Menneskers planer mislykkes mens Guds hensigt gennemføres
Denne artikel er det offentlige foredrag som danner højdepunktet ved Jehovas vidners områdestævner i 1974-75, der netop som tema har „Guds hensigt“. Disse stævner holdes ud over hele jorden. Her i Danmark samlede foredraget den 14. juli i Århus 10.430 tilhørere, og den 28. juli i Roskilde 9527 tilhørere. Foredraget er også blevet holdt i Tórshavn på Færøerne og i Godthåb, Grønland.
1. På baggrund af hvilke forhold blandt menneskene er det tiltrængt at Gud gennemfører sin hensigt — og at han gør det snart?
DET er en trøst at vide at mens de planer mennesker har med menneskeheden mislykkes, så gennemføres den kærlige Skabers hensigt. At de menneskelige planer mislykkes, volder os alle vanskeligheder og bekymringer. Men tro på Gud styrker os, så vi tillidsfuldt ser frem til at hans hensigt gennemføres og at vi får evig gavn deraf. Han behøver ikke at lære af tidligere fejl, for han begår ikke fejl. Mennesker burde lære af deres tidligere fejltagelser, men de har den svaghed at de gentager fejltagelserne. Tingene mislykkes for dem. Det er nu tiltrængt at den ufejlbarlige Gud gennemfører sin hensigt — og at han gør det snart!
2. På hvilken måde brast de storstilede planer for det tyvende århundrede, og hvilke spørgsmål rejste sig med atomkrigens indførelse?
2 De storstilede planer som planlæggerne i det nittende århundrede lagde for det tyvende århundrede, slog fejl. Som en regnbuefarvet sæbeboble brast de da den første verdenskrig brød ud. Den plan man udtænkte med Folkeforbundet hjalp ikke på tingene. Det viste sig snart at verdensplanlæggerne ikke havde lært af erfaringen, idet Folkeforbundet faldt fra hinanden. Man blev stillet over for en ny udfordring da to atombomber blev kastet i det fjerne østen og dermed indvarslede atomkrigen. Vi stod nu alle over for noget virkelig alvorligt. Hvilken beskyttelsesforanstaltning kunne de mennesker der havde påtaget sig at planlægge verden, nu stille op? Var det noget som erfaringen viste med sikkerhed ville lykkes? Var det noget som afspejlede en visdom højere end dødelige menneskers visdom?
3. Hvilket forbund er De forenede Nationers organisation, og hvordan har denne organisation øvet indflydelse på forholdene i verden?
3 Nej, den nation som sprængte atombomberne tog ledelsen, for sammen med sine allierede fra krigens tid at danne et nyt samfund af nationer. Det var et nyt politisk forbund i en ny klædedragt og med et nyt ansigt, og under et nyt navn, De forenede Nationers organisation. Denne organisation har sin menneskerettighedserklæring. Den har sin internationale domstol. Den har sin politistyrke, som nu kontrollerer våbenstilstanden langs Suezkanalen. Den har sin generalforsamling og sit sikkerhedsråd som de organer der lægger planer for de nu 135 medlemsnationer. Det er rigtigt at denne organisation har tjent som en sikkerhedsventil for den eksplosive verdenssituation, men alligevel er tingenes tilstand i verden stadig eksplosiv. Skønt De forenede Nationer blev dannet af hensyn til freden og sikkerheden i verden, har denne organisation ikke kunnet forhindre udviklingen af kernebomber og interkontinentale raketter med atom- og brintbomber som sprænghoveder med en ødelæggende kraft.
4. Hvor meget har De forenede Nationers organisation kunnet udrette med hensyn til katastrofale tilstande, og hvoraf fremgår det at tilliden til De forenede Nationer er ved at svækkes?
4 De forenede Nationer er et nyt eksempel på international planlægning på verdensplan, men denne gang med et langt større antal deltagere end tidligere. Viser det sig nu at en sådan planlægning for hele verden, udtænkt af dødelige mennesker, lykkes eller giver os håb om et godt resultat? De forenede Nationer gennemfører undersøgelser med hensyn til livsfarlig forurening af luften, havet og landjorden og offentliggør resultaterne. Og det samme gøres med hensyn til udbredelsen af dødbringende sygdomme og epidemier. Ja, også med hensyn til hungersnød og tørke. Imidlertid er De forenede Nationer ikke i stand til at forhindre at situationen forværres. Organisationen bemærker dannelsen af kommunistiske og antikommunistiske traktatorganisationer og politiske blokke uden for De forenede Nationer, men kan ikke gøre noget over for disse blokke. Derfor er menneskers tillid til De forenede Nationer blevet svækket, og de politiske ledere stoler fortsat på deres regionale alliancer og på et stærkt militært beredskab som det middel der bedst forhindrer en verdenskrig med kernevåben. Politikernes løfter om at lægge grunden til en „fredens generation“ lyder hule!
5. Hvilke spørgsmål rejser sig eftersom verdenssituationen ikke bedrer sig trods menneskers planlægning?
5 Det er ikke kun de internationale forviklinger der truer menneskene. Inden for de enkelte nationer plages folk også af problemer og vanskeligheder, uro og anarki, og strenge tider. Hvad er der i vejen? Hvordan kan det være at verdenssituationen ikke bedrer sig trods den feberagtige aktivitet med intensiv planlægning og mange forebyggende foranstaltninger? Hvori består fejlen? Hvad er der i vejen med menneskers planer? Hvad er det man har undladt at tage i betragtning? Det vil oprigtige mennesker gerne vide.
