Forkyndelsen af den gode nyhed bærer frugt i hele verden
1. Hvad var den frygteligste begivenhed i det første århundrede, og hvad var allerede blevet forkyndt i den dakendte verden, før nyheden om denne begivenhed blev spredt?
I DET første århundrede hvormed vor tidsregning begynder var den frygteligste begivenhed ikke Roms brand i år 64, men Jerusalems belejring og ødelæggelse i år 70. For sin glorværdige sejr over den stærkt befæstede by blev den romerske feltherre Titus belønnet med en sejrsprocession ved sin hjemkomst til Rom i år 71, og en triumfbue blev rejst til ære for ham. Imidlertid endte den blodige krig med de oprørske jøder ikke før deres sidste støttepunkt i Judæa var faldet, fæstningen Masada ved Det døde Hav, hvilket skete i år 73. Dette nederlag medførte megen spot, elendighed og religiøs skuffelse for jøderne i hele verden, så meget mere som titusinder blev solgt som slaver. Men allerede adskillige år før disse dårlige nyheder for de omskårne jøder var blevet en realitet og var blevet kendt overalt, var den gode nyhed om en evigvarende glæde blevet spredt ud over den dakendte verden. Det var den gode nyhed om det messianske gudsrige, et rige som ikke er afhængigt af det jordiske Jerusalem.
2. (a) Hvem bragte denne gode nyhed ud i det første århundrede? (b) Hvor langt var kristendommen nået i øst-vestlig retning før Roms brand?
2 Hvem bragte denne gode nyhed ud i det første århundrede? Det var ikke de kødelige, omskårne jøder, der betragtede Jerusalem som deres center for tilbedelse. Nej, det var dem der af kejser Nero falskeligt fik skylden for Roms brand, de fredelige og ganske uskadelige disciple af Jesus Kristus, der blev kaldt „kristne“ — første gang i byen Antiokia i Syrien. (Ap. G. 11:26) Dengang var der tusinder af jøder blandt de kristne, som for eksempel apostlene Simon Peter og Paulus. Før Roms brand var apostelen Peter nået helt til Babylon i Mesopotamien, hvorfra han skrev til de kristne i Lilleasien. Paulus befandt sig i Rom, og i de første to år i hvert fald under husarrest, idet han ventede på at få sin sag til forsvar for kristendommen påhørt af kejser Nero. (1 Pet. 5:13; Ap. G. 28:30, 31) Fra Babylon, nær romerrigets østgrænse, til Rom var der en afstand af over 3000 kilometer. En ikke ringe udbredelse kristendommen da havde fået!
3, 4. (a) Hvor langt var sandheden trængt frem i Afrika og andre steder før Paulus skrev sit brev til kolossenserne? (b) Hvor bar den gode nyhed frugt ifølge Paulus’ brev?
3 Med evangelisten Filips omvendelse af den ætiopiske dronning Kandakes hofmand var kristendommen også nået langt mod syd, helt til Ætiopien, syd for Ægypten. (Ap. G. 8:26-39) Den gode nyhed om Guds messianske rige var således trængt betydeligt frem i Afrika, Asien og Europa. Blandt de kristne som apostelen Peter skrev sit første brev til — under ét stilet til de kristne i fem provinser i Lilleasien — var de kristne i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis i den romerske provins Asien. (1 Pet. 1:1) Omtrent samtidig skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Kolossæ og nævnte over for den sit brev til menigheden i Laodikea. (Kol. 4:16) Det var over for disse kristne i Kolossæ Paulus talte om „forkyndelsen af den gode nyheds sandhed“ i hele verden, og dette var adskillige år før enden kom for det jordiske Jerusalem i år 70. De der tog imod den gode nyhed, modtog også det håb der er forbundet med den, og herom skriver Paulus:
4 „Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer, fra den dag I hørte og fik nøjagtig kundskab om Guds ufortjente godhed i sandhed.“ — Kol. 1:4-6, NW.
