Enheden i Guds synlige organisation

„Ham skyldes det, at hele legemet, idet det er harmonisk knyttet sammen og gennem alle led samarbejder, så de i rette omfang yder det nødvendige efter hver enkelt dels opgave, vokser til dets egen opbyggelse i kærlighed.“ — Ef. 4:16, NW.

 1. Hvad har Jehova vist de ringeste blandt menneskeheden, og hvilke følelser nærede Paulus?

JEHOVA, universets store, uindskrænkede hersker, har vist de ringeste blandt menneskeheden, mænd og kvinder som os, ufortjent godhed. Paulus blev genstand for denne ufortjente godhed. Han værdsatte den så højt, at han måtte give udtryk derfor både i ord og gerning. Den taknemmelighed, Paulus nærede over for Jehova, ønskede han, at alle andre også skulle føle. Det var derfor, at han skrev så indtrængende til Timoteus og sagde: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som gav mig kraft, fordi han anså mig for pålidelig ved at tildele mig en tjeneste, skønt jeg før var en spotter og en forfølger og et formasteligt menneske. Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede i vantro. Men vor Herres ufortjente godhed udfoldede sig rigeligt sammen med den tro og kærlighed, der har tilknytning til Kristus Jesus. Troværdig og fuld modtagelse værd er det ord, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Blandt disse er jeg den største. Dog, når barmhjertighed blev mig til del, var det, for at Kristus Jesus på mig som det mest graverende tilfælde kunne vise hele sin langmodighed, så jeg blev et eksempel på dem, som skal tro på ham til evigt liv.“ — 1 Tim. 1:12-16, NW.

 2. Hvad skyldtes Paulus’ overstrømmende glæde?

² Det var smukt af Paulus at tale så åbenhjertigt til den unge Timoteus, der ligeledes ønskede at opnå liv og kunne vinde det som følge af Jehovas ufortjente godhed. Idet Paulus indrømmer sin tidligere formastelige indstilling, fortæller han Timoteus om Guds ufortjente godhed, der blev vist ham, skønt han var en spotter. Han satte pris på denne kærlighed. Den glæde, der strømmer gennem Paulus’ ord til Timoteus, skyldes, at Herren Jesus Kristus havde anset ham for pålidelig og havde overdraget ham et hverv som tjener. Hvilken opgave! Hvilken forret! Paulus værdsatte til fulde sin tjenestegerning, og beretningen i Apostlenes Gerninger om hans liv og tjeneste bekræfter dette.

 3. Hvorledes udtrykte Paulus sig i denne forbindelse over for efeserne?

³ Da Paulus ved en anden lejlighed skrev til efeserne, havde han det samme — tjenestegerningen — i tanke. Han fortalte menigheden i Efesus, at Gud havde vist ham en godhed, der var ufortjent. Hverken Paulus eller efeserne eller nogen anden af menneskeslægten fortjente godhed fra Guds side. Dog blev der vist Paulus en sådan kærlighed, og der blev givet ham lejlighed til at forkynde gode nyheder for nationerne om Guds kærlighed og at kundgøre om Skaberens og hans søns majestæt, magt og storslåethed. Paulus udtrykte sig på denne måde, da han skrev til efeserne: „Mig, et menneske ringere end den ringeste blandt alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde for nationerne de gode nyheder om Kristi uransagelige rigdomme og give menneskene indsigt i, hvorledes den hellige hemmelighed forvaltes, der fra evighed har været skjult i Gud, der skabte alle ting.“ — Ef. 4:8, 9, NW.

