Spørgsmål fra læserne
● Hvis Abraham virkelig troede at han skulle ofre sin søn Isak, hvorfor sagde han da til sine trælle at han og Isak ville vende tilbage til dem? — E. M., U.S.A.
Jehova gav Abraham udtrykkelig befaling om at det var hans ønske at han skulle bringe sin elskede, søn Isak som offer. — 1 Mos. 22:2.
I tro drog Abraham med sin søn og to trælle af sted indtil de i det fjerne kunne se offerstedet. Så sagde Abraham til trællene: „Bliv her med æselet, medens jeg og drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder.“ — 1 Mos. 22:5.
Om Abraham til fulde forstod hvor sandt han talte i dette øjeblik, ved vi ikke. Men hans ord var næsten en profeti om det der skulle ske.
Nærede Abraham nogen tvivl om at Isak ville blive bragt som et offer? Nej, det var hans hensigt at adlyde Gud, og han troede fuldt og helt på Jehova og hans magt. Abraham ville derfor gøre som Gud havde sagt, selv om det betød at hans elskede søn måtte dø. Abraham vidste at både han og hans hustru Sara havde været så godt som døde med hensyn til deres forplantningsevne, og alligevel genopvakte Gud deres evne til at sætte børn i verden. Denne genoplivelse af deres forplantningsevne resulterede i Isak. — Hebr. 11:11, 12; Rom. 4:19-21.
Jehova havde allerede lovet Abraham at han ville gøre ham til et stort folk og at der igennem ham skulle komme en der ville blive til velsignelse for „alle jordens slægter“. Gud havde også fortalt Abraham hvad der skulle ske med hans „sæd“ eller „afkom“. (1 Mos. 12:1-3; 15:13-16) Gud talte ikke om afkom gennem nogen anden søn, for han havde udtrykkeligt sagt: „Efter Isak skal dit afkom nævnes.“ (1 Mos. 21:12) Hvis Isak blev ofret, så måtte Jehova genoprejse Isak hvis velsignelsen skulle komme gennem denne sæd. Troede Abraham at Jehova kunne gøre dette? Under inspiration har apostelen Paulus givet os svaret. Han sagde at Abraham „regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde“. (Hebr. 11:19) Følgelig nærede Abraham en tydelig forventning om at hvis Isak døde, ville Gud, når tiden var inde til det, genoprejse ham så Isak kunne frembringe den lovede sæd. Abrahams ord til trællene afspejler denne tillid.
● Hvad er den ’ene dåb’ der omtales i Efeserbrevet 4:5? Er det den samme dåb som den der omtales i Mattæus 28:19? — E. B., U.S.A.
Ja, det er i det væsentlige den samme dåb. Apostelen Paulus henviste til en vanddåb som var antagelig i Guds øjne da han skrev: „Ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader.“ — Ef. 4:4-6.
Da Paulus i år 55 befandt sig i Efesus skrev han til de kristne i Korint. Et af de punkter han understregede var at der ikke måtte findes splittelser iblandt dem på grund af at de tilsluttede sig ledende mænd, blandt andre den der havde døbt dem, som om de var hans disciple. De der blev døbt i Korint var ikke blevet døbt i Paulus’ eller Apollos’ eller Kefas’ navn; de var blevet døbt i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, således som Jesus havde befalet. — Matt. 28:19; 1 Kor. 1:10-16.
Cirka fem år senere, eller omkring år 61, skrev Paulus til sine elskede åndelige brødre i Efesus. Ligesom i hans brev til Korint var enheden også et af de vigtige punkter han understregede i dette brev. Han viste at adskillelsen mellem jøder og hedninger var blevet fjernet. Nu kunne alle troende i enhed nærme sig Jehova. De kunne alle få den hellige ånd og udgøre en del af det åndelige tempel, „en Guds bolig i Ånden“. — Ef. 2:13-22.
I sin videre behandling af spørgsmålet om enhed forklarede han at de sammen udgjorde et åndeligt legeme. De havde alle fået den hellige ånd. Med ånden som et pant på det der skulle komme havde de fået et himmelsk håb. (Ef. 4:4; 1 Kor. 12:13; 2 Kor. 5:5) De havde alle troet på den samme Herre, Jesus Kristus, og de viste alle tro på de samme guddommelige foranstaltninger så de kunne blive godkendt af Gud. — 1 Kor. 8:6; 2 Kor. 4:13.
Før Paulus nu siger at de var forenede ved at have én Gud og Fader, nævner han at de havde „én dåb“. Ja, det var sandt. Alle der blev kristne måtte underkaste sig vanddåben.
De fleste af dem der da var kristne var blevet døbt som disciple efter pinsedagen i år 33. Før den tid var nogle, som for eksempel apostlene der færdedes med Jesus, blevet døbt af Johannes Døber med det der dengang var en af Gud ordineret og antagelig dåb. Disse behøvede ikke senere at blive gendøbt. Da først den kristne menighed var blevet oprettet på pinsedagen i år 33, var Johannes’ dåb ikke længere acceptabel. De der fra dette tidspunkt skulle døbes på rette måde, måtte døbes „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“, sådan som Jesus havde sagt. — Matt. 28:19.
Dette spørgsmål om at være forenet ved en antagelig dåb havde en særlig betydning for de kristne i Efesus. Det var i denne by Paulus mødte nogle som ikke havde hørt om Jesu dåb. De var øjensynlig blevet døbt med „Johannes’ dåb“ efter at denne var ophørt med at være en antagelig dåb. De havde allerede hørt om Gud, så Paulus forklarede dem om Kristus og om den hellige ånd og derpå „lod de sig døbe i Herren Jesu navn“. (Ap. G. 19:2-6) På denne måde kunne de tjene Jehova sammen med alle de døbte kristne i Efesus og andre steder. Sandsynligvis var de fleste, om ikke alle, af de andre kristne i Efesus blevet døbt efter pinsedagen i år 33 som Jesu disciple.
Alle de kristne måtte underkaste sig en antagelig vanddåb; den havde de således tilfælles. Paulus kunne med rette bruge dette som et eksempel på den enhed der bør være blandt kristne.