Kæmp den rette kamp

„Vore kampvåben er ikke kødelige, men mægtige ved Gud til at nedbryde ting, som er stærkt forskansede.“ — 2 Kor. 10:4, NW.

 1, 2. Nævn nogle af grundene til, at der føres krig i dag.

I JEHOVAS ord står der skrevet: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid . . . tid til krig og tid til fred.“ I århundreder har jordens nationer ført krig indbyrdes, akkurat som Kristus forudsagde, at der skulle føres krige og høres krigsrygter i tiden forud for den absolutte ende på den nuværende tingenes ordning. Nu lever vi i en periode, da den århundredlange ventetid har nået sit højdepunkt, en periode, da freden har forladt jorden. — Præd. 3:1, 8.

² Er du blevet opdraget til at tro, at alle de ulykker og sorger, de grusomheder og rædsler, krigen fører med sig, kommer fra Gud? Er det rimeligt at tænke, at Gud, der er kærlig, viis og barmhjertig, skulle være ophav til al krigens hærværk og hærgen og til dens tab af dyrebare menneskeliv? Nej, vist ikke. Jakob 3:14-16 og 4:1-4 viser, at griskhed og konflikter, strid og forvirring tværtimod stammer fra dæmonerne, fra Satan, „denne verdens gud“, der som oprører mod Jehova lægger jorden øde i sit umættelige begær efter magt. Hans herredømme over nationerne genspejler sig tydeligt i deres tænkemåde. „Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst.“ Så dybt er de sunket, at vi ser gejstligheden nedbede Guds velsignelse over nationernes kødelige våbenfærd, idet de sætter nationale og religiøse interesser over Guds ord, mens de råber: „Fred, fred! skønt der ikke er fred.“ — Jer. 6:13, 14.

 3. Hvorfor skal vi lade os lede af Bibelen?

³ Hvilken vej gør oprigtige mennesker klogt i at følge midt i denne forvirrede verden? Skal vi følge med strømmen, eller anvises der os en mere sikker vej at slå ind på? Bibelen oplyser os om, at ligesom himmelen er højere end jorden, er Jehovas veje og tanker højere end vore. Altså gør vi klogt i at mærke os hans veje og ikke uden videre afvise dem. Overvej alvorligt, hvad Bibelen siger om den rette krigsførelse, og se selv, om den ikke har langt større praktisk betydning end nationernes krige. Det endeligt, som de, der følger deres egne veje, vil møde, skildres tydeligt for os. Trods deres forbrydelser mod menneskeheden er de så hårdkogte og blottede for al skamfølelse, at de end ikke blues, men „derfor skal de falde på valen; på hjemsøgelsens dag skal de snuble, siger HERREN“. Hvorfor? Fordi de har brudt regnbuepagten, Jehovas lov vedrørende livsblodets hellighed, og nedkaldt hans vrede og harme over nationerne og over deres hære. (Jer. 6:15; Es. 34:1-4) Indtil denne dag har samtlige kriges udfald ikke bragt nogen sikker fred, men kun en erstatning i form af en utryg, væbnet fred.

 4. Hvad vil åndelig krigsførelse sige?

⁴ Nationernes krige føres mod kød og blod. Bibelen pålægger de kristne at kæmpe en åndelig kamp. „Vore kampvåben er ikke kødelige, men mægtige ved Gud“ til at fuldbyrde hans hensigt. For at kunne kæmpe denne åndelige kamp må vi vide, hvad der er årsagen til kampen, og hvad vi kæmper imod. Der er ikke tale om nogen nærkamp eller en kamp om overherredømmet ved hjælp af overlegne videnskabelige ødelæggelsesmetoder. I Efeserbrevet, det sjette kapitel, fortæller Paulus os, at det drejer sig om en kamp, „ikke mod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i de himmelske egne“. Dette betyder på ingen måde, at vi skal kæmpe mod eller modstå vor tids jordiske regeringer. I virkeligheden får vi pålæg om at bede for konger og herskere, for at vi kan leve et roligt og stille liv og gøre den gerning, Gud har tildelt os. Jesus efterlod sine disciple disse ord: „Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet.“ (Joh. 18:36) Den kamp, apostelen Paulus omtalte i sit brev til efeserne, kæmpes mod Satans åndelige organisation, der har behersket og dirigeret jorden i århundreder. — 2 Kor. 10:4; Ef. 6:12, NW; 1 Tim. 2:1-3.

