Den kærlighed der fører til livet

„Åndens frugt er kærlighed.“ — Gal. 5:22.

 1. Hvilke spørgsmål viser det forståelige i at grækerne havde fire ord for begrebet kærlighed? Hvorfor skulle vi være interesserede i svarene på disse spørgsmål?

„GRÆKERNE havde et ord for det,“ er der en talemåde der siger. Grækerne havde dog ikke blot ét men hele fire ord for begrebet kærlighed, alt efter under hvilken synsvinkel man betragtede denne egenskab, nemlig ordene éros, storgé, philía og agápe. Det er der intet mærkeligt i, for kærligheden er en særdeles kompliceret egenskab, og man behøver blot at standse op her og selv prøve at definere den for at blive overbevist om at det forholder sig sådan. Hvad er kærlighed egentlig? Er det blot en følelse, en impuls? Er den altid ledsaget af hengivenhed, og kan man kun vise kærlighed mod dem man beundrer og føler sig tiltrukket af eller i det mindste nærer nogen sympati for på grund af de egenskaber de ejer? Kan man elske en, selv om man egentlig ikke synes om vedkommende? Hvorfra udspringer kærligheden? Fra hjertet eller sindet eller fra begge? Og endelig: Findes der noget hvormed man kan måle kærligheden og prøve dens sande karakter og værd? Vi har brug for at vide dette, for ligesom „ikke alt det der glimrer er guld“, er heller ikke det der ser ud som kærlighed altid kærlighed. Den kan være lige så falsk som Judas’ sidste kys; der var ømt men forræderisk. — Mark. 14:44, 45.

 2. Hvoraf fremgår det at kærlighed er noget man kan lære?

² „Kærlighed er det sværeste at lære i kristendommen; men netop derfor skulle vi sætte alt ind på at tilegne os denne egenskab.“ Således skrev William Penn, grundlæggeren af staten Pennsylvanien. Selv om det er mærkeligt at tænke sig kærlighed som noget man kan lære, viser Bibelen dog tydeligt at det kan lade sig gøre. (1 Tess. 4:9, 10) Ordet „discipel“ betyder bogstaveligt lærling eller elev, og aftenen før sin død sagde Guds søn til dem han havde oplært og undervist: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35.

 3. (a) Hvorfor er sand kærlighed det der kendetegner sande kristne? (b) Hvilken fare står den kristne menighed overfor i dag?

³ En kærlighed af den art måtte være sjælden, så sjælden at den ville adskille Jesu sande disciple eller elever fra alle andre mennesker på jorden og være deres særlige kendetegn. Det var tilfældet på Jesu tid. Gælder det også i dag? Vi behøver blot at læse aviserne, lytte til radioen, eller betragte vore omgivelser for at se det som apostelen Paulus skrev vi ville komme til at se: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, . . . fjender af det gode, . . . opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Ja, Jesus selv forudsagde at mangelen på sand kærlighed ville blive så stor at endog hans egen menighed ville blive alvorligt berørt deraf. Husk på at det ikke var om verden i almindelighed men om sine egne efterfølgere i endens tid han sagde: „Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ Det betød fare. — Matt. 24:12.

 4. Hvad kan kærlighed være dikteret af? Hvilken beretning viser hvad den sande kærlighed må være dikteret af?

⁴ Hvilken slags kærlighed nærer du? Adskiller den dig fra folk i almindelighed og kendetegner den dig som en Kristi Jesu efterfølger, hans elev eller discipel? Eller er den kærlighed du nærer udelukkende bestemt af følelser og stemninger? Mange mennesker handler på grundlag af en pludselig følelse eller stemning og gør og siger ting som de mener er udtryk for kærlighed. I sin tidligste tid som en Jesu discipel var apostelen Peter tilbøjelig til netop at gøre det. Han handlede impulsivt, efter en pludselig indskydelse, og det bragte ham i vanskeligheder mere end én gang. Da Jesus fortalte sine disciple om sine kommende lidelser og sin død tog Peter ham således impulsivt til side og gik stærkt imod det Jesus havde fortalt idet han sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; du skal bestemt ikke lide denne skæbne.“ Anerkendte Jesus dette følelsesudbrud som et udtryk for sand kærlighed? Beretningen lyder: „Men han vendte ryggen til og sagde til Peter: ’Vig bag mig, Satan! Du er mig en anstødssten, thi du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.’“ — Matt. 16:21-23, NW.