Det råd man har ignoreret
6, 7. (a) Hvad er det man har set bort fra ved al national og international planlægning? (b) Hvad har planlæggerne undladt at gøre, selv efter at de har indledt sammenkomster med bøn?
6 I alle de førnævnte tilfælde med national og international planlægning lægger vi mærke til at man har set bort fra himmelens, jordens og havets Skaber og ignoreret hans råd.
7 Åh jo, planlæggerne hævder måske at de tilhører en eller anden religiøs retning i kristenheden, jødedommen, buddhismen, muhamedanismen eller hinduismen eller en anden religion. De lader måske nok en præst indlede med bøn når de har deres politiske eller andre sammenkomster hvor de drøfter problemerne. Men lader de sig derefter lede af den vejledning som menneskets Skaber har givet? Henvender de sig til hans skrevne ord, hvor man sort på hvidt finder hans råd? Og lader de sig derefter lede af disse råd? Her kunne der opstå uenighed. Planlæggerne er nemlig ikke alle enige om hvad Skaberens skrevne ord er, for de har forskellige bøger som de anser for hellige og som deres religiøse opfattelse er grundlagt på. Den sande Gud er imidlertid Skaberen af himmelen og jorden, ham der også har dannet menneskene og anbragt dem på jorden og fortalt dem hvad de skal gøre her. Denne Skaber har også i sit skrevne ord nøjagtigt forudsagt den nød og forvirring som nationerne i vore dage befinder sig i.
8. Hvilken bog er det planlæggerne af det menneskelige samfund burde have rådført sig med, og hvem har tilvejebragt denne bog?
8 Menneskets Skaber er forfatteren til dette skrevne ord, hans inspirerede bog. Denne bog er Bibelen, nedskrevet af trofaste mænd som Skaberen har inspireret til at skrive. Bibelselskaber har udbredt denne inspirerede bog over hele kloden, oversat til hundreder af sprog. Så det er ikke en ukendt og utilgængelig bog. Dens første sætning lyder: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Det første kapitel i Bibelen beskriver også skabelsen af mennesket, den første mand og kvinde. (1 Mos. 1:26-31) Det er denne bog som de verdslige planlæggere af det menneskelige samfund burde have rådført sig med.
9. Hvilket ældgammelt ordsprog fra Bibelen om menneskers planer står stadig uimodsigeligt i dag, og hvordan bekræfter verdensrigernes historie sandheden i det?
9 De kloge ord som vi finder i Bibelen i Ordsprogenes bog 19:21 og som blev udtalt for omkring tre tusind år siden, står stadig uimodsigelige i dag. I Jerusalem-bibelens oversættelse lyder dette ordsprog: „Planerne i menneskets hjerte er mange, men Jahves hensigt står fast.“ (Se til sammenligning den danske autoriserede oversættelse og The New English Bible.) Navnet Jahve er her givet som udtalen af Guds navn, den udtale som mange foretrækker fremfor udtalen Jehova. Ja, menneskenes planer, ideer og foranstaltninger har været mange igennem de forløbne århundreder og årtusinder, men har de kunnet bestå og har de frembragt varige fremskridt og styreformer? Hvor er i dag de berømte verdensriger som engang udøvede stor magt, specielt de syv verdensriger som bibelhistorien og profetien omtaler? Hvor er det gamle ægyptiske verdensrige, det assyriske, det babyloniske, det medo-persiske, det græske, det romerske, det anglo-amerikanske? Hvor er det uforlignelige britiske imperium som engang omfattede en fjerdedel af jorden og dens befolkning? Glansen er gået af dem.
10, 11. (a) Hvad viser at Jehovas hensigt vedrørende hans rige vil blive gennemført? (b) Hvoraf ses det at kristenhedens vækst ikke skyldes forkyndelsen af Guds rige?
10 Hvordan forholder det sig i modsætning hertil med Jehovas råd eller „Jahves hensigt“? Hans hensigt står fast, uforandret. Den gælder stadig, og dens gennemførelse er undervejs. Guds rige bliver fortsat forkyndt i hele verden, og proklamationen af dette rige overgår alt hvad man før har kendt af den art i historien.
11 Med udtrykket „Guds rige“ mener vi ikke kristenheden. For første gang i historien har antallet af kirkemedlemmer i kristenheden passeret en milliard, idet det nyeste tal der er offentliggjort lyder på 1.024.106.500 medlemmer. (Se The World Almanac, 1974, side 342.) Denne vækst er imidlertid ikke opnået ved forkyndelsen af Guds rige. Det var en sammenslutning af kirker i kristenheden der forkyndte at Folkeforbundet var „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Og så længe Folkeforbundet, denne politiske organisation for verdensfred og sikkerhed, eksisterede, var det dét kirkerne forkyndte. Kristenheden har også haft den plan eller tanke at „få Gud ind i regeringen“. Derfor deltager flere præster i det politiske liv og tilskynder deres kirkemedlemmer til fuldt ud at engagere sig i politik, ja endog at søge at opnå de højeste politiske embeder i landet.
12. Hvad viser Jesu og hans disciples ord og gerninger med hensyn til kristenhedens anstrengelser for at „få Gud ind i regeringen“?
