Ægteskabets forpligtelser og skilsmisse

„Det er derfor, en mand vil forlade sin fader og moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ — 1 Mos. 2:24, NW.

 1. Hvilken ægteskabsregel bør holdes i hævd blandt kristne, og hvilke skriftsteder viser dette?

JESUS KRISTUS bragte ægteskabet blandt sine efterfølgere tilbage til den plads, Gud gav det, da han indstiftede det i Edens have. Gud gav den fuldkomne mand Adam én hustru og gjorde ham monogam. Den kristne, som bliver retfærdiggjort eller erklæres retfærdig i Guds øjne, kan ikke have mere end én levende hustru. Menighedens tilsynsmænd, som i åndelig forstand er „ældste“, og de øvrige tjenere kan kun være „én kvindes mand“. Det er dem, der følges som eksempler af hjorden, og alle andre gifte i hjorden kan derfor også kun have én levende ægtefælle. (1 Tim. 3:1, 2, 12; Titus 1:5-7) Kristne må holde sig til deres ægtefælle i troskab og kærlighed og således forblive i ægteskabet i samhørighed med Gud.

 2. Hos hvem alene skal en ægtemand søge seksuel nydelse?

² Dette forbyder en mand at begå ægteskabsbrud eller have kønslig forbindelse med nogen anden kvinde. Han bør være tilfreds med og udelukkende glæde sig over kønslig forbindelse med sin hustru; som der står skrevet: „Drik vand af din egen cisterne og rindende vand af din brønd; lad ej dine kilder flyde på gaden, ej dine bække på torvene! Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved siden af dig! Velsignet være dit væld, og glæd dig ved din ungdoms hustru, den elskelige hind, den yndige gazel; hendes elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes kærlighed! Hvi beruser du dig, min søn, i en fremmed og tager en andens hustru i favn?“ (Ordsp. 5:15-20) At begå ægteskabsbrud medfører, at den skyldige udstødes af den nye verdens samfund.

 3. a) Hvad påbød Guds lov, at en hustru skulle modtage af sin mand? b) Hvorledes værnede Guds lov om mandens ægteskabelige rettigheder?

³ Gud skabte kønnene specielt med det for øje, at der skulle fødes børn og jorden befolkes. (1 Mos. 1:27, 28) Guds lov til Israel drog omsorg for, at en hustru af sin mand skulle modtage „den kødspise, klædning og ægteskabelige ret, der tilkommer hende“, uindskrænket. Det betyder, at hun har ret til at få børn, hvis hun ønsker det. (2 Mos. 21:10, 11) Dette fremgik af Guds lov om svogerægteskabet. Denne lov pålagde en mand at gifte sig med sin broders enke for at skænke hende børn og på denne måde videreføre sin afdøde broders navn og ikke lade sin broders enke leve barnløs. (5 Mos. 25:5-10) En ægtemand var også berettiget til at få børn med sin hustru. Det er grunden til, at en mand, der var trolovet med en kvinde og blev indkaldt til Israels hær, ikke kunne udskrives til krigstjeneste, før trolovelsestiden var forbi, og han var gift. Og selv da kunne han ikke blive udskrevet, før han havde levet et år sammen med hende som en gift mand, og han havde haft lejlighed til at få et barn med sin hustru, havde set det og glædet sig over det. (5 Mos. 20:1-5, 7; 24:5) Hustruens krav på manden gik forud for hærens krav på ham, for hendes skyld og for familienavnets skyld. Han måtte give hende den „ægteskabelige ret“, og hun måtte give ham, hvad der tilkom ham.

 4. Hvad kan kristne ægtepar vælge at gøre uden andres indblanding?

⁴ Efter Vandfloden gentog Jehova Gud over for Noa og hans familie påbudet om at avle børn. Men et sådant bud er ikke pålagt de kristne nu. Ellers burde ingen kristen forblive ugift og barnløs. Ingen kristen har altså nu før Harmagedonslaget forpligtelse til at få børn. For at bevare sig så frie som muligt til den direkte tjeneste for Gud ved forkyndelsen af den gode nyhed om hans rige, vil nogle kristne ægtepar måske vælge at forblive barnløse og derved undgå forældrepligterne og de dermed følgende byrder. Hvis et guddommeligt forplantningspåbud gjaldt nu, ville alle gifte medlemmer af den nye verdens samfund vælge at få børn med det samme og om muligt ikke udsætte det til efter Harmagedon. Skønt Adam og Eva befandt sig under det oprindelige forplantningspåbud, fik de ingen børn i det tidsrum, de var i Edens have. De blev ikke uddrevet af Edens have, fordi de ikke avlede børn med det samme Ingen ægtepar bør kritiseres, fordi de undgår at få børn nu før Harmagedon, eller fordi de ingen børn får.

 5. Hvilke misforståelser har fået nogle til at indgå cølibat-ægteskaber, og hvorfor er de aldrig gået godt?

⁵ Det vil ikke sige, at ægtepar skal nægte hinanden den ægteskabelige ret. Det vil ikke sige, at de — før de gifter sig — skal indgå en overenskomst og aflægge et fælles løfte for Gud om at leve et liv i cølibat, selv efter at de har giftet sig, og ikke have nogen kønslig forbindelse med hinanden, men kun nyde kammeratskabet. Ingen bør mene, at dette er at hæve ægteskabet til et åndeligt plan, at bevare det på et ophøjet, ukødeligt stade, og dermed ringeagte ægteskabet mellem andre, der har et kønsligt samliv. Hvis et ægtepar ikke ønsker at yde hinanden den ægteskabelige ret, så burde den mand eller kvinde slet ikke have giftet sig og udsat den anden for at blive berøvet det, der er naturligt og et naturligt krav. Ved at leve i cølibat hæver de ikke deres ægteskab til et højere og helligere plan end andres. De kan ikke ændre Guds forordning med hensyn til kønnene, en ordning, der er al ære værd. Ægteskaber i cølibat er derfor aldrig gået godt.

 6, 7. Af hvilke grunde er et cølibat-ægteskab inkonsekvent, og hvilket råd giver Paulus i denne henseende?