 4. Hvilken frimodighed ejede Paulus, og hvorledes lagde han sin tro for dagen?

⁴ Jehova gjorde noget for Paulus. Han var nu en fri mand med håb om evigt liv. Han kom ud fra trældommen under det gamle tingenes system, hvori han havde levet, og for første gang nød han den frimodighed, Guds folk ejer som følge af kundskaben om Jehova. Den indsigt, Paulus fik i Guds åbenbarede hensigter gennem Kristus Jesus, gav ham tillid i udførelsen af sit arbejde ved troen. Denne tro rokkedes aldrig. Han beviste dette gennem det gode arbejde, han udførte som den forfulgte og ikke længere som den forfølger, han havde været. Hans prøver, trængsler og genvordigheder var mange, og dog forblev han trofast til døden. Han var en retskaffen mand. Han kendte Guds vilje, og han troede på Kristus til evigt liv. Paulus må have været en inspiration og et eksempel til efterfølgelse, for han fulgte selv i Kristi Jesu fodspor.

 5, 6. Hvordan var Jehovas ufortjente godhed blevet udstrakt til hedningerne efter åbenbarelsen af hans hellige hemmelighed?

⁵ Hvorledes forholdt det sig med andre kristne? Fulgte de trofast Kristus? Havde Guds ufortjente godhed samme virkning på dem, som den havde på Paulus? Ja, det havde den. Tænk på de første kristne: Jøderne havde som nation sveget deres pagt med Jehova Gud. De var engang blevet udvalgt til at være folket for Guds navn, men nu da Jehova havde åbenbaret den hellige hemmelighed, sin søn Kristus Jesus som Messias, ville de ikke tage imod ham. Kaldet gik derfor ud til de hedenske nationer for blandt dem at udtage et folk for Guds navn. Den hellige hemmelighed, der havde været skjult for generationer, at Jehova Gud ville velsigne alle jordens slægter, blev nu åbenbaret gennem Kristus Jesus. I overensstemmelse med den havde Jehova nu vist barmhjertighed og ufortjent godhed mod hedningerne såvel som mod jøderne. Begge slags „nationer“ eller alle slags mennesker kunne nu tage imod Messias og stræbe efter at opnå evigt liv. Givetvis vidste Jehova Gud lige fra verdens grundlæggelse, hvorledes han ville gennemføre sine beslutninger til velsignelse for alle jordens slægter og til ophøjelse af sit navn, skønt han ikke havde åbenbaret dette i alle enkeltheder i den forgangne tid.

⁶ I århundreder havde Jehova Gud intet haft med hedningerne at gøre, men nu lå vejen dem åben til at blive kristne, Guds udvalgte tjenere, Jehovas vidner. Da Paulus skrev til romerne om, hvordan der var blevet vist dem så stor barmhjertighed og så megen ufortjent godhed (for de havde intet gjort for at ære Jehova), udbrød han: „O, dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje! Thi hvem kender Jehovas sind, eller hvem blev hans rådgiver?“ (Rom. 11:33, 34, NW) Det er ufatteligt, og dog udstraktes Jehovas ufortjente godhed til hedningerne; og de, som indviede sig til den Højeste og kom ind i menigheden eller den synlige organisation, blev et skuespil for mennesker og engle.

 7. Hvori blev modtagerne af Guds ufortjente godhed optaget, og hvad skulle de være?

⁷ Det er henved nitten århundreder siden, at denne synlige organisation, Guds folks menighed, begyndte sin tilværelse. Modtagerne af denne ufortjente godhed blev optaget i en ny pagt med Gud, en anden end den gamle lovpagt. Den gamle pagt, hvis mellemmand Moses havde været, var blevet ophævet med Kristi Jesu pælfæstelse. Denne nye pagt var Guds lov skrevet i deres hjerter, som stod i pagtsforhold til Gud, og ikke som den gamle skrevet på stentavler. Disse, som sluttede en ny pagt med Gud, skulle være „et folk for hans navn“. Det var sådanne, der var som Kristus, nemlig Paulus og alle de første trofaste efterfølgere af Kristus, Guds riges forkyndere.

