Stol på jeres prøvede, trofaste brødre
„Vær lydige mod dem, som styrer jer, og underkast jer dem.“ — Hebr. 13:17, NW.
1. Hvorfor er kærlighed til Jehovas organisation ikke en garanti for, at man ikke kan vise mangel på respekt?
ET BARNS opdragelse i hjemmet giver sig udslag i dets opførsel. Det gode omdømme, den nye verdens samfund har vundet sig, er derfor en anbefaling for den fremragende undervisning, det har modtaget fra den store moder-organisation oventil. Direkte modstand inden for den nye verdens samfund er så godt som ukendt. Men det bør ikke gøre os selvtilfredse. De fleste børn elsker i virkeligheden deres forældre, ikke sandt? Men vil det sige, at de aldrig viser mangel på respekt? Selv det mest velopdragne barn forser sig en gang imellem, og børn, der er ulydige mod deres moder, skal tugtes: Kan du ikke høre din moders stemme: „Vent du bare, min ven, til fader kommer hjem!“ Husk vort ordsprog: „Tugtens revselse [er] livets vej.“ Når vi bliver tugtet af vor himmelske Fader gennem hans hustru-organisation, er det derfor til vor belæring og for at hjælpe os til at vokse op og blive virkelig modne kristne, der ærer vor Fader og moder. Vor Fader kræver vor moder til ansvar for vor opdragelse, og det er grunden til, at Paulus skrev: „Vær lydige mod dem, som styrer jer, og underkast jer dem, for de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab, at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, thi det ville være til skade for jer.“ — Hebr. 13:17, NW.
2. Hvilken indvirkning har vor opførsel udadtil på organisationen?
2 Derfor formanede Paulus Titus, der havde tilsyn med visse menigheder: „Læg dem stadig på sinde at underordne sig og at være lydige mod regeringer og myndigheder som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke tale ondt om nogen, ikke være stridbare, at være rimelige og at vise mildhed mod alle mennesker.“ (Tit. 3:1, 2, NW) At være „rede til enhver god gerning“ ville afgjort indbefatte, at vi opfører os på en sådan måde uden for organisationen, at vi ikke bringer skam over vor Faders eller vor moders gode navn. Vi lever ikke mere vort liv for os selv. Vort liv tilhører Gud, som købte os ved Jesu Kristi blod. Vi er derfor underlagt Gud gennem Kristus, den øverste i Guds hustru-organisation, der er vor moder. Ligesom forældrene kendes på deres børn, således vil det at bringe skam over den nye verdens synlige samfund bringe skam over Jehova Gud og Kristus Jesus og over vor moder.
3. Hvordan bringer sladder vanære over organisationen?
3 Dernæst siger Paulus „ikke tale ondt om nogen“. Sladder stiller vor moder i et dårligt lys. Hvordan det? Fordi vor broder er en del af Guds nye verdens samfund, og hvis vi taler ondt om ham, er det som at tale ondt om Kristus, moder-organisationens øverste medlem. Lad os sige, at vor broder virkelig har gjort noget galt. Vil det, at du blotter hans nøgenhed og skam for andre, øge respekten for vor moder? I hvilken af de to klasser, Jesus skildrede hos Mattæus, det femogtyvende kapitel, tror du, denne handlemåde hører hjemme — hos „fårene“ eller hos „bukkene“, hos dem, som gav ham klæder og mad, eller hos dem, som lod ham gå nøgen og sulten? Sladder er endnu værre end at ignorere et menneskes åndelige behov, fordi den til dette behov føjer forhånelse og skam. Hvis du tror, at et af moderens børn trænger til en omgang med spanskrøret, så gør det ikke bag dets ryg og med din tunge. Gå til din Fader gennem organisationen og lad ham uddele den nødvendige irettesættelse. På den måde viser du respekt. Hvis du ikke gør det, vil du måske opdage, at du selv handler ligesom „bukke“-klassen!
4. Hvorfor hører stridbarhed ikke hjemme i den nye verdens samfund?
4 Paulus siger „ikke være stridbare“. Har du lagt mærke til, at nogle børn altid er parate til at slås? Intet af det, de andre børn gør, passer dem, og altid bruger de en vred og kommanderende tone. Holder du af den slags børn? Nej, naturligvis ikke. Hvorfor skulle vi så efterligne sådanne anlæg, der findes hos uregerlige børn? Hvorfor bruge enhver lejlighed til at yppe kiv? Hvem ønsker at være en forbryderspire i den nye verdens samfund?
