Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan det være at der undertiden opstår dårlige tanker i ens sind, selv om man søger at samle opmærksomheden om det der er godt? — U.S.A.
Grunden er at vi mennesker er ufuldkomne, født i synd. I Første Johannesbrev 1:8 står der: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ Den nidkære apostel Paulus skrev følgende om den kamp han selv måtte kæmpe mod sine onde tilbøjeligheder: „Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.“ Dette var ofte årsag til at apostelen følte sig elendig og ussel. — Rom. 7:21-24.
I lighed med Paulus må vi kæmpe med syndige ønsker og lyster som hindrer os i helt og fuldt at leve op til Guds krav. Selv om vi måske virkelig ønsker at gøre det der er rigtigt, finder vi gang på gang at vi hæmmes af vort syndige køds tilbøjeligheder. Idet vi forstår at Guds lov er ret og retfærdig glæder vi os virkelig over denne lov. Men alligevel kan det ske at vi påvirkes af ydre forhold eller kommer ud for forslag der giver anledning til urette tanker. Det at vi ikke formår at leve op til det vi gerne ville, er årsag til en smertelig konflikt i os. Men ligesom Paulus kan vi på grundlag af Kristi offer opnå sand tilgivelse for synder og derved bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker.
Hvis vi lader os lede af Guds ånd kommer vi ikke til at øve synd. Som vi læser i Galaterbrevet 5:16: „I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.“ Det vil sige at selv om der måske opstår syndige, kødelige ønsker i vort sind, så vil vi afvise dem og således undgå at fuldbyrde eller realisere disse ønsker. I betragtning af vore syndige tilbøjeligheder må vi fortsat bestræbe os ihærdigt for ikke at lade urette ønsker slå rod i hjertet og undfange så de føder synd. (Jak. 1:14, 15) Apostelen Paulus formaner på grundlag af sin egen personlige erfaring: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.
Vi må heller ikke glemme at der findes onde åndemagter, dæmoner, som ønsker at de kristne skal vige bort fra den rette vej og begynde at dvæle ved urette tanker. Vi bør ikke lade os påvirke af dem, men modstå dem. „Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men . . . mod ondskabens åndemagter.“ — Ef. 6:12.
Hvordan kan vi bedre holde vore tanker og ønsker under kontrol? Vi må gøre alt for at undgå en omgangskreds eller situationer der kan give anledning til fristelser. Hvis der skulle opstå urette ønsker eller tanker i vort sind, bør vi ikke give efter for dem, men anstrenge os for at modstå dem. Vi bør straks søge at tænke på noget andet, ja tvinge sindet til at koncentrere sig om noget der er godt og opbyggende. Guds ord vejleder: „Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ — Fil. 4:8.
Det er også vigtigt at vi søger hjælp hos Jehova Gud. Vi kan være forvissede om at han vil hjælpe os til at undgå at urette ønsker og syndige lidenskaber får herredømme over os. Han vil give os den fornødne visdom til at klare prøvelser, og han vil lade sin ånd lede os til at gøre det der er rigtigt ved at minde os om bibelske begrundelser for at bevare en ret adfærd. (Fil. 4:6, 7; Jak. 1:5) Endelig kan enhver som har besvær med urette tanker eller ønsker søge bibelsk vejledning hos de ældste, mænd med åndelige kvalifikationer, i Jehovas kristne vidners menigheder. — Jak. 5:14, 15.
● I Anden Samuelsbog 11:4, 5 står der: „Så lod David hende [Batseba] hente, og da hun kom til ham, lå han hos hende; hun havde lige renset sig efter sin urenhed [og han lå hos hende, mens hun helligede sig for sin urenhed, NW]. . . . kvinden blev frugtsommelig.“ Sigter denne „urenhed“ til hendes menstruation, og, i bekræftende fald, hvordan kunne hun blive gravid på dette tidspunkt? — U.S.A.
