’Udråb frihed for fanger’

„Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.“ — Luk. 4:18, 19.

 1. Hvilket valg står folk over for i dag, og hvilket advarende eksempel blev givet for nitten hundrede år siden?

VI KAN i dag vælge mellem snarlig udfrielse eller uundgåelig ødelæggelse! Enten vil folk komme til at erfare en udfrielse, eller de vil blive tilintetgjort sammen med det der holder dem i fangenskab og undertvinger dem! Valget er uopsætteligt! Den situation vi alle er stillet over for i dag, er ikke uden sidestykke i historien. For nitten hundrede år siden var en gruppe på tretten mænd stillet over for en lignende situation. De så den modigt i øjnene og satte kraftigt ind på at få deres folk udfriet før den frygtelige ødelæggelse kom. Et antal tænksomme mennesker lyttede villigt til det budskab om frihed som blev forkyndt og tog imod den hjælp der blev tilbudt, og nåede i tide at blive udfriet fra den organisation der holdt dem i fangenskab og undertvang dem. De var ikke mellem de tusinder af deres eget folk som døde under nogle få måneders belejring, og var heller ikke blandt de tusinder af andre som blev ført i landflygtighed og trældom under hedenske herrer. Alt dette var profetisk, og vi bør tage ved lære af det i dag. Vi er vidne til lignende begivenheder, blot i verdensomfattende format. For folk i dag er det et spørgsmål om enten udfrielse eller ødelæggelse!

 2. Hvordan var den religiøse situation i Palæstina på Jesu og hans apostles tid, og var det jødiske folk et frit folk?

² Lad os betragte den situation som Jesus Kristus og hans tolv apostle stod ansigt til ansigt med for nitten hundrede år siden i Palæstina. Han måtte begynde helt alene, naturligvis bortset fra at Gud var med ham. Han kom til sit eget folk. Det var dybt religiøst. Stærke bånd bandt det til dets religion, der absolut intet havde tilfælles med hinduismen, buddhismen, Zarathustras lære, og grækernes, romernes, goternes og druidernes religioner, der var udbredt over store områder. Disse hedenske religioner kendetegnedes af afgudsdyrkelse. Som følge af denne forskel burde folk i religiøs henseende have været et frit folk. Jøderne havde niogtredive hellige bøger, grupperet i tre hovedafsnit, nemlig Loven eller Toraen, Profeterne og Salmerne. Disse hellige bøger havde de fået fra deres Gud og Skaber. De kunne have været et frit folk, men var de ikke!

 3. Hvad var det der havde bragt Jesu landsmænd i trældom?

³ Det var ikke Loven, Profeterne og Salmerne der havde bragt folket i trældom i religiøs henseende. Det var heller ikke romerriget, selv om romerne havde taget landet i besiddelse i år 63 f.v.t. Det der havde bragt dem i trældom var den store mængde menneskelige overleveringer og regler som senere blev nedskrevet og samlet og kom til at udgøre den jødiske Talmud.

 4. Hvem var skyld i denne trældom, og hvilken modtagelse fik Guds profeter som følge af denne trældom?

⁴ Selv om disse overleveringer, regler og forskrifter var skabt af mennesker og modsagde og tilsidesatte Loven, Profeterne og Salmerne, satte de religiøse ledere dem i stedet for Guds inspirerede og skrevne ord; og folket rettede sig fortrøstningsfuldt efter dem. Det betød at det jævne folk kom i trældom, en trældom under religiøse ledere som nærede større respekt for hvad mænd i tidligere tider havde lært og praktiseret end for hvad Guds enkle og tydelige skrevne love og forordninger sagde. Denne trældom gjorde dem blinde. Den fik dem til blindt at følge deres blinde religiøse ledere og modstå de mænd som Gud selv inspirerede og sendte til dem. Som de nøgne historiske kendsgerninger viser fik det dem — til deres egen undergang — til at modstå deres største profet som klart beviste at han var selveste Guds søn.

 5. Hvordan reagerede jøderne da Jesus tilbød dem sin beskyttelse, og hvad skete der med deres by?

⁵ Hvad skete der i det gamle Jerusalem i året 33, der var den romerske kejser Tiberius’ nittende regeringsår? Tre dage før den jødiske påske i det år udtalte Jesus Kristus sin fordømmelse af den religiøse trældom hvori det jævne folk befandt sig, og sagde derefter, henvendt til den hellige stad: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!’“ (Matt. 23:1-4, 15, 37-39) Men folket som fulgte de traditionsbundne religiøse ledere, ønskede ikke den beskyttelse som Jesus Kristus tilbød og som han sammenlignede med den beskyttelse en høne yder sine kyllinger når den samler dem under sine vinger. Datidens Jerusalem sagde aldrig til Jesus: „Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!“ Denne jødiske by oplevede derfor en grufuld ødelæggelse i år 70.