12 Men ønsker Jehova Gud at komme ind i denne verdens politiske regeringer? Hvis han ikke allerede er med i menneskenes politiske regeringer, hvorfor skal han så nødvendigvis nu med? Da hans søn, Herren Jesus Kristus, blev spurgt af en romersk politiker: „Er du jødernes konge?“ svarede han: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ Om sine sande disciple sagde Jesus at „de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden“. (Joh. 18:33-36; 17:14) Hverken Jesus eller hans sande disciple i det første århundrede gjorde noget forsøg på at „få Gud ind i regeringen“. Kristenhedens mange planer om at få Bibelens Gud med i de politiske regeringer i verden, viser at kristenheden ikke forkynder det sande gudsrige og at dens kirkemedlemmer ikke er sande disciple og efterlignere af Guds egen søn, Jesus Kristus. Kristenheden er ikke det synlige, jordiske udtryk for Guds rige.
13. Hvoraf ses det at kristenhedens plan om at omvende verden og gøre alle mennesker til medlemmer af en kirke er slået fejl, trods religiøse vækkelser og korstog?
13 I århundreder har det været kristenhedens plan at omvende menneskehedens verden, enten ved magt eller ved overtalelse, og at gøre alle mennesker til medlemmer af en kirke. Man sagde at man ville skaffe dem til himmelen og frelse dem fra at fare til et sted med evig pine for sjælene, som var blevet frigjort fra legemet. Kristenhedens tanke var også at Guds rige således skulle komme og Guds vilje ske på jorden som i himmelen. (Matt. 6:9, 10) Men kristenhedens ubibelske plan om at omvende verden er klart slået fejl, eftersom antallet af ikke-kristne fortsat er mere end dobbelt så stort som antallet af kirkemedlemmer, og de antireligiøse kræfter, især kommunismen, fortsat har fremgang samtidig med at flere og flere af kristenhedens medlemmer mister interessen for religion og bliver passive medlemmer. Kristenhedens religiøse vækkelser og korstog viser sig kun at have en kortvarig virkning.
Ikke muligt at Guds hensigt slår fejl
14. Hvad er menneskers planer baseret på eller inspireret af, og hvad må menneskeheden se i øjnene som følge heraf?
14 Hvis menneskehedens overlevelse og frelse var afhængig af menneskers planer, ville menneskeheden være fortabt. Deres mangfoldige planer er enten baseret på menneskelig visdom eller inspireret af ondsindede ånder eller dæmoner. Selvsikre mennesker vil måske ringeagtende afvise denne tanke, men det blev dog for nitten hundrede år siden forudsagt at „i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme“, og det har vist sig at være mere sandt i dag end disse mennesker bryder sig om at tænke på. (1 Tim. 4:1) På grund af at mennesker er faldet fra troen som den fremstilles i Guds skrevne ord, har de ignoreret Guds klart udtrykte hensigt. De er ligesom de to første mennesker i Edens have. „Dog se, det fandt jeg,“ siger den vise Salomon, „at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (Præd. 7:29) Da deres sære ting eller planer slår fejl, den ene efter den anden, har de måttet ændre dem, lave dem om.
15, 16. Hvad er en sammenslutning af verdens nationer i De forenede Nationers organisation i virkeligheden mod Jehova, og hvilken advarsel giver Bibelen herimod?
15 Det som verdsligvise mennesker udtænker, er dømt til at slå fejl. Ikke alene ignorerer de Guds hensigt men planlægger og kæmper også imod den. Selv ved at slutte nationerne sammen i De forenede Nationers organisation går de politiske og militære ledere imod Guds hensigt. Det er i virkeligheden en sammensværgelse imod ham. For over to tusind fem hundrede år siden forudsagde profeten Esajas en sammenslutning af verdslige nationer imod Guds begunstigede folk, og han blev inspireret til at sige til de fjendtlige folkeslag: „Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. Læg råd op, det skal dog briste, gør aftale, det slår dog fejl, thi — Immanuel [det vil sige: Gud er med os].“ (Es. 8:9, 10) Den sammenslutning af folkeslag vi i vore dage ser i De forenede Nationer og som skal fremme freden og sikkerheden i verden, vil ikke lykkes og vil ikke triumfere over Guds hensigt med menneskeheden. Den må nødvendigvis slå fejl, som den kloge iagttager af historiens gang gennem tre tusind år sagde:
16 „Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin vej. Visdom er intet, indsigt er intet, råd er intet over for [Jehova]. Hest holdes rede til stridens dag, men sejren er [Jehovas] sag.“ — Ordsp. 21:29-31.
17. Hvilke splittende faktorer dominerer det stadig voksende antal nationer, og hvorfor vil en forening af menneskeheden ikke komme ved menneskers hjælp?
17 De forenede Nationers organisation med dens sikkerhedsråd og dens nedrustningskonference er ikke Guds middel til en forening af hele menneskeheden, så den kan forblive på en tryg jord uden krig. Siden den anden verdenskrig fra 1939-1945 er menneskeheden blevet delt op i flere nationale grupper end nogen sinde før, idet hver gruppe gør krav på national suverænitet. Opdelingen af menneskeheden øges af sprogforskellene, forskelligartede skikke, modstridende politiske mål og ideologier, og racemæssige og religiøse fordomme. Ønsket om selv at bestemme og om at redde sig selv er de dominerende faktorer. En verdensregering oprettet af mennesker er en umulighed, og det vil ikke lykkes at forene hele menneskeheden på denne måde. Verdens mennesker kan ikke forenes indbyrdes, for de er ikke forenet med den eneste levende og sande Gud, Jehova. Hans søn, Jesus Kristus, sagde at denne verdens fyrste er Satan Djævelen, dæmonernes fyrste. I harmoni hermed sagde den kristne apostel Paulus at denne verdens fyrste også er „denne verdens gud“, som forblinder tankerne hos dem der ikke er forenet med Jehova Gud. — Joh. 12:31; 14:30; 16:11; 2 Kor. 4:4.
