Vi skal se nøje til hvorledes vi vandrer
„Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde.“ — Ef. 5:15, 16, NW.
1. Hvad skulle vi i egen interesse gøre i dag, og hvorfor skulle den kendsgerning at Guds rige hersker, præge os mens vi gør det?
HVOR VI end lever på jorden i dag skulle vi i egen interesse se nøje til hvorledes vi vandrer, det vil sige, hvorledes vi opfører os. Den altoverskyggende kendsgerning der bør præge os mens vi ’nøje ser til hvorledes vi vandrer’, er at Guds rige hersker og at det har hersket de sidste femogfyrre år, nemlig siden 1914. Hvorfor er denne kendsgerning af så stor betydning? Fordi dette himmelske riges fornemste opgave er at sørge for at Guds vilje kommer til at ske såvel i himmelen som på jorden. (Matt. 6:9, 10) Denne onde gamle verden nærmer sig hastigt sit endeligt i alle tiders største trængsel, fordi den aldrig har været i harmoni med Guds vilje, men er den største modstander af den. Guds rige håndhæver hans vilje. Guds rige indfører en ny orden bestående af „nye himle og en ny jord“, hvor Guds udtrykte vilje usvigelig sikkert bliver den gældende lov. (2 Pet. 3:13) Intetsteds kan man unddrage sig denne vidunderlige forandring. Visdom byder os derfor at tilsige Guds rige en helhjertet troskab, så vi ikke skal gå til grunde sammen med denne gamle verden. At vise Guds rige troskab betyder at vi nu bringer os selv i fuldstændig harmoni med Jehovas vilje. Hans retfærdige vilje med os i denne tid hvor verden præges af forvirring og usikkerhed står at læse i hans skrevne ord, Den hellige Bibel.
2. Hvad kan man sige om disse tider, og hvilket råd af Paulus er derfor betimeligt for os i dag?
2 Når vi betragter verdens religiøse og moralske tilstande og de forhold der hersker blandt nationerne og blandt mennesker indbyrdes kan vi ikke sige andet end at dette er onde tider. Det inspirerede råd som apostelen Paulus gav sin tids kristne er derfor også højst betimeligt i vore dage: „Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være uforstandige, men vedbliv med at indse hvad der er Jehovas vilje. Ligeledes, bliv ikke drukne af vin, i hvilken der er udsvævelser [og for hvilken en kristen kan blive udstødt af Guds menighed], men vedbliv med at blive fyldt med ånd.“ — Ef. 5:15-18, NW; 2 Kor. 5:9-13.
3. (a) Hvordan vandrede vi alle før vi indviede os til Gud? (b) Hvordan bør vi vandre efter at vi har indviet os, og hvilket personligt spørgsmål skulle vi stille os selv i forbindelse hermed?
3 Flere end en halv million mennesker ud over jorden har i dag fuldstændig overgivet eller indviet sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, og de har offentligt symboliseret denne indvielse ved at lade sig døbe i vand på samme måde som Jesus Kristus selv blev døbt. (Matt. 3:13-17; 28:18-20) Tidligere, før vi indviede os til Gud, vandrede vi ad en bestemt vej. Vi vandrede alle „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd [Satan Djævelen] som nu er virksom i ulydighedens sønner“. Vi vandrede akkurat „som nationerne i deres tankers ørkesløshed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet der tilhører Gud, på grund af den uvidenhed som er i dem, som følge af deres hjerters ufølsomhed. Da de har mistet enhver sans for moral, har de givet sig tøjlesløsheden i vold så de i havesyge begår alle slags urenheder“. (Ef. 2:2; 4:17-19, NW) Vi som har indviet os skulle have ophørt at vandre således. Ved at indvi os til Gud har vi sat os for at vandre i overensstemmelse med hans vilje så vi derved kunne ’vandre med Gud’. (1 Mos. 5:22-24; 6:9) På grund af tidens ondskab er det yderst nødvendigt og forstandigt af os at se nøje til hvorledes vi vandrer. Det er på høje tid at vi spørger os selv: Er vi vendt tilbage til at vandre med denne verden, eller vandrer vi nærmere Gud? For at kunne besvare dette spørgsmål må vi forstå hvad Jehovas vilje er. Dette kræver at vi studerer Guds skrevne ord.