 6. Hvilken illustration brugte apostelen Paulus da han billedligt skildrede den trældom som hans folk befandt sig i, og hvor længe varede denne trældom for byen Jerusalems vedkommende?

⁶ Jesu Kristi apostle så at folket befandt sig i et religiøst fangenskab. Cirka tyve år før Jerusalem blev ødelagt af de romerske hære skrev apostelen Paulus til nogle disciple i Galatien som var ved at blive ført vild og komme i trældom under religiøse traditioner: „Abraham havde to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde . . . [Trælkvinden] Hagar . . . svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn. Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens [Hagars], men den frie kvindes børn. Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ (Gal. 4:21-25, 31; 5:1) Jerusalem var altså stadig i religiøs trældom sytten år efter at Kristus var blevet henrettet udenfor byens porte. Byen fortsatte i trældom indtil den blev ødelagt i år 70 og titusinder af dens religiøst trælbundne børn blev ført bort og kom i trældom under de hedenske romere.

Udfrielse forkyndes og tilbydes

 7. Stod valget på Jesu tid mellem udfrielse eller tilintetgørelse, og hvad viser jødernes historie i tiden derefter?

⁷ Men havde jøderne da behov for at blive udfriet da Jesus Kristus trådte frem for nitten hundrede år siden? Var det et spørgsmål om enten udfrielse eller tilintetgørelse for dem? Betød det tilintetgørelse rent legemligt for dem der nægtede at tage imod religiøs udfrielse? Ja det gjorde. Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus blev 1.100.000 jøder dræbt. At de havde et præsteskab, et prægtigt tempel, et alter og den hellige by, at de havde Loven, Profeterne og Salmerne på originalsprogene hebraisk og aramaisk kunne ikke redde dem. De havde nægtet at tage imod den udfrielse som var blevet tilbudt på Guds betingelser. De vandt ingen udfrielse da de selv gjorde oprør mod Rom i år 66, skønt de gjorde sig heltemodige bestræbelser for at befri sig for det romerske herredømme. Gud havde i sandhed forladt deres „hus“, deres hellige tempel i Jerusalem. Han beskyttede det ikke mod ødelæggelsen i år 70.

 8. (a) Hvor lang tid gik der i Jerusalems tilfælde inden de dårlige resultater af en uret handlemåde sås? (b) I hvilken egenskab vendte Jesus tilbage til Nazaret, og hvad gjorde han på sabbaten?

⁸ Der går nogen tid før man kan se de dårlige resultater af en uret handlemåde. For Jerusalems og templets vedkommende gik der mindst fyrre år. Ved påsketid i foråret 30 rensede Jesus Kristus templet for vekselerere og handlende som havde gjort templet til en „kræmmerbod“. (Joh. 2:13-17) Nogle måneder senere besøgte han sin fædreneby Nazaret. Året i forvejen havde han forladt Nazaret som tømrer. Nu vendte han tilbage som forkynder af Guds rige. Den jødiske sabbat kom, og som det var hans sædvane gik han ind i synagogen, ikke blot for at lytte men for at fremlægge sit budskab om udfrielse. Han stod op for at læse et stykke fra Bibelen for de forsamlede jøder. „Man gav ham profeten Esajas’ bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: ’Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren!’“ — Luk. 4:16-19.

 9. Hvor stod den profeti som Jesus oplæste, og hvis udfrielse var den i første række en profeti om?

⁹ Dette var profetien fra Esajas 61:1, 2 som er skrevet i hvert fald 732 år før vor tidsregnings begyndelse og derfor mindst 125 år før de babyloniske hære ødelagde Jerusalem og førte de fleste af de overlevende jøder i fangenskab i Babylon, den falske religions hovedsæde. Der blev de undertrykt og deres Gud Jehova spottet, akkurat som profeten Esajas havde forudsagt: „De, der hersker over det, brovter, lyder det fra [Jehova], og mit navn vanæres ustandseligt dagen lang.“ (Es. 52:5) Babylon havde ikke i sinde at give de fangne jøder fri. Det blev nødvendigt at omstyrte Babylon for at udfri de fangne jøder. Da Esajas forudsagde Babylons fald sagde han derfor at folk ville stille følgende spørgsmål om dets omstyrtede kongelige dynasti: „Er det ham, som fik jorden til at bæve, riger til at skælve, ham, som gjorde verden til ørk og jævnede byer, ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet?“ (Es. 14:16, 17) Esajas’ profeti om en salvet forkynder viste imidlertid at de jødiske fanger ville blive udfriet. Med usvigelig sikkerhed kom udfrielsen — i 537 f.v.t.