 5. Hvordan er mange blevet slået med blindhed over for sandheden, og hvordan kan vi hjælpe dem?

⁵ Dette stærke dæmoniske herredømme over folkene har bevirket, at de vantros tanker er blevet slået med blindhed, så de ikke ser sandhedens lys. Der er kastet et slør over den gode nyhed, så at de, som vil gå til grunde, ikke kan se eller forstå den. De onde åndemagter i de himmelske egne har spredt mørke og forvirring om sig, hvad angår Guds vilje, fordi de selv befinder sig i et tæt mørke på grund af deres oprør. Hvor godt det er lykkedes dem, kan vi se af den kolossale uvidenhed vedrørende Bibelen, der råder overalt, selv i kristenheden. Trofaste kirkegængere røber en afgrundsdyb uvidenhed om Guds hensigter bortset fra nogle få skriftsteder, de har lært udenad. Men det er i og for sig ikke overraskende, eftersom mange får påbud om ikke at læse publikationer, der omhandler Bibelen, medmindre disse har kirkens godkendelse. De glemmer Guds egen opfordring: „Kom, lad os gå i rette med hinanden,“ eller „ræsonnere sammen“ (KJ). Denne uvidenhed har ført til, at „mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene“. (Es. 1:18; 60:1-3, 19, 20) At bekæmpe virkningen af dette åndelige frafald er en af den kristnes vigtigste opgaver. Ligesom Gideons mænd slog deres krukker itu, så deres fakler kunne skinne klart og slå fjenden med forvirring, således lader Jehovas tjenere på jorden sandhedens lys ses fra den mørkeste krog i den kristne verden til den mørkeste krog i den hedenske.

 6. Forklar den kristne krigsførelse og dens gavnlige virkninger.

⁶ Et af den åndelige kamps glædeligste momenter er at frigive fangerne, forkynde frihed for de indespærrede og lukke fængselsportene op for de bundne. Det foregår ved tålmodigt at lære de retsindige sandheden, gradvis fjerne det slør af overtro og religiøst mørke, som de har vænnet sig til lige fra barndommen af. Når de til sidst er blevet frigjort gennem kundskaben om sandheden, glæder de sig lige så meget som fangen, der sættes på fri fod, eller som den blinde, der får sit syn igen. Skal vi opnå dette resultat, må vi gøre, som Paulus formanede: „Prædik ordet, vær ivrigt optaget deraf, både når tiden er gunstig, og når den er vanskelig, . . . bevar din ligevægt i alle ting, lid ondt, gør en missionærs gerning, fuldfør omhyggeligt din tjeneste.“ Apostelen Paulus siger videre: „Den rette strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ (2 Tim. 4:2-7, NW) Denne form for krigsførelse behøver ingen nation på jorden at frygte, da den føres med folkenes interesser for øje. Den fremmer kundskaben om Gud og kærligheden til ham og til næsten. Det er en positiv kamp, for den opbygger de retsindige mentalt, moralsk og åndeligt. De gavnlige virkninger af den har varig værdi, idet de fører til et liv i Guds gunst. Den er ikke behæftet med nogen af de sædvanlige krigsfølger, såsom bittert fjendskab og knugende trældom, som krigen sår spirerne til, mens den hærger jorden. Tværtimod forener den gudfrygtige kristne strid gennem Guds ord alle slags mennesker af alle nationer i en varig freds og gensidig forståelses ubrydelige bånd.

