Dåb til frelse og ilddåb

„Dåben, modstykket dertil, frelser jer i dag (ikke blot en afvaskning af kødets smuds, men bønnen om en ren samvittighed ind for Gud).“ — 1 Pet. 3:21, Mo.

 1. Hvem er den store Døber, og hvad fører hans dåb til?

JEHOVA GUD er den store Døber. Dåben, hvormed han døber, er enten til liv eller til død, til frelse eller til undergang. Menneskehedens historie beviser dette. I en nær fremtid vil vi blive vidner til en omfattende ilddåb. Vil det være en stor nutidig pinse, og vil de, som døbes dermed, overleve denne dåb? Den eneste måde, hvorpå vi kan møde denne ilddåb, er ved at sikre os, at vi nu har dåben til frelse. Hermed mener vi ikke vanddåben ved total nedsænkning i vand eller ved bestænkelse, eller ved at en eller anden præst stænker eller hælder vand på hovedet. Millioner i kristenheden påstår at være døbt med vand på den ene eller den anden måde, men det vil ikke sikre dem frelse. Vi mener den dåb, hvormed Gud døber og ikke mennesker.

 2. Hvem indførte vanddåben, hvor, og hvilken dåb henviste han til?

² Henved seks måneder før Jesus kom til Jordanfloden, blev Johannes, der var søn af levitpræsten Zakarias, udsendt af Jehova Gud for at indføre vanddåben for de jøder, som angrede deres synder imod loven, som Gud havde givet deres nation gennem Moses. Hvor passende var det ikke, at Johannes indledede sit dåbsarbejde i Jordanfloden! Det var til denne flod, at Jehovas profet Elisa århundreder tidligere sendte den syriske hærfører Na’aman hen for at bade sig, så han kunne blive renset for sin spedalskhed. Na’aman døbte eller dyppede sig selv i Jordanfloden (at døbe betyder at dyppe eller nedsænke) syv gange og blev helbredt for sin dødelige sygdom. (2 Kong. 5:10-14) Og nu døbte Johannes jøderne i Jordanfloden som et symbol på, at deres synder var bortvasket som følge af deres anger ind for Jehova Gud. Men Johannes fortalte dem, at der ville blive foretaget en større dåb af en, som var stærkere end han. Johannes advarede jøderne med disse ord: „Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Jeg på den ene side døber jer med vand på grund af jeres anger, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis sandaler jeg ikke er værdig til at tage af. Han vil døbe jer med hellig ånd og med ild. Sin kasteskovl har han i sin hånd, og han skal gennemrense sit logulv og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med ild, der ikke kan slukkes [af mennesker].“ — Matt. 3:10-12, NW.

 3. Hvem gjorde indvending imod Jesu dåb, men hvorledes blev det påvist, at den var på sin plads?

³ Jesus Kristus var den, som var stærkere end Johannes Døber. Den ydmyge Johannes gjorde af et ærligt hjerte indsigelse imod, at Jesus skulle komme til ham for at blive døbt. I betragtning af Jesu syndfrihed kunne Johannes ikke indse, at vanddåben sømmede sig for Jesus, og han sagde til ham: „Jeg er den, der trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig?“ Men Jesus forsikrede Johannes om, at det var ret for ham at foretage denne symbolske vanddåb, og sagde: „Lad det nu ske; thi således er det passende for os at udføre alt, hvad der er retfærdigt.“ Jehova Gud tilkendegav, at dette symbol passede sig for Jesus, idet Gud der døbte Jesus med sin hellige ånd. Da Jesus steg op af vandet, „så han Guds ånd dale ned over ham som en due. Og se, der lød en røst fra himlene, som sagde: Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ På denne måde handlede Gud som den store Døber og udvirkede det, som sluttelig førte til Jesu frelse til udødelighed i himmelen ved Guds højre hånd. — Matt. 3:13-17, NW; Hebr. 5:7; Joh. 12:27; Sl. 116:7-15; Matt. 26:39.

 4. Hvilken dåb begyndte på dette tidspunkt for Jesus, og hvorledes blev den fuldbragt?

⁴ Her begyndte Jesus en dåb til døden som menneske. Tre år senere antydede han dette over for sine disciple med disse ord: „Jeg har en dåb, hvormed jeg skal døbes, og hvor knuger det mig, indtil den er fuldbragt!“ Kort tid efter sagde han til Johannes og Jakob: „Det bæger, som jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med.“ (Luk. 12:50 og Mark. 10:39, NW) Han underkastede sig en dåb eller nedsænkning til døden som et menneskeoffer for synder fra det tidspunkt, da han lod sig døbe i vand i Jordanfloden. Den var fuldbragt, da han døde på marterpælen på Golgata uden for Jerusalem. Da fuldendte Gud sit store frelsesværk ved at oprejse sin lydige søn fra døden til udødelighed som en usynlig ånd i himmelen. Johannes Døber ville aldrig kunne døbe med en sådan dåb. Kun den almægtige himmelske Fader kunne gøre dette. — 1 Pet. 3:18, 21, 22.