5. Hvordan understregede Paulus i Kolossenserbrevet 1:23 at den gode nyhed var blevet forkyndt i hele verden?
5 At håbet om Guds himmelske rige var blevet forkyndt i hele verden dengang, understreges af Paulus idet han videre siger i sit brev til kolossenserne: „Forudsat, naturligvis, at I forbliver i troen, grundfæstede og faste, og ikke rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til som I har hørt og som er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen. Denne gode nyhed er jeg, Paulus, blevet tjener for.“ — Kol. 1:23, NW.
6. (a) Hvem forkyndte den gode nyhed foruden Paulus? (b) Hvordan delte disse forkyndere deres håb med andre?
6 Apostelen Paulus var ikke den eneste forkynder af den gode nyhed dengang. Alle de trofaste kristne i det første århundrede, deriblandt disciplen Epafras fra Kolossæ, der besøgte Paulus under hans husarrest i Rom, var forkyndere. (Kol. 1:7, 8; 4:12, 13) Alle disse forkyndere af den gode nyhed var med til at dele deres håb med andre, ikke specielt ved med hånden at afskrive de inspirerede evangelieberetninger om Kristi liv og hans inspirerede disciples breve, men ved hjælp af det talte ord, ved at forkynde for alle der ville høre, og mundtligt undervise alle der var interesserede. Hvad dette kostede disse forkyndere af arbejde under de forhold der rådede i det første århundrede, kan vi kun gætte os til. Disse kristne forkyndere havde den eneste gode nyhed at fortælle verden i det første århundrede. De tav ikke stille med budskabet om Riget, men talte vidt og bredt om det.
7. (a) Hvad skete der i kolossensernes menighed og andre steder som følge af at den gode nyheds „sæd“ ikke faldt på ufrugtbar jord? (b) Hvad var der blevet udrettet i de tredive år der var gået siden Jesus begyndte at forkynde, som følge af at den gode nyhed havde båret frugt?
7 Den „sæd“ eller det „rigets ord“ der var blevet talt til dem, faldt ikke på ufrugtbar jord. Men af ærlige og oprigtige hjerters gode jord voksede der noget op som bar frugt i lighed med det der var blevet sået. Sæden, den gode nyhed om Guds messianske rige, mangedobledes ved at den blev fortalt til andre inden for række- eller hørevidde. Det var som apostelen Paulus skrev til de kristne i Kolossæ: „Forkyndelsen af den gode nyheds sandhed . . . bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer.“ (Kol. 1:5, 6, NW) „Forkyndelsen af den gode nyheds sandhed“ bar frugt og voksede, ikke blot i menigheden i Kolossæ, men i alle andre menigheder i Europa, Asien og Afrika. Den „sæd“ de frembragte, blev brugt til at så Rigets budskab i andres hjerter. Derfor skete det forunderlige at blot tredive år efter at Jesus Kristus med sin forkyndelse af Guds rige var begyndt at så sæden, var der blevet aflagt vidnesbyrd om Riget på „hele den beboede jord“! — Matt. 4:12-17; 24:14, NW.
En lignende bedrift i nutiden?
8. Hvor stor er den kraft der får et sædekorn der er sået i god jord, til at vokse, og har „Guds ords“ sæd mistet sin kraft i dette tyvende århundrede?
8 Den kraft der får et sædekorn som er sået i frugtbar jord, til at vokse, er forbavsende stor. For nitten hundrede år siden forbløffede Rigets ords „sæd“ verden med den kraft det besad. Har denne sæd mistet sin kraft i vort tyvende århundrede? Det skulle ikke være tilfældet, og det er det heller ikke! Det der for nitten hundrede år siden blev skrevet til de kristne hebræere gælder også i dag: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd.“ — Hebr. 4:12.
9. (a) Har tiden forringet „sædens“ grokraft? (b) Hvorfor anføres her tallet på kirkemedlemmer i kristenheden?
