Lad jeres trofasthed stå prøve

„I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed.“ — Jak. 1:2, 3.

 1. Beskriv troen.

JEHOVA er kilden til sand tro. Tro, der bygger på nøjagtig kundskab, er en stærk lænke, der binder mennesker til Gud. Men som det er med en lænke, sådan er det også med troen: den er kun så stærk som dens svageste led. Følgelig er det på sin plads, at vi ransager vor tro, prøver den, om den kan stå for hård belastning, eller om den trænger til at blive styrket. Vor tro på Jehova Gud bygger på et solidt grundlag, nemlig på Bibelens inspirerede beretninger. Der er himmelvid forskel på sand tro og på godtroenhed eller blind overtro. At man har tro vil ikke bare sige, at man tror på noget, fordi andre gør det. Tro lader sig ikke diktere af følelser, og man holder ikke fast ved den af selviske grunde eller for personlig fordels skyld. Grundvolden for tro er logik, fornuft, kendsgerninger og sandhed.

 2, 3. Hvordan kan vi opnå sand tro?

² Sande kristne drives ikke til at tro af frygt for verdensbegivenhederne. Vi kan således ikke godtage den påstand, ærkebiskop Mikael fra Toronto fremsatte, da han sagde: „Kommunismen er en velsignelse i ulveklæder, for den gør menneskeheden mere kristen.“ Kommunismen fremmer så vist ikke sand tro på Gud, og det gør frygt for kommunisme heller ikke. Troen kommer ikke ved tvang. Kan det være til behag for Gud, at mennesker antager kristendommen af frygt for kommunismen? Tager de imod den, fordi den vil beskytte dem imod noget, de er bange for? Nej, troen kommer ikke af frygt, og den bygger ikke på frygt. Bibelen viser, at der er een sand tro og een måde at opnå den på.

³ For at opnå tro må man have en sagtmodig og lærvillig hjertetilstand. Vor tro står ikke til mennesker eller til menneskelig visdom, thi den overgås langt af vor Skabers kundskab, der ingen grænser kender. Intet under, at Bibelen siger, at verdens visdom er dårskab for Gud. Troen kommer ikke af nogen menneskelig visdom, men gennem studiet af Bibelen, Guds sandhedsord. Det er grundvolden for sand tro. Dog er kundskab i sig selv ikke nok til at give et menneske tro. Den må være parret med forståelse, og forståelsen kommer gennem Guds organisation og ved hjælp af hans ånd. (1 Kor. 2:9, 10) For at grundfæste sine apostle i troen forklarede Jesus betydningen af den tids begivenheder for dem: „Idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle Skrifterne handlede om ham.“ (Luk. 24:27) Hans apostle havde denne belæring og retledning behov, for i Apostlenes Gerninger 1:6 ser vi, at de ventede, at Israels rige skulle oprettes under Jesu jordiske tjenestegerning. På lignende måde må vor tro opbygges ved, at vi med et åbent sind hører Guds ord og belæring fremholdt af sådanne, som har samme dyrebare tro.

 4. Hvad er troens grundvold?

⁴ Et eksempel på troens faste grundvold giver Paulus os i 1 Korinter, det 15. kapitel, der taler om opstandelsen. Først fører han bevis for, at Kristus er opstået, idet han henviser til apostlenes vidnesbyrd og til de fem hundrede brødre, for hvem han havde vist sig. Han peger hen til, hvad Skrifterne siger om emnet, dernæst bruger han forskellige billeder og fremfører yderligere beviser for, at vi har god grund til at tro på Guds magt til at oprejse fra døden. Paulus’ tro var ikke gætværk eller baseret på følelser, der spillede ham et puds. Han havde grund for sin tro. I lighed med ham burde vi prøve alt og således bekræfte vor tro og opbygge den på den nøjagtige kundskabs sikre fundament. Takket være denne sande tro har vi tillid til ting, vi endnu ikke har set.