En forskel

 5. Hvorfor var dåben med ånden på pinsedagen ikke en ilddåb?

⁵ Johannes fortalte jøderne, at Jesus ville „døbe jer med hellig ånd og ild“. (Luk. 3:16) Mange af kristenhedens præster mener, at den hellige ånd og ild er eet og det samme, nemlig at ilden er den hellige ånd. Som støtte for deres argument henviser de til pinsedagen, da Herren Jesus Kristus i sin herlighed i himmelen udgød den hellige ånd over sine trofaste disciple på jorden, og som beretningen siger: „Tunger som af ild blev synlige og fordeltes på dem og satte sig på hver enkelt af dem, og de blev alle fyldt med den hellige ånd og begyndte at tale i forskellige tungemål, ligesom ånden indgav dem at udtrykke sig.“ Men det kunne ikke kaldes en ilddåb, for i så fald måtte en flamme fuldstændig have omsvøbt eller dækket hele deres legeme, så de kunne blive døbt deri.

 6. Hvorledes viser Joels profeti, at det ikke var en ilddåb?

⁶ Derpå citerede apostelen Peter Joels profeti (3:1-5) for at vise, at nu opfyldtes denne profeti. Men der forudsagdes her, at Jehova Gud ville udgyde sin ånd og ikke ild over al slags kød i de sidste dage. Blandt de tegn, som Gud imidlertid ville lade ske på jorden, var „blod og ild og røgtåge; solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Jehovas store og herlige dag kommer.“ (Ap. G. 2:1-21, NW) Dette tilkendegiver, at ilden er adskilt fra ånden og har forbindelse med død og undergang, blod og røgtåge.

 7, 8. a) Hvorledes viste Johannes, hvad ilddåben betød? b) Hvorledes samlede Jesus hveden ind og brændte avnerne?

⁷ Det er klart, at ild er et symbol på tilintetgørelse. Johannes Døber fremholdt selv dette meget tydeligt, da han sagde, at træet, der ikke bærer god frugt, ville blive hugget ned af øksen, der ligger ved dets rod, og kastet i ilden; og at Kristus Jesus som tærskemanden har kasteskovlen i sin hånd, så han kan rense sit logulv og indsamle hveden i sin lade, men opbrænde avnerne med en ild, som mennesker ikke kan slukke.

⁸ Johannes talte i symboler til jøderne. Træet, der ikke bar god frugt, er Israels nation, det vantro jødefolk. Hveden, som Jesus skilte fra og indsamlede i sin lade til bevarelse og opretholdelse af andres liv, er den lille rest jøder, som troede på ham og anerkendte ham som Jehovas Messias eller Kristus. Men avnerne, som han rensede fra og brændte med en ild, jøderne ikke kunne slukke, er det store flertal inden for nationen, som ikke troede, og som forfulgte Kristi efterfølgere. Profeten Esajas brugte det samme symbol, avner eller strå, som en tilkendegivelse af det onde, troløse Israels udslettelse. (Es. 5:24, 25; 33:11, 12) De troende jøder, hvedeskaren, blev døbt med den hellige ånd fra himmelen, hvilket tog sin begyndelse på pinsedagen. De forkastede, troløse jøder, avneskaren, blev døbt med brændende undergang i året 70, da Jerusalem blev tilintetgjort af Roms hære; 1.100.000 jøder omkom, og 97.000 jøder blev ført i fangenskab. På denne måde blev de spredt ud over hele jorden, et hjemløst folk.

 9. Hvilken dåb lovede Jesus sine disciple, og hvilken dåb tilkendegav hans lignelse, at de vantro jøder ville blive døbt med?

⁹ Den opstandne Jesus sagde ikke, dengang han bød sine disciple at blive i Jerusalem, til de var blevet iklædt kraft ovenfra, at de skulle døbes med ild. Han sagde: „Johannes døbte med vand, men I skal døbes i hellig ånd om ikke mange dage efter dette. . . . I vil modtage kraft, når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Luk. 24:49; Ap. G. 1:4, 5, 8, NW) Disse blev døbt med den hellige ånd, og Jehova Gud brugte den herliggjorte Kristus Jesus til at udgyde den. Om de øvrige jøder, som nægtede at tage imod Jehovas indbydelse til hans søns åndelige bryllupsfest, sagde Jesus i sin lignelse: „Kongen blev vred og sendte sine hære ud og tilintetgjorde disse mordere og brændte deres by.“ (Matt. 22:7, NW) Jehova, den himmelske Konge, brugte de romerske hære som sine redskaber til at ødelægge Jerusalem og dets tempel i året 70, og herved blev disse vantro, som havde forårsaget mordet på Jesus og hans disciple, døbt med symbolsk ild.

