-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1969 | 15. januar
-
-
Bibelens formaning lyder: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, . . . I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken.“ (Ef. 5:23, 25) Men hvad betyder dette i forbindelse med familiens økonomi?
Det betyder først og fremmest at ægtemanden bærer hovedansvaret for at træffe afgørelserne om hvordan familiens penge skal bruges. Den kærlige ægtemand vil uden tvivl drøfte sådanne anliggender med sin hustru for at høre hendes mening og de forslag hun har, men især i de vigtigere anliggender er det ham der bør træffe den endelige bestemmelse. Alt afhængigt af familiemedlemmernes tid, muligheder og ønsker kan han overdrage nogle af hverdagens afgørelser til sin hustru, som for eksempel indkøb af mad og visse klædningsstykker samt betaling af bestemte regninger og regelmæssige udgifter. Naturligvis må han da også forsyne hende med de nødvendige midler hertil. Nogle steder anerkender loven også hustruens ret til såkaldte „nålepenge“, det vil sige penge til personlige artikler og andre fornødenheder, som for eksempel udgifter i forbindelse med hendes gudsdyrkelse. De kloge ægtemænd vil ikke være unødvendig strenge over for deres hustruer i denne henseende, men vil ’leve med forstand sammen med deres hustruer som med en svagere skabning; og vise dem ære’. (1 Pet. 3:7) Hvert enkelt ægtepar må træffe deres personlige ordning i disse sager.
Men for at blive ved familieoverhovedets opgave: Ægtemandens stilling giver ham ikke overopsynet med familiens økonomiske midler uden de dermed forbundne pligter. Nej, det er også familiefaderen der har hovedansvaret for at sørge for familiens underhold. Under normale omstændigheder er det ham og ikke hans hustru der forventes at tage arbejde og at tjene det daglige brød til familien. Det er først og fremmest ham der bør føle vægten af det bibelske princip: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ — 1 Tim. 5:8.
Men hvad nu hvis hustruen har verdsligt arbejde og tjener penge? Får det nogen indvirkning på forholdet? Lad os først undersøge hvorfor en kristen hustru ville befinde sig i denne situation.
Naturligvis vil en hustru der er en moden kristen ikke have et verdsligt arbejde blot for at „være noget“, eller for at opnå uafhængighed og på den måde konkurrere med sin mand, eller for at unddrage sig de pligter hun først og fremmest har som hustru, eller måske på grund af et ønske om overdreven luksus. Nogle kvinder i verden som ikke har haft egentlig brug for at have et verdsligt arbejde men har haft det af ovennævnte grunde, er kommet ud for følelsesmæssige problemer og store vanskeligheder i ægteskabet. På denne baggrund kan man se visdommen i det bibelske råd om at en gift kvinde koncentrerer sig om den vigtige opgave at passe hjem og børn. (Ordsprogene, kap. 31; 1 Tim. 5:14) Det vil højst sandsynligt også give hustruen mulighed for at bruge mere tid til åndelige interesser. Således vil hun på mange måder kunne yde et værdifuldt bidrag til hele familiens lykke. — Ordsp. 6:20-22.
Det er dog muligt at ægtemanden på grund af visse omstændigheder ikke er i stand til at tjene tilstrækkeligt til at dække familiens fornødenheder (ikke ønsker). Efter i forening at have drøftet sagen kan manden og hustruen beslutte at hustruen tager verdsligt arbejde for en tid. Forandrer det at hun tjener penge nu noget ved mandens stilling med hensyn til familiens økonomi? Nej! Hvis det er nødvendigt at både manden og hustruen har verdsligt arbejde, skulle det være indlysende hvad de penge de tjener skal bruges til — føde, klæder og husly. Som en underdanig kristen hustru bør hun anerkende sin mands bibelske forpligtelse til at bestemme i disse anliggender, selv om hun har bidraget med nogle af pengene.
Det skulle ikke være nødvendigt for os at prøve at fastsætte regler for hvordan familiens økonomi skal klares. Men vi kan opmuntre ægtemænd og hustruer til hver for sig at skuldre deres ansvar i forbindelse med familien og dens underhold. Ægteskabet kræver kærligt samarbejde mellem mand og hustru, så når et ægtepar stræber efter at samarbejde, også på det økonomiske område, vil det sætte dem i stand til at holde økonomien på den plads der tilkommer den og forhindre den i at overskygge de mere betydningsfulde åndelige anliggender i ægteskabet.
-
-
Find en løsning på problemerneVagttårnet – 1969 | 15. januar
-
-
Find en løsning på problemerne
Kan De løse hverdagens mange problemer? Ser De trygt morgendagen i møde, i forvisningen om at De nok skal klare de problemer der opstår? Ved De at Bibelen kan give én den fornødne tillid og tryghed? Måske synes De det er svært at forstå Bibelen? Millioner af mennesker har fundet at Vagttårnet på en yderst tilfredsstillende måde hjælper dem med at opnå den fornødne bibelkundskab. Bliv regelmæssig læser af Vagttårnet ved at modtage et års abonnement på bladet. Pris kr. 8,00. En bibelstudiehåndbog og en brochure følger gratis med. Skriv allerede i dag.
-