Kapitel 5
’Tjeneren’ belønnes for sin prøvede integritet
1. (a) Hvad er en syndebuk? (b) Er det lettere at lide hvis det er hele menneskeheden man må dø for?
DET er ikke let at lide som syndebuk og samtidig bevare sin integritet over for retfærdighedens Gud. En syndebuk er en som uforskyldt må bære andres brøde eller lide i deres sted. At skulle bevise sin integritet i en sådan situation bliver ikke spor lettere af at man må bære alle menneskers brøde og lide endog til døden for hele menneskehedens skyld. Som en inspireret skribent har fremstillet sagen: „Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø.“ — Romerne 5:7.
2. Hvad siger Bibelen om en syndebuk i bestemmelserne vedrørende den gamle jødiske forsoningsdag?
2 Dog blev det, så tidligt som i det sekstende århundrede før vor tidsregning, åbenbaret at der ville være en som ville tjene som syndebuk for hele menneskeslægten. I den lov som Israels nation fik gennem Moses ved Sinaj bjerg i 1513 f.v.t., havde Jehova Gud indført den bestemmelse at israelitterne hvert år skulle fejre en forsoningsdag på den tiende dag i den syvende månemåned (tisjri). I forbindelse med soningen af synder, der skete ved blodet af en tyr og en buk blev båret ind i tabernaklet Allerhelligste og stænket foran Guds pagts guldbeklædt ark, skulle en buk gøres til syndebuk. Hvordan denne buk skulle udvælges og hvad der skulle ske med den, beskrives i Tredje Mosebogs sekstende kapitel:
Af israelitternes menighed skal [Aron] tage to gedebukke til syndoffer og en vædder til brændoffer. Så skal Aron ofre sin egen syndoffertyr og skaffe sig og sit hus soning. Derefter skal han tage de to bukke og stille dem frem for [Jehovas] åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Og Aron skal kaste lod om de to bukke, ét lod for [Jehova] og ét for Azazel [syndebukken, AV]; og den buk, der ved loddet tilfalder [Jehova], skal Aron føre frem og ofre som syndoffer; men den buk, der ved loddet tilfalder Azazel [som loddet faldt på at den skulle være syndebuk, AV], skal fremstilles levende for [Jehovas] åsyn, for at man kan fuldbyrde soningen over den og sende den ud i ørkenen til Azazel [som syndebuk, AV].
Når han så er færdig med at skaffe helligdommen, åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem. Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et øde land, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen. — 3 Mosebog 16:5-10, 20-22.
3, 4. Hvordan ved vi at syndebukken på forsoningsdagen havde en forbilledlig betydning?
3 Som vi ser, betegnes ’bukken for Azazel’ som en „syndebuk“ i den engelske autoriserede oversættelse af 1611. Den gamle Septuaginta-oversættelse, der blev udarbejdet af jøder i Alexandria i Ægypten (gengivet på engelsk af Charles Thomson), omtaler loddet for denne buk som „ét lod, ’til undslipning’“. Den siger også: „for at skaffe soning over den og lade den undslippe.“ (3 Mosebog 16:8-10) Den gamle latinske Vulgata-oversættelse kalder den caper emissarius, det vil sige en buk der sendes bort med synderne. Denne buk, som hørte med til fejringen af den årlige forsoningsdag i det gamle Israel, havde en forbilledlig betydning. Den skildrede et kommende gode for menneskeheden. I Hebræerbrevet 10:1 siges der: „Loven har en skygge af kommende goder.“ Og i forbindelse med forsoningsdagens offerdyr siger Hebræerbrevet 13:11-14:
4 „Kroppene af de dyr hvis blod bringes ind på det hellige sted af ypperstepræsten for synd, bliver opbrændt uden for lejren. Derfor led Jesus også uden for porten, for at han kunne hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by.“
5. Hvordan viser ordlyden i Esajas 53:4, 5 at Jehovas „tjener“ skulle vær den modbilledlige „syndebuk“?
5 Ifølge profetien i Esajas, kapitel 53, er det Jehovas „tjener“ der blev skildret ved denne syndebuk på forsoningsdagen, som fortsat blev fejret ved Jehovas tempel lige til byen Jerusalem blev ødelagt af romerne i år 70. At den messianske „tjener“ skulle være den modbilledlige „syndebuk“, viser profeten Esajas med det næste han siger: „Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.“ — Esajas 53:4, 5.
6. Hvilken virksomhed som Jesus udførte, forbandt apostelen Mattæus med opfyldelsen af Esajas 53:4?
6 Der er en anden inspireret bibelskribent som anvender Esajas’ profeti om Jehovas „tjener“ på Jesus Kristus, nemlig den tidligere skatteopkræver Mattæus Levi. Idet han fortæller hvordan Jesus mirakuløst helbredte sygdomme, skriver han: „Da Jesus nu kom ind i Peters hus, så han at hans svigermoder lå og var syg med feber. Han rørte så ved hendes hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og begyndte at sørge for ham. Men da det var blevet aften kom folk til ham med mange dæmonbesatte; og han uddrev ånderne med et ord, og han kurerede alle som havde det dårligt, for at det kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.’“ — Mattæus 8:14-17; Esajas 53:4.
7. Hvordan peger Bibelen på at der udgik en kraft fra Jesu legeme når han udførte helbredelser?
7 Hvor meget det tærede på Jesu kraft at udføre disse mirakuløse helbredelser, ved vi ikke. Men i Lukas 6:18, 19 siges der: „Selv de der var plaget af urene ånder blev kureret. Og alle de mange mennesker søgte at røre ved ham, da kraft udgik fra ham og helbredte alle.“ At Jesus kunne mærke at denne kraft udgik fra hans legeme, også ved blot en enkelt helbredelse, fremgår af dette eksempel fra Lukas 8:42-48: „Mens han var på vej derhen trængtes skarerne om ham. Og en kvinde som i tolv år havde haft stadige blødninger og som ikke havde kunnet blive kureret hos nogen, nærmede sig bagfra og rørte ved frynsen på hans yderklædning, og øjeblikkelig standsede hendes blødning. Og Jesus sagde: ’Hvem var det der rørte ved mig?’ Da alle nægtede at det var dem, sagde Peter: ’Lærer, skarerne omslutter dig og trænger dig voldsomt.’ Men Jesus sagde: ’Der var en eller anden der rørte ved mig, for jeg mærkede at der udgik en kraft fra mig.’ Da kvinden så at hun ikke havde undgået opmærksomhed, kom hun skælvende og kastede sig ned for ham og fortalte i hele folkets påhør om grunden til at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun var blevet helbredt øjeblikkelig. Men han sagde til hende: ’Datter, din tro har gjort dig rask; gå blot med fred.’“ — Jævnfør Markus 5:25-34.
