Bær din egen ansvarsbyrde
I DET GAMLE Babylon blev tre hebræere aftvunget en afgørelse da de stilledes over for valget mellem at falde ned og tilbede en billedstøtte eller at blive kastet i en ildovn. De havde ikke tid at spørge profeten Daniel til råds. De måtte selv træffe afgørelsen. Selv om de stod ansigt til ansigt med døden nægtede Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego at overtræde Guds lov og gøre sig skyldige i afgudsdyrkelse. De traf den rette afgørelse, og Jehova frelste dem fra døden. (Daniel 3) Ville du have kunnet bære den samme ansvarsbyrde?
Ikke alle kristne er så modne at de på grundlag af Bibelens principper kan vælge det rette fremfor det urette. Nogle har ikke tilstrækkelig kundskab, andre tænker ikke tilstrækkeligt over sagen. En henvender sig måske til andre for at de kan træffe vigtige afgørelser for ham, enten fordi han er for doven til selv at gøre det eller fordi han gerne vil have at andre skal bære noget af ansvaret. Det kan være han allerede er opsat på et bestemt forehavende og håber på at en andens samvittighed vil sige god for det, selv om hans egen ikke kan. Hvad grunden end kan være, vil den der smyger sin ansvarsbyrde af sig høste ulemperne.
Har man for vane at lade andre tænke for sig, sløves og svækkes ens tænke- og skelneevne i stedet for at styrkes og opøves. Svar man får ved at spørge andre vil sandsynligvis ikke sidde så godt fast som hvis man selv foretog en undersøgelse af spørgsmålet og fandt frem til svaret. Den mulighed foreligger også at det svar en ven kan give på stående fod ikke er helt korrekt. Desuden kan der, hvis den sande tilbedelse bliver forbudt i det land man bor i, sådan som den er bag jerntæppet, opstå situationer hvor man ikke kan spørge nogen til råds når man har brug for at vide hvordan man skal afgøre hvad der er ret og uret. For at kunne gøre det, må man være i besiddelse af nøjagtig kundskab om Bibelens principper og kunne anvende dem.
Det vil her være på sin plads at nævne at der er forskel på et princip og en lov. En lov byder simpelt hen at man adlyder. Et princip byder at man selv tænker og anvender princippet på sig selv eller sine omstændigheder. Tanken falder uvilkårligt på Paulus’ ord i Hebræerne 5:14: „Den faste føde er for de fuldvoksne [altså modne], for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ Lad os derfor nu undersøge nogle af de områder hvor der kræves en moden anvendelse af Bibelens principper, for at vi på den måde kan blive bedre rustet til at bære vor ansvarsbyrde.
Omgangskredsen
Lige når man er kommet til kundskab om sandheden står man kækt fast på Bibelens principper og holder sig, for eksempel, adskilt fra verden og søger sammen med de rette mennesker. (Joh. 15:19; Jak. 4:4; 1 Joh. 2:15; 1 Kor. 15:33) Man finder det indlysende at man ikke skal omgås utugtige mennesker, tyve og lignende. Senere går det op for en at principperne rækker langt videre. Man indser at det er hele verden og ikke blot dens lave elementer der er under Satans indflydelse. (1 Joh. 5:19) Man får øjnene op for at hvis ens bekendte ikke tilbeder Jehova, er det bedst ikke at komme sammen med dem, selv om de ikke ligefrem er umoralske. Ligeledes vil det, efterhånden som man får en klarere forståelse af Bibelens principper og deres anvendelse, stå en klart at skaden er lige stor hvad enten man tilbringer tre timer eller en aften sammen med utugtige mennesker og voldsmænd der optræder på filmslærredet og fjernsynsskærmen eller man bogstaveligt omgås dem. Længe varer det ikke før man erkender at det samme gælder læsningen af bøger og blade. Der er slet ikke nogen der behøver at fortælle en at dette eller hint er forkert. Nej, man kommer til at betragte tingene ud fra Guds synsvinkel, vokser til større modenhed og ser klarere hvor og hvordan Bibelens principper skal anvendes, hvilket er den enkeltes ansvar.
