Befrielsens budbringere

„Ret jer og hold hovedet højt, for jeres befrielse er nær.“ — Luk. 21:28, New English Bible.

 1. Hvad tænker folk på når man nævner at der er behov for en befrielse eller frigørelse, og hvilken befrielse har menneskene størst behov for i dag?

HVEM glæder sig ikke over at eje frihed? Hvem af dem der føler sig undertrykt og i trældom ønsker ikke at blive befriet? Der er i hele verden et stort behov for befrielse. Nu vil nogle sikkert sige at denne udtalelse er for bred, for generel, for man har da det der på det politiske felt kaldes „den frie verden“, i modsætning til den kommunistiske blok. Andre vil måske tænke på den frigørelse som den kommunistiske blok har gjort sig til talsmand for over for alle „imperialistiske“ nationer, en frigørelse der dog ikke er andet og mere end en erstatning af én regering, der stemples som uønsket, med en anden regering, der dog lige så lidt som den foregående kan siges at være fuldkommen og alviis. Mennesker der bringer bud om en sådan befrielse vil blive kaldt revolutionære, udenlandske agenter for en radikal regering, politiske oprørsstiftere og agitatorer, hvorimod „den frie verdens“ udsendinge betragtes som „imperialistiske spioner“. Atter andre vil synes at én race har behov for at blive befriet for en anden races herredømme. Men at der i hele verden er behov for en befrielse, fremgår af en udtalelse der, skønt den blev fremsat for nitten hundrede år siden, stadig er lige aktuel: „Hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Vi vil aldrig få en retfærdig, fredfyldt og sund verden før vi er blevet befriet for denne onde magts herredømme.

 2. Hvordan kan vi være sikre på at en fuldstændig udfrielse er nær?

² En fuldstændig udfrielse fra denne onde magt, der har trælbundet hele verden, er nu på vej. Siden 1914 har vi set flere og flere vidnesbyrd om at den er nær, og vi kan derfor følge den opfordring som den store Profet i sin tid udtalte: „Når alt dette begynder at ske, da ret jer og hold hovedet højt, for jeres befrielse er nær. . . . Se på figentræet eller et hvilket som helst andet træ. Så snart det skyder knopper ser I at sommeren er nær. På samme måde kan I, når I ser alt dette ske, være sikre på at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:28-31, New English Bible.

 3. (a) Hvornår vil den fuldstændige befrielse for Satans styre komme? (b) Hvilken befrielse kan man opnå nu?

³ Den Onde, Satan Djævelen, hvis usynlige magt og indflydelse hele menneskehedens verden har følt, vil blive gjort magtesløs af dette rige. Det herredømme han har udøvet i hele verden vil blive frataget ham umiddelbart efter det universelle Harmagedonslag, i hvilket hans synlige politiske styre eller system vil være gået til grunde. Det vil betyde udfrielse for alle de gudfrygtige mennesker der har bedt bønnen: „Komme dit rige!“ og som har søgt Guds rige og hans retfærdighed først, sådan som Jesus Kristus har lært dem. (Matt. 6:9, 10, 33) Dog findes der også en befrielse for dem nu i tiden, før Harmagedonslaget udkæmpes. Det er en befrielse der har stor betydning, eftersom den har med deres evige fremtid at gøre. Det er en religiøs befrielse, som finder sted endnu mens de politiske magter, også de diktatoriske og totalitære, består.

 4. (a) Hvem vil måske mene at de ikke har brug for en befrielse? (b) Hvilken lignende indstilling havde nogle af Abrahams efterkommere på Jesu tid?

⁴ Folk der bor i lande hvis forfatning eller love garanterer dem „religionsfrihed“ vil måske mene at de ikke har brug for en sådan befrielse. De har frihed til overhovedet ingen religion at have, at være ateister, hvis de ønsker det. Men de skal være forsigtige med at de ikke siger som nogle af indbyggerne i Jerusalem for nitten hundrede år siden, nærmere bestemt i efteråret 32. Jesus Kristus havde i templet været i færd med at undervise disse mennesker, der var den hebraiske patriark Abrahams efterkommere, og han fortsatte: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Stolte over deres egen afstamning svarede de: „Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvor kan du da sige: ’I skal blive frie’?“ — Joh. 8:31-33.