8. Hvilket eksempel viser at de helbredelser Jesus udførte havde noget at gøre med at han bar menneskers synd?
8 De mirakuløse helbredelser Jesus således udførte som Jehovas „tjener“, var et vidnesbyrd om at han var den der bar menneskers synd. Da nogle religiøse kritikere for eksempel ved en lejlighed anklagede ham for gudsbespottelse fordi han sagde til en lam mand: „Fat mod, mit barn; dine synder er tilgivet,“ skete der følgende: „Og da Jesus kendte deres tanker sagde han: ’Hvorfor tænker I onde tanker i jeres hjerter? Hvad er for eksempel lettest, at sige: Dine synder er tilgivet, eller at sige: Stå op og gå? Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder — ’ så sagde han til den lamme: ’Stå op, tag din seng og gå til dit hjem.’ Og han stod op og gik til sit hjem. Da folkeskarerne så dette blev de grebet af frygt, og de herliggjorde Gud, som havde givet mennesker en sådan myndighed.“ — Mattæus 9:2-8.
9. (a) Hvorfor har menneskene mere brug for at blive renset for synd end for at blive helbredt for fysiske sygdomme? (b) Hvilken foranstaltning var nødvendig for at en sådan renselse kunne finde sted?
9 Skønt de mange vidunderlige mirakler vidnede om at Jesus var Messias, den Salvede (Apostelgerninger 10:38), lå det ham mere på sinde at helbrede hele menneskeheden for det der var den grundlæggende årsag til alle disse sygdomme. Det der først og fremmest måtte kureres var synden, hvis løn er døden med alle de dertil knyttede legemlige svagheder og lidelser. (Romerne 6:23) Den åndelige helbredelse havde større betydning end den fysiske helbredelse, for de helbredelser som Jesus eller hans bemyndigede disciple udførte betød ikke evig frelse for de helbredte. For at menneskene kunne blive renset for deres synder måtte Jesus Kristus udgyde sit blod ved at lide offerdøden på den modbilledlige forsoningsdag. — Hebræerne 9:22.
10. (a) Hvad gav det indtryk at Jesus blev „plaget“ af Gud? (b) Hvordan var det „os til fred“ at han blev tugtet eller straffet?
10 På grund af den religiøse forfølgelse Jesus blev udsat for fra dem der retmæssigt tjente ved templet i Jerusalem og fra andre højtagtede religiøse ledere, var det som om han blev „plaget“ af Gud selv. Det var som om Gud tilføjede ham smertende piskeslag ved dem der tilsyneladende var optaget af den rette tjeneste for Gud. At Jesus udholdt dette uden at klage, var imidlertid en glimrende optugtelse for ham fra hans himmelske Fader. I betragtning af tugtens strenghed var den som en straf for ham. (Hebræerne 12:2-8) Men denne straf var „os til fred“ — at Jesus udholdt den skulle bidrage til at vi kunne træde ind i et fredeligt forhold til Gud.
11. Hvordan reagerede Jesus på de lidelser han blev udsat for, og hvordan gavner det os?
11 Havde Jesus gjort oprør mod den tugt han gennemgik på jorden, ville alt have været tabt for os. Men en af hans nærmeste apostle, Simon Peter, skriver til os: „Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund. Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt. Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi kunne være færdige med synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Peter 2:21-24) Her citerer apostelen Peter fra Esajas 53:5, og han er således endnu en jøde der, under guddommelig inspiration, udpeger Jesus Kristus som den „tjener“ der er forudsagt i Esajas’ profeti.
SOM ET FÅR DER IKKE SÆTTER SIG TIL MODVÆRGE
12. Hvordan var det forudsagt i Esajas 53:6, 7 at Jesus Kristus lydigt ville underkaste sig de ting Jehova tillod?
12 Jesus Kristus måtte være meget trofast og loyal over for Jehovas universelle suverænitet hvis han skulle opfylde det næste Esajas siger om ’tjeneren’. Idet Esajas drager sammenligninger med får, viser han forskellen mellem os og ’tjeneren’: „Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men [Jehova] lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes — han oplod ikke sin mund.“ — Esajas 53:6, 7.
13. (a) Hvem anvendte evangelieforkynderen Filip dette skriftsted på? (b) Hvordan var vi åndelig talt som vildfarende får, og hvad var nødvendigt for at udfri os fra dette?
13 Da den ætiopiske eunuk spurgte hvem profeten Esajas talte om her, om det var om sig selv eller om en anden, anvendte evangelieforkynderen Filip skriftstedet på Jesus Kristus. (Apostelgerninger 8:26-35) Peter havde uden tvivl også dette skriftsted i tanke da han skrev følgende til sine medkristne: „Og ’ved hans sår blev I helbredt’. For I var som får der var faret vild; men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ (1 Peter 2:24, 25) Ja, fordi vi i åndelig forstand var som får der var faret vild i uvidenhed, brøde og synd, måtte vi føres tilbage til den rette tilstand. Det betød at et dadelfrit „får“ måtte slagtes i vort sted, på grund af vor brødefulde færd. I glimrende harmoni med Esajas’ profeti pegede Johannes Døber på den døbte, salvede Jesus og sagde: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ — Johannes 1:29, 36.
14. Hvordan viser Åbenbaringen 5:8-10 hvem dette „lam, der føres hen at slagtes“ er?
14 I den bog der er anbragt sidst i Bibelen, nemlig Åbenbaringen, omtales Jesus Kristus gentagne gange som „Lammet“, og der siges til ham: „Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ — Åbenbaringen 5:8-10; 22:1; jævnfør Første Petersbrev 1:18, 19.
15. (a) Hvordan var Jesus ’stum’ som et får når det klippes, da han blev ført for retten? (b) Hvorfor valgte han ikke at udtale sig?
15 Da Lammet Jesus til sidst stod anklaget og man krævede hans jordiske liv, nægtede han at svare på de falske anklager der blev fremført imod ham. Han forblev ’stum’, for han ønskede ikke at sige noget der kunne krydse gennemførelsen af hans himmelske Faders vilje, sådan som den for eksempel udtrykkes i Esajas 53:5. Han valgte at lade sin gerning blandt Israels folk tale for sig selv. Hvis hans jordiske dommere ikke valgte at følge dette sande og gyldige vidnesbyrd, var det deres eget ansvar over for den øverste dommer, Jehova Gud. De viste imidlertid at de ikke engang ville have ladet sig lede af kendsgerningerne selv om Jesus havde brudt sin forsætlige tavshed. Han modsatte sig ikke at dø som et lam der blev slagtet for at udfri hele menneskeheden fra synd, sygdom og død. Han stolede på at den almægtige Gud havde magt til at oprejse ham fra de døde til udødeligt liv. — Mattæus 26:65; Lukas 23:8-11; Johannes 19:8-11.