10. Hvordan blev spørgsmålet om hvem den salvede forkynder var, som Esajas havde profeteret om, besvaret i synagogen i Nazaret?

¹⁰ Hvem var den salvede forkynder som Esajas henviste til? De profetiske ord som er nedskrevet i De hebraiske Skrifter lyder: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger.“ (Es. 61:1, 2) Spørgsmålet om hvem denne salvede forkynder var, blev besvaret af Jesus Kristus i synagogen i Nazaret. Da han havde læst Esajas’ profeti rakte han atter bogrullen til tjeneren, satte sig og sagde til alle i synagogen: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ (Luk. 4:20, 21) Det vil sige at Jesus var den salvede forkynder.

11. (a) Hvoraf ses det at Jesus havde talt sandt? (b) Hvorfor forlod han Nazaret?

¹¹ Jesus havde talt sandt. Året i forvejen var han blevet døbt af Johannes Døber, og da han steg op af Jordanfloden udgød Gud den hellige ånd over ham. Herren Jehova salvede Jesus med hellig ånd. Han blev således den der var salvet til at udråbe for fanger at de skulle få frihed og for dem der var blevet blindet af mørket i deres religiøse fængsel at de skulle få deres syn igen. (Matt. 3:13-17) Men til nazaræerne i synagogen sagde Jesus: „Sandelig siger jeg eder: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby.“ Jesus havde ret, for da han havde afsluttet sin prædiken prøvede de at slå ham ihjel, selv om han var den Salvede, Messias, Kristus. Men det var ikke meningen at Jesus Kristus skulle dø på denne måde. Med Guds hjælp slap han fra dem og gik andre steder hen for at forkynde. (Luk. 4:22-30) Han forlod sin hjemegn for andre steder at søge efter jøder der ønskede at blive udfriet fra fangenskabet.

12. Blev Esajas’ profeti om den salvede forkynder endeligt og fuldstændigt opfyldt på Jesus, og hvad viste begivenhederne på den følgende pinsedag?

¹² Blev Esajas’ profeti om den salvede forkynder endeligt og fuldstændigt opfyldt på Jesus Kristus? Nej! Forkyndelsen af budskabet om frihed var ikke tilendebragt da Jesus Kristus døde den jødiske påskedag år 33. Da han døde var hovedstaden Jerusalem stadig „i trældom med sine børn“. (Gal. 4:25) Men Jesus havde samlet tolv mænd omkring sig, og de var sammen med ham det meste af tiden. Efter sin opstandelse og før han vendte tilbage til himmelen, sagde han til sine trofaste apostle: „Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ Ti dage senere blev den hellige ånd udgydt over dem på Pinsedagen, dér i Jerusalem (Ap. G. 1:1-9; 2:1-21) Sådan begyndte Herren Jehova at salve Jesu Kristi døbte efterfølgere med ånd. (2 Kor. 1:21; 1 Joh. 2:20, 27) På denne måde kom Esajas’ profeti til også at gælde dem; de fik det hverv at „udråbe frihed for fanger“.

13. Hvordan påpegede apostelen Peter på Pinsedagen at det hastede med at folket tog imod udfrielse?

¹³ De jøder og proselytter som på denne pinsedag samledes i tusindvis for at høre Peter og de andre apostle forkynde under den hellige ånds indflydelse, har måske ikke fuldt ud forstået hvor vigtig og betimelig denne udfrielse fra det religiøse fangenskab var. Men Peter forstod det, og til mængden der spurgte hvad de skulle gøre sagde han: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ I sin tale til dem citerede han Joels profeti om at Jehovas ånd skulle udgydes i de sidste dage. Han citerede også resten af Joels profeti: „Og jeg [Jehova] lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses.“ (Ap. G. 2:16-21, 40; Joel 3:1-5) At den hellige ånd blev udgydt og at der blev forkyndt frihed for fanger betød derfor at en usædvanlig trængselstid var umiddelbart forestående og at den ville ende med tilintetgørelse af den „vanartede slægt“ og af alle der ikke påkaldte Jehovas navn.

