Hvad Bibelen siger
Taler Bibelen imod „éros“ (den romantiske kærlighed)?
HVAD indebærer det ifølge Bibelen, specielt ifølge De kristne græske Skrifter, når to mennesker ved ægteskabets indgåelse lover at elske hinanden?
De kristne skrifter blev skrevet på græsk. Grækerne har fire ord som kan oversættes med det ene danske ord „kærlighed“. Det første græske ord, éros, betegner den romantiske kærlighed, kærligheden mellem kønnene. Det andet, storgé, henviser til kærligheden mellem familiemedlemmer. Det tredje, filia, indeholder tanken om den hengivenhed venner føler for hinanden. Og det fjerde, agápe, er en kærlighed som er baseret på principper og ikke på følelser eller selviskhed.
Klassiske græske forfattere som Platon, Sokrates og Aristoteles benyttede gentagne gange ordet éros i deres tekster. Men de anvendte sjældent ordet agápe. Derimod benytter De kristne græske Skrifter agápe omkring 250 gange, mens éros slet ikke forekommer. Hvordan kan det være? Vil det sige at Bibelen — og følgelig dens Forfatter, Jehova Gud — ikke billiger éros, den romantiske kærlighed?
Dette kan næppe være tilfældet, da det var Jehova som skabte manden og kvinden. Han skabte de fysiske forskelle hos dem og tiltrækningen mellem dem, således at de naturligt kunne forenes i ægteskabet. Desuden er der mange beretninger i Bibelen som berører emnet romantisk kærlighed. I Første Mosebog, det 24. kapitel, læser vi om Isak og Rebekka: „Da førte Isak Rebekka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru; og han fik hende kær.“ — Vers 67.
Et andet eksempel er Jakobs kærlighed til Rakel. „Så tjente Jakob syv år for Rakel; og de syntes ham kun nogle få dage, fordi han elskede hende.“ — 1 Mos. 29:17-20.
Hør også hvordan sjulamitpigen giver udtryk for hvad hun føler for sin elskede hyrde: „Læg mig som en seglring på dit hjerte, som et armbånd om din arm! Thi kærlighed er stærk som døden, nidkærhed hård som Dødsriget; dens gløder er brændende glød, dens lue er [Jehovas] lue. Mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort.“ (Højs. 8:6, 7) Bibelen godkender altså den rene, romantiske kærlighed mellem voksne mennesker.
Når dette er tilfældet, hvorfor forekommer det græske ord for romantisk kærlighed, éros, da slet ikke i De kristne græske Skrifter? Hertil kan vi svare at tanken i ordet er indeholdt deri. For eksempel giver apostelen Paulus direkte vejledning angående den ægteskabelige kærlighed. (1 Kor. 7:2-5) Men éros var ikke blot det græske ord for denne kærlighed; det var også navnet på en af grækernes guder. Eros var deres kærlighedsgud. Så hvorfor skulle apostlene bruge et ord som ville minde græsktalende mennesker om en hedensk gud? Vagttårnet for 15. juli 1965 (side 324) kommenterede dette på følgende måde:
„Den romantiske kærlighed . . . kan [kun] bidrage til et menneskes lykke når den er under kontrol, ikke når den forgudes; og for at udøve denne kontrol er det nødvendigt at eje den kærlighed der er dikteret af principper. I dag ser det ud til at hele verden begår den samme fejl som de gamle grækere begik. De tilbad Eros som en gud, bøjede sig for hans alter og bragte ham ofre. Romerne gjorde det samme over for deres Cupido, modstykket til grækernes Eros. Men historien viser at denne tilbedelse af kærligheden mellem kønnene blot medfører nedværdigelse, skørlevned og forfald. Måske er det derfor bibelskribenterne ikke brugte dette ord.“
Jesus og det første århundredes bibelskribenter forstod den naturlige tiltrækning som den romantiske kærlighed medfører. De vidste også at den romantiske kærlighed tjente den hensigt at jorden skulle opfyldes med en menneskehed. Men de lagde større vægt på kærligheden end på selve tiltrækningen mellem kønnene. Under guddommelig inspiration lagde disse bibelskribenter derfor vægten på agápe-kærlighed. Selv når de drøftede den ægteskabelige kærlighed, brugte de altid ordet agápe. De kristne skulle vise agápe-kærlighed i deres ægteskabelige liv. — Ef. 5:25; Kol. 3:19.
Men hvad er agápe-kærlighed helt nøjagtigt? Hvorfor er den så speciel? Strongs konkordans giver en definition af agápe, idet ordet her sættes i modsætning til udsagnsordet filéo, der betegner hengivenhed for venner. Derefter forklares det at filéo først og fremmest udgår „fra hjertet“, hvorimod agápe først og fremmest udgår „fra hovedet“, og agápe defineres som „viljens bedømmelse og velovervejede samtykke grundet på princip, pligt og sømmelighed“. Det er altså en kærlighed der bygger på principper, idet det hovedsagelig er forstanden og ikke følelserne der er engageret. Den kan udmærket være ledsaget af hengivenhed og ømhed. Den er ikke kold og ufølsom. Blot er den ikke styret af følelser eller sentimentalitet, men ledet eller dikteret af principper, som for eksempel i Jesu befaling om at ’elske vore fjender’. (Matt. 5:44) Man gør godt mod den der er genstand for ens kærlighed fordi det er rigtigt og passende eller sømmeligt at gøre det.
Det er denne agápe-kærlighed som to mennesker lover at vise hinanden når de afgiver ægteskabsløftet. Den romantiske kærlighed som parret føler for hinanden på deres bryllupsdag, vil med tiden blive dybere og større. Den romantiske kærlighed er smuk, og den er en stor hjælp til at tilpasse sig i ægteskabet, men den er ikke det vigtigste mål i den kristnes liv.
Målet for den kristne er at kunne udtrykke agápe-kærlighed i alle livets forhold — over for Gud, over for næsten og over for ægtefællen. Apostelen Paulus skrev til Korintermenigheden: „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ (1 Kor. 16:14) Hvis dette gjaldt inden for menigheden, hvor meget mere måtte det da ikke gælde i ægteskabet? Det at vise uselvisk kærlighed mod hinanden bør være en livsform. Denne kærlighed bør være som en identitetsklædning. ’Ifør jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.’ — Kol. 3:14.
Jesus satte et fuldkomment eksempel med hensyn til hvordan en ægtemand bør behandle sin hustru. Sandt nok var han ikke gift da han levede på jorden. Men Bibelen omtaler ham som „brudgommen“, og medlemmerne af hans menighed som „bruden“ eller hans „hustru“. (Matt. 9:15; Joh. 3:26-29; Åb. 21:9) Efeserbrevet 5:25 giver derfor denne vejledning: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ Jesus arbejdede utrætteligt til gavn for menigheden. Han gav endog villigt sit liv for at hans menighed kunne nyde godt deraf.
Natten før Jesus døde gav han sine apostle og deres medtroende en befaling som fik agápe-kærligheden til at indtage en ny og mere ophøjet plads i deres sind. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Joh. 13:34) Deres kærlighed til hinanden skulle altså være af en så høj standard at de var villige til, om nødvendigt, at ofre deres liv for at beskytte og hjælpe deres brødre. Ægtemænd og hustruer bør lægge den samme ophøjede kærlighed for dagen i alle deres ægteskabelige forhold.