’TJENERENS’ DØD OG BEGRAVELSE
16. Hvorfor holdt Gud ikke fjenderne tilbage da de pågreb hans „tjener“?
16 Den almægtige Gud holdt ikke fjenderne tilbage da tiden var inde til at hans „tjener“ skulle overgives til dem. Han lod dem løbe linen ud og således vise deres slethed og ondsindethed i fuldt omfang. Som Jesus sagde til dem der kom i den jødiske påskenat for at arrestere ham i Getsemane have: „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver? Mens jeg var hos jer i templet dag efter dag, rakte I ikke hænderne ud imod mig. Men dette er jeres time, og mørket har myndigheden.“ — Lukas 22:52, 53.
17, 18. Hvem var det der holdt noget tilbage, som forudsagt i Esajas 53:8, og på hvilken måde gjorde de det?
17 Hvem eller hvad var det da der holdtes tilbage, og hvem var det der øvede denne hæmmende indflydelse, sådan som Esajas nu videre siger i sin profeti om Jehovas „tjener“? „På grund af tilbageholdelse og dom blev han taget bort; og hvem vil bekymre sig om detaljerne vedrørende hans generation? For han blev skilt fra de levendes land. På grund af mit folks overtrædelse fik han stødet. Og han vil endog få sin gravplads hos de onde, og hos den rige i sin død, til trods for at han ikke havde øvet vold og der ikke var bedrag i hans mund.“ — Esajas 53:8, 9, NW.
18 Ud fra dette er det tydeligt at det var fjenderne af Jehovas „tjener“ der holdt noget tilbage. Og det de holdt tilbage var retfærdigheden, for at den ikke skulle respekteres og ske fyldest. (Jævnfør Salme 40:12, Gd; Esajas 63:15) Dette stemmer med den måde verset (Esajas 53:8) citeres på i Apostelgerninger 8:33, som følger gengivelsen i den græske Septuaginta: „Under hans ydmygelse blev dommen taget bort fra ham. Hvem vil fortælle i detaljer om hans generation? For hans liv tages bort fra jorden.“ Der benyttes altså ordet „ydmygelse“ i stedet for „tilbageholdelse“. Men vi lægger mærke til at verset ikke siger: ’Under hans ydmyghed,’ som om der sigtes til ’tjenerens’ ydmyghed og lydige underkastelse, men derimod: „Under hans ydmygelse.“ Jesu fjender ydmygede ham altså ved at holde retfærdigheden tilbage. Ved at de således holdt retfærdigheden tilbage, blev „dommen“, i form af en fair sagsbehandling og en korrekt, upartisk kendelse, „taget bort fra ham.“
19. Hvordan gengiver andre bibeloversættelser den tanke der udtrykkes her?
19 Således gik det som forudsagt i Esajas 53:8: „På grund af tilbageholdelse og dom blev han taget bort.“ (NW) Hvad der egentlig skete, udtrykkes på en letfattelig måde i S. T. Byingtons bibeloversættelse, som siger: „Han blev frataget lov og ret.“ Alt syntes ganske vist at gå lovligt til, domstolene blev ikke fejet til side; men selve den måde sagen mod Jehovas „tjener“ blev behandlet på, var en grov krænkelse af retfærdigheden. Som Jerusalem-Bibelen siger: „Med magt og ved lov blev han taget.“ The New English Bible siger tilsvarende: „Uden beskyttelse, uden retfærdighed [eller, ifølge fodnoten: Efter anholdelse og dom], blev han taget bort.“
20. Hvilket spørgsmål stiller profeten Esajas i sammenhæng med dette?
20 Derefter stiller Esajas 53:8 spørgsmålet: „Og hvem vil bekymre sig om detaljerne vedrørende hans generation?“ (NW) Gengivelsen i den græske Septuaginta lyder „Hvem vil fortælle i detaljer om hans generation?“ — Apostelgerninger 8:33.
21, 22. (a) Hvem sigter ordet „generation“ ikke til her? (b) Hvordan fremgår dette af forskellige bibeloversættelser?
21 Ordet „generation“ sigter ikke her til den „forkvaklede generation“ som Jesus Kristus levede i. (Apostelgerninger 2:40) Profeten Esajas retter ikke vor opmærksomhed bort fra den lidende „tjener“ til ’tjenerens’ samtidige, som forvoldte hans lidelser, sådan som det antydes i oversættelsen fra Jewish Publication Society: „Og hvem talte fornuft med hans generation?“ — hvortil følgende fodnote er føjet: „Ingen. Martyrdøden blev tilføjet ham uden at nogen protesterede eller gjorde indsigelse.“ — Se bogen Isaiah, udgivet i 1949 af The Soncino Press, side 263.
22 Nej, skønt Esajas her benytter det hebraiske ord for „slægt“ eller „generation“, er det stadig ’tjeneren’ selv han retter vor opmærksomhed imod. Dette fremhæves i en række nyere oversættelser: „Og hvem skænkede hans skæbne en tanke?“ (NE) „Ville nogen tale hans sag?“ (Je) „Og hvem ville have tænkt mere over hans skæbne?“ (The New American Bible) „Og hvem tænkte på hans skæbne?“ (An American Translation) „Og hvem gav agt på hvordan han faldt?“ (Moffatt) Oversættelsen fra den gamle aramaiske Peshitta lyder: „Og hvem kan beskrive hans kval?“ (Lamsa) Vor opmærksomhed rettes altså stadig mod ’tjeneren’.
23. Hvordan skal vi altså opfatte det spørgsmål der stilles i Esajas 53:8?
23 Jehovas „tjener“ skulle ikke have jordiske børn på naturlig vis. Ordet „generation“ hentyder således ikke til eventuelle efterkommere af ’tjeneren’, Messias. „Generation“ kan også sigte til „tilblivelse“, det vil sige „afstamning“ eller „herkomst“. Det er følgelig sådan vi skal forstå det spørgsmål Esajas stiller: „Og hvem vil bekymre sig om detaljerne vedrørende hans generation?“ „Hvem vil fortælle i detaljer om hans generation?“ (Esajas 53:8, NW; Apostelgerninger 8:33) Kunne dette spørgsmål ikke være rejst dengang Jesus Messias stod anklaget for øvrigheden? Hvem af medlemmerne af den jødiske højesteret, sanhedrinet i Jerusalem, tog hensyn til hvem denne mand foran dem var? Bekymrede de sig ærligt om at fastslå denne mands virkelige afstamning og baggrund — at han opfyldte alle de betingelser der var nødvendige for at bevise at han var den lovede Messias? Da ypperstepræsten, der førte forsædet, tog Jesus i ed for at han skulle sige dem hvem han virkelig var, anklagede alle domstolens medlemmer ham for gudsbespottelse og således for at være skyldig til døden ifølge Moseloven. — Mattæus 26:59-68.