Hvad der skal ske efter salvelsen med ånden

14, 15. Hvad skulle der ske med folket efter at ånden var blevet udgydt, og hvordan forudsagde Gabriel dette over for Daniel?

¹⁴ Trængslerne var på vej for det jordiske Jerusalem som var „i trældom med sine børn“. Dette kommer til udtryk i en anden profetisk udtalelse. I denne profeti fortalte engelen Gabriel profeten Daniel nøjagtigt hvilket år Jesus ville blive salvet med hellig ånd og ville fremstå som „Messias“, fyrsten, og også hvornår hans efterfølgere ville blive salvet. Derefter ville der komme trængsel, for engelen Gabriel sagde:

¹⁵ „Halvfjerdsindstyve uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelsen er fuldendt, . . . og en højhellig helligdom salvet. . . . en salvet [skal] bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste, [mere nøjagtigt: skal en kommende fyrstes folk ødelægge, norsk overs.; NW]. Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse [ødelæggelse er fast besluttet, norsk overs., NW].“

16. Hvad var den ’højhellige helligdom’ som skulle salves, og hvornår og hvordan fandt salvelsen sted?

¹⁶ I disse ord fra Daniel 9:24-26 er den højhellige helligdom som skulle salves, Guds åndelige tempel eller helligdom. Den består af Jesus Kristus og hans 144.00 trofaste efterfølgere, der bliver „levende stene“ i det åndelige tempel. Ved sin ånd bor Gud i dette tempel af levende stene. (1 Pet. 2:5; Ef. 2:20-22; 1 Kor. 3:16, 17) Dette salvede tempel er altså forskelligt fra „helligdommen“ som skulle ødelægges af den kommende fyrstes folk. Den helligdom der var dømt til at gå til grunde, var det hus hvor tilbedelsen foregik, templet af bogstavelige, døde sten, som Jesus sagde Gud havde forladt og overladt til de utro jøder. (Matt. 23:38) Det var ikke salvet med Guds hellige ånd; men i år 29, da den halvfjerdsindstyvende uge begyndte, blev Jesus salvet med hellig ånd. Kort efter midten af den halvfjerdsindstyvende uge blev hans trofaste apostle og andre disciple salvet med ånd i Jerusalem på Pinsedagen; og ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende uge blev de første hedninger eller ikke-jødiske troende salvet med hellig ånd i Kæsarea, cirka firs kilometer nordvest for Jerusalem.a

17. (a) Hvad skete der med „byen og helligdommen“ og med den ’højhellige helligdom’, sådan som Gud havde besluttet? (b) Hvilken dag var det altså at Peter advarede jøderne om på Pinsedagen?

¹⁷ Denne salvede ’højhellige helligdom’ blev bevaret da den „hellige by“ og „helligdommen“ blev ødelagt fireogtredive år efter at den halvfjerdsindstyvende uge var udløbet. Akkurat som engelen Gabriel havde fortalt Daniel, var der krig indtil enden for Jerusalem og dets tempel, og den romerske hærfører der kom med sine legioner, nemlig Titus, bragte det over „byen og helligdommen“ som Jehova Gud havde besluttet, nemlig „ødelæggelse“. Det var i sandhed en ’Jehovas dag’ for Jerusalem og dets børn. Og i forbindelse med den dag var der masser af „blod og ild og rygende damp“, solen skinnede ikke i det mørke der lå over byen om dagen, og månen mindede om udgydt blod; der var ikke fredeligt, sølvgråt månelys om natten. Alt dette kom efter at Jehova Gud havde udgydt sin hellige ånd over al slags kød som en opfyldelse af Joels profeti, den profeti som apostelen Peter citerede for tusinder af jøder og proselytter i Jerusalem på pinsedagen år 33. Peter advarede især de omskårne jøder og proselytter om ’Jehovas store og frygtelige dag’ som skulle komme i år 70.

18. Hvordan havde Jesu profeti om Jerusalem, dengang han holdt sit indtog i byen, vist at det var presserende at tage imod udfrielse?

¹⁸ Var det da presserende for de religiøse fanger at tage imod den udfrielse der blev forkyndt af Jesu disciple, og var det presserende for dem at påkalde Jehovas navn gennem Jesus Kristus for at blive frelst? Ja, i sandhed! Kun to måneder før havde Jesus sagt, da han red ind i Jerusalem som konge: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ — Luk. 19:41-44.

19, 20. (a) Hvilken profeti udtalte Jesus om templet i Jerusalem, efter at han havde gået rundt og set på det? (b) Hvilken profeti havde Jesus udtalt om Jerusalem som svar på apostlenes spørgsmål, og hvilken dag havde han dermed forkyndt?