 8. Hvad gjorde den nystartede organisation så betydningsfuld?

⁸ Et nyt tingenes system, en ny organisation, begyndte, og den var af livsvigtig betydning. Udvælgelsen af Kristi brud var begyndt, og den skulle bestå af 144.000 trofaste Herren Jesu efterfølgere. På det tidspunkt var udvælgelsen af bruden og dannelsen af denne synlige organisation, hvori hvert enkelt medlem måtte være trofast til døden, en meget alvorlig sag. Derfor havde medlemmerne den fulde forståelse af, at de måtte samarbejde endrægtigt, fordi de som følge af Guds ufortjente godhed var blevet ført sammen i en bestemt hensigt. Med tiden ville verdens øjne hvile på dem, og himmelens engle ville følge Guds vidunderlige foranstaltningers udfoldelse. Her var forkynderne af Jehovas rige, verdens eneste håb. Kunne noget være af større betydning end Riget?

„Frimodighed i tale“

 9. Hvad var det Guds hensigt, at mennesker skulle få indsigt i, og hvad bevægede forholdene sig henimod?

⁹ Jehova havde besluttet at give mennesker „indsigt i, hvorledes den hellige hemmelighed forvaltes“, og derfor blev det, som havde været skjult hos Gud, nu åbenbaret „for at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed gennem menigheden skulle gives til kende for regeringerne og myndighederne i det himmelske, efter den evige beslutning han traf i forbindelse med Kristus Jesus, vor Herre, ved hvem vi har denne frimodighed i tale og tillidsfulde adgang gennem vor tro på ham. Derfor beder jeg jer om ikke at give op på grund af mine trængsler for jeres skyld, thi disse betyder ære for jer.“ (Ef. 3:10-13, NW) Ja, „den evige beslutning, han [Jehova] traf i forbindelse med Kristus“, var nu ved at blive gennemført. Forholdene bevægede sig henimod ophøjelsen og hævdelsen af Jehovas navn og ord. Guds menighed var nu hans synlige organisation, og den kundgjorde de gode nyheder om Kristus og forkyndte det glædelige budskab om Himmeriget. Med Kristus Jesus, det troværdige og sanddru vidne, var den sande grundvold lagt, og ske, hvad der ville, det være sig trængsler for det enkelte medlem af menigheden eller adspredelsen af Jehovas vidners kredse, de ville alle stadig „tro på ham til evigt liv“ og tale med den vidunderlige frimodighed, som Kristus Jesus havde skænket dem.

10. Hvad indførte og udviste Jesus under sin tjeneste, og hvorfor?

¹⁰ Jesus havde nemlig under sin tjeneste indført en frimodighed i tanke og tale, der var forsvundet fra jorden, da han kom hertil. Det var ham, som sagde: „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den, du udsendte, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Verdens religioner havde stor magt over folkene. Millioner af mennesker af alle nationer, stammer, folkeslag og tungemål befandt sig i det samme gamle spor. De sandheder, Jehova havde ladet nedskrive århundreder inden Jesu tid, var skjult lige til hans tid. Israelitterne var lige så dårligt stillet som alle de andre nationer, for de havde forladt Jehovas belæring til fordel for menneskers overleveringer. Da Kristus Jesus kom, udviste han i sine ord og gerninger en frimodighed i tale, der varmede menneskenes hjerter.

11. Hvad bidrog til hans frimodige tale?

¹¹ Hans ord var ikke baseret på gamle falske religiøse traditioner. Det, han lærte, var ikke noget, han havde lært i datidens skoler. Han fik sin kundskab ved at studere De hebraiske Skrifter, gennem bøn til Gud og ved at indvi sig til at gøre sin Faders vilje. Det var denne salvede, Mesteren, som sagde: „Sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Jesus var fri af denne gamle verden. Han var ikke en del deraf, skønt han opholdt sig i den. Han var fri og kunne sige, hvad der var sandt og retfærdigt og til ære for Jehovas navn. Han var fri til at gøre det, som ville være til pris for hans himmelske Faders navn. Han genindførte sand tilbedelse af den Højeste. Han fordømte hyklere og falske religioner med deres afgudsdyrkelse.