 5. Hvorfor ejede fortidens hellige mænd tro?

⁵ Blandt dem, der gjorde sig bemærkede ved deres tro, var Abraham. Han havde en så urokkelig tro, at han i tillid til Guds magt til at oprejse fra døden gik så langt som til at hæve kniven for at dræbe sin søn. Hans store tro blev regnet ham til retfærdighed. Ydermere så Abraham frem til en by, hvis bygmester og skaber er Gud, ligesom vi ser frem til, at Kristi rige skal bringe troende mennesker fred og lykke inden for dette slægtled. Det er i overensstemmelse med Jesu ord i Fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:10; 24:34) I forgangne tider fik andre mænd, for eksempel Moses og Elias, deres tro bekræftet gang på gang, når Jehova greb ind og hjalp dem. Moses vidste, han kunne stole på Jehova, dengang han slog på klippen i ørkenen og vandet strømmede frem til vederkvægelse for folket og deres kvæg. Hans tillid skyldtes tro, der byggede på erfaring og kundskab. (Hebr. 11:23-29) Elias udviste en lignende tro, da han bad om, at der måtte falde ild ned fra himmelen og fortære det offer, han havde gjort rede i trods mod Ba’al og til ære for Jehova. Hans tro var en „fast tillid til det, man håber“; han vidste, han kunne sætte sin lid til Jehova. I dag venter vi ikke tegn eller undere for at få vor tro grundfæstet. Men som vi har tro og tillid til et menneske, vi kender godt, kan vi lære Gud at kende gennem et studium af hans ord, og det vil indgive os tillid og forvisning.

Troens skjold

 6. Hvilken kamp ligger der foran os, og hvordan kan vi forberede os til den?

⁶ I det sjette kapitel af brevet til efeserne viser Paulus, at vi skal hente „kraft fra Herren og hans vældige styrke!“ Vi kæmper mod Satans snigløb, han, der sammen med sine onde åndestyrker i det himmelske fører krig mod Lammet og mod resten på jorden for at udrydde dem. Nu mønstrer Satan sine dæmonfyrster til et totalt angreb på dem, som repræsenterer Jehovas nye verdens samfund. Derfor får vi besked på at iføre os Guds fulde rustning, så vi kan stå imod på denne onde dag og holde stand efter at have gjort vort arbejde grundigt.

 7. Hvad er formålet med et skjold i bogstavelig og åndelig kamp?

⁷ „Løft i al jeres færd,“ fortsætter Paulus, „troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile.“ Soldaterne brugte et aflangt skjold, der bestod af to lag træ, som var overtrukket med lærred og udenpå igen med skind. Det var til virkelig beskyttelse for soldaten under kampen, for med det kunne han afværge slag og også de gloende pile — pilene og spydene blev nemlig dyppet i beg og sendt brændende mod fjenden. En soldat kunne krybe sammen bag sit skjold og der være beskyttet mod disse kastevåben. I dag er troens skjold af allerstørste vigtighed. I lighed med soldaten, der mellem slagene undersøgte sit skjold og udbedrede eventuelle skader og skrammer, ransager og bestyrker den kristne bestandig sin tro, så han ikke står uden beskyttelse i farens stund. Vi ved, at den Onde til stadighed retter forhånelsens og forfølgelsens gloende pile mod Guds folk; følgelig har de brug for troens beskyttelse, så disse pile kan prelle af. — Ef. 6:10-20; Es. 59:17.

 8. Hvordan kan vi bevare vor tro stærk?

⁸ Vi må også opsende bønner til Jehova, for at vi til enhver tid må tjene ham i urokkelig tro og i overensstemmelse med hans ånd og forsæt. Som gode soldater må vi holde os vågne, rede til angreb og dristigt og frimodigt forkynde den gode nyhed, vi selv har hørt. Vi må bevare vor tro stærk ved at bruge de givne hjælpemidler: genopfriske vor kundskab ved at overvære møderne og tale til andre om sandheden, følge retfærdighedens vej og øve gode gerninger, være aktive i tjenesten ved at forkynde samt lade os opbygge i Guds ånd ved at henvende os til ham i bøn. Gør vi det, vil vi kunne holde stand mod Satans angreb, beskyttet af vor uigennemtrængelige troens skjold, der ikke alene er til beskyttelse for os, men vil give dem, som ser det, nyt mod.