9 Tiden har ikke forringet dets grokraft. Hvad kan vi fremføre som bevis for denne påstand? Er dét religiøse domæne der kendes som kristenheden et bevis? Ifølge en offentliggjort statistik over antallet af kirkemedlemmer i kristenheden oplevede man, efter at have nået et højdepunkt i 1960erne, en midlertidig nedgang på adskillige millioner i medlemstallet. Men ifølge de sidste beregninger er der nu nået et nyt højdepunkt på 985.363.400 kirkemedlemmer. — Se The 1973 World Almanac and Book of Facts, side 343, under overskriften „Religious Population of the World“.
10, 11. (a) Hvilket spørgsmål må man stille angående væksten i kristenheden, og er den talmæssige vækst et bevis på at den ikke befinder sig i „de sidste dage“? (b) Hvilke tilstande forudsagt af Paulus kan være årsag til kristenhedens religiøse vanskeligheder?
10 Det må indrømmes at antallet af kirkemedlemmer i kristenheden — ifølge disse opgivelser — ikke er dalende. Men hvordan forholder det sig med disse medlemmer? Finder der også en vækst sted i åndelig henseende, så man kan sige at der bliver flere sande kristne? Lad os sammenligne dem med det der kendetegnede de kristne i Kolossæ, som Paulus følte sig så stærkt tilskyndet til at skrive til. Disse kristne i Kolossæ var helt anderledes end de fleste af dem der langt senere, nemlig „i de sidste dage“, ville hævde at tjene Gud. At kristenhedens kirker, efter at have eksisteret i mere end seksten hundrede år, vokser med hensyn til medlemstallet, modbeviser ikke at de befinder sig i „de sidste dage“. Der kan ikke være tvivl om at kristenheden oplever „strenge tider“. Hvad forudsagde apostelen Paulus at årsagen hertil ville være, og er det grunden til kristenhedens religiøse vanskeligheder? Paulus sagde:
11 „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. [Hvorfor?] Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ — 2 Tim. 3:1-5.
12, 13. (a) Hvordan er kristenhedens åndelige tilstand sammenlignet med Kolossensermenighedens? (b) Hvordan forklarer kristenhedens teologer at bønnen i fadervor om vor himmelske Faders rige vil blive opfyldt?
12 Hvem kan benægte at denne profetiske beskrivelse forklarer grunden til kristenhedens vanskeligheder i dag, efter seksten hundrede års talmæssig vækst? Det er tydeligt at denne inspirerede profeti får sin opfyldelse på kristenheden, som således bliver den diametrale modsætning til menigheden i Kolossæ. I alle disse århundreder har kristenheden regelmæssigt bedt bønnen fadervor. Denne mønsterbøn, som Herren Jesus Kristus fremførte i sin bjergprædiken, begynder således: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) I dag forklarer kristenhedens teologer at den himmelske Faders rige kommer ved at dette rige oprettes i de troendes hjerter. Som dr. Adam Clarke siger i en kommentar til Mattæus 6:10:
13 „Når riget med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, er oprettet i hjertet, er der dermed givet rigeligt rum for en opfyldelse af Guds vilje.“ — Commentary, bind 5, side 86, spalte 1.
14. (a) Hvordan forklarer teologerne Rigets komme i betragtning af at kristenheden sakker agterud i forhold til befolkningstilvæksten i verden? (b) Hvordan rejser den omstændighed at to verdenskrige er blevet udkæmpet inden for et tidsrum af toogtredive år, spørgsmål om Rigets komme for kristenhedens vedkommende?