24. (a) Hvordan undlod også Pilatus at tillægge ’detaljerne vedrørende Jesu generation’ tilstrækkelig betydning? (b) Hvad endte det derfor med, som forudsagt i Esajas 53:8?
24 Da den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, erfarede at mange antog Jesus for at være Messias, Kristus, blev han foruroliget og tog skridt til i nogen grad at fastslå hans herkomst. Men til trods for sin uro, bøjede han sig for presset fra den fanatiske folkemængde der råbte på at få Jesus Messias pælfæstet, og han dømte ham til døden på en henrettelsespæl. (Mattæus 27:24-26; Lukas 23:6-25; Johannes 18:33 til 19:16) På denne måde blev „detaljerne vedrørende hans generation“ ikke tillagt tilstrækkelig vægt og undersøgt grundigt nok, og de der behandlede sagen imod ham, bekymrede sig ikke tilstrækkeligt derom. Eftersom svaret på Esajas’ spørgsmål var: ’Ingen som sad inde med jordisk myndighed,’ er det ikke så mærkeligt at resten af skriftstedet fortsætter med at sige: „For han blev skilt fra de levendes land. På grund af mit folks overtrædelse fik han stødet.“ — Esajas 53:8, NW
25. Hvornår blev Jesus Kristus „skilt fra de levendes land“ og fik det ’stød’ som andre fortjente?
25 Det betød at Messias’ jordiske liv skulle bringes til ophør. Og det blev det, for Jesus Kristus led døden i en alder af treogtredive og et halvt år. Han fik det dødsstød som andre fortjente på grund af deres overtrædelse. Dette skete imidlertid ikke før Guds fastsatte tid var inde til at hans messianske „tjener“ skulle bortryddes fra dem der levede på jorden. I profetien i Daniel 9:24-27 (NW) sagde Jehova følgende om den halvfjerdsindstyvende og sidste af de halvfjerds åruger som havde at gøre med Messias: „Og efter de toogtres uger [som fulgte efter de forudgående syv uger] skal Messias bortryddes uden noget til sig selv. . . . Og han skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge [fra efteråret 29 til efteråret 36]; og i midten af ugen [i foråret 33] skal han få slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre [i kraft af sit eget fuldkomne offer].“
26. Hvis overtrædelse sigter Esajas til i kapitel 53, vers 8?
26 Atter inddrager profeten Esajas sit eget folk, idet han her i kapitel 53, vers 8, siger „mit folk“, hvilket på det tidspunkt også var Guds udvalgte folk. Esajas vedkender sig altså sit eget folks „overtrædelse“ og peger på de messianske ’tjeners’, Jesu Kristi, uskyld. Denne Messias var imidlertid villig til at lide uskyldigt for det jødiske folk, eller „mit folk“, som Esajas siger. Medlemmerne af dette folk eller denne nation havde i særlig grad gjort sig skyldige i overtrædelse mod Jehova deres Gud. Gennem mellemmanden Moses var de blevet ført ind i en lovpagt ved Sinaj bjerg i Arabien i 1513 f.v.t. Fordi de ikke holdt denne lovpagt til fuldkommenhed blev de en forbandet nation, udsat for alle de forbandelser Moses forud havde advaret dem om i Femte Mosebog 28:15-68. Dette var en forbandelse som ikke hvilede over den øvrige del af menneskeslægten, eftersom ingen af hedningerne var taget med i den mosaiske lovpagt.
MESSIAS GØRES TIL EN FORBANDELSE FOR EN NATION
27, 28. (a) Hvordan kunne forbandelsen over den jødiske nation fordi den havde overtrådt Lovpagten, hæves? (b) Hvordan betragtede Gud ifølge Loven en der var hængt på en pæl?
27 Hvordan kunne denne forbandelse over den jødiske nation hæves? Ved at en eller anden fra deres egen nation døde på et træ eller en henrettelsespæl. I Femte Mosebog 21:22, 23 læser vi:
28 „Hvis en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med Døden, og han er slaaet ihjel, og du derefter har hængt ham op paa et Træ [fodnoten: eller Pæl], saa maa hans Lig ikke blive hængende Natten over paa Træet; men du skal begrave ham paa den samme Dag; ti en Hængt er en Guds Forbandelse, og du maa ikke besmitte din Jord, som Jahve, din Gud vil give dig i Eje.“ — Buhl.
29. Hvordan blev Jesus, som forklaret af apostelen Paulus, et middel hvorved den jødiske nation kunne blive løst fra Lovens forbandelse?
29 Det var nødvendigt at Jesus døde, ikke alene som et genløsningsoffer, men også på en henrettelsespæl. „Alle de som stoler på lovgerninger er nemlig under forbandelse,“ siger apostelen Paulus, „for der står skrevet : ’Forbandet er enhver som ikke forbliver i alle de ting der står skrevet i skriftrullen med Loven for at gøre dem.’ Og at ingen bliver erklæret retfærdig hos Gud ved lov er klart, for ’den retfærdige skal leve som følge af tro’. Og Loven holder sig ikke til tro, men ’den der gør dem, skal leve ved hjælp af dem’. Kristus har løskøbt os fra Lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’ Hensigten var at Abrahams velsignelse skulle komme til nationerne ved hjælp af Jesus Kristus, for at vi kunne få den lovede ånd ved vor tro.“ — Galaterne 3:10-14; 5 Mosebog 27:26; 3 Mosebog 18:5.