Selvfølgelig kan man ikke afskære sig helt fra verden. Hver dag kommer man i berøring med ikke-troende mennesker når man tager del i forkyndelsen, går på indkøb eller er på arbejde. En kristen hustru der har en ikke-troende mand, kan blive nødt til at omgås mennesker fra verden i højere grad end andre kristne. Men alle modne kristne lever for den nye verden og knytter ikke stærke bånd til den gamle. En moden kristen erkender at der er forskel på, for eksempel, at gå i skole for at få en uddannelse, og at deltage i skolesport, skoleballer og andre frivillige gøremål. Den kristne forstår at han må have et arbejde for at tjene til livets ophold, men at dette ikke er ensbetydende med at han er nødt til at deltage i middage og selskaber sammen med arbejdsgivere eller arbejdskammerater fra verden. Han indser at selv om sådanne mennesker ikke har mistet al sans for moral, er de ikke de rette omgangsfæller for den der tilbeder Jehova. Efterhånden som man lærer at betragte alting med Guds øjne, ser man hvordan Bibelens principper rækker ind på adskilligt flere områder end man først forestillede sig.
Beskæftigelse
Denne modne anvendelse af Bibelens principper berører også den kristnes beskæftigelse. Han ved at Gud kræver at han skal sørge for sin familie og at han må rette sig efter Bibelens principper mens han udfører sit verdslige arbejde. (1 Tim. 5:8) Som kristen er han derfor klar over at han ikke kan lyve eller bedrage, selv om hans arbejdsgiver forlanger at han skal. (Åb. 21:8; Ef. 4:28; 5 Mos. 25:13-16) Det kan være han opdager at hans beskæftigelse er i modstrid med Guds ord og at han, for at kunne yde Gud en acceptabel tjeneste, må opgive den og søge en anden form for beskæftigelse, også selv om denne måske ikke er så indbringende.
Andre finder måske ud af at skønt deres arbejde i almindelighed ikke er i konflikt med Bibelens principper, forlanges der at de skal gøre visse ting som ikke stemmer overens med deres samvittighed. I begyndelsen tænker de som så, at de jo ikke ligefrem støtter disse ting men bare leverer de varer eller yder de tjenester der forlanges. Men som den kristne vokser i modenhed og i anvendelsen af Bibelens principper i deres fulde omfang, vil han opnå større glæde ved at søge over i en anden gren af sin beskæftigelse eller søge arbejde et andet sted. (1 Tim. 1:18, 19; 1 Pet. 3:21) Hvem skal træffe afgørelsen? Hverken Vagttårnets selskab eller kristne brødre. Det er den enkeltes egen ansvarsbyrde, og den skal hver enkelt have lov at bære uden at blive kritiseret.
Ansvaret som familieoverhoved
Inden for hjemmets rammer gives der også ansvar og pligter som må skuldres. I mange dele af verden er mennesker tilbøjelige til at blive meget uafhængige. Hustruer har verdens indstilling til kvindens rettigheder, børn viser ingen respekt for deres forældre, og herskesyge ægtemænd er ikke alt for ivrige efter at gøre hvad Bibelen kræver af dem. Men så sker der en forandring når familien lærer Jehova Gud at kende. Ægtemanden indser at han må underordne sig sit hoved, Kristus, og deltage i forkyndelsesarbejdet. (1 Kor. 11:3) Men til at begynde med er der andre af Bibelens vejledninger til familieoverhoveder der undgår hans opmærksomhed, eller han kan tænke at hjemmets anliggender er noget der kun vedkommer ham. Han vil gerne adlyde når Jesus siger: ’Gå ud og forkynd,’ men ikke når Skriften siger: ’Du skal elske din hustru som dig selv.’ Den slags ægtemænd skal skuldre det ansvar at anvende Bibelens principper på alle livets områder. — Ef. 5:28-30; Kol. 3:12-14, 19; 1 Pet. 3:7.
Hustruen kan undergå en lignende forandring. Når hun er blevet kristen indser hun at hun må underordne sig sin mand, og så gør hun det virkelig på mange måder. (Ef. 5:22-24) Men lad os sige at manden en dag træffer en vigtig beslutning uden at spørge hende om hvad hun mener. Han lader blot familien vide at de skal flytte. Nu stilles hustruen på en prøve. Hun vil ikke gerne flytte, for hendes familie bor i nærheden. Vil hun stadig følge Bibelens princip og underordne sig sin mand og således bære sin egen ansvarsbyrde, eller vil hun prøve også at bære sin mands ansvarsbyrde? Er hun ikke moden, vil hun måske iværksætte en større scene for at få sin vilje, eller kort og godt nægte at rette sig efter sin mands afgørelse. Men den der modent forstår at anvende Bibelens principper vil ikke kaste dem over bord selv om andre forsømmer at gøre hvad der synes at være det rette.
