Har du tid?
HAR DU tid til at gøre det som tjener dig bedst? Mange mennesker har ikke, og det til trods for de mange tidsbesparende opfindelser der benyttes i stadig stigende grad. „Med alle de tidsbesparende opfindelser amerikanerne har,“ er der blevet sagt, „har de mere end nogen andre besvær med at finde tid til noget som helst.“ Uanset hvilket land man bor i er dette at finde tid til noget overmåde vigtigt. Det er af særlig stor betydning for kristne, som har fået denne formaning: „Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv.“ — Ef. 5:15, 16, NW.
For at købe tid til interesser som virkelig vil berige vort liv må vi være vågne over for hvordan vi bruger vor tid. Ifølge en undersøgelse bruger gennemsnitsamerikaneren tyve år til at arbejde, tyve år til at sove, fem år til at barbere sig og klæde sig på, fem år til at spise, et år til at telefonere, tre år tilbringer han blot med at vente og seksten år med at lege og slappe af.
Mange mennesker kan sikkert købe en hel del af den tid der anvendes til at vente og til at slappe af. Når alt kommer til alt er det længe at lege eller slappe af i seksten år. Kunne noget af denne tid anvendes på en mere nyttig måde? Enhver må svare for sig selv, idet han tager i betragtning hvor stort behov netop han har for at slappe af.
Man bør også tænke alvorligt på hvad der er ens mål i livet. Hvis det er ens mål at være en sand Kristi Jesu efterfølger, vil man altid søge efter veje for at købe tid til at berige sig selv og andre i åndelig henseende. I denne tidsalder, hvor materialisme tager overhånd, må de som vil være lykkelige altid have Jesu ord på sinde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ — Matt. 4:4.
Derfor må man være villig til at foretage en nærmere undersøgelse af den tid som bruges til at slappe af i. I denne henseende er det klart at mange mennesker er umådeholdne i deres vaner. For eksempel oplyser A. C. Nielsen Company, en organisation der beskæftiger sig med markedsanalyse, at den typiske amerikanske familie gennemsnitlig tilbringer otteogtredive timer om ugen foran fjernsynsskærmen. Det er omkring 2000 timer om året eller 250 dage à otte timer — spildt til ingen verdens nytte.
Det er ikke blot gavnligt at undersøge sine vaner med hensyn til at slappe af, men det er gavnligt at være sig bevidst hvordan man tilbringer meget af sin øvrige fritid. Nogle mennesker tilbringer en betydelig del af deres tid med at læse. For at få det meste ud af den tid bør man spørge sig selv: Hvad vil jeg opnå ved at læse dette eller hint? Hvad vil jeg lære? Hvordan kan det være mig til nytte? Når man læser med et mål for øje sparer man tid, og der er større sandsynlighed for at man anvender tiden klogt.
Der kan spildes megen tid ved at læse sådan noget som aviser. Søndagsavisen især tager mange menneskers tid fordi de prøver at læse alt for meget af den. Sædvanligvis er der kun nogle få artikler der virkelig vedkommer læseren. Anse avisen for det den er, et stykke historie. Hold dig à jour med de nyheder der er historie af betydning; men meget af det der fylder en avis kan næppe siges at være dette.
De som allerede har bragt deres behov for at slappe af ned på et rimeligt plan eller et minimum, må undersøge en anden kategori: ventetid. Det siges at man bruger tre år af sit liv til at vente. Det kan endog dreje sig om endnu længere tid. En schweizer der omhyggeligt førte regnskab med hvad han brugte sin tid til, fandt ud af at han af sit livs firs år havde brugt mere end fem år til at vente på mennesker som kom for sent.
Ofte kan man disponere over meget af ventetiden. Man venter hos barberen, hos lægen eller tandlægen, man venter på sin ægtefælle, på tog, fly og busser og man venter mens man er med tog, fly eller busser. Al denne ventetid kan måske frembyde lejligheder til at studere hvad man har lyst til eller brug for. Tænk på de mange lejligheder til at læse litteratur der kan gøre ens åndelige liv rigere! Tænk på de mange lejligheder til at læse Guds ord og til at meditere over det!
For at kunne bruge ventetiden på en klog måde må man i forvejen have tænkt over hvordan den kan udnyttes. Nogle vil finde at det er bekvemt altid at have en lommebibel på sig. De som har biler kan let have noget læsestof ved hånden til brug når der indtræffer ventetid.
Man kan også købe tid ved at ændre den plan man følger i sit daglige liv. Nogle mennesker kan måske klare sig med mindre søvn; de kan vælge at stå en halv eller hel time tidligere op end de plejer. Det giver dem værdifuld tid til at læse Guds ord.
Der kan gøres noget andet for at købe tid: få mere tid ved at organisere tiden. En timeplan for en dag eller uge bør imidlertid ikke være så stram at du føler dig mismodig fordi du umuligt kan overholde den. Planen skal være fornuftig. Den bør tage de nødvendige ting i livet i betragtning.
Morgan D. Parmenter anbefaler i sin bog You and Your Work Ways at man ved planlægning af en tidsinddelt dag eller uge skelner mellem tre forskellige grene af sin virksomhed: (1) Det som nødvendigvis må gøres, (2) det som man gerne ville gøre og (3) det som man kun gør hvis tiden tillader det.
Når man begynder en uge eller en dag med en idé om hvad man har til hensigt at foretage sig, får man udrettet mere end hvis man ikke havde haft en plan. „Man bør organisere al sin tid,“ siger Harry Simmons, en kendt rådgiver i administrationsanliggender, „ellers vil meget af den gå til spilde — både den tid man anvender til studium og også ens arbejdstid og fritid. Et studieprogram der ikke ligger inden for en plans faste rammer er som regel ikke særlig effektivt. Den eneste måde hvorpå man kan studere et emne er at arbejde regelmæssigt med det efter en bestemt plan. Tag kun én ting ad gangen. Sæt særlig tid til side til den hver dag, eller hver anden dag, og følg den plan De lægger. De vil blive forbavset over hvad De kan udrette på denne måde.“
Til den første kategori — det som nødvendigvis må gøres — henregner det kloge menneske alt det som vedrører dets åndelige liv. Den bedste brug man kan gøre af den købte tid er at anvende den til at gøre Skaberens vilje. Eftersom denne gamle verden snart vil nå sin afslutning i Guds krig i Harmagedon er tid ensbetydende med liv. De som slår tiden ihjel vil snart ikke have mere tid at slå ihjel. De som bruger deres tid klogt, idet de køber den til tjeneste for Skaberen, vil blive velsignet med en evighed af tid i Guds nye verden.