12. Hvorfor er forkyndelsen af Riget et tegn på frimodighed?

¹² Paulus anerkendte disse uvurderlige og frygtløse egenskaber hos Kristus Jesus, og det var gennem Kristus Jesus, at han selv modtog denne frimodighed i tale. At fortælle sandheden om Jehova og hans søn og Guds rige var at tale frit, da alle nationer og deres herskere var og stadig er imod Jehova Guds rige og dets herredømme ved Kristus Jesus.

13. Hvorledes sikrede Jesus hele menigheden denne frimodighed i tale?

¹³ Alle i Guds menighed må have den samme frimodighed i tanke og tale og ikke længere lade sig binde af verdens undertrykkende tænkemåde. De må ikke lade sig indespærre eller indhegne; de må komme ud og gøre sig frie af denne verdens fængsler. Jehova har gjort denne frihed opnåelig for dem gennem sin søn, Kristus Jesus. Det var Kristus, der en sabbatsdag sagde i synagogen i Nazaret: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde gode nyheder for de fattige, han sendte mig for at prædike frihed for fangerne, og at de blinde skal få deres syn igen, for at sende de fortrykte bort i frihed, for at forkynde Jehovas kærkomne år.“ (Luk. 4:18, 19, NW) Han citerede fra Esajas, det 61. kapitel, og efter at han var blevet salvet, drog han ud for at udføre dette store frigørelsesarbejde for fangerne og sende de fortrykte bort i frihed. Han pegede hen til Jehovas kærkomne frihedsår, der skænker frihed fra denne gamle verden. Nu var tiden kommet, da folket skulle fri sig fra denne døende gamle verdens trældom, og Kristus Jesus viste dem vejen til denne frihed. Guds menighed vidste dette!

14. Hvorledes søgte de jødiske religiøse ledere at knægte denne frimodighed i tale?

¹⁴ Jesus havde ikke prædiket dette frihedsbudskab ret længe, før farisæerne og datidens ledende mænd havde haft tilstrækkeligt af den frie tale, han førte overalt i Palæstina. Disse verdslige stormænd besluttede at få ham ryddet af vejen. Beretningen viser ganske tydeligt, hvorledes de skriftkloge og farisæerne gang på gang forsøgte at få Jesus i en fælde og stillet for en fingeret ret og derved få ham bragt til tavshed. Til sidst lykkedes det dem at få ham naglet til marterpælen. Nu kunne han ikke mere tale. Hvilken lettelse for dem! Nu var de overbeviste om, at denne talefrihed var blevet knægtet. Folket ville ikke længere søge at frigøre sig for de skriftkloges og farisæernes indflydelse eller lytte til denne mand. De troede, de kunne holde befolkningen fangen i deres fængsler. Men de tog fejl! Tænk på Jesu bøn og hans anmodning til sin himmelske Fader på deres vegne, som han efterlod som et frit folk:

15. Hvad gav Jesus sine efterfølgere, der sikrede dem frimodighed til at tale?

¹⁵ „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig. De var dine, og du gav mig dem, og de har holdt dit ord. De har nu erkendt, at alt, hvad du gav mig, er fra dig; thi de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg kom som din udsending, og de har troet, at du udsendte mig. Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, våg over dem af respekt for dit eget navn, som du har givet mig, så de kan være eet ligesom vi. Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem, fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:6-8, 11, 14, NW) Jesu disciple havde sandheden, og de måtte forkynde den. Og de gjorde det med oprigtig glæde.

16. Hvad lovede Jesus at sende dem, og hvad ville den hjælpe dem til at mindes?

¹⁶ Det var kort tid efter Kristi Jesu opstandelse, at han organiserede sine efterfølgere, så de kunne udføre det store arbejde, der skulle gøres. Da han talte med sine disciple, sagde han til dem, at de ville huske de ting, han havde fortalt dem, og at han ville sende dem en hjælper, Guds ånd, så de kunne huske disse vigtige ting. „Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når den, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han skal ikke tale af egen indskydelse, men hvad han hører, skal han tale, og han vil forkynde jer de kommende ting. Denne vil herliggøre mig, thi han skal få af mit og forkynde jer det.“ — Joh. 16:12-14, NW.