⁶ De andre nedværdiger ikke deres ægteskab ved et kønsligt samliv, men deres adfærd er både ærefuld og korrekt. Et ægteskab i såkaldt „platonisk venskab“ er ikke berettiget, blot fordi verdens ende er nær. Hvis et forlovet par mener, at naturlig forbindelse med hinanden er kødelig, hvorfor så gifte sig i det hele taget? Hvorfor omgås en af det modsatte køn så nært hele tiden i det mest intime samliv? Hvis det ikke er godt eller åndeligt opbyggende at røre en kvinde, hvorfor leve så intimt sammen med hende selv i et cølibat-ægteskab? Vær naturlig og normal. Vær ikke opfyldt af en falsk idealisme. Vær ikke som de irsk-katolske piger, der omtaltes i pressen. De blev gift, men nægtede deres mænd enhver ægteskabelig ret, fordi de ønskede at efterligne Jesu moder, Maria, og forblive „evig jomfru“. Apostelen Peter belærte dem aldrig om at opføre sig på denne måde i deres ægteskabelige liv, men sagde, at en hustru skal anerkende sin mand som sin „herre“. (1 Pet. 3:5, 6) Apostelen Paulus, som i det mindste én gang irettesatte apostelen Peter, skrev:

⁷ „Med hensyn til det, I skrev om, så er det godt for en mand ikke at have samkvem med en kvinde; men på grund af den fremherskende utugt bør hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand. Lad manden yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; men lad også hustruen gøre det samme over for sin mand. Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand; på samme måde har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru. Nægt ikke hinanden det undtagen med fælles samtykke for en fastsat tid, så at I kan få tid til bøn og atter kan komme sammen, for at Satan ikke skal blive ved at friste jer på grund af jeres manglende selvkontrol. Dette siger jeg imidlertid som en indrømmelse, ikke som en befaling.“ — 1 Kor. 7:1-7, NW.

 8. a) Hvorfor er trofasthed vigtig i et ægteskab? b) Hvilket råd giver Peter ægtemænd?

⁸ En gift persons evige liv afhænger af hans troskab mod ægteskabskontrakten. Jehova er nu, ledsaget af pagtens sendebud, i sit åndelige kristne tempel, og han advarer om, at han har nærmet sig til dom og vil vidne i hast mod ægteskabsbryderne. (Mal. 3:1, 2, 5) Apostelen Peter siger, at en kristen ægtemand skal behandle sin hustru med forståelse og som en, der deltager med ham i løbet om det evige liv i den nye verden. Hans ord lyder: „Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hemmes.“ (1 Pet. 3:7) En kristen vil derfor ikke mishandle sin hustru, hverken fysisk eller åndeligt. Hvis han ikke hjælper sin hustru og sine børn til at vinde livet i den nye verden, hvordan kan man da forvente af ham, at han skulle kunne hjælpe dem, som er udenfor, til det?

 9. Hvordan bør mænd elske deres hustruer, og på hvilke måder kan de vise det?

⁹ Jesus Kristus elsker sin „brud“, som skal være hans „hustru“. Hans gifte efterfølgere må også elske deres hustruer. „I mænd, elsk vedblivende jeres hustruer, nøjagtig som Kristus elskede menigheden og gav sig selv hen for den. . . . hver især [skal] elske sin hustru som sig selv; på den anden side bør hustruen have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:25, 33, NW) For mennesker, der før har været hedninger, lyder befalingen om at elske sin hustru måske mærkelig, men en kristen har befaling til at gøre det. Han bør elske hende ikke alene i ord, men også i gerning, være optaget af, „hvordan han kan behage sin hustru“, i en sådan udstrækning, som han med god samvittighed kan gøre det. (1 Kor. 7:33, NW) Han bør sidde sammen med hende ved menighedens møder, studere Bibelen hjemme sammen med hende, og sammen bør de opbygge de samme åndelige interesser. Dette vil måske være vanskeligt i begyndelsen eller noget uvant.

10. Hvordan kan mænd og hustruer forøge hinandens lykke, og hvilket fælles eje bør fremelske kærlighed imellem dem?

¹⁰ Men når en mand begynder at vise kærlighed og give udtryk for den i det små, og han lægger mærke til den glæde, han derved bereder sin hustru, vil han opdage, at han kan lide det. Han vil ønske at gøre det mere og tiere. Det vil blive normalt og naturligt for ham at gøre det. Han vil vokse i sin forståelse af, at dette er at vise Guds ånd, hvis frugt er kærlighed. Hustruen skal på sin side ikke bebrejde sin mand og sige: „Du elsker mig ikke! Du viser det aldrig!“ Hun bør lægge mærke til hans lidt generte måde at vise sin kærlighed for hende på i det små, og hun bør lægge oprigtig glæde for dagen herover og også give udtryk for, at hun sætter pris på det for at gøre hans glæde endnu større. At de begge ejer sandheden, har foretaget den samme indvielse til Gud og nærer håb om at opnå evigt liv sammen i den nye verden, bør fremkalde gensidig sympati og kærlighed hos dem. Dette vil være en stor hjælp til at møde de vanskeligheder, som ægteskabet i vor tid er udsat for.

11. a) Hvad forlanger Guds ord af hustruer, og hvad har det ført til, når de ikke har opfyldt disse krav? b) Hvad er hensigten med alle de bibelske formaninger til ægtepar?

¹¹ Hustruen bør vise dyb respekt for sin mand og anerkende ham som sit hoved i ægteskabet. (1 Kor. 11:3) „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.“ (Ef. 5:21-24; også Titus 2:3-5) Foruden den kristne menigheds eksempel på underkastelse under Jesus Kristus har den kristne hustru et endnu mere ophøjet eksempel i Guds universelle organisations underkastelse under og lydighed imod den Herre Jehova. (Es. 54:5) For en hustru er det interessant at lægge mærke til en betænkning af 20. marts 1956, udarbejdet af Englands tredje kongelige kommission til undersøgelse af ægteskab og skilsmisse. Betænkningen nævner, at en af de faktorer, der har bevirket en stigende skilsmisseprocent i England, er „kvindens nye stilling som mandens lige i ægteskabet i stedet for mandens underordnede“. Det er kun rimeligt at forvente, at en ignorering af Guds alvise forordninger for ægteskabet mellem mennesker vil føre til vanskeligheder, og at flere og flere ægteskaber vil lide skibbrud. Hensigten med alle de råd, der i Guds ord gives til ægtepar, er ikke alene at vejlede dem til at gøre deres samliv mere glæderigt og bidrage til, at de kan opnå evigt liv, men hensigten er også at få dem til at fortsætte deres samliv og hjælpe dem til at undgå skilsmisse. — New York Times, den 21. marts 1956.

Skilsmissegrunde: juridiske og bibelske

12, 13. a) På hvilke grundlag indrømmer menneskelige love skilsmisse? b) Men hvilken grund angav Jesus som den eneste gyldige?

