Hustruens og børnenes rolle i en lykkelig familie
1. Hvordan kan den kristne hustru bidrage til familiens lykke?
HVEM er det der samarbejder nært med familiens overhoved om at gøre familieordningen til en succes? Hvem deler dette ansvar og dette privilegium med ham? Det var Salomon der sagde: „Har man fundet en god hustru? Da har man fundet noget godt.“ (Ordsp. 18:22, NW) Og hvor er det sandt! Ofte i baggrunden, ganske ubemærket, befinder den gode hustru sig, som er en stor kilde til inspiration for familiens overhoved. Men hvor meget kan hustruen egentlig bidrage til familiens lykke? Skønt vi allerede i nogen udstrækning har behandlet forældrenes rolle, skal vi her tilføje nogle flere punkter til hustruens overvejelse. Først og fremmest må ægtemanden og hustruen arbejde som ét, tænke som ét, og således danne en uovervindelig kombination. Det er Guds ordning. (Matt. 19:5) En god hustru udgør et komplement til sin mand og vil bifalde hans beslutninger, og den gode ægtemand vil på sin side tage sin hustru med på råd i familiens anliggender, for at der kan råde fred og harmoni.
2. Hvad er vigtigt for at familien kan forblive en velafbalanceret ordning?
2 Paulus kommenterer denne vidunderlige ordning der gælder for de to vigtigste medlemmer af familien, idet han siger: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens [menighedens] hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.“ (Ef. 5:22-25) Det er en velafbalanceret ordning, og det er først når den kommer ud af balance at ægteskabet bliver ulykkeligt. Læg for eksempel mærke til formaningen i vers 22 om at hustruer bør underordne sig under deres mænd som under Herren, fordi ægtemanden er hustruens hoved. Dette princip bør være bestemmende for hustruens syn på ægtemandens beslutninger.
3. Hvordan kan ægtemandens stilling i familien svækkes betydeligt?
3 Hvis for eksempel ægtemanden og hustruen i børnenes påhør diskuterer hvem der skal træffe beslutningerne og styre husets anliggender, vil det afgjort svække familiekredsens struktur. Ægtemandens stilling kan svækkes i en sådan grad at børnene med held kan spille faderen ud mod moderen. Resultatet heraf bliver splittelse og uenighed og at børnene hverken respekterer deres fader eller moder. Men når der hersker enighed mellem ægtefællerne om hvilken politik familien skal følge, vil de danne en enig og ubrydelig front som børnene vil lære at respektere. — Kol. 3:18, 19.
4. Hvilke iagttagelser har en sagkyndig fremsat vedrørende hustruens rolle?
4 Mange sagkyndige anerkender endvidere den underordnede stilling som hustruen indtager i familien og den hjælp hun kan yde sin mand i denne stilling. Bemærk hvad en kvindelig psykolog for nylig har sagt: „Jeg er en kvinde, og min største interesse er derfor mænd. Eftersom jeg også er psykolog er min interesse for mænd større end normalt. For nylig anmodede en sammenslutning af arbejdsledere mig om at undersøge de forskellige psykologiske faktorer der gør sig gældende for henholdsvis kvinder og mænd. Man håbede på denne måde at komme til kundskab om hvordan man kan lette det spændte forhold der udvikler sig når mænd og kvinder arbejder sammen. Følgende to kendsgerninger blev fastslået: 1. Alle kvinder holder af at arbejde under en myndighed. Kort sagt, de kan lide at have en chef. 2. Alle kvinder har brug for at føle at der er behov for dem. Disse kendsgerninger er en følge af at kvinder føler mens mænd tænker. Kvinder står hyppigt på højde med, ja overgår mænd i intelligens, men de hæmmes af deres følelser. Mænd er mere praktisk anlagt; de kan bedømme, organisere og lede. At kvinder bør stå under mandlige tilsynsførende synes derfor at være naturens plan, hvor meget kvinderne end synes at ville stritte imod.“ Det som denne psykolog kalder naturens plan forstår vi er Guds hensigt. Det er en sund ordning, der resulterer i lykkelige familier.