¹⁹ Efter at Jesus to dage senere havde fortalt jøderne at deres tempel, deres bedehus, ville blive forladt og overladt til dem selv, gik han lidt rundt i templet og så på det, og sagde så til sine apostle: „Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ (Matt. 23:38; 24:1, 2) Hvornår skulle dette ske? Det spurgte hans apostle ham om senere.

²⁰ Som svar på deres spørgsmål udtalte han sin profeti om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“. Han sagde: „Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Luk. 21:20-24) Jesus forkyndte da en hævnens dag fra vor Gud.

21. Hvordan havde Jesus på vejen til Golgata forudsagt trængsler for Jerusalem og Jerusalems døtre?

²¹ Tre dage senere vandrede Jesus til Golgata fulgt af Simon fra Kyrene, der bar marterpælen for ham. „En stor mængde folk fulgte med ham, deriblandt kvinder, som jamrede og klagede over ham. Da vendte Jesus sig om til dem og sagde: ’I Jerusalems døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv, og over jeres børn! Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: „Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.“ Da skal man give sig til at sige til bjergene: „Fald over os!“ og til højene: „Skjul os!“ Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?’“ — Luk. 23:26-31.

22. I hvilken forstand var der stadig en smule grønt tilbage på det symbolske træ, og hvornår ville træet visne?

²² Der var stadig en smule grønt på den jødiske nations træ, for der fandtes en troende rest i dens midte. Men når denne kristne rest var blevet udtaget, ville der kun være et åndeligt dødt træ tilbage, en vissen national organisation. Og så ville Guds vrede komme over jøderne!

23. Hvad sagde Paulus nogle år efter om jødernes adfærd og om det der ville ske med dem, og skete dette?

²³ Cirka sytten år efter at Jesus havde advaret om det visne træ, skrev apostelen Paulus, en omvendt jøde, til den kristne menighed som blev forfulgt i Tessalonika i Makedonien: „Thi I, brødre! er blevet efterfølgere af de Guds menigheder i Kristus Jesus, der er i Judæa, fordi I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de af jøderne — dem, der både slog Herren Jesus og profeterne ihjel og forfulgte os af al magt. Gud tækkes de ikke, og mod alle mennesker er de fjendske, idet de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst. Således fylder de altid deres synders mål. Men vredesdommen er kommet over dem fuldt ud.“ (1 Tess. 2:14-16) Hvor var dette sandt, for tyve år senere nåede Jehovas store og frygtelige dag dem, og hans vrede blev udøst over dem ved de romerske hæres hånd!

24. Hvad ophørte Jehova med i Jerusalem og Judæa efter at de kristne jøder var flygtet derfra, og hvad var det et varsel om?

²⁴ De jødiske kristne fulgte Jesu råd og flygtede fra Jerusalem og provinsen Judæa og overlod de utro jøder til deres forudsagte frygtelige skæbne. Jehova ophørte nu med at udgyde sin hellige ånd over jøder i Jerusalem og Judæa. At han således holdt sin ånd tilbage, var et dårligt tegn der varslede trængsler forude!

25. Hvad skete der med de jøder der havde forkastet det budskab som Jesu efterfølgere havde forkyndt?

²⁵ De vantro jøder forkastede det budskab om udfrielse som blev forkyndt af Kristi efterfølgere der var blevet salvet med hellig ånd. De valgte fortsat at være fanger under jødedommens traditionsbundne ordning. Deres eget religiøse bord blev en snare til ødelæggelse for dem. (Sl. 69:23; Rom. 11:9) De forkastede Jesus Kristus som „Guds lam, der borttager verdens synd“, og fortsatte med at holde deres årlige påskehøjtid i Jerusalem. I stedet for at flygte fra Jerusalem og Judæa sammen med de kristne, strømmede de ind i Jerusalem i hundredtusindvis om foråret i år 70. Så vendte de romerske legioner under Titus tilbage og indesluttede dem i Jerusalem ved at bygge en otte kilometer lang befæstet vold omkring den dødsdømte by. Efter en grusom belejring faldt Jerusalem for Titus den 8. september år 70. Ifølge historikeren Flavius Josefus blev der dræbt 1.100.000, mens 97.000 ynkværdige overlevende blev ført bort som slaver. For mindst 1.100.000 betød det en frygtelig ødelæggelse at de havde nægtet at tage imod udfrielsen gennem Jesus Kristus.

[Fodnote]

[Illustration på side 81]

„Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“