Ja, personligheden påvirkes af synd, og det i en sådan grad at den der én gang med vilje har begået en alvorlig overtrædelse sandsynligvis aldrig bliver den samme igen, selv om vedkommende oprigtigt angrer sin handlemåde.

Den endelige pris — døden

Dertil kommer den endelige pris for at overtræde Guds lov — døden. Adam fik at vide at han skulle vende tilbage til jorden, som han var taget af: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“. Gud havde advaret ham: „Den dag, du spiser [den forbudte frugt], skal du visselig dø,“ og Adam og Eva erfarede at det var sandt. De døde inden for en af Guds tusindårige dage, idet Adam blev 930 år. Alle deres efterkommere er født som syndere og derfor underlagt døden. — 1 Mos. 3:19; 2:17; Rom. 5:12; 2 Pet. 3:8.

Der blev ikke sagt noget til Adam om at hans sjæl skulle i himmelen eller i et brændende helvede, for Adam var en sjæl; han havde ikke en sjæl. „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW].“ „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ „Syndens løn er døden.“ Når vi læser om ild i forbindelse med straf for synd viser sammenhængen uvægerlig at ilden bruges som symbol på tilintetgørelse. — 1 Mos. 2:7; Ez. 18:20; Rom. 6:23.

Skaberen, Jehova Gud, er i sandhed den suveræne Lovgiver og Dommer idet han har givet sine skabninger retfærdige love som han kræver at de adlyder. At overtræde disse love fører til sorg og ulykke. At adlyde Guds love er visdom, for derved anerkender man at Gud, i kraft af sin magt og i kraft af at han har skabt og ejer alt, har ret til at diktere sine skabninger hvad de skal gøre. Derved ærer man også Gud som den der ved hvad der er bedst og som den der uselvisk ønsker det bedste for sine skabninger. Det er at lægge sand visdom for dagen, for vi læser: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig.“ „Lykkelig den, der har opnået visdom“ og „lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 3:1, 2, 13, 18.

Spørgsmål fra læserne

● Med hvilken begrundelse har man ændret gengivelsen af Efeserne 5:13 i New World Translation? I 1950-udgaven står der: „Alt hvad der gør åbenbart er lys,“ men 1961-udgaven siger: „Alt hvad der er ved at åbenbares er lys.“ — R. J. S., De forenede Stater.

I Efeserne 5:13 er udtrykket „der gør åbenbart“, som det forekommer i 1950-udgaven af New World Translation of the Christian Greek Scriptures, eller udtrykket, „der er ved at åbenbares“, som vi finder det i den komplette udgave af New World Translation udkommet i 1961, en gengivelse af participiumsformen af det græske ord der i aktiv betyder „at åbenbare“. Imidlertid står dette græske participium i Efeserne 5:13 ikke i aktiv men i den form der kan være enten medium eller passiv. Da 1950-udgaven blev udarbejdet gik man ud fra at det græske participium stod i medium; det samme gjorde oversætterne af King James Version, der gengiver udtrykket på samme måde. Når verbet står i medium betyder det at gøre åbenbart i sig selv, og som dr. Meyer viser i sin bog „Critical and Exegetical Handbook to the Epistle to the Galatians and to the Ephesians“, har den antagelse at det græske participium stod i medium resulteret i oversættelser som: „Thi det er lys der gør alle ting åbenbare,“ eller „Thi alt hvad der gør andre ting åbenbare er lys.“ Det synes at være denne tanke Mgr. Ronald A. Knox hælder til, for i The New Testament in English gengiver han udtrykket: „kun lys afslører“. Det samme gælder Hugh J. Schonfield, der i The Authentic New Testament gengiver udtrykket: „eftersom al synlighed skyldes lys“. Altså er der adskillige oversættelser der støtter 1950-udgaven af New World Translation.

Alligevel viser 1961-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures at oversættelseskomiteen har foretrukket at opfatte det græske participium som stående i passiv og ikke i medium. Deri er man enig med andre moderne bibeloversættelser. For eksempel lyder Moffatts oversættelse: „Thi alt hvad der kastes lys over bliver til lys.“ An American Translation af Smith-Goodspeed siger: „Alt hvad der bliver gjort synligt er lys.“ The New English Bible (udgivet 1961): „Alt hvad der således er kastet lys over er fuldstændigt lys.“ Revised Standard Version (udgivet 1952): „Alt hvad der bliver synligt er lys.“ George Lamsas bibel, oversat fra aramaisk, og Catholic Confraternity’s oversættelse: „Alt hvad der gøres åbenbart er lys.“ I overensstemmelse hermed hedder det i 1961-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures: „Alt hvad der er ved at åbenbares er lys.“

Som påpeget af Paulus i de forudgående vers i kapitlet vil mørkets golde gerninger helst forblive skjult, borte fra lyset. De ønsker ikke at åbenbare sig offentligt så enhver kan se dem. Derimod lader de ting der hører lyset til, sig villigt åbenbare, så enhver kan se dem som de er, og det uden skam eller dadel. Som Jesus sagde: „Den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.“ — Joh. 3:21.