5. Hvilken anerkendelse giver beretningen i Ordsprogene 31 gode hustruer?
5 Endelig giver Guds ord gode hustruer denne velfortjente anerkendelse: „Hun åbner munden med visdom, med mild vejledning på tungen. Hun våger over huses gænge og spiser ej ladheds brød. Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov: ’Mange duelige kvinder findes, men du står over dem alle!’ Ynde er svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses. Lad hende få sine hænders frugt, hendes gerninger synger hendes lov i portene.“ (Ordsp. 31:26-31) Ja, en god hustru kan gøre underværker for at fremme familiens lykke. — Ordsp. 12:4.
6. Hvilke velsignelser venter lydige børn der er blevet opdraget af gudfrygtige forældre?
6 Og nu kommer vi til det tredje element i familien, børnene. En herlig fremtid venter de børn der bliver opdraget af gudfrygtige forældre i overensstemmelse med Bibelens principper. Sådanne børn ved hvad fremtiden vil bringe. De kan se frem til en ny verden. (Åb. 21:1-5) Deres friske og modtagelige hjerner er i stand til at fatte den fulde betydning af de nuværende verdensforhold. Ja, de ved at den nye verden er nær, og at vi ikke befinder os i den nye verden endnu. Vi befinder os i en gammel verden, med dens ondskab, sorger og bekymringer. Børn der er opdraget af gudfrygtige forældre der følger Bibelens principper kan imidlertid ved selve deres adfærd og i deres lærer- og forkyndergerning være en anbefaling for de principper som deres forældre har indprentet dem. Hvilket krav må de nu først og fremmest opfylde for at bidrage til og høste gavn af familiens lykke? Det første krav der stilles til dem er at de adlyder deres forældre i Herren. (Ef. 6:1-4) Kristne forældre ved hvad der er bedst for deres børn. Den vejledning de giver deres børn er ikke teoretisk men praktisk og fører til et godt resultat.
7. Hvilken oplevelse understreger værdien af at kristne børn sætter et godt eksempel?
7 Dette kan belyses med oplevelser som børn og unge der har fået en god opdragelse af gudfrygtige forældre, har haft. For eksempel fik to unge forkyndere for nylig lejlighed til at fortælle hvordan de deltog i forkyndelsen efter skoletid. I skolen spurgte lærerinden den ene pige hvordan hun deltog i forkyndelsen og bad hende fortælle om det. Lærerinden var forbavset over at høre hvordan børn og unge blev oplært til at dele de mange sunde og opbyggende ting de lærte ved deres personlige bibelstudium og ved menighedens møder med andre. Det var en helt anden opdragelse end den de fleste af hendes elever fik. Hun var så imponeret at hun spurgte om hun kunne få lov til at følges med dem i deres arbejde fra hus til hus. Hun blev inviteret med og stillede oven i købet sin egen bil til rådighed for børnene og overværede nu hvordan de var med til at drøfte Bibelens sandheder med folk og tilbyde dem bibelsk litteratur.
8. Sammenlign denne opdragelse med den vej som de unge lovovertrædere er slået ind på i dag.
8 Hvor langt bedre er dette ikke end den lovløshedens vej som mange unge er slået ind på i dag! De forenede Stater befinder sig i en kritisk situation, idet selve nationens fremtid trues af en overhåndtagende ungdomskriminalitet. I 1957 blev omkring 740.000 unge mennesker under atten år arresteret i landet. Chefen for det amerikanske kriminalpoliti, J. Edgar Hoover, siger: „Siden 1952 har befolkningstilvæksten blandt de unge været på omkring 22 procent. Arrestationerne blandt de unge er i det samme tidsrum steget med 55 procent!“ „Med denne hastighed vil vi i 1962 være nået op på en million arrestationer blandt teenagers om året,“ sagde han. Han påpegede at „ungdomskriminaliteten er en sygdom der har bredt sig til hele verden“. Den er ikke begrænset til De forenede Stater.