 5. Hvad er den der lader sig lede af følelser i en vis forstand? Hvad kendetegner den sande kærlighed?

⁵ Lader man sig bevæge af sine stemninger er det følelserne og ikke sandheden der behersker sindet. Den der lader sig lede af stemninger og følelser er på en vis måde blind. Vedkommende lukker øjnene for nødvendigheden af at tænke, af at veje de forskellige faktorer mod hinanden for at afgøre hvad der tjener den anden part bedst eller fører til det bedste resultat for alle parter. Sand kærlighed betragter tingene på langt sigt og lader ikke følelserne gribe tøjlerne og føre en ad ukendte stier. Den forvisser sig om at enhver følelse og stemning benyttes som en tilskyndelse i den rigtige retning, en retning som sindet eller fornuften allerede har udpeget for en. — Rom. 8:5-8; se også NW.

 6. (a) Hvad fortæller vor egen fornuft os med hensyn til egenskaben kærlighed? (b) Hvorfor må vi, hvis vi er ærlige, indrømme at vi har brug for guddommelig vejledning i at vise kærlighed?

⁶ Men fremfor alt tænker kærligheden „Guds tanker“. Den erkender sandheden i følgende guddommelige udtalelse: „Som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end Eders og mine tanker højere end Eders.“ (Es. 55:9) På grundlag af vore egne fornuftslutninger kan vi nok se at den menneskelige families medlemmer tydeligvis er skabt til at være afhængige af hinanden og at vi alle har visse behov, såvel fysiske som mentale og åndelige. Endvidere, at mens vi kan opfylde nogle af disse behov selv, må vi dog også se hen til at de som elsker os vil opfylde andre behov, og at vi kun opnår sand lykke når disse behov er opfyldt. Vor fornuft siger os sikkert også at det vi forstår ved et kærligt menneske må være en der har øje for disse behov og bestræber sig for at opfylde dem i så vid udstrækning som muligt, og at eftersom det ikke er muligt at opfylde alle behov, vil vedkommendes kærlighed tilskynde ham til at afgøre hvilke behov der er de nødvendigste og koncentrere sig om dem. Vor fornuft siger os også at det nødvendiggør at man tager mange faktorer og omstændigheder i betragtning, og at den sande kærlighed ikke giver sig til kende i hvad vi personligt måtte foretrække at gøre for den anden, heller ikke i hvad andre måtte mene var det vigtigste, og heller ikke i hvad personen selv måtte ønske i øjeblikket, men snarere i hvad kendsgerningerne viser vil tjene vedkommendes velfærd bedst. Ved en fornuftig gennemtænkning af dette spørgsmål må man også komme til det resultat at foruden alt dette må der, hvis noget skal kaldes kærlighed, være et stærkt ønske til stede om at gøre noget for en anden. Imidlertid vil vi, hvis vi er ærlige, sikkert også indrømme at vi har brug for „Guds tanker“ til at sige os hvordan vi bedst kan opfylde andres behov, hvad deres største behov i virkeligheden er, og hvad der vil tjene dem bedst nu og i fremtiden, samt til i os at opbygge ønsket om at gøre disse ting. Vi vil aldrig gå forkert hvis vi ser hen til Gud, for „lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går“. — Jak. 1:17.

De græske ord for kærlighed

 7. Hvad er grundbetydningen af hvert af de fire græske ord for „kærlighed“?

⁷ Her er det grækerne og deres fire ord for kærlighed atter kommer ind i billedet. I bibelsk tid anvendte grækerne ordet éros som betegnelse for det vi i dag ville kalde den romantiske kærlighed eller kærligheden mellem kønnene. Kærlighed mellem medlemmer af samme familie, som for eksempel forældrenes kærlighed til deres børn, udtryktes med ordet storgé. Ordet philía indeholdt tanken om den hengivenhed venner føler for hinanden, en kærlighed der kendetegnes ved den samhørighedsfølelse der opstår mellem to mennesker som hver især føler sig tiltrukket af den andens personlighed. Endelig brugte de ordet agápe som betegnelse for den kærlighed der er dikteret af principper og som er resultatet af en velovervejet udfoldelse af ens dømmekraft og vilje, en kærlighed der er blottet for selviske interesser.

 8. (a) Hvem kan vi takke for at vi har fået en klar forståelse af disse ord? (b) Hvordan viser deres anvendelse af ordet agápe at det er den kærlighed der fører til livet?