10. Hvorledes blev dette forudskildret i året 607 f. Kr., og hvad fremholdt Jeremias i sin klagesang?

¹⁰ Denne dåb var allerede blevet forudskildret ved den første ødelæggelse af Jerusalem og dets kongelige palads på Zions bjerg, en ødelæggelse, som Babylons hære bragte over den i året 607 f. Kr. I Jehovas profeters forudsigelser heraf nævnte de også, at denne nationale ulykke skulle komme som ild over de frafaldne israelitter. (Zef. 1:18; Jer. 32:26-35) Jeremias begræd nationens undergang og klagede: „Jehova . . . afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt . . . i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild. Jehova køled sin vrede, udøste sin harmglød, han tændte i Zion en ild, dets grundvolde åd den.“ (Klages. 2:3, 4; 4:11) Han fulgte den handleregel, kong David fremholdt i salmen: „Retfærdige og gudløse ransager Jehova; dem, der elsker uret, hader hans sjæl; over gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr er deres tilmålte bæger.“ — Sl. 11:5, 6.

11. Hvilken ilddåb omtales som den første i den bibelske beretning?

¹¹ Den jødiske nations brændende undergang i året 70 e. Kr. og i året 607 f. Kr. som følge af dens ulydighed imod Guds lov er ikke den første ilddåb, Bibelen omtaler. Den første, der berettes om, var den, der overgik de hedenske byer Sodoma og Gomorra, og det i ganske bogstavelig forstand. (1 Mos. 18:20 til 19:22) Jesus bekræftede beretningens sandfærdighed ved at sige: „Ligesom det skete i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle. På samme måde skal det gå på den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ Eftersom Jesus her fremholdt sin profeti om verdens ende, lader han os forstå, at en verdensomfattende ilddåb venter den nulevende generation. — Luk. 17:28-30, NW.

12, 13. a) Hvorledes viste Esajas, at Israel ville blive døbt med en sådan dåb? b) Hvorledes viser Judas, at Sodomas og Gomorras ilddåb var et profetisk drama, der viste hen til vor tid?

¹² Som et bevis for, at den ødelæggende ildregn fra himmelen over Sodoma og Gomorra var et profetisk billede på ilddåben, hvormed det kødelige Israel skulle døbes, inspirerede Jehova profeten Esajas til at kalde Israels folk disse dødsdømte byers sidestykke og til at sige: „Havde ikke Hærskarers Jehova levnet os en rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra. Lån øre til Jehovas ord, I sodomadommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du gomorrafolk! Hvad skal jeg med alle jeres slagtofre? siger Jehova; jeg er mæt af væderbrændofre . . . Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag.“ — Es. 1:9-17.

¹³ Israel undlod at efterkomme denne opfordring til at handle retfærdigt og kom til at stå med et større ansvar ind for Gud end Sodoma og Gomorra. Derfor blev det ramt af samme skæbne som disse to onde byer, en forfærdelig ilddåb. Kun en trofast rest undslap. Det er et profetisk drama, der bekræfter, at en lignende ilddåb vil komme over vor tids modstykke til Sodoma, Gomorra og det frafaldne Israel. Dette kommer til udtryk i den advarsel, disciplen Judas skrev til sine medkristne: „Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, . . . sat til et advarende eksempel for os, idet de lider en evig ilds retslige straf.“ (Judas 7, NW) Den frafaldne kristenhed har ikke agtet på dette advarende eksempel. Derfor vil den blive døbt med en ilddåb, hvorfra Gud aldrig vil redde den.

Den første symbolske dåb

14. Hvilken frelse er vi interesseret i? Hvorledes omtaler Peter dette?

¹⁴ Da vi har sådanne ting i vente, er vi interesseret i frelse og i dåben, der fører til frelse. Apostelen Peter siger, at vi kan finde et billede fra fortiden derpå. Derfor gør vi vel i at studere det nøje, så vi kan få at vide, hvordan vi kan vinde den ønskede frelse i disse vanskelige tider. Peter fortæller os, at dette billede går helt tilbage til Noas tid. Navnet Noa minder os straks om Vandfloden og får os til at tænke på en vanddåb. Men lad os nu undersøge, om det er, hvad Peter har i tanke. Han skriver: „Dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, i hvilken få, nemlig otte, sjæle blev frelst gennem vandet. Det, som svarer dertil, nemlig dåben, frelser også jer nu . . . gennem Jesu Kristi opstandelse. Han er ved Guds højre hånd, thi han for til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ (1 Pet. 3:20-22, NW) Hvem frelses nu ved det, som svarer til det, der blev billedligt skildret på Noas tid?