 5, 6. (a) Hvordan viste Jesu svar at disse efterkommere af Abraham havde brug for en befrielse? (b) Hvad svarede de herpå, og hvem sagde Jesus de havde til fader?

⁵ Jesu svar kunne enten fornærme dem eller åbne deres øjne for deres virkelige situation. Han sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke bestandig i huset [patriarken Abrahams hus]; sønnen bliver der bestandig. Hvis altså Sønnen [Jesus Kristus] får frigjort jer, skal I være virkelig frie. Jeg ved, at I er Abrahams slægt [ifølge jeres kødelige afstamning]; men I søger at slå mig ihjel, fordi mit ord ikke har fremgang i jer. . . .. Noget sådant har Abraham ikke gjort. I gør jeres faders gerninger!“ Efter denne udtalelse gjorde de krav på at stamme fra én der var højere end Abraham. De sagde til Jesus: „Vi er ikke avlet i utugt [af en unavngiven fader]; kun én fader har vi, det er Gud.“ — Joh. 8:34-41.

⁶ Hvis de havde elsket Gud, ville de også have elsket hans søn og hørt hans ord; men det gjorde de ikke. Derfor sagde Jesus: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader. . . . derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.“ — Joh. 8:42-47.

 7. (a) Hvilken slutning kommer vi til angående disse efterkommere af Abraham? (b) Vis hvorfor det er berettiget at betegne Satan som en „gud“.

⁷ Syndens trælle! Satan Djævelens, den første morders og løgners børn! Ak, hvilken religion var det dog de havde, om end de selv troede de var Guds børn gennem hans jordiske ven, den hebraiske patriark Abraham! Hvilken religiøs forblændelse! De trængte i sandhed til befrielse! Det er ikke uden betydning i religiøs henseende at Satan Djævelen kaldes „denne verdens [tingenes ordnings, NW] gud“. Han søger at skjule den sande Gud for menneskene. I den hensigt har han slået de vantros tanker med blindhed „så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede“. (2 Kor. 4:4) Derfor siger den bibelske beretning der fortæller om den Ondes og hans dæmonengles uddrivelse fra himmelen: „Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens [den beboede jords, NW] forfører.“ (Åb. 12:7-9) Da han er „denne verdens gud“ har han sine tilbedere. Han har sin religion, og ved hjælp af denne religion, en falsk guds falske religion, forfører han praktisk talt alle dem der bor på jorden.

 8. Hvor genopstod den falske religion på jorden efter Vandfloden, og hvor stor udbredelse fik den?

⁸ Den bibelske historie viser at Satan Djævelen efter Vandfloden atter indførte sin falske religion på jorden, nemlig i Babylon. Denne by var bygget ved Eufratflodens bred. Efter sprogforvirringen bredte den falske religion sig fra denne by til alle jordens egne. I det syvende århundrede før Kristus blev byen den i Bibelen nævnte tredje verdensmagt. Den omstyrtede det jødiske rige og førte de overlevende jøder til Babylon, hvor de var Babylons ufrivillige fanger i halvfjerds år. Befrielsen oprandt for dem ved Babylons erobrers, perserkongen Kyros’, hånd i året 537 f. Kr., og en rest på godt toogfyrretyve tusind jøder vendte straks tilbage til deres hjemland for at genopbygge Jehova Guds tempel og den hellige by. Da Jesus fremstod var de underlagt romerriget, men de havde stadig lov til at dyrke deres egen religion, den jødiske. Men på dette tidspunkt havde menneskers religiøse overleveringer fået større betydning end Guds skrevne ord, Bibelen.

 9. Vis hvordan Jesu ord: „Enhver, der gør synd, er syndens træl,“ passede på jøderne på Jesu tid, og at de derfor havde brug for en befrielse.