17. Hvornår sendte han denne ånd, og hvad gjorde de brug af trods genvordigheder?

¹⁷ Ånden blev udgydt over dem på pinsedagen, således som Jesus havde sagt. „Og mens han var sammen med dem, gav han dem påbudene: Tag ikke bort fra Jerusalem, men vent på det, som Faderen har lovet, hvorom I har hørt mig tale; thi Johannes døbte med vand, men I skal døbes i hellig ånd om ikke mange dage efter dette.“ (Ap. G. 1:4, 5, NW) Deres sind blev da fyldt med de sandheder, Jesus havde lært dem, og de gik fremad, idet de frygtløst forkyndte Himmeriget for alle mennesker. (Joh. 14:25, 26) Hverken de forfølgelser, prøvelser og genvordigheder, de udholdt, eller spotten fra ophidsede pøbelsværme eller deres egen fængsling fik dem nogen sinde til at standse. Gennem Kristus Jesus havde de ved Jehovas ufortjente godhed opnået frimodighed i tale, og ingen kunne fravriste dem den. Nej, de ville ikke atter trælle i fangenskab, for Jesus havde udfriet dem. Profeten Esaias havde sagt: „Sig til fangerne: Gå ud! [KJ] til dem i mørke: Kom frem! Græs skal de finde langs vejene, græsgang på hver høj.“ (Es. 49:9) Det var, hvad Jesus gjorde for fangerne. Hans disciple var nu frie mennesker, og de gjorde den rette brug af deres frihed ved at forkynde sandheden for alle, som ville høre.

18. Hvor udøvede de deres frimodige tale, og hvad fandt derfor sted?

¹⁸ De rejste til landene rundt om Palæstina, Peter mod øst så langt som til Babylon og Paulus mod vest sandsynligvis helt til Spanien. De gjorde brug af deres gudgivne frimodighed i tale. De sagde til dem, som befandt sig i fængsel: „Gå ud! Lyt til disse gode nyheder! Hav ved Kristus Jesus tro og tillid til Jehova Gud, universets Skaber. Stol på hans dyrebare løfter og søg vejen til evigt liv.“ Da begyndte indsamlingen af dem, som elskede sandhed og retfærdighed, og Guds synlige organisation tog form.

19, 20. Hvorledes skulle de kristne vandre kaldet værdigt, og hvad ville dette betyde for organisationen?

¹⁹ Paulus var sin tids mest fremragende missionær og evangelist. Han sagde til dem, han mødte og belærte om sandheden, at de skulle vandre de ting værdigt, hvortil de var kaldede. De burde ikke længere leve efter den stolte og hårde levemåde, som verdensmennesker fulgte. Tværtimod skulle de være ydmyge og lægge et ydmygt sindelag for dagen. De skulle være milde og overbærende, affinde sig med hinanden i kærlighed og leve sammen i fred og fordragelighed.

²⁰ Opnåelsen af dette kærlige sindelag bidrager til dannelsen af en stærk organisation af brødre, der igen gør sit til, at et stort arbejde kan udføres til fremme for Guds riges interesser.