¹² Ifølge de forskellige staters og landes love indrømmes der i dag skilsmisse på mere end ét grundlag. Mennesker, som har mistet eller dræbt kærligheden til deres ægtefælle, søger at gribe en hvilken som helst juridisk grund, de kan finde, til at bryde det ægteskabelige bånd, det være sig, foruden utroskab, åndelig tortur, dovenskab, nægtelse af den ægteskabelige ret, drukkenskab, sindssyge, uhelbredelig sygdom, at ægtefællen er gået fra hjemmet, sterilitet, homoseksualitet, sodomi, kriminalitet, gemytternes uoverensstemmelse, at man har skiftet religion, og så videre. Men er nu alle disse juridiske grunde bibelsk rigtige, og er de gyldige for den kristne? Jehova har givet os Jesus Kristus som rådgiver. De jødiske farisæere stillede ham engang på prøve med følgende spørgsmål: „Har man lov at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ Jesus svarede ikke farisæerne ved at henvise til den romerske kejsers love om skilsmisse. Han henviste til den almægtige Guds ophøjede lov og viste, at der kun findes én grund til skilsmisse — nemlig hor eller moralsk utroskab.

¹³ „Dertil svarede han og sagde: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød“? Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ Da siger de til ham: „Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?“ Han siger til dem: „Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.““ (Matt. 19:3-9) „Hjemme spurgte disciplene ham igen om dette. Han siger til dem: „Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.““ (Mark. 10:10-12) „Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor; og enhver, som gifter sig med en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor.“ — Lukas 16:18.

14, 15. Til hvilken synd mod ens eget legeme fører ægteskabsbrud, og hvordan ser Guds ord på en, der bedriver hor?

¹⁴ Utroskab er ukærligt, og den, der gør sig skyldig deri, bryder Guds bud. (Rom. 13:8-10; 2 Mos. 20:14; Ap. G. 21:25) Den, der bedriver hor, er allerede gift og ifølge loven sammenføjet med sin ægtefælle, så de udgør ét kød. Ægteskabsbrud vil altså sige, at man adskiller det, Gud har sammenføjet. Den skyldige har løsrevet sig fra sin lovmæssige ægtefælle og har gjort sig selv til ét kød med en tredje person. Tre udgør ikke ét kød, det gør kun to. Et menneske må kun blive ét kød med én af det modsatte køn, ikke med to eller flere. Apostelen Paulus henvendte følgende ord til salvede kristne, som var lemmer på Kristi åndelige legeme eller medlemmer af hans menighed: „Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Nej, langtfra! Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét legeme med hende? thi „de to“, hedder det, „skal blive ét kød“. Men den, der holder sig til Herren, er én ånd med ham. Fly utugt! enhver anden synd, som et menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for legemet; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?“ — 1 Kor. 6:15-19.

¹⁵ Mange af dem, apostelen her henvendte sig til, var gift. At de havde kønslig forbindelse med deres ægtefælle, fjernede dem ikke som lemmer på Kristi legeme, for ens hustru er ens eget kød, og man forenes kun med, hvad der er ens eget. Men når gifte kristne gør sig skyldige i utroskab, eller ugifte kristne bedriver utugt, selv om det er med en religiøs tempelskøge, gør de noget, som hverken Gud eller Kristus kan billige. De gør deres legemer, som tilhører Kristus, til ét med en synder, en utugtig eller en skøge. Når en kristen bedriver hor eller utugt, synder vedkommende mod sit eget legeme. Han misbruger det i modstrid med sin ejers, Jesu Kristi, ønske. Den kristne mand, der er utro mod sin hustru, synder også mod hende, som på retmæssig vis er ét kød med ham. Han bryder sin samhørighed med hende og sårer således sig selv, hader sig selv, fordi han hader sin hustru, hvis kød han har vraget. En salvet kristen kan ikke som et lem på Kristi legeme gøre sig selv til „ét kød“ med en lovbryder, en utugtig mand eller kvinde, en skøge, for Jesus har ingen forbindelse eller samhørighed med et sådant urent menneske. Hvis ikke den kristne angrer og forbedrer sin umoralske adfærd, viser han, at han foretrækker at være ét, ikke med Kristus, men med det umoralske menneske, og derfor ophører han med at være i samhørighed med Kristus. Han er ikke ét med Kristus i ånden. Han ophører med at være en del af den jomfruelige skare, der er trolovet med Kristus. En uforbederlig ægteskabsbryder eller utugtig er ingen kristen. Han er ikke et Jehovas vidne. Jehova gør ikke ægteskabsbrydere eller utugtige til sine vidner. — 1 Kor. 5:11-13.

16. Hvad alene bryder ægteskabspagten, og hvilken slags skilsmisse giver derfor ikke frihed til at gifte sig igen?

¹⁶ Eftersom det er den kønslige forbindelse med en uretmæssig person, der gør den gifte til ét kød med en anden uden for den ægteskabelige pagt, er det kun utroskab, der virkelig bryder ægtepagten, idet man derved skærer det bånd over, hvormed Gud har gjort ægteparret til ét kød. Derfor sagde Jesus, at utroskab er den eneste skilsmissegrund, Gud anerkender. Hvis ikke utroskab har brudt det ægteskabelige bånd, er en skilsmisse ikke berettiget og vil ikke være gyldig over for Gud. Når denne verdens myndigheder indrømmer skilsmisse af andre grunde end ægteskabsbrud, er der i realiteten ikke sket en adskillelse af det, Gud har sammenføjet. De fraskilte er stadig ét kød med hinanden, de er stadig mand og hustru. Ingen af dem har derfor frihed til at gifte sig igen; for at gifte sig igen ville betyde at bedrive hor. En mand, som lader sig skille fra sin hustru af anden grund end utroskab, udsætter hende for at gøre sig skyldig i hor ved et nyt ægteskab og udsætter sig selv for det samme. En mand, som gifter sig med en kvinde, der ikke er skilt, fordi hun selv eller hendes mand har været utro, bedriver hor med hende, fordi han indgår forbindelse med kød, der stadig tilhører en anden mand.

17. a) Hvorfor er en enke eller enkemand fri til at gifte sig igen? b) Hvad har sådanne, som juridisk er blevet erklæret enker eller enkemænd, lov til at gøre, men hvilket ansvar må de tage?