Underkastelse i praksis
5, 6. a) Hvordan viser kritik af tjenerne mangel på tillid? b) Hvordan kan det være skæbnesvangert stiltiende at tage forbehold over for Selskabets instruktioner?
5 Nej, Paulus formanede os til at „være rimelige“, det vil sige at prøve at forstå den teokratiske fremgangsmåde og bringe os i harmoni med den. Der kan ske ting i organisationen, vi ikke forstår. Tjenerne følger måske en handlemåde, vi synes er forkert. Nu ville det være urimeligt at kritisere. Vi kender almindeligvis ikke alle omstændighederne i sagen, men den urimelige vil ikke for et øjeblik tage det i betragtning. Han vil straks drage den slutning, at det, der bliver gjort, er helt forkert, fordi han ikke forstår det. Det er kun få af os, der forstår os på atomkærnefysik, ikke sandt? Men brintbomben leverer et håndgribeligt bevis på, at dens skaberes beregninger er slået til. Ville det derfor ikke være tåbeligt af os, om vi lod anstille brintbombeforsøg i vor egen have, bare fordi vi ikke forstår, hvordan bomben fungerer? En rimelig og respektløs indstilling blandt Guds familie kan blive lige så katastrofal som en brintbombeeksplosian.
6 Er det virkelig så alvorligt? Tænk engang efter. Husk, hvordan det gik Saul, fordi han var ulydig. Hans forsømmelighed i at røgte sit teokratiske hverv: at herliggøre Jehovas ord og navn, bragte en retfærdig domskendelse over ham ved Jehovas repræsentant, Samuel. (1 Sam. 15:1-3, 11, 22, 23) At ignorere vejledning fra hovedkontoret eller fra tjenerne i den lokale menighed er forsømmelighed og et tegn på respektløshed over for de teokratiske myndigheder. Vi kan måske mene, at nogle af instruktionerne ikke gælder os, og tage et stiltiende forbehold over for det tilrådelige i at følge dem, selv om vi nok anerkender, at de rummer sunde bibelske principper. På denne måde støtter vi kun delvis organisationen og hvervet at forkynde „denne gode nyhed om Riget“. Vi går måske ud fra, at disse instruktioner er uvæsentlige, og at det vigtigste er „at bringe Jehovas ark til Jerusalem“. David lærte til sin egen sorg (og Uzzas død), at lovsang til Jehova og gode forsætter ikke er nok til at opnå Jehovas ubeskårne velsignelse. Sand tilbedelse må ske i overensstemmelse med Jehovas vedtægter, og hvad der måtte forekomme som småtterier, er vigtige, hvis de påbydes gennem Guds organisations kanal. — 1 Krøn. 13:6-10; 15:11-15.
7. a) Hvoraf kan det ses, at tillid til Guds synlige organisations styrende råd ikke vil blive skuffet? b) Hvordan viser alle rigsforkynderne denne tillid?
7 Respekt for Jehovas organisation betyder, at vi stoler på vore prøvede, trofaste brødre. Det er dem, som gennem svære prøvelser og erfaringer har vist, at Guds ånd er med dem. Den rige velsignelse, der er blevet udgydt over den synlige organisation, er et bevis for, at det styrende råd og de, som repræsenterer det, fortjener vor fulde støtte og tillid. Det kan vi kun vise ved at acceptere enhver foranstaltning som kommende fra Herren gennem den „tro og kloge træl“. Det betyder, at de, der udvælges som tjenere i menigheden, med glæde skulle tage imod deres udnævnelse som Herrens repræsentanter gennem det styrende råd, og at de skulle opfylde de pligter, der følger med deres udnævnelse, så trofast, som var det det styrende råd selv, der handlede. Det vil sige, at alle i menigheden skal udføre deres gerninger i anerkendelse af den teokratiske vejledning, der kommer gennem den sande kanal. Det vil sige, at de skal tage del i arbejdet fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier og nu navnlig give bladarbejdet deres helhjertede støtte. Det vil sige, at vi skal forberede os grundigt til at tage del i enhver særlig litteraturkampagne, Selskabet arrangerer. Det vil sige, at de, som har mulighed for det, skal melde sig som pionerer, og at de, som er pionerer, alvorligt skal overveje specialpionertjenesten, hvis den bliver tilbudt dem. Det vil sige, at vi skal støtte. Selskabet med vore materielle midler. Det vil sige, at vi skal hjælpe hinanden i ægte broderkærlighed, bestandig vågne over for enhver lejlighed til at vise Jehova og hans moderlige organisation vor værdsættelse af al deres godhed. Hvilken bedre måde kan vi gøre det på end ved at vise oprigtig hengivenhed over for hans børn, vore brødre?