⁸ Det er grækerne der har givet os ordene, men mærkeligt nok er det hebræere, som skrev på græsk, der har bibragt os den klareste forståelse af ordenes betydning. Det er de mænd der skrev Bibelens græske skrifter, og den klare forståelse de har givet os skyldes i første række deres særlige brug af ordet agápe om den kærlighed der hviler på principper (og altså ikke beror på den fysiske tiltrækning, slægtskabsbånd eller samstemmighed mellem personligheder). Ja, ifølge Douglas’ Bible Dictionary er agápe „et af de sjældnest forekommende ord i de klassiske græske værker“. Så mens Platon, Sokrates og Aristoteles sjældent brugte ordet, gjorde Peter, Paulus, Johannes og de andre forfattere til bøgerne fra Mattæus’ evangelium til Åbenbaringens bog brug af det i en udstrækning som aldrig før. I deres skrifter forekommer ordet éros ikke, storgé forekommer kun tre gange, og udsagnsordet philéo forekommer knap et hundrede gange, mens ordet agápe forekommer over 250 gange. Apostelen Johannes anvendte ordet da han skrev: „Gud er kærlighed [agápe].“ (1 Joh. 4:8) Han brugte det da han citerede Jesu ord om at hans disciple skulle kendes på om de havde „indbyrdes kærlighed [agápe]“. (Joh. 13:35) Paulus brugte ordet da han udtalte at „Åndens frugt er kærlighed [agápe]“. (Gal. 5:22) Og eftersom det er „den som sår med henblik på ånden“ der skal „høste evigt liv“, er det af livsvigtig betydning for os at vi tilegner os denne principbetonede kærlighed som er en frugt af Guds ånd. (Gal. 6:8, NW) Det er netop det apostelen Johannes giver udtryk for når han siger: „Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker [agapáo, verbalformen til agápe] brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.“ — 1 Joh. 3:14.

 9. (a) Hvilket spørgsmål opstod på et tidligt tidspunkt i menneskets historie på grund af manglende kærlighed? (b) Hvordan reagerede Jehova Gud på dette udtryk for selviskhed?

⁹ Hvilke principper er det så denne uselviske kærlighed virker efter? I sit skrevne ord åbenbarer Gud det store stridsspørgsmål om herredømmet over universet for os. Dette stridsspørgsmål opstod da en af Guds åndesønner vendte sig mod sin Skaber og i sin ondskab løj om ham over for det første menneskepar i Edens have for at vinde dem over på sin side, selv om det ville koste dem livet. Den første mand, Adam, lagde kun en erotisk kærlighed, et kødeligt begær efter sin hustru Eva, for dagen, og vendte sin himmelske Fader ryggen for at slutte sig til hende i hendes ulydighed. Da han lod lånt om sin retfærdige stilling hos Jehova Gud og satte sin menneskelige fuldkommenhed over styr blev hans evne til at vise sin hustru sand kærlighed nedsat betydeligt. Hans børn ville nu uundgåeligt blive født ufuldkomne, de ville have synden i sig fra fødselen og ville befinde sig i en døende tilstand ligesom han selv. Men trods al denne selviskhed og utaknemmelighed vendte Jehovas egen kærlighed sig ikke til bitterhed. Selv da han udtalte sin retfærdige dom over de tre oprørere forkyndte han samtidig at det var hans hensigt med tiden at frembringe en sæd som ville gøre ende på alt det onde som Guds modstander havde været årsag til. Dette tema løber gennem hele Bibelen mens det følger Guds ledelse af begivenhederne gennem fire tusind år indtil det tidspunkt da han sendte sin højtelskede søn til jorden. Formålet med denne søns komme til jorden var for det første at han skulle hævde sin Faders side i stridsspørgsmålet og afgive bevis på sin ubrydelige loyalitet mod ham som universets retmæssige suveræn, og dernæst at han skulle opfylde menneskenes største behov ved at tilvejebringe en løsesum der kunne befri dem for syndens og dødens forbandelse, hvorved han bragte en forsoning i stand mellem dem og sin himmelske Fader. — 1 Mos. 3:14-24; Joh. 3:16, 36.

10. (a) Hvilket håb giver Bibelens profetier dem der viser sand kærlighed i dag? (b) Hvilken gerning ville kærligheden tilskynde dem til at deltage i?

