endog direkte uforskammede over for ham. Ligeledes kan det ske at hustruen — når hun ordner arbejdet i huset eller tager sig af børnene — nogle dage føler det som om alting mislykkes. Dette kan fremkalde et spændt forhold og skabe et behov for ’ord, som er gode til fornøden opbyggelse’, som apostelen Paulus udtrykte det. (Ef. 4:29) Vil der være en sådan styrkende atmosfære i jeres hjem? For at opnå dette må I begge gøre jer en særlig bestræbelse, specielt hvis I føler jer udkørte efter en anstrengende dag.

Mandens og hustruens pligter

Bibelen sammenligner i Efeserbrevet 5:23 en ægtemands ansvar over for sin hustru med det ansvar Kristus har over for den kristne kirke eller menighed. Vi læser: ’En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved.’

Hvad indbefatter det for en ægtemand at være sin hustrus ’hoved’? Efeserbrevet 5:28, 29 peger på en vigtig del af det: ’Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken.’ Du har sørget for dig selv i mange år. Du har dækket dine behov for mad, tøj og husly. Nu må du gøre det samme for din hustru. Det indbefatter at du må sørge for et hjem til hende. Det behøver ikke at være et stort hus, men et sted der er passende til jeres behov.

Hvad man har lært

De erfaringer Jehovas vidner har haft vedrørende blodtransfusioner kan man lære adskilligt af. En af de mere positive ting omtales af nyhedsbureauet Associated Press:

„Behovet for at udvikle operationsmetoder der ikke kræver blodtransfusioner er til dels blevet stimuleret ved de begrænsninger som Jehovas vidners tro har lagt på de sædvanlige operationsmetoder, idet deres religion er imod transfusion af blod fra donorer.“

Ja, mange af de nye behandlingsmetoder — med tendensen til at „operere uden blod“ — er kommet frem fordi læger er på udkig efter bedre måder at operere Jehovas vidner på. Nogle af disse nye metoder har været så vellykkede at et voksende antal læger anvender dem på alle deres patienter.

Noget andet man har lært, er at selv om der nu er flere læger der respekterer patientens ret til at afslå blod, er dette på ingen måde en almindelig tendens. Mange læger viser ikke en sådan respekt, og de vil søge at opnå retskendelser for at tvinge blod i uvillige patienter.

Det har været smerteligt at erfare at en underskreven erklæring ikke er nogen garanti for at lægerne vil respektere patientens ønske om ikke at modtage blod. Det er ikke tilstrækkeligt at underskrive en erklæring som fritager lægepersonalet for ansvar hvis noget skulle gå galt fordi patienten ikke har fået blod. En sådan erklæring må indbefatte en garanti fra de læger der har med sagen at gøre, om at de ikke vil give blod under nogen omstændigheder. Samtidig kan erklæringen udtrykke patientens villighed til at modtage en alternativ behandling som han billiger.

Skønt Jehovas vidner stadig kommer ud for mange vanskeligheder, har der været store „landvindinger“. De har set mange inden for lægestanden indrømme at blodtransfusioner kan skade og dræbe. De har set flere sagkyndige tale imod denne behandlingsmetode. Og de er kommet i forbindelse med flere og flere læger som anerkender deres ret til at nægte at modtage blod. Når de har behov for lægehjælp er de meget taknemmelige for sådanne forstående læger.