9. Hvordan kan forældre beskytte deres børn mod at blive ungdomsforbrydere?
9 Forældre, sig ikke at dette ikke kan ske for jeres børn. Det kan ske og sker ofte hvis forældrene ikke holder øje med børnene og kærligt tager sig af dem. Det er grunden til at det er så nødvendigt at kristne forældre sørger for at børnene sidder sammen med dem ved menighedens møder og stævnerne, så de kan hjælpe dem til at have opmærksomheden henvendt på det der bliver sagt. Ved stævnerne skal de ikke have lov til at drive rundt i gange og korridorer i flokke. De der lægger en sådan respektløs og bølleagtig opførsel for dagen må holdes i ave. Børn der har fået den rette opdragelse kan være en inspiration for både gamle og unge og er til ære for den der sagde: „Se, sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn.“ — Sl. 127:3.
10. Nævn nogle af de faktorer som bidrager til familiens lykke.
10 Familiens lykke værdsættes undertiden mere af børnene end forældrene egentlig er klar over. Ved en undersøgelse blandt universitetsstuderende lod man således 150 studerende udarbejde deres egen liste over de faktorer i hjemmet som de mente havde bidraget mest til deres lykke mens de var i alderen fra fem til tolv år. Ti af de femten hyppigst forekommende faktorer blev derefter opstillet i en liste som en ny gruppe på 200 studenter skulle gennemgå og afmærke efter deres betydning. Listen over de faktorer som har betydning for hjemmets lykke kom til at se sådan ud:
1. Lykkelige forældre
2. At forældrene viser deres kærlighed til børnene
3. Børnenes fornemmelse af at familien interesserer sig for dem
4. Børnenes fornemmelse af forældrenes tillid til hinanden
5. At moderen er dygtig til at lave mad
6. At børnene er kammerater med deres forældre
7. Familiens enhed og fællesskab
8. At måltiderne er færdige til tiden og huset altid er rent
9. At familien har de tilstrækkelige økonomiske midler
10. Stolthed over familien og dens bedrifter
11. Hvorfor er forældrenes lykke af største betydning for børnenes lykke?
11 Det er interessant at bemærke at forældrenes lykke anføres først. At forældrene er lykkeligt gift synes at være af fundamental betydning for børnenes lykke. Uden tvivl er det også grunden til at de ulykkeligste hjem er dem der er blevet opløst på grund af umoralitet. Forældre, vær derfor på vagt over for umoralitet, der kan svække familiens sammenhold og gøre ubodelig skade. Andre undersøgelser har vist at forældrenes lykke ikke alene bidrager til børnenes og hjemmets lykke, men også forbereder børnene til selv at stifte lykkelige hjem senere hen. En vedvarende lykkelig atmosfære i familien er ikke noget der kan tages for givet. Det er noget man må arbejde på og udvikle. Kristne forældre har fremfor alt det ansvar over for sig selv, over for hinanden og over for deres børn at opdyrke den nye verdens interesser, således at de kan give deres børn den vidunderlige arv i eje at kunne se frem til livet i en ny verden. — Ap. G. 2:39.
12. Hvad forstår man ved „manerer“, og hvilken indflydelse har kristne forældre på deres børns manerer?
12 I denne forbindelse vil vi gerne sige et par ord om gode manerer. Hvad forstår man ved gode manerer, og hvorfor er de af betydning for en ret levevis? Ved manerer forstår man „en persons måde at føre sig på, især i det selskabelige liv, i forhold til skik og brug“. Kristne børn vil derfor naturligt ønske at vise at de har fået en god opdragelse ved at gøre de rette ting til rette tid. Det er blevet sagt at „den sværeste opgave nogle børn er blevet stillet overfor er at lære gode manerer uden at se nogle“. Det understreger det store ansvar forældrene har, idet de må være gode eksempler for børnene og lægge gode manerer for dagen i deres opførsel, spisevaner og andre af livets sider. Børn er født til at efterligne, og uden de rette eksempler er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at lære gode manerer.
13, 14. (a) Hvilket ansvar har den troende ægtefælle i et hjem hvor kun den ene ægtefælle har indviet sig til Gud? (b) Hvilket råd giver Peter i denne forbindelse? Hvad kan resultatet heraf blive for den ikke-troende ægtefælle?
13 Ikke alle børn er dog så lykkelige at blive opdraget i et hjem hvor begge forældrene er troende. Ikke desto mindre påhviler det den troende ægtefælle at give børnene den åndelige føde. Det kan til tider være vanskeligt, men det lønner sig rigt. At have gode eksempler for øje kan føre til frelse. Således gives følgende gode råd til de indviede kristne hustruer hvis mænd ikke er troende: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.