 7. Nævn eksempler på, hvorledes der er ført en kamp for at hævde den rene tilbedelse.

⁷ I alle verdensdele tager Jehovas vidner del i denne strid for at udbrede bibelkundskab. De fører denne kamp mod mørket helt ind i folks hjem, nøjagtig ligesom Jesus og hans disciple gjorde. Paulus vidste af personlig erfaring, hvilken kamp denne ordets tjeneste betød, og han beretter for os om den religiøse pøbelsværms glødende harme, da den i et forsøg på at skræmme de første kristne i hele to timer vedblev at råbe: „Stor er efesernes Artemis!“ (Ap. G. 19:28) Han fortalte også om de rænker, der blev smedet imod ham, om sine fængslinger og om de slag, han fik, om farerne til vands og til lands, om sine genvordigheder og om de savn, han måtte lide, mens han stred for at udbrede kundskaben om Kristus. (2 Kor. 11:23-27) Kampen er ikke blevet lettere med tiden, men Jehovas vidner har holdt ud i deres fredelige forkyndergerning trods pøbelsværme, forbud og fængsling. I Trinidad blev for nylig fire vagttaarnsmissionærer, uden at man angav nogen grund, erklæret „uønskede gæster“, da de med deres motorbåd ankrede op for at få olie og andre forsyninger, så de kunne fortsætte deres virke blandt befolkningen rundt om på de caraibiske øer. Andre steder er Jehovas vidner blevet angrebet af pøbelsværme, hånet og spottet, landsforvist, skilt fra deres kære, kastet i fængsel, ja straffet med døden, men alt dette til trods har de holdt trofast ud som sande stridsmænd. De har overbragt deres budskab med fred, men det er blevet forkastet med vold. Vi lever ikke alene i en tid med krig blandt nationerne, men også i en tid med intensiv åndelig krigsførelse, som skal fremme forkyndelsen af sandheden.

Uovervindelige våben

 8. Hvorfor må vi spænde sandheden som et bælte om vore lænder? Hvordan gør vi det?

⁸ Hvad kan vi gøre for at være med i denne kamp på Guds vegne? Som det er tilfældet med almindelige soldater, må vi kende vore våben for at kunne kæmpe med dem. Vi må være klar over årsagerne til kampen og overbeviste om, at de er berettigede. På grundlag af sine mange års erfaringer i missionærtjenesten opregnede Paulus de vigtigste dele af den kristne kampudrustning. Han nævnte først, at vi skulle have „sandheden spændt som et bælte“ om vore lænder. Det viser, at sandheden bestandig må være os nær, ja, vi må have den spændt om os som en nødvendig støtte. Dette røber en helt anden indstilling end den, de mennesker lægger for dagen, som vægrer sig ved at drøfte Bibelen, idet de letsindigt affejer enhver diskussion med bemærkningen: „Jeg går i kirke.“ En eller to gange om ugen tager de gudfrygtighedens kappe på, men resten af ugen lægger de den bort. Sådanne giver sig ikke af med at undersøge beskaffenheden eller kvaliteten af det, de anser for at være sandhed, ofte fordi de ikke er videre velbevandret i den troslære, de bekender sig til, endsige i Guds ord. Men nøjagtig kundskab om sandheden er en livsbetingelse for den kristne. Kender vi ikke forskel på sand og falsk tilbedelse, kan vi ikke være med i den kamp, der afslører vildfarelse. (Es. 28:17, 18) Sande kristne er ikke delte. De ved, at der kun findes én sand tro, og den fremholdes i Bibelen. De tror Jesu udtalelse: „Dit ord er sandhed“, og de handler i overensstemmelse med den. Ved hjælp af denne kundskab er de i stand til at kaste ritualers og traditioners lænker af sig og bringe deres sind i samklang med Guds. „Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ — Gal. 5:1; Ef. 6:14; Joh. 17:17.

 9. Hvilken beskyttelse yder retfærdighedens brystskjold?

⁹ Dernæst må vi iføre os retfærdighedens brystskjold. Hvis vi forkynder sandheden, må vi leve i overensstemmelse med den i retfærdighed, ellers er vi ja hyklere og ikke Jehovas sande tjenere. Vi bør tjene med hele vor sjæls varme og ikke være lunkne. De, som giver efter for kødets tilbøjeligheder og lever umoralsk, bliver advaret om, at de aldrig vil arve Guds rige, da selv ganske lidt fordærv hurtigt vil gribe om sig og ødelægge alle vore gode gerninger i Guds øjne. Sådanne kødelige begæringer kæmper mod vor sjæls interesser og må afbødes ved hjælp af retfærdighedens brystskjold. — Gal. 5:9, 13; 1 Pet. 2:11.