⁹ Samtidig med at det jødiske folk var bundet af religiøse overleveringer der ikke fandtes i Bibelen og var i modstrid med den, beherskedes og undertryktes de af religiøse ledere, som havde Djævelen til fader. De religiøse ceremonier i templet i Jerusalem kunne ikke virkelig fjerne deres synder og frigøre dem fra trældommen under synden. Som følge af synden herskede døden, der er syndens løn, over dem. (Rom. 6:23; 5:12-17) Jesus Kristus fortalte dem sandheden ligeud da han sagde de var trælle og havde brug for at blive frigjort.

10. Forklar hvorfor Paulus sammenlignede det jødiske folk med Hagars børn, men de kristne med Saras børn.

¹⁰ De holdt af tanken om at de var Abrahams børn med hans hustru Sara, den frie kvinde, men den kristne apostel Paulus, en omvendt jøde, sagde at de var Saras trælkvindes, ægypterinden Hagars, børn, og derfor var de trælle. Paulus sagde: „Dette har en billedlig betydning. Thi disse kvinder er de to pagter: den ene fra bjerget Sinaj, den, som føder børn til trældom, og det er Hagar. Hagar er bjerget Sinaj i Arabien [hvor Lovpagtens ti bud blev givet], og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder. Så er vi [de kristne] da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn. Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“

11. (a) Hvad kan brevet til galaterne kaldes? (b) Hvem er de eneste frie mennesker i dag?

¹¹ Med disse ord i brevet til galaterne (4:24-26, 31; 5:1) gør Paulus dette brev til et frihedsbrev. Den frihed han talte om indebar ikke blot frigørelse fra babylonisk hedenskab, men også fra jødedommen, dens overleveringer og dens religiøse lederes undertrykkelse. I dag som på Paulus’ tid er de eneste frie mennesker dem som Jesus Kristus har frigjort fra Satan Djævelen, fra synden og fra syndens løn, døden. De er børn af „det himmelske Jerusalem“, „Jerusalem, som er oventil“. Det er deres moder og skildrer billedligt Guds himmelske organisation, som også fremstilledes ved Abrahams hustru Sara, den frie kvinde.

Fri dig for halslænken, Jerusalem!

12, 13. Hvilket spørgsmål stilles vi nu overfor, og hvilket svar gives der på det?

¹² I sit brev til romerne (10:15) citerer apostelen Paulus fra Esajas’ profeti (52:7). Hvordan kan Paulus’ ord: „Det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder,“ nu være i overensstemmelse med udtalelsen i Esajas’ profeti, kapitel 52, vers 2, der lyder: „Ryst støvet af dig, stå op, tag sæde, Jerusalem, fri dig for halslænken, Zions fangne datter“? Fordi det himmelske Zion, det Jerusalem som er oventil, repræsenteres ved sine børn på jorden. Det er de indviede, døbte, åndsavlede kristne på jorden, Jesu åndelige brødre og Guds åndelige sønner.

¹³ Symbolsk oplever og gennemgår Zion det samme som sine åndelige børn på jorden. Det forholder sig som Esajas 63:8, 9 siger om Jehovas folk: „’De er visselig mit folk, børn der ikke vil svigte.’ Derfor var det for dem han blev en frelser. Al deres lidelse var ham en smerte.“ (NW) Nu er Jesus Kristus jo den ypperste i det himmelske Zion, Jerusalem som er oventil, og han sagde i lignelsen der er berettet i Mattæus 25:31-46: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ Når det himmelske Zions eller Jerusalems børn er i fangenskab, er det derfor som Zion selv var i fangenskab.

14. (a) Hvilken trældom fortsatte for israelitterne, selv om de blev udfriet fra fangenskabet i Babylon i 537 f. Kr.? (b) Hvad kunne Johannes Døber, Jesus Kristus og apostlene derfor gøre?

¹⁴ Det gamle Zion eller Jerusalem kom bogstaveligt i fangenskab i Babylon ved Eufratfloden dengang Jerusalem og templet blev ødelagt i 607 f. Kr. og Zions børn eller indbyggere blev ført bort som fanger til babylonisk område. Zion blev udfriet i 537 f. Kr. da dets indbyggere blev givet fri og drog tilbage for at genopbygge byen og templet. Men i de følgende århundreder kom folket atter i trældom, en religiøs trældom, der i visse henseender svarede til fangenskabet i Babylon. Derfor opfyldte Johannes Døber, Jesus Kristus og apostlene flere bibelske profetier der havde tilknytning til fangenskabet i Babylon og de landflygtige jøders udfrielse derfra. De bragte i sandhed bud om befrielse, men en befrielse der havde langt større betydning end udfrielsen fra det gamle Babylon, som nu for længst er gået til grunde.