14 Kristne hustruer kan således ved deres gudfrygtige færd øve en sund indflydelse på deres uindviede ægtefæller, hvilket kan føre til at de også indvier sig til Jehova og kan se hen til frelsen. Apostelen Paulus skrev: „Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige.“ (1 Kor. 7:14) Troende forældre bør altid lade sig lede af kærlighed, for denne egenskab øver den største indflydelse på dem der ikke befinder sig på vejen til livet.
15. Hvorfor må man vise respekt for dem der er oppe i årene?
15 Hvis vi skal bidrage til familiekredsens lykke må vi heller ikke glemme respekten for dem der er oppe i årene. Jehova har en plads til alle. Salomon sagde: „Unges stolthed er deres styrke, gamles smykke er grånet hår.“ (Ordsp. 20:29) Man kan lære meget ved at omgås ældre, modne mennesker. De har erfaret en hel del i tidens løb. Unge kan høste stor gavn af deres selskab, og unge og gamle kan gensidigt opbygge hinanden. En af de måder hvorpå de unge kan berede de ældre størst glæde er ved selv at opnå en lykkelig og stabil tilværelse. Det er uden tvivl grunden til at apostelen Johannes, der selv hørte til de ældre, modne kristne, skrev disse ord: „Det har været mig en stor glæde, at jeg har truffet børn af dig, der vandrer i sandheden, således som Faderen har befalet os.“ (2 Joh. 4) Johannes var glad for at se at det gik disse kristne godt i den kristne tjeneste.
16, 17. Hvordan kan unge mennesker vise at de sætter pris på de ældre kristne brødre og søstre? Giv et eksempel på hvordan man kan vise venlighed mod de ældre.
16 Det er også en stor personlig tilfredsstillelse at udveksle tanker og følelser med andre. Når ældre samtaler med unge giver det dem fornyet glæde og styrke. De unge kan også bidrage til at øge de ældres tilfredshed i livet ved bevidst at søge at opfylde de ældres behov for kærlighed, anerkendelse og tryghed, for at høre nye oplevelser og for at fornemme deres eget værd. Unge mennesker oplever en mængde nye, spændende og interessante ting som de kan dele med andre til opmuntring for begge parter. Modne unge mennesker må i deres omgang med ældre mennesker vise at de sætter pris på dem. Derfor er det så sundt for de unge forkyndere at dele gode oplevelser i tjenesten med de ældre i menigheden. De ældre får på denne måde ikke alene del i de unges glæde, men kan samtidig opfriske deres egne tidligere erfaringer og genopleve de skønne øjeblikke i lovprisningen af Jehova. Det er åndeligt styrkende for dem der ikke har kræfterne mere men hvis hjerte er fuldt og helt med i forkyndelsesarbejdet.
17 En anden måde hvorpå de unge kan gøre noget for de ældre, er ved at lade dem nyde godt af deres selskab, omsorg og materielle goder. En biltur koster ikke ret meget mere hvis bedsteforældrene eller andre af de ældre i menigheden får lov til at køre med. Der er dog endnu mere tvingende grunde til at invitere ældre i menigheden til at følges med en til stævne. Den venlighed man viser på denne måde lønner sig rigt. Det er også gavnligt for udviklingen af børnenes personlighed hvis de i nogen grad får lov til at omgås de ældre.
18. Hvorfor bør hvert familiemedlem bidrage til familiens lykke?
18 Alle bør derfor bidrage til familiens lykke og de vil erfare Jehovas velsignelse. Kunne jeres familieliv være lykkeligere? Hvis det er tilfældet, så modstå alt hvad der kan ødelægge det, både indefra og udefra. Arbejd i forening på at opnå denne lykkelige tilstand. Det er også værd at mærke sig at fuldkommen lykke ikke opnås uden at Guds velsignelse hviler over familien. (Ordsp. 10:22) Fædre, mødre og børn, gør Jehovas vilje og arbejd i forening på at bevare familiekredsen ubrudt. Og vedbliv så med at gøre fuld brug af denne værdifulde ordning til ære for den der har skabt den.