15. Hvem blev på Peters tid frelst fra ilddåben? Og hvem bliver frelst fra den i dag?

¹⁵ Vi er glade for at kunne sige, at det er de kristne af både jødisk og hedensk herkomst, som modtager dåben i den hellige ånd, og nu også den „store skare“ af deres retsindige medarbejdere. På Peters tid havde jøderne, der søgte at opnå liv, frelse nødig fra den ilddåb, der truede nationen, og Peter tilskyndede dem på pinsedagen med ordene: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt.“ Tre tusinde troede budskabet om, at Jesus var herliggjort i himmelen til at være Herre og Kristus, og senere føjedes der tusinder til. De blev alle døbt i hans navn til syndernes forladelse, og for at de kunne modtage den hellige ånds gave og blive delagtige i dens dåb. I tiden, der fulgte, adlød de Jesu formaninger og drog ikke op til Jerusalem for at fejre påske i året 70 e. Kr. Følgelig blev de ikke overrasket der af de romerske hære, der belejrede byen, og de blev heller ikke ofre for hungersnød, pest eller sværdet og var ikke blandt dem, der blev taget til fange og ført i udlændighed som Roms slaver. De blev skånet for ilddåben over denne troløse nation. Heri var de et billede på, hvorledes mennesker i dag, som tror på Gud og Kristus, vil blive skånet for en lignende begivenhed, der om kort tid vil ramme kristenheden.

16. Hvorfor må der være paralleller mellem Noas tid og vor tid?

¹⁶ Efter at have nævnt forskellige træk i forbindelse med Noas dage siger apostelen Peter, at det, som nu frelser os, svarer dertil. Svarer til hvad? Øjensynlig til den fremgangsmåde eller ordning, der udvirkede frelse under Vandfloden. Der må være paralleller mellem de to tidspunkter, for Jesus talte profetisk om „endens tid“, hvor vi nu befinder os, og sagde: „Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Den dag og time kender ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, men kun Faderen. Thi ligesom Noas dage var, således skal det være ved Menneskesønnens nærværelse. Som folk var i dagene før Vandfloden, de spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før Vandfloden kom og fejede dem alle bort, således skal det være ved Menneskesønnens nærværelse.“ (Matt. 24:35-39, NW; Luk. 17:26-30) Med disse ord bekræftede Jesus også, at Vandfloden var en historisk kendsgerning, og at denne „endens tid“ for verden, da han er usynligt nærværende iklædt kongemagt, er ligesom endens tid på den gamle verden, dengang Noa var nærværende.

17. Hvad betyder Noas navn? Hvordan var han alligevel virksom?

¹⁷ Lad os derfor lægge mærke til de betydningsfulde og tilsvarende paralleller, så vi kan sikre os dåben, der fører til frelse. Hovedskikkelsen på scenen der tilbage i tiden var Noa, arkens bygmester. Hvem er han et billede på? Noa fik dette navn af sin fader Lemek, fordi Lemek ved hans fødsel sagde: „Han skal skaffe os trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som Jehova har forbandet.“ (1 Mos. 5:29) Navnet Noa betyder „hvile“ eller „trøst“. Men Noa var ingen doven og uvirksom mand hverken før eller efter Vandfloden. Han var den synlige leder af den vigtigste gerning på den tid. Noa var den tiende i slægtslinien fra Adam og fuldendte således en række generationer fra Adam, idet ti er et tal, der symboliserer jordisk fuldstændighed. Noa hvilede ikke forud for Vandfloden. Han var en „retfærdighedens forkynder“, og da han af Gud blev advaret om ting, som mennesker endnu ikke kunne se, lagde han „gudsfrygt for dagen og byggede en ark til frelse for sit hus, og ved sin tro fordømte han verden, og han blev arving til retfærdighed ved tro“. — Hebr. 11:7, NW.

18. Hvorledes levede Noa op til sit navns betydning efter Vandfloden?

¹⁸ Det første, Noa gjorde, efter at han og hans familie gik ud af arken, var at bygge et alter og bringe Jehova et offer. Dette var en hvile for Herren Jehova, for vi læser: „Og da Jehova indåndede den liflige duft [en duft af hvile, KJ, margenen; en tilfredsstillende duft, Ro], sagde han til sig selv: Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!“ Derpå velsignede Jehova Noa og hans sønner. (1 Mos. 8:21; 9:1) Her ser vi, hvorledes Noa i overensstemmelse med sit navn bragte menneskeheden trøst ved deres nye start efter Vandfloden og skaffede dem lettelse med hensyn til deres hænders arbejde og møje, som de førhen havde døjet under som følge af Jehovas forbandelse af jorden.