18, 19. (a) Hvor er en genoprettelse af orden og enhed tiltrængt, og hvorfor? (b) Hvad har Gud til hensigt at gøre „ved udløbet af de fastsatte tider“?
18 Den mangel på enhed der er mellem menneskene på den ene side og Gud på den anden er intet mindre end en afspejling af den manglende enhed der råder på det usynlige himmelske plan i forholdet mellem Satan og hans dæmoner på den ene side, og Jehova Gud på den anden side. En genoprettelse af orden og enhed er derfor tiltrængt både i de åndelige himle og på jorden. Guds hensigt, som ikke slår fejl, tager hensyn til dette universelle behov og imødekommer det. Den der blev inspireret til at skrive brevet til menigheden i det gamle Efesus i Lilleasien, nævner dette med disse ord:
19 „Han [Gud] har gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen [eller: at forene alt med sig igen (under ét hoved)], i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi også er blevet udpeget som arvinger, idet vi var forudbestemt efter hans forsæt, han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder.“ — Ef. 1:9-11, NW; Rotherham, Diaglott.
20, 21. (a) Hvad klager folk i alle nationer over? (b) Hvad viste Salomon var grunden til folks utilfredshed?
20 Det er således Guds forsæt eller hensigt at administrere tingene og følge en handlemåde der vil føre til en forening af det der er i himlene og det der er på jorden. Det er i overensstemmelse med det Gud har besluttet at der skal være en administration, en ledelse eller husholdning ved en særlig fremgangsmåde fra Guds side. Udtrykket „administration“ er altså ikke ensbetydende med hans søns, Jesu Kristi, messianske rige. I dag klager folk i hver nation meget over de regeringer de har og den måde de administrerer eller leder tingene på. Der må være en grund til folks utilfredshed og oprørskhed. Det gamle ordsprog peger på grunden når det siger: „Er der mange retfærdige, glædes folket; men råder de gudløse, sukker folket.“ (Ordsp. 29:2) Den vise kong Salomon i Jerusalem lagde mærke til hvordan mænd på hans tid administrerede på en undertrykkende måde, og han sagde:
21 „Fremdeles så jeg al den undertrykkelse, som sker under solen; jeg så de undertryktes tårer, og ingen trøstede dem; de led vold af deres undertrykkeres hånd, og ingen trøstede dem. Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i live.“ — Præd. 4:1, 2. Se også 5:7; 7:7, NW.
22. Hvordan forholder det sig med trøst og udfrielse efter tusinder af års undertrykkelse under menneskers styre?
22 Til tider drives folk til at handle tåbeligt på grund af undertrykkelse, som det siges i Prædikeren 7:7 ifølge New World Translation. Efter tusinder af år med undertrykkelse, og ansigt til ansigt med de forhold der råder i verden i dag, er det sandt at ingen trøster det undertrykte folk, ingen fra nogen del af den nuværende verdslige administration af menneskenes forhold. Fra menneskelig side er der ingen frelse i udsigt, ingen udfrielse.
23. Hvordan vil en forening af alle mennesker finde sted ifølge Guds hensigt, og hvad vil dette betyde for dem?
23 Den alvise Gud forudså for længe siden behovet for en bedre administration eller ledelse af tingene, og han satte sig for at oprette en sådan administration. Under den ledelse af tingene som han vil sørge for, vil en forening af alle mennesker finde sted. Det vil betyde fred, harmoni og tryghed overalt på jorden.
24. Hvem vil Gud benytte til at forene menneskene og administrere forholdene, og hvilket formål har denne administration?
24 Lad os se på hvordan den almægtige Gud vil bære sig ad med at administrere tingene. Lad os se på det forenende middel som Gud vil benytte. Det er hans Messias, hans Salvede, Kristus. Den inspirerede bibelskribent peger derfor på ham når han siger at den administration der skal oprettes „ved udløbet af de fastsatte tider“ har et bestemt formål, „nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi også er blevet udpeget som arvinger.“ (Ef. 1:9-11, NW) Der findes megen fordom og fjendtlighed mod denne Jesus Kristus, både i den religiøse og ikke-religiøse del af verden; men hvilken slags administration kan vi alligevel forvente fra Gud gennem ham?
25, 26. (a) Hvad siger Salme 72 profetisk om Messias og om hvordan han vil tage sig af de fattige? (b) Hvad siges der i Apostlenes Gerninger 10:37-39 om det arbejde Jesus udførte til lindring af nøden?
25 Om Messias, som er større end kong Salomon, hvis herredømme til sidst var undertrykkende for Israels folk, siger Salme 72:12-14 profetisk: „Han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper, ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges sjæle; han skal fri deres sjæle fra uret og vold, deres blod er dyrt i hans øjne.“ Vi har al mulig grund til at tro at Jesus, Messias, vil opfylde denne profeti i nær fremtid. Vi behøver blot at se nitten hundrede år tilbage, da han var på jorden som et fuldkomment menneske, og spørge: Øvede han nogen sinde vold eller brugte han undertrykkelse over for folket? Den inspirerede beretning i Bibelen giver tværtimod Jesus Kristus et godt vidnesbyrd som én der udfriede folket og bragte det lindring. En jøde som var sammen med ham næsten hele tiden under hans offentlige gerning og som nøje iagttog ham, sagde senere til en forsamling af ikke-jøder:
26 „I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ.“ — Ap. G. 10:37-39.
27, 28. (a) Hvilket dobbelt krav havde Jesus på kong Davids rige? (b) Hvad siger Esajas 9:6, 7 i overensstemmelse hermed om Messias’ herredømme?