¹⁷ Døden opløser et ægteskab. En enkemand eller enke er derfor i sin ret til at gifte sig igen. „En gift kvinde er jo ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham. Altså vil hun blive kaldt en ægteskabsbryderske, hvis hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men når manden dør, er hun fri fra den lov, så hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands.“ (Rom. 7:2, 3) Det kan være, at ens mand eller hustru er død under krig eller ved en katastrofe, men dødsfaldet er måske ikke blevet officielt bekræftet, eller dødsattesten kan ikke fremskaffes som dokumentation for, at dødsfaldet har fundet sted. Eller ens ægtefælle kan forsvinde og være væk så længe, at vedkommende efter landets lov vil være at regne for død. Hermed erklæres man ved lov at være enkemand eller enke. En sådan kan med god samvittighed gifte sig på ny. Men gør han det, må han selv tage ansvaret for begivenhedernes gang og helt leve op til sine nye forpligtelser. Gud kender de faktiske forhold, og efter dem dømmer han, og han vil afgøre, om den, som atter gifter sig, er værdig til liv i den nye verden eller ej. Hvis en ægtefælle, der på lovmæssig vis er blevet erklæret død, dukker op igen og ønsker sin lovformelige ægtefælle udleveret, må sagen ordnes ved en juridisk behandling. Under sådanne forhold løber enhver, der gifter sig med en, der kun juridisk er blevet erklæret enkemand eller enke, en risiko, og vedkommende må være forberedt på alle eventualiteter.

Impotens, urenhed, sindssyge og forandring af religion

18. a) Hvilken afvigelse er der mellem Guds lov og menneskers lov med hensyn til impotens som skilsmissegrund? b) Vedrørende insemination?

¹⁸ Jødernes rabbinerlov lagde vægt på den ægteskabelige akt. Den tillod en hustru at skille sig fra sin mand, hvis han på grund af fysisk svaghed ikke kunne yde hende hendes ægteskabelige ret i en periode på seks måneder. Ligeledes havde en ægtemand lov til at skille sig fra sin hustru, hvis hun ikke kunne føde ham børn. Men Jesus anerkendte ikke impotens hos manden som gyldig skilsmissegrund. Bryllupshøjtideligheden, som foregår på lovformelig vis og i vidners nærværelse, gør et ægteskab bindende og gyldigt, nøjagtig som det var tilfældet med Adam og Eva i Edens have. Det sker nu om stunder, at et ægtepar, hvor ægtemanden er impotent, på grund af deres ønske om at få børn, bliver enige om at gøre brug af insemination ved hjælp af en fremmed sædgiver. Nogle domstole har allerede erklæret insemination for ægteskabsbrud, og børn, der sættes i verden ved insemination, for illegitime. Den kongelige engelske kommission til undersøgelse af ægteskab og skilsmisse har anbefalet at betragte det som gyldig skilsmissegrund, dersom en hustru uden ægtemandens samtykke lader sig inseminere ved hjælp af en fremmed sædgiver. En sådan skilsmisse ville være bibelsk. Men hvis det skete med ægtemandens samtykke, ville både mand og hustru gøre sig fortjent til udstødelse. Hvorfor? Fordi det faktisk var ensbetydende med at begå ægteskabsbrud, idet både mand og hustru bifaldt den umoralske handling. Ægtemanden overlod hende til en anden mand, så hun kunne modtage dennes sæd, og hustruen gav sig selv hen til en mand, der ikke var hendes ægtemand, for at blive moder til et barn med denne anden mand, med hvem hun ikke var ét kød. Det er ægteskabsbrud, og selv om ægtemanden adopterer barnet, omstøder det ikke den kendsgerning, at han gav sit samtykke til, at hans hustru begik ægteskabsbrud. — 3 Mos. 15:16-18, 32, 33; 19:20; 4 Mos. 5:12, 13.

19. Hvilke bibelske eksempler viser, at ufrugtbarhed ikke er gyldig skilsmissegrund?

¹⁹ En hustrus ufrugtbarhed er heller ikke gyldig skilsmissegrund. Skønt Sara var ufrugtbar i mange år, endog mere end femogtyve år, lod Abraham sig ikke skille fra hende, eller Isak fra Rebekka eller Jakob fra Rakel eller præsten Zakarias fra Elisabet.a Noas sønner lod sig ikke skille fra deres hustruer, fordi de ikke skænkede dem børn alle de år, arken blev bygget og indtil to år efter Vandfloden. (1 Mos. 6:18; 11:10) Jehova skilte sig heller ikke af med sin „kvinde“, sin universelle organisation, på grund af dens ufrugtbarhed, eller fordi den ikke i løbet af mere end fire tusinde år frembragte Messias. — Es. 54:1-13.

20. a) Hvorledes ser Guds ord på seksuelle perversiteter? b) Hvorfor er disse dog ikke gyldige skilsmissegrunde med henblik på indgåelse af et nyt ægteskab?

²⁰ Homoseksualitet (unaturlig omgang af mænd med mænd, som var de kvinder), lesbisk kærlighed (seksuelt samkvem mellem kvinder) og sodomi (unaturligt seksuelt samkvem mellem en mand eller en kvinde og et dyr) er ikke bibelsk grundlag for skilsmisse. Sådanne foreteelser er afskyelige, urene, og Guds lov for Israel krævede dødsstraf over dem, som bedrev disse ugerninger, hvorved de på drastisk vis blev fjernet fra Guds menighed. Men sådanne handlinger er ikke ægteskabsbrud, hvorved den urene gør sig til ét kød med en anden af det modsatte køn. (Rom. 1:26-32) Men de medfører straf i form af udstødelse. De vil holde den kristne ude af det himmelske rige og ude af Guds nye verden, hvilket igen vil sige, at de som dyrene går til grunde uden håb om fremtidigt liv. „Kødets attrå er døden“, det er „fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det; de, som er i kødet [i harmoni med kødet, NW], kan derfor ikke tækkes Gud“. De kan ikke vinde sejrsprisen, det evige liv. (Rom. 8:6-8; 1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21) Sådanne urene vaner hos en ægtefælle kan gøre livet uudholdeligt for den rene ægtefælle, men giver kun ret til separation, selv om nogle domstole betragter det som skilsmissegrund. En sådan separation giver ikke frihed til at gifte sig igen — og dermed begå ægteskabsbrud. Paulus skriver: „Men de gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke skulle gå fra sin mand; men hvis hun alligevel går fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand skulle ikke forlade sin hustru.“ (1 Kor. 7:10, 11, NW) Kun hvis den ene af de separerede ægtefæller under presset af deres separation begår ægteskabsbrud, kan der tales om bibelsk grundlag for, at den uskyldige part opnår skilsmisse og frihed til at gifte sig igen.