30. Hvor ville Messias blive begravet, ifølge Esajas 53:9?
30 Jesus Messias blev en forbandelse i stedet for den jødiske nation da han på den jødiske påskedag i år 33 døde på en henrettelsespæl på Golgata uden for Jerusalem. Den døde Jesus havde ingen indflydelse på hvor han blev begravet. Det kunne være at man ville betragte ham som en fordømt forbryder der ikke fortjente nogen opstandelse, og derfor ville tage hans legeme og kaste det i Gehenna, Hinnoms dal syd og sydvest for Jerusalem, hvor der brændte en stadig ild, endog iblandet svovl, til destruktion af affaldet fra den hellige by. Men profetien i Esajas 53:9 måtte opfyldes på ham: „Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund.“
31. Hvordan gik det i opfyldelse at Jesus fik grav hos „gudløse“ og „hos den rige“?
31 At Jesus døde mellem to mænd der var kendt som forbrydere, satte hans begravelse i forbindelse med „gudløse“, selv om han ikke direkte blev begravet ved side af dem. Ifølge Guds lov ved Moses skulle Jesus tages ned fra pælen og begraves samme dag før solnedgang. Tiden var ved at udløbe, og jøderne anmodede Pilatus om at lade sine soldater tage alle tre mænds legemer ned før den jødiske påskedag var forbi. (Johannes 19:31-37) For at komme dem i forkøbet gik en rig mand ved navn Josef fra Arimatæa, som i det skjulte var en discipel af Jesus Kristus, hen og fik tilladelse af landshøvdingen Pilatus til at tage Jesu legeme ned og begrave det. Således blev Jesus begravet i en nyudhugget grav hvor der endnu ikke havde ligget noget lig. Den rige Josef gjorde dette uden at vide at han derved fik en andel i opfyldelsen af Esajas 53:9, om at Jehovas „tjener“ skulle få „gravkammer hos den rige“. — Johannes 19:38-42; Mattæus 27:57-60; Markus 15:42-46; Lukas 23:50-53.
32. Hvordan viste de jødiske fjender endog efter Jesu død at de regnede ham for en ond og gudløs bedrager?
32 At Jesus Messias fik gravkammer „hos den rige“, befriede ham ikke for skammen ved at dø sammen med gudløse og blive begravet som en gudløs. De jødiske fjender fandt ud af hvor Jesu legeme var blevet lagt, og de fik landshøvdingen Pilatus til at forsegle gravstenen og tillade at der blev posteret vagter ved graven, idet de regnede Jesus for en ond og gudløs bedrager. De frygtede at Jesu disciple ellers ville stjæle hans legeme og sige at han var blevet oprejst, og da ville „dette sidste bedrag blive værre end det første“. Selv om vagtmandskabet på den tredje dag meldte at det var en strålende engel fra himmelen der havde brudt landshøvdingens forsegling og rullet stenen væk fra graven, bestak de øverste præster og de ældste soldaterne til at sige til folk at Jesu disciple havde udført dette „sidste bedrag“ og var værre bedragere end Jesus selv. — Mattæus 27:62-66; 28:11-15.
33, 34. (a) Hvorfor tillod Jehova at hans tjener blev udsat for alle disse ydmygelser? (b) Hvordan viser profetien i Esajas 53:10 at det ikke ville være forgæves at Messias bevarede sin integritet?
33 Jesus Messias led alle disse ydmygelser for sine fjenders hånd til trods for at han, som forudsagt i Esajas 53:9, „ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund“. Hvorfor tillod den almægtige Gud dette? Fordi det stridsspørgsmål Satan Djævelen havde rejst, det spørgsmål som også berørte Jehovas „tjener“, måtte afgøres for evigt. Hans „tjener“ måtte prøves her på jorden og det måtte bevises at han var urokkeligt loyal mod Jehovas universelle suverænitet uanset hvilke lidelser og ydmygelser Satan Djævelen fik lov at udsætte ham for. At Jehovas „tjener“ bevarede sin integritet over for Gud under denne uhørte prøve, ville ikke være forgæves. Han ville ikke gå glip af sin løn. Esajas 53:10 (NW) siger:
34 „Men Jehova selv fandt behag i at knuse ham; han påførte ham sygdom. Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, skal han se afkom, skal han forlænge sine dage, og i hans hånd vil det som Jehova har behag i, lykkes.“
LØNNEN FOR DEN PRØVEDE INTEGRITET
35. (a) I hvilken forstand ’knuste’ Jehova sin „tjener“ og „påførte ham sygdom“? (b) Hvad var det i virkeligheden Jehova „fandt behag i“?
35 Det var ikke Jehova Gud selv der ’knuste’ sin messianske „tjener“. Det var ikke ham selv der „påførte ham sygdom“, skønt ’tjeneren’ efter alt at dømme blev ’påført sygdom’ i billedlig forstand. Over fire tusind år tidligere havde Jehova i Edens have sagt til slangen, mens den usynlige skabning som havde talt gennem denne slange, hørte på det: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mosebog 3:15) For at denne profeti kunne opfyldes måtte Jehova tillade den store slange, Satan Djævelen, at hugge den messianske „tjener“ i hælen, ja tage hans liv. Han var fuldstændig indstillet på at lade den store slange gøre dette. I den forstand at han tillod det i overensstemmelse med sin hensigt, påførte han Jesus „sygdom“, endog til døden. Det Jehova Gud fandt behag i, var det som knusningen og den dødelige sygdom beviste, nemlig Jesu integritet.
36. Hvorfor må det være Jehova der, som skriftstedet siger, „vil sætte hans sjæl som et skyldoffer“?
36 I henhold til det Esajas siger om Jehovas „tjener“ i kapitel 53, bringer denne et „skyldoffer“ for andre. I den amerikanske Revised Standard Version udtrykkes det på denne måde: „Når han gør sig selv [fodnoten: „hebraisk, du gør hans sjæl“] til et offer for synd, skal han se sit afkom, skal han forlænge sine dage; HERRENS vilje vil have fremgang i hans hånd.“ (Esajas 53:10b) Når der, ifølge den hebraiske tekst, siges: „Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer,“ må det være Jehova Gud der tales til, eftersom det var til ham fortidens Israel bragte de forbilledlige skyldofre og det også er til ham Jesus Kristus bringer det modbilledlige skyldoffer for hele menneskeheden. (Hebræerne 9:24 til 10:14) Det er Jehova der bestemmer et offers værdi og afgør om det opfylder betingelserne og kan befri overtræderne for deres skyld og konsekvenserne heraf.
37. Som en opfyldelse af det der forud blev skildret på den jødiske forsoningsdag, hvordan frembar Jesus da et antageligt skyldoffer for Gud?
37 For at det antagelige skyldoffer kunne blive frembåret for ham i himmelen, oprejste Jehova sin „tjener“ fra de døde på den tredje dag. Eftersom den messianske „tjener“ havde bragt sin menneskesjæl som et skyldoffer, kunne han ikke oprejses til liv igen som en menneskesjæl med et legeme af kød og blod og ben. Derfor oprejste den almægtige Gud ham som en åndeskabning, men stadig i besiddelse af værdien eller fortjenesten af sit fuldkomne offer. Da Jesus Messias til sidst steg op til himmelen og trådte frem for sin himmelske Fader, kom han altså ikke tomhændet. Han medbragte det der svarede til blodet af offerdyrene på den jødiske forsoningsdag, nemlig fortjenesten af det skyldoffer han selv havde bragt i form af sit fuldkomne menneskeliv. Det var det han frembar på den store modbilledlige forsoningsdag, og Jehova tog imod det, til gavn for hele menneskeheden.
