Samlingerne

3.-9. DECEMBER

Med månedens tilbud

 1. Hvordan fremholder du tilbudet? Benytter du samtaleemnet?

 2. Hvad har du fundet i bibelhistoriebogen som du tror vil appellere til folk i distriktet?

 3. Hvordan kan man tilbyde Bibelen og/eller bogen uformelt eller når man aflægger genbesøg og leder studier?

10.-16. DECEMBER

Når folk har travlt

 1. Hvad gør du når folk siger de har travlt?

 2. Hvorfor må man bedømme situationen og skønne om den besøgte virkelig har travlt? (Matt. 7:12)

 3. I hvilke tilfælde kan man kort forsøge at vække den besøgtes interesse eller aflevere et par blade?

17.-23. DECEMBER

Udfordringen i helligdagene

 1. Hvad kan vi sige når folk ønsker os „Glædelig jul“ og/eller „Godt nytår“?

 2. Hvad skal vi gøre hvis folk giver os pengebidrag.

 3. Hvorfor er det godt at henvende sig til folk med den gode nyhed netop i denne tid?

24.-30. DECEMBER

Forkyndelsen i helligdagene

 1. Hvordan er det bedst at fremholde budskabet i denne tid?

 2. Hvorfor vil vort budskab blive mere vindende ved at vi er taktfulde? (Kol. 4:6)

 3. Hvordan kan vi vise hensyn til dem vi besøger?

’Grib til den fulde rustning’ — nu!

¹ Sande kristne fører ikke bogstavelig krig. Alligevel er de med i en kamp og bliver sammenlignet med soldater. Apostelen Paulus gjorde det klart at den kristnes kamp ikke er mod kød og blod, men mod „ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef. 6:12) For at overleve denne kamp må vi have en beskyttende åndelig rustning. Denne rustning må vi anskaffe og iføre os NU, for det er NU kampen foregår.

² Lad os betragte nogle dele af den udrustning vi må have for at klare os i den åndelige krigsførelse nu.

³ Hjelm: En hovedbeklædning som skal beskytte hovedet mod hug, slag og så videre. En væsentlig del af soldatens udrustning. Svarende hertil må vort sind beskyttes mod dårlig indflydelse og ugudelig propaganda. Det må næres med korrekte og opbyggende oplysninger fra Bibelen ved personligt studium, familiestudium, og menighedsstudium. Dette indskærper os hvor vigtigt det er at overvære menighedens møder og deltage aktivt i dem. Samtidig understreger det betydningen af at drøfte Bibelen i hjemmet. Også personligt må vi meditere over sandheden og vort frelseshåb. Gør du det? Det håb om frelse som Gud har skænket os, kan være stærkt nok til at beskytte vort sind ligesom en bogstavelig hjelm beskytter hovedet. — 1 Tess. 5:8.

⁴ Brystharnisk: En beklædning som dækker og beskytter brystet, bestående af sammenføjede metalringe, små metalplader eller et metalskjold. „Retfærdighedens brystharnisk“ er også en del af den åndelige rustning fra Gud. Når vi tænker på hjertets syndige tilbøjelighed, forstår vi uden videre at vi har brug for retfærdighed som en beskyttende brynje foran brystet. (1 Mos. 8:21; Jer. 17:9) Kun den retfærdighed der hænger sammen med tro på Guds ordning angående evigt liv og som er frembragt af Guds ånd, kan hindre hjertet i at bukke under for syndige tilbøjeligheder. (Rom. 6:15-20) Søger du bevidst at vokse i kærlighed til retfærdigheden fra Gud og at udvise den samme retfærdighed over for andre i din daglige færden?

⁵ Bælte: Et læderbælte til at have om livet og om lænderne. Dets bredde varierede fra fem til femten centimeter, og ofte var det beklædt med plader af jern, sølv eller guld. At man tog et bælte på, eller „omgjordede sine lænder“, betød at man gjorde sig klar til virksomhed. (1 Kong. 18:46) Paulus formanede: „Stå derfor fast, med sandheden spændt som bælte om jeres lænd.“ Sandheden styrker den kampberedte kristne i hans beslutning om at stå fast når han udsættes for prøvelser og vanskeligheder.

⁶ Skjold: Paulus anbefalede „troens store skjold“ som et redskab hvormed man kunne „slukke alle den ondes brændende pile“. På samme måde sætter vor tro på Jehova Gud, vor fuldstændige tillid til ham, os i stand til at holde ud under alle slags trængsler. Denne tro er ikke blot troen på Guds eksistens. (Hebr. 11:6) Den indbefatter en ubrydelig tillid til at vor himmelske Fader vil råde bod på enhver skade vi måtte lide, selv døden. (Matt. 10:28) Har du denne tro?