27 Vi må huske at denne Jesus som Gud salvede til at være den messianske konge over hele menneskeheden, var en kødelig efterkommer af kong David af Jerusalem, idet han på mirakuløs måde blev født i Davids kongelige slægt. I kraft af denne sin kødelige herkomst var han arving til Davids rige, Israel. Den mand som adopterede Jesus som sin førstefødte søn, var også en efterkommer af kong David, nemlig gennem Salomon, og han havde således en juridisk ret til Davids rige. Denne juridiske ret videregav Josef, tømreren fra Nazaret, som adoptivfader til Jesus, idet han adopterede ham som sin førstefødte søn. (Luk. 2:1-24; 3:23-38; Matt. 1:1 til 2:23) Denne Jesus, som var født i Betlehem, „Davids by“, havde således et dobbelt krav på arven, Davids rige, Israel. Om denne efterkommer af David, på hvis skuldre det fyrstelige herredømme skulle hvile, siger den inspirerede profet Esajas:
28 „Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.
29. Hvordan bliver Messias’ herredømme, og hvorfor indføres det ikke ved et demokratisk valg?
29 Her har vi et løfte fra den højeste Gud om at Davids rige ved Messias ikke blot vil blive et retmæssigt herredømme, men at det også vil blive grundlagt og bevaret på en ret og retfærdig måde. Denne regering, der vil blive til frelse for folket, vil blive oprettet af Gud selv, ikke ved et demokratisk valg, for som profeten Esajas siger: „Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“
30, 31. (a) Hvilken garanti har Gud givet for det lovede styre ved Kristus? (b) Hvilket vidnesbyrd af apostelen Peter har vi herom i Apostlenes Gerninger 10:40-43?
30 Det Jehova er nidkær for vil han også gennemføre. Han har inspireret mange andre profetier i Bibelen om det fuldkomne styre som hans Messias, Jesus, vil skænke hele menneskeheden. Han har givet os en garanti for dette lovede styre ved at han har oprejst Jesus Kristus fra de døde på den tredje dag som en anerkendelse af dennes uskyld. Som apostelen Peter fortsatte med at sige efter at han havde fortalt om hvordan Jesus uretfærdigt var blevet hængt på et træ:
31„Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ — Ap. G. 10:40-43.
Pålidelige medarbejdere i administrationen af menneskenes forhold
32. Hvilket arbejde kunne Gud nu gå i gang med, og hvem brugte han som sit redskab til at udføre dette arbejde?
32 For at denne opstandne Jesus Kristus kunne tjene som Guds middel til forening af alt igen, ophøjede Gud ham til en plads på sin trone i himlene. (Ap. G. 2:33-36; 1 Pet. 3:22) Således kunne Gud gå i gang med at „sammenfatte alt igen, i Messias“, ikke blot „det på jorden“, men også „det i himlene“. Jesus Kristus er altså en himmelsk, overmenneskelig Messias, med større magt til at gøre godt til gavn for folket end den han havde da han var her på jorden som et fuldkomment menneske. Hele menneskeheden vil blive forenet under ham som hovedet der er udnævnt af Gud, den store Administrator.
33. Hvem skulle ifølge Jehova Guds hensigt være Kristi medarbejdere og sammen med ham tage vare på menneskenes forhold, og hvad skulle derfor først dannes på jorden?
33 Gud havde imidlertid også til hensigt at hans søn Jesus Kristus skulle have en gruppe medarbejdere som sammen med ham skulle tage vare på menneskenes forhold. Disse som sammen med ham skulle regere over menneskene, skulle udtages blandt menneskene. Mens de endnu var på jorden skulle de forenes med hinanden i en menighed, der også var forbundet med ham. I brevet til menigheden i Efesus siger apostelen Paulus videre: „Hans magts overvældende storhed . . . er i overensstemmelse med den virksomhed der udfoldes af hans styrkes vælde, den styrke hvormed han virkede i Messias’ tilfælde da han oprejste ham fra de døde og gav ham sæde ved sin højre hånd i det himmelske, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og ethvert navn der nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende. Han lagde også alle ting under hans fødder, og han gav ham som hoved over alle ting til menigheden, der er hans legeme.“ — Ef. 1:19-23, NW.
34. Hvem skulle Kristi „legemes“ lemmer udtages iblandt, og hvordan blev skillemuren mellem dem fjernet?
34 Hvordan forholder det sig med medlemmerne af denne menighed, Jesu Kristi „legeme“? Jo, Gud havde i sin gavmildhed besluttet at det ikke blot skulle være omskårne jøder, men også ikke-jøder eller hedninger, der kunne blive medlemmer. I 1545 år (fra 1513 f.v.t. til 33 e.v.t.) havde der været en adskillelse mellem disse to grupper. Det der havde adskilt dem, „skillemuren mellem dem“, var Lovpagten, som profeten Moses havde været mellemmand for i året 1513 f.v.t. I året 33 e.v.t. blev Jesus Kristus af Gud brugt til at fjerne denne skillemur ved sin død på marterpælen. Som apostelen siger lidt længere fremme: „Ved sit kød ophævede han fjendskabet, Loven med dens bud i form af bestemmelser, for at han i sig kunne skabe de to folk til ét nyt menneske og stifte fred, og for at han fuldt ud kunne forlige begge folk i ét legeme med Gud ved marterpælen, idet han havde dræbt fjendskabet ved hjælp af sig selv.“ — Ef. 2:14-16, NW.
35. (a) Hvornår blev uomskårne hedninger ført ind i menigheds„legemet“? (b) Hvor mange lemmer skulle dette legeme have?