14 I lang tid havde man den opfattelse at Guds rige ville komme ved at alle mennesker blev omvendt til at være medlemmer af kristenhedens kirker. Men nu da kristenheden sakker agterud i forhold til befolkningstilvæksten i verden, siger teologerne at Rigets komme kun sker ved at det kommer ind i de troendes hjerter. Man lærer ikke at Guds messianske rige vil komme imod den nuværende verdslige tingenes ordning og ødelægge den og derpå udøve sit herredømme som en virkelig regering over alle jordens indbyggere og fylde hele jorden med retfærdighed, fred og lykke for evigt. (Dan. 2:44; 7:13, 14) Jesus Kristus sagde: „Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd.“ Og: „Hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.“ (Luk. 6:45; 12:34) Men hvor er beviset for at Guds rige er blevet oprettet i kirkemedlemmernes hjerter og at deres hjerter hænger ved Guds rige som deres skat? Er to verdenskrige inden for et tidsrum af toogtredive år i dette tyvende århundrede et bevis for at Guds rige „med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden“ er blevet oprettet i hjertet på de hundreder af millioner af kirkemedlemmer der tilhører kristenheden?
15. (a) Hvilken organisation var kristenhedens „skat“, i tiden mellem de to verdenskrige? (b) Hvad gør Folkeforbundets efterfølger ved rustningskapløbet?
15 I de tyve år der gik mellem de to verdenskrige, var Folkeforbundet, der skulle sikre freden i verden, kristenhedens skat, for dens kirker sagde: Folkeforbundet er „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Men hvor er Folkeforbundet i dag? Og hvad gør dets efterfølger, De forenede Nationer, for at forhindre det internationale rustningskapløb om militær overlegenhed i en tredje verdenskrig der vil true hele menneskehedens eksistens? Fremstillingen af flere dødbringende våben besvarer spørgsmålet.
16. Vil Guds rige komme, selv om tilstanden er som den er i kristenheden, og hvordan gøres alle mennesker opmærksomme på dette i dag?
16 Alt dette viser at Guds rige ikke er blevet oprettet i kristenhedens præsters og kirkemedlemmers hjerter, at det ikke er kommet ind i deres hjerter. Man kan ikke forvente at Guds rige vil komme på den måde, og det vil ikke komme på den måde. Alligevel vil Guds rige ved Kristus komme som en opfyldelse af bønnen i fadervor, og denne teokratiske regering står nu lige for døren. Det er dét alle mennesker nu får at vide gennem den gode nyhed om Riget som Jesus Kristus forudsagde skulle forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne før enden kom. (Matt. 24:14, NW) Denne gode nyhed, „rigets ord“, sås nu ligesom sædekorn overalt på jorden, i 208 lande og områder, og den bærer frugt på samme måde som på apostelen Paulus’ tid. Som han sagde til den kristne menighed i Kolossæ „bærer [den] frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer“. (Kol. 1:6, NW) Den gode nyheds sæd sås både inden for og uden for kristenheden.
17. (a) Hvis ikke det er Riget, hvad er det da der kommer ind i menneskenes hjerter, og hvordan sker det? (b) Hvordan er det, på trods af kristenheden, alligevel sket at den gode nyhed „bærer frugt og vokser“ i hele verden?
17 Hvad angår forholdet mellem Guds rige og menneskers hjerter, så er det ikke Riget, men sæden, den gode nyhed om Guds messianske rige, der kommer ind i hjertet. Denne „sæd“ bliver fast forankret dér ved at den slår rod og bærer frugt. Den sås ved at den gode nyhed forkyndes for alle som vil lytte til den og tage imod den. Den bærer frugt ved at den får munden til at tale, for af hjertets overflod taler munden. På denne måde bliver enhver i hvis modtagelige hjerte sæden er sået, en ny forkynder af den gode nyhed. Den gode nyheds sæd forøges således ved at flere og flere forkynder den gode nyhed om Riget. Og mens mennesker i kristenheden søger at forhindre at Rigets sæd bliver sået i menneskers hjerter, bliver Jehovas kristne vidner ved med at sprede den gode nyheds sæd i hele verden. Ligesom på apostelen Paulus’ tid bærer den frugt og vokser i hele verden, på trods af kristenheden.
