Spørgsmål fra læserne

● Jeg ved at Bibelen siger at en kristen hustru skal elske og respektere sin mand, men min mand drikker. Hvordan kan man elske og respektere en mand der gør det? — C. N., U.S.A.

Forståeligt nok vil en kristen hustru i denne situation føle sig frastødt af sin mands drikkeri. Bibelen viser klart at Jehova misbilliger drukkenskab. (1 Kor. 5:11; Gal. 5:21) Det kan medføre mange andre urette handlinger, og Guds ord formaner: „I, som elsker [Jehova], had det onde!“ (Sl. 97:10) Dette skriftsted siger dog ikke at en hustru skal hade sin mand. Hun kan hade den dårlige last og hvad den medfører, men ikke sin mand. Herren Jesus sagde til sine disciple at de oven i købet skulle elske deres fjender. (Matt. 5:44) Samtidig med at vi føler med en hustru der befinder sig i denne situation, som vi ved er både vanskelig og ubehagelig, må vi dog fastholde at hun bør bestræbe sig for at elske sin mand og hjælpe ham af med hans låst.

Som spørgeren selv anerkender, befaler Guds ord at en hustru skal elske og respektere sin ægtemand, idet der blandt andet siges: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; . . . hustruen skal have ærefrygt [dyb respekt, NW] for sin mand!“ (Ef. 5:22, 33) Ægtemanden har af Gud fået overdraget ansvaret for familien og indtager derfor en overordnet plads i familien, hvad enten han i alle måder lever op til Guds krav eller ej. Hustruen bør have respekt for hans stilling i familien, selv om hun ikke kan billige alt hvad han gør.

Som eksempel kan vi tage den kristnes syn på den verdslige stat, øvrigheden. Den har ret til en kristen kvindes respekt og relative underkastelse. (Tit. 3:1; Rom. 13:7) Det betyder ikke at hun anerkender den moralnorm som visse af statens embedsmænd følger, og heller ikke at hun billiger alle deres handlinger og meninger. Ja, daglig ser hun måske tilmed beviser for statens korruption, for eksempel at den tager imod bestikkelse, viser partiskhed og ikke håndhæver loven. Dog viser hun, så vidt muligt, respekt for dens stilling, da Gud siger at det skal hun. På samme måde kan en hustru arbejde på at opelske større respekt for sin mands embede eller stilling i familien. — Tit. 2:4, 5.

Før hun giftede sig havde hun respekt for den mand som nu er hendes ægtemand, og for den stilling han ville komme til at indtage som hendes ægtefælle og overhoved. Det er muligt at hun, efter at hun har været gift nogen tid, opdager noget ved ham som hun ikke kendte til eller ventede før hun giftede sig. Sådan er det i alle ægteskaber. Hun opdager måske sider og egenskaber hos ham som hun ikke bryder sig om. Men hvis han har øje for det, kan hun sikkert også opdage nye sider af hans personlighed som hun kan respektere og elske. Kan hustruen ikke stadig elske og respektere de sider hos hendes mand som først fik hende til at fatte kærlighed til ham, samt de gode egenskaber hun senere opdager? Er der desuden ikke noget som hun personligt kan gøre for at fremhæve og forstærke hans gode egenskaber og fortrænge de mindre gode? Er det muligt for hende at gøre hjemmet hyggeligere og mere tiltalende, så hendes mand vil synes om at være der? Det er værd at tænke nærmere over disse spørgsmål. De bestræbelser hun gør sig for at opdyrke respekten for sin mand vil bidrage til at give hende en større følelse af tilfredshed.

Mange gange har kristne opdyrket den beundringsværdige egenskab udholdenhed for at fremme det kristne budskab og hjælpe andre fremad på livets vej. Det synes vi er godt, ikke, sandt? Apostelen Paulus skrev: „Vær . . . tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!“ (Rom. 12:12) Betragter den kristne hustru som har en mand der drikker, sin situation som en lejlighed til at vise kristen udholdenhed? Har hun gennem bøn søgt Guds hjælp til at vise udholdenhed? — Es. 50:10.

Vi erkender at disse forslag kan synes vanskelige at gennemføre, især for en kristen hustru hvis kærlighed og tålmodighed har været sat på en svær prøve gennem mange år af en ikke-troende ægtemand. Det kan være meget svært for hende at fortsætte med at prøve at forbedre situationen. Men vi er fast overbevist om at den fuldkomne vejledning som Jehova giver gennem sit ord stadig væk er den bedste man kan få. Som David skrev: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, . . . [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet.“ — Sl. 19:8, 9.

På de første kristnes tid var der i menigheden i Korint nogle kristne hustruer der havde vantro ægtemænd. Uden tvivl gjorde disse ægtemænd noget som satte deres hustruers kærlighed til dem og respekt for dem på prøve. Men hvilket råd gav apostelen Paulus dem? Han skrev: „Hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand?“ Disse ord findes i det samme brev som det hvori han skrev: „Manden er kvindens hoved.“ (1 Kor. 7:16; 11:3) Dette var altså en opmuntring til disse hustruer om at elske og ære deres ægtemænd, selv om de ikke var kristne; i erkendelse af at de med tiden måske ville kunne hjælpe dem til at tjene Jehova. Det kunne meget vel ske! Apostelen Peter skrev at vantro ægtemænd måske kunne vindes ved deres hustruers „rene adfærd, forenet med dyb respekt“. — 1 Pet. 3:1, 2, NW.

Det har vist sig at dette også gælder i vor tid. I et tilfælde udholdt en kristen hustru i Massachusetts (USA) sin mands drikkeri og dårlige sprog i over tyve år. Men hendes rene adfærd og dybe respekt for hans stilling som familiens overhoved gjorde sin virkning. Til sidst indså manden at en forandring var nødvendig. Han holdt op med at drikke, ryge og bande, og gik med sin kone og sine voksne børn til møderne i rigssalen. Denne hustru var lykkelig over at hun havde holdt ud. (Læs også den bemærkelsesværdige oplevelse fra Island på siderne 157 og 158 i 1968 Yearbook of Jehovah’s Witnesses.)

Måske andre kristne hustruer med tiden også vil erfare denne glæde. Det håber vi. Men selv om det synes umuligt i visse tilfælde, kan disse hustruer arbejde på at opdyrke respekt for og kærlighed til deres ægtemænd og således vise at de anerkender og værdsætter den ægteskabelige ordning og deres ægtemænds gudgivne stilling.