19. Hvorledes svarer Jesus til Noa, i særdeleshed i forbindelse med betydningen af Noas navn?

¹⁹ Kristus Jesus er den, som svarer til Noa. Jesus var den syv og halvfjerdsindstyvende fra Adam ifølge Lukas 3:23-38, og hans navn betyder „Jehova er frelse“. Ligesom Noa bringer han mennesker hvile allerede nu. Han sagde: „Kom til mig, alle I, som arbejder hårdt og er tynget af byrder, og jeg vil styrke jer . . . og I vil finde styrke for jeres sjæle. Mit åg er nænsomt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:28-30, NW) I denne „endens tid“ for verden skænker Jesus denne hvile og styrke til alle fårene, som han tjener som den rette hyrde, både resten af hans „lille hjord“ af himmelske medarvinger og den store skare af „andre får“. (Luk. 12:32 og Joh. 10:16) Men når Harmagedonslaget har døbt denne gamle verden, indbefattende kristenheden, med ild, vil han trøste menneskeslægten med en stor sabbatshvile under sin tusindårige regering. „Thi Menneskesønnen er herre over sabbaten.“ Dette sagde han til jøderne, der gjorde indvending imod barmhjertighedsgerninger udført på sabbatsdagen. Under den tusindårige sabbat vil han herske som konge og ypperstepræst og vejlede menneskeheden i den sande tilbedelse af Gud, så at der ikke skal hvile nogen guddommelig forbandelse over den lydige menneskehed. Kristus Jesus er i sandhed et modbillede til Noa. Fortidens Noa udførte et stort byggearbejde til „frelse for sit hus“. Det gør Kristus Jesus også. Hvad er det da for et byggearbejde? Hvorledes svarer det til arken i Noas dage?

20, 21. Hvad svarer til Noas ark, og hvordan gør det det?

²⁰ Jehova Guds teokratiske system er det, som svarer til arken, og over dette system har han sat den modbilledlige Noa, Kristus Jesus. Denne Guds søn er også en bygmester som Noa, og han fortæller os, at han bygger sin kirke eller menighed med sig selv som grundvold eller klippen. (Matt. 16:18) I Hebræerne 1:1, 2, 8, 9 læser vi, at han er en „retfærdighedens forkynder“, ved hvem Gud har talt til os, og „hvem han indsatte som arving til alle ting, og ved hvem han dannede tingenes system“. (NW) Den ark, som denne større Noa bygger, består af et nyt tingenes system, en ny guddommelig ordning, der yder os beskyttelse og bevarer os til evig frelse. Menigheden, den teokratiske organisation, som han opbygger, må leve efter dette nye tingenes system og tænke, tale og arbejde i harmoni dermed. Denne ark eller teokratiske bygning er blevet en skive for verdens latter, fordi den er bygget efter Guds anvisninger og for at tjene hans formål. Den er anderledes! Verden har aldrig set mage dertil, og den forstår den ikke.

²¹ Dens opførelse kræver derfor tro på Gud, og de, som arbejder for dette nye tingenes system, må lægge tro for dagen, så de kan fortsætte til trods for denne verdens hån og forsmædelse. Men i den store trængsel, der ligger foran os, vil den tjene sit formål ved at bevare alle dem, som søger tilflugt under dette system, ligesom arken førte Noa og hans familie sikkert gennem Vandfloden. Vi mindes, hvorledes det var sådan en ark eller kiste eller tebah (hebraisk), der reddede spædbarnet Moses fra at dø i Nilens vand. — 2 Mos. 2:3, 5.

22. Hvorledes viste det nye system sig at være til frelse? Hvordan vil det gøre det?

²² Dette er et nyt tingenes system sammenlignet med det gamle system, der gjaldt blandt jøderne under Moseloven. Dengang det jødiske system ophørte for stedse med Jerusalems undergang i året 70, overlevede det nye kristne tingenes system. I dag, nitten århundreder senere, glæder Jehovas vidner sig over det samme nye tingenes system og erfarer flere og flere af dette systems nye ting. Vi har gjort klogt i at tage vor tilflugt dertil, fremfor til det tingenes system, der råder i kristenheden og i den øvrige verden. Det hykleriske og verdslige system vil blive døbt med brændende undergang i Harmagedon, hvorimod Guds nye tingenes system vil fortsætte og blive til frelse for dem, som indordner deres liv efter det. Den nuværende onde verdens ophør betyder afslutningen på de ting, Satan har sat i system, hans himle og jord. Men den større Noa, Kristus Jesus, sidder ved Guds højre hånd i de hellige himle, og han vil gå sejrrigt ud af Harmagedonslaget. Han vil overleve det, og det vil også hans rest af salvede efterfølgere og deres retsindige medarbejdere, der har søgt tilflugt i det guddommelige nye tingenes system som i en ark. Dengang Jesus var her på jorden, indrømmede han ligesom Noa, at han ikke kendte dagen og timen, da det, som svarer til Vandfloden, skulle bryde løs, men nu med sin himmelske tilknytning til Gud kender han den.

Til den større Noa

23, 24. a) Hvad blev de døbt til, dersom de ikke blev døbt i vandet eller arken? b) Hvordan blev de døbt på denne måde?