¹⁰ Bibelen viser også at de goder som dette offer medførte vil blive udstrakt til lydige og kærlige mænd og kvinder under et rige med Kristus Jesus som hersker, og at dette vil resultere i en helt ny tingenes orden på denne jord efter at den gamle tingenes orden, der er grundlagt på selviskhed, vold og ulydighed mod Gud, er blevet fjernet i det universelle Harmagedonslag. Bibelens profetier vidner i forening med vore dages begivenheder og forhold om at vi siden 1914 har levet i „endens tid“ for denne gamle tingenes orden, og at vor generation om kort tid vil se jorden renset for had, begær, stridigheder, mord, tyveri, undertrykkelse, utroskab, bagvaskelse samt alle de andre frugter som en verden der mangler både kærlighed og Guds ånd har frembragt. (Matt. 24:7-14, 33-35; Gal. 5:21) Bibelens profetier viser også at mens kærligheden ville „blive kold“ hos mange af dem der hævdede at være Jesu disciple, var der andre der ville holde ud og udføre et arbejde der i høj grad var udtryk for kærlighed. Hvad var det for et arbejde? Jesus sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14, NW.

11. Hvem lærer os hvad sand kærlighed virkelig er?

¹¹ Vi kan nu forstå hvorfor der siges i 1 Johannes 4:19: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ Kundskaben om Guds kærlige hensigter og gerninger fører til sand forståelse af hvad kærlighed er og skulle mere end noget andet tilskynde os til at efterligne ham. Eftersom mennesket oprindelig er skabt i Guds billede er det vor pligt at give udtryk for en kærlighed der ligner hans. — 1 Mos. 1:26, 27.

Den romantiske kærlighed

12, 13. (a) Ignorerer eller forkaster Bibelen kærligheden mellem kønnene? Begrund svaret. (b) Hvad må den romantiske kærlighed være underlagt for at bidrage til vor lykke, og hvordan fremgår dette af forholdene i det gamle Grækenland og Rom?

¹² Lad os først betragte kærligheden mellem kønnene, den kærlighed som grækerne kaldte éros. Måske spekulerer vi nu på hvilken forbindelse der kan være mellem denne kærlighed og den kærlighed der dikteres af principper (agápe) og som vi lige har omtalt. Det er rigtigt at de kristne bibelskribenter ikke brugte ordet éros, men Bibelen taler dog om denne kærlighed og det ganske ligefremt og uden omsvøb, hvad enhver der har læst beretningerne i Første Mosebog om Adam og Eva, Isak og Rebekka og Jakob og Rakel, samt Salomons Højsang og vejledningen der gives i Ordsprogene 5:15-19 må indrømme. Men den forherliger ikke denne kærlighed. Samtidig med at vi læser at Rebekka var „en såre smuk kvinde“ og at Rakel „havde en dejlig skikkelse og så dejlig ud“ viser Bibelen dog at deres virkelige skønhed lå i deres hengivenhed for den sande Gud Jehova og i deres hengivenhed og respekt for deres ægtemand. (1 Mos. 24:16; 29:17) I sit første brev til korinterne, kapitel 7, giver apostelen Paulus meget direkte vejledning angående den ægteskabelige kærlighed, og han gør det jævnt og ligefremt, uden snerperi.

¹³ Men af alt hvad Bibelen har at sige om denne kærlighed fremgår det klart at den romantiske kærlighed kun kan bidrage til et menneskes lykke når den er under kontrol, ikke når den forgudes; og for at udøve denne kontrol er det nødvendigt at eje den kærlighed der er dikteret af principper. I dag ser det ud til at hele verden begår den samme fejl som de gamle grækere begik. De tilbad Eros som en gud, bøjede sig for hans alter og bragte ham ofre. Romerne gjorde det samme over for deres Cupido, modstykket til grækernes Eros. Men historien viser at denne tilbedelse af kærligheden mellem kønnene blot medfører nedværdigelse, skørlevned og forfald. Måske er det grunden til at bibelskribenterne ikke brugte dette ord.

