De unge, deres forældre og den kristne menighed
SOM I unge udmærket er klar over, stilles I ofte over for at skulle træffe afgørelser. Nogle af jer har også lagt mærke til at resultatet som regel bliver godt når I træffer en forstandig afgørelse. Er det ræsonnement der ligger til grund for afgørelsen derimod ikke fornuftigt, kan det ødelægge hele livet for en. Hvor kan man da få den hjælp der er så hårdt tiltrængt for at man kan klare de problemer der opstår i ens liv? Kærligt har Jehova i Bibelen angivet nogle retningslinjer som kan beskytte og varigt gavne os.
Selv om vi måske har læst ordene før, så lad os alligevel se på den vise formaning i Ordsprogene 6:20-22, idet vi husker at løsningen på vore problemer meget vel kan findes her: „Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring, bind dem altid på dit hjerte, knyt dem fast om din hals; på din vandring lede den [visdommen] dig, på dit leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner.“
Gud har altså ikke overladt jer unge til jer selv, så I gennem erfaringer og fejltagelser selv må finde ud af hvad livet drejer sig om. Viseligt har han forordnet det således at I vokser op under familieordningens beskyttelse. Jeres forældre, som har været ude for mange af de problemer I vil blive stillet over for, er der for at vejlede jer. Hvis I gør som Bibelen siger og altid lægger jer jeres forældres råd på sinde og retter jer efter deres vejledning, vil det være en hjælp for jer til at klare livets problemer. Det er især tilfældet hvis jeres forældre er Jehova helt hengivne.
Ved at vise dyb respekt for jeres jordiske forældre, lægger I grundvolden til et ret forhold til jeres himmelske Fader, Jehova Gud, og hans moderlignende organisation. Det er „Herren velbehageligt“ at I adlyder jeres jordiske forældre, for det er Guds vilje. — Kol. 3:20.
I forældre, som også ønsker at gøre hvad der er „Herren velbehageligt“, gør vel i at lægge vægt på ikke alene at lade jeres egne iagttagelser gå videre til jeres børn, men også at bibringe dem nøjagtig kundskab fra Guds ord og en dyb værdsættelse af det. I fædre har hovedansvaret i denne henseende, for det er jer Guds ord har udpeget til at være familiens overhoved. Efeserbrevet 6:4 siger tydeligt: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“
Dette kræver tid og kræfter, og du må samarbejde med din hustru. I må drøfte Guds ord i hjemmet og tålmodigt repetere det så I kan huske det. (5 Mos. 6:4-7) Som fader må du hjælpe dine børn til at forstå nøjagtigt hvad Bibelen mener når den siger at man skal „fly ungdomslysterne“, og hvorfor den siger at „hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham“. (2 Tim. 2:22; 1 Joh. 2:15) Ja, du må hjælpe hvert enkelt medlem af din familie til at anvende Bibelens principper i de situationer de måtte komme ud for. Gør du det, bliver resultatet en stærk familie der er til behag for Jehova. Undlader familiefaderen derimod at skuldre sit ansvar, vil problemerne mangedobles.
Det er også velbehageligt for Herren at familien overværer og deltager i de møder den kristne menighed afholder, og at den er med i forkyndelsen, ikke blot af og til, men regelmæssigt. Måske har dette allerede styrket din familie åndeligt og knyttet den nærmere sammen. Som du har set, er det at overvære og deltage i møderne en hjælp for hver enkelt til at holde sig vågen for sine forpligtelser over for Gud, over for familiens øvrige medlemmer, og over for alle andre. Når hele familien benytter sig af disse muligheder for at blive opbygget åndeligt, bliver det lettere for den at få del i Guds ånd, og alle bliver i stand til at bære denne ånds eftertragtede frugter. På denne måde vil familien også være beskyttet mod at bukke under for kødets gerninger og miste Jehovas godkendelse. — Gal. 5:19-24; Rom. 8:8.
Hvem træffer afgørelserne?
I unge som er blevet opdraget i overensstemmelse med dette gode kristne livsmønster, beskyttes således mod uforvarende at blive forledt til umoralske og kriminelle handlinger. I kender Bibelens princip om hvem der er familiens overhoved, og I ved at jeres fader, så længe I er mindreårige, har det afgørende ord med hensyn til hvad I må og ikke må. (Ordsp. 4:1) Når der opstår problemer, ved I at I bør hente råd hos ham og derpå handle efter hans vejledning. Det kan godt være at andre børn af deres forældre får lov til at gøre noget du ikke må, og du kender sandsynligvis unge der benytter sig af at henvise til hvad andre børn må, for at få deres egne forældre til at give dem lov til at gøre det samme. Du viser imidlertid at du har et sundt kristent udsyn hvis du i stedet villigt retter dig efter dine forældres afgørelser og prøver at forstå at Gud har forordnet det således til dit bedste.