En ledsagende frugt
18. Hvad har „sæden“ frembragt ud over flere forkyndere af Riget, og hvilke egenskaber kendetegner derfor Jehovas kristne vidner i dag?
18 Det er dog ikke blot ved at frembringe flere forkyndere af Riget at denne Rigets sæd har båret frugt i overflod og breder sig. Den har også båret frugt i en anden forstand i hjertet hos dem der modtog sæden og nu forkynder Riget. Den har frembragt det modsatte af det apostelen Paulus i Andet Timoteusbrev 3:1-5 forudsagde ville kendetegne kristenheden. Den har frembragt det samme som den frembragte hos den kristne menigheds medlemmer i Kolossæ. Den har frembragt de kristne egenskaber som Paulus nævner i sit brev til dem, nemlig kærlighed, håb og tro. De mirakuløse gaver og evner der skulle kendetegne den sande kristne menighed, ville måske nok forsvinde efter de kristne apostles død, men, sagde Paulus, „nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden“. (1 Kor. 13:13, NW) Det er disse egenskaber der forbliver, ikke hos den krigshærgede kristenhed, men hos Jehovas kristne vidner. Det der kendetegner dem er tro, håb og kærlighed.
19. (a) Hvad skrev Paulus om Kolossensermenighedens tro, kærlighed og håb? (b) Hvilken slags kærlighed er det der får Jehovas kristne vidner til at åbne munden og forkynde?
19 Paulus skrev til kolossenserne: „Vi har hørt om jeres tro i forbindelse med Kristus Jesus og om den kærlighed I har til alle de hellige på grund af det håb som er henlagt til jer i himlene. Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed . . . Epafras, vor elskede medtræl, . . . har [også] fortalt os om jeres kærlighed i åndelig henseende.“ (Kol. 1:4, 5, 7, 8, NW) Det er ikke den lidenskabelige, erotiske kærlighed, som kendetegnede den hedenske græsktalende verden på apostelen Paulus’ tid, men „kærlighed i åndelig henseende“ der er blevet frembragt ved at den gode nyhed i dag er blevet sået i Jehovas kristne vidners hjerter. Denne sande kristne kærlighed er, ifølge Paulus’ ord i Galaterbrevet 5:22, en af Guds ånds frugter. Det er denne åndelige kærlighed i hjertet der tilskynder dem til at åbne munden og forkynde.
20. Hvad er der som forudsagt sket med kærligheden i kristenheden i dag, og hvilken bøn af Paulus må sande kristne samarbejde med, og hvordan gør de det?
20 Følgende profeti af Jesus om afslutningen på den nuværende tingenes ordning opfyldes i dag på kristenheden: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:12) Men den bøn der kom til udtryk i apostelen Paulus’ brev til kolossenserne, opfyldes i dag på Jehovas kristne vidner: „At deres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed.“ (Kol. 2:1, 2) Men de må samarbejde med apostelens bøn ved at gøre som apostelen skrev til kolossenserne: „I [skal] iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:14.
21. Hvad er resultatet heraf blandt Jehovas vidner, selv om de er af forskellig nationalitet, race, hudfarve, osv?
21 Det er derfor ikke overraskende at Jehovas vidner, selv om de kommer fra „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, ikke anerkender nogen skranker med hensyn til race, nationalitet, stamme eller hudfarve iblandt dem. De undlader ikke alene at strides med hinanden i deres menigheder og ved deres stævner, men de nægter også at deltage i nogen som helst krige mellem nationerne. Hvis de deltog i sådanne uteokratiske krige, ville kristne vidner i ét land være tvunget til at dræbe deres trosfæller i et andet land. — Åb. 7:9.
22. Hvad kræver det tro på, når man vil følge en sådan kurs i denne verden, og hvordan må de ligne kolossenserne med hensyn til tro?