Ikke alle ejer tro

 9. Hvorfor er mange svage i troen? Hvad mangler de?

⁹ Til trods for det faktum, at Jehova har truffet enhver foranstaltning til at styrke menneskenes tro, er det ikke alle, der ejer tro. Mange bekendende kristne har lidt skibbrud på deres tro. Det svage led i den tillidens lænke, der binder dem til Gud, er bristet. Som en kardinal, James McGuigan, i Canada skrev: „Gud er død for de store masser af mænd og kvinder. Selv de, som stadig dyrker ham med læberne, levner ham meget ringe eller slet ingen del i deres liv.“ Er Gud som død for dig? Eller lever du i troen? De, hvis tro bygger på nøjagtig kundskab, er urokkelige i deres overbevisninger. (1 Kor. 1:4-9) Dog har langt de fleste mennesker tilladt, at deres tro er blevet undermineret. De har bygget på sand, der hurtigt skylles bort i farens stund. Dette usikre grundlag, så ødelæggende for mange oprigtige menneskers tro, kan ofte spores tilbage til falske læresætninger og fordærvede religiøse skikke.

10. Hvorfor skal man ikke sætte sin lid til politiske fredsbestræbelser?

¹⁰ Som et eksempel kan vi nævne, at ærlige mennesker i alle dele af verden sætter deres tro og tillid til de politiske bestræbelser, der gøres for at hidføre fred og enhed i verden. Ikke desto mindre bekræfter verdenshistorien, at sådanne menneskelige anstrengelser for at bringe fred og orden på denne klode atter og atter har vist sig at være ganske forgæves. De, som kender Bibelens beretninger, ved med det samme, hvem der er ophav til al den ufred, det er Satan, hvem Paulus identificerer i 2 Korinter 4:4 som „denne verdens gud“. I stedet for at disse politiske eller religiøse bestræbelser skulle hidføre verdensfred, er de tværtimod på forhånd dømt til at mislykkes. Skriften viser, at når mennesker tror, de har fået indført verdensfred uden Guds hjælp, da vil undergangen komme over dem og jordens riger blive knust for at bane vej for Jehovas rige. De, som fæster lid til sådant menneskeværk, vil blive skuffet, men troen på Guds rige står fast. — 1 Tess. 5:2, 3; Dan. 2:44.

11. Hvorfor er „troshelbredelse“ uret på nærværende tidspunkt?

¹¹ Lignende malplaceret tillid til „troshelbredere“ vil også bringe skuffelse og afskære dem, som lader sig forblinde deraf, fra den sande tro. Bibelen viser, at sådanne midlertidige helbredelser ikke kommer fra Gud. (2 Tess. 2:9) De kan jo ikke komme fra Gud eller ved hans ånd, når de, som beskæftiger sig med sådanne foreteelser, docerer gudsbespottelige læresætninger som et brændende helvede, treenigheden, sjælens udødelighed og andre ting, der er i modstrid med Guds ord. Sand lægedom for menneskeheden kommer ved hjælp af livets vand, selve troens kilde. Jesus talte til den samaritanske kvinde om dette og sagde: „Det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.“ Dette åndeligt helbredende vand og udsigten til liv kan kun opnås af dem, som tilbeder i ånd og i sandhed. (Joh. 4:14-24) I den nye retfærdighedens verden efter Harmagedon vil arbejdet med at genoprette trofaste mennesker til fysisk sundhed, således som Jesus og hanes apostle i begrænset omfang gjorde under Jesu jordiske tjenestegerning, blive fuldført. Det vil ikke ske som en særlig gunstbevisning mod bestemte personer her og der, men skal omfatte alle troende, der da lever. Lad dig derfor ikke af selviske bevæggrunde vildlede af nogen ubeføjet tro. — Åb. 21:4; 22:2.