14. Hvordan kan den kærlighed der er grundlagt på principper løse større, og endog intime, ægteskabelige problemer?

¹⁴ I dag stiger skilsmisseprocenten støt i mange lande som følge af ægteskabelige uoverensstemmelser. I nogle stater i USA er forholdet mellem indgåede ægteskaber og skilsmisser som 2:1. Der er i sandhed et stort behov for den kærlighed der lader sig lede af principper! Mænd og kvinder kunne finde løsningen på mange af ægteskabets mest intime problemer hvis de huskede på at kærligheden [agápe] „gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse“. (1 Kor. 13:5) Spiren til mange ægteskabelige uoverensstemmelser og stridigheder kunne ryddes af vejen hvis begge ægtefæller fulgte det kloge råd som apostelen Paulus giver: „Dog skal også I hver især elske [agapáo] sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand!“ (Ef. 5:33) Når en ægtemand og en hustru er fyldt af denne kærlighed vil deres mål ikke være at besidde men at dele. I stedet for altid at tænke „jeg“, „mig“ og „min“, vil de tænke „vi“, „os“ og „vore“. De vil hver især søge at lære den andens behov og ønsker at kende og derefter i kærlighed benytte denne viden for at glæde den anden.

Kærlighed mellem familiemedlemmer

15. Hvoraf ses det at den kærlighed som ordet storgé dækker, nu befinder sig i en krise, og hvad kan beskytte denne kærlighed?

¹⁵ Er det ikke dejligt at betragte en familie hvis medlemmer holder sammen i kærlighed? Den er omgivet af en særlig skønhed, en charme der gør det til en sand fornøjelse at være gæst hos den. Denne naturlige hengivenhed [storgé på græsk] som familiemedlemmer nærer for hinanden anvendte Paulus for at understrege det nære forhold der burde bestå mellem kristne. (Rom. 12:10) Men han forudsagde også at mennesker i vor tid i almindelighed ville mangle denne „naturlige hengivenhed“. (2 Tim. 3:3, NW) Familien af i går er sandelig ved at gå i opløsning i dag under den moderne tilværelses pres. I flere og flere familier bliver det almindeligt at man ikke længere indtager måltiderne sammen og ikke samles i dagligstuen for at nyde hinandens selskab. Lovovertrædelser, både blandt voksne og unge, splitter hjem efter hjem. Det er fordi den naturlige hengivenhed alene ikke kan holde stand over for tidens pres. Men den kærlighed der er grundlagt på principper kan holde familien sammen, fordi „kærligheden [agápe] . . . er det fuldkomne bånd“. — Kol. 3:14.

16. Hvilket råd giver Bibelen forældre hvis børns evige fremtid ligger dem på sinde?

¹⁶ Forældre! Vil I gerne at jeres børn elsker jer og gør det Bibelen opfordrer til dér hvor den siger: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. ’Ær din fader og din moder,’ dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: ’for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden’“? Vil I gerne at de skal opnå det evige liv på en paradisisk jord under Guds rige? Hvad gør I så i dag for at skuldre jeres ansvar, som udtrykkes i de følgende ord: „Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning“? For at gøre det i vore dage kræves der mere end hengivenhed; der kræves kærlighed som er dikteret af principper. — Ef. 6:1-4.

17. (a) Hvorfor er det ikke udtryk for sand kærlighed at forkæle et barn? (b) Hvordan kan det få skæbnesvangre følger for både forældre og børn hvis forældrene undlader at tugte børnene?

¹⁷ De forældre der undlader at tugte deres børn og opfylder deres mindste ønsker og luner elsker i virkeligheden kun sig selv. Sådanne forældre siger ofte: „Vi ved at drengen egentlig ikke har godt af det, men han vil så gerne, og vi nænner ikke at gøre ham ked af det.“ Her er det ikke barnets fremtidige velfærd forældrene har for øje, men i selviskhed søger de deres egne interesser, idet de er bange for at miste deres barns hengivenhed for en kort tid når de prøver på at opdrage og tugte det. Hvilken fader eller moder ville give sit barn en tidsindstillet bombe at lege med? Det er der ingen der vil, men alligevel er der nogle der gør det, for eksempel i form af en bil, som de forærer deres dreng der er alt for ung til at forstå det ansvar der følger med, eller de gør det ved at give deres datter større frihed end hendes alder tillader. At ofre principperne på hengivenhedens alter er en falsk tilbedelse, og ofte må forældre der har forkælet deres børn senere hungre efter en kærlighed der ikke længere tilbydes dem. Hvilken visdom ligger der ikke i ordsproget: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ (Ordsp. 13:24) Tugt betyder undervisning og opdragelse; og ligesom vor himmelske Fader oplærer og tugter os, således må vi oplære og tugte vore børn hvis vi vil vise dem sand kærlighed. — Hebr. 12:5-11.