²³ I vor videre undersøgelse af lighedspunkterne mellem Noas dage og denne „endens tid“ spørger vi: Hvad er det, vi døbes til, så vi kan opnå frelse med henblik på den kommende verdensundergang? Den salvede rest af Kristi „lille hjord“ døbes naturligvis i hellig ånd, ligesom de første disciple blev det på pinsedagen. Men det er ikke det, apostelen Peter taler om i denne forbindelse. På Noas tid var det vand, den gamle, ugudelige verden blev døbt i til dens undergang: „Den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde.“ (2 Pet. 3:6) Det var derfor ikke i denne vandflod, at de otte overlevende blev døbt til frelse. Det var heller ikke til arken eller skibet, de blev døbt, thi der var sikkert andre skibe på de floder, der strømmede ud fra Eden, og de ville for en tid holde sig flydende på vandet, men til sidst blive fyldt med vand og synke. Den bibelske slutning er, at det, som førte til frelse fra Vandfloden, var, at de overlevende lod sig døbe til arkens bygmester, Noa.

²⁴ De syv, som gik ind i arken sammen med Noa, måtte have tillid til ham som Jehovas profet. De måtte være ham ubrydeligt hengivne og vandre med ham, som han „vandrede med Gud“. De måtte være villige til at udholde den hån og forsmædelse, der faldt på ham, og sammen med ham at lide for en retfærdig sag. De måtte optages i et tingenes system, der var forskelligt fra verdens, en teokratisk ordning, hvori Noa var bygmester, hovedrådgiver, kaptajn eller lods. De måtte derfor underkaste sig ham som deres hoved, der førte an og ledede sine medarbejdere. Herigennem blev de i virkeligheden døbt til Noa.

25, 26. a) Hvorledes fandt en sådan dåb også sted i Moses’ tilfælde? b) Hvem kalder det en dåb, og hvortil blev ægypterne døbt?

²⁵ Denne dåb til en tjener, Jehova havde udvalgt, gentog sig i Moses’ tilfælde. Peter fortæller os om dåben til Noa, men apostelen Paulus fortæller os om dåben til Moses. De, som undslap Ægypten sammen med Moses, var de omskårne jøder eller israelitter og „en stor hob“ af retsindige, og de blev alle døbt til ham. Hvorledes? Gennem Jehovas symbolske handling ved Det røde Hav. Der handlede Jehova ved sin engel atter som den store Døber. Han dannede en vandmur til højre og en til venstre side, mens de drog østpå over Det røde Havs leje. Han lod en vandfyldt sky hænge over dem, og med den skjulte han dem for Faraos forfølgende hære. Derpå løftede han sit folk ud af disse vande ved at føre dem frelst til den østlige side af Det røde Hav som en levende og fri nation. Men for at erfare denne dåb måtte de anerkende Moses’ førerskab. Oprør imod ham som Jehovas udvalgte straffedes med undergang. Da han var mellemmanden mellem Gud og israelitterne, kunne disse ikke nærme sig Gud undtagen gennem ham. De måtte godtage Jehovas love gennem ham. Uden for den teokratiske organisation under Moses’ synlige førerskab og uden for denne „Israels stat“ fandtes der intet håb, og mennesker var „uden Gud i verden“. Således læser vi i Efeserne 2:12, NW.

²⁶ Ved at følge Moses gennem Det røde Hav under dække af den mirakuløse sky blev israelitterne og „den store hob“ af retsindige døbt til Moses. Fra da af var de knyttede til ham som følge af hans førerstilling og afhængige af hans optræden som mellemmand mellem Jehova Gud og Israel. Følgelig talte Moses om at bære dem, som en fader bærer et barn i sin favn. (4 Mos. 11:11-14) Apostelen Paulus erklærer alt dette for at være dåb, når han skriver: „Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore forfædre alle var under skyen, og alle gik gennem havet, og alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet.“ (1 Kor. 10:1, 2, NW) De forfølgende ægyptiske hære var ikke under den beskyttende sky. Da Jehovas engel derfor så ned igennem denne sky og øjnede ægypterne på Det røde Havs bund, lod han vandmurene styrte sammen, og deres hære blev døbt med undergangens vanddåb. De blev ikke løftet op deraf i levende live, hverken af nogen menneskelig eller nogen guddommelig kraft.