AFKOM
38. I kraft af hvad får Jesus Messias „afkom“, som nævnt i Esajas 53:10?
38 Så vidt det fremgår af Esajas, kapitel 53, ville den messianske „tjener“ dø uden at sætte afkom i verden. Sådan døde Jesus Kristus, ugift, barnløs. I modsætning til den første Adam, der syndede og forspildte livet for sine efterkommere, siges der om Jesus Messias: „Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Korinter 15:45) Ved hjælp, af sit skyldoffer kunne han købe alle Adam og Evas efterkommere tilbage fra synden og døden og give dem livet igen, et fuldkomment liv, uden Guds fordømmelse. Vil Jesus Messias, ’den levendegørende ånd’, gøre dette? Ja, det er det der ligger i Esajas 53:10: „Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, skal han se afkom, skal han forlænge sine dage, og i hans hånd vil det som Jehova har behag i, lykkes.“ (NW) Dette giver løfte om at ’tjeneren’ vil få „afkom“.
39. Hvilke andre skriftsteder peger på at den messianske konge ville få afkom?
39 Svarende til dette løfte om afkom siges der i den profetiske salme, henvendt til den messianske konge: „I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden.“ (Salme 45:16, NW) Det tilknyttede løfte i Esajas 53:10 om at han skal „forlænge sine dage“ (NW) må betyde at han skal være fader til afkom i lang tid. Hvor lang tid? For evigt, ifølge profetien i Esajas 9:6 angående kong Davids messianske efterkommer. Her læser vi: „Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ Den messianske konge skulle altså få børn, men ikke børn som ville efterfølge ham i embedet, for han skulle være Evighedsfader, give sine bør evigt liv.
40. Hvorfor vil „det som Jehova har behag i“ lykkes i den messianske ’tjeners’ hånd?
40 Jehovas opstandne „tjener“ ville ikke blot genrejse den første Adams løskøbte, godkendte efterkommere til evig liv, men ville også gennemføre alt andet som Jehova ville lægge i hans hånd. Den messianske „tjener“ vil omhyggeligt og samvittighedsfuldt udføre „det som Jehova har behag i“. Under Guds velsignelse vil alt hvad ’tjeneren’ tager fat på, således lykkes, til ære for Jehova og til gavn for alle andre som er berørt deraf.
„TILFREDS“ EFTER SIN SJÆLS MØJE
41. Hvilken følelse ville Jehovas „tjener“ nære efter al den møje han måtte igennem som en menneskesjæl, som forudsagt i Esajas 53:11?
41 Den messianske „tjener“ havde noget glædeligt at se frem til. Efter al den møje han måtte gennemgå som en menneskesjæl, kunne han være tilfreds med det han så gennemført. Han ville ikke have nogen grund til at nære fortrydelse over det han havde måttet lide på jorden. Hvad han kunne se frem til, beskrives i Esajas 53:11: „På grund af sin sjæls møje skal han se, skal han blive tilfreds. Ved hjælp af sin kundskab skal den retfærdige, min tjener, give mange en retfærdig stilling, og deres brøde vil han selv bære.“ — NW.
42. Hvad ville især være tilfredsstillende for ham?
42 Det mest tilfredsstillende som denne „tjener“ ville få at se, var hævdelsen af Jehova Guds, hans himmelske Faders, universelle suverænitet. At han bevarede sin integritet over for universets Suveræn under de sværeste prøver her på jorden, satte hans himmelske Fader i stand til at svare Satan Djævelen, som smædede ham. Denne modstander kunne aldrig igen åbne sin frække mund og rette angreb mod den højeste tjener i Jehovas universelle organisation. — Ordsprogene 27:11.
43. Ved hjælp af hvilken „kundskab“ ville Messias give mange som havde arvet synden fra Adam en retfærdig stilling, og hvordan?
43 I tilknytning til hævdelsen af den suveræne Herre Jehova ville mange her på jorden som havde arvet uretfærdighed og fordømmelse fra synderen Adam, opnå en retfærdig stilling. (Romerne 5:12) Den „kundskab“ hvormed ’tjeneren’ udvirker dette, er øjensynlig en tilegnet kundskab. Det er den kundskab han tilegnede sig ved at blive et menneske på jorden og lide uretfærdigt i samfund med den syge og syndige menneskehed. Han blev „en smerternes mand og kendt med sygdom“. (Esajas 53:3) Denne „kundskab“ omfatter eller indebærer de lidelser han gennemgik under prøven på sin integritet, frem til den bitre død. Hvad han ikke havde kendt til i sin førmenneskelige tilværelse oppe i himmelen, nemlig smertefulde lidelser for sin trofasthed mod den suveræne Herre Jehova, kom han til at erfare og virkelig kende her på jorden, hvor Satan Djævelen rådede som „denne tingenes ordnings gud“, „denne verdens hersker“. (2 Korinter 4:4; Johannes 12:31) Ved således personligt at erfare lidelser til døden var han i stand til at bringe det sonoffer der kunne gøre mange retfærdige.
44. Hvem opnår denne ’retfærdige stilling’, og hvornår?
44 Denne retfærdighed eller retfærdige stilling ind for Gud tildeles, eller tilregnes, først Jesu Kristi 144.000 medarvinger. Til sådanne skrev apostelen Paulus i Andet Korinterbrev 5:21: „Den som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham.“ Og i Romerbrevet 5:19: „For ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ Når tiden er inde vil Evighedsfaderens, Jesu Kristi, børn også opnå den retfærdige stilling. Når han hersker over jorden i de tusind år vil han hæve sit jordiske „afkom“ op til en retfærdig stilling i fuldkommenhed, så de i fuldkommen forstand kan vise sig loyale og trofaste mod Jehovas universelle suverænitet, og derved opnå det evige livs gave. — Åbenbaringen 20:4-6, 11-15.
45. Hvorfor har vi grund til at være Jehova meget taknemmelige for at han har tilvejebragt en sådan „tjener“ med ubrydelig integritet?
45 For de mange der således opnår en retfærdig stilling, opfyldes profetien i Esajas 53:11: „Og deres brøde vil han selv bære.“ (NW) Det vil sige at Jehovas messianske „tjener“ selv vil bære straffen for deres overtrædelser, og derved befri dem for dødens fordømmelse. Hvordan han har gjort dette beskriver apostelen Peter, idet han sige følgende om Jehovas „tjener“: „Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi kunne være færdige med synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’. For I var som får der var faret vild; men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ (1 Peter 2:24, 25) Hvor bør vi være taknemmelige for det denne messianske „tjener“ har gjort for os! Hvor bør vi være taknemmelige for at Jehova har tilvejebragt en sådan „tjener“ med ubrydelig integritet! — Romerne 3:24-26.