4. Hvad er ifølge 1 Tessaloniker 4:3-5, 7 Guds vilje, og hvordan adskiller Jehova sig derfor fra Priapos og Ba’al-Peor?
4 I hans ord findes denne korte udtalelse om hans vilje: „Dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer bør vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære, ikke i begærlig kønslig attrå, sådan som også de nationer har der ikke kender Gud; . . . Gud kaldte os, ikke for at tillade urenhed, men i forbindelse med helliggørelse.“ (1 Tess. 4:3-5, 7, NW) Ens „eget kar“ er ens eget legeme; og når vi foretager en indvielse til Jehova, indvier vi dermed vore kar, vore egne legemer, til Gud ved hans søns, Jesu Kristi, retfærdighed. Jehova er ikke en seksual-gud som Priapos, en af den græske og romerske mytologis guder, ej heller tilbedes han gennem nogen form for seksualorgie, som tilfældet var med den falske gud Ba’al-Peor. — 4 Mos. 25:1-13.
5. Hvad er Guds vilje med sin organisation, og hvorfor pålægges derved medlemmerne et vanskeligt hverv? Hvordan får de imidlertid hjælp?
5 Vi der har indviet os er blevet samlet sammen og bragt ind i en teokratisk organisation. Det er Guds vilje at have en ren organisation, en organisation der på en ærefuld måde er helliget hans gerning og formål. At holde den teokratiske organisation ren midt i denne umoralske, seksualsindede verden og i disse onde tider er ingen let sag for os, dens jordiske medlemmer. Men Guds ånd er med os for at hjælpe os så vi kan hellige os Guds hensigter.
6. På hvem hviler der et særligt ansvar, og hvilket løfte om genoprettelse har Gud ved sådanne mænd indfriet?
6 Naturligvis påhviler der enhver indviet et personligt ansvar for at medvirke til at holde organisationen ren og hellig til brug for Jehova. Imidlertid hviler der et særligt ansvar på dem der er blevet udnævnt til tilsynsmænd i organisationen. Navnlig siden foråret 1919 har vi levet i „genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid“. (Ap. G. 3:21) I den kristne menigheds første tid, for nitten århundreder siden, mens Lammets, Jesu Kristi, tolv apostle endnu levede, oprejste Jehova trofaste tilsynsmænd til at forkynde hans domme og videregive hans formaninger. Disse trofaste tilsynsmænd døde, hvorefter et stort frafald fra den apostolske tro fandt sted. I forbindelse med „genoprettelsestiderne“ nu, har Jehova givet dette løfte: „Og jeg vil atter føre dommere tilbage til dig som fra først af, og give dig rådgivere som i begyndelsen. Derefter skal du kaldes Retfærdigheds Stad, Trofaste By.“ (Es. 1:26, NW) Ved hjælp af samvittighedsfulde tilsynsmænd som Jehova i dag har indsat under den udnævnte dommer og underfulde rådgiver, Jesus Kristus, har Jehova iværksat den lovede genoprettelse og han holder sin organisation ren, retfærdig og trofast. — Ap. G. 17:31; Es. 9:6.
7. Hvilket regnskab som tilsynsmændene skal aflægge kræver at de selv ser nøje til hvorledes de vandrer?
7 Tilsynsmændene i den nye verdens samfund af Jehovas vidner har derfor i dag et betydeligt ansvar at bære; de skal være „eksempler for hjorden“. Foruden den indflydelse de øver ved at være rette eksempler, sidder de også inde med en betydelig myndighed i den lokale menighed, zone, sektion, afdeling eller afdelingszone de betjener. Som tilsynsmænd har de at gøre med menneskeliv, „sjæle“ som er indviet til Jehova Gud, hvorfor „de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab“. (1 Pet. 5:3, NW; Hebr. 13:17) Det regnskab de aflægger over disse indviede sjæle bliver bestemmende for hvilken dom Gud afsiger over tilsynsmændene. Tilsynsmændene bør derfor mere end nogen andre se nøje til hvorledes de vandrer i deres ansvarsfulde stilling.
Eksempler på hvordan man skal vandre
8, 9. (a) Hvorledes illustrerede Josua og Israels ældste hvilken indflydelse gode tilsynsmænd øver med hensyn til at bevare en organisation retfærdig? (b) Hvorledes fremgår dette klart af det der skete med Israels menighed efter at disse tilsynsmænd var døde?