27. Til hvem er der i dag en dåb til frelse, og hvem døbes dermed?

²⁷ Gud brugte Moses til at forudsige, at der ville komme en profet som han, men større end han. Apostelen Peter påpeger klart, at denne større Moses, som skulle komme, er Herren Jesus Kristus. Som det var med Moses, således er det med Kristus. Der er en dåb til ham for frelse. Hans „lille hjord“, der bliver medarvinger med ham i det himmelske rige, døbes til ham med den hellige ånd, som Gud først udgød over Jesus som hovedet, og som Jesus på pinsedagen begyndte at udgyde over medlemmerne af den „lille hjord“. „For,“ siger apostelen Paulus, „ligesom legemet er en enhed, men har mange lemmer, og alle legemets lemmer, skønt de er mange, er eet legeme, således er også Kristus. Thi med een ånd blev vi alle døbt ind i eet legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri, og måtte alle drikke een ånd. I er nu Kristi legeme og lemmer hver især.“ (1 Kor. 12:12, 13, 27, NW) Peter henviser imidlertid til en dåb til ham på denne „endens tid“ for verden, en dåb, der indbefatter den rette hyrdes „andre får“ såvel som resten af hans lille hjord, da han jo bringer dem sammen, så der kan være „een hjord, een hyrde“. (Joh. 10:16; Ap. G. 3:19-23; Hebr. 3:4-6) Dette er dåben til den større Noa. Ved den gamle verdens ende var selve ens tilstedeværelse i arken et symbol på, at man var døbt til Noa under det teokratiske tingenes system. Noas hustru, hans tre sønner og deres hustruer var de syv, der blev døbt til Noa. Hvem var disse et billede på?

Noas hustru

28. Hvem svarer til Noas hustru?

²⁸ Der er for det første Noas hustru. Det er en kvinde, der er blevet fuldstændig ignoreret i tidligere undersøgelser af dette profetiske drama. Hvor finder vi et modstykke til hende i vor tid? Tydeligt nok i dem, som Skriften kalder Kristi „brud“, „Lammets hustru“. De er „Kristi legeme“, hans 144.000 trofaste salvede efterfølgere, som udgør hans åndelige „lille hjord“. — Åb. 19:7-9; 21:2, 9; Joh. 3:29; 2 Kor. 11:3; Ef. 5:21-32.

29. Hvor længe havde Noa sin hustru? Hvad svarer dette til?

²⁹ Noa havde sin hustru mindst hundrede år før Vandfloden, for hendes søn Jafet var den ældste, og han var født henved hundrede år før Vandfloden, eftersom Noa jo var fem hundrede år gammel, da han blev fader. Sem, hendes næste søn, blev født otte og halvfems år før Vandfloden begyndte. (1 Mos. 5:32; 7:11; 10:21; 11:10; 9:22-25) I hvor mange af Noas seks hundrede år inden Vandfloden, han havde denne hustru, ved vi ikke. Han havde hende, længe inden den daværende ugudelige verden ophørte, og sandsynligvis længe før hans tre sønners fødsel. Således begyndte også Kristi brudeskare at blive dannet længe før den nuværende verdens ende, nemlig for nitten århundreder siden, ved dette kristne tingenes systems begyndelse. I denne „endens tid“ repræsenteres Noas hustru her på jorden af resten af hans salvede lille hjord.

30. Hvad er Noas hustrus nære forhold til sin ægtemand et billede på?

³⁰ Noas hustru stod i et ganske nært forhold til ham som hendes mand. På tilsvarende vis er brudeskaren, der indbefatter resten i dag, på en særlig måde døbt til vor tids Noa, Kristus Jesus, med hellig ånd. Det betyder, at de skal døbes til hans død til forherligelse af Jehova Guds rige, så de til sidst kan blive oprejst med en opstandelse, der ligner hans, det vil sige den første opstandelse, til himmelsk „herlighed og ære og uforkrænkelighed“. Apostelen Paulus spørger dem: „Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi blevet forenet med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være forenet i en opstandelse, der ligner hans.“ (Rom. 6:3-5, NW) Jehova Gud er derfor den store Døber. I fordums tid arbejdede Noa på sin hustrus frelse, idet han lagde tro for dagen gennem gerning. Hun svigtede ham ikke og døde derfor ikke, men levede flere år efter Vandfloden, skønt hun ikke fødte Noa flere børn. Således forholder det sig også med resten nu.

Sønnerne og svigerdøtrene

31, 32. Hvem er et modstykke til Noas sønner og deres hustruer?

³¹ Nu kommer vi til Noas tre sønner og deres hustruer. Hvem svarer til dem nu i vor tid? Vi må være ærlige og se kendsgerningerne i øjnene, som de forholder sig i vor tid, „endens tid“. I dag ser vi med glæde en stor skare af mænd og kvinder, drenge og piger strømme til Jehovas teokratiske organisation og deltage i hellig tjeneste ved hans åndelige tempel. De erkender, at der ingen frelse er for dem i nogen af de dæmoninspirerede, menneskegjorte foranstaltninger i denne skæbnesvangre tid. Derfor vender de sig bort fra at gøre menneskers vilje og denne verdens vilje og indvier sig helt til at gøre Guds vilje. De tilskriver al frelsesmagt til Jehova Gud, som sidder på tronen, og hans søn Jesus Kristus, hvem Faderen har givet som et offerlam. De hylder ham med palmegrene som Jehovas salvede konge, og de følger hans ledelse som den rette hyrde. Han vil blive deres „Evigheds-Fader“. (Es. 9:6) Denne skare er nu talmæssigt set langt større end resten, med hvem Hyrden har forenet dem til een hjord, og vi ser, at de er kommet ind under det nye tingenes system i en belejlig tid, i gunstens tid mellem indledningen og afslutningen på den „store trængsel“ over Satans verden. De blev forudsagt i disse vendinger i Åbenbaringen 7:9-17.