22 Det kræver stor tro at følge denne kurs i en krigshærget verden. Men ligesom menigheden i Kolossæ nærer Jehovas vidner i dette tyvende århundrede en fast tro på det berettigede i at følge de love og adfærdsregler Bibelen fremholder. De tror at Gud er Bibelens forfatter og at den er en teokratisk bog som de ubetinget må holde sig til. De tror at Jesus Kristus er Guds søn og deres Herre, hvis ord og eksempel de ufravigeligt må følge. For at de kan være „uden dadel og anklage“ for ham gør de ligesom kolossenserne: De „bliver i troen, grundfæstede og faste“. Apostelen Paulus fortalte de kristne i Kolossæ at han glædede sig over ’fastheden i deres tro på Kristus’. (Kol. 1:22, 23; 2:5) Af samme grund kan vi glæde os over Jehovas vidner i dag.
23. (a) Hvem tror de på som deres Herre, i denne tid med mange politiske herrer? (b) Hvad styrker dem til at holde ud, endog til døden for forfølgeres hånd?
23 I øjeblikket findes der mange politiske herrer på jorden, men Jehovas kristne vidner holder sig fri af verdens politik. Hvorfor? Fordi de har „modtaget Kristus Jesus, Herren“. Det er derfor fuldt ud på sin plads at de adlyder apostelen Paulus’ formaning til kolossenserne: „I [skal] fortsætte med at vandre i samhørighed med ham [Kristus], idet I er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen, sådan som I er blevet oplært, idet I strømmer over med tro i taksigelse.“ (Kol. 2:6, 7, NW; 1 Kor. 8:5, 6) Der er i tusindvis af eksempler fra dette tyvende århundrede på at kristne der tilbeder Jehova som Gud, vil holde fast ved denne tro på Jesus Kristus som deres Herre lige til døden, ja endog en voldelig død for deres forfølgeres hånd. Deres tro på en opstandelse fra de døde styrker dem til at gøre det. De har den samme tro som de kristne i Kolossæ, en tro der, som apostelen Paulus sagde, er „tro på Guds virke, han som oprejste ham [Kristus] fra de døde“. — Kol. 2:12, NW.
24. (a) Hvad andet hjalp kolossenserne til at forblive velbehagelige for Gud, og hvad skulle de gøre i den henseende? (b) Hvorfor levede de på en storslået tid med hensyn til troen og kunne således føle sig højt begunstiget?
24 Det var et storslået håb der fyldte kolossenserne for nitten hundrede år siden. Det hjalp dem i høj grad til at forblive velbehagelige for Gud ved Kristus. Af denne vigtige grund formanede apostelen Paulus også disse kristne i Kolossæ til „ikke [at] rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til som I har hørt og som er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:22, 23, NW) De kristne kolossensere, af hvilke mange uden tvivl havde været hedninger før de blev omvendt, levede på en storslået tid hvor visse hemmeligheder i forbindelse med Guds hensigter for første gang blev åbenbaret, hvilket gjorde det muligt for gudfrygtige troende at drage nytte af en sådan åbenbaring. Disse troende kolossensere må givetvis have følt sig højt begunstiget i denne henseende da apostelen Paulus skrev til dem og sagde at han var blevet tjener for at „forkynde Guds ord fuldt ud, den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer. Men nu er den blevet gjort kendt for Guds hellige, for hvem han har ønsket at bekendtgøre hvad der er denne hellige hemmeligheds herlige rigdom blandt nationerne. Det er Kristus i samhørighed med jer, håbet om en andel i hans herlighed.“ — Kol. 1:25-27, NW.
25. Hvad betød disse ord af Paulus med hensyn til de troende dengang, og hvilke kristne egenskaber fremkaldte dette håb i kolossenserne?