Den primære tanke i Efeserne 5:13 synes imidlertid at være at de der er meddelagtige i mørkets golde gerninger ikke erkender at disse er syndige. De — gerningerne — er ikke over for deres udøvere blevet afsløret som syndige. Men før eller siden kommer den kristne sandheds lys og skinner på disse mørkets golde gerninger. Lyset afslører deres sande natur og gør det klart og indlysende at de hører mørket til, er syndige og så skammelige at de end ikke bør nævnes, berettes eller beskrives, da de ellers kunne afføde slette tanker hos mennesker der hørte derom. Når sådanne skændige gerninger derimod uundgåeligt og nødvendigvis afsløres af den kristne sandheds lys, åbenbares de som syndige. Åbenbaringen af det syndige i disse gerninger er derfor et lysglimt. Den tjener til oplysning, og gerningerne bliver i deres syndighed lys for os. Det er det syndige i disse gerninger der er lyset, ikke de skammelige gerninger i sig selv. Disse gerninger, der fordømmes og åbenbares, ses altså af de kristne i deres sande lys, nemlig som gerninger Gud har fordømt og som kristne skal sky og undgå.

● Hvem er de konger der nævnes i Esajas 60:3? — L. H., De forenede Stater.

Esajas 60:3, der, som det fremgår af vers ét i samme kapitel, er henvendt til Guds „kvinde“ eller organisation, lyder: „Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær.“ Ordlyden i dette skriftsted ligner den vi finder i Åbenbaringen 21:24, hvor der står: „Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den.“

Disse profetier kan ikke hentyde til verdslige konger, det være sig politiske konger eller andre, for det er ikke dem der kommer til, eller anerkender, Guds organisation, ej heller ejer de nogen virkelige herligheder de kan bringe den. De glæder sig ikke over Guds organisations åndelige velstand. Nej, kongerne i disse skriftsteder må være de mennesker på jorden der skal være himmelske konger, konger i Guds øjne, konger der skal herske med Kristus i tusind år og sidde med ham på hans trone, ligesom han sidder sammen med sin Fader på Hans trone. (Åb. 3:21; 20:6) I alt skal 144.000 sådanne konger herske med Kristus. I vor tid findes der endnu en rest af disse på jorden, og det er denne rest ordene i de nævnte profetier gælder. — Åb. 14:1, 3.

De folkeslag der nævnes er heller ikke de nationale folkegrupper, for som nationer betragtet kommer disse ikke til Guds organisation. Det er derimod de enkelte retsindige mennesker fra alle folkeslag der sigtes til, ligesom i Åbenbaringen 7:9, en „stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“. — Se også Zakarias 8:23.

● Hvad skete der i realiteten med den syriske hær dengang Elisa bad Gud om at slå den med blindhed? — K. K., De forenede Stater.

Beretningen i 2 Kongebog 6:18, 19 kaster lys over sagen når den siger: „Da nu fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til [Jehova] og sagde: ’Slå de folk med blindhed!’ Og han slog dem med blindhed efter Elisas ord. Da sagde Elisa til dem: ’Det er ikke den rigtige vej eller den rigtige by; følg med mig, så skal jeg føre Eder til den mand, I søger!’ Han førte dem så til Samaria.“ Dersom hele hæren var blevet slået med bogstavelig blindhed havde hver enkelt soldat måttet ledes ved hånden, men beretningen viser blot at Elisa sagde: ’Det er ikke den rigtige vej, følg mig!’ Soldaterne blev åbenbart slået med den såkaldte sjæleblindhed, så de ikke genkendte Elisa og heller ikke forstod hvor de blev ført hen.

Psykologerne er klar over at begrebet sjæleblindhed eksisterer. For eksempel siger William James i sin bog Principles of Psychology, bind 1, side 48: „En højst interessant følge af forstyrrelser i hjernebarken er sjæleblindhed. Denne består ikke i manglende evne til at se, men i manglende evne til at forstå det sete. Psykologisk kan den forklares som manglende evne til at forbinde synsfornemmelser med deres betydning; enhver forstyrrelse i banerne mellem synscentrene og hjernens øvrige centre skulle fremkalde den.“