35 Tre og et halvt år efter at denne juridiske skillemur var blevet fjernet, begyndte Gud at føre hedninger, ikke-jøder, ind i menigheden, Jesu Kristi legeme. Dette gjorde Gud ved at sende apostelen Peter ud for at forkynde budskabet om Guds messianske rige for interesserede uomskårne hedninger. Da de tog imod budskabet om Riget, salvede Gud dem med hellig ånd, og de blev døbt som kristne. (Ap. G. 10:1-48) Derefter, og især efter at Jerusalem var blevet ødelagt af romerne i år 70 e.v.t., blev mange hedninger døbt ind i menigheden, Jesu Kristi „legeme“; de blev således forenet med ham, og han blev deres åndelige „hoved“. Ligesom et menneskeligt legeme skal have et bestemt antal lemmer for at være fuldstændigt, således har Kristi menigheds legeme også et bestemt antal medlemmer. Den sidste bog i Bibelen siger klart at tallet på dette legemes lemmer er begrænset til 12×12.000 eller 144.000. — Åb. 7:4-8; 14:1-3.
Det forenende arbejde lykkes for Guds tjenere
36, 37. (a) Hvorfor er der behov for et forenende arbejde inden for Kristi menighedslegeme? (b) Hvad har Gud gennem Kristus skænket menigheden med dette formål for øje?
36 De 144.000 som vil udgøre legemet af medarbejdere under „hovedet“, Jesus Kristus, tages ud „af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag“. (Åb. 5:9, 10) Da medlemmerne af menighedslegemet på jorden hentes fra så vidt forskellige grupper, vil der nødvendigvis være et stort behov for et forenende arbejde iblandt dem, for at få dem alle til at holde fast ved det ene „hoved“, den herliggjorte Jesus Kristus. Til at udføre dette forenende arbejde har Gud sørget for „gaver i form af mennesker“. (Sl. 68:18, NW) Apostelen Paulus peger på den herliggjorte Jesus Kristus som den Gud har brugt til at skænke disse „gaver i form af mennesker“ til menigheden på jorden i den hensigt at fremme menighedens enhed, idet han siger:
37 „Den [nemlig Jesus Kristus] som steg ned, er også den som steg op højt over alle himlene, for at han kunne give alt fylde. Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, . . . idet vi taler sandheden, så lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ — Ef. 4:8-15, NW.
38, 39. (a) Hvorfor kan kristenheden ikke være ’Kristi legeme’? (b) Hvad vil der ske med kristenheden som følge af den frugt den har båret?
38 Kristenheden hævder at den er ’Kristi legeme’. Men hvordan kan det være tilfældet? Efter mere end seksten hundrede års virke er den på forsmædelig måde kommet til kort med hensyn til at opnå den kristne enhed som hører et sådant legeme til. Den er delt på tusind måder, i religiøse samfund, som alle lærer forskellige modstridende dogmer. Den udgør ikke ét religiøst „legeme“, ikke én kirke. Dens forskellige sekter og samfund er ikke hver for sig grene på Kristi „vintræ“. (Joh. 15:1-8) Kirkernes Verdensråd ændrer ikke dette forhold. Kristenhedens religion har vist sig at være en af de mest splittende kræfter som menneskene har oplevet. Dens historie er blodig, skrevet med menneskers blod.
39 Dette er ikke en frugt af sand kristendom. Jesus Kristus sagde: „Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ (Matt. 7:18-20) Som et dårligt træ vil kristenheden snart blive hugget om og tilintetgjort som af ild. Det vil ikke gå den bedre end de andre medlemmer af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. — Åb. 17:1 til 18:8.
40. Er Guds hensigt med at have en forenet menighed slået fejl, i betragtning af kristenhedens tilstand?
40 Er Guds hensigt med at have en forenet menighed, samlet til ét under hovedet Jesus Kristus, da slået fejl? Nej! Kristenhedens ubibelske planer for fremtiden slår fejl, men ikke Guds hensigt. Gud er ikke afhængig af kristenheden med hensyn til at samle medlemmerne til det himmelske rige, som han vil bruge til at administrere forholdene på jorden og skabe enhed blandt menneskene. Til alle som ønsker at tilhøre Guds folk siger han at de skal forlade kristenheden og den øvrige del af Babylon den Store. (Åb. 18:4) Kristenheden er ikke vejen der fører ind til privilegierne under Guds messianske rige. Det som den har praktiseret, afskærer den fra at have nogen andel i den himmelske regerings arbejde med igen at sammenfatte alt. Apostelen Paulus siger videre til medlemmerne af Guds sande menighed: „For I ved dette og er selv klar over at ingen utugtig eller uren eller havesyg — hvilket vil sige en afgudsdyrker — har nogen arv i Messias’ og Guds rige.“ — Ef. 5:5, NW.
41. Hvad har Gud nu på jorden, samlet til en enhed, trods modstand fra Babylon den Store, og hvad er det Gud således har sammenfattet, i deres tilfælde?
41 Trods al den modstand som kristenheden og andre medlemmer af Babylon den Store har øvet, ja til trods for Satan Djævelen og hans dæmoner, som Guds sande folk er i kamp med, har Gud nu på jorden sin rest, de sidste af dem der har håb om at få en andel i Guds administration af de jordiske forhold gennem Jesus Kristus, deres hoved. Til trods for at de kommer fra forskellige racer og nationer, udgør de en forenet menighed, og alle holder de i enhed fast ved det ene usynlige himmelske hoved, Jesus Kristus. I deres tilfælde har Gud således ’sammenfattet alt igen, i Messias’, „det i himlene“, idet Gud allerede nu har „givet [dem] sæde sammen med ham i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“, og idet de også er arvinger til det himmelske rige. — Ef. 1:10; 2:6, NW.