„EN LOD BLANDT DE MANGE“ TIL ’TJENEREN’
46, 47. Forklar det profetiske løfte: „Af den grund vil jeg tildele ham en lod blandt de mange.“
46 Før Jehovas messianske „tjener“ blev sendt til jorden, havde der været mange andre tjenere for Jehova som havde bevaret deres trofasthed mod ham som den suveræne Herre, og som Jehova allerede i dette liv havde tildelt en passende lod. Tænk blot på Noa, Abraham, Isak, Jakob (Israel), Josef og Job. Disse mange der holdt fast ved deres integritet over for Gud, har fået tildelt en lod i Jehovas kommende nye tingenes ordning under den messianske ’tjeners’ herredømme over hele jorden. Disse trofaste tilbedere af Jehova hører med til de „mange“ som hans „tjener“ bar synden for. Ligesom Jehova således viste påskønnelse af den integritet som disse „mange“ loyale i tidligere tider bevarede, vil han også tildele sin messianske „tjener“ en lod blandt disse mange fortidige trofaste. Derfor siger Esajas 53:12:
47 „Af den grund vil jeg tildele ham en lod blandt de mange, og med de mægtige vil han dele bytte, fordi han udgød sin sjæl til selve døden, og han blev regnet blandt overtræderne; og han bar selv manges synd, og for overtræderne begyndte han at træde mæglende ind.“ — NW.
48. Hvem er „de mægtige“ som Jehovas „tjener“ vil dele bytte med, og hvor er dette bytte vundet?
48 Ikke alene får ’tjeneren’ af Jehova „en lod blandt de mange“ men han opnår også krigsbytte ved at vinde sejr over sine fjender og fjenderne af den Gud hvis ypperste tjener han er. At han skal dele bytte med „de mægtige“, vidner om at han også selv er ’mægtig’. Hvem er disse „mægtige“? De mægtige som han deler bytte med, er dem der deltager i krigen sammen med ham. (Esajas 60:22, NW) „De mægtige“ ser ikke ud til at være de himmelske engle som den messianske „tjener“ vil kæmpe sammen med i den kommende krig ved Har-Magedon mod Jehova Guds fjender. (Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-14) „De mægtige“ er snarere dem der deltager i den samme form for krig som ’tjeneren’ udkæmpede her på jorden. Esajas 53:12 siger netop at han skal dele bytte med nogle på grund af det han gjorde på jorden frem til det tidspunkt, da han blev bortryddet „fra de levendes land“. — Esajas 53:8.
49. Hvad siger Bibelen om de sejre som Jesus og hans disciple har vundet her på jorden?
49 I den jødiske påskenat i år 33 sagde Jesus til sine trofaste apostle, kort før han blev arresteret og ført for retten og dømt til døden: „I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) Og med tydelig henvisning til et sejrstog skriver apostelen Paulus i Andet Korinterbrev 2:14: „Tak til Gud som altid fører os i triumftog i samfund med Messias og ved os gør duften af kundskaben om ham kendt på hvert et sted!“ Og idet han taler om hvad Gud har gjort gennem Jesus Kristus, skriver han et andet sted: „Han har taget det [det mod os rettede håndskrevne dokument] bort ved at nagle det til marterpælen. Efter at have afklædt regeringerne og myndighederne, stillede han dem offentligt til skue som besejrede, idet han førte dem i triumftog ved hjælp af marterpælen.“ — Kolossenserne 2:14, 15.
50, 51. Eftersom krigen er åndelig, hvad er da det „bytte“ som Jesus deler med sin menighed?
50 Eftersom Esajas 53:12 altså åbenbart sigter til en åndelig krig som den messianske „tjener“ måtte føre, hvad er da det „bytte“ han deler med de 144.000 „mægtige“ der udgør hans menighed? Bibelsk set må det være de „gaver i mennesker“ eller „gaver i form af mennesker“ som han skænkede sin menighed fra og med pinsedag i år 33. Med henvisning til Salme 68, som er en sejrssang, og med et citat fra salmens nittende vers, skriver apostelen Paulus om Jesus Kristus:
51 „Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i mennesker.’ Men udtrykket ’han steg op’, hvad betyder det andet end at han også steg ned til de lavere områder, det vil sige jorden? Den som steg ned, er også den som steg op højt over alle himlene, for at han kunne give alt fylde. Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme.“ — Efeserne 4:8-12.
52, 53. (a) I hvilken forstand er Kristi medarvinger „mægtige“? (b) Hvad er det kostelige „bytte“ som de ifølge Esajas 53:12 vinder fra fjenden? Begrund svaret.
52 Disse „gaver i mennesker“ hørte med til de fanger han tog ved at give sin menneskesjæl som en løsesum for den dødsdømte menneskeverden. (Mattæus 20:28; 1 Timoteus 2:5, 6) Den opstandne Jesus Kristus i himmelen skænker sin menighed af 144.000 salvede medarvinger sådanne „gaver i mennesker“ for at styrke dem alle til at føre en sejrrig kamp mod denne verden og dens gud og derved have en andel i, sammen med ham, at hævde Jehova Guds universelle suverænitet. Han siger til dem i Åbenbaringen 3:21: „Den der sejrer, ham vil jeg give at tage sæde med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde sammen med min Fader på hans trone.“ Ved at sejre over den onde verden og dens gud viser de sig at være „mægtige“, og Jehovas messianske „tjener“ vil også tildele dem en andel i Rigets privilegier. Det de har fravristet den besejrede fjende, er fjendens grundlag for at smæde Jehova med at hans tilbedere ikke er uselviske i deres hengivenhed for hans universelle suverænitet. — Ordsprogene 27:11.
53 At de 144.000 sejrvindere således er med til, sammen med ’tjeneren’ Jesus Kristus, at hævde og ophøje den suveræne Herre Jehova, er et kosteligt „bytte“ som de får del i. Det vil naturligvis ikke sige at de ikke også får en andel i det prægtige bytte som Jehovas „tjener“ vinder ved at sejre i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. (Åbenbaringen 19:11-21; 2:26, 27) Men det er ikke specielt dét der tales om i Esajas 53:12, for skriftstedet sigter klart til en sonende eller mæglende gerning som udføres af Jehovas messianske „tjener“.