³² Vi kan derfor ikke fjerne dem fra scenebilledet ved verdens ende. Vi kan ikke udelukke dem af dette billede. De er under arkens foranstaltninger sammen med resten af den lille hjord. De må svare til nogle af dem, som befandt sig i arken under Vandfloden. Det er kun rimeligt og i overensstemmelse med kendsgerningerne, at de svarer til Noas tre sønner og deres tre hustruer.

33. Hvem var på Sodomas og Gomorras tid et billede på den samme skare?

³³ Heri er der intet ejendommeligt eller ualmindeligt. Vi har allerede set, hvorledes en „stor hob“ sammen med israelitterne blev døbt til Moses i Det røde Hav og sluttelig drog ind i det forjættede land. Dengang Jesus sammenlignede tiden for sin anden nærværelse forud for Harmagedonslaget med fordums tider, da store ulykker og bemærkelsesværdige udfrielser fandt sted, brugte han ikke blot Noas dage som sammenligning, men også Lots dage. Lot var en brodersøn til Abraham, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes. Lot havde bosat sig i Sodoma, der var dømt til undergang. Jesus sagde i sin påvisning af, at Lot og hans to døtre, der undslap en brændende undergang, var profetiske skikkelser og pegede hen til en senere tid: „Ligesom det skete i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle. På samme måde skal det gå på den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Husk Lots hustru.“ (Luk. 17:28-30, 32, NW) Lot og hans døtre, for hvem Abraham gik i forbøn hos Jehovas engel, er utvivlsomt et billede på den samme skare, som skildredes ved den „store hob“ på Moses’ tid og Noas tre sønner og deres hustruer. Alt dette er billeder på, at der ikke alene er en åndelig skare, resten, der frelst gennemlever Harmagedon, men også en jordisk skare af retsindige mennesker.

34. Hvilket talmæssigt forhold var der mellem Noas sønner og svigerdøtre sammenlignet med ham selv og hans hustru? Hvilken forret fik de?

³⁴ Noas sønner og svigerdøtre var talmæssigt som tre til een sammenlignet med Noa og hans hustru, og efter Vandfloden blev det dem, som opfyldte det guddommelige påbud: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ (1 Mos. 9:1) De var blevet døbt til Noa ved trofast at samarbejde med ham som Jehovas tjener i alle de år, arken blev bygget, og ved til sidst at gå ind i arken sammen med ham, antagelig to og to ligesom han- og hundyrene. De kom ind under Jehovas velsignelse efter Vandfloden gennem et påbud, der til dels svarede til det påbud, Adam og Eva fik pålagt i Eden.

35. Hvorledes er de et billede på den „store skare“ i dag?

³⁵ Hvilket udmærket billede er de ikke på vor tids „store skare“ af andre får! Disse bliver også døbt til den større Noa, Kristus Jesus. Dog ikke på samme måde som resten af den „lille hjord“. De bliver ikke døbt til Kristi død, thi det er ikke den store Døbers, Jehova Guds, vilje med dem. Han vil, at de, når de har overlevet Harmagedonslaget i nutidens „frelsesark“, skal være frugtbare og få børn i den retfærdige nye verden og være med til at genindføre paradiset på den rensede jord og til evig tid bebo den som fuldkomne mennesker i Guds billede og lighed. Følgelig er de ikke som Kristi rest, der begraves „med ham ved dåben til døden“ eller bliver „forenet med ham i en død, der ligner hans“. Selv om nogle af de „andre får“ dør i det tidsrum, der er tilbage inden Harmagedonslaget, så ofrer de ikke deres fremtidshåb om fuldkomment liv i et jordisk paradis. De sover ind med håbet om en opstandelse til fuldkomment liv på jorden under Kristi tusindårsrige. Det er ved at lytte til den rette hyrdes røst, der i dag forkynder de gode nyheder om Riget på hele jorden til et vidnesbyrd for alle nationerne, og derpå hengivent at følge ham som Guds salvede konge, at de døbes til den større Noa. Det er grunden til, at de forandrer deres livsvaner. De spilder ikke længere deres tid med at efterligne denne verdens levevis, men lever efter det nye tingenes system, tryghedens ark.

(The Watchtower, 15. november 1951)