I de hjem hvor hustruen er en indviet kristen og manden ikke er det, er det naturligvis mere indviklet. Men Bibelens principper gælder stadig; manden og faderen er familiens overhoved, og det er ham der har hovedansvaret for børnene. (Kol. 3:18; 1 Pet. 3:1) Børn i et sådant hjem bør ikke ignorere deres faders ønsker. Mens de er mindreårige, har han myndighed over dem. Samtidig gør de vel i at følge deres moders eksempel på gudhengivenhed, idet de går med hende til møderne i den kristne menighed og opbygger en stærk tro på Jehova Gud og hans retfærdige veje. I de tilfælde hvor faderen måske ikke tillader sine børn at gå til disse møder, må de unge der ønsker at behage Jehova lytte opmærksomt når deres moder taler med dem derhjemme og forklarer dem de bibelske principper der bør lede deres ønsker og deres opførsel. — Ap. G. 16:1, 2.
Når der opstår problemer
I nutidens verden, som er fuld af dårlig påvirkning, må forældre hele tiden være klar over hvad deres børn foretager sig, så de kan lede dem på den rette måde. Men hvad nu hvis et barn, trods forældrenes anstrengelser for at lede det ad den rette vej, kommer i dårligt selskab og deltager i noget der ikke sømmer sig for en kristen? Hvad kan man så gøre?
Når der er tale om en mindreårig, er det bedst at han eller hun taler med sine forældre og fortæller dem nøjagtigt hvad der er sket. Man kan her stille spørgsmålet om børnene nærer en sådan fortrolighed til jer forældre at de uden tøven kommer til jer for at tale om problemerne når de opstår. Hvis barnet havde lyttet til jeres råd, ville det sandsynligvis ikke være kommet i vanskeligheder. Men nogle unge skal have en alvorlig forskrækkelse før de forstår at deres forældre virkelig forsøger at hjælpe og beskytte dem, og at de ikke blot prøver at hindre dem i at more sig.
Hvis I som forældre, efter at have hørt hvad der er sket, mener at der bør tages skridt til at råde bod på den skade som jeres barn har forvoldt, så er det jer selv der må sørge for at det sker. Hvis I føler at der bør gives en undskyldning eller ydes en skadeserstatning, så må I selv sørge for at det bliver gjort. Det er jeres opgave som forældre at klare sagen, og hvis I mener at det er nødvendigt at pålægge barnet visse begrænsninger for at hindre en gentagelse af det der er sket, så er det noget I selv må ordne. — Hebr. 12:9.
Det påhviler ikke de modne brødre der udgør udvalget i den lokale menighed af Jehovas vidner at opdrage børnene og irettesætte og vejlede dem hvis de kommer i vanskeligheder. Det gælder også, selv om børnene er indviede og døbte medlemmer af menigheden. Det er forældrenes opgave, især faderens. Hvis barnets opførsel stiller Jehovas folks menighed i et dårligt lys, bør forældrene fortælle menighedens udvalg hvad de har gjort for at bringe sagen i orden. Men så længe de skuldrer deres ansvar kan udvalget ikke skride ind. Hvis forældre imidlertid lader deres indviede børn passe sig selv og opføre sig løsagtigt, og kun gør lidt eller måske slet intet for at holde skik på dem, kan menighedens udvalg undersøge sagen. Dette skal udvalget imidlertid først og fremmest søge at gøre gennem forældrene, da de er ansvarlige for børnene. Hvis forældrene stadig ikke tager hånd i hanke med forholdene, selv efter at der er givet dem kærlig vejledning, kan menighedens udvalg tage de skridt der er nødvendige i forbindelse med børnene, for at holde menigheden ren. Hvis en indviet og døbt mindreårig fremturer i en alvorlig overtrædelse og nægter at underlægge sig den prøve som forældrene pålægger vedkommende, vil menigheden tage skridt til at udstøde den unge hårdnakkede synder.
Men denne ulykkelige situation, som i åndelig henseende kan få skæbnesvangre følger, behøver aldrig at opstå. Bibelens principper og menighedens bestræbelser går ikke i retning af at menigheden skal blande sig i familiens anliggender, men i retning af at styrke familiebåndene. I fædre må nu lægge familiens forhold til rette så opmærksomheden samles om hvert enkelt medlems åndelige velfærd, så alle kan blive stærke i troen og følge en handlemåde der vil være til ære for Gud. I unge må gøre det til en vane at fortælle jeres forældre hvad I foretager jer, søge råd hos dem og følge deres anvisninger, ikke kun når I har lyst til det, men altid, fordi det er „Herren velbehageligt“. På denne måde vil alle unge, deres forældre, og den kristne menighed bevare en høj standard, der vil få andre til også at prise Gud. — 1 Pet. 2:12.