10. Hvilken god nyhed får vi befaling til at udbrede?

¹⁰ „Hold derfor stand . . . og tag som sko på jeres fødder den udrustning, der består i den gode nyhed om fred.“ (Ef. 6:14, 15, NW) Det er det budskab og den trøst, Jehovas vidner bringer deres medmennesker. Det er den samme forkyndelse, Jesus lagde vægt på, dengang han sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord . . ., og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) I dag fortæller Jehovas vidner ud over hele jorden folk den gode nyhed, at Kristus er blevet indsat på tronen i himmelen, og at vi lever i en overgangstid, der snart skal bringe alle troende varig fred gennem Guds rige. „Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: Din Gud har vist, han er konge.“ (Es. 52:7) Hvad galt er der ved dette fredens og håbets budskab? Selv disse budbringeres fodtrin er liflige for Gud. Og dog er dette fredsbudskab som en krigserklæring mod Satans organisation.

11. a) Hvordan er troen en beskyttelse, og hvordan opnår man den? b) Anfør eksempler på, hvordan mænd i fortiden viste stor tro.

¹¹ Det er grunden til, at vi bliver formanet til at løfte „troens store skjold, hvormed I vil være i stand til at slukke alle den Ondes brændende pile“. Vi kan vente angreb under denne krigsførelse, og vi må stole på Jehova, hvis vi skal gøre os håb om at kunne fortsætte. Ved tro kan vi overvinde verden, overvinde alle hindringer, der står i vejen for vor trofaste tjeneste. Stærk tro vil hindre, at vi bliver modløse, selv når vor tålmodige forkyndelse ikke har den øjeblikkelige virkning, vi kunne ønske. Noa blev ikke modløs og gav ikke op selv efter mange års forkyndelse. Han vidste, at Gud var trofast. Esajas siger: „Jehova, hvem troede vor beretning? . . . Hele dagen lang strakte jeg hænderne ud mod et folk, der er ulydigt og svarer igen.“ (AS) Dog gav Esajas ikke op, og Paulus mindede romerne herom, fordi han forstod, at selv om mange ikke troede, ville Guds gerning alligevel blive tilendebragt. Men vi kan ikke have tro, medmindre vi har et kundskabsfundament, vi kan bygge den op på. Jo større vor nøjagtige kundskab om Gud er, og jo mere vi bruger den, desto større beskyttelse vil vort troens skjold yde os. — Ef. 6:16, 17, NW; Rom. 10:16, 20, 21; Es. 53:1; 65:2.

12. Hvordan tager vi mod frelsens hjelm?

¹² Tag også mod „frelsens hjelm“ som en del af din rustning, formaner Paulus. Han vidste, hvordan Gud i sin ufortjente godhed mod os var blevet ophav til evig frelse for os gennem Kristus. Denne foranstaltning er en gave, vi må tage imod for at kunne nyde godt af den. Ingen får den påtvunget. Paulus oplevede mange af profetiernes opfyldelse, og derfor skrev han: „Frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.“ (Rom. 13:11) Dette gælder i endnu højere grad de kristne i dag, fordi vi lever i det slægtled, der vil se de troendes frelse. (Åb. 12:10) Det er let at identificere dem, som stiler efter frelse, ikke fordi de bærer en særlig klædedragt, men de er lette at kende på deres tro og gerninger. De lader deres lys skinne ved at leve som kristne vidner for Jehova og forkynde hans ord.

13. Hvorfor er det os en glæde at gribe om åndens sværd, og hvordan bruges det?

¹³ Et meget vigtigt våben under vor åndelige krigsførelse er „åndens sværd, som er Guds ord“. (Ef. 6:17) Det er uundværligt både til angreb og forsvar. (2 Kor. 6:2-10) Hvad er en soldat uden sine våben? eller hvor længe vil han kunne holde stand på slagmarken, hvis han ikke ved, hvordan de skal håndteres? Sådan er det også med en ordets tjener, der har en bibel, men ikke kan bruge den effektivt eller finde skriftstederne. Han er hjælpeløs i den åndelige krigsførelse. Dog befinder mange gejstlige sig i en sådan stilling i dag. Eftersom de forkaster Jehovas ord ved at benægte dets pålidelighed eller inspiration, hvad visdom har de så? Tag imod åndens sværd, siger Paulus. Han roste jøderne i Berøa for deres flittige studium af Skrifterne og deres villighed til at tage imod, hvad der blev bevist for dem. Vi bør gøre som de. Det er gennem sit ord, at Gud åbenbarer sine hensigter og sin vilje med menneskeslægten og stiller sine krav til dem, der ønsker liv. Med dette åndens sværd er vi bevæbnet til angrebet og får kraft fra Gud til at nedbryde ting, som er stærkt forskansede.