15. Hvilken betydningsfuld befrielse fandt sted på Pinsedagen?

¹⁵ Det er uomtvisteligt at Jesus Kristus måtte frigøre sine apostle og disciplene, og ved at blive i hans ord forblev de virkeligt frie. Dette indbefattede en særdeles dyrebar frihed, nemlig den religiøse frihed som satte dem i stand til at tilbede den eneste levende og sande Gud, Jehova. På Pinsedagen i året 33 e. Kr. udgød Jesus Kristus, der nu havde taget sæde ved Guds højre hånd i himmelen, den hellige ånd over sine ventende disciple i Jerusalem, og de blev herved børn af Guds himmelske organisation, det himmelske Zion, Jerusalem som er oventil. Da blev de virkelig Zions frie børn, og de gjorde brug af deres gudgivne religiøse frihed til at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

16. (a) Hvordan anvendte Peter ordene i Joel 3:1-5, og hvordan var reaktionen på hans befrielsesbudskab? (b) Hvordan gav apostlene senere frygtløst udtryk for deres religiøse frihed?

¹⁶ Apostelen Peter citerede Joels profeti (3:1-5) der taler om „frelse“ på Zions bjerg og i Jerusalem og om „de undslupne“. Derefter anvendte Peter sit befrielsesbudskab direkte på de tusinder af jøder der lyttede til ham, idet han sagde til dem: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave . . . . Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ Tre tusinde reagerede på dette befrielsesbudskab der lød på Pinsedagen. (Ap. G. 2:14-42) Senere gav Peter og de øvrige apostle frygtløst udtryk for deres religiøse frihed da de over for den jødiske ypperstepræst og den højeste jødiske domstol i Jerusalem udtalte: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. . . . Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ — Ap. G. 5:27-32.

17. (a) Hvad skulle Zions åndelige børn senere opleve, ifølge Bibelens profetier? (b) Hvem eller hvad skulle de komme i trældom under, hvornår ville det ske, og hvem skulle åbenbares på dette tidspunkt?

¹⁷ Imidlertid skulle Zion, det himmelske Jerusalem, repræsenteret på jorden ved de mennesker der gjorde krav at være Zions åndelige børn, ikke forblive frit. Dette ses af det der hændte det gamle jødefolk profetisk i Babylon og af flere af Bibelens profetier. Apostlene forudså at Zions børn skulle komme i fangenskab i et større Babylon, de skulle komme i trældom under et religiøst system, ikke i det gamle Babylon, men i hele verden. Så længe de tolv trofaste apostle levede, det vil sige til slutningen af det første århundrede, forblev det himmelske Zions eller Jerusalems børn frie. Det var på dette tidspunkt den sidste af Bibelens bøger blev skrevet af den aldrende apostel Johannes. Da forsvandt, nøjagtig som apostelen Paulus havde forudsagt, „den, som nu holder igen“, og frafaldet fra den kristne tro begyndte. De fleste af dem der gjorde krav på at have den kristne tro kom da i fangenskab under det store babyloniske religionssystem. „Lovløshedens menneske“, „fortabelsens søn“, blev da åbenbaret eller viste sig i form af kristenhedens religiøse præsteskab. — 2 Tess. 2:3-8.

18. Hvad skete herefter?

¹⁸ Det er især fra den romerske kejser Konstantin den Stores tid, det vil sige fra det fjerde århundrede, man kan tale om en kristenhed.a Øjensynlig måtte det himmelske Zions eller Jerusalems sande børn gå under jorden på grund af stærk religiøs forfølgelse. Som i Jesu lignelse om hveden og rajgræsset fik Zions børn — der sammenlignes med hveden — og de der gav sig ud for at være Zions børn — sammenlignet med rajgræsset der lignede hveden — lov til at vokse side om side i den samme mark, menneskehedens verden. (Matt. 13:30) Kristenhedens præsteskab, der gjorde krav på at repræsentere det himmelske Zion, blev påvirket af babylonisk religion og blev en del af det større Babylon. Da kan det virkelig siges at det himmelske Zion, repræsenteret ved sine sande børn på jorden, kom i fangenskab i det større Babylon.

