troede så lidt på, at kirken var bygget på St. Peter, at han i sin trettende prædiken til folket sagde: „Du er Peter, og på denne klippe (petra), som du har bekendt, på denne klippe, som du har erkendt ved at sige: Du er Kristus, den levende Guds søn, vil jeg bygge min kirke — på mig selv, den levende Guds søn: Jeg vil bygge den på mig og ikke mig på den.“ St. Augustinus’ tanker om dette berømte skriftsted, udtrykte hele kristenhedens opfattelse af det på den tid.“ (Augustinus døde år 430 e. Kr. eller omkring 400 år efter, at Jesus udtalte disse ord til Peter.)

Ikke biskop i Rom

Peter var heller ikke Roms første biskop, lige så lidt som han var „klippen“ eller den første pave. Der er mange skriftsteder, som viser, at Paulus var i Rom. Hvorfor skulle Paulus finde det nødvendigt at give de romerske kristne så mange råd, hvis Peter var der og stod over Paulus? I sit brev til romerne nævner Paulus 35 kristne ved navn og sender hilsener til 26 af dem, men han hverken nævner eller sender hilsener til Peter. Dersom Peter havde været i Rom og været pave eller biskop, kunne vi så tænke os, at Paulus fuldstændig ville ignorere ham? Paulus skrev også en del af sine breve fra Rom, og i disse omtalte han andre kristne i Rom, der var med ham, eller som også sendte hilsener, men aldrig et ord om Peter! Hvorfor en sådan tavshed, hvis Peter virkelig var der på det tidspunkt? Og dersom Peter havde slået sig ned i Rom som biskop, kunne han så stadig kaldes apostel for de omskårne? At påstå, at Peters henvisning til Babylon i sit første brev (1Pe 5:13) hentyder til Rom; viser blot, hvor lidt der taler for, at Peter har været i Rom.

Ifølge biskop Strossmayer tøvede en vis Scaliger (omtales af Encyclopedia Americana som „grundlæggeren af videnskaben om kronologi“ og derfor ingen middelmådig autoritet) ikke med at sige, at „St. Peters bispedømme og ophold i Rom burde stilles i samme klasse som latterlige legender“.

En nutidens „Job“ bevarer sin ustraffelighed

For omkring seks år siden begyndte min kone og mine børn at studere Vagttaarnets publikationer. På det tidspunkt måtte jeg på hospitalet for at opereres, da jeg havde kræft i ansigtet. For omtrent tre år siden begyndte jeg også at blive interesseret. Jeg ved nu, at alle ting samvirker til gode for dem, der elsker Herren. Mens jeg forrige år lå på hospitalet, søgte jeg at bruge min tid der på en gavnlig måde, som vi formanes til i Lukas 9:23. Nogle af patienterne og sygeplejerskerne kaldte mig „prædikanten“, og andre kaldte mig „Job“. Da Job var en retfærdighedens forkynder, følte jeg mig midt i alle mine lidelser beæret over at blive stillet i samme klasse som han. Jeg har gennemgået 49 operationer, har mistet det højre øje, næsen, ganen, gummerne i overmunden, tænderne, læberne — ja, næsten hele mit ansigt er i virkeligheden borte. Den 18. april 1950 blev jeg udskrevet fra Veteransygehuset nær Atlanta i Georgia som rask. Jeg har et nyt ansigt — plastisk. Jeg føler det, som om det kan vare, til det behager Jehova at give mig et andet ansigt. Al æren går til ham. Og hvad mig og mit hus angår, så vil vi prise ham mere og mere. — M. H., Alabama.