Taget til fange af Kristus

21. Hvem tilhørte de kristne ved køb, og hvad var Paulus lykkelig over at være?

²¹ Paulus forklarede, hvilken sindstilstand kristne burde opelske. De var ikke mere under Satans verdens undertrykkende styre som dette gamle tingenes systems undersåtter, men Kristus havde købt dem med sit blod. De var hans ejendom. Paulus siger: „Hvad! Ved I ikke, at jeres legeme er templet for den hellige ånd i jer, som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, thi I blev købt for en pris. Ær derfor Gud i jeres legemer.“ (1 Kor. 6:19, 20, NW) Paulus var lykkelig over at være købt, at være en Herrens fange, taget til fange af Kristus. Han fortalte efeserne, at han var „en fange i Herren“, og sagde: „Men hver enkelt af os blev ufortjent godhed skænket, alt efter som Kristus udmålte gaven. Derfor siger han: Da han steg op til det høje, tog han en skare til fange; han gav mennesker som gaver.“ (Ef. 4:7, 8, NW) For at Jesus kunne frigøre sine efterfølgere, der var blevet holdt i fangenskab, måtte han selv tage dem til fange og føre dem ind i sin organisation. De tusinder, der hørte de sandheder, Jesus fremholdt, blev ført til ham og kom til at tænke, således som han tænkte. De havde således Kristi sindelag. De var frigjorte fra denne gamle verden. Alle disse frigjorte skænkede han „mennesker som gaver“.

22. Hvilke mennesker blev givet „som gaver“? Hvilket formål skulle de tjene, og hvorpå var Paulus et eksempel?

²² Disse „mennesker som gaver“ var apostle, profeter og evangelister, mennesker, som tog fra den ene menighed til den anden og betjente dem. De kunne tale i tunger, tolke og helbrede. De modtog åndens gaver, der virkede på Paulus’ tid. (1 Kor. 12, NW) Disse mænd hjalp den spæde menighed, Herrens synlige organisation, til at vokse sig stærk og at knyttes sammen i enhed, så den kunne bruges til hans pris og tilbedelse. Paulus var et af disse mennesker, der blev givet som gave, og han satte pris på at være blevet udfriet fra dette gamle tingenes system, og han var opfyldt af taknemmelighed for denne ufortjente godhed, Gud havde udvist ham. Hvad enten han befandt sig som en fange i lænker i Rom eller som en, der var taget til fange af Herren Jesus Kristus, så glædede han sig over at være Herrens fange, som han selv udtrykte det i Efeserne 4:1-3 (NW): „Så formaner da jeg, Herrens fange, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al sindets ydmyghed og mildhed og med langmodighed og affinde jer med hverandre i kærlighed, idet I oprigtigt stræber efter at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd.“ Fangen Paulus ønskede, at Herrens synlige organisation skulle udgøre en enhed og dens medlemmer være eet med hverandre. De mennesker, der var blevet skænket den nye synlige organisation „som gaver“, var blevet givet den netop med dette for øje.

23. Hvorledes skulle disse mænd, der blev givet „som gaver“, vandre?

²³ Guds menighed skulle bestå af enkeltpersoner, der ønskede at være tjenere, og ikke af personer, der stræbte efter at opnå de fremtrædende stillinger. (Jak. 2:1-4) Jesus var menighedens eksempel, og han sagde, at den, som var størst blandt sine brødre, skulle være deres træl. Jesus viste sit ydmyge sindelag, da han vaskede disciplenes fødder, den aften det sidste påskemåltid fejredes og mindet om hans død indførtes. (Joh. 13) Han viste her, hvorledes de skulle ydmyge sig selv og blive trælle for deres brødre. Disse apostle var de mest betydningsfulde blandt de mennesker, evangelister, hyrder og lærere, der blev givet „som gaver“, og de måtte ikke være herskesyge og hundse med menigheden, men de skulle være hyrder og have omsorg for den synlige organisation. (1 Pet. 5:2-4) Disse særlige repræsentanter skulle hjælpe alle medlemmerne i menigheden til at forstå deres ansvar som forkyndere.

24. Hvilket ansvar havde både fårene og hyrderne?

²⁴ Da de var blevet kaldet til Herrens organisation og havde fået frimodighed i tale, så burde hver enkelt i den synlige organisation vandre det kald værdigt, hvormed han var blevet kaldet. Alle, både hyrder og hjord, havde det samme ansvar. Der krævedes trofasthed i tjenesten.