12. Hvordan sætter mange mennesker lid til forkerte ting?

¹² Hvis vi sætter vor lid til noget, der på ingen måde formår at hjælpe os, skulle vi ikke miste troen på Gud, fordi vi ikke opnår det, vi håbede. Mange mennesker sætter deres lid til medailloner, gipsstatuer, feticher, amuletter og kæmpebilleder af afdøde forfædre. Skulle levende, fornuftbegavede skabninger bede til og dyrke noget dødt eller livløst? Det ville være tåbeligt, ligesom det er tåbeligt at sætte sin lid til dæmonverdenen, overtro og trolddom. (Es. 8:19, 20) Vor tro må være rettet mod den levende, evige Gud, der har åbenbaret sig gennem sit ord. Hvis ens tro ikke ledes, ad de baner, Guds ord anviser, vil den bringe skuffelse. De, som beder til Gud, om han vil skaffe dem arbejde, eller om han vil gribe ind og beskytte deres liv, når de befinder sig i en farlig situation, viser, at grundlaget for deres håb er selviske ønsker snarere end kundskab om Guds ord. De skal ikke vente, at Gud vil vise dem særlig gunst. Jakob forklarer, at selv om du beder, vil du ikke få din bøn opfyldt, hvis du beder i en uret hensigt. Gud griber ikke ind her og der, fordi en eller anden har en medaillon på sig eller en bibel i hånden. Det er vedkommendes tro og hengivenhed samt hans lydighed mod Jehovas befalinger, der tæller, for Gud kan se ind i hjerterne. De, som mister troen, fordi de har fået en forkert opfattelse af visse ting, mister den på grund af manglende kundskab, og fordi de er blevet ført vild af falske hyrder.

Sand tro må lægges for dagen

13. Bør vi lade strenge tider svække vor tro? Hvorfor ikke?

¹³ Ingen kristen vil lade ulykke, strenge tider, sygdom eller død rokke ved sin tro til Gud. I den bibelske beretning kan vi se, at netop sådanne ting overgik Job. Han mistede hjem, ejendom, børn; til sidst vendte hans hustru sig imod ham og opfordrede ham til at forbande Gud og dø. Det var ikke Gud, der påførte Job al denne ulykke, men derimod Satan. Han gjorde det i et forsøg på at nedbryde Jobs tro, dersom det var muligt. Job biede på Jehova og satte sin lid til, at han ville frelse ham, og hans tro blev belønnet. Han blev ikke prøvet over evne, selv om han tryglede om udfrielse. I lighed med Job forblev også Kristus, som han var et billede på, trofast lige til døden. Er vor tro i dag af samme beskaffenhed? Det vil den være, hvis den bygger på nøjagtig kundskab. Såfremt vi er villige til at følge Jehovas belæring, vil vi modtage hans beskyttelse og ledelse.

14. Gennem hvilke foranstaltninger hjælper Jehova os?

¹⁴ Jehova tager sig af dem, som tjener ham. Gennem sit ord leder han os ad den rette vej. Det er til vort eget bedste og i vor egen interesse at følge denne vej. Ved sin ånd giver han os styrke i farens stund og holder os oppe, når vi er svage. Gennem sin organisation gør han det muligt for os at forblive i harmoni med hans hensigter. Vi modtager belæring, retledning og opmuntring under samværet med vore brødre. I vor tjeneste som ordets forkyndere bliver vor tro bestandig prøvet og lutret. Når vi bliver stillet over for indvendinger i vor forkyndergerning og lærer at gendrive dem eller „aflive“ dem med „åndens sværd“, bliver svage punkter i vor egen kundskab styrket. Ved således at hjælpe andre til nøjagtig kundskab bliver vi selv hjulpet. Hvis vi følger den vej, Jehova anviser, vil vor tro aldrig blive svækket, og velsignelse vil følge vor færd.

15, 16. a) Hvem skal vi sætte vor lid til? Hvorfor? b) Hvilken holdning må vi indtage over for vore brødre? c) Anfør bibelske eksempler.