42. Hvilken profetisk befaling fra Kristus er resten i færd med at udføre, og hvem slutter sig nu til denne rest?
42 Siden hedningetidernes udløb i året 1914 har de som en enhed handlet efter Jesu profetiske befaling: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Forbundet med denne rest af Kristi menighedslegeme er hundredtusinder af indviede tilbedere af Jehova Gud, som har adlydt hans befaling om at komme ud af Babylon den Store. (Åb. 7:9-17) Alle er de verden over kendt som Jehovas kristne vidner.
„En administration ved udløbet af de fastsatte tider“
43, 44. (a) Hvad er tiden nu kommet til? (b) Hvornår sendte Gud, ifølge Galaterbrevet 4:4, den person til jorden som skulle være hans øverste tjener i den nye administration?
43 Efter alt at dømme, både forholdene i verden og opfyldelsen af Bibelens profetier, er den forudsagte „ende“ på den nuværende tingenes ordning nær. I tres år har de fremtidige medlemmer af det messianske rige nu sammen med en „stor skare“ af loyale medhjælpere forkyndt „denne gode nyhed om riget“. Gud vil ikke lade denne forkyndelse af hans oprettede messianske rige fortsætte i det uendelige. Han har afmærket en bestemt tid da det himmelske rige vil skride ind over for denne domfældte tingenes ordning og ødelægge den. Den nye regering som Gud har bestemt skal administrere forholdene for hele menneskeheden, vil derfor om kort tid overtage magten. For næsten to tusind år siden sendte Gud sin søn til jorden. Han var af Gud udpeget til at være den øverste tjener i den nye administration, og han skulle nu bevise sin trofasthed. Han blev født og kom til verden som kong Davids retmæssige arving. Om dette læser vi:
44 „Men da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov, for at han kunne løskøbe dem der var under lov [jøderne], for at vi derpå kunne opnå at blive antaget som sønner. Men fordi I er sønner, har Gud sendt sin søns ånd til vore hjerter, og den råber: ’Abba, Fader!’“ — Gal. 4:4-6, NW.
45. Hvornår begyndte første fase af det forenende arbejde? Forklar nærmere.
45 Da Guds søn Jesus Kristus blev herliggjort i himmelen og grundlagde den kristne menighed i Jerusalem på pinsedagen i år 33, begyndte den omtalte „administration“ der skulle komme „ved udløbet af de fastsatte tider“ den første fase af sin virksomhed, den vigtigste fase. Menigheden bestående af dem der skulle være sammen med Jesus Kristus i himlene og være hans medarbejdere i det forenende arbejde, måtte samles og forenes under sit hoved, Guds øverste tjener. På denne måde blev „det i himlene“, det der var bestemt for himlene, ’sammenfattet igen, i Messias’, således at det „legeme“ Gud brugte i sin administration kunne være fuldstændigt. — Ef. 1:9-11, NW.
46, 47. (a) Hvornår kom tiden til at anden fase af Guds „administration“ skulle begynde, da „det på jorden“ skulle sammenfattes i Messias? (b) Under hvis „administration“ er anden fase af det forenende arbejde siden da gået for sig?
46 Men ifølge Guds hensigt måtte tiden også komme til at den anden fase af hans „administration“ skulle begynde, nemlig da „det på jorden“ skulle ’sammenfattes i Messias’. Dette tidspunkt kom da hedningetiderne udløb i efteråret 1914. Da skulle det messianske herredømme, som tidligere var blevet udøvet af kong David i Mellemøsten, genoprettes, ikke i det jordiske Jerusalem, men i himmelen.
47 Det var nemlig i himmelen, ved Guds højre hånd, at kong Davids evige arving, Herren Jesus Kristus, nu befandt sig. Da skete det at Jehova indsatte Davids himmelske arving på tronen og gav ham kongemagten, ikke blot over det gamle Israels område men over hele jorden, over hele menneskeheden, som Jesus Kristus var død for som et fuldkomment menneskeoffer. Da begyndte Messiasriget at virke. Da var, i endelig forstand, „udløbet af de fastsatte tider“ nået, og den „administration“ som Gud ledede, skulle igen ’sammenfatte, i Messias’, „det på jorden“, som havde fjernet sig fra Gud. Dette var anden fase af det forenende arbejde som skulle udføres efter Guds hensigt.
48. Hvad må forsvinde fuldstændig, i betragtning af at storstilede forsøg på at forene menneskeheden siden 1914 er slået fejl?
48 I 1914 udbrød den første verdenskrig og delte verden i to fjendtlige lejre med hensyn til økonomi og politik. Folkeforbundet slog fejl med hensyn til at forene menneskeheden efter krigen. Nu ser vi De forenede Nationer slå fejl med hensyn til den samme opgave. Det var kristenheden, den stærkeste religiøse organisation på jorden, som svigtede med hensyn til at forhindre de to verdenskrige, og indtil nu er det også mislykkedes for den at forene menneskeheden i sand fred og sikkerhed. Ikke blot må disse politiske og religiøse organisationer nu vige pladsen, men hele den menneskeskabte tingenes ordning må væk. Den vil forsvinde fuldstændig i den kommende ’store trængsel’, en trængsel menneskene aldrig før har oplevet. — Matt. 24:21, 22.