En enhed som legeme betragtet

25. Hvorledes må de alle arbejde, og i hvilket øjemed?

²⁵ Menigheden må derfor se ens på tingene og have den samme positive betragtningsmåde. Alle må indse, at hensigten med at samle disse tjenere for den Højeste sammen var, at de skulle forkynde de gode nyheder om Riget i hele verden til et vidnesbyrd, at herliggøre Jehovas navn og prædike sønnen, Kristus Jesus, og offentligt at kundgøre de hellige hemmeligheder, som Gud har åbenbaret gennem sit ord. Alle inden for Herrens synlige organisation må samarbejde med dette for øje. De kan ikke modarbejde hverandre, for lemmer, der udgør et legeme, modarbejder ikke hverandre. Derfor sagde Paulus videre i Efeserne 4:4-6, NW: „Der er eet legeme og een ånd, ligesom I også blev kaldet i det ene håb, hvortil I blev kaldet; een Herre, een tro, een dåb; een Gud og alles Fader, der er over alle, gennem alle og i alle.“ Jehova handlede med alle legemets lemmer gennem sit ord og sin synlige organisation, og hvad mere er, han gør det samme i dag for vor enhed som legeme betragtet.

26. Hvoraf bestod menigheden på apostlenes tid, og hvad måtte de gøre for at bidrage til organisationens fremgang?

²⁶ Betragt situationen, som den var på Paulus’ tid: Af jøderne, som kom til sandhedens erkendelse, havde nogle været oplært af farisæerne, andre af saddukæerne. Paulus selv var en tidligere farisæer. Der var ægyptere, folk fra Lilleasien, Grækenland, Babylon og andre fjerne egne af jorden, og alle kom de nu sammen i Herrens ene menighed. De havde på et tidspunkt alle haft forskellige livsvaner, forskellige religioner og læresætninger, men nu skulle de leve sammen under een Gud med een bibel, Guds ord, som deres rettesnor. De skulle udgøre hans synlige organisation, være frimodige i deres tale og med beslutsomhed gøre Herrens vilje. Dersom denne organisation skulle opnå fremgang, så måtte de samarbejde ligesom lemmerne i det menneskelige legeme, både hoved og arme og de indre organer måtte alle virke til fremme for hele legemets bedste.

27. Hvorfor burde der ikke råde forskellige anskuelser med hensyn til arbejdet?

²⁷ Paulus indprentede i efesernes sind, at der er kun eet legeme, og at dette legeme beherskes af een ånd, Guds ånd. De blev alle kaldet til det ene håb, håbet om at være medarvinger med Kristus Jesus i det himmelske rige og at leve evigt. Alle havde den samme tro, grundfæstet på Guds ufejlbarlige ord, den samme dåb og den samme Fader i himmelen. Der skulle derfor ikke være forskel i anskuelse blandt legemets lemmer, men de skulle alle bestræbe sig for at udføre det store arbejde med at opretholde den rene tilbedelse af den Højeste og være med til at hævde hans navn og ord og hjælpe de retsindige til kundskab om Jehovas hensigter. Det kunne gøres på Paulus’ tid; det kan også gøres i vore dage.

28. Hvor finder vi en sådan synlig og aktivt arbejdende organisation i vor tid, og hvem kan optages i den, og hvordan?

²⁸ Finder Paulus’ vise ord om, at Jehova ville have en aktivt arbejdende synlig organisation, opfyldelse i vor tid? Hvor eksisterer der i dag en organisation som den menighed, Paulus omtalte? Er det muligt i dag at finde en skare mennesker, der har een fader, fader til alle i menigheden, en fader, der er over alle, gennem alle og i alle, en fader, der har omsorg for sine børn og holder dem sammen i den rene tilbedelse? Hvilken forret og glæde at kunne svare ja, for der findes nemlig en sådan organisation. På apostlenes tid var en sådan synlig organisation at finde i Kristi første menighed. I året 1952 kan man finde den hos en skare kristne mennesker, kendt som Jehovas vidner. De udgør Jehovas synlige organisation. Og DU kan komme til at høre med til denne organisation, dersom du tænker ligesom Paulus og har samme tro, som han havde.

29. Hvilke lighedspunkter er der mellem Jehovas vidner i dag og den første menighed?