21. a) Hvorfor er sindssyge, uhelbredelige eller frastødende legemlige sygdomme ikke skilsmissegrund? b) Hvad giver sådanne omstændigheder tværtimod lejlighed til at vise?

²¹ Skulle ens ægtefælle med tiden blive sindssyg eller pådrage sig en uhelbredelig eller frastødende sygdom, er dette ikke gyldig skilsmissegrund. I et sådant tilfælde skal den ulykkelige ægtefælle behandles som et tilskadekommet lem på ens eget legeme eller som ens eget barn. Ægtefællen skal behandles med tilbørlig omhu og ikke afskæres fra sit slægtskabsforhold til ægtefællen ved en juridisk skilsmisse. Trods sin sygdom er den ramte ægtefælle stadig ét kød med den raske og fortjener fuld opmærksomhed og trofasthed, som var det ens eget kød, man plejede. Det er et udtryk for kærlighed mod sit eget kød og hjælper til med at bringe lindring i den sørgelige situation fremfor at forværre den. „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød.““ (Ef. 5:28-31) Den trofaste ægtefælle vil ikke svigte den anden under sygdom, det være sig på sind eller legeme. Guds lov giver ikke den raske frihed til at handle således. Na’amans hustru fik ikke sin frihed, fordi han led af spedalskhed, en frygtelig sygdom, som kun et mirakel fra den almægtige Gud kunne helbrede. (2 Kong. 5:1-4, 8-14) Ved brylluppet lover ægtefællerne som regel at blive hos hinanden i medgang og modgang.

22-24. a) Hvorfor er det ikke grundlag for separation eller skilsmisse, at ægtefæller tilhører hver sit trossamfund, eller at en af dem går over til en anden tro? b) Hvilket råd giver Paulus ægtefæller, der befinder sig i en sådan situation, og hvad er afgørende for, om en kristen skal forlade sin vantro ægtefælle?

²² Nogle domstole anerkender forandring af religion som gyldig skilsmissegrund. Ifølge Gud og Kristus er dette ikke rigtigt. Ved en sådan retssag går man ud fra, at ægtemand og hustru var medlemmer af samme religionssystem ved ægteskabets indgåelse, og at den ene parts forandring af religion nu skaber en vanskelighed i hjemmet på et meget vitalt punkt. Den af parterne, som antager en ny religion, bliver en vantro i forhold til den andens religion. Skønt dette kan være en meget bitter erfaring for den, der holder fast ved sin religion, er det dog ikke gyldig grund til hverken ad lovens vej eller ved gensidigt samtykke at lade sig separere fra den anden. Herom skriver Paulus

²³ „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16.

²⁴ At ægtefællerne hører til hver sit trossamfund, hvad enten dette var tilfældet før eller først er blevet det efter ægteskabets indgåelse, giver altså ikke grundlag for en separation. Det er ikke grundlag for en skilsmisse, der kunne gøre dem frie til at gifte sig med andre. Hvis manden kommer til tro på Guds sandhed før hustruen skal han blive hos sin hustru, hvad enten hans forandring af religion er hende fuldstændig uden forskel, eller hun stiller sig meget afvisende over for det. Spørgsmålet er: Ønsker hun fortsat at leve sammen med ham under de nuværende forhold, der på grund af hans anerkendelse af sandheden faktisk skulle blive bedre? Gør hun det, skal han ikke forlade hende. Ved at blive hos hende har han lejlighed til at fortælle hende om sandheden eller i det mindste praktisere sandheden over for hende, og denne adfærd vil måske få hende til at tage imod sandheden og opnå frelse og liv i Guds nye verden. Den samme lejlighed byder sig for hustruen, der tror på sandheden og forbliver hos sin mand.

25. Hvordan ser Gud på børnene i sådanne ægteskaber, og hvordan bør den troende ægtefælle behandle den vantro?

²⁵ Eftersom den vantro stadig er „ét kød“ med den troende, vinder den vantro alene af denne grund en vis anerkendelse hos Jehova Gud. Gud ser ikke på deres børn som urene, men hellige, og den troende vil bestræbe sig for at opdrage dem i sand hellighed, for at de, når de kommer til skelsår og alder, efter eget ønske også kan vælge at indvi sig til Gud gennem Kristus. Den vantro bliver ikke automatisk en helgen eller en af Guds hellige, men den troende ægtefælle har indviet alt til Gud og behandler den vantro ud fra dette standpunkt. Den hellige troende vil følgelig behandle den vantro i overensstemmelse med Guds ønske, og dette vil være en hjælp for den vantro til at se og tage imod sandheden, så han eller hun også kan komme ind i et forhold til Gud.

26. a) Hvad kan en uretfærdig behandling gøre nødvendigt, men hvorfor er det ikke skilsmissegrund med ret til at gifte sig igen? b) Hvilken indstilling bør de separerede ægtefæller have i lighed med den, der kommer til udtryk i Labans ord?

²⁶ Hvis den vantro ikke møder denne hellige færd med velvilje, er der dog stadig ikke grund til at forskyde vedkommende. Skridtet til separation skal tages af den vantro. I nogle tilfælde tages dette skridt, idet den vantro bogstavelig talt jager den troende bort ved at udsætte denne for så ond en mishandling, at et fortsat samliv praktisk taget bliver uudholdeligt. Men som i de tilfælde, hvor troende ægtefæller går fra hinanden på grund af en eller anden uoverensstemmelse, må den troende forblive ugift, indtil den vantro, der er gået sin vej, gør sig skyldig i umoralitet og dermed giver grund for gyldig skilsmisse. (1 Kor. 7:10, 11) Den troendes holdning over for den fraseparerede ægtefælle kan være den samme, som kommer til udtryk i Labans ord til Jakob om ikke at krænke ægteskabspagten: „Lad Jehova stå vagt mellem mig og dig, når vi er uden for hinandens synsvidde.“ (1 Mos. 31:49, NW) Jehova Gud holder et vågent øje med enhver overtrædelse af ægtepagten. Han ser, hvem der er den skyldige part, og afgør, om der er bibelsk grundlag for en skilsmisse, der giver den ene frihed til at indgå et nyt ægteskab. Såkaldt „åndeligt hor“ er ikke tilstrækkelig grund, kun fysisk hor.

27. Hvorfor er åndeligt hor ikke grundlag for bibelsk skilsmisse, og hvorfor er det godt, at den troende fortsætter samlivet med den vantro?

