Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal det forstås at resten af Kristi legemes salvede lemmer „bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften“ og derefter „altid [skal] være sammen med Herren“? — 1 Tess. 4:17.

Første Tessaloniker 4:16, 17 lyder således: „Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.“

Ved Kristi anden nærværelse skulle de af de salvede som allerede var døde, oprejses som de første. Kristus ville ikke bogstaveligt eller legemligt „stige ned fra Himmelen“, men han ville vende sin opmærksomhed mod jorden og udstrække sin magt til den. (Sammenlign hermed 1 Mosebog 11:5, 7.) Fra sin trone udstedte han til sine efterfølgere på jorden „en befaling“ med „en overengels røst“. Kristus Jesus er ærkeengelen Mikael der ved sin anden nærværelse stiller sig i spidsen for de hellige engle. (Matt. 25:31; Åb. 12:7) Som forudsagt i Daniel 12:1, 2 skulle han stå frem, og mange af dem der da sov i jordens støv skulle vågne. I Åbenbaringen 11:7, 8, 12 finder vi et lignende billede: Guds vidner ligger på jorden som døde, og en høj røst fra himmelen siger til dem: „Kom herop!“ Og de stiger op til himmelen i skyen.

I overensstemmelse hermed befalede Kristus, ærke- eller overengelen, med høj røst sit folk at vågne op af den åndeligt døde tilstand de befandt sig i i 1918, hvor de, bundet af frygt, var i trældom under Babylon den Store. Han befalede dem at blive levende og virksomme, og det skete fra og med 1919. Denne opvågnen finder sted samtidig med at „Guds basun“ lyder, hvilket vil sige at den finder sted på det tidspunkt da det med en basuns klang forkyndes at Guds store Konge har indtaget sin plads på tronen.

De blev „bortrykket“ ved at de blev „snappet bort“ eller udfriet fra trældommen under Babylon den Store og denne skøges politiske elskere og ført ind i en fri teokratisk organisation under den usynlige Herre. En tilsvarende illustration gives i lignelsen om hveden og rajgræsset, hvor det siges at hvedeskaren høstes. I Lukas 17:34, 35 siges det at de „tages med“. De kan også sammenlignes med dem der blev taget med i arken af Noa, og med Lot og hans familie der blev bragt i sikkerhed af englene. De adskilles fra denne verden for at tjene som vidner på dommens dag i stridsspørgsmålet om Jehovas suverænitet.

Noget der hylles i en sky er usynligt for menneskelige iagttagere på jorden, ligesom Kristus var det da han steg til himmelen og „en sky tog ham bort fra deres [disciplenes] øjne“. (Ap. G. 1:9) De der hører til resten på jorden er ikke legemligt usynlige, men den tilstand de føres ind i under Kristi usynlige nærværelse hverken ses eller anerkendes af verden i almindelighed. At de bortrykkes „tillige med dem“ der er døde af Kristi trofaste efterfølgere vil sige at det sker i den samme tidsperiode som disse oprejses.

At de skal „møde Herren i luften“ betyder ikke at resten på jorden går til himmelen med det samme. I årtusinder har Satan været „herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“. (Ef. 2:2) At de ’møder Herren i luften’ betyder derfor at de kommer til erkendelse af at Herren Jesus Kristus nu er den åndemagt der hersker i luften efter at Satan er blevet nedstyrtet fra himmelen og at de føres ind i et nært samfund med ham i hans egenskab af hersker over luftens rige, samtidig med at de forenes med ham i Guds åndelige tempel og gør Guds vilje, idet de udfører det arbejde som han ønsker gjort på jorden nu i tiden. Den salvede rests medlemmer befinder sig nu i denne tilstand og vil forblive i den indtil de fuldfører deres jordiske løb i døden, hvorefter de vil blive oprejst og ført hinsides vor atmosfære for at være i Herrens direkte nærhed i himmelen, i lighed med de af hans trofaste efterfølgere der er gået forud for dem. Herefter skal de ’altid være sammen med Herren’.

● Første Mosebog 2:1, 2 lyder: „Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført.“ Betyder det at Jehova også er ophørt med sit himmelske skaberværk efter den sjette skabelsesdags afslutning? Og i bekræftende fald, hvorledes stemmer dette overens med Jesu ord: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder“? (Joh. 5:17) — G. G., De forenede Stater.

Der er ingen uoverensstemmelse mellem 1 Mosebog 2:1, 2 og Jesu ord i Johannes 5:17. Jehova Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, havde arbejdet længe før han nogen sinde begyndte at skabe den himmel og jord som har tilknytning til menneskene. I seks lange skabelsesdage beskæftigede han sig direkte med at frembringe det der vedrørte mennesket. Da den sjette skabelsesdag var forbi holdt han inde med denne materielle skabervirksomhed, men hele hans himmelske virksomhed i forbindelse med englenes usynlige verden fortsatte ligesom al anden virksomhed der er højt hævet over menneskets domæne.

På denne syvende dag i skabelsesugen har Gud endog været beskæftiget med arbejde der har haft tilknytning til menneskene; ikke materielt men åndeligt. Han har frembragt „en ny skabning“. „Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus er han en ny skabning.“ (2 Kor. 5:17, NW) Her taler apostelen Paulus om „en ny skabning“, idet han betragter de 144.000 — „de kaldede og udvalgte og trofaste“ blandt menneskene der skal regere med Jesus Kristus — som enkeltpersoner og ikke kollektivt. Kronen på Guds skaberværk, „en ny skabning“, er virkelig af åndelig art, for dens endelige domæne vil være usynligt for det menneskelige øje. Endvidere er formålet med frembringelsen af „en ny skabning“ til der i alt er 144.001, at en barmhjertighedsgerning, der kræver øjeblikkelig handling, skal øves mod den døende menneskeslægt, der må „fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller“. En sådan barmhjertighedsgerning er det tilladt at øve på sabbaten, som vist af Jesus Kristus da han stillede de lovkyndige og farisæerne spørgsmålet: „Har man lov til at helbrede på sabbaten eller ej?“ og besvarede det bekræftende ved at helbrede en mand og straks efter stille et nyt spørgsmål: „Hvem af jer ville ikke, hvis hans søn eller okse faldt i en brønd, straks drage dem op, selv om det var på en sabbatsdag?“ Guds arbejde i forbindelse med frembringelsen af „en ny skabning“ er derfor ikke nogen overtrædelse af hans sabbatshvile på den syvende dag, på hvilken han kun er ophørt med det materielle skaberværk han har udført til menneskenes gavn. — Åb. 17:14; Rom. 8:21; Luk. 14:3-5.