8. Hvordan kan man vise mangel på respekt for vejledningen i Vagttaarnet, og hvad betyder det i virkeligheden?
8 Vi ved alle, at vi til stadighed skal søge at gøre fremgang i teokratisk uddannelse og opførsel. Vi får bestandig vejledning fra Guds organisation gennem Vagttaarnets spalter med anvisning på, hvordan vi skal leve teokratisk. Hvis vi nu øjeblikkelig glemmer disse ting og nægter at følge dem i vort daglige liv — ja end ikke gør os den mindste anstrengelse — må det siges, at vi viser mangel på respekt for vor moders belæring eller lov! Så bringer vi ikke hele vor tiende ind i Jehovas forrådshus, og hvilke rige velsignelser går vi ikke glip af! (Mal. 3:10) I virkeligheden foragter vi Jehovas bord, ignorerer hans vejledning og opgiver vor moders belæring. Selv om vor færd ikke får den synlige organisation til at gribe ind eller bare lægge mærke til den, så er vor himmelske Fader ikke blind, og hvordan han end griber ind, så bliver det med sikker hånd.
Opbyg samfundsånden
9. Hvilken vigtig andel i at fremme arbejdet kan hver enkelt i organisationen have?
9 Hvilken tilskyndelse til kærlighed over for de ansvarshavende i Guds hus kommer ikke til udtryk i Davids salme: „[Jehova], jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor.“ (Sl. 26:8) Dengang Jesus drev vekselererne ud af templet, „kom hans disciple i hu, at der står skrevet: „Nidkærhed for dit hus vil fortære mig.““ (Joh. 2:17) Nogle vil måske synes, at de indtager en ubetydelig plads i Jehovas tilbedelseshus, og dog kan de være forvissede om, at de spiller en vigtig rolle, hvis de er udholdende i bøn. Paulus’ ord giver dette til kende: „I kan også yde hjælp ved at gå i forbøn for os, så der til gavn for os må lyde tak fra mange for det, der i godhed gives os på grund af mange opadvendte ansigter.“ (2 Kor. 1:11, NW) Vor tillid til vore prøvede, trofaste brødre vil ikke blive skuffet, for de gør Paulus’ oprigtige begæring til deres: „Bed for os, for vi har tillid til, at vi har en ren samvittighed, da vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ — Hebr. 13:18, NW.
10. Hvorledes viser pirrelighed og ømtålighed mangel på respekt og tillid?
10 Desuden siger Paulus, at vi skal være rimelige ved at „vise mildhed mod alle mennesker“, eller som han udtrykker det i sit brev til efeserne (4:2, NW), „affinde jer med hverandre i kærlighed“. Det indbefatter, at man ikke er pirrelig, ømtålig og let fornærmelig. Men hvorledes viser sådanne reaktioner mangel på respekt for organisationen? Salme 119:165 siger: „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ Når du er tilbøjelig til at lade dig gå på af en broder, så husk, at mens det måske er helt galt, hvad han har gjort, så gør det ikke sagen bedre, at I begge handler galt. Hvis vi bliver fornærmede over det, han gør, eller tager anstød af det, begår vi også uret ved at vise mangel på respekt for Guds lov. På den anden side kan vi vise respekt for Guds ord ved at følge den bibelske fremgangsmåde, gå til ham personlig og få sagen bragt i orden. Hvis det ikke lykkes, kan vi vise organisationen tillid ved at bede om modne brødres bistand eller endogså om menighedens tjeneres bistand om nødvendigt, så der kan skaffes klarhed i sagen.