¹⁵ Kast din tro på Jehova fremfor på mennesker. Hvis vi husker, det er til Jehova, vi har indviet os, vil vi ikke tage anstød af, hvad andre gør. Enhver står og falder for sin egen herre; følgelig vil vi ikke tage tilsyneladende forurettelser eller forbigåelser ved menighedens møder fortrydeligt op. Vi skal ikke blive vrede, fordi vi ikke får så mange opgaver ved møderne, som vi måtte ønske, eller fordi vi ikke får nogen tjeneste. Kærlighed hjælper os til at glemme den slags småting. Hvis vi er modne i vor tro, vil vi til enhver tid indtage den rette kristne holdning over for vore brødre. Har vi et modent syn på tingene, vil vort sindelag, vor holdning og adfærd over for andre altid være ens, selv om de forandrer sig. Vi ved, at vore brødre elsker Gud, ellers ville de ikke tjene ham. Af denne grund burde vi have tillid til dem og stole på dem, når de viser deres troskab over for Jehova. Vi elsker dem for deres tros og tjenestes skyld og hænger os ikke i personlige uoverensstemmelser. En sådan samhørighed og hengivenhed er livsvigtig under forfølgelse. Den hører med til vor sindsfornyelse. Hvis vi ikke kan komme ud af det med hinanden under gunstige forhold, hvad så når faren truer? Hvis vi ikke kan elske vor broder og være tålmodig og overbærende over for ham, hvordan kan vi så med sandhed sige, at vi elsker Gud, som vor broder tjener? Ja, tro vil ligesom kærlighed hjælpe os til at se bort fra alt uvæsentligt.

¹⁶ Josef viste et sådant modent syn på tingene, skønt han var blevet dårligt behandlet af sine brødre og solgt som slave. Dengang hans brødre kom til ham for at få føde og hjælp, gengældte han ikke ondt med ondt, men viste det rette sindelag ved at gengælde ondt med godt. Hvad andre havde gjort, forandrede ikke hans syn på tingene, og det indvirkede heller ikke på hans handlinger. Han sagde til dem: „I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange folk i live; frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders kvinder og børn!“ (1 Mos. 50:20, 21) Den trosprøve, han blev sat på, gjorde ham ikke bitter eller slog ham ud, og den fik ham ikke til at vende sig imod sine brødre. Den modsatte reaktion ser vi hos den fortabte søns broder. Han protesterede mod den varme velkomst, der blev budt den ryggesløse, og viste selviskhed snarere end kærlighed. Men, som Jesus sagde, der er større glæde i himmelen over den vildfarne, der vender hjem, end over de ni og halvfems, der blev i folden. (Matt. 18:13) Vi burde således altid glæde os over en broder, der bedrer sin vej, og give udtryk derfor, sådan som Faderen i himmelen gør det. Hvad et andet menneske end måtte gøre, det skulle ikke rokke ved vor tillid til Jehova eller til hans hensigter.

17, 18. Hvordan og hvorfor viser vi Jehovas organisation tillid?

¹⁷ Tro på den salvede organisation, Jehova bruger i dag, er også vigtig. Ud fra Skriften kan vi se, at hans salvede organisation er den „tro og kloge tjener“, der uddeler mad i rette tid. Vi glæder os i sandhed over den åndelige føde og forståelse, vi har modtaget, og vi skulle vokse og blive stærke i troen takket være denne føde. Vi må prøve alt og bygge vor bibelkundskab og vor tro på det, som vi ved er godt og sandt. Da vi har modtaget denne underretning og kundskab gennem den trofaste tjenerskare, skal vi så pludselig blive pessimistiske eller nære mistro, når vi ikke kan forstå alting klart og tydeligt? Vi husker, hvordan Daniel stillede spørgsmål til det, han havde nedskrevet under inspiration, men var tilfreds med at vente, til Jehova gav ham den rette forståelse. Vi skal indtage en lignende positiv holdning og vise tro snarere end at være negative i vort syn på tingene eller forlange beviser langt ud over, hvad fornuften kræver.

¹⁸ Vi ved, at sandhedens lys skinner klarere og klarere, til den fuldkomne dag oprinder, og at Jehova gennem sin organisation bestandig kaster lys over og åbenbarer sandheden for os. I beretningen i Mattæus 7:9 mindede Jesus om, at hvis en søn bad sin fader om brød, ville han ikke give ham en sten, og vor himmelske Fader vil heller ikke føre os vild, når vi søger sandheden. Med et advarende ord til os siger Jakob, at den, som mangler visdom, skal blive ved med at bede Gud derom, „men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren“. (Jak. 1:5-8) Vedbliv derfor med at prøve alt ved at sammenligne det med Bibelen og udøv samtidig tro på Jehovas foranstaltninger og belæringer gennem hans organisation.