14. Hvilke bønner hører Gud?

¹⁴ Paulus fortsætter sin inspirerede formaning: „Mens I med enhver form for bøn og påkaldelse ved enhver lejlighed beder i ånden. Og i det øjemed må I til stadighed holde jer vågne.“ Bøn er det middel, hvorved vi kan nærme os Jehova og meddele os til ham gennem Kristus, denne åndelige krigs leder og hærfører. Vi må bede Gud om hans ånd til at styrke og vejlede os, når som helst vi trænger til hjælp. Han vil høre vor bøn, hvis den er i overensstemmelse med hans vilje, men han nægter at lytte til de bønner, den gamle verdensordnings blodbesudlede krigsherrer opsender i selvisk øjemed. (Es. 1:15; Ef. 6:18, NW) Hvad angår formaningen om til stadighed at holde sig vågen, gælder dette i sandhed en soldat, men det gælder endnu mere for de kristne i disse kritiske tider. Som Kristus var vel vidende om, har verden i almindelighed ikke bemærket hans komme, skønt det er blevet forkyndt vidt og bredt af Jehovas vidner. De fleste sover videre uden at lade sig vække af glædesjubelen over tegnet på hans nærværelse. — Åb. 16:15; Matt. 24:42-44.

15, 16. Hvordan tager vi del i åndelig krigsførelse? Hvilke foranstaltninger er der blevet truffet for os?

¹⁵ Og endelig må enhver stridsmand for Jehova kunne gøre sandheden kendt for andre. Som Paulus sagde: „Så der gives mig evne til at tale, . . . med al talens frimodighed for at gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt . . . så at jeg kan tale derom med den djærvhed, jeg bør.“ (Ef. 6:19, 20, NW) Selv om Paulus skrev som et sendebud i lænker, gjorde han det frit og frimodigt, fordi han til fulde forstod årsagen til og formålet med kampen. Den kristne soldat får kundskab gennem Guds sandhedsord. Fra samme kilde henter han også det mod, der vokser med troen. Når du er godt udrustet med alle disse lysets eller retfærdighedens våben, skal du ikke holde dig ængsteligt tilbage. Natten er langt fremskreden, dagen nærmer sig, og tiden er moden til handling! — Rom. 13:12.

¹⁶ „Lovet være [Jehova], min klippe, som oplærer mine hænder til strid, mine fingre til krig.“ (Sl. 144:1) Ja, hele krigsudrustningen, kundskaben om fjenden, styrke og mod til at gå på, alt dette skænker Jehova os i sin visdom. Dog må vi også gøre vor del. Ligesom eksercits og træning er nødvendig forud for ethvert jordisk slag, således også under åndelig krigsførelse. Jehova ved, hvad vi behøver, og er opmærksom på, hvad vi har brug for, men vi må benytte os af hans foranstaltninger. Hvori består de? Studium, samvær og tjeneste. Hver for sig spiller de en vigtig rolle i vor dygtiggørelse og forberedelse. Studium indbefatter såvel et intenst og regelmæssigt personligt studium som aktiv deltagelse i menighedens studiemøder, begge dele er et led i det oplæringsprogram, der forbereder os til kampen. Gennem vort samvær med Guds folk henter vi mod og tillid samt fuld forvisning om, at vore brødre støtter os af hele deres hjerte. Ingen kan klare sig, hvis han står alene i kampen; samhørighed med andre er en livsbetingelse. I selve tjenesten har vi lejlighed til at prøve vor udrustning, bestyrke vor kundskab og øve os i at bruge åndens sværd. Benyt disse foranstaltninger fra Jehova i fuldt mål, og når du har gjort alt, hvad du evner, vil Gud gøre sit til, at sejren kan blive vundet. Thi „denne skat har vi i lerkar, for at den kraft, der er ud over det normale, må være fra Gud og ikke fra os selv“. — 2 Kor. 4:7-11, NW.

(The Watchtower, 15. juni 1956)