11. Hvordan bevares menighedens sundhed og samfundsånd gennem den rette underkastelse?
11 Da vi lige er kommet ud af den gamle verden med dens stridigheder og selvoptagethed, kan vi undertiden glemme, at vi nu lever som en ny verdens samfund. Det vil sige, at vi udgør et samfund for os selv. Vi behøver ikke at ty til denne fordærvede og døende verdens domstole eller retsinstanser. Vi har Guds ånd og hans kærlighed, men den vil vi kun bevare, hvis vi holder fast ved hans forordninger for os. Vi må nære en levende interesse for alle Selskabets anliggender og gøre vort bedste for at støtte menighedens sammenhold ved ivrigt at tage del i hver eneste gren af dens stimulerende program for teokratisk virksomhed. Vi kender så godt alle de faktorer, der medvirker til samfundets sundhed, eller som lægger en dæmper på samfundsånden, og vi bør alle med flid bestræbe os for at bevare menighedens enhed i fredens bånd. Det er den samme enhedens ånd, Paulus talte om, da han skrev vedrørende den salvede rests nære samhørighed: „Dersom ét lem lider, lider alle de andre lemmer med det; og dersom ét lem hædres, glæder alle de andre lemmer sig med det.“ (1 Kor. 12:26, NW) „Se, hvor godt og lifligt det er, når brødre bor sammen i enhed!“ sang David. (Sl. 133:1, AS) Det var for at bevare denne ånd, at Paulus skrev til efeserne. (5:21, NW): „I skal underordne jer under hinanden i Kristi frygt.“ Hvor langt bedre at have tillid til vore brødre end at vise mangel på respekt for organisationen ved at lade hånt om dens hjælp og lade splittelsens sæd slå rod!
12. Hvordan opbygges samfundsånden gennem sans for renlighed, og hvorledes kan alle være med til det?
12 Jehovas vidner er kendt for orden og renlighed. Det slår gang på gang udenforstående med forundring, hvordan Jehovas vidner holder deres stævnepladser så fint rene. Ikke alene er der en organiseret rengøringsstab, men alle de tilstedeværende gør sig særlige anstrengelser for ikke at kaste papir eller andet affald under sæderne eller på græsset. Hver enkelt påtager sig et ansvar for at holde organisationens ry i hævd og nyder den rene og sunde atmosfære, i hvilken møderne til Jehovas pris holdes, idet de anerkender, at Jehova selv er repræsentativt til stede. Dette er også tilfældet med de lokale rigssale. Dog kan nogles tankeløshed i den lokale menighed være et tegn på mangel på respekt for organisationen. Hvordan det? Ved at undlade at melde sig til den regelmæssige og systematiske renligholdelse af rigssalen eller ved at lade børnene kaste papir i gangene. Selv om det er sjældent, hænder det, at børnene skriver på væggene eller i menighedens sangbøger, uden at forældrene griber ind. Ligeledes skriver visse ældre medlemmer af menigheden på distriktskortene. Al menighedens ejendom er Rigets ejendom og skal behandles med den respekt, der bør vises alle Rigets interesser. På få undtagelser nær er den nye verdens samfunds medlemmer interesserede i at holde rigssalen lige så ren og pæn som deres eget hjem, der altid er et bevis på dets beboeres renlighedssans og levevis, som er i overensstemmelse med den nye verden. Menighedens tjenere har altid vor velfærd på sinde, og når de derfor henvender sig til os for at give os lejlighed til at støtte menigheden på et af disse andre områder, skulle vi af al vor magt samarbejde med dem. Som Paulus siger: „Måtte I vedblive med at underordne jer den slags mennesker og enhver, der samarbejder og slider i det. For de har vederkvæget min ånd og jeres. Skøn derfor på sådanne mennesker.“ — 1 Kor. 16:16, 18, NW.
13. Hvorfor er den vane at komme for sent til møderne eller at være uopmærksom under dem et udtryk for tankeløshed og manglende respekt?