19. (a) Hvilke spørgsmål melder sig nu? (b) Hvornår begyndte man at gøre en alvorlig bestræbelse for at opnå frihed, og hvad bragte året 1914?

¹⁹ Skulle fangenskabet i det større Babylon fortsætte lige til Harmagedonslaget, som er forudsagt i Bibelens sidste bog, i Åbenbaringen 16:13-16? Skulle ingen bringe Zion den gode nyhed om befrielse før man nåede frem til Harmagedon? Ifølge Åbenbaringen 9:13-15 skulle de som var „bundne ved den store flod Eufrat“, hvor det gamle Babylon i sin tid lå, løses eller befries. I de sidste tre årtier af forrige århundrede gjorde sande, indviede, døbte kristne tilbedere af Jehova Gud en alvorlig bestræbelse for at gøre sig fri af kristenheden, den dominerende del af det større Babylon. Men i 1914 kom den første verdenskrig, og kristenheden, krigens hoveddeltager, brugte denne som en anledning til at føre de indviede kristne børn af det himmelske Zion i trældom, ligesom israelitterne var blevet ført som fanger til det gamle Babylon og var dér i de halvfjerds år Jerusalem lå øde hen.

20. (a) Hvad skete i og efter 1914 som en opfyldelse af Bibelens profetier? (b) Hvilket spørgsmål stilles her, og hvilket svar gives?

²⁰ Imidlertid viste Bibelens profetier og dens tidsregning i forening med verdensbegivenhederne i 1914 at Guds kvinde, det himmelske Zion, havde født Messias’ eller Kristi lovede rige og at Jesus Kristus da begyndte at herske midt iblandt sine fjender, for, når tiden var inde til det, at underlægge sig dem fuldstændigt. (Åb. 12:1-5; Sl. 110:1-6; Hebr. 1:13; 10:12, 13) Harmagedonslaget, der skulle udkæmpes til den almægtige Guds fastsatte tid, lå nu ret forude og var den næste store begivenhed der skulle finde sted efter at kampen i himmelen var endt og Satan Djævelen og hans dæmoner var blevet nedstyrtet fra himmelen til jorden. Skulle den sejrende konge Jesus Kristus, symbolsk fremstillet ved det gamle Babylons erobrer, Kyros den Store, nu vente helt til Harmagedon med at udfri de kristne vidner for Jehova af deres fangenskab i det store Babylon? Ikke ifølge Bibelens profetier!

21. Hvilken profeti blev opfyldt i 1914, og hvilke spørgsmål melder sig nu?

²¹ I 1914 overtog Jehova Gud den Almægtige sin store magt og begyndte at herske som konge over jorden idet han oprettede det lovede Messiasrige. Da kunne man virkelig sige: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes.“ (Åb. 11:15-18) Tiden var nu inde til at Kristi profeti skulle opfyldes: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme,“ det vil sige i Harmagedon. (Matt. 24:14, NW) Men hvis Kongens, Jehovas, vidner var i fangenskab, hvordan kunne de da forkynde at Guds lovede rige var begyndt? Hvordan kunne der være overensstemmelse imellem at Jehova Gud den Almægtige herskede som konge og at hans vidner på jorden var fjendens, det store Babylons, fanger? Hvordan kunne disse fangne kristne vidner være et virkeligt vidnesbyrd om Guds himmelske „kvindes“ frihed? Hvordan kunne de sige: „Det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder“? (Gal. 4:26) Det kunne de umuligt gøre når de var i fangenskab.