8 Den store indflydelse som moralsk og åndeligt stærke tilsynsmænd øver med hensyn til at bevare en organisation trofast og retfærdig ses af Moses’ efterfølger Josua og Israels ældste der samarbejdede med Josua. Om den gode indflydelse de havde læser vi: „Da Josua havde ladet folket fare, drog israelitterne hver til sin arvelod for at tage landet i besiddelse. Og folket dyrkede HERREN [Jehova], så længe Josua levede, og så længe de ældste var i live, som overlevede Josua og havde set hele det storværk, [Jehova] havde øvet for Israel.“
9 De opmærksomme, oplyste, trofaste ældste i Israel virkede som et teokratisk bolværk imod hedenskabets indtrængen i Jehovas nationale menighed. Dette fremgår klart af det der skete med Israels menighed efter at disse teokratiske tilsynsmænd var døde. Der fremstod en ny generation som ikke kendte Jehova eller de gerninger han havde gjort for Israel og som ikke kunne nyde godt af disse tilsynsmænds nyttige eksempel, råd og omsorg. Den bibelske beretning fortæller os: „Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i [Jehovas] øjne, og dyrkede Ba’alerne; de forlod [Jehova], deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre guder, de omboende folks guder, og tilbad dem og krænkede [Jehova].“ Efter at Jehova havde ladet fremstå gudfrygtige dommere ved hvem han udfriede israelitterne fra hedenske undertrykkere, glemte de hurtigt hvad dommerne havde gjort for dem som Jehovas tjenere. „Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod [Jehovas] bud; de slægtede dem ikke på.“ — Dom. 2:6-8, 10-12, 17.
10. Imod hvad virkede Kristi apostle som et bolværk, i lighed med Israels tilsynsmænd?
10 Ligesom de trofaste dommere og deres medforbundne tilsynsmænd i fortidens Israel, virkede Jesu Kristi tolv apostle så længe de levede og havde opsyn med menigheden som et bolværk mod menighedens frafald og mod at „lovløshedens menneske“, „fortabelsens søn“, viste sig. — 2 Tess. 2:2-12.
11, 12. (a) Hvad udviklede der sig efter apostlenes død, og hvilke kendsgerninger viser om vi er blevet genrejst fra dette? (b) Hvorfor er det imidlertid nødvendigt at hver eneste af os ser nøje til hvorledes vi vandrer?
11 Efter de tolv apostles og deres trofaste medtilsynsmænds død viste frafaldet fra den sande kristne tro sig hurtigt, og den skare mennesker der betegnes „lovløshedens menneske“ fik magt over den religiøse organisation. Vi er i dag blevet genrejst fra dette religiøse frafald og er ikke længer underlagt den skare i kristenheden der omtales som „lovløshedens menneske“. På teokratisk vis er vi blevet organiseret i den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Usynligt til stede hos os er den større Josua, Jesus Kristus, der vil føre os ind i den kommende nye orden bestående af „nye himle og en ny jord“. Hos os er også den „tro og kloge træl“s skare som den større Josua overdrog alle sine jordiske besiddelser i 1919.
12 Den større Josua og hans salvede trælleskare virker som en uoverstigelig hindring for at en frafaldets ånd eller „lovløshedens menneske“ skal trænge ind i den nye verdens samfund af Jehovas vidner. (2 Pet. 3:13; Es. 65:17; Matt. 24:45-47, NW) Ikke desto mindre er det nødvendigt at hver eneste indviet giver agt på apostelen Paulus’ alvorlige formaning om at se nøje til hvorledes han vandrer. Selv om denne verden og dens gud og hersker, Satan Djævelen, ikke længere kan tage hele menigheden af Jehovas vidner til fange, så bliver verden og dens gud, Satan, ved med at prøve på at besmitte organisationen og tage så mange af de enkelte medlemmer til fange som muligt. Fortidens israelitter, som endog havde profeten Moses iblandt sig, blev os et eksempel til advarsel om at enkeltpersoner inden for organisationen til deres egen undergang kan blive bedraget nu da Kristus usynligt er nærværende. Hvordan?