19. Hvordan er tugtelse en prøve på vor tro? Hvad gavn har man af revselse?

¹⁹ Vor tro bliver også sat på prøve, når vi irettesættes. Vi må have tillid til Guds organisation og til de skridt, der tages gennem menighederne. For at holde den rene tilbedelses standard i hævd må uretfærdighedens surdejg renses ud. Hvis vi bliver rettet for en fejl eller en uret handling og tugtet, skal vi være taknemmelige for irettesættelsen. Tænk ikke: „Jeg har ret, og alle de andre tager fejl.“ Vis din tro på organisationen og påskøn den revselse, du har modtaget. Måske er en af vore venner blevet udstødt. Hvordan viser vi vor tro på organisationen? Vi ved, at tugtelse aldrig skader det retfærdigt indstillede menneske. Hvad der betyder noget er, hvordan han reagerer over for revselse, om han lægger det rette sind for dagen. Det er det, det kommer an på i Guds og i hans brødres øjne. Hebræerne 12:4-13 rummer god belæring, der viser os, at vi ikke skal foragte tugt fra Jehova eller give op, når vi bliver revset af ham. „Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som Faderen ikke tugter?“ Naturligvis skal vi underkaste os „åndernes Fader“, „vort åndelige livs Fader“ (NW), for hans tugtelse er til vor egen gavn. „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“

20. Hvordan bør vi tage imod irettesættelse?

²⁰ Selve hensigten med tugtelse er jo at frembringe retfærdighedens frugt. Det kan ikke ske, hvis den, der tugtes, står Guds ånd og hans organisations handlinger imod. Skal en, der tugtes, sige: „Disse tjenere, der irettesætter mig, er ikke fuldkomne, de begår selv fejl.“ og således fordømme andre i stedet for at indrømme sin egen fejl? Eller vil han vise sand tro og angrende tage imod irettesættelsen og bede og håbe til Gud, at han vil tilgive ham? Vil han bestræbe sig for at rette på sin adfærd? Vil hans venner vise ham sandt venskab og virkelig visdom samt tro på organisationen ved at holde sig de begrænsninger efterrettelig, der bliver pålagt den fejlende broder, eller vil de vise mangel på tro ved at søge at retfærdiggøre hans urette adfærd og ved åbenlyst at søge hans selskab, trods det utilrådelige deri?

21. Hvordan kan vi bevare vor tro levende og stærk?

²¹ Troen kan også prøves ved ganske små ting, der næsten umærkeligt trækker den gale vej og således frembyder en fare. I stedet for at blive sat på prøve gennem forfølgelse får en broder måske mange lokkende tilbud fra verden. Snart opdager han, at hans med møje opbyggede tro er ved at styrte sammen, fordi den rent ud forsømmes. Han bliver måske forfremmet og må arbejde længere på sin arbejdsplads. Det vil igen sige, at han får mindre tid til møder og til tjenesten, med andre ord til sin åndelige velfærd. Han får materiel fremgang, men dør åndeligt. En anden broder gifter sig og ser frem til at arbejde sammen med sin hustru i tjenesten, men ser sig nødsaget til at bruge mange timer til andre ting. Først skal de have en bil, så skal de bygge hus og til sidst går al hans tid med at sørge for sin voksende familie. Der bliver meget lidt tid tilovers til tjenesten for Gud, fordi han ikke lader sig drive af en stærk tro; han lader ikke det, som er af virkelig værdi, komme først i sit liv. Han siger som den, der blev indbudt til bryllupsfesten: „Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.“ (Luk. 14:18-20) Hvad enten vi er gift eller ugift, skal vi altid holde os vigtigheden af Jehovas tjeneste for øje, for gør vi det, beviser vi vor hengivenhed for ham. Moses satte et godt eksempel som en, der undlod at lade sig indvikle i den gamle verdensordnings anliggender. Han sagde nej tak til alle Ægyptens rigdomme og fornøjelser, fordi han regnede det for mere værd trofast at tjene Gud. (Hebr. 11:24-26) Husk altid, at tro ligesom kærlighed kan blive kold. Hvis vi til stadighed viser sand kærlighed til Gud, vil vor tro også forblive stærk.