Ikke sjældent sker det at unge mennesker kommer til kundskab om Jehova Gud, hvorimod deres forældre er meget imod at de beskæftiger sig med en anden religion. Forældrene forbyder dem at forkynde fra hus til hus og at overvære møderne. Skal de unge mennesker gøre oprør? Det vil de ikke, dersom de retter sig efter det bibelske princip der fordrer at de ærer deres fader og moder. Selv om de ikke vil lade være med at tilbede Jehova Gud, vil de fortsat lyde forældrene og gøre hvad de kan for at udbrede kendskabet til den sande tilbedelse. Efterhånden som deres kærlighed til Gud bliver større, vil det gå mere og mere op for dem at det er bedst at handle efter Jehovas ord. De vil tålmodigt sætte deres lid til Jehova og vente indtil de bliver myndige eller indtil forældrene får forståelse af Jehovas vilje. Dette sidste kan de måske fremskynde ved bestandig at være lydige fremfor at tage sagen i deres egen hånd. — Ef. 6:1-3.
Misbrug af blod
Således som blod i dag misbruges bliver der her et område hvor det kan blive nødvendigt at træffe en afgørelse. I dag anvendes blod i verden i en sådan udstrækning at man ikke altid har let ved at vide om et produkt indeholder det eller ej. Nogle kristne synes måske at det ville være en glimrende idé om Vagttårnets selskab udfærdigede en liste over alle de fødevarer og medicinalvarer der indeholder blod. Af gode grunde har Selskabet ikke gjort dette. Der gives adskillige stoffer som ikke udelukkende findes i blod, hvad man ikke skal forundres over, eftersom menneskers og dyrs organismer ikke er de eneste der er dannet af jordens bestanddele. For eksempel findes der lecitin i blodet, men lecitin udvindes også af sojabønner, der i øvrigt er hovedkilden til den tekniske udvinding af lecitin. Er man i tvivl om hvorvidt der findes blod i et produkt, er det den enkelte som har pligt til at spørge sig frem hos producenten og få vished. Man må ikke vente at en broder i menigheden skal påtage sig det ansvar at afgøre sagen.
Ved at studere Bibelen og Selskabets litteratur er den kristne blevet klar over at det er i modstrid med Bibelens lære at modtage en blodtransfusion. (1 Mos. 9:4; Ap. G. 15:28, 29) Nu må han skuldre sit eget ansvar over for de bibelske principper i dette spørgsmål. Det kan være at han en dag må lade sig indlægge på hospitalet for at undgå en operation. Over for lægen forklarer han sin indstilling til blodtransfusion. „Godt,“ siger lægen, „så vil vi bruge plasma.“ Eller lægen siger måske: „Det De har brug for er et iltbefordrende præparat.“ Det er ikke sikkert den kristne er fortrolig med medicinske udtryk. Skal han nu tilkalde menighedstjeneren eller rådspørge Selskabet? Det vil ikke blive nødvendigt dersom han på forhånd har beredt sig på at bære sit ansvar. Han behøver blot at spørge lægen: „Hvad er plasma fremstillet af?“ „Hvad består det iltbefordrende præparat af?“ „Hvad har man udvundet stoffet af?“ Hvis svaret er „blod“, ved den kristne hvad han skal gøre, for princippet tager jo ikke blot sigte på fuldblod men også på ethvert stof der er udvundet af blod og som anvendes til opretholdelse af livet eller til at styrke organismen.
Nogle vil muligvis hævde at Bibelen her taler om at „spise“ blod og at blod ikke optages i fordøjelsessystemet når det indføres i organismen ved en transfusion. Det er sandt nok, men tilbage står den kendsgerning at blodet ad en direkte vej tjener samme formål som mad der optages i maven, nemlig at styrke organismen eller at opretholde livet. Det er ikke det samme som en vaccine der indsprøjtes i et sundt menneske for at forebygge en sygdom. Blod gives til syge eller svækkede mennesker for at opbygge deres styrke, akkurat som mad indtages for næringens skyld.
Skal man bære sit personlige ansvar i forbindelse med respekten for livets hellighed, er det meget vigtigt at man på forhånd overvejer alle sagens enkeltheder før der opstår en kritisk situation. Når først ulykken er indtruffet og man er svækket af blodtab, er der ikke tid til at træffe de afgørelser som man skulle have truffet mens man kunne tænke klart og havde lejlighed til at sætte sig ind i alle de principper der berører spørgsmålet. Den modne kristne vil gøre det til en vane at meditere mens han studerer, således at han tænker over hvorledes de forhåndenværende oplysninger gælder ham selv, skønt han ikke i øjeblikket står i den situation der drøftes. På denne måde vil han have de relevante bibelske principper på rede hånd og vide hvad han skal gøre hvis han kommer ud for en kritisk situation.
