Bibelen giver os en fornuftig forklaring på menneskets oprindelse og viser, hvorledes synden kom ind i verden, hvorfor Gud har tilladt det onde at vare ved, og hvad menneskets skæbne er. Dens emne er Guds rige, ved hjælp af hvilket Jehova vil retfærdiggøre sit navn, hævde sin overhøjhed og velsigne retsindige mennesker. De, der bringer deres livsførelse i overensstemmelse med dens principper, indser, at disse både kan praktiseres og er praktiske. Det største menneske, der nogen sinde har levet, sagde om den: „Dit ord er sandhed“, og det alene er tilstrækkelig grund for os til at tro på den. — Joh. 17:17.

Hvorledes man får troens gave

For at få troens gave må vi gøre noget. Gud skænker os den ikke på en eller anden overnaturlig eller vilkårlig måde. Efter at Gud har sørget for et grundlag for vor tro, må vi selv sørge for at få den kundskab, som gør troen mulig, netop som Paulus siger: „Så kommer da troen af det, som høres“, det vil sige det, der høres eller opfattes af kundskaben, der findes i Guds ord. (Rom. 10:14-17) Det betyder, at vi må studere Guds ord.

Men studium alene er ikke tilstrækkeligt; vi må først og fremmest have den rette hjerteindstilling. Præsterne på Jesu tid studerede Guds ord, men det var til ingen nytte for dem; de var ude af stand til at tro på Jesus Kristus. Hvorfor? Fordi, som Jesus sagde: „Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.“ Ønske om selvisk vinding vil gøre os blinde, så vi vil være ude af stand til at vise tro. — Joh. 5:39, 44; Jer. 17:9; Mark. 4:19.

Imidlertid er selv ikke den rette hjerteindstilling og studium tilstrækkeligt, hvis vi vil opnå troen. For at komme til at eje den må vi forstå, hvad vi studerer, og for at forstå Bibelen er det nødvendigt for os at få hjælp. Den ætiopiske hofmand gjorde Filip opmærksom netop på dette ved at spørge: „Hvordan skulle jeg kunne [forstå], når ingen vejleder mig?“ Det var derfor, Gud gav den kristne menighed „nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere“, så at vi alle kan nå „frem til at være eet i troen og erkendelsen af Guds søn“. I samme hensigt har Gud i dag sørget for en organisation, en „tro og klog tjener“, en organisation med en forlagsvirksomhed, Vagttaarnets Selskab. (Ap. G. 8:30-35; Ef. 4:11, 13; Matt. 24:45, 46) Da Gud således, for at vi kan vinde troen, giver os al denne hjælp, er troen også i den forstand en gave.

Vi må heller ikke overse den hellige ånd eller Guds virkekraft, uden hvilken vi ikke kunne forstå Guds ord og derfor ville være uden tro. „Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. Thi os har Gud åbenbaret det ved ånden; ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“ (1 Kor. 2:9, 10) Da den hellige ånd er en gave, er den tro, der er en følge af ånden, sådan set også en gave.

Hele dette spørgsmål om troen som en Guds gave, der dog ikke gives vilkårligt eller på mirakuløs vis, men betinget af vore egne bestræbelser, kan illustreres på forskellige måder. Vi beder f. eks: „Giv os i dag vort daglige brød“, og vi takker Gud for det, han skaffer os; og dog bringer han ikke noget til veje uden ved vor egen indsats; det er, som Paulus klart udtalte: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden.“ — Matt. 6:11; 1 Tess. 5:18; 2 Tess. 3:10.

Vi ser således, at tro er en gave, fordi Gud tilvejebringer grundlaget for tro, naturens bog og hans skrevne bog, Bibelen. Han tilvejebringer også en organisation og sin hellige ånd, der skal være os behjælpelig med at erhverve denne tro. Men vi må også gøre vor del; vi må gå til studiet af Bibelen med den rette hjerteindstilling; vi må studere for at erhverve os den kundskab, Bibelen rummer, og så må vi tillidsfuldt stole på den, det vil sige handle i overensstemmelse med den; for medmindre vi gør det, ville vi stadig ikke eje troens gave, thi troen er „død uden gerninger“. — Jak. 2:26.

Spørgsmål fra læserne

● Esajas 54:1 siger: „Den forladtes børn er flere end hustruens.“ Hvem er den her omtalte hustru? — M. F., de Forenede Stater.

„Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden veer! Thi den forladtes børn er flere end hustruens børn, siger [Jehova].“ Beretningen fortsætter med at opfordre den forladte kvinde til at vide rummet ud i sit telt og belave sig på at brede sig til højre og venstre, idet hendes ungdoms skam og hendes enkestand skal glemmes: „Thi din ægtemand er din Skaber, hans navn er hærskarers [Jehova].“ Jehova havde i vrede skjult sit ansigt for hende et øjeblik og forladt hende for en kort stund, men nu forbarmer han sig i kærlighed over denne forladte kvinde, der var som en enke, og velsigner hende med talrigt afkom, ja velsigner hende endog mere end hustruen i denne henseende. — Es. 54:1-8.

Paulus talte om disse to symbolske kvinder og brugte Sara og Hagar som billeder på dem. „Der står jo skrevet, at Abraham havde to sønner, een med trælkvinden og een med den frie kvinde. Trælkvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes i kraft af forjættelsen. Dette har en billedlig betydning. Thi disse kvinder er de to pagter: den ene fra bjerget Sinaj, den, som føder børn til trældom, og det er Hagar. Hagar er bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder. Thi der står skrevet: Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; bryd ud i råb, du, som ikke har veer, thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden. Og I, brødre, er ligesom Isak forjættelsens børn. Men ligesom dengang han, der var avlet efter kødet, forfulgte ham, der var avlet efter ånden, således er det også nu. Men hvad siger Skriften? Jag trælkvinden og hendes søn bort, thi ikke skal trælkvindens søn arve sammen med den frie kvindes søn! Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn.“ — Gal. 4:22-31.