Bibelen siger ikke præcist hvilken urenhed det var Batseba rensede sig for. Det kan have været i forbindelse med hendes månedlige periode eller med udflåd eller noget andet der medførte ceremoniel urenhed. Nogle oversættere gengiver endda teksten sådan at man får det indtryk at hun rensede sig for den urenhed hun pådrog sig som følge af forholdet til David. Den reviderede danske oversættelse af 1871 lyder: „Og der hun kom til ham, da laa han hos hende; men hun rensede sig efter sin Urenhed, og hun vendte tilbage til sit Hus.“ Ifølge denne gengivelse gjorde Batseba som påbudt i loven i Tredje Mosebog 15:18: „Og når en mand har samleje med en kvinde, skal de bade sig i vand og være urene til aften.“
Men selv om den urenhed Batseba rensede sig for havde forbindelse med hendes menstruation, kunne hun godt være blevet gravid. Ifølge Tredje Mosebog 15:19, 29 var en kvinde uren i syv dage når hun havde menstruation (regnet fra den dag blødningen begyndte), og hun skulle rense sig på den ottende dag. Om en kvinde kan blive gravid på den ottende dag afhænger af hvor lang tid der går mellem hendes blødninger, hvilket varierer fra kvinde til kvinde. Hvis der i Batsebas tilfælde gik fra enogtyve til seksogtyve dage, kunne hun godt være blevet gravid på den ottende dag efter menstruationens begyndelse. Hvis der for eksempel går enogtyve dage mellem perioderne, kan kvinden blive gravid fra tredje- til tiendedagen efter menstruationens begyndelse.
● Hvad betyder det der siges i Prædikerens bog 9:5, 6: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen“? — U.S.A.
Når man læser hele sammenhængen kan man se at Salomon, der er forfatter til Prædikerens bog, taler ud fra de erfaringer han har gjort med hensyn til livet som det former sig på jorden nu, „under solen“, kunne man sige. Han taler ud fra et rent menneskeligt, jordisk synspunkt, iagttagerens synspunkt. Guds hensigt vedrørende en opstandelse tager han ikke i betragtning her. Han beskæftiger sig med menneskets situation som den beskrives af Paulus: „Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden.“ (Rom. 8:20) Salomon siger at „alt er tomhed“, at „alle får en og samme skæbne, retfærdig og gudløs“. — Præd. 1:2; 9:2, 3.
Det er den situation alle mennesker befinder sig i. Rige og fattige, store og små, onde og gode — alle dør. Apostelen Paulus sagde: „Alle dør i Adam.“ (1 Kor. 15:22) Og det må også siges at med hensyn til livslængde er de retfærdige ikke bedre stillet end de onde. Men dette benægter ikke at Gud betragter de retfærdige som anderledes og at han har tilvejebragt et håb der holder dem oppe nu og til sin tid vil betyde livet for dem. Fortsættelsen til førnævnte citat af apostelen lyder: „Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden — ikke frivilligt, men efter hans [Guds] vilje, som lagde den derunder — dog med håb, thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden.“ — Rom. 8:20, 21.
Salomon, der stiller sig på iagttagerens plads, viser at „gennemsnitsmennesket“, et menneske af verden, ved at det skal dø, ligesom det ser alle andre mennesker dø. Han er sig døden bevidst. Erfaringen har også fortalt ham at når et menneske er død, ved det intet, er sig intet af det der foregår omkring det bevidst. Mennesker kan intet gøre for den døde, penge betyder intet. Verden går videre, og ikke engang hans slægtninge og venner kan, i hverdagens strøm af begivenheder, indbefatte ham i deres planer og forehavender, og må derfor nødvendigvis til sidst glemme ham. Det vil ikke sige at de ikke husker at han har eksisteret, men han udgør ikke længere en kraft — han figurerer ikke længere i deres liv. Hans personlighed er for en stor del glemt, og næste generation kender ham faktisk slet ikke.
Den der er død kan ikke længere give udtryk for kærlighed, had eller misundelse. Uanset den magt, den myndighed eller de rigdomme han besad da han levede, er dette gået over på andre hænder og han råder ikke længere over dem. (Præd. 2:21) Han får aldrig mere nogen lod og del i denne tingenes ordning; ja, han ville forblive ude af billedet for bestandig hvis det ikke var fordi Gud ville tilvejebringe en ny orden og en opstandelse.
Salomon fremstiller altså kun situationen set fra det synspunkt at den nuværende verden er alt hvad der er. Han viser hvor tomt livet er hvis man ikke tilbeder Gud. Men apostelen Paulus sagde til de kristne i Tessalonika: „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.“ — 1 Tess. 4:13, 14.
Salomon var „Samleren“ (en oversættelse af det hebraiske ord qoheʹleth, titlen på Salomons bog). Han arbejdede på at samle folket om tilbedelsen af Jehova. Det er grunden til at han malede et billede af den håbløse situation som denne verden befinder sig i, og, efter i alle henseender at have set dens fuldstændige tomhed og håbløshed, pegede på den sande kilde til håb med ordene: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ — Præd. 12:13, 14.