Tragt efter guddommelig visdom
Det at være kristen griber ind i alt hvad man foretager sig i livet. Det drejer sig ikke blot om at tro på og at forkynde en bestemt lære og nære et bestemt håb. I begyndelsen vil den der er ved at lære sandheden fra Guds ord at kende, måske mest hæfte sig ved de forskellige lærepunkter, fordi vedkommende ser at Bibelen afslører falske religiøse lærdomme der er blevet indpodet fra barndommen. Efterhånden som et menneske imidlertid vokser i kundskab og forståelse vil det indse at Bibelen ikke blot afstikker en række religiøse lærdomme men en livsform. Nu begynder det at fatte hvad Bibelen mener når den siger: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:5, 6.
Som følge heraf vil den kristne altid først bestræbe sig for at fastslå hvilke bibelske principper der kommer i anvendelse når han stilles over for et eller andet problem, og lade sine handlinger diktere af dem. End ikke når han rammes af store følelsesmæssige problemer vil han hente råd hos mænd der har en høj uddannelse i denne verdens psykologi men som ikke har tro på Jehova Gud. Han følger den vejledning der gives i Jakob 5:13: „Lider nogen iblandt jer ondt, skal han bede.“ Ja, han henvender sig til Gud, idet han jævnligt taler med ham i bøn og tager sig tid til at meditere over de dele af Guds ord der kan hjælpe ham til at se problemet i det rette perspektiv. Om nødvendigt kan han også tale med menighedens tilsynsmand eller en anden moden kristen, således at han forvisser sig om at alle de skriftsteder der kan klarlægge hans situation kommer med i hans overvejelser. Han anmoder imidlertid ikke nogen andre om at træffe afgørelsen for sig, men påtager sig at bære sin ansvarsbyrde.
Dømmekraft, ikke fanatisme
En sådan moden anvendelse af Bibelens principper beror på en sund dømmekraft og ikke på fanatisme. I Ordsprogenes Bog, det andet kapitel, lover Jehova at skænke os visdom og dømmekraft, eller indsigt, dersom vi jager derefter som vi ville jage efter en skjult skat. Gennem sin „tro og kloge tjener“ har Gud tilvejebragt en rig åndelig føde, og vi bør regelmæssigt bruge den litteratur som formidler denne åndelige føde. (Matt. 24:45-47) Det anbefales at hver eneste kristen familie har et sæt opslags- og studiebøger, såsom Bibelen, årgangene af Vagttårnet og Vågn op!, Selskabets seneste indbundne bøger samt anden litteratur der er udgivet til gavn for dem der regelmæssigt deltager i forkyndelsen. Det kan også være fordelagtigt at have en god ordbog, en bibelkonkordans og måske et bibelleksikon. Kun med disse uundværlige redskaber kan man søge Guds ords visdom og indsigt.
Når man stilles over for et spørgsmål eller der opstår et problem skal man gøre det til en vane at bære sin egen ansvarsbyrde. Slå op i skriftsteds- eller emneregisteret, der begge findes bag i de fleste af Selskabets bøger samt i det sidste nummer af hver årgang af Vagttårnet og Vågn op! Hvis du ikke selv har den litteratur der henvises til, kan du efter al sandsynlighed finde den i menighedens bibliotek eller låne den hos en ven.
Foretag en undersøgelse af spørgsmålet eller problemet og find frem til den bedst mulige løsning. Unge brødre og søstre bør lade deres forældre efterprøve den løsning de er kommet til. Gifte kvinder kan tale med deres indviede mænd og få bekræftet rigtigheden af den konklusion de er nået til. Enhver kan spørge menighedens tilsynsmand til råds når det drejer sig om særlig vigtige spørgsmål. Tilsynsmanden vil gerne hjælpe, men han vil gøre vel i at spørge vedkommende om han eller hun selv har undersøgt spørgsmålet og tænkt over det. Somme tider kan det være nødvendigt at henvende sig til Selskabet i spørgsmål der har betydning for tjenesten. Men alle tilskyndes til at lære at bedømme og afgøre hvilke bibelske principper der kommer i anvendelse i en sag eller i et spørgsmål, akkurat som Selskabet må gøre det. — Sl. 119:105.
Bærer man sin egen ansvarsbyrde vil man vokse til større modenhed og høste større gavn af sin indsigt og skelneevne, ligesom man også vil blive mere brugbar for Jehova Gud og hans organisation. I kritiske øjeblikke vil man, i lighed med Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, kunne afgøre hvad Guds vilje kræver af en. Og ligesom de vil man ved trofast at bære sin egen ansvarsbyrde blive beskyttet af Jehova og vinde hans gunst. — Gal. 6:5.