En fortjent respekt
KNØSEN som stod på dirigentpodiet var kun ti år gammel, og foran sig havde han et hundrede dygtige musikere, alle virtuoser. Var musikerne forargede over at direktionen havde engageret dette barn til at dirigere et af verdens fineste orkestre? Ja, de betragtede drengen med forargede og trodsige miner; nogle af dem sad endog og suttede på slikpinde!
Men ikke så snart havde drengen løftet taktstokken og begyndt orkesterprøven før de øvede musikere udfoldede al deres virtuositet og rent glemte at dirigenten kun var et barn. Hvordan kan det være at nedladenheden og foragten nu pludselig blev vendt til ærbødig opmærksomhed, agtelse og respekt? Det skyldtes knøsens fænomenale evner, for han var et virkeligt geni. Han kunne hele orkesterstykket udenad, og desuden vidste han nøjagtig hvad han kunne forlange af hvert enkelt instrument. Han kunne høre så snart en af musikerne gjorte en fejl. Selv om han var så ung havde han den rigtige dirigent i sig. Det der er berettet her skete for øvrigt for mere end tyve år siden. Dirigent Maazel står imidlertid på podiet den dag i dag.
Det er ikke blot orkesterledere men også mange andre der i kraft af deres position har krav på ærbødighed og respekt, det vil sige mere end almindelig respekt, for alle mennesker har krav på en vis respekt, men især dog forældre, skolelærere, tilsynsmænd i den kristne menighed og ordets forkyndere — for at nævne nogle få. Skønt alle disse alene i kraft af deres stilling eller embede har krav på andres respekt, ville det dog være bedre for alle parter om de gjorde sig fortjent til den.
Bibelen, der jo kaster et forklarende lys over mange af livets forhold, har også nogle oplysninger at give med hensyn til at vinde respekt. Den fortæller således at engle afstod fra en bestemt handling af respekt for Jehova Gud. Der er ingen tvivl om at Jehova, Skaberen af såvel det synlige som det usynlige, har krav på at alle skabninger viser ham den største respekt. — 2 Pet. 2:11.
Bibelen beretter tillige om et menneske, en Guds skabning, der nød stor respekt blandt sine samtidige, nemlig Job. Denne fortæller selv: „Oldinge rejste sig op og stod, høvdinger standsed i talen og lagde hånd på mund. Stormænds røst forstummed, . . . Vejen valgte jeg for dem og sad som høvding, troned som konge.“ — Job 29:8-10, 25.
Hvorfor viste man Job så stor respekt? Det forklarer han selv med ordene: „Jeg redded den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savned en hjælper; . . . jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. . . . den lovløses tænder brød jeg, rev byttet ud af hans gab.“ Endvidere nævner han en række slette og selviske handlinger som han ikke gjorde sig skyldig i. Kort sagt, skønt „han var mægtigere end alle østens sønner“ fandtes der dog ikke på jorden en så „from og retsindig mand, der frygtede Gud og veg fra det onde“. Man kan let forstå at Job gjorde sig fortjent til den respekt der vistes ham. — Job 29:12, 14, 17; 1:1, 3; 31:5-40.
Guds ord siger at ægtemænd har krav på respekt: „Hustruen skal have ærefrygt [vise dyb respekt] for sin mand!“ Den hebraiske patriark Abraham vandt som ægtemand sin hustrus respekt, ellers ville hun ikke, selv når Abraham ikke var til stede, have kaldt ham „min herre“. Agter din hustru dig lige så højt? Hvordan skal man vinde sin hustrus respekt? Man må være pålidelig, optræde med fasthed når det behøves, være ærlig i pengesager, punktlig, tro over for hustruen, være gavmild og, i særdeleshed, være kærlig og hensynsfuld i små som i store ting samt lægge sig følgende råd på sinde: „Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære.“ — Ef. 5:33; 1 Mos 18:12; 1 Pet. 3:7.
Forældre har krav på at deres børn viser dem respekt. „Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem,“ skrev den kristne apostel Paulus. (Hebr. 12:9) Viser dine børn dig en sådan respekt? Lytter de når du taler til dem, eller er de næsvise? Når de er (eller tror sig) uden for din synsvidde, taler og handler de så på en måde der viser at de har respekt for dig? Selv om du lærer dine børn at vise andre respekt, er det alligevel nødvendigt at du årvågent modvirker den indflydelse som de er ude for fra deres omgangskreds i skolen, fra børn der ikke lærer at respektere deres forældre og andre mennesker. Det er indlysende at forældre ikke bare skal forlange deres børns respekt. Forældrene må ved deres optræden vinde børnenes respekt, og derfor må de være konsekvente i deres handlemåde over for børnene og desuden upartiske og rimelige, så børnene forstår at når der forlanges noget af dem har det altid gode grunde. Forældre skal optræde med fasthed når de irettesætter og tugter børnene, og det er tillige meget vigtigt at de optræder behersket, for hvis de taber besindelsen mister de børnenes respekt.
Hvad der her er sagt om forældre gælder også andre, deriblandt skolelærere og professorer. Disse må dog endvidere være i besiddelse af så megen viden om de emner de skal undervise eleverne og studenterne i, at der står respekt om dem. Hvis de forsøger at dupere eleverne vil de snart opdage at respekten for dem er forduftet.
Til dem som skal vises respekt i kraft af deres gerning hører også de kristne forkyndere. Hvis du er forkynder af Guds ord må du fremfor nogen andre give agt på hvordan du opfører dig. Du „bør også have godt lov blandt dem, som er udenfor“. Og i lighed med andre der er beskæftiget med undervisning bør du have et fond af nøjagtig viden således at din forkyndelse og undervisning virker overbevisende. Kun hvis du kan efterkomme disse krav kan du gøre dig håb om at vinde den respekt som tilkommer dig. — 1 Tim. 3:7; 4:16.
Der er derfor ingen tvivl om at selv om man i kraft af den stilling man beklæder har krav på andres respekt, er det langt bedre at man gør sig fortjent til den ved sine egenskaber, sin indsats og sin livsførelse.