Gælder de ti bud for kristne?
Fordi de ti bud blev skrevet på to stentavler med Guds finger, påstår nogle, at de er evigt bindende for Guds tjenere. Hvad siger Guds ord?
PROTESTANTER og katolikker samstemmer i almindelighed med det moderne jødiske synspunkt, at de ti bud er Guds gave til hele menneskeheden. En protestantisk hjemmebibelstudieforening har således udgivet en traktat med titlen „Guds evige ti ord“. En annonce i brochuren Let’s Stick to Moses [Lad os holde os til Moses], der er udgivet af de katolske Knights of Columbus, siger: „Få kristne vil benægte, at de ti bud er Guds rettesnor for menneskelig opførsel.“ Selv den modernistiske Interpreter’s Bible, der betvivler sandheden i 2 Mosebogs beretning om overgivelsen af de ti bud, hævder, at de er bindende for kristne.
Det er imidlertid af interesse at lægge mærke til, at det var ingen ringere end Martin Luther, der engang sagde: „De ti bud er ikke givet os ikke-jøder og kristne, men kun jøderne. Hvis en prædikant ønsker at tvinge dig tilbage til Moses, da spørg ham, om du blev ført ud af Ægypten af Moses.“ Reformatoren Jean Calvin betragtede Dekalogen eller de ti bud på samme måde. — Abbotts Bible Dictionary.
Hvad lærer Bibelen om dette emne? Er de ti bud Guds, „evige ti ord“, hans „rettesnor for menneskelig opførsel“ i dag? Eller giver han forskellige love til forskellige folk, der lever på forskellige tider? Dersom Dekalogen ikke gælder for kristne, hvilken kraft bevarer da de kristne på retfærdighedens stier?
Lad os først og fremmest mærke os, at der ikke findes nogen beretning om, at de ti bud blev givet Adam og Eva, Noa eller Abraham. Alligevel fik disse særlige påbud om, hvad Gud krævede af dem, og hans vilje med dem var forskellig i hvert tilfælde. Kun til Israels folk, der var forsamlet ved foden af Sinaj bjerg, gav Gud sine ti bud tillige med hundreder af andre dermed beslægtede love. Som Moses påmindede dem: „Det var ikke med vore fædre, HERREN sluttede den pagt, men med os, vi, der i dag er her til stede, alle vi, der er i live.“ — 5 Mos. 5:3.
Mose lov midlertidig
For at israelitterne kunne forstå, at denne lov i sandhed kom fra ham, ledsagede Jehova overgivelsen af den med frygtindgydende tegn og torden. Og da Moses kom ned til folket, efter at han af engle havde modtaget loven, strålede hans ansigt med en sådan glans, at israelitterne ikke kunne se på ham. Da loven blev givet gennem Moses, kaldes den med rette Mose lov. — 2 Mos. 19:16, 18; 34:29, 30.
Hvor frygtindgydende og herlig denne begivenhed end var, så viste loven og dens herlighed sig dog kun at være midlertidig. Den blev afløst af en større og en blivende herlighed, som apostelen Paulus viser: „Thi når der var herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være herlighed over det, der bliver.“ — 2 Kor. 3:11.
Giver Gud et folk en lov, for senere at ophæve den, afskaffe den? Ja, som den øverste Lovgiver kan han pålægge sine skabninger en hvilken som helst lov, han ønsker, ophæve den, når den har tjent sit formål, og erstatte den med andre love eller handleregler. Under Moseloven var polygami for eksempel tilladt, og svogerægteskab tvungent, men ingen af delene gælder kristne. Det er grunden til, at Paulus også siger: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ — Gal. 3:24, 25.
Hvilke midlertidige formål tjente Moseloven? Denne lov holdt Israel adskilt fra de hedenske nationer, så at Guds søn kunne komme gennem det og til dets folk som Messias. Loven viste ligeledes israelitterne, at de var syndere og behøvede et bedre offer, der kunne borttage synder. Den viste forbilledligt hen til dette offer, såvel som til mange andre „goder“. Da den havde tjent sit formål, var der ikke længere brug for den. Fra da af gælder således følgende: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ — Hebr. 10:1; Kol. 2:16, 17.
Paulus understreger i virkeligheden gang på gang, at den mosaiske lov ikke gælder kristne. Han sammenligner den således med en „juridisk skranke“ eller et gærde, der adskilte israelitterne fra andre folk, men som Kristi offer fjernede. Det „nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet. Ved sit kød afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter“. — Ef. 2:14, 15.
Men her vil nogen måske komme med en indvending og sige: Sagde Gud ikke, at israelitterne skulle fejre „sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt“, og at den skulle være „et tegn til alle tider mellem [ham] og israelitterne“? Det er rigtigt, men han sagde også, at deres aronitiske præsteskab skulle være et „evigt præstedømme“, og ingen er vel i tvivl om, at det præsteskab hørte op for længe siden. — 2 Mos. 31:16, 17; 40:12-16.