Kærlighed mellem venner

18, 19. (a) Hvad er den kærlighed der udtrykkes ved ordet philía grundlagt på, og hvoraf fremgår det at det er rigtigt at vise denne form for kærlighed? (b) Hvad må denne kærlighed mellem venner være underlagt hvis den skal være af varig værdi, og hvad er grunden?

¹⁸ Berigende er også kærligheden mellem venner, af grækerne kaldet philía. Hvor tomt og goldt ville livet ikke være uden venner! Et venskab opstår som regel ved at to mennesker hos hinanden finder egenskaber som de naturligt synes om, sætter pris på og glæder sig over; et venskab kan også sluttes når to mennesker gennem en tid deler oplevelser og erfaringer der danner grundlag for gensidig sympati, hengivenhed og loyalitet. Venner nærer gensidig tillid til hinanden. Kristus Jesus selv knyttede et særligt venskab med tre af sine disciple, nemlig Peter, Jakob og Johannes, og af disse tre nævnes Johannes specielt som den discipel Jesus elskede. — Joh. 19:26; 20:2.

¹⁹ Men skal et venskab være varigt må den hengivenhed man føler for en ven først og fremmest være parret med den principmæssige kærlighed, og derfor lyder apostelen Peters opfordring at vi ’til broderkærligheden [philadelphía] føjer kærlighed [agápe]’. (2 Pet. 1:7, NW) Ellers kunne den venlige hengivenhed man nærer for et andet menneske let udarte sig til smiger og forkælelse; den kunne forlede os til at gå med til noget som ikke er rigtigt og ikke er gavnligt for nogen af parterne, noget som ville vanære Gud og skade vor næste. Men „kærligheden [agápe] gør ikke næsten noget ondt“. — Rom. 13:10.

20. Hvordan tjener Guds valg af venner som en vejledning for os i at vise denne form for kærlighed?

²⁰ Den kærlighed der er ledet af principper bør faktisk vejlede os lige fra begyndelsen ved valget af vore venner og ved opdyrkelsen af venskaber. Hvilket indtryk har det ikke gjort på disciplene da de hørte Jesus sige: „Faderen selv elsker [philéo] jer.“ Men hvad var grunden til at Gud viste dem denne ære? Forklaringen får vi i Jesu næste ord: „Fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.“ (Joh. 16:27) Ja, Gud elsker kun dem, eller skænker kun sit venskab til dem, som fortjener det. (Jak. 2:23) Med god grund advares vi derfor om at „den, der gerne vil være verdens ven [phílos], gør sig . . . til Guds fjende“. Vi bør derfor først og fremmest sørge for at vi vælger vore venner blandt dem der er Guds venner og som elsker ham. — Jak. 4:4.

21. Hvorfor begrænser dette ikke vor kærlighed til kun at omfatte nogle ganske få personer?

²¹ Begrænser det nu vor kærlighed til kun at omfatte nogle ganske få? Nej, for den kærlighed der er ledet af principper [agápe] kan og bør strække sig længere end hengivenheden [philía] ville vove at gå, ja måske i det hele taget ville føle sig tilskyndet til at gå. Det evige livs gave skænkes ikke til dem der blot viser kærlighed og hengivenhed mod en ægtefælle, slægtninge eller nære venner. Jesus sagde: „Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Matt. 5:46-48) Det er altså hævet over enhver tvivl at vi kan elske mennesker, selv om vi ikke synes om dem. Selve vort liv afhænger af om vi gør det.

22. Hvilke spørgsmål må vi hver især tage op til alvorlig overvejelse?

²² Lad os standse op her og spørge os selv: Hvordan forholder det sig med min kærlighed? Er den grundlagt på principper eller blot på følelser? Nærer jeg kun kærlighed til dem som det er naturligt at jeg elsker: min ægtefælle, mine forældre, børn eller venner hvis personlighed falder i min smag? Er selv den kærlighed jeg nærer til dem virkelig dikteret af at deres evige velfærd ligger mig på sinde, eller er den kun udtryk for en hengivenhed jeg nærer for dem på grund af den tilfredsstillelse deres venskab bereder mig? Hvor sand og ægte er min kærlighed? Værdien af hele vort liv kan måles efter svarene på disse spørgsmål. — 1 Kor. 13:1-3.