²⁷ Den inspirerede Jakob skrev: „I ægteskabsbrydersker, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig derfor til Guds fjende.“ (Jak. 4:4, NW) Men et sådant åndeligt venskab med verden er ikke skilsmissegrund. Hvorfor ikke? Fordi dette venskab ikke gør nogen til „ét kød“ med en af det modsatte køn i en utugtig forbindelse. Sandt nok er den vantro ven med verden. Men apostelen Paulus brugte ikke dette som argument for, at den troende er i sin gode ret til at forlade den vantro ægtefælle. Tværtimod fremhæver han, at det er helt i sin orden og moralsk forsvarligt, at de fortsætter deres samliv, hvis den vantro er villig til det. Ved at holde sammen som ægtepar kan den vantro blive hjulpet frem til frelse i den nye verden, hvilket ikke ville være muligt, hvis det kunne siges, at de to levede sammen på uret vis, og at den troende så igennem fingre med åndeligt hor bedrevet af den verdslige ægtefælle.

Barmhjertig behandling af en ægtefælle

28. a) Hvad har ægtefællerne ikke lov til, fordi skilsmisse kun kan opnås på grund af ægteskabsbrud? b) Hvorledes er nogle af de menneskelige love, i modsætning til Guds, partiske?

²⁸ Kristus begrænsede de skilsmissegrunde, der stiller en frit til at gifte sig igen, til alene at omfatte hor eller ægteskabsbrud. Dette giver dog ingen af ægtefællerne tilladelse til at stille urimelige krav eller forsømme den anden. At ægteskabsbrud opstilles som den eneste gyldige skilsmissegrund, understreger blot den guddommelige ordning, at et ægtepar er ét kød, bør holde sammen og vise gensidig omsorg for hinanden både i medgang og i modgang. Det er den kendelse, som den ufejlbarlige Dommer ved ægteskabets højesteret har afsagt. I nogle lande bliver ægteskabsbrud fra mandens side ikke regnet for juridisk skilsmissegrund, hvorimod manden kan forlange at blive skilt fra den moralsk løsagtige hustru. Men ifølge Guds lov ved Kristus har den hustru, hvis mand er umoralsk, tilladelse til at opnå retmæssig skilsmisse og dermed frihed til at gifte sig igen, uden at hun derved gør sig skyldig i ægteskabsbrud. Derfor sagde Jesus: „Den, der [på ubibelsk grundlag] skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.“ (Mark. 10:11, 12) Jesus opstillede altså ikke en anden norm for ægtemænd end for hustruer, da han i sin bjergprædiken sagde: „Der er sagt: Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor.“ (Matt. 5:31, 32) Gud er ikke partisk. I hans øjne er ægteskabsbrud begået af en mand nøjagtig lige så forkasteligt som ægteskabsbrud begået af en hustru.

29. Hvorfor må en mand ikke se på en kvinde, der ikke er hans hustru, med ønske om at stå i forhold til hende?

²⁹ Lad ingen ægtemand begære en anden mands hustru, ej heller se på en anden kvinde med ønske om at stå i et forhold til hende, som han alene skylder sin hustru. Lad den fra anekdoten så bekendte gifte forretningsmand eller kontorchef være på vagt, at han ikke forelsker sig i sin kvindelige sekretær, hvad enten hun er gift eller ugift, og tager sig friheder over for hende. Jesus sagde: „I har hørt, der blev sagt: „Du må ikke bedrive hor.“ Men jeg siger jer, at enhver, der vedblivende ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:27, 28, NW) Han er allerede skyldig i Guds øjne, for Gud kan læse hjerterne. Skønt dette er hor i mandens hjerte, og skønt hans hustru ikke kan lade sig skille fra ham af den grund, vil begær, der er rettet mod en anden end ens ægtefælle, føre til fysisk hor, hvis begæret ikke bliver kvalt.

30, 31. a) Hvornår kan den uskyldige part tilgive den, der har syndet? b) Hvordan bør menigheden stille sig, når tilgivelse har fundet sted? Når den bliver nægtet?

³⁰ Dersom ens ægtefælle begår ægteskabsbrud, har man lov at tilgive og ikke forlange skilsmisse, forudsat den skyldige viser tilbørlig anger og oprigtigt beder om tilgivelse samt lover ikke at gøre det igen, men vil forblive trofast mod sit ægteskabsløfte. Hvis den uskyldige ikke tilgiver den utro, skal overtræderen udstødes af menigheden, og så har den uskyldige part bibelsk ret til at søge lovformelig skilsmisse, hvis det er muligt, og hvis den uskyldige ønsker det. Det er en privatsag. Hvis for eksempel manden tilgiver hustruen og fortsætter med at yde hende hendes ægteskabelige ret i tillid til, at Gud vil tilgive hende, er der ingen grund til, at hustruen, som han behandler som sit eget kød, skulle afsløres og straffes af den kristne menighed med udstødelse, for således at hindre den genforening, manden med sin barmhjertige tilgivelse har udvirket. „Had vækker splid, kærlighed skjuler alle synder.“ (Ordsp. 10:12) „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi „kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder“.“ (1 Pet. 4:8) „Mine brødre! hvis nogen iblandt jer er faret vild fra sandheden, og der er en, der omvender ham, så skal I vide, at den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder.“ (Jak. 5:19, 20) „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig [og indrømmer sin synd, viser anger og sorg og beder om tilgivelse], så har du vundet din broder.“ Hvis synderen nægter at lytte endog til tilsynsudvalget i sin egen menighed, skal han ekskommuniceres, sagde Jesus. — Matt. 18:15-17, 21, 22.

³¹ Hvis ægtemanden, idet han efterligner Gud og adlyder Kristus, tilgiver sin angrende hustru og undlader, trods sin gode ret, at straffe hende ad lovens vej, hvilken ret har da menigheden til at straffe hende med ekskommunikation eller opstille en åndelig skranke mellem manden og hustruen, når manden søger at hjælpe hende til at bedre sine veje? Menigheden burde samarbejde med ham i disse bestræbelser. Men hvis menigheden udstøder hende, før manden bestemmer sig til at tilgive sin hustru, hvordan stiller sagen sig så? Hvis manden senere tilgiver hende af bibelske grunde, ophæver det ikke automatisk den ekskommunikation, menigheden har foretaget, for nu beror sagen hos menigheden. Hun må henvende sig direkte til menighedens tilsynsudvalg og må opfylde dens krav ved at tage de nødvendige skridt til at blive genoptaget i menigheden. (Sammenlign dette med paragraf 41, de sidste tretten linjer.) En lignende fremgangsmåde skal følges i de tilfælde, hvor den trofaste hustru tilgiver manden, ikke under nogen tvang, trussel eller insisteren fra hans side, men fordi han så åbenlyst angrer, og fordi hun nærer det kærlige ønske at hjælpe manden til at genvinde sit åndelige helbred. „Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru.“ (1 Kor. 7:4) I den tid, hun forvisser sig om hans oprigtige og dybtgående anger og bestræbelser for at bedre sine veje, vil hun derfor holde et vågent øje med hans opførsel og hjælpe ham til at holde sig moralsk og åndeligt ren, værdig til at færdes i den kristne menighed.