13. Hvilket advarende eksempel har vi i israelitterne da Moses var oppe på bjerget?
13 Det skete kort tid efter at Jehova Gud mirakuløst havde udtalt de ti bud ved toppen af Sinaj bjerg på den arabiske halvø. Mens Moses stadig var i nærheden, men ude af syne i fyrretyve dage oppe på Sinaj bjerg, lod israelitterne guldkalven lave og begyndte at tilbede den samtidig med at de lagde en støjende løssluppen opførsel for dagen. Det første, andet og syvende af de ti bud som israelitterne var gået ind på at holde, erklærede: „Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, . . . Du må ikke bedrive hor!“ (2 Mos. 20:2-5, 14) Men da mange israelitter så at deres nationale tilsynsmand, Moses, ikke havde sine øjne hvilende på dem, kastede de alle hæmninger bort. Ja, inden der var gået fyrretyve dage efter Moses’ opstigning var nogle israelitter rede til at glemme de ti bud og tøjlesløst hengive sig til afgudsdyrkelse og vilde seksualorgier. — 2 Mos. 32:1-35.
14. Hvilket andet advarende eksempel har vi i israelitterne da de var lejret på Moabs sletter?
14 Fyrretyve år senere befandt de sig på Moabs sletter, kun Jordanfloden skilte dem fra Kana’an; de stod på tærskelen til at skulle se den mirakuløse opfyldelse af Jehovas løfte om at føre dem ind i det forjættede land. Dog var der tusinder af den nye generation af israelitter som vendte øjnene den anden vej for at se på de hedenske, moabitiske kvinder. I begær efter umoralsk omgang med disse var de selvisk indstillede israelitter villige til at følge disse lokkeduer, Djævelens tjenere, i tilbedelsen af deres falske gud Ba’al-Peor. En israelitisk høvding, Zimri, var endog så formastelig at bringe en midjanitisk kvinde, Kozbi, ind i Israels hellige lejr og ind i sit telt. Kun fordi præsten Pinehas nidkært greb ind over for Zimri og Kozbi standsede den plage som kostede 24.000 besmittede israelitter livet. (4 Mos. 25:1-9) På det tidspunkt var Moses stadig i live og befandt sig i lejren, og dog tog de af lidenskab optændte israelitter sig ikke i agt. De glemte det hellige formål hvortil de var kaldet. De glemte Jehovas retfærdige bud og hengav sig til tøjlesløs lidenskab i umoralske forhold til hedenske kvinder, skønt dette førte dem ud i tilbedelse af en falsk gud, Ba’al-Peor, og æggede den sande Gud, Jehova, til nidkærhed.
15. Hvordan henviser en apostel til sådanne tilfælde som advarende eksempler for os, og hvad er det advarende eksempel med israelitterne et sikkert bevis for?
15 Den kristne apostel Paulus henviser til sådanne historiske tilfælde af frafald fra hellighed som advarende eksempler for os: „I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: ’Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.’ Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på en dag faldt der tre og tyve tusinde.“ (1 Kor. 10:6-8) Hvis en blandt dem der er indviet til Jehova, sådan som hele Israels nation var, lader sit hjerte fordærve, så vil han under alle omstændigheder søge at tilfredsstille sit hjertes ønsker så snart der byder sig en passende lejlighed dertil. Disse tilintetgjorte israelitters advarende eksempel er et sikkert bevis herfor.
16. Hvad gør nogle indviede nu skønt vi er så nær virkeliggørelsen af vort håb, og hvad glemmer de når de gør det?
16 Sådan er det også i dag; ligegyldigt hvor nær vi er virkeliggørelsen af vort håb i forbindelse med Riget, vil nogle indviede slække deres agtpågivenhed med hensyn til hvorledes de skal vandre i overensstemmelse med De hellige Skrifter. For at tilfredsstille deres kødelige lidenskaber vil de være villige og dumdristige nok til at kaste sig ud i denne verdens urenheder. De lægger ikke bånd på sig selv ved tanken om at det ikke alene kan betyde deres egen tilintetgørelse, men også bringe vanære over Jehova og hans synlige organisation. Fordi de ikke i øjeblikket er under direkte opsyn og iagttages af menighedens tilsynsmand ser de ikke nøje til hvorledes de vandrer eller opfører sig. De glemmer at tænke på at Jehova Gud og hans hellige engle iagttager dem og at de ikke kan undgå at blive fundet og indhentet af deres synder. — 4 Mos. 32:23.