Trosgerninger

22. Hvorledes kan vi vise vor tillid til Jehova?

²² Den, som ejer sand tro, vil følge den vej, Jesus anviste. At tjene Jehova og fremme Rigets interesser vil være drivkraften i hans liv. Jesus forsikrede os om, at Gud vil sørge for vore livsfornødenheder, såfremt vi trofast tjener ham. Selv om en mand må arbejde for at opfylde sin families behov, behøver han ikke samle sammen til fremtiden og bygge sig store lader af bekymring for kommende tider. David påpegede, at han havde været ung og nu var gammel, men aldrig havde han set en af Jehovas tjenere forladt eller tigge sit brød. Jesus viste det samme, da han opfordrede os til at bede: „Giv os i dag vort daglige brød.“ Eftersom Gud drager omsorg for blomsterne på marken og skænker dyrene alt, hvad de har behov, kan han også tage sig af os. Tror vi på det? Vi ved, det er sandt, og derfor kan vi uden frygt indvi os til tjenesten for Gud. Gør vi det, vil vi have den forret at hjælpe andre ind på livets vej og modtage Guds velsignelse for den tjeneste, vi yder. Lad dig ikke tynge af denne verdens byrder, men udvis tro og giv rum for tjenesten for Gud.

23. Gør rede for, hvordan vi på forskellige måder kan udvise tro.

²³ Du kan vise tro ved regelmæssigt at komme til møderne. På den måde beskytter du dit åndelige helbred og styrker svage punkter i din kundskab. Trofasthed kommer til udtryk, når vi med omhu varetager små tjenester og med glæde røgter det ansvar, Jehovas organisation pålægger os. Sådan kan vi være tro over lidt, og det vil føre til, at vi får flere forrettigheder. Vi udviser også tro, når vi ikke bliver modløse, fordi nogen modstår den sandhed, vi bringer dem. Tålmodigt og taktfuldt bliver vi ved med at bringe budskabet til sådanne, som ønsker at høre det. Vi kan udvise tro ved at fortælle vore venner og forretningsforbindelser om vort håb. Bibelske eksempler viser os, hvordan alle slags mennesker var med i forkyndelsen, og at de endog prædikede for dem, som hånede og modstod dem. Noa var kendt som „retfærdighedens forkynder“, selv om folket lod hånt om hans advarselsbudskab. Josefs tro blev iagttaget endog af farao, for Josef vedblev med at ære Jehova i Ægypten. Vi mindes, hvordan Daniel aldrig skjulte sin tro eller skammede sig over den trods sin fornemme rang i den babyloniske regering. Længere fremme på tidens strøm har vi Kristi eksempel. Han viste, hvor vigtig forkyndelsen var, ved at vi al sin tid til Jehovas tjeneste og opildne sine efterfølgere til at gøre det samme. I dag er Jehovas vidner kendt for deres oprigtighed og nidkærhed til at tale om Riget, idet de gør deres tro kendt fra hustagene. — Matt. 10:27.

24, 25. Hvilken modstand forudsiger Skriften? Hvordan vinder sandheden trods alt udbredelse?

²⁴ Bekender du din tro for dine venner? Er du trofast mod dit indvielsesløfte til Jehova? Udfører du det hverv, Jesus pålagde alle kristne, nemlig at prædike den gode nyhed om Riget over hele jorden? (Præd. 5:3, 4; Es. 61:1, 2; Matt. 24:14) Lad aldrig din tro svækkes, selv om du møder modstand i din egen familie. Mika 7:6 viser, at en mands værste fjender kan findes blandt hans egen husstand; en datter kan vende sig mod sin moder, en søn mod sin fader. Jesus forklarede, at som følge af tro eller mangel på tro vil en blive taget med og en anden ladt tilbage ved afslutningen på denne gamle verdensordning, skønt de lever eller arbejder side om side. (Matt. 24:40, 41) Tro er vor beskyttelse og vor frelse, selv om den bliver sat på prøve af vore egne familiemedlemmer.