32. a) Hvilken fremgangsmåde skal den tilgivende ægtemand følge, hvis han ikke ønsker, at menigheden skal gribe ind? b) Hvad skal menigheden gøre over for den part, hvormed der er blevet begået ægteskabsbrud?

³² I den trofaste ægtemands tilfælde ventes det naturligvis af ham, at han sætter sin hustru på prøve og nøje følger hendes færd og hjælper hende, så hun undgår at synde på ny, og menigheden stoler på, at han handler således. Ellers må menigheden anlægge det syn, at han ikke styrer sit eget hus vel og følgelig ikke er kompetent til at indtage en ansvarsfuld stilling i forbindelse med det åndelige tilsyn af menigheden. I et sådant tilfælde vil menigheden desuden gribe ind og tage affære over for både mand og hustru, fordi han ikke styrer sine hjemlige anliggender på kristen vis. Den person, hvormed der er blevet begået ægteskabsbrud, er måske et medlem af menigheden. I så fald skal vedkommende udstødes og således berøves tjenesteprivilegier, tjenerposter og det kristne fællesskab. Hvis den pågældende efter udstødelsen viser angerens frugter og søger genoptagelse i menigheden, kan en sådan genoptages og sættes på prøve i en længere periode, mindst et år, og hvis han udviser korrekt opførsel, kan de begrænsninger, der er blevet pålagt ham, ophæves, og han blive genoptaget i fuldeste forstand. — 1 Kor. 5:1-5, 13; 2 Kor. 2:5-11.

33. Hvilken berettiget menighedsaktion beskytter den uskyldiges tilgivelse ikke den skyldige imod?

³³ Når en menighed undlader at foretage en udstødelsesaktion, fordi den uskyldige ægtefælle allerede har tilgivet, er det ikke dermed sagt, at den skyldige part ikke bør fratages særligt ansvar og særlige tjenesteforrettigheder i menigheden. Her er det ikke et spørgsmål om udstødelse, men om kvalifikationer til særlige tjenesteposter inden for menigheden. Den skyldige ægtefælle har med sit ægteskabsbrud stillet menigheden i et dårligt lys og bør ikke indtage nogen repræsentativ eller ansvarsfuld post, eftersom han ikke har vist sig værdig eller egnet hertil. Den uskyldige ægtefælles tilgivelse beskytter ikke den skyldige ægtefælle mod menighedens magt til at fjerne den diskvalificerede og i stedet indsætte mænd, der er udadlelige og ikke til anstød for andre.

34. Hvilke eksempler har vi på, at israelitiske ægtemænd tilgav skyldige hustruer?

³⁴ Tilgivelse af en skyldig ægtefælle minder os om profeten Hoseas, hvem Jehova gav befaling om at tage sin utro hustru tilbage, en befaling, han adlød. (Hos. 1:3-6; 3:1, 2) Længe før denne begivenhed, nemlig da Israel havde dommere, tog en levit, hvis navn ikke nævnes, ud på en rejse for at hente sin utro medhustru hjem, men ikke for at gøre hende til skøge. I benjaminitternes by Gibea overgav han hende til hoben, der omringede huset, hvor han havde fået husly. Dog overlod han hende ikke til hobens forgodtbefindende, fordi han ikke elskede hende, men for at redde sit hellige levitembede fra at blive vanhelliget som følge af påtvunget homoseksualitet. Han bifaldt ikke hobens krænkelse af hans hustru eller medhustru. I sin harme gjorde han det til et stridsspørgsmål for hele Israels folk. Han æggede de forargede elleve Israels stammer til at straffe den skyldige by og Benjamins stamme i en krig, der næsten helt udryddede den skyldige stamme. Det gav de elleve broderstammer oprejsning som forkæmpere for nationens renhed. — Dommerne, kapitel 19 og 20.

35. Hvilket hensyn kan have fået Paulus til kun at beordre udstødelse af den korinter, der gjorde sig skyldig i utugt med sin faders hustru?

³⁵ I den sag om ægteskabsbrud, som apostelen Paulus behandlede, og som omtales i 1 Korinter 5:1-13, bød han, at den mand, der havde gjort sig skyldig i utugt, skulle udstødes af menigheden, fordi han virkede som en giftspredende surdej. Hvorfor gav Paulus i kraft af sin apostolske myndighed ikke menigheden påbud om, at den lige så skyldige kvinde, hvis hun var et medlem af menigheden, skulle udstødes? Hun var gift med den skyldiges fader, og apostelen Paulus ville respektere den behandling, ægtemanden ville give sin skyldige hustru. Følgelig var det kun den angrende mand, Paulus senere anbefalede, at menigheden skulle genoptage og frelse fra Satans anslag.

36. Hvorfor kan man ikke kræve erstatning for begået ægteskabsbrud?

³⁶ At en ægtefælle tilgiver den anden part på denne måde, er noget helt andet end at lade en hustru bedrive hor, for derpå at kræve erstatning af den, der har krænket hende. Nogle polygamister holder en række medhustruer udelukkende med det for øje at prostituere dem, for gang på gang at kræve erstatning for krænkelse af den samme medhustru. Det er værre end at lade ens datter bedrive utugt. (3 Mos. 19:29) Hvis en ægtefælle tilgiver den anden part og atter tager den pågældende til sig, skal det ske uden inddrivelse af en sådan skadeserstatning. At tage sig betalt er det samme som at se igennem fingre med ægteskabsbrud og skaffe sig økonomisk fordel deraf. Tilgivelse af den skyldige uden at forlange noget erstatningsbeløb holder den uskyldige ren. Det får ham til at indse det syndige i en sådan uren adfærd fremfor at se på den økonomiske fordel, der muligvis kunne opnås ved på denne onde måde at lade hustruen prostituere sig.