17. Som i hvis nærværelse skulle vi altid vandre, og hvilken gavnlig og fastlagt kurs skulle vi følge med dette for øje?
17 Vi burde aldrig vandre som om blot mennesker, vore jordiske tilsynsmænd, var til stede. Vi skal altid vandre som om Gud var til stede, for hans øjne er overalt og han holder øje med både onde og gode. (Ordsp. 15:3) „Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ (Præd. 12:14) Vi må følge en gavnlig og fastlagt kurs i lighed med salmisten, der sagde: „Jeg har altid HERREN [Jehova] for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.“ (Sl. 16:8) Dersom vi er positive i denne forstand vil vi altid prøve at behage og ære Jehova Gud med alt hvad vi siger og gør, uanset om vi bliver direkte iagttaget af vore åndelige ældste, vore menighedstjenere eller tilsynsmænd.
18. Hvorfor skulle vi aldrig stole for meget på os selv med hensyn til at stå fast, og hvilken ulykke skulle vi være på vagt over for?
18 Vi er aldrig for nær ved den nye orden bestående af „nye himle og en ny jord“ efter Harmagedon, til at kunne falde, ej heller har nogen af os været længe nok i sandheden eller gennemgået tilstrækkelig mange prøvelser til at vi kan slække vor agtpågivenhed uden fare for at falde. Apostelen Paulus henviste til de israelitter der blev frelst ud af Ægypten men som gik til grunde i ørkenen, nogle af dem endog i det sidste, det fyrretyvende år. Han sagde: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer,“ fristelser som mennesker er faldet for. (1 Kor. 10:11-13) Hvad enten vi er den yngste eller den ældste i sandheden, den almindelige menighedsforkynder eller menighedstjeneren eller tilsynsmanden, så skulle vi aldrig stole på os selv, men bestandigt se nøje til hvorledes vi vandrer, at vi ikke skal falde i ulykke. Hvilken ulykke ville det ikke være at blive udstødt af Jehovas menighed og lide evig tilintetgørelse! — 1 Kor. 5:9-13.
Dårlig moral fører forkyndere i ulykke
19. Hvilken procentvis stigning i antal forseelser i de nordamerikanske menigheder understreger nødvendigheden af årvågenhed?
19 Behovet for stadig at være årvågen og at bede til Gud understreges af oplysninger fra tjenesteafdelingen på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Disse oplysninger drejer sig om indviede, døbte medlemmer af de tusinder af menigheder der findes i Amerikas forenede Stater. I hvert af de fem år fra marts 1952 til april 1957 blev der gennemsnitlig udstødt 500 medlemmer for grelle overtrædelser der ikke kan tolereres inden for Jehovas menighed. I løbet af det sidste år, fra april 1957 til april 1958, steg antallet imidlertid betydeligt over dette årlige gennemsnit på 500, til 1334 overtrædere, eller mere end to og en halv gang så mange. Vi vover ikke at mindske choket over denne forbløffende oplysning under henvisning til at det for en del kan skyldes at de amerikanske menigheder i løbet af det samme år har haft en tilgang på mindst 18.537 nye i vidnearbejdet. Dette antal nye er mindre end en tolvtedel af de 226.797 som i Amerika forkyndte den gode nyhed i april 1958, og af hvilke cirka 65 procent er indviede og døbte. Hvad er da 1334 sammenlignet med mere end 147.000 indviede, døbte medlemmer? Mindre end 1 procent.
20. Skønt det drejer sig om mindre end 1 procent, hvilken frygtindgydende advarsel ligger der så alligevel heri for os alle?
20 Selv om 1334 nok er mindre end 1 procent, viser det ikke desto mindre at mere end to gange så mange som i de tidligere år har undladt at give agt på sig selv og at handle forstandigt i de onde dage i 1957-1958. Når 3718 eller flere menigheder i De forenede Stater har foretaget 1334 udstødelser, betyder det at én af hver tredje menighed kan være berørt heraf. At så mange menigheder er impliceret og at antallet af udstødelser er blevet mere end fordoblet i 1957-1958 skulle være en frygtindgydende advarsel til os alle om ikke at falde herefter.
21. Hvordan mistyder man Jakob 4:4 hvis man tror man kan praktisere en ren og ubesmittet tilbedelse og samtidig synde?
21 Den nye verdens samfund af Jehovas vidner må uophørligt praktisere den rene, ubesmittede tilbedelse. Den kristne discipel Jakob beskriver den tydeligt for os: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden. I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 1:27; 4:4) Det er en fordrejet tankegang hvis nogle mener at de kan holde sig uplettet af denne verden ved ikke at tage del i dens politik eller ved at bevare deres neutralitet over for dens konflikter og således undgå at være ven med verden eller bedrive åndelig hor med den, og dog på samme tid bedrive bogstavelig, fysisk hor eller utugt, og altså synde imod sit eget legeme.
