Hvordan man kan opmuntre andre
1. Hvorfor har alle kristne pligt til at opmuntre hinanden, og hvilke gode eksempler har vi i denne henseende?
ALLE har muligheder for at opmuntre andre og alle påskønner i høj grad at andre har øje for disse muligheder og udnytter dem. Mere end nogen anden sørger Jehova for at opmuntre os; han tilgiver os vore fejl og mangler, opbygger vort håb og styrker os til de prøver og opgaver der ligger foran os. Hans søn Jesus Kristus sørgede ligeledes for opmuntring til dem der havde gode hjerter, idet han gav udtryk for sin medfølelse med de syge og nedbøjede, satte sine disciple et godt eksempel ved at arbejde sammen med dem i forkyndelsen af den gode nyhed, ja ved endog at give sit liv for dem. (Joh. 15:13) Apostlene forstod også at deres opgave ikke alene bestod i at få forkyndelsesarbejdet gjort så effektivt som muligt, men også i at de kærligt opmuntrede deres medarbejdere, og det gjorde de ved at sende dem opmuntrende breve, besøge dem personligt og holde opmuntrende foredrag for menighederne. (1 Pet. 5:12; Hebr. 13:22; Ap. G. 11:23; 20:2, NW) Det er gode eksempler som vi bør efterligne. Og efterligne dem må vi, for Bibelen opfordrer os til at efterligne Gud, at vandre i hans søns fodspor, og at efterligne apostlene som de efterlignede Kristus. Det følger altså heraf at vi har pligt til at opmuntre hverandre. — Ef. 5:1; 1 Pet. 2:21; 1 Kor. 11:1.
2. Hvilken lidet opmuntrende adfærd ser vi blandt mennesker i verden, og hvorfor er den meget udbredt?
2 I den verden der omgiver os er folk imidlertid parate til at kritisere hinanden sønder og sammen, at fordømme andres handlinger og måde at gøre tingene på, blot for selv at vinde frem. De skubber andre til side som kunne blive farlige konkurrenter. På arbejdspladsen må arbejderne ofte savne et anerkendende ord, selv når de har udført godt arbejde, mens de straks må høre for det når de har gjort en fejl. En husmoder kan også let miste humøret når ægtemanden tager hendes arbejde som en selvfølge. Når denne ånd råder, det være sig i hjemmet eller på arbejdspladsen, berøves mennesker glæden ved arbejdet, og de bliver mismodige, ensomme og kede af livet. En af følgerne heraf er at der i hele verden er mere end ti tusind mennesker der daglig berøver sig selv livet. Uanset om det gøres med vilje eller af ren og skær mangel på omtanke, er det da ikke oprørende og topmålt egoistisk at behandle et medmenneske sådan at det drives til selvmord? Hvad er der galt? Hvad mangler der? Opmuntring, ja; men hvad er grunden? Den, at opmuntring udspringer af kærlighed, og vi lever i en kærlighedsgold verden. Det er for længe siden blevet forudsagt at menneskene i disse sidste dage som vi nu oplever, ville „elske sig selv“, og at de i deres forhold til andre ville være „utaknemmelige, illoyale, uden naturlig kærlighed“. — 2 Tim. 3:1-3, NW.
Tænk altid på at give
3, 4. Hvordan bør vi reagere når vi ikke får den opmuntring og anerkendelse vi synes vi burde have?
3 Det er indlysende at ikke alle som vi kommer i berøring med vil virke opmuntrende på os. Nogle er så optaget af sig selv og deres egne problemer at de slet ikke har øje for de muligheder de har for at vise andre venlighed; andre nærer overhovedet ingen skrupler ved at gøre andre ulykkelige. Men skulle deres mangel på hensyntagen til os, få os til at efterligne dem? Det ville være meget dåragtigt! Kristus, ikke selviske mennesker, er vort forbillede. Han behandlede ikke andre dårligt, selv om de behandlede ham dårligt. Selv da hans egne disciple, hans medtroende, som han selv personligt havde givet undervisning og opmuntring, forlod ham, fordømte han dem ikke og opgav alt. Han vidste at det var hans himmelske Faders vilje han ønskede at gøre, og ham overgav han sig til.