²⁵ Vi ved, at troen kan flytte bjerge, men lader vi den flytte os, det vil sige drive os til handling? Om nogen ikke ønsker at høre sandheden, behøver vi ikke at påtvinge dem den som sandhedsperler for svin, men vi bør gøre vor tro kendt, så de, der ønsker det, kan høre og lære. Da vil vi kunne sige med Paulus: „Har de da ikke hørt? Jo, de har; deres røst er nået ud over den hele jord, deres tale til jorderigs ende.“ (Rom. 10:18-21) Fremdeles siger Paulus: „Jeres tro omtales i hele verden.“ (Rom. 1:8) Det kan med rette siges i dag, nu da sandhedens budskab lyder som en torden, forkyndt af Jehovas trofaste vidner i 160 lande i alle verdensdele. Hvas vi lægger vor tro for dagen på denne måde og gør den kendt for andre, vil vi glæde Jehovas hjerte og opleve den fryd at føre retsindige mennesker ind på livets vej. — Zak. 8:23.

26. Er tro nok til opnåelse af frelse?

²⁶ Nogle tror, at de vil blive frelst alene på grund af deres tro, men mange skriftsteder viser, at troen må prøves og bevises af gerninger. Den må bygge på nøjagtig kundskab og skal udvises lige til det sidste. I denne forbindelse siger Åbenbaringen 2:25, 26: „Kun skal I holde fast ved det, I har, indtil jeg kommer. Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene.“ Tro ikke, at Gud er en sentimental gud, der vil gå på akkord, forandre sit ord eller træffe særlig foranstaltning for sådanne, som ikke udviser varig tro og kærlighed til ham. Gud forandrer ikke sine retfærdige krav. At vi ejer tro nu vil ikke frelse os, hvis vi lader den svækkes eller dø.

27. Holder talemåden „een gang frelst altid frelst“ stik? Anfør skriftsteder.

²⁷ Selv om et menneske gør fremskridt i sandheden og opnår det attråværdige forhold at være en Guds søn, der ejer nøjagtig kundskab og modtager Guds ånd, vil han dog, såfremt hans tro på Gud giver efter, ikke være en søn, men en forstødt. Han er som sønnen, der lovede at arbejde for sin fader, men ikke gjorde det. Han viste, at han var troløs mod sit ord og sit løfte. (Matt. 21:28-31) I Hebræerne 10:26 får vi at vide, at dersom vi synder „med vilje, efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder“. Hebræerne 6:4-6 siger klart og tydeligt: „Thi når mennesker een gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster [pælfæster, NW] for deres del Guds søn igen og gør ham til spot.“ De havde tro, de blev velsignet af Gud, men de ringeagtede deres sønneudkårelse og blev forstødt. Ved at udvise tro og ved at styrke troen redder man sig fra at komme i en sådan situation. Vi nærmer os nu den store prøvens tid i Harmagedonslaget. Vi må vise vor tro ved at handle positivt enten på den ene eller på den anden måde. Hvis vi er lunkne i vor hengivenhed for Jehova eller ikke har nok tro, der kan drive os til handling, vil vi blive forstødt. — Åb. 3:10, 16.

28. Hvorfor skal ingen lade sig skræmme fra at tage del i tjenesten for Gud?

²⁸ Dette skulle ikke gøre dem modløse, som er svage i troen eller først for nylig har fået forståelse af sandheden, men det skulle tværtimod tilskynde dem til at bestyrke deres kundskab og tro på Gud og forøge deres tjeneste til hans ære. Jesus forklarede, at hvis vi har tro, bare så lidt som et sennepskorn, kan den flytte bjerge. (Matt. 17:20) Styrk den troens lænke, der binder dig til Gud, ved bestandig at forfriske dit sind gennem studiet af hans ord; bevar den blank og bøjelig gennem daglig brug. Gå den efter for at se, om der skulle være nogen brist, og sørg for at få dem udbedret. Som Paulus skrev: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ — 2 Kor. 13:5.

29. Hvad kræver Gud af os foruden tro?