22. Hvordan kan man tage del i opfyldelsen af Mattæus 24:14 og dog gøre sig skyldig i en synd som Bileams?
22 Det er ligeledes en fordrejet tankegang at tro, at så længe man blot opfylder Mattæus 24:14 og rapporterer megen tid i tjenesten på arbejdsmarken kan man hengive sig til fysisk umoralitet med det modsatte køn. Husk at profeten Bileam af Jehova blev brugt som talerør til at fremsætte en profeti, en velsignelse over Israels nation, men at Bileam dog senere blev dræbt fordi han ved slutningen af de fyrre år i ørkenen prøvede at indføre seksualdyrkelse og umoralitet i Israel. — 4 Mos. 23:4 til 24:25; 25:1-3; 31:1-8, 15, 16; Åb. 2:14.
23. Hvordan viste Paulus at en kristen moralsk vandel er et krav af lige så stor vigtighed som forkyndelsen?
23 Ganske vist er det nødvendigt at man personligt vidner om Guds rige dersom man skal opnå evigt liv, men at føre en kristen moralsk vandel er af lige så stor vigtighed. Paulus udbrød: „Ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ Men nogle sætninger derefter tilføjede han: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet. . . . Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt der tre og tyve tusinde.“ — 1 Kor. 9:16, 27; 10:8.
24. Hvem gør man sig til ven med ved at praktisere fysisk umoralitet, og hvilken anden form for umoralitet er det derfor også?
24 Lad ingen bedrage sig selv: at bedrive hor eller utugt er det samme som at gøre sig til ven med verden; det er derfor også at bedrive åndelig hor eller utugt. Det er visselig ikke at gøre sig til Guds eller hans menigheds ven. Det er at efterligne denne verden, at tage verden til mønster; det er at lægge verdens ånd for dagen. Det er at vise kærlighed til denne onde verden, „thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen [Jehova Gud], men af verden“. (1 Joh. 2:16) Umoralitet viser derfor at den utugtige hører verden til og fejlagtigt har fået en plads inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner.
25. Ved hvilke to drastiske handlinger viste Jehova hvad der skal gøres ved sådanne umoralske medlemmer af menigheden?
25 Jehova udstødte 23.000 utugtige af sin menighed, ikke på et år, men på én dag! Utugtige skal udstødes af hans menighed. I slaget ved Silo udstødte Jehova endog de to præster Hofni og Pinehas, ypperstepræsten Elis sønner, fordi de vanærede Jehova Gud ved at bedrive hor med de kvinder der tjente ved indgangen til åbenbaringsteltet. — 1 Sam. 2:12, 22-25; 3:13, 14; 4:4-11, 17.
26. (a) Hvad siger Paulus for at vise om der er andre synder der kræver udstødelse? (b) Hvis én bliver klar over at han har handlet forkert, hvilken hjertetilstand skulle så præge ham, og hvad skulle han gøre?
26 Der er imidlertid også andre synder end utugt der kræver udstødelse. Paulus skrev til menigheden: „Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. . . .. ’Udstød det onde menneske af jeres kreds’.“ (1 Kor. 5:11, 13) Dersom nogen begår en synd der fortjener udstødelse men bliver klar over hvor forkert han har båret sig ad og hvor dybt han har mishaget Gud, hvilken hjertetilstand skulle så præge ham? Han skulle være bedrøvet, smertelig bedrøvet, og det skulle få ham til at omvende sig og bekende sin synd, ikke alene over for Gud, der allerede ved det fordi han har set det, men også over for Guds synlige organisation ved hans stedlige, teokratisk udnævnte tjenere. Det er et kritisk tidspunkt hvor det gælder om at søge forligelse med Gud og hans folk gennem Kristus og bede om barmhjertighed. I harmoni hermed giver Bibelen følgende råd: „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ (Jak. 5:14-16) Denne selvydmygelse og erkendelse af et åndeligt behov hjælper synderen til at opnå forligelse med Gud. Det hjælper ham til i fremtiden at se nøje til hvorledes han vandrer ind for Gud.