13 Har du også tænkt alvorligt over den vane, nogle har, med altid at komme for sent til møderne eller være uopmærksomme under møderne? Lad os igen bruge et barn som eksempel. Antag, at husets unge søn har gjort sig det til en vane altid at komme til middagsbordet, efter at måltidet er begyndt, og man har takket for maden. Sæt, at han aldrig vaskede sine hænder eller redte sit hår — altså ikke gjorde sig i stand til måltidet — men bare satte sig til bords og gav sig til at køre maden rundt på tallerkenen, den mad, du havde gjort dig så megen umage for at tilberede, og ikke engang gjorde sig den ulejlighed at række fadene videre. Hvis der nu var en gæst til middag, ville du så føle dig stolt af den unge mand? Mon ikke snarere ydmyget over hans hensynsløse og uærbødige optræden? Vi har også en gæst, ja mere end en gæst, ved alle vor menigheds åndelige festmåltider. Ikke den fremmede eller nyinteresserede, der overværer dem, men vor Herre Jesus Kristus, der sagde: „Der, hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ Ingen af Jehovas vidner ville med vidende og vilje fornærme hverken vor himmelske Fader eller hans moderlige organisation, vel? Hvorfor skulle vi så gøre det af ren og skær tankeløshed? Vore brødre har arbejdet hårdt og brugt mange travle timer med at forberede de åndelige festmåltider, vor himmelske Fader skænker os. De gør det fortsat med glæde, for langt de fleste i den nye verdens samfund følger Paulus’ råd til tessalonikerne: „Vi beder jer, brødre, om at agte på dem, der arbejder hårdt iblandt jer og præsiderer over jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem ganske overordentligt hensyn på grund af deres arbejde.“ — Matt. 18:20; 1 Tess. 5:12, 13, NW.
Tillid til Jehovas ledende magt
14. Hvorfor kan vi trygt stole på vore prøvede, trofaste brødre, og hvilken indstilling bør vi have, når vi tror, noget er forkert?
14 Vor respekt for Jehovas organisation er i virkeligheden et spørgsmål om vor indstilling over for Guds synlige kanal og den tillid, vi viser vore prøvede, trofaste brødre. Hvis vi er absolut overbeviste om, at denne er Jehovas organisation, og at han leder og fører sit folk, så vil vi ikke lade os forurolige af noget som helst, der måtte ske. Foregår der noget, vi ikke forstår, vil vi tålmodigt vente, til vi får klarhed over sagen. Hvis vi er sikre på, at noget er galt, vil vi holde vor Faders bud og tage de teokratiske skridt, der står os åbne, og så bie på Jehova. Vi vil ikke opgive vor moders belæring ved øjeblikkelig at kritisere og finde fejl. Vi vil forstå, at Jehova ved, hvad der går for sig i hans organisation, og hvis han tillader det, hvem er så vi, at vi skulle forlange en kursændring? Hvis vi virkelig har tro, vil vi vide, at såfremt noget er galt, vil han rette det med tiden, og vi er langt tryggere inden for hans organisation, trods disse mindre vanskeligheder, end udenfor, hvor der kun venter os kaos og undergang.
15, 16. Hvilke grunde har Jehova givet os til at lovprise ham og vor moderlige organisation?
15 Når vi betænker den nænsomme omsorg, vor himmelske Fader viser os gennem sin moderkærlige organisation, hvordan kan vore hjerter da undgå at blive vederkvæget og gennemvarmet af overstrømmende værdsættelse? Når vi smager den rige og overdådige føde, han tilvejebringer, og mærker os, med hvilken omhu vor moder i alle enkeltheder anretter den, hvor kan vi da andet end tale rosende om så fortjenstfulde forældre? Når vi klart ser denne Guds store moderlige organisation, iklædt himmelsk sandhedslys og retfærdighedsglans, vandre på den af Gud belyste sti med et sind, der er oplyst og smykket af fuldkommen organisatorisk indsigt, hvor lykkelige og glade kan vi da ikke udbryde: Denne kvinde er den universelle Konges ægtemage, den Konge, om hvem der står skrevet: „Gud er lys“, og i sin himmelske stilling er hun værdig til at bringe hans kongelige himmelske skabning til verden. Hvilken forret at være hendes børn og bære det samme skønne navn som hun: „[Jehova] vor retfærdighed“! (Jer. 33:16) Hvilken glæde vi ejer, når vi genspejler det guddommelige lys, denne kongelige person bader os i, og byder alle de ydmyge af hjertet velkommen fra verdens mørke til Jehovas velbehags stråleglans og til at sole sig i hans godkendelses livgivende varme!
16 Med taknemmelige hjerter anerkender vi Guds barmhjertighed og viser villigt og taknemmeligt vor respekt for Jehovas organisation, for den er vor moder og vor himmelske Faders, Jehova Guds, hustru.