22. Hvordan viste satan Djævelen efter at han var nedstyrtet fra himmelen at han var imod Guds rige?

²² Åbenbaringen 12:7-17 fortalte på forhånd at Satan, efter at han ved kampen i himmelen var blevet nedstyrtet til jorden, ville forfølge Guds kvinde, som havde født det messianske rige, og i sin vrede mod hende „gik bort for at føre krig mod de tilbageværende af hendes sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus“. (NW) Virkeliggørelsen af disse begivenheder krævede at visse andre begivenheder også måtte finde sted. Hvilke begivenheder? Satan Djævelen er „denne tingenes ordnings gud“ og følgelig også det store Babylons gud, eftersom det store Babylon er en del af denne tingenes ordning. I dette store Babylon holdt han „de tilbageværende af [Zions] sæd“ fangne frem til afslutningen på den første verdenskrig i 1918. Efter at Satan Djævelen var blevet nedstyrtet fra sin plads i himmelen forfulgte han Guds „kvinde“ Zion ved at forfølge dem der var tilbage af hendes sæd på jorden. Han gjorde dette ved at føre krig imod dem.

23. Hvad er Satans forfølgelse af resten af kvindens sæd et vidnesbyrd om?

²³ Hvad slutter vi heraf? At Satan som følge af at han var blevet fordrevet fra himmelen ikke længere havde herredømmet over de tilbageværende af kvindens sæd og at det store Babylon også havde mistet sin magt over dem. Hvorfor skulle han „føre krig“ imod dem hvis de stadig var hans og det store Babylons fanger? Han måtte føre krig imod dem fordi de var blevet befriet og nu frit kunne ’holde Guds bud’ og ’bære vidnesbyrd om Jesus’. Djævelen førte krig imod dem i et forsøg på at tage dem til fange igen i det store Babylon.

24. Hvornår blev Guds folk befriet fra det store Babylon, og hvilken betydningsfuld begivenhed er dette et vidnesbyrd om?

²⁴ Vi må gå frem efter de foreliggende kendsgerninger. Hvornår viser kendsgerningerne at de kristne vidner blev udfriet fra fangenskabet i det store djævledyrkende Babylon? I foråret 1919, for på det tidspunkt gik de frygtløst i gang med at forkynde Guds messianske rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, idet de på denne måde adlød det guddommelige bud der gjaldt denne tid og udførte den gerning at bære vidnesbyrd om at Jesus, Messias, var indsat på tronen. Deres udfrielse kunne ikke tilskrives nogen anden end Jehova gennem hans messianske konge, Jesus Kristus, den større Kyros. Hvad betød nu dette? Hvilken betydningsfuld begivenhed var denne deres udfrielse et vidnesbyrd om? Dette: at ikke alene var det store Babylons gud, Satan Djævelen, blevet nedstyrtet, men det store Babylon selv var faldet!

25. (a) Hvorfor betød det ikke at det store Babylon var blevet ødelagt, og hvilket eksempel hjælper os til at forstå hvad Babylons fald betød? (b) Vil det vare århundreder endnu før det store Babylon endeligt tilintetgøres?

²⁵ Det store Babylons fald betød dog på ingen måde at det var blevet ødelagt. Det eksisterer stadig i dag og udøver fortsat sit herredømme over jordens konger. Jehovas kristne vidner er imidlertid blevet udfriet fra Babylon. Dette forstår vi bedre når vi betragter de historiske begivenheder i fortiden. Her lægger vi mærke til at da det gamle Babylon faldt for perseren Kyros den Store i 539 f. Kr. blev byen ikke ødelagt og udslettet. Den stod stadig i århundreder derefter, ja endnu på apostelen Peters tid, for han besøgte byen og skrev i hvert fald ét brev, om ikke to, fra denne by. (1 Pet. 5:13) Men i dag er der intet tilbage af byen Babylon uden de trøstesløse ruiner som man begyndte at grave frem i 1899. På samme måde er det store Babylon faldet i 1919, men dets endelige tilintetgørelse ligger ude i fremtiden. Imidlertid venter vi ikke at der skal gå århundreder før det sker. Begivenhederne vil tage fart for det store Babylon, og vi forventer at se dets tilintetgørelse i vor generation! Da vil befrielsens budbringere glæde sig!

[Fodnote]

[Illustration på side 222]

„Sandheden skal frigøre jer.“