Mener Bibelen da ikke, hvad den siger? Jo, det gør den, men vanskeligheden ligger her i oversættelsen. Det oprindelige hebraiske ord, der her er oversat med „evig“ og „til alle tider“, kommer fra et rodord, der betyder at skjule, og betyder derfor simpelt hen en ubestemt eller ikke nærmere fastsat tidsperiode. Denne ubestemte tid kan være for altid, som i Prædikeren 1:4, hvor menneskeslægtens forgængelighed er stillet op som en modsætning til jordens evige beståen, eller den kan blot hentyde til en ubestemt fremtidig periode, som tilfældet øjensynlig var med det aronitiske præsteskab. Det er grunden til, at New World Translation gentagne gange gengiver ohláhm, det hebraiske ord, der sædvanligvis oversættes „evig“, med „ubestemt tid“. Moseloven varede til ubestemt tid og blev derpå ophævet.
Yderligere indvendinger mod Moselovens ophævelse er grundlagt på Jesu ord: „Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme [fodnote: opfylde]. Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå — før det er sket alt sammen.“ Men læg mærke til, at Jesus ikke sagde, at Loven aldrig skulle forgå eller altid være bindende, men at den ikke skulle forgå, før det alt sammen var opfyldt. Med opfyldelsen af dens profetiske forbilleder eller skygger nåede den sin afslutning. Derfor læser vi om det håndskrevne dokument, Moseloven, at Gud „har taget det bort ved at nagle det til marterpælen“. (NW) Det følger heraf, at Jesu efterfølgende dadlende ord til dem, der brød Loven og lærte andre at gøre det samme, kun gjaldt, mens Loven var i kraft. — Matt. 5:17, 18; Kol. 2:14.
Indvendingen, at det kun var den ceremonielle lov, der blev ophævet, og at den moralske lov stadig gælder, er heller ikke holdbar. Hvorfor ikke? Fordi vi ingen steder i Bibelen finder, at der skelnes mellem en formodet moralsk lov og en ceremoniel lov. I sin „bjergprædiken“ citerede Jesus således uden forskel fra både Dekalogen og andre dele af Loven. (Se Mattæus 5:21, 27, 31, 33, 38, 43.) Ingen steder stilles den moralske lov op i kontrast til den ceremonielle lov, men Loven stilles i stedet op i modsætning til tro og ufortjent godhed: „Var det i kraft af lovgerninger, I modtog ånden, eller ved i tro at høre?“ „I er jo ikke under lov, men under nåde [ufortjent godhed, NW].“ — Gal. 3:2; Rom. 6:14.
Mange frygter de følger, det ville få, dersom kristne var løst fra de ti bud. Disse bud forhindrede imidlertid ikke Israels folk i frafald, og de har heller ikke forhindret kristenheden, der hævder at anerkende dem, i at blive mere og mere fordærvet. Disse bud gav blot udtryk for Guds vilje, men gav ikke i sig selv styrke til at holde dem.
Der findes noget større og stærkere, der driver mennesker til at gøre det gode, nemlig kærlighed og Guds hellige ånd. Hvis vi elsker Jehova Gud af hele vort hjerte, sjæl, sind og styrke, tænker vi ikke på at tilbede andre guder eller afguder eller på at misbruge hans navn. Og dersom vi elsker vor næste som os selv, står vi ikke i fare for at myrde, stjæle, bedrive hor, sige falsk vidnesbyrd eller begære. „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.“ Det er kærlighed, der virker tilskyndende, og Guds hellige ånd, der giver kraft, som vi læser: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers HERRE.“ Denne ånds frugt er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. — Rom. 13:10; Zak. 4:6; Gal. 5:22, 23.
Men benyttes det andet bud ikke ofte som støtte, når nogen vægrer sig ved at bøje sig for noget afgudsbillede? Jo. I betragtning af De kristne græske Skrifters mange forbud mod afgudsdyrkelse kan dette bud citeres som et bekræftende bevis, såvel som for at vise, hvad afgudsdyrkelse indbefatter.
At kærlighed til Gud sammen med hans hellige ånd er stærke drivkræfter til retfærdighed, fremgår både af beretningen i De kristne græske Skrifter og af eksempler i nutiden. Dengang blev udenforstående forundrede og talte spottende, fordi de kristne så fuldstændigt havde forandret deres livsførelse. På samme måde undrer udenforstående sig i dag over den orden, den kærlighed og glæde, der præger Jehovas vidners stævner. De udbryder: „Disse mennesker praktiserer, hvad de forkynder!“ Som med fortidens Daniel er det eneste, de kan finde fejl ved, deres tilbedelse af Jehova. Og alt dette uden de ti bud! — 1 Pet. 4:3, 4.
Bibelen viser i sandhed klart, at de ti bud ikke gælder kristne, og kendsgerningerne viser, at oprigtige, indviede kristne har noget langt stærkere, der tilskynder dem til at handle retfærdigt, nemlig kærlighed til Gud og Guds hellige ånds kraft.