⁷ Sværd: Sværdet er det angrebs- og forsvarsvåben der hyppigst nævnes i Bibelen. Mange sværd var tveæggede og blev holdt skarpe og i fin stand. Men Guds ord er „skarpere end noget tveægget sværd“. (Hebr. 4:12) Den kristnes åndelige rustning omfatter derfor „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. (Ef. 6:17) Det kan benyttes offensivt når vi forkynder sandheden. Og det kan benyttes defensivt når vi afviser falske lærdomme og menneskers traditioner. I december kan vi gøre en virkelig indsats for at bruge Bibelen i tjenesten. Vær med til at „svinge sværdet“ og lede de ydmyge til sandheden. Når vi deler vor kundskab med andre kan vi ’nedrive ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud’. — 2 Kor. 10:5.

⁸ Sandaler: Hvis soldaten hører til fodfolket, er godt og holdbart fodtøj uundværligt for ham. Han er henvist til at bevæge sig til fods. Den kristne soldat er udrustet med „fredens gode nyhed“ som sko på sine fødder. Vore fødder kan føre os ud i distriktet, så vi kan hjælpe andre med Guds ord. Under trængsel styrkes vi til at holde trofast ud når vi aktivt og regelmæssigt gør den gode nyhed kendt for andre.

⁹ Er du „fuldt udrustet til enhver god gerning“? (2 Tim. 3:17) Er hele din udrustning i orden? Kommer du til at sejre i denne den mest betydningsfulde kamp? Ser du behovet for at være iført hele rustningen nu? Sagen er alvorlig. Alle Guds tjenere må gøre sig klart at det er nødvendigt at „stå fast“ i disse vanskelige tider. Og for at gøre dette, må vi bruge den åndelige rustning Gud har givet os. Hver eneste del af udrustningen har sin betydning. Sørg for ikke at mangle noget. Stå fast i beslutningen om at være urokkelig i din tro. Vind sejr i kampen mod de onde åndemagter dag efter dag og i den endelige kamp der snart kommer!

Forældre — hvad lærer jeres børn?

¹ At lære vil sige at erhverve sig kundskaber, enten ved egne bestræbelser eller ved en andens undervisning. I denne forbindelse kan forældre gøre meget for at fremme deres børns åndelige udvikling, og det er bibelsk rigtigt af dem at gøre det. (5 Mos. 6:6, 7) Til dette formål har Min bibelhistoriebog vist sig at være et værdifuldt redskab.

² Børn har stor indlæringsevne. Som regel lærer de med lethed et vanskeligt sprog, endda uden at tænke særlig meget over det. Et lille barns sind er som et ubeskrevet ark, og det er meget modtageligt. Ved gennemgangen af denne bog lærer barnet langt mere end blot nogle historier udenad. Tænk på den moralske belæring barnet får. En familie skriver for eksempel: „Lille Samuel er kun 18 måneder og kan ikke sige ret meget endnu. Men han forstår hvad de store, flotte billeder betyder. Han ved for eksempel at han ikke må slå mis med en stok fordi Jehova ikke længere kunne lide Kain da han havde slået Abel.“

³ For at opøve barnets tænkeevne kan man blandt andet stille spørgsmål, især spørgsmål der begynder med hvorfor. Hvorfor syndede Adam og Eva mod Gud og spiste frugten? Hvorfor var det forkert? Hvorfor skulle de hellere have hørt på Gud? Hvis mor siger at du ikke må spise af de småkager hun har bagt, hvorfor skal du så adlyde hende? Hvis en ældste beder brødrene om at finde deres plads fordi mødet skal begynde, hvorfor skal vi så gøre det? Hvis dine skolekammerater opfordrer dig til at være ulydig mod dine forældre eller det Bibelen siger, hvorfor skal du så ikke høre på dem? Spørgsmål af den art hjælper barnet til at udvikle sin tænkeevne og at forberede sig med henblik på fremtiden.

⁴ I det gamle Israel var det i første række faderens opgave at undervise i familien, og moderen hjalp ham. (Ordsp. 1:8) Hvad lærte hebræerne deres børn? Frygt for Jehova. (Sl. 34:12) At ære deres fader og moder. (2 Mos. 20:12) At vise respekt for ældre mennesker. (3 Mos. 19:32) At være lydige. (Ordsp. 4:1) At leve på rette måde som voksne. (Præd. 12:13, 14) At læse og skrive.

⁵ Vore børn har brug for at lære de samme ting i dag. Det glæder os virkelig at se de små lære om Jehova og opnå tænkeevne, og vi ved at det også glæder Jehova. Min bibelhistoriebog er en udmærket hjælp når forældre skal undervise deres børn. Derfor vil vi nu og da ved tjenestemødet drøfte afsnit af denne bog med nogle af børnene. Bestemte historier vil blive gennemgået. De der kommer til at behandle disse punkter med børnene kan stille lette spørgsmål for at få børnene til at udtale sig, som for eksempel: Hvad handler historien om? Hvad lærer vi af billedet? Hvorfor bør vi gøre som den eller den gjorde? Eller ikke gøre som den eller den gjorde? Lad børnene forklare meningen med det de lærer. Dette svarer til det vi for nogle år siden så i skuespillet med drengen Samuel. Hans fader havde lært ham de ti bud, ikke sådan at han kunne dem udenad, men sådan at han kunne forklare dem. Det betød at han forstod dem. Hvad enten man gennemgår stoffet med en gruppe børn på podiet eller man studerer med sine børn derhjemme, må man hjælpe dem til at tænke, ræsonnere og forstå.