37. Hvad skal de gøre, som, før de kom ind i sandheden, har giftet sig igen efter en ubibelsk skilsmisse, og hvorfor?

³⁷ Inden en mand er kommet til kundskab om Guds sandhed og Guds krav, er han måske blevet lovformeligt skilt fra sin hustru, men på ubibelsk grundlag, og senere har han giftet sig igen. Hvis denne mand nu holder det nye ægteskab i ære og tager imod budskabet om Riget, kan den kristne menighed intet gøre for at forandre hans ægteskabelige forhold. Den må anerkende ham i det ægteskabelige forhold, han befandt sig i, da Guds budskab krydsede hans vej, og stole på, at Gud tilgiver ham, hvad han har gjort, da han ikke vidste bedre; han syndede af uvidenhed. Men den kristne menighed må forlange, at han lever op til sine forpligtelser i sit andet lovformelige ægteskab. Ellers kan den ikke tro, at hans indvielse til Gud er blevet accepteret, og følgelig ikke tillade ham vanddåben.

38. Hvad bør menigheden først gøre, såfremt en kristen ønsker at lade sig skille fra sin utro, indviede ægtefælle?

³⁸ Hvis en gift kristen begår ægteskabsbrud, vil den kristne ægtefælle måske forlange skilsmisse. Men for ikke at bringe unødig vanære over Jehovas folk som følge af et af hans vidners skændige troløshed, skal den kristne menighed først ekskommunicere det utro medlem. Så kan den rene, uskyldige ægtefælle indlede skilsmisseproces mod den utro, der nu ikke længere er et medlem af menigheden, ikke et af Jehovas vidner. På denne måde lider den teokratiske organisation ingen offentlig vanære.

39, 40. a) Hvad skal menigheden holde øje med vedrørende fraskilte, der har opnået skilsmisse på ubibelsk grundlag, og hvornår skal den gribe ind? b) Hvorfor giver anger efter en ubibelsk skilsmisse ikke frihed til at indgå nyt ægteskab?

³⁹ Alt i alt er det den kristne menigheds pligt at mærke sig det egentlige grundlag for en skilsmisse opnået af et medlem eller af et ægtepar i menigheden. Hvis grundlaget er ubibelsk, skal menigheden holde øje med de fraskiltes adfærd. I en skilsmisseproces bliver umoralsk opførsel ikke altid anført som grund, og det fremgår heller ikke altid af selve den juridiske kendelse. I nogle lande bliver skilsmissegrunden opgivet som injures graves et publiques („alvorlige og offentlige krænkelser“). Det betyder næsten altid ægteskabsbrud. Men for at beskytte de uskyldige mod vanære og offentlig skam giver man kendelsen denne ordlyd. Menigheden skal skaffe sig oplysning om den nøjagtige grund. Den kan ikke ekskommunicere et medlem, blot fordi vedkommende har opnået skilsmisse på ubibelsk grundlag. Kun hvis dette medlem gifter sig igen, inden den fraskilte ægtefælle dør eller gør sig skyldig i umoralitet, vil menigheden udstøde vedkommende for at have indgået nyt ægteskab og dermed gjort sig skyldig i hor.

⁴⁰ Selv om en kristen beder Gud om tilgivelse, fordi han har opnået en ubibelsk skilsmisse, giver det ham ikke frihed til at gifte sig igen. At han har fået sine synder forladt i al almindelighed, annullerer ikke det lovformelige ægteskab, der blev ophævet på ubibelsk grundlag. Det ændrer intet ved hans ægteskabelige stilling. Hvis det gjorde det, så ville den, der lader sig skille fra en anden på ubibelsk grundlag, ikke bedrive hor ved indgåelse af et nyt ægteskab. Husk: Et ægteskab, der er brudt ved ubibelsk skilsmisse, hvad enten det skete før eller efter, at den pågældende indviede sig til Gud, er ikke opløst i Guds øjne, fordi den fraskilte beder om hans tilgivelse, lige så lidt som en forbryder i fængsel, der opnår Guds tilgivelse, får sin fængselsstraf eftergivet og frihed til at gå ud af fængselsporten, når det behager ham. Et nyt ægteskab uden bibelsk medhold eller bemyndigelse er ægteskabsbrud, og menigheden vil udstøde den skyldige. På lignende vis begår den kristne, der gifter sig med en verdslig partner, som er skilt på ubibelsk grundlag, ægteskabsbrud og bør udstødes. — Rom. 7:2-4; 1 Kor. 7:39.

41. a) Hvad giver den ene parts indgåelse af et nyt ægteskab på uret grundlag den uskyldige, som er forblevet ugift, ret til? b) Hvad skal man gøre over for den part, som med urette indgår nyt ægteskab, og hvad vil en sådan for stedse være udelukket fra?

⁴¹ Indgåelse af et nyt ægteskab på uret grundlag vil gøre en skilsmisse gyldig for den uskyldige part og give ham frihed til at forblive i menigheden og gifte sig igen, hvis han træffer et sådant valg. Dog skal den, som med urette gifter sig igen, udstødes for ægteskabsbrud, hvilket bringer ham i en meget farlig stilling, der truer hans evige tilværelse. „Han, som begår ægteskabsbrud, er blottet for fornuft; han, som gør det, ødelægger sig selv.“ (Ordsp. 6:32, RS) Kun genoptagelse kan redde ham. Men den, som har giftet sig igen på ubibelsk grundlag, kan ikke genoptages i menigheden i fuldeste forstand, bare fordi han angrer. Efter at han er blevet genoptaget, skal han sættes på en tilstrækkelig lang prøve, mindst et år, så han kan vise frugterne af en oprigtig anger samt den rette respekt for ægteskabet. Hans lovformelige ægteskab er stadig gyldigt ifølge landets lov, og der skal retslige grunde til at få det opløst ved dom. Selv om hans tidligere, på ubibelsk grundlag fraskilte hustru skulle dø eller gifte sig igen, efter at han selv indgik ægteskab, kan han ikke dermed automatisk genoptages. Han må stadig angre, bekende sin synd, bede om genoptagelse og underkaste sig en prøvetid. Hvis angeren bærer den forventede frugt, således at han i sit nye ægteskab opfylder sine pligter på rette måde, og hvis han bliver helt genoptaget i menigheden, vil han for stedse mangle forudsætninger for at indtage nogen officiel og ansvarsfuld stilling, der kræver eksemplarisk opførsel, eller for at modtage noget privilegium i menigheden. Hans egen fortid i sandheden er ikke noget godt eksempel.

42. Hvorfor er de, som holder de gudgivne ægteskabelige pligter i hævd, lykkelige?

[Fodnote]