49. Hvad er det eneste som kan bringe menneskene frelse, og hvilke udsigter har vi at se frem til?
49 Det eneste som kan give os mennesker frelse er det himmelske messianske rige, som Gud har haft til hensigt at oprette lige siden vore første forældre, Adam og Eva, syndede i Edens have og ødelagde enheden mellem sig selv og Gud, deres Skaber. (1 Mos. 3:15; Rom. 16:20) Nu da „udløbet af de fastsatte tider“ er nået i endelig forstand, befinder vi os på en dag med de herligste udsigter foran os!
Den endelige forening under Guds administration
50. Hvem på jorden hylder Riget i dag, og hvordan viser de hvilket standpunkt de har taget?
50 Om kort tid vil medlemmerne af det himmelske rige, de 144.000 rigsarvinger under deres hoved, Jesus Kristus, være fuldtallige. Guds hensigt vedrørende dette messianske rige, en hensigt som ikke er blevet ændret, vil være gennemført, og det vil betyde ære, herlighed og ophøjelse for ham. Allerede nu har en stor skare af mennesker fra alle egne af jorden forstået at Gud har oprettet Riget i himmelen, og med glæde og loyal hengivenhed hylder de det. Denne skare er allerede stor, men den vokser fortsat, efterhånden som „denne gode nyhed om riget“ bliver forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. (Matt. 24:14, NW) For at bevise hvor de nu står, slutter de sig helhjertet til den rest af Rigets arvinger der stadig er på jorden, og sammen med dem er de med til at forkynde og aflægge det verdensomfattende vidnesbyrd.
51. Hvordan kan man altså sige at arbejdet med at sammenfatte alt på jorden under Kristus er begyndt?
51 Den sidste bog i Bibelen skildrer et syn af denne ’store skare’. Det ses her at dens opmærksomhed først og fremmest er henvendt mod Jehova Guds himmelske trone og hans øverste tjener som han bruger i sin administration, idet den taknemmeligt råber: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:9, 10) Skønt denne ’store skare’ består af folk fra alle nationer, stammer, folkeslag og tungemål, søger disse at være forenede under Guds øverste tjener, Jesus Kristus. De er forenede med rigsresten, og de er forenede indbyrdes. Som en enhed tilbeder de Gud ved hans åndelige tempel og yder ham hellig tjeneste dag og nat. Det kan derfor siges at i denne forenede ’store skare’ er arbejdet med ’at sammenfatte alt det på jorden i Messias’, allerede begyndt, i overensstemmelse med Guds „administration“. Et pant som giver os vished med hensyn til de kommende ting! — Åb. 7:14-17.
52. Hvad vil den ’store skare’ overleve, og hvorfor vil Satan og hans dæmoner ikke kunne forstyrre genoprettelsen af Paradiset?
52 Den sidste bog i Bibelen giver os også vished om at den ’store skare’ af tilbedere af den eneste levende og sande Gud vil komme ud af „den store trængsel“ og altså overleve denne verdens endeligt, hvor hele den jordiske, menneskeskabte tingenes ordning vil blive bragt til en afslutning som en fuldstændig fiasko. Den betagende opgave det bliver at forvandle hele jorden til et paradis vil ligge foran dem. Satan Djævelen og hans dæmoner vil være ude af stand til at forstyrre dem i dette fredelige forskønnelsesarbejde, for de vil være bundet og isoleret i afgrunden, så de ikke kan blande sig i hvad der sker her på jorden. Det himmelske messianske rige vil være som en beskyttelse over den ’store skare’ her på jorden, og vil have myndighed til at styre og lede de jordiske anliggender i tusind år. — Åb. 20:1-6.
53. (a) Hvad vil være nødvendigt for at ’alt det på jorden’ kan sammenfattes igen til enhed under Kristus? (b) Hvad vil der ske med dem der modstår det forenende arbejde?
53 Således vil Guds nye orden på jorden begynde med et forenet menneskesamfund. Men det himmelske messianske riges arbejde med at skabe enhed vil ikke dermed være forbi. I løbet af dets tusindårige styre over jorden må opstandelsen af de døde på mirakuløs måde finde sted, de døde som Jesus Kristus har givet sit liv for som et genløsningsoffer. (1 Tim. 2:5, 6; Joh. 1:29, 36) Disse milliarder af opstandne må alle føres sammen i enhed under Jesus Kristus, den øverste tjener i Guds „administration“. Det endelige formål med dette er at de omsider forenes med den universelle Suveræn, Jehova Gud. Dette vil kræve at alle de lydige blandt menneskene opløftes til en menneskelig fuldkommenhed som den Adam og Eva havde da de blev skabt i Edens have. Alle ulydige modstandere af denne enhed, ja, også Satan og hans dæmoner, vil blive tilintetgjort for evigt og vil aldrig igen få lov til at forstyrre freden. — Åb. 20:7-15; Ap. G. 24:15.
54. Hvad er det en trøst for os at få kundskab om, hvad ser vi frem til, og hvilke velsignelser forventer vi?
54 Det er den store Administrator, Jehova Gud, der fortjener al æren herfor! Han ikke alene har denne hensigt men vil også trofast gennemføre den. Lad os derfor fatte mod! Skønt vi ser alle menneskenes planer med hensyn til jordens administration mislykkes så katastrofalt i dag, trøstes vi dog ved således at få kundskab om Guds storslåede hensigt. Tillidsfuldt ser vi frem til at se og opleve hvordan Guds hensigt gennemføres. Og vi forventer for altid at kunne nyde de evige velsignelser dette medfører.
[Illustration på side 469]
„Og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb. 7:10.