⁶ Som en forberedelse til de her nævnte punkter bør forældrene studere stoffet med deres børn på forhånd, og ikke blot give dem nogle svar de kan lære udenad. Tilskynd ALLE børn i menigheden til at tage deres bibelhistoriebog med til mødet når disse punkter behandles. Børnene udgør en stor og værdifuld del af den kristne menighed, og vi ved at alle vil glæde sig over at de er med på programmet. De er også omfattet af udtalelsen: „Alt hvad der ånder, pris [Jehova]!“ — Sl. 150:6.

Blodtransfusion

¹ Vi kan alle komme i den situation at vi skal tage stilling til spørgsmålet om blodtransfusion, for os selv eller for et barn eller en anden nær slægtning. Eller rettere: enhver sand kristen har allerede taget sit standpunkt i overensstemmelse med Apostelgerninger 15:29, men situationen kan når som helst opstå hvor der skal gøres rede for standpunktet og kæmpes for det.

² Det sker jævnligt for vore brødre og søstre, snart her, snart der. Er vi forberedt? Det er af stor betydning, både for den enkelte og for Jehovas Vidner som helhed, at der gives klar besked når situationen opstår. Det har stor betydning for de læger der skal behandle en patient at vide med sikkerhed hvordan patienten stiller sig og med hvilken fasthed vedkommende holder på sin vægring ved at tage imod blod eller blodfraktioner. I få tilfælde har nogle svigtet, men i langt de fleste tilfælde er vore brødre trofaste, og i det store og hele aftvinger dette respekt og overbeviser lægerne og myndighederne om vort standpunkts ægthed. Det sætter dem bedre i stand til at vide hvordan de skal forholde sig.

³ Hver gang en er trofast og nægter at gå på kompromis, glæder det Jehovas hjerte, og det styrker vor stilling i forholdet til lægerne. På den anden side, hvis en går på kompromis eller på mindste måde giver lægen det indtryk at han i en kritisk situation kan gøre hvad han finder bedst, skader det ikke blot vedkommendes forhold til Jehova og berøver ham sindets fred, men det svækker også stillingen for os alle i forholdet til lægerne, og de bliver styrket i den overbevisning at blot de er vedholdende og indtrængende nok, vil vi give efter. Respekten for vort standpunkt svækkes. Dette ønsker ingen af os naturligvis, og vi tror da også, som nævnt, at lægerne i stadig højere grad bliver klar over fastheden i vort standpunkt.

⁴ Noget tyder på at en holdningsændring hos lægerne er på vej. Den artikel professor Alf Ross har skrevet til Ugeskrift for læger bør kunne hjælpe de læger der ønsker at behandle Jehovas vidner og respektere deres standpunkt.

⁵ Vi bør imidlertid fortsat være på vor post. Som Alf Ross minder om i sin artikel, har lægerne ikke altid været helt ærlige. På forskellige måder har de undgået at give et løfte, eller de har taget visse forbehold, og man kan forestille sig at hvis en patient ikke alt for tydeligt eller bestemt gør sin stilling klar, drager en læge den slutning at der her er tale om et ønske som så vidt det er praktisk muligt skal respekteres, men som man i en nødsituation kan se bort fra.

⁶ Hvad kan du da gøre? 1) Hav en testamentarisk erklæring på dig, som for eksempel det lille kort Selskabet har ladet trykke, og sørg for at det fornys og forsynes med de fornødne underskrifter og dato cirka hvert femte år. 2) Hav et brev og/eller den trykte folder der henvender sig til lægerne, parat, så det kan afleveres straks ved indlæggelsen. 3) Når der skrives journal har du lejlighed til mundtligt at fremføre dit ønske og sikre dig at det er indført i journalen og forstået og at det vil blive respekteret. Når man taler med den læge der skal operere, kan man igen bringe sagen på bane og spørge hvordan narkoselægen stiller sig. Det er ofte denne læge der i dette spørgsmål indtager en nøgleposition. 4) Endelig må man ikke glemme at bede Jehova om styrke. Med hans ånd vil man være i stand til at bevare roen, have fred i sindet, og dét igen vil give én styrke til at vise venlighed mod alle, endog mod dem der måske ikke er venlige. Alt dette har betydning for ens behandling og mulighed for helbredelse.

⁷ I de fleste tilfælde bliver vore brødre og søstre og børn der er patienter behandlet med stor venlighed og omsorg, og det bør vi være taknemmelige for. Nogle læger gør sig store bestræbelser for at hjælpe os, og det værdsætter vi. Men vi må dog bestandig være agtpågivende og sikre os at vort standpunkt respekteres.

⁸ En af de ældste i den lokale menighed vil i denne måned henvende sig til menighedens forkyndere for at samle nogle oplysninger til brug for Selskabet, og måske har du allerede fået en sådan henvendelse. Det drejer sig om de erfaringer Jehovas vidner i de senere år her i landet har gjort i forbindelse med blodspørgsmålet. Enhver er naturligvis frit stillet. Hvis man ikke ønsker at give oplysninger, skal man blot sige det.