54. Hvorfor belønnes ’tjeneren’ På denne måde, ifølge forklaringen hos Esajas?
54 Hvad er grunden til at ’tjeneren’ belønnes på denne ophøjede måde? Verset svarer: „Fordi han udgød sin sjæl til selve døden, og han blev regnet blandt overtræderne; og han bar selv manges synd, og for overtræderne begyndte han at træde mæglende ind.“ — NW.
55. Med hvilket mål i sigte udgød Jesus „sin sjæl til selve døden“?
55 I Getsemane have sagde Jesus til sine trofaste apostle, før han blev arresteret: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.“ (Mattæus 26:38) Dog blottede han sin menneskesjæl til døden og holdt fast ved hensigten med at han var blevet en menneskesjæl: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ Han gav sin menneskesjæl ved at dø som menneske. (Mattæus 20:28) Han udtømte sig selv, udgød sin sjæl til selve døden. Derved blev Jehova Gud i stand til at „sætte hans sjæl som et skyldoffer“, så de der tog imod Jesu Kristi genløsningsoffer kunne opnå en retfærdig stilling. — Esajas 53:10, 11, NW.
56, 57. (a) Var Jesus klar over at han opfyldte det der var forudsagt vedrørende Jehovas „tjener“ i Esajas, kapitel 53? (b) Hvem regnede ham „blandt overtræderne“, og hvorfor udholdt han denne ydmygelse?
56 Jesus Kristus regnede sig selv for at være den „tjener“ der er forudsagt i Esajas, kapitel 53. Han indrømmede at han var denne „tjener“ da han sagde til sine trofaste apostle, den nat han blev forrådt og arresteret: „Nu, derimod, lad den der har en pengepung tage den med, ligeså også en madpose; og lad den der ikke har noget sværd sælge sin yderklædning og købe et. For jeg siger jer at det som står skrevet nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig dette: ’Og han blev regnet blandt lovløse.’ For det der angår mig er ved at få en opfyldelse.“ (Lukas 22:36, 37) Så da pøbelskaren senere samme nat kom for at arrestere ham i haven, kom den bevæbnet med sværd og køller som for at pågribe en lovløs, en overtræder, en røver. (Markus 14:48, 49) Dette skete i hemmelighed, i ly af mørket. Men senere blev han i fuldt dagslys offentligt regnet blandt overtrædere idet han blev pælfæstet som en lovbryder; og for at forstærke det indtryk at han hørte til blandt overtræderne „pælfæstede de to røvere sammen med ham, en ved hans højre side og en ved hans venstre side“. (Markus 15:27) Men Jesus udholdt denne ydmygelse, for at Jehovas ord kunne blive ophøjet som sandt og ufejlbarligt, og for at han kunne rammes for sit folks overtrædelse. — Esajas 53:8.
57 At Jehova Gud belønnede sin messianske „tjener“ og højt ophøjede ham, viser at han ikke selv regnede sin „tjener“ med blandt overtræderne. Han forudsagde blot at verden ville betragte den messianske „tjener“ på denne måde. Dog udholdt Jesus Kristus denne ydmygelse, en ydmygelse som en trofast Guds tjener kunne have svært ved at bære idet den tilsyneladende var til skændsel for Gud og til ære for den der smæder Gud. Jesus tømte dette ydmygelsens bæger for at han kunne være barmhjertig mod den fordømte og døende menneskehed. Det er det Esajas 53:12 (NW) henleder vor opmærksomhed på ordene: „Og han bar selv manges synd, og for overtræderne begyndte han at træde mæglende ind.“ — Jævnfør Hebræerbrevet 2:14-18; 4:15.
58. (a) Hvis barmhjertighed blev således lagt for dagen over for overtræderne, og i hvilken grad? (b) Hvorfor valgte Jehova sin enestefødte søn til at udfylde rollen som sin „tjener“?
58 Han trådte mæglende ind og bar de mange overtræderes synd for at Jehova Guds barmhjertighed kunne blive hele menneskeheden til del. Ved at sende sin messianske „tjener“ og lade ham gennemgå al denne lidelse og ydmygelse, endog til døden, udtrykte Jehova sin egen umådelige barmhjertighed over for os overtrædere. Selve tanken om at vise den fordømte menneskehed barmhjertighed blev undfanget af Jehova Gud. Hans barmhjertighed var stor at han end ikke skånede den himmelske søn han elskede højest. (Romerne 8:31, 32) Han ønskede ikke at hans hensigt med at vise barmhjertighed skulle slå fejl ved at han benyttede en tjener som han ikke kunne være fuldstændig sikker på. Han nærede den største tillid til sin enestefødte søn. Han var helt igennem overbevist om at denne søn ikke ville svigte ham uanset hvilke forhold der opstod, og derfor valgte han denne søn til at beklæde rollen som „min tjener“. (Esajas 52:13; 53:11) Ved at lade denne søn gennemgå den strenge tugt der var forudsagt for denne „tjener“, viste Gud at han elskede ham højere end nogen anden. — Hebræerne 12:3-6.
59. Hvem tilskriver Bibelen dette storslåede udtryk for menneskekærlighed?
59 Al tak til Jehova Gud fordi han oprejste en sådan pålidelig „tjener“, ved hjælp af hvem hans egen kærlighed og barmhjertighed er gjort stor. Dette er i sandhed et udtryk for hans menneskekærlighed, som der står skrevet: „Da vor Frelsers, Guds, venlighed og menneskekærlighed blev gjort kendt, frelste han os, ikke som følge af gerninger vi havde gjort i retfærdighed, men ifølge sin barmhjertighed gennem det bad der bragte os til live, og gennem fornyelsen af os ved hellig ånd. Denne udgød han rigeligt over os gennem Jesus Kristus, vor Frelser.“ — Titus 3:4-6.
60. (a) Hvorfor fik Jesus Kristus en langt større belønning end Job for at bevare sin integritet? (b) Hvilken forsikring for fremtiden har vi i kraft af Jesu trofasthed under prøve på jorden?
60 Vi glæder os over at den trofaste „tjener“, Jesus Kristus, er blevet så værdigt belønnet for sin prøvede integritet, med højere rang og større ansvar i Jehovas universelle organisation. Som en billedlig skildring af dette blev fortidens trofaste Job, fordi han ubrydeligt bevarede sin integritet, belønnet med dobbelt så meget som han havde før sin svære prøve. (Job 42:10) At Jesus Kristus blev prøvet på jorden og bevarede sin integritet indebar langt mere, og hans belønning var derfor også langt større. Lige så sikkert som han var trofast under den svære prøve på sin integritet mens han var på jorden, lige så sikkert vil han være urokkelig trofast i varetagelsen af sit større ansvar nu i denne afgørende tid og i al fremtid. — Lukas 16:10.