25 Dette betød at der for første gang fandtes en sådan hellig ordning hvor Kristus var „i samhørighed“, ikke blot med troende jøder men også med troende fra alle de ikke-jødiske eller hedenske nationer. Det at Kristus nu var i samhørighed med alle disse, dannede grundlaget for et bemærkelsesværdigt håb, „håbet om en andel i hans herlighed“. Dette håb bestod altså i at de fik en andel med Kristus, Messias, i hans himmelske rige til evig velsignelse for hele menneskeheden. Hvilke enestående kristne egenskaber måtte et sådant håb ikke frembringe! Apostelen Paulus sagde at kolossensernes kærlighed og tro skyldtes „det håb, som ligger rede til jer i Himlene“. (Kol. 1:4, 5) I dag findes der også et sådant storslået håb!
26. Hvilket håb nærer Jehovas kristne vidner med hensyn til at beklæde regeringsembeder, og hvilket mål har de for øje?
26 Hvad er da Jehovas kristne vidners håb i denne tid med uro og politisk forvirring i verden? Er det at blive konge eller dronning af England? Er det at blive den franske republiks præsident? Er det at blive Vesttysklands forbundskansler? Er det at blive ministerpræsident i Sovjetunionen? Er det at blive guvernør i staten New York eller en anden stat i Amerikas forenede Stater? Naturligvis ikke! Jehovas vidner nærer ikke håb om at beklæde sådanne politiske embeder i nogen regering i denne dødsdømte tingenes ordning. Lad de embedssøgende politikere i kristenheden og i de hedenske lande beklæde disse verdslige stillinger på jorden lige til afslutningen. De af Jehovas vidner der, ligesom kolossenserne i det første århundrede, har fået det himmelske kald, har håb om et regeringsembede som er henlagt til dem i himlene, i samhørighed med Jesus Kristus, „kongernes Konge og herrernes Herre“. I dette himmelske rige vil de tjene Gud og være med til at velsigne hele menneskeheden.
27. Hvilket håb med hensyn til herredømme nærer de vidner der ønsker at leve på en paradisisk jord, og hvordan kan de gøre sig håb om at være blandt dem Gud vil bevare og føre ind i sin nye orden?
27 Med hensyn til dem af Jehovas kristne vidner som ønsker at leve på en ren, fredfyldt paradisisk jord, er det ikke deres håb for evigt at leve under „Stars and Stripes“, under „Dannebrog“ eller under Hammer og Segl, eller nogen anden nations flag i denne tingenes ordning. Deres håb er at leve evigt på jorden under Jehova Guds, den universelle Suveræns, himmelske rige. I denne teokratiske regering vil Jesus Kristus og hans herliggjorte menighed herske som konger og præster til evig gavn for hele menneskeheden, levende såvel som døde. Det er denne regering alene som disse, der nærer håb om at leve i et jordisk paradis, ser hen til efter udfrielse fra det ulykkelige styre som Satan Djævelen og alle hans redskaber, dæmoner såvel som mennesker, har udøvet over menneskeheden. På grund af dette vidunderlige og storslåede håb nærer de ingen ønsker eller ambitioner om noget politisk embede i noget land. De ønsker ikke at have noget medansvar, at have del i noget samfundsansvar, for politiske fejlgreb og politisk korruption. De ved at de der holder sig rene og ubesmittede af denne verden vil blive bevaret af Gud og komme ind i hans nye orden.
28. Til hvem går takken for „den gode nyhed“? Hvilke kristne egenskaber har den gode nyhed fremkaldt, og hvad vil de tilskynde til?
28 Al tak til Jehova Gud gennem Jesus Kristus for en sådan uforlignelig „god nyhed“. Det er den gode nyhed som i dag forkyndes for enhver skabning under himmelen. Forkyndelsen af denne gode nyhed bærer frugt og breder sig, ved den almægtige Guds sejrende kraft. De der tager imod den gode nyheds sæd opdyrker følgelig, til trods for at de lever i en krigshærget verden, sådanne egenskaber som tro, håb og kærlighed. Kun den sande „gode nyhed“ kunne frembringe sådanne Kristuslignende egenskaber. Tilskyndet af disse egenskaber vil Jehovas kristne vidner fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige blandt al skabningen under himmelen, lige til afslutningen på denne frugtbare såtid.