4 Jesus anbefalede at vi altid lader vore tanker dreje sig om at give og ikke om at modtage: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ (Ap. G. 20:35, NW) Dette gælder i mange forhold, også når der er tale om opmuntring. Hvis vi tager os meget nær at vi ikke får den opmuntring og anerkendelse som vi synes vi burde have, vil vi til sidst helt miste modet. Men hvorfor ikke hellere være på udkig efter lejligheder til at opmuntre andre og simpelt hen lade de opmuntringer man selv får, være en ekstra tilgift? Tænk på at de der glemmer at opmuntre andre når lejligheden byder sig, ofte gør det fordi de selv er modløse og trænger til opmuntring. Ville det da ikke være bedre at vise dem vor medfølelse ved at styrke dem, i stedet for at blive skuffet over dem og lade dem gøre os kede af det? Selvfølgelig er vi glade for at modtage opmuntring, men vi bliver endnu gladere og lykkeligere når vi selv er med til at give opmuntring.
5. På hvilke måder kan man opmuntre andre?
5 Der er mange måder at opmuntre andre på. En velment anerkendelse kan betyde meget for en arbejder. Et lille ord der udtrykker varm påskønnelse af en venlighed der er vist en, en tjeneste der er gjort en, vil anspore vedkommende til at være én behjælpelig en anden gang. Ofte kan en venlighed som man viser en anden sige mere end ord og den kan også styrke moralen blandt alle som er vidne til det. At vise andre interesse ved at tale med dem og dele en oplevelse med dem, virker også opmuntrende og kan give de ensomme og modløse et lysere syn på tilværelsen. Ja, blot et venligt smil kan varme andre om hjertet. Men det bedste af alt er dog det håb vi kan give andre fra Guds ord og den tilskyndelse som vore ord og vort eksempel kan være for andre ved at give dem styrke og mod til at gøre hvad der er ret. Hvis vi altid tænker på at opmuntre andre, vil vi opdage at lejlighederne til det langt overstiger vore forventninger.
Inden for familien
6. Hvor bør vi først og fremmest søge efter lejligheder til at opmuntre andre, og hvorfor dér?
6 Det mest nærliggende sted at begynde at søge efter lejligheder til at opmuntre er ens eget hjem. Hvis det bliver en vane for os dér, vil det falde os naturligt alle andre steder. Kærlighed er grundlaget for at kunne give opmuntring, og det er også den egenskab der vil holde familien sammen. Herom skrev Paulus til kolossenserne: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ (Kol. 3:12-14) Hvilken glæde og opmuntring at være sammen med mennesker der følger dette gode råd!
7, 8. Hvilke muligheder skulle en mand have for at opmuntre sin hustru, og hvorfor er det vigtigt at han gør det?
7 Det er kun naturligt at en mand gerne vil behage sin hustru, og at en hustru er ivrig efter at behage sin mand. (1 Kor. 7:33, 34) Dog er der få ting der virker så nedbrydende på humøret som det at ens anstrengelser forbliver upåagtede den ene gang efter den anden. Når en husmoder arbejder hårdt for at holde huset rent, lave mad til familien og på andre måder behage sin mand, og det blot tages som en selvfølge at hun gør det, kan det virke nedslående på hende. Nogle vil måske spørge om der er nogen grund til at rose hende for hendes gode arbejde, eftersom hun jo blot gør det man må forvente af hende. Bibelen giver svaret når den siger: „Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov: ’Mange duelige kvinder findes, men du står over dem alle!’“ — Ordsp. 31:28, 29.
8 Men selv om alt heller ikke lykkes som det skal og der sker fejltagelser og uheld, er der ingen grund til at gøre skaden større end den er. Manden kan om nødvendigt påtale det, men må samtidig sørge for at udtrykke sin påskønnelse af det gode arbejde der er udført. Et anerkendende ord, selv for små ting, kan give et menneske fornyet kraft og lyst til at fortsætte og prøve at gøre tingene bedre i fremtiden. Et uheld kan også benyttes som en lejlighed til at opmuntre. Den mand der forstår betydningen af Jesu ord: „Så er de da ikke længer to, men ét kød,“ stiller sig ikke an og begynder at irettesætte hustruen og sige: „Behøvede du nu også at være så klodset?“ Højst sandsynligt er hun allerede dybt ulykkelig over det skete. Hvorfor gøre det værre? Hvorfor ikke være lige så interesseret i hendes følelser som i ens egne? Et venligt ord og lidt hjælp kan gøre underværker. Det er så lidt, men det er tegn på kærlighed, og det er kærlighed der er det fuldkomne bånd. — Matt. 19:5, 6.
9. På hvilke måder kan en kristen hustru opbygge sin mand?
9 En god hustru kan ved sin flid opbygge sin mand. „Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine levedage. Hun våger over husets gænge og spiser ej ladheds brød.“ (Ordsp. 31:11, 12, 27) Hun søger ikke at skubbe sin mand væk fra stillingen som husets overhoved eller at komme uden om ham, men hun samarbejder villigt med ham under hans ledelse. Hun ser ikke blot på hvad der gavner familien i øjeblikket, men tænker på familiens evige velfærd. Hun er „en kvinde, som frygter [Jehova]“. (Ef. 5:22, 23; Ordsp. 31:30) Med den indstilling sætter hun familiens åndelige velfærd først, og hvad det materielle angår, så ser hun sådan på det at „når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det“. På den måde hjælper hun til med at beskytte familien mod materialismens snare og at afværge bekymringer som følge af for store økonomiske forpligtelser, der kan fortrænge tjenesten for Gud. (1 Tim. 6:6-8; Matt. 13:22) Ved at holde andre interesser i baggrunden og ved selv med begejstring og nidkærhed at gå ind for de åndelige interesser, kan hun opmuntre sin mand til at vise de åndelige interesser den opmærksomhed de fortjener.
10. Hvad skulle børnene opmuntres til at bruge deres evner og kræfter på? Af hvilken grund?
10 Hvad børnene angår, hvad kunne da være en kilde til større opmuntring for dem end netop at de lærte at sætte pris på de åndelige værdier? Hvis de ikke får grundig undervisning i de guddommelige principper, vil de bekymringer og skuffelser de møder i livet bestandig opirre dem eller gøre dem kede af det. (Kol 3:21; Ef. 6:4) Det vil ikke være nogen velsignelse for dem hvis de lærer at sætte alt ind på at erhverve sig materielle goder. Hvor frugtesløst at bruge alle sine evner og kræfter på at bygge i en verden som Gud står i begreb med at ødelægge på grund af dens ondskab! Hvor langt bedre og nyttigere, ja hvor langt mere opmuntrende ville det ikke være at vie sit liv til tjenesten for Gud, om muligt som heltidsforkynder! Som der siges i Salmernes Bog: „Bedre een dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte.“ (Sl. 84:11) Forældrene kan vise deres kærlighed til deres børn ved at opmuntre dem til at vælge en sådan fremtid. Spørgsmålet melder sig nu: Kan børn lære at opmuntre andre?
11, 12. Har børn muligheder for at opmuntre deres forældre? Hvordan kan de gøre det?
11 Ja, børn kan også lære at tænke på at give. De bør ikke have den indstilling at alle skal stå på pinde for dem. De skal lære at påskønne deres forældres arbejde, at høre efter og adlyde når der tales til dem og villigt at gå deres forældre til hånde med forskellige ting der skal gøres i huset; ja mere end det, de skal også kunne tage initiativ til at tilbyde deres hjælp når de ser der er noget der trænger til at blive gjort. Når de er ude blandt fremmede kan de være en velsignelse både for sig selv og andre. Bibelen giver dem denne vise formaning: „Hør din fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle moder! . . . Den retfærdiges fader jubler; har man avlet en vismand, glædes man ved ham; din fader og moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!“ — Ordsp. 23:22-25; 10:1; 15:20; 19:13.
12 Når børnene retter sig efter denne formaning vil de ikke glemme at vise forældrene deres taknemmelighed, heller ikke når disse er blevet gamle. I Første Timoteus 5:4, 8 gives følgende råd: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ Det er meget opmuntrende for forældrene at se at de ikke er blevet glemt af deres børn blot fordi de er blevet gamle!
Tilsynsmændenes ansvar
13. (a) Hvorfor har tilsynsmænd en særlig pligt til at opmuntre andre? (b) Hvilke punkter kunne man her nævne som tilsynsmændene skulle være opmærksomme på?
13 Selv om alle således bør være til opmuntring for andre, er der, bortset fra et menneskes nærmeste venner og slægtninge, nogle der på grund af deres stilling som tilsynsmænd i menigheden har større mulighed for at øve indflydelse på andre og altså også større muligheder for enten at opmuntre andre eller at slå modet ned hos dem. Dette forpligter dem til, ja pålægger dem ansvaret for, at holde øje med de muligheder de har i så henseende. Her kan de lære meget af de større tilsynsmænds, Jehova Guds og Jesu Kristi, eksempel. Gennem sit sandhedsord opbygger Jehova os og giver os håb; han stiller ikke større krav til os end vi kan magte, men har kærlig omsorg for sit folk. Bruger du som tilsynsmand dine ord til at opbygge dine medarbejdere med? Tager du hensyn til den enkeltes fysiske kræfter og mentale evner? Er de glade for at se dig når du standser op for at tale med dem om deres arbejde, eller bliver de bange og spekulerer på hvad der nu er galt? Jesu disciple var taknemmelige for det fællesskab de havde med Jesus. Skønt de kaldte ham deres herre og mester, var han deres medarbejder. Han var deres tilsynsmand, men en af den slags der satte eksemplet for dem ved at yde en indsats på lige fod med dem i det arbejde der skulle gøres. (1 Pet. 2:25) Han vidste at hans disciple måtte lære ydmyghed, og det lærte han dem, ikke ved at ydmyge dem, men ved i handling at demonstrere for dem hvad ydmyghed er. (Joh. 13:1-17) De der arbejdede sammen med ham fandt at han var „sagtmodig og ydmyg af hjertet“, og ikke hård og bidende i sine bemærkninger eller for travlt optaget til at høre på dem. I hans nærhed fandt de ’hvile for deres sjæle’. — Matt. 11:29.
14. (a) Hvordan viser tilsynsmanden sig som lærer, og hvilken virkning har det på brødrene? (b) Hvilken indflydelse har det på tilsynsmandens forhold til brødrene når ønsket om effektivitet er parret med kærlighed?
14 På samme måde skal den tilsynsmand der ønsker at efterligne Kristus ikke blot fortælle andre hvad de skal gøre, men som en dygtig lærer viser han dem det ved at deltage i arbejdet sammen med dem. Han er et eksempel for hjorden. (1 Tim. 3:2) Eftersom han ikke mener om sig selv at han står over sine kristne brødre, drages de mod ham og har tillid til at de kan se hen til ham efter hjælp. (Matt. 23:8) De ved at han forstår betydningen af at få arbejdet gjort og at han stræber efter at det sker så effektivt som muligt, men de ved også at kærlighed gør ham tålmodig og forstående over for sine medarbejdere.
15. Hvordan skal en tilsynsmand gribe sagen an når nogle kommer til kort i deres arbejde eller ligefrem gør noget der er forkert, og hvad må formålet være?
15 Selvfølgelig vil der fra tid til anden være nogle der ikke gør det de skal eller gør ting der er forkerte, og det er tilsynsmandens opgave at sørge for at forholdet rettes. Er tidspunktet nu inde til at kalde overtræderen til sig og give ham en ordentlig overhaling? Er det nødvendigt? Måske vedkommende ikke gjorde det med vilje. Læg mærke til hvordan Bibelen siger man skal gøre: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Formålet er at bringe et menneske der har snublet, på fode igen, ikke at give ham en omgang. Det kræver en sagtmodig ånd, men resultatet vil være at overtræderen bliver opbygget.
16. Hvordan lagde Elihu den rette indstilling for dagen da han talte til Job?
16 Læg i denne forbindelse mærke til hvordan Elihu indledte sin vejledning til Job: „Men hør nu, Job, på min tale og lyt til alle mine ord! Se, jeg har åbnet min mund, min tunge taler i ganen; mine ord er talt af oprigtigt hjerte, mine læber fører lutret tale. . . . Svar mig, i fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! Se, jeg er din lige for Gud, også jeg er taget af ler; rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min hånd skal ej ligge tyngende på dig.“ Og derefter gik han over til at ræsonnere med Job om tingene. Men læg mærke til hvordan Elihu greb sagen an. Han bønfaldt Job af et oprigtigt hjerte og lod ham forstå at for Guds åsyn var han ikke mere end Job og at Job ikke behøvede at være bange for hvad han, Elihu, havde at sige. Et godt eksempel til efterfølgelse! — Job 33:1-7.
17. Hvilken vejledning gav apostelen Paulus Timoteus vedrørende tilrettevisning af andre, og hvordan skulle sagen gribes an når nogen med vilje fremturede i synd?
17 Det er den samme fremgangsmåde Paulus anbefalede Timoteus da han skrev til ham: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ (1 Tim. 5:1, 2) Når nogen imidlertid fremturer i synd og ikke oprigtigt angrer, skal vedkommende ikke opmuntres til at fortsætte sin urette færd, men han skal opmuntres til at opføre sig ret. Når en sådan forsætlig overtrædelse er blevet påvist og sagen er blevet behandlet af menighedens udvalg, er øjeblikket kommet til at følge den vejledning som Paulus gav senere i brevet, i Første Timoteus 5:20: „Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig [praktiserer synd, NW], så også de andre må frygte.“ — Hebr. 12:7-11.
Alle har muligheder
18. (a) Hvor mange øver indflydelse på andres liv? Hvad bør man sørge for med denne indflydelse? (b) Hvordan kan vi tale opbyggende om kristne tilsynsmænd, og hvordan kan vi tale opbyggende til dem der ønsker at få del i flere tjenesteprivilegier? Hvilke eksempler understreger betydningen heraf?
18 Ægtefæller, børn, menighedstilsynsmænd og menighedens øvrige medlemmer, alle har muligheder for at opmuntre hinanden. Alle øver indflydelse på deres omgivelser. Man kan opbygge eller nedbryde; man kan virke oplivende på andre, eller skabe ligegyldighed. Hvad enten man vil eller ej, påvirker man andre i en eller anden retning. Lad denne påvirkning være til det gode. Vi kan gøre det i vor tale hvis vi følger det gode råd der gives i Kolossenserne 3:8, 9: „Nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund. Lyv ikke for hverandre.“ Hvis vi har fyldt vort sind med gode tanker, hvis vort hjerte er fyldt med sunde ønsker, vil vor tale være opbyggende; for af hjertets overflødighed taler munden. (Matt. 12:34, 35) Hvis vort hjerte er godt, vil vi ikke tale respektløst eller ringeagtende om kristne tilsynsmænd eller om den vejledning vi modtager gennem Jehovas organisation, sådan som Diotrefes i sin tid gjorde, men dem der trofast fører tilsyn med Guds menighed vil vi regne værdige til „dobbelt ære“. (3 Joh. 9; 1 Tim. 5:17) Vi vil heller ikke med vore ord tage modet fra dem der ønsker at få del i flere tjenesteprivilegier ved for eksempel at tage heltidstjenesten op eller rejse ud for at tjene hvor behovet er stort. Vi vil ikke være som de lidettroende spejdere der nedbrød israelitternes mod med deres afskrækkende beretninger, så israelitterne ikke ville drage ind i det forjættede land, men forlangte at komme tilbage til Ægypten. Vi vil nære samme tro som Josua og Kaleb og opmuntre dem til at vise deres mod ved at gribe de tjenestemuligheder der åbner sig for dem. — 4 Mos. 13:27-14:9.
19. På hvilke andre måder kan vi opmuntre andre?
19 Ved vor nidkærhed og trofasthed i tjenesten for Gud kan vi være en kilde til styrke for andre. Når vi nidkært deltager i tjenesten, opmuntrer vi andre til at gøre det samme. Når vi fortæller andre om de gode oplevelser vi har i tjenesten, når vi deler de kundskabsperler vi samler under vort studium af Bibelen, med andre, opmuntrer vi hinanden på samme måde som apostlene gjorde når de besøgte deres kristne brødre. (Ap. G. 15:3, 30, 31) Ved vor interesse og omsorg for dem der er syge og ulykkelige, og dem der er i fængsel for retfærdighedens skyld, ved at holde os i kontakt med dem og besøge dem når det er muligt, styrker vi deres hjerter. (2 Kor. 7:6, 7; Ap. G. 28:15) Ved ikke at gå på kompromis med Satans verden hjælper vi andre til at stå fast. Og ved at være villige til, ikke blot at ulejlige os, men til endog at risikere vort liv og vor frihed om nødvendigt, for at opbygge andre, vil vi give andre mod til at tale Guds ord uden frygt. Måtte alle Jehovas indviede vidner fortsætte med i fuld udstrækning at gøre brug af de muligheder de har for at opmuntre andre.
20. Hvilke råd finder vi i 1 Tessaloniker 5:11-15 med hensyn til at ’opbygge hverandre’?
20 Lad os altså have øje for dem vi omgås og lad os følge vor himmelske Faders og hans søns eksempel ved at opmuntre andre. „Så trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør.“ Når vi taler om vore kristne tilsynsmænd og arbejder sammen med dem, vil vi sørge for at være opbyggende og ikke nedbryde deres omdømme i andres øjne. „Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld. Hold fred med hverandre!“ På den anden side skal de der er tilsynsmænd heller ikke gøre brødrene modløse, men opmuntre dem. „Retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle.“ Uanset hvem vi er eller hvem vi omgås, om vi er hjemme, i menigheden eller på vor verdslige arbejdsplads, må vi rette os efter formaningen: „Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ (1 Tess